fredag den 29. maj 2015

Ballerup-Lyngby: Skovtur i maj

Skoven er smukkest i maj. Og en tur fra Ballerup til Lyngby går gennem nogle af de smukkeste skovområder tæt på hovedstaden


Jonstrupvang, Hareskovene og Mølleåen er altid garanti for gode vandreoplevelser. Men netop nu i maj hvor træerne er nyudsprungne og løvet endnu ikke blevet vejrbidt af blæst, regn og tørke er noget specielt. Og efter en lang vinter er de fleste vist - i hvert fald jeg - særlig modtagelige over for fuglesangen og skovens lyde og duftene. Når vejret arter sig som i dag, kan man vel næppe forlange mere.

Sådan en fætter har jeg ikke set før. Måske kan nogle fuglekyndige opklare hvad det er for en fugl? Den er set i Lyngby Åmose. Og på størrelse med en lille solsort. Den har en grævlingeagtig sort maske på fra næbbet, over øjnene og et godt stykke om i nakken. Mit bedste bud er en spætmejse, hvilket passer godt med at den klatrede nedad.


Skovene

Turen byder på mange variationer: Jonstrupvang og Hareskovene byder på kuperet terræn med afvekslende udsigter til moser, tætte tykninger og lyse bøgeskove. Jeg havde valgt de trimmede grusveje for ikke at udfordre mine ben for meget. Og løbe vild. Men terrænet kan i sig selv være strabadserende på den gode måde, fx gennem Bøndernes Hegn, og især over højderyggen mellem Bagsværd Sø og Mølleåen. Som man bør gøre endnu mere strabadserende ved at bestige Sneglebjerget.

Nord for Kildesvinget ved Ballerup Rideklub med udsigt over mod Jonstrupvang. Imellem ligger et moset område med masser af dyreliv.

Selv om skovene er godt vokset til, er der dog områder hvor man tilsyneladende møblerer om. Et af områderne er ved Ballerup hvor man har afskovet et område for træplejens skyld. Der er siden sidst jeg var der nu sat hegn omkring området for at beskytte det for råvildtet. Dette kan så åbenbart tilsyneladende ikke finde ud af at finde nye veje, hvorfor der er sat advarselsskilte op om at hvis man ser et råvildt hænge fast i hegnet, skal man kontakte myndigheder. Åbenbart en slags lemmingeadfærd hos hjorte.

Skovene er ikke bare træer. Der er talrige små og store mosehuller, bl.a. dette tæt på det store stikryds ved Hillerødmotorvejen.

Ligeledes er der blevet afskovet et stort område omkring stjernevejen (Femvejen) umiddelbart vest for Hillerødmotorvejen. Der er ingen information på stedet. Men det ser ud som om man har forsøgt at (gen)skabe moseområdet dér.

Bebyggelserne

Også et par enkelte bebyggelser der har med skov at gøre: Langehus Skovløberhus ved Ballerupvej med udsalg af finurlige skovprodukter, Bakkehus ved Fægyden som er ved at blive istandsat, Hareskovhus ved Frederiksborgvej fra 1897. Ved Den Gamle Have tæt på Mølleåens bådudlejning er der et traktørsted som i dagens anledning er åben. Her kan trætte vandrere spise de medbragte forfriskninger eller købe sig til dem. Drikkevarer skal man dog købe i kiosken. Umiddelbart nedenfor er der på en græsplæne med brosten aftegnet de ældste rester af Frederiksdal. Fra før den tid hvor militærdiktatoren Frederik 3.'s megalomani slog ud i lys lue efter at Danmark næsten var blevet udraderet ved Københavns Belejring 1658-1660. Heldigvis blev planerne op et dansk Versailles aldrig til noget. Det ville formentlig have lagt landets økonomi i ruiner. Sneglebjerget skulle indgå i dette gigantiske haveanlæg.

Danmarks første militærdiktator, Frederik 3. (1609-1670) havde megalomaniske fantasier om dette område. Det skulle være en slags dansk Versailles. Heldigvis for befolkningen blev det aldrig til noget. Sneglebjerget skulle indgå i haveanlægget, og herfra har man en pragtfuld udsigt over Frederiksdal og Furesøen, som lige anes til venstre i billedet.


Vandet

Vand er altid et velkomment afbræk i skovvandringer. Og dem er der rigeligt af. Udover skovmoserne som Djævlemosen/Gisselfeld Mose, Afrodites Øje og flere andre navnløse, er der Bagsværd Sø hvor der til min store overraskelse er gang i den på rostadion. Det er såmænd 3. World Cup i kano og kajak der bliver afholdt i weekenden. Læser man lidt i teksten, står der at der kommer 350 deltager fra 32 lande. Så meget går jeg dog ikke op i sporten så jeg har eftersporet hvad det var jeg overværede. Tilskuerantallet syner heller ikke af særlig meget. Men stemningsfuldt er det da.

World Cup i kano og kajak på Bagsværd rostadion. Løbet er kørt og deltagerne er i fred og ro på vej tilbage. Der kommenteres både på dansk og engelsk. Og en lille skare har forsamlet sig på tilskuerpladserne, uden for billedet til højre.

Lyngby Åmose besøgte jeg i vinter. Den bør også opleves om sommeren når alt er grønt. Den gang tog jeg turen langs søkanten. I dag skete det ad den over 2 kilomenter lange Prinsessestien som er en stor vandreoplevelse. Meget af tiden går man langs stejle skrænter eller med mystiske og utilgængelige moseområder.

Prinsessestien. På en lang strækning går man på en smal sti i et vidunderligt område med mose ti begge sider. Her har jeg forsøgt at fange noget af stemningen.

Flere billeder på Flickr-album for Ballerup, Furesø og Lyngby-Taarbæk Kommune.


Ruten: Jonstrup Vang. Hareskovene. Lyngby Åmose

Ballerup Station. Lundegårdsstien. Jonstrup Vang. Tre Hjortestien. Gl. Jagtvej. Søvej. Kulhusvej. Prinsessestien. Frilandsmuseet. Lyngby Station. Den lige rute er ca. 15 km. Men jeg undede mig nogle svipture, bl.a. til Frilandsmuseet hvor jeg gik rundt en times tid indtil jeg var mæt af at se på 2-300 gamle huse og inventar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar