Borup - Køge Åstien - Køge

Køge Å er løbet over sine bredder og har oversvømmet de omkringliggende områder - i større og mindre grad. På dagens rute oplevede jeg nogle af disse.  

Jeg tager tit til Køge. Her på bloggen har jeg om dagens rute tidligere skrevet om Regnemark Vandværk 22. november 2014 og 28. januar 2018 om Lellinge. Dagens tur startede i Borup. Måske ikke lige vandrefolkets mekka, men det er en udmærket station at stå af på for at gå videre. Indtil jernbanen kom for 150 år siden var det en lille landsby på 6 gårde, 10 huse, skole, præstegård og kirke. Bondebyen lå ½ km nord for stationen som mest blev anlagt for at betjene kammerherre Neergaards Svenstrup Gods. Stationsbyen havde kroen, købmand (nu supermarked), læge og savværk - ejet af Svenstrup, forstås. Der findes stadig nogle huse fra denne del af byen (1890-1915) i Hovedgaden. Efter 1910 begyndte de to byer at vokse sammen, og i dag bor der 4.500 indbyggere.

Kimmerslev Sø. Bådebroen ligger ca. 10 cm under vand. En lille særpræget område med kirke, mølle og et par bindingsværkshuse - og en å.

KImmerslev var for 200 år siden på størrelse med Borup. Men nu er der kun 3 gårde tilbage. Kimmerslev Sø er privatejet - af Svenstrup Gods. Som også har sat sig på Dalby Sø. Lidt syd for Borup går der en smutvej ned langs Søbogård (dem med saften) til kirken. Søen skulle være vinterrasteplads for fugle, men pt er der ikke nogen. Vandmøllen er ikke offentlig tilgængelige og mølledriften ophørte i øvrigt efter 3-400 år i 1970.

En karakteristisk udsigt udenfor naturstierne med udsigt til kulturstepperne og en gård i det fjerne.

Turen langs Langagervej går som den eneste strækning på denne tur gennem kulturstepperne (se ovenstående foto). En kort strækning på den stærkt trafikerede Vestre Ringvej, men så er det også slut: Jeg drejede af ved Kulerupvej, og derfra var der kun et lille stykke ned til åen. I det fjerne anedes Regnemark Vandværk hvor der pt er byggearbejde. Stien om værket er omlagt - hvilket dog ikke påvirkede denne tur. Værket pumpede så meget vand op fra undergrunden at grundvandstanden faldt med 3-8½ meter. Det er svært at se lige præcis nu hvor der er vand alle vegne.

Lidt øst for Regnemark Vandværk ligger samtlige kildepladser og stien i enten sjap eller helt oversvømmet.

Stien øst for Regnemark ligger lavt i forholdt til åen, og nu begynder vanskelighederne: Stien er blød og moseagtig sine steder, hvis den da ikke er helt oversvømmet. Efter at vandforbruget faldt fra 1970'erne begyndte vandstanden i Ejby Mose at stige noget. 

Stien i forgrunden er oversvømmet. Hestene på den anden side af åen er dog i tørvejr og nyder solskinnet.

Arealet nedenfor golfbanen var oversvømmet, og stien altså ufremkommelig. Jeg blev derfor presset op på golfbanen. Et kort stykke øst for golfbanen gik det endda, men så var der ikke mre at gøre: Jeg måtte dreje af og lave en bue nord om området med børneinstitutioner (Spanager).

Så var jeg sådan set kommet ind i hjemkommunen København. Det er nemlig Københavns Kommune som siden 1923 ejer Spanager, en forhenværende herregård. Langs vejen ligger et levn af statshusmandsbrug, oprindelig til jordløse husmænd. De oprindelige bygninger er dog blevet modificeret til ukendelighed. Nogen lukrativ tilværelse var det heller ikke for husmændene.

Endnu østligere:

Efter Spanager går det igen nogenlunde med at komme frem. Støjen fra Vestmotoervejen begynder at gøre sig gældende - stien går nemlig under denne. Øst for motorvejen kommer man ind i Skovhus Vænge hvor omgivelserne ændrer sig ganske drastisk. Åen flyder nu ikke længere i et forholdsvis fladt område, men gennem en snoet kløft. Ikke lige Grand Canyon, men mindre kan også gøre det. 

Gravlund  ved åen.

På denne strækning har åen fået lov til at være sig selv - det ville også være ganske gennemgribende at ændre på det med så stejle skrænter. I skoven ligger der en privat gravlund markeret med et stengærde. Her ligger de tidligere ejere af Vittenbjerggård. Ejeren mente ikke at offentlige kirkegårde respekterede gravfreden ved at have en klausul om kun 20 års beskyttelse. Den første begravelse foregik i 1922. Og den skulle stadig blive brugt. Man må godt gå ind, med respekt for de begravede.

Iset bro over åen. Vanskelig passabel, men ikke umuligt.

Det er muligt at komme over åen via nogle meget smalle broer som ligger med jævne mellemrum. I dag var mange af dem dog oversvømmet, eller som den på fotoet iset. Heldigvis havde jeg vandrestavene med, og det virkede ikke så farligt at gå over broen med den brusende å ganske tæt på støvlerne.

Et forsøg på at give et indtryk af de stejle skrænter som åen løber langs. Der er stier nede i terræn, men jeg valgt det sikre: Oppe på skrænterne.

Det lykkedes mig at løbe vild i skoven og ende i en privat have - eller, jeg blev selvfølgelig udenfor. At gå uden om langs åen, var umuligt - der var oversvømmet, men det lykkedes mig at slippe ud til landevejen (Ringstedvej) de sidste par kilometer til Lellinge. Den ligger noget højere end åen, og det forekommer mig at der er meget sumpet og oversvømmet, så måske var landevejen alligevel den eneste mulighed for at komme videre.

Lellingegård set fra Lellinge Kirke. Man kan tydeligt se broen over Køge Å lidt til venstre for midten. Der er ikke offentlig adgang til området.

Ved Gammel Lellingegård er overgangen hvor Linsingens engelske forstærkninger til Wellesley (senere Wellington, ham med Waterloo) i 1807 satte over Køge Å. Se særskilt afsnit her på bloggen. På fotoet kom de fra venstre og gik mod højre. Det danske landværn havde godt nok ødelagt broen, men det var en smal sag for de toptrænede engelske ingeniørtropper at lave en ny. Og da landværnet havde trukket sig tilbage til Køge, så kunne de gøre det i ro og mag. Det havde nu nok heller ikke ændret synderligt ved slagets udfald. Wellesley trak tiden lidt for at afvente forstærkningerne - der kom ret sent ind i slaget - men overhånden var trods alt hos englænderne. Gården lå der ikke - den er fra 1860erne. Og før da var der et frøkenkloster.

Stien langs Åsen er tør indtil Grundtvig Grav.

Jeg må tilstå at efter en pause i Lellinge - hvor jeg efter 16 km strabadserende vandring var ved at nuppe bussen - foretrak at gå på asfaltvejene nord for åen over Lille Salby. Der var omkring 7 km til Køge og jeg var ikke sikker på om benene kunne holde til flere oversvømmede stier. Fra landevejen kom jeg (for anden gang) forbi den i 2014 fundne vikingeborg, Borgring. Jeg har det ambivalent med stedet. På den ene side er det da fantastisk at man nu ved at der er fundet en borgruin der. På den anden side er det meget svært ud fra de nuværende efterladenskaber at danne sig et indtryk af borgen.

Gammel Køgegård. Jeg skippede at lave en omvej omkring selve gården, men denne udsigt var da ganske malerisk. Jeg husker ikke området som oversvømmet sidst jeg var her.

Jeg faldt dog for fristelsen til atter at finde åen ved at passere åsens østlige ende. Ikke mindst fordi det nu kun ville være muligt at gå på selve kørevejen. Og jeg skulle derfor vige for de ikke så få biler på vejen. Det var ikke noget dårligt sats, for det viste sig at stien på sydsiden af åsen var ganske tør og god at gå på for trætte ben. Først ved åsens østlige ende - ved Claras kirkegård - var der igen store oversvømmelser, men efter en klatring op til kirkegården, var resten af turen til Køge sikret.

Ruten

Borup Station. Kimmerslevvej. Langagervej. Kulerupvej. Køge Åstien. Over Spanager (oversvømmet sti). Køge Åstien. Åsen. Køge. Som et kuriosum er dagens rute også Marathonruten: Borup-Køge er ½ marathon, så man skal løbe frem og tilbage. Jeg gik altså over en halv marathon - på omkring 6 timer.