Rønnede-Tappernøje.

"Der er lang, lang vej til Tappernøje", hedder det i fri oversættelse af en evergreen fra 1. verdenskrig: "It's a long, long way to Tipperary". Tipperary, Irland, minder efter fotoerne faktisk lidt om udsigten på dagens rute.

Denne tur fra Rønnede ad omveje til Tappernøje går gennem landbrugsarealer. Og nogle af dem var grønne, men lige så mange var brune pløjemarker. Der var tyst på store strækninger af ruten: Trafik var der næsten ingenting af, Dyreliv heller ikke, det trives ikke på de enorme, bare jordarealer. Fugleliv høres når man kommer til bebyggede områder med haver, buske og træer, eller de sparsomme områder med skov.

Rønnede Kro.

Rønnede og Kongsted havde 2.784 indbyggere (2023). Nok til liv i byen i form af supermarked (Rema1000) og forretninger. Men skynd dig kom, om føje år, en motorvej mellem Næstved og Rønnede på 15 km står. Bussen fra Tureby Station holder lige ved Rønnede Kro. Den fylder/fyldte 200 år i år. Den blev etableret i 1824. På sine besøg hos godsejeren på Gisselfeld kom H.C. Andersen fra Rønnede Kro, men der er ikke meget H. C. Andersen over stedet i dag. Jeg har passeret den flere gange, men aldrig - som nu - om formiddagen - og den gør sig med fuld sol på bygningerne. Den tunge trafik i lyskrydset oplevede Andersen ikke.

Et eksempel på kalkmalerierne i Kongsted Kirke.

Sammenvokset med Rønnede er Kongsted. Kirken er med rette berømt for sine kalkmalerier. Det mærker man allerede når man kommer ind i kirken. Et apparat kører for at holde fugt og temperatur bedst muligt. Kalkmalerier dækker næsten hele loftet (hvælvingerne). De fremstiller den kristne mytologi, sagnfiguren Jesus' historie, her i en middelalderlig fortolkning, bl. a. hvad angår klædedragt. Der siges at være over 3.000 guddomme. Kristendommen har udvalgt 1 (3 hvis sønnen og helligånden tæller med) og afvist andre som "overtro". Ateister og agnostikere tror på 1 (3) mindre end de kristne. I kirken er nogle bænkegavle som afspejler adelens dominans over bønderne. Vandhanerne udenfor er lukket, og dem er der heller ikke meget brug for, vinterens regn har vist skabt et lager til lang tid. Stier og græsarealer er bløde at gå i.

Ruten blev lavet gennem de mange små landsbyer øst for Vordingborgvej. Den første var Eskilstrup, et par kilometer syd for Kongsted. Der er et lille gadekær. Dernæst videre til Leestrup, en landsby med ca. 80 huse. Det lokale bylaug skal være meget aktivt – og arrangerer flere årlige sammenkomster, herunder fastelavn, høstfest og Mortens aften. Men det ser man ikke meget til en sådan klar februardag.

Udsigten fra ruten på det meste af denne lange strækning: Endeløse landbrugsarealer. Her fra Eskilstrupvej. 

Indslaget her burde egentlig være fyldt med sådanne fotoer hvis det skulle afspejle hovedparten af udsigterne fra landevejen, men det bliver nok for træls for læserne, så jeg bringer kun et par enkelte mere. Vejene er generelt heller ikke forsynede med gode rabatter i tilfælde af biler, men omvendt, så er trafikken stærkt begrænset, og bilerne kører meget langt over i den anden side for at tage hensyn. Dette var i øvrigt også en motionstur, ikke så meget lagt an på naturoplevelser.

Udsigten fra Saksholmvej.

Området har hidtil været ret fladt uden kuperinger, men det ændrer dig en kort strækning og skaber en anelse variation. Efter Leestrup går det mod Stavnstrup. Vejret er fint, og forventningerne til at der nu snart kommer noget natur, stiger i takt med trætheden af at se de endeløse og livløse landbrugsarealer.

Den Ø-mærkede gård Saksholm, lidt afsides fra Saksholmvej.

På vej mod Stavnstrup er et skilt ind mod gården Saksholm hvor der er et Ø-mærke, altså økologisk landbrug. Mange af gårdene er indrettet til stutterier. Men altså ikke Saksholm. Jeg har dog forgæves forsøgt at finde noget at skrive om denne gård.

Bart, livløst snor Hovskovvej ned mod Hovskov.

Fra Stavnstrup  går vejen stik syd ad Hovskovvej. Herfra skulle der være udsigt til fredningen længere syd på. Vejen slynger sig da godt nok også sydpå. Men altså - surprise - omgivet af bare landbrugsarealer (se foto). På nettet læste jeg at området omkring Hovskovvej veksler mellem dyrkede marker, skov og levende hegn, og en mindre sø. Jeg kan så tilføje at der skal lægges kraftigt tryk på det første, og de levende hegn ser ikke ud til at være i bedste stand: De fleste er sprøjtet eller pløjet i fragmenter.

Der er en malerisk udsigt i Hovskov. Ugledige-tunnelsalen. Den er til gengæld ret flot.

Turen gennem Hovskov er på under en kilometer, og så afgjort turens højdepunkt hvad angår natur (faktisk det eneste). Skoven ligner andre skove, men gennem den slynger sig Krobæk med dramatiske skrænter i en ådal. Vandet risler lystigt, og det er her jeg indtager frokosten. Her bliver jeg dog nødt til at advare vandrere der gerne vandrer i natur: Det er altså det eneste natur der er på denne rute. I den nordlige del af Hovskov ligger Lekkende Dyrehave. Et lysåbent areal med skovholme og gamle enkeltstående træer. Siden 1996 udlagt som urørt skov. Skoven ligger ud til den markante tunneldal, Ugledige-tunneldalen.  Skoven er privatejet og der er derfor kun adgang på veje og stier.

. 

Ved Bækkeskov Gods. De øvrige bygninger som kan ses fra vejen er ret forfaldne.

Lekkende Dyrehave var tidligere klassisk dyrehave til godset Bækkeskov. Det stammer fra 1300-tallet. Så vidt jeg kunne skønne er der adgang forbudt. Men man kommer dog forbi nogle bygningerne langs vejen. Godsejere dengang var generelt ikke særlig vellidte, men en af de værste skal have holdt til her, bondeplageren Knud Becker. Bondeplageriet bestod i bl.a. prygl, og havde en skarpladt pistol i bæltet. Bønderne fik for meget og stak ham ihjel 1738. Det tolereredes selvfølgelig ikke: 11 blev halshugget og lagt på hjul og stejle, fire sendt i lænker til Bremerholm. I ligeberettigelsens navn (?) havnede fem kvinder  i tugthus. 

Højgaardsvej. Forfaldne gårde og huse er der påfaldende mange af på denne rute.

Endnu to landsbyer, Sølperup og Sjolte blev besøgt. Sjolte Hovedskole blev nedlagt i 1960 i forbindelse med den nye Korskildeskole i Brøderup. Det er svært at se at sådan en lille landsby engang har haft en skole. Her som mange andre steder på ruten ser man forfald: Store gårde, små huse. Ofte med fritvoksende haver. Opmagasineret - undskyld udtrykket - skrammel og byggematerialer der ser ud til at være leveret for år tilbage. Biler med punkterede dæk - svundne drømme som aldrig gik i opfyldelse?

Sjolte. Et fint lille hus med have.

Vel ankommen til hovedvejen Vordingborgvej, krydser jeg denne for at gå over i Brøderup, en bydel i nordlige Tappernøje. Vejen fører igennem et bolig- og industriområdet. Her ligger også  Tappernøjes eneste supermarked. Snesere Kirkes 52 meter skal være en af Danmarks længste landsbykirker. Men da den ligger langt fra Snesere Overdrev, så droppede jeg det, benene var efter over 20 km ikke til det. Jeg ville ellers godt have besøgt kirkegården fordi der ligger Svend Paludan-Müller begravet. Han var chef for Grænsegendarmeriet i Sønderjylland. Dræbt i ildkamp mod Gestapo i min barndoms naboby Gråsten under 2.verdenskrig.

Tappernøje Kro, nu dog kun med adressen med det prosaiske navn: Hovedvejen 81. Bygningen er fra 1927. Det er i dag beboelse. 

Tappernøje er mindre end Rønnede med sine 1.707 indbyggere (2023). Der er et Forsamlingshus, men ellers er det svært at få øje på et forretningsliv. I 1970'erne spiste jeg på Tappernøje Kro, men den lukkede 2004 og er ombygget til boliger (se foto). Og det er så mange år siden at jeg ærlig talt ikke kan huske hvad vi spiste og hvordan der så ud indeni. Ud over det afbildede hus har jeg svært ved at finde andet som ser spændende ud. Men rejsen er sådan set også slut. Den endte ved busstoppestedet ved en bilvask. Og biler er vist også det eneste som man kan få behandlet i Tappernøje. - Der "var lang, lang vej til Tappernøje" (fra Rønnede) og som visen fortæller: "Og den vej skulle jeg". Omtrent 23 kilometers omvej. Det gør jeg nok ikke igen lige med det første.

Ruten

Rønnede. Kongsted. Eskilstrup. Saksholmvej. Leestrup. Stavnstrupvej. Stavnstrup. Hovskov. Bakkeskov Gods. Sølperup. Sjolte. Brøderup. Tappernøje. I alt ca. 23 kilometer. Gå turen for motionens og fredens skyld!

Saltrup - Tegners Museum - Dronningmølle

Rudolph Tegners Museum er ikke nok for en tur derop, men til gengæld slog "Vandringsmanden" og "Politivennen" kludene sammen om at finde en lokation til en meget tragisk historie.

Området "Rusland" er - hvis vi tager det hele med - på størrelse med Søndermarken i København, så der skal mere til at lokke Vandringsmanden så langt væk hjemmefra. Tilmed har jeg været i området før: Den 17. september 2023 beskrev jeg et afsnit på dagens rute: ruten Saltrup-Esrum. Dengang var alting stadig grønt. Denne gang havde jeg ud fra vejrudsigten timet starten forkert. Der var i den første 1½ time finregn, dog uden at jeg blev helt gennemblødt, men heller ikke så våd at jeg blev kold. Til forskel fra turen sidste gang er der markant oversvømmede områder flere steder, se fx nedenstående foto af gadekæret i Esbønderup.

Gadekæret ved Esbønderup Kirke. På turen sidste år i september stod bænken komfortabel over vandlinjen i kæret.

Regnen, de mosede områder langs landevejen og sine steder oversvømmede landbrugsarealer giver en dystopisk stemning af hvordan fremtiden kan se ud med klimaændringerne, der tilsyneladende kun går en vej, og hurtigere end alle beregninger forudsagde. Regnvejret gjorde at jeg lod kameraet blive i tasken, men jeg fik da et af området omkring Esbønderup Gadekær. Ikke bare er det gået over sine bredder og har oversvømmet bænkene, men græsset i hele området minder mere om et sumpet område hvor støvlerne synker ned og svupper når man trækker dem op igen. Ikke noget der indbyder til at sætte sig der.  Det mennesketomme understreger denne stemning af et område der er opgivet som beboelse. Det er ikke rigtigt, men - stemningen! Jeg titter op mod Esbønderup gamle sygehus - men det er alligevel for vådt til den omvej. Sygehuset er nemlig med i en lille fortælling som jeg kommer til senere i dette indslag.

Esrum Møllegård. Bemærk at vandet er ved at nå op til broen.

Den dystopiske stemning bliver ikke bedre da jeg på landevejen mellem Saltrup og Esbønderup ser mig om efter et sted at gå i ly. Det får mig til at tænke på de første 20 år af mit liv hvor jeg boede på landet: Hvor er de levende hegn blevet af? Disse markadskillelser på nogle få meter hvor træer, buske fik frit løb og som var levested for dyr, fugle insekter, et spisekammer i trange tider som om vinteren? Korridorer mellem de tilbageblevne naturområder. Et samlingssted for fattige mennesker uden have der her kunne hente nødder, bær til henkogning, marmelade, osv? Og et sted at gå i ly i regnvejr. De levende hegn er stort set udryddet: sprøjtet og pløjet væk. I bedste fald er der en lille græsforhøjning, eller nogle forhutlede buske på række med stor afstand imellem. Var det virkelig nødvendigt at gå så hårdt til værks imod dem? For landmanden må de da også havde givet lidt læ og forhindret jordfygning, og også været bedre til at opsuge overskydende regnvand end en flad mark.

Esrum Kostskole.

Området omkring Esrum Kloster og Esrum Møllegård beskrev jeg sidste gang. Der er en del mere vand alle vegne, på marken og i vandløb. Sidste gang skridtede jeg området af gennem græsområdet ved Esrum Kloster, men det har jeg bestemt ikke tænkt mig at gøre i dag. Stien gennem skoven inden klosterområdet var sjappet nok, og Esrum Å betydelig svulmet op. På den forhenværende kro i Esrum er der siden 1988 været Esrum Kost- og Friskole. Her bor lidt under et halvt hundrede elever hvoraf ca halvdelen bor på selve skolen. 

Villingerød er i dag er lille landsby. Før teglværket i Dronningmølle var det den vigtigste by i området. Dronningmølle udviklede sig først i 1900-tallet og blev - som den dag i dag - det største. Så det var til Villingerød, og ikke Dronningmølle at et tidligere velhavende gårdmandspar flyttede omkring 1897. Gården havde de solgt fordi konen ville have kontanter. Petrea Larsen må have været født omkring 1844. De havde købt en parcelliststed som efter aviserne lå ca. 15 minutter ad Petersborgvej mod Rusland. Med stedet fulgte tjenestepigen Signe Gundersen der må have været omkring de 30 år. Parret havde haft to børn der begge døde som små, og rygtet dengang fortalte at det var på grund af misrøgt. I 1907 hængte manden sig - og rygterne ville dengang vide at konen havde en ikke ringe andel i det ved at gøre livet surt for ham. Der var åbenbart ikke så dejligt ude på landet ....

Landsbyen Villingerød set fra Petersborgvej.

Et foto fra B. T. 30. april 1924 viser en snoet markvej i et relativt fladt område. Det kunne være hvor som helst. Men ifølge "Klokken 5" hvis medarbejder var suset på motorcykel til området er nogle yderligere oplysningerne. Ca. 15 minutters gang fra Villingerød kan jeg da også se nogle huse. Men området ligner bestemt ikke det på fotoerne fra aviserne 1924. Langs den nu lige Petersborgvej ligger imidlertid hvad jeg tænker kan være resterne af en oppløjet vej: sten, stumper af mursten og andet der ellers normalt bruges som vejfyld. Hvis det er, har vejen altså slynget sig en del mere end den gør nu.

Endelig noget natur. På vej mod Rusland.

Inde i det formodede gerningsområde lå parcelliststedet. For 100 år siden i 1924 kontaktede Signe Gundersen pr. brev omkring 1. april sin bror fordi hun var syg. Han fik en sygehuslæge der straks indlagde Signe på Esbønderup sygehus, hvor hun døde, forædt af utøj, 138 cm og 22½ kg den 15. april. Hvis du vil læse hele denne tragiske historie gennem datidens aviser er den beskrevet i Politivennen Live Bloggen. Hvad der slår en er, at man efter aviserne måske alligevel ikke kom hinanden så meget ved ude på landet i de gode gamle dage - i hvert fald ikke i en grad så man greb ind når man opdagede at der blev begået noget som det der skete med Signe Gundersen. For tragedien må være sket under næsen af landboerne, og gennem så mange år at de må have haft en anelse om hvad der skete. Jeg havde ikke regnet med ud fra de sparsomme oplysninger at kunne lokalisere stedet. Måske fandt jeg det, i så fald uforvarende. De tre gårde, hver med flere huse i området ligner meget den som er afbildet i aviserne for 100 år siden. Men jeg er ikke i stand til at afgøre om et af dem er det eftersøgte.

Typisk hedelandskab i Rusland.

Området var pga. den sandede jordbund ikke i stand til at blive dyrket, hvoraf sandsynligvis navnet "Rusland". Sandet er da også ganske synligt stadigvæk, jo længer man begiver sig ind i området. Jeg havde nu heller ikke regnet med at finde den præcise lokation, men var tilfreds med bare at have et indtryk af området. Det har sikkert ændret sig meget. Rusland blev først fredet mere end et årti senere, og landbruget har sikkert sat sit præg på omgivelserne mere end det gør i dag. Et held at en lillebitte lomme af natur på denne måde er blevet reddet i landbrugsområdernes nærmest uendelige ocean. Efter husene kommer man ind i en lille skov, og derefter til hedeområdet.

Den vist nok største gruppe statue i museumsparken.

Som nævnt, og som det fremgår af kort er hedeområdet ikke særligt stort. Lidt kuperet og sikkert flottere når lyngen blomster og det hele står grønt og frodigt. Omvendt er der også en særlig barsk vinterstemning med en let tåge der dog hurtigt er forsvundet da solen for alvor er ved at bryde frem. Signe Gundersen døde i april, og det svarer måske meget godt til den 21. februar - klimaforandringerne taget i betragtning. Bl. a. pruttet godt i gang af køer og svin.

Rudolph Tegner Museet set fra bakketoppen.

Jeg glemmer Signe Gundersen og Petrea Larsen for at se mig om i statueparken. For kunstelskere (jeg er ikke blandt dem) må parken være noget helt specielt. Især hvis man godt kan lide billedhuggeren Rudolph Tegner (1873-1950). Han erhvervede området i 1916 og indrettede her 1937-38 sit museum, mausoleum og statuepark. På det tidspunkt boede han i Frankrig (1926-1949). Han kan altså teoretisk set have kendt Petrea Larsen og Signe Gundersen. Ud over hans mere kendte værker har han et par stykker stående på Vestre Kirkegård. I København er den mest markante ved "Mod Lyset" i krydset Blegdamsvej og Tagensvej. Værket hed i københavnerviddet "Mavepinen" fordi der lige havde været en kalvekødsepidemi på Rigshospitalet, og figurerne syntes man vred sig som med mavepine. 

Udsigten mod havet i det fjerne fra bakketoppen. En enlig statue ses

Tegners skulpturer - og også hans person - vakte en del kritik i samtiden, og han blev under besættelsen mistænkt for at være nazist. Dels mindede hans kunst om nazisternes monumentale statuer, dels havde han opført sit museum i noget der lignede en bunker. Og endelig holdt tyskerne til i området. Det hjalp ikke på stemningen at han kunne være vanskelig at omgås. Senere har det imidlertid vist sig at Tegner skrev til tyskerne og (forgæves?) bad dem holde sig væk fra parken. I 1940 lavede han "Danmark under besættelsen", her er Danmark menneskeliggjort som en mand, der er bundet, har lodder på fødderne og hvis frihed er stækket. Hans dårlige rygte holdt til midten af 1990’erne. Så der er måske ikke nogen særlig grund til at indtænke nazisme i værkerne.

Villingebæk Strand mod Hornbæk.

Tegners stil minder lidt om hvad man i gymnasiet blev præsenteret for i faget Oldtidskundskab. Der går en fin sti fra statueparken mod stranden, i hvert fald indtil man rammer ind i det enorme sommerhusområde. Jeg forsøgte at finde de to eneste efterladenskaber af teglværket som blev anlagt 1898 og som blev årsagen til Dronningmølle. Det blev nedrevet 1947. Heller ikke det lykkedes, fordi vejnumrene syntes at ligge længere væk end jeg Google Maps viste. Så i stedet tog jeg Tangvej ned til stranden, og det fortrød jeg ikke.

Dronningmølle Strand. Et fint anlæg.

Stranden ved Dronningmølle er sikkert en stor attraktion om sommeren. Der er i hvert fald parkeringsplads, toiletter osv. Det sidste var åbent, men kunne ikke skylle! Så jeg måtte finde et andet sted (ved stationen) - tak til de som venligt lod mig benytte deres. For bortset fra supermarkedet er restauranter og cafeer lukket ned og åbner først om flere måneder.

Dronningmølle Mølle.

Helårslokalbefolkningen er stor nok til at kunne opretholde et supermarked som ligger tæt på møllen. Der er også nogle byhuse, samt noget der kunne ligne strandgårde eller husmandshuse. De sidste kan tælles på en hånd. Der er ret meget trafik på strandvejen. Der er ellers udmærkede offentlig forbindelse med toget der har afgang hver halve time og er ganske behageligt at køre med (der er dog ikke toilet, så det må man klare inden man stiger på). Jeg tænker at i sommerperioden kan her være ret hektisk med de mange sommerhusbeboere.

Toget var forsinket på grund af sporskifteproblemer i Lyngby, og togene var derfor overfyldt. I ventetiden stødte jeg på min gamle chef på Hovedbiblioteket, Peter Heiberg. Han havde begået en nyudkommen guide til Fredensborg Slotshave. For Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening. Der var ikke plads i toget til at læse (sild-i-tønde), men den er flot illustreret, og kender jeg Peter ret, så er det solid og veldokumenteret information. Den glæder jeg mig til at udforske.

Så kom der også lidt til de royalt interesserede læsere af denne blog!

Ruten.

Saltrup Station (Gribskov). Esbønderup. Esrum. Villingerød. Rusland og Tegners Museum. Dronningmølle. Med de talrige omveje mm. vel sagtens en 20 km. I lige linje omkring 16 km.

Borup - Køge Åstien - Køge

Køge Å er løbet over sine bredder og har oversvømmet de omkringliggende områder - i større og mindre grad. På dagens rute oplevede jeg nogle af disse.  

Jeg tager tit til Køge. Her på bloggen har jeg om dagens rute tidligere skrevet om Regnemark Vandværk 22. november 2014 og 28. januar 2018 om Lellinge. Dagens tur startede i Borup. Måske ikke lige vandrefolkets mekka, men det er en udmærket station at stå af på for at gå videre. Indtil jernbanen kom for 150 år siden var det en lille landsby på 6 gårde, 10 huse, skole, præstegård og kirke. Bondebyen lå ½ km nord for stationen som mest blev anlagt for at betjene kammerherre Neergaards Svenstrup Gods. Stationsbyen havde kroen, købmand (nu supermarked), læge og savværk - ejet af Svenstrup, forstås. Der findes stadig nogle huse fra denne del af byen (1890-1915) i Hovedgaden. Efter 1910 begyndte de to byer at vokse sammen, og i dag bor der 4.500 indbyggere.

Kimmerslev Sø. Bådebroen ligger ca. 10 cm under vand. En lille særpræget område med kirke, mølle og et par bindingsværkshuse - og en å.

KImmerslev var for 200 år siden på størrelse med Borup. Men nu er der kun 3 gårde tilbage. Kimmerslev Sø er privatejet - af Svenstrup Gods. Som også har sat sig på Dalby Sø. Lidt syd for Borup går der en smutvej ned langs Søbogård (dem med saften) til kirken. Søen skulle være vinterrasteplads for fugle, men pt er der ikke nogen. Vandmøllen er ikke offentlig tilgængelige og mølledriften ophørte i øvrigt efter 3-400 år i 1970.

En karakteristisk udsigt udenfor naturstierne med udsigt til kulturstepperne og en gård i det fjerne.

Turen langs Langagervej går som den eneste strækning på denne tur gennem kulturstepperne (se ovenstående foto). En kort strækning på den stærkt trafikerede Vestre Ringvej, men så er det også slut: Jeg drejede af ved Kulerupvej, og derfra var der kun et lille stykke ned til åen. I det fjerne anedes Regnemark Vandværk hvor der pt er byggearbejde. Stien om værket er omlagt - hvilket dog ikke påvirkede denne tur. Værket pumpede så meget vand op fra undergrunden at grundvandstanden faldt med 3-8½ meter. Det er svært at se lige præcis nu hvor der er vand alle vegne.

Lidt øst for Regnemark Vandværk ligger samtlige kildepladser og stien i enten sjap eller helt oversvømmet.

Stien øst for Regnemark ligger lavt i forholdt til åen, og nu begynder vanskelighederne: Stien er blød og moseagtig sine steder, hvis den da ikke er helt oversvømmet. Efter at vandforbruget faldt fra 1970'erne begyndte vandstanden i Ejby Mose at stige noget. 

Stien i forgrunden er oversvømmet. Hestene på den anden side af åen er dog i tørvejr og nyder solskinnet.

Arealet nedenfor golfbanen var oversvømmet, og stien altså ufremkommelig. Jeg blev derfor presset op på golfbanen. Et kort stykke øst for golfbanen gik det endda, men så var der ikke mre at gøre: Jeg måtte dreje af og lave en bue nord om området med børneinstitutioner (Spanager).

Så var jeg sådan set kommet ind i hjemkommunen København. Det er nemlig Københavns Kommune som siden 1923 ejer Spanager, en forhenværende herregård. Langs vejen ligger et levn af statshusmandsbrug, oprindelig til jordløse husmænd. De oprindelige bygninger er dog blevet modificeret til ukendelighed. Nogen lukrativ tilværelse var det heller ikke for husmændene.

Endnu østligere:

Efter Spanager går det igen nogenlunde med at komme frem. Støjen fra Vestmotoervejen begynder at gøre sig gældende - stien går nemlig under denne. Øst for motorvejen kommer man ind i Skovhus Vænge hvor omgivelserne ændrer sig ganske drastisk. Åen flyder nu ikke længere i et forholdsvis fladt område, men gennem en snoet kløft. Ikke lige Grand Canyon, men mindre kan også gøre det. 

Gravlund  ved åen.

På denne strækning har åen fået lov til at være sig selv - det ville også være ganske gennemgribende at ændre på det med så stejle skrænter. I skoven ligger der en privat gravlund markeret med et stengærde. Her ligger de tidligere ejere af Vittenbjerggård. Ejeren mente ikke at offentlige kirkegårde respekterede gravfreden ved at have en klausul om kun 20 års beskyttelse. Den første begravelse foregik i 1922. Og den skulle stadig blive brugt. Man må godt gå ind, med respekt for de begravede.

Iset bro over åen. Vanskelig passabel, men ikke umuligt.

Det er muligt at komme over åen via nogle meget smalle broer som ligger med jævne mellemrum. I dag var mange af dem dog oversvømmet, eller som den på fotoet iset. Heldigvis havde jeg vandrestavene med, og det virkede ikke så farligt at gå over broen med den brusende å ganske tæt på støvlerne.

Et forsøg på at give et indtryk af de stejle skrænter som åen løber langs. Der er stier nede i terræn, men jeg valgt det sikre: Oppe på skrænterne.

Det lykkedes mig at løbe vild i skoven og ende i en privat have - eller, jeg blev selvfølgelig udenfor. At gå uden om langs åen, var umuligt - der var oversvømmet, men det lykkedes mig at slippe ud til landevejen (Ringstedvej) de sidste par kilometer til Lellinge. Den ligger noget højere end åen, og det forekommer mig at der er meget sumpet og oversvømmet, så måske var landevejen alligevel den eneste mulighed for at komme videre.

Lellingegård set fra Lellinge Kirke. Man kan tydeligt se broen over Køge Å lidt til venstre for midten. Der er ikke offentlig adgang til området.

Ved Gammel Lellingegård er overgangen hvor Linsingens engelske forstærkninger til Wellesley (senere Wellington, ham med Waterloo) i 1807 satte over Køge Å. Se særskilt afsnit her på bloggen. På fotoet kom de fra venstre og gik mod højre. Det danske landværn havde godt nok ødelagt broen, men det var en smal sag for de toptrænede engelske ingeniørtropper at lave en ny. Og da landværnet havde trukket sig tilbage til Køge, så kunne de gøre det i ro og mag. Det havde nu nok heller ikke ændret synderligt ved slagets udfald. Wellesley trak tiden lidt for at afvente forstærkningerne - der kom ret sent ind i slaget - men overhånden var trods alt hos englænderne. Gården lå der ikke - den er fra 1860erne. Og før da var der et frøkenkloster.

Stien langs Åsen er tør indtil Grundtvig Grav.

Jeg må tilstå at efter en pause i Lellinge - hvor jeg efter 16 km strabadserende vandring var ved at nuppe bussen - foretrak at gå på asfaltvejene nord for åen over Lille Salby. Der var omkring 7 km til Køge og jeg var ikke sikker på om benene kunne holde til flere oversvømmede stier. Fra landevejen kom jeg (for anden gang) forbi den i 2014 fundne vikingeborg, Borgring. Jeg har det ambivalent med stedet. På den ene side er det da fantastisk at man nu ved at der er fundet en borgruin der. På den anden side er det meget svært ud fra de nuværende efterladenskaber at danne sig et indtryk af borgen.

Gammel Køgegård. Jeg skippede at lave en omvej omkring selve gården, men denne udsigt var da ganske malerisk. Jeg husker ikke området som oversvømmet sidst jeg var her.

Jeg faldt dog for fristelsen til atter at finde åen ved at passere åsens østlige ende. Ikke mindst fordi det nu kun ville være muligt at gå på selve kørevejen. Og jeg skulle derfor vige for de ikke så få biler på vejen. Det var ikke noget dårligt sats, for det viste sig at stien på sydsiden af åsen var ganske tør og god at gå på for trætte ben. Først ved åsens østlige ende - ved Claras kirkegård - var der igen store oversvømmelser, men efter en klatring op til kirkegården, var resten af turen til Køge sikret.

Ruten

Borup Station. Kimmerslevvej. Langagervej. Kulerupvej. Køge Åstien. Over Spanager (oversvømmet sti). Køge Åstien. Åsen. Køge. Som et kuriosum er dagens rute også Marathonruten: Borup-Køge er ½ marathon, så man skal løbe frem og tilbage. Jeg gik altså over en halv marathon - på omkring 6 timer.