Fortsættelse af sidste uges Køgevandring, denne gang til den nordlige del af kommunen i diset vejr
Her et typisk udsigtsbillede fra dagens rute: Lyngvej mod Kirke Skensvej. Diset, bare marker og en stribe grønt græs. Men det er dog så heldigt at der er et nogenlunde bevaret levende hegn. Dem er der eller ikke mange af.
Det har været mere end svært at finde sol på vandredagene i januar 2018. Denne dag var lidt en satsning: jeg kunne vælge lørdag med let vind og måske chancer for sol, eller søndag med frisk vind, med tendenser til kuling - og måske lidt mere sol. Vindafkøling ved de få grader der er, afgjorde sagen, og det blev lørdag. Ideelt vandrevejr, men ikke særlig fotogent. Men nu vandrer jeg jo så heller ikke bare for at tage flotte billeder.
Køge Nord Station. Man lige ane stationens rør som vil strække sig hen over stationen, videre til højre ud over motorvejen og videre over s-togssporene. Forhåbentligt kan den forbinde den splitte kommune.
Gang i udviklingen
Området omkring den nye Køge Nord Station er i gang med at blive udviklet (dog ikke Ølsemagle). Stationen er ved at tage kontur, med sit særprægede 225 meter lange rør. Hele stationen vil veje omkring 1.000 tons. Og brudstykker af røret ligger på arealerne mellem spor og motorvej og skal så løftes op og sammenføjes. Det første stykke blev sat på i november. Der er i alt seks stykker som hver vejer 100 tons, er 10 meter brede, 3 meter høje og 40 meter lange. Stationen skal stå færdig til Ringstedbanens åbning i december 2018. Hertil kommer så elevatorer og gangbroer mm. Broen er tegnet af arkitekterne fra Cobe og Dissing+Weitling i samarbejde med Cowi. Om banens forsinkelse er der vist sagt rigeligt i medierne.EUC Sjællands markant røde bygninger, i baggrunden Køge Handelsskoles nye grå tilbygning. Uden for billedet til venstre ligger SOSU-skolen
Syd for stationen ligger et stort erhvervsområde samt et uddannelsesområde. Tættest på banen er Køge Handelsskole, som i 2011 fik en ny tilbygning, tegnet af WITRAZ arkitekter -som også stod for landskabsarkitekturen. Tilbygningen er med 4 etager samt kælder og er forbundet med den gamle, lavere bygning med en forbindelsesgang til eksisterende skolebygning. Der er tagterrasser. Facaden ligner beton, men det er træelementer . På andre mere dulgte måder er bygningen udtryk for tidens trend. Ingeniørfirmaet Rambøll har i de seneste år gaflet sig ind på arkitektområdet, og udover et andet firma opkøbte det i 2013 Witraz Architects. Senere også tegnestuen GBL. Udover handelsskolen ligger også EUC Sjælland og SOSU.
Ølby er den eneste af landbyerne på ruten som har bevaret bare en lille rest af bondelandsbyen. Her nummer150 som vist nok er fra o. 1800.
Sove-landsbyer
Ellers byder turen på en håndfuld små og lidt større landsbyer som nu er blevet til sovebyer, måske lige bortset fra nogle småhåndværksvirksomheder. Trods den store kirke er der ikke meget liv i Ølsemagle sådan en lørdag morgen, heller ikke i Ølby, hvor man dog stadig kan se rester af den gamle landsbystruktur i form af nogle gårde, samt af en bygning der engang var Ølby Gamle Skole, men som nu er dyrehospital.I Lille Salby ligger "Bøgely", som godt kunne se ud til at have været et gammelt mejeri. Overfor ligger der nu en rideskole, og mælk (hvis det var det) bliver der ikke produceret noget af.
Endnu mindre er (trods navnet) Store og Lille (navnet er her mere passende) Salby. Alle veje der forbinder disse steder, er landeveje uden arealer til fodgængere eller cyklister. Kun en skrå rabat. Ikke at der er den store trafik - og bilisterne viser stort hensyn - men man må altså tit ud i rabatten og få børstet sålerne på støvlerne. Eller fyldt rillerne op med smat.
Køge Å ved Gammel Lellingegård. Ikke så pittoresk som om sommeren, men med så meget desto mere strøm på. Lyden af rislende vand - den er lyksalig - er ganske meget bedre her om vinteren end senere på året.
Lellinge
Eneste undtagelse fra sovebysrutinen er Lellinge. Her kan man næsten tale om en by. Med de historiske steder Gammel Lellingegård. Hovedbygningen er opført i 1860 og absout en rundgang værd. Gulstensbygningerne er særprægede og smukke. Umiddelbart syd for løber også Køge Å forbi i vanvittige snoninger der sikkert ville gøre sig ekstra godt i solskin. Men selv det formår disen, kulden og vinteren at gøre det af med.
En af de pittoriske bygninger på Gammel Lellingegård. Meget Hedeboegnsagtig. Ikke så mange dikkedarer og krummelurer, men enkel og funktionel.
Hvis man er til kirker, kan man også slå et småt forbi den. Efter gehörensagen af en lokal skulle der være lidt krise i forbindelse med fremmødet, og fordi der ikke bevilges penge nok så der kunne komme mere. Det er nu ikke noget der ryster en forhærdet tidselgemyt hvad angår kristendom som mig. Her er også et supermarked, benzintank og skole. Og så en forhenværende station (Baneledet).
Åshøj Overdrev tæt på broen der fører over motorvejen. Et typisk billede fra skoven.
Natur
Den sidste del af ruten havde jeg lagt gennem nogle skovområder. Ikke åsen da jeg synes den ikke kommer til sin ret i tåget vejr. Man kommer til dem via Overdrevsvej fra Lellinge. Det første område er Åshøj Overdrev. Som egentlig ikke længere kan kaldes et overdrev, men en skov. På den anden side af mortorvejen ligger Krageskov. Synsmæssigt sker der ikke så meget i skoven - det er jo "bare" træer. Men her mærker man liv, fred. Og det kan ikke gengives på foto. VasebækgårdKrageskov. Skovene er generelt meget sumpede i denne del.
Køge By
En tur rundt i Køge er altid en fornøjelse. Denne gang ad Sankt Gertruds Stræde, Nyportsvej og mod stationen. På hjørnet Nørregade Alexandrastiftelsen. Den blev bygget af foreningen "Køge Borger- og Haandværkerforening" (stiftet 1847). De udlejes til ældre, værdige og trængende medlemmer af foreningen, disses enker eller enkemænd. Hvis det da stadig gælder ...Farvel til Køge ad Nyportstræde. Jeg kommer helt sikkert igen til sommer. Senest.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar