Selsø

Tæt tåge hvilede fra morgenstunden over Sønderby og Selsø på Hornsherred, med temperatur lige over frysepunktet.

Velkommen til Hornsherred og Manderup! Mennesker var der ikke mange af. De der var, hilser nu høfligt, men ingen overgik den helt overstrømmende glæde som hestene viste.

Tåge betyder vindstille, men fugtigheden er høj og det er koldt, selv når tempoet ligger højt. Der er let is på Roskilde Fjord og rimfrost i vejrabatten. Til gengæld er der tyst og stille, helt højtideligt. For Hornsherred er et ret øde område med ringe billarm. Gårdene er store og velholdte. Og meget spredt rundt i landskabet.

Selsø neden for Selsø Kirke mens tågen endnu ligger tæt. Man kan ane den anden side med Manderup. Det er vist skarve som holder til i træerne. Dette sted er et af de få hvor der er direkte adgang til fuglereservatet.

Fra fjord til sø

Fjordstien går her. Eller rettere, den går ikke her. For nogen sti er der ikke tale om på Hornsherred. Det meste af Hornsherred er gammel landbrugsland, og her er det ikke kotyme at vandrere har adgang til stier langs fjorde og søer. Det er noget jeg oplevede på mine tidligere ture på Fjordstien. Derfor havde jeg med held lagt en anden strategi: Med base i Sønderby foretog jeg forskellige rundture til udvalgte mål. For hvis man da overhovedet kan tale om nogen sti, så ender den som regel blindt. Man må gå tilbage og fortsætte til en anden blind sti. Sønderby var et godt valg. Her var der både basis for udflugter til Selsø og Okseholme.

Møllekrogen er et beskyttet sted bag stejle klinter. Her holder store flokke af ænder og andre fugle til. Først troede jeg at der var et vandfald i nærheden, men lyden kom ganske enkelt fra de mange plask når en and dykker.

Ved Selsø-kanalen ved Møllekrog er det desuden muligt at lave en sydlig afstikker på lidt under en kilometer langs Selsø Klint. Dette er så absolut et af højdepunkterne. Tågen ligger endnu tæt da jeg er her, så jeg kan ikke se den anden side af vandet. Så meget desto mere fokuserer jeg på hvor jeg går.

Alting ser bedre ud i solskin, men selv i tåge er Selsø Klint og den rolige stemning i tågen noget særligt. Stien går langs vandet og er sine steder helt forsvundet.

Selsø Klint er meget stejl og med dramatiske indskæringer. Der er spredt træbevoksning og underbeplantning. Enkelte steder græsarealer. I dag var der lavvande. Men tang- og sivbræmmer afslører at vandet ofte når endog meget højt op på stranden og gør indhug i klinten. Vejen er helt forsvundet sine steder.

Her et vy ind i Møllekrogen set fra tangen.Stranden varierer fra sandstrand over stenstrand til kampesten. Klinten går stejlt op, kun afbrudt af dramatiske indskæringer. Tangbræmmerne indikerer at vandet har været væsentlig højere oppe end det er i dag.

Områdets navne er så gamle at Selsø egentligt betød Sels-ø, som hentydede til en bakkeknold øst for den nuværende sø. Her sejlede vikingerne deres skibe ind og der blev anlagt landsby i området hvor Selsø Kirke er i dag. Den blev nedlagt af herremanden på Selsø i 1600-tallet. Fra Selsø Kirke kan man godt forestille sig hvordan der har set ud. Terrænet er bakket, og fantasien kan fylde dalene op med vand.

Møllekrogen set fra Manderupgård. Kanalen går under vejen, udenfor fotoet til venstre.

Men så hævede landskabet sig, øen blev landfast og en fjord blev dannet. I 1600-tallet byggede mennesker en dæmning så fjorden blev afskåret fra Roskilde Fjord og blev til Selsø og Møllekrogen (Roskilde Fjord-delen). For nu skulle fjorden tørlægges og opdyrkes. Det lykkedes ikke, og i dag er Selsø en sø med en maximal vanddybde på 2 meter og fuglereservat. Hele søen og en bette strimmel langs søbredden. Dæmningen er nu ikke helt tæt, der siver saltvand ind i søen.

Den nordlige del af søen er først for nylig blevet naturoprettet. Her ses rester af noget der formenlig har været en dyrefold. Den ligger nu i vildtreservatet hvor der ikke er adgang. Det er afspærret. Og nogenlunde hertil er det muligt at gå. Herefter må man vende om.

Men området udenom er så blevet fredet. Dette område er dog udpræget marker og temmelig kedelige at se på om vinteren: Bar pløjemark, til nød med græs på. Vejene går i kanten af fredningen. Selv fredningen er det svært at komme ind i. Ofte på lodsejernes nåde og velvillighed som fx ved Okseholme.

Søen og søbredden er et eldorado for fugle, men der er såmænd også hjorte her. Jeg rendte ind i en flok på 4 dyr, der dog skyndsomt forsvandt ind i tågen.

Det er ikke tilladt at bevæge sig ind i selve fuglereservatet (det er formentlig også nærmest umuligt uden specialudstyr). Området langs bredden er præget af rørsumpe og bløde enge hvor der nogle steder går køer og får rundt. Men udsigten fra landevejen langs vestsiden af søen er såmænd fornuftig nok: Der er godt udsyn over søen. Og der er mange fugle på denne tid af året. Det er tydeligt at dette fristed har tiltrukket dem. Men det har holdt hårdt. Trods fredninger i 1948 fortsatte inddæmningen og tørlægningen. Først i 1994 satte en skrappere fredning en stopper for det, og man har siden forsøgt at genskabe søen.

Et kik over søen fra bakken ved Selsø Kirke. I solskin det måske bedste kik. Men vejen langs vestsiden af søen er nu også ganske god.

Kirke og herregård

Selsø Kirke og kirkegården ligger på Lars Tyndskids marker. Det menes at den oprindeligt også havde funktion som en borg. Kirken var på det tidspunkt en magtfaktor og blandede sig i hvem der skulle være konge. Kirken fremstår meget velholdt og området er indrettet til at modtage vandrere og turister, bl.a. også fordi man herfra har adgang til herregården.

Selsø Kirke i det bløde lys fra morgentågen. Nu ligger den fuldstændig øde med kilometer til nærmeste landsby (Manderup eller Sønderby). Men engang var der en landsby i nærheden.

Selsø Herregård er kun en anelse yngre. Fra 1200-tallet. Dog ikke bygningerne. Hovedbygning (renæssance) er fra 1570’erne. Den forfaldt mellem 1829 og 1972. Så blev den restaureret og indrettet som herregårdsmuseum med riddersal og det hele samt herregårdskøkken.

Selsø Herregård. Billetkontoret er lukket, så jeg listede gennem afspærringen, men blev stoppet ved broen af et skilt med en advarsel om at her måtte man ikke færdes uden billet. Et langdistancefoto mener jeg dog nu nok må være tilladt.

Slottet har medvirket i flere film, fx. Grev Axel (2001), Talenttyven (2012) og såmænd også i en julekalender, "Pyrus alletiders eventyr". Her forsøger man at genskabe forne tiders glans og storhed, fx i 2016 med koncerter, omvisninger, ølsmagning, arrangementer, og jeg skal komme efter dig! Som så meget anden dansk kulturarv har Selsø været truet af besparelser. Senest i 2016.

Strandengen ned mod Okseholme. Stemningen er helt forrygende denne tågede eftermiddag. Helt stille bortset fra fuglelyde.

Okseholme

Okseholme er værd at besøge. Stedet ligger på en bakke (formentlig en forhenværende ø) og for at komme derned, går man ca. 2 km langs et særpræget område med strandenge. Strandenge er meget kedelige at se på som fotoer. Men i det virkelige liv er de fascinerende. Det flade, våde område er fyldt med fugle og selv på denne råkolde januardag summer der af liv. Det er afslutningen på min tur, og solen titter frem for første gang bag skyerne og gør tidspunktet intenst.

Dagen er ved at være forbi. Tågen letter en smule og solen begynder at skinne igennem skydækket. Lidt for sent, så der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg når lige - kættersk - at tænke at det da er spild af en god gang skyfrit vejr. Men det går jo ikke.

Sønderby

Min base var som sagt Sønderby. Jeg kan ikke lade være med at føle en vis sympati med tilværelsen i nutidens landsbyer. Og Sønderby viser såvel forfald som opbygning. Jo, der er adskillige forfaldne steder, overgroede huse, video-forretningen ved gadekæret ser ud til at have været sat til salg i årtier. Især den gamle gade "Strædet" virker som et levn fra fortiden som kæmper for sit liv. Forretningsliv er der ikke noget af, selv kroen er lukket. Men der er også velholdte huse, håndværkervirksomheder, "Den Glade Slagter" ser fx ud til at have grund til at være glad, bygningen ligner nærmest et lille slot.

Gadekæret i Sønderby set fra Sønderby Kro.


Solen når lige at titte frem da den skal til at gå ned. Det kan jeg konstatere fra bussen.

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag.

Vælg selv rute. Dagens var på ca. 18 km.