Turen går til Hedeland - Hedehusene

13 minutter fra Valby Station med afgang hver halve time til Hedehusene ligger det 15 km2 store Hedeland.

Med et vandrerepertoir på ca. 20 km er det urealistisk at se Hedeland på en dag, Men det rækker til en tur nord-syd uden alt for lange afstikkere øst og vest. Hedeland ved Hedehusene mellem Vindinge og Tune er et kuperet "kunstigt" skabt landskab. Oprindeligt var her fladt som en pandekage, men det tynde jordlag blev solgt, og derefter gik man i gang med en omfattende udvinding af ler, kalk, sten, grus og sand. Det har fundet sted gennem 100 år, men hovedparten er sket ved den store byggeaktivitet i hovedstadsområdet i 1960'erne. Storbyen krævede huse, veje, institutioner mm. Råstofferne til alt dette lå dels lige under mulden, dels meget tæt på hvor de skulle bruges. Og der graves stadig.

Hedehusene station er nummer 3 i rækken og bygget i 1917. Den gamle var fra 1873. Man kan finde billeder af den gamle station. Den er ganske imponerende, synes jeg, og man fornemmer at da den blev bygget, var Hedehusene et vigtigt trafiksted. Man bør tage den lille tur ad Godsbanegade-Reerslevvej-Mejerivej til Hedeland for at få fornemmelse af arbejderboligerne i det gamle Hedehusene.

Allerede når man stiger af toget i Hedehusene fornemmer man den særlige stemning. Foran stationen står en sten for P. Madsen, som i 1892 startede en af de ældste grusgrave i Hedeland ved Hedehusgård. Det er også her smalsporsbanen sydpå starter. I 1897 opførte F. L. Smith det første teglværk i området.

Hedegård Station. Nu er det udgangspunkt for veteranjernbanen, men 1903-1973 var det en vigtig endestation for industribanen sydpå. Fotoet viser kun et lille uddrag af hele stationsområdet. Bag fotografen er en stor remise. Fra 1980 kørte toget med passagerer, men i dag kører det kun med turister i sommermånederne.

På sit højeste beskæftigede grusgraven 40 mand der producerede 6.000 vognladninger om året. Gården er nu ridecenter. Om søndagen maj-september kan man komme med den 5 km lange Veteranbane (smalspor) som n1903-1973 kørte rundt med råstofferne. At der vitterligt er tale om enorme mængder sand og grus, beretter en håndskreven beretning fra 1970 om. Her er tale om en veritabel sandstorm:

Jeg kan huske den 01.04.1970, det var stormvejr, og vinden var i øst. Der var åbne marker med sandjord helt ud til Reerslev. Der var en lille vej som gik op forbi Lillemarksgården og Flintebjerghuset, det røg og føg med sand, så Øster Vindingevej var føget til, man kunne kun komme lidt derudaf, så kørte man fast i sandet, og man kunne intet se. Poul Larsens gård blev helt fyldt med sand, det lå helt op til vinduerne, så han kørte sand væk i flere dage med maskiner. Familien havde lejet 7 støvsugere, der var sand alle steder indendørs også. Sandet kom også indover ”Klubhuset”, så der gik jeg og skovlede sand. Sandstormen drev også mod Roskilde, så vi sagde ”vi kommer med jord og sand til sammenlægningsdagen den 01.04.1970”. (Gerner Jørgensen, vejmand i Reerslev – Vindinge Kommune og Roskilde 1966 – 1991).

I slutningen af 1970'erne var området så godt og grundigt gennemgravet at det lignede et månelandskab. Det har man siden forsøgt forvandlet til et naturområde, eller en naturpark. Nogle steder lod man gravene stå - jordlagene kan fx stadig ses i stejle skrænter. Andre steder lod man områder gro til af sig selv, eller plantede til.

I Hedelands sydøstlige hjørne ligger resterne af en enorm grusgrav. Her set nogenlunde vest for Villershøjgård. Her så jeg også 3 hjorte i det fjerne. Måse på jagt efter raps og andet som bønderne dyrker i området.

Hedeland er i dag en blanding af søer, bakker og en særpræget og varieret flora. Området er nærmest nyreformet. Mere kantet kan det beskrives som en trekant hvorfra man har udskåret landsbyen Vindinge: 5½ km, 4½ km, 5 km. Det er nemt at komme rundt i området på det omfattende net af stier. Intereresserede kan finde link til Hedelands historie. Her er vinbønder. Jordlag kan ses i skrænterne. Og de første gæslinger jeg har set i år, var i det nordlige område syd for dopperne og langs knallertbanen!

Fantasien fejler ikke noget, hvad angår kreative udnyttelser af de gamle grave. Mit i billedet ses amfiteatret fra 1996, hvor der har været afholdt opera, koncerter og ballet. Og til højre den enorme skibakke. Efter at have set en cykelrytter i medvind nærmest stå stille på vej op mod toppen, og med 15 km i benene, opgiver jeg at bestige skibakken i denne omgang. Udsigten må vente til en anden god gang.

Tune-stillingen

Der er rester af den forsvarsvold som gik fra Roskilde til Køge over Tune i Hedeland. For historieinteresserede findes en pdf-fil af Michael H. Clemmensen. Den eksisterede i et par år under 1. verdenskrig og skulle være en slags fremskudt bastion der mest bestod af skyttegrave og pigtrådsafspærringer langs en ca. 22 km lang linje. Samt ca. 5.000 underjordiske "flankeringshuler".Der er ligeledes en hjemmeside fra Vindinge der fortæller lidt om livet langs fronten, med et par tusind soldater der skulle have mad, skyttegrave og huler der rodede op i lodsejeres marker, militærøvelser og andet.

 I samtiden var der megen kritik af Tunestillingens værd som forsvarsværk, og når man kigger på denne flankeringshule, "Grusgrav Nord" ved Tokhøjvej, så bliver man vel ikke ligefrem imponeret. Det var meningen at man fra hulen skulle kunne skyde langs en pigtrådsafspærring. Der er to skydehuller og et lyshul. Dertil et periskophul og en pumpe, hvis hullet skulle blive oversvømmet.

Reeerslev

Mens Hedehusene emmer arbejdere, så emmer Reerslev af landbrug. Og ikke bare rideskolen. Man bør unde sig en tur gennem byen på Tingstedvej med afstikkere i de små sidesmøger. Og så ligger der en lille historisk klenodie ved Lundhøjgård, omend temmelig medtaget af tidens tand. Forhåbentligt bliver det da reddet af en eller anden museumsmand. Som nævnt i indlægget om Thorsbro Vandværk var det i Reerslev at bondemanden på Lundhøjgård et par kilometer vest for godset Gjeddesdal byggede et lille mejeri, og var med i andelsmejeriet Hedelykke fra 1880'ern. Det lile mejeri ligger der stadig som et lille granithus.

Beskedent ser det ud, dette gamle mejeri, formentlig fra 1870'erne eller 1880'erne ved Lundhøjgård i Reeerslev. Men tag ikke fejl: Meget begynder i det små. Det var her at kimen til det moderne mejeribrug bl.a. blev lagt. I dag ligger det idyllisk ved et lille kær og en frønnet bænk.

Tankerne vandrer ...

Som vandrer får jeg nogle gevaldige overvejelser om hvad natur egentlig er for noget. Og hvad der er naturligt og ikke er. Hvis vi kigger på naturen sådan rent geologisk, er Danmarks overflade ret ung. Et par titusind år og formet af istider. Hedeland blev således dannet af materialer fra Sverige ført til Hedehusene under istiderne. Det er også isen som nydeligt sorterede materialet i fint sand, grus, sten og kampesten. Dem har gravemaskiner fjernet igen og gravet sig dybere ned i materialer som er ført hertil af isen endnu før. Kigger vi på naturen, så var der før gravemaskinerne tog fat intet naturligt ved den. Bønderne havde gennem hundreder af år fældet den naturlige bevoksning og lavet marker på jorden. I dag er det ved at vokse til igen med beplantning som mere eller mindre er tilfældigt styret af "naturen" eller af mennesker.

Vinterterrasserne mellem Tune Landevej og Roskildevej (her set fra vest mod øst fra Løkkevej) er endnu et eksempel på en kreativ udnyttelse af de gamle grave. Man har her formået at skabe et velegnet udflugtsmål, og så vidt jeg kunne se, også lystfiskeri.

Man kan også bare glemme alt om hvordan det hele er blevet skabt, og lade sig styre af sanserne: Ser det smukt ud? Hører vi glade fuglestemmer, eller infernalsk larm fra motorveje? Lugter her af slam eller af frisk hø? Mærker fødderne stenbro eller dejlig blødt underlag? Hedeland er et dejligt sted for mennesker, og denne søndag med masser af sol (og blæst) er der masser af dem i Hedeland, Og de fleste ser glade ud.

En forladt grusgrav. Et dramatisk landskab som venter på at blive formet af mennesker og natur. Det er ikke svært at forestille sig hvad der er foregået af udgravninger her.

Hedeland er ikke ren idyl, så meget kan vi slå fast. Der har ifølge Roskilde Avis, 29.6.2009, været problemer med hærværk, affald og især hundeejere (som endog har truet vagter). Men aviser er dårlige til at gengive hvordan ting ser ud. Jo, de løsgående hunde findes da sikkert, gale hundeejere osv. Men på denne dag er livet i Hedeland som det er mest i Danmark. Flinke, eller i hvert fald høflige mennesker der ikke virker særlig truende.

På mange måder er Hedeland et overlegent alternativ til fx Vestskoven og Kalvebod Fælled: Kun 15 minutter med tog fra København H, meget større, meget mindre larm (faktisk kun fra Tune Landevej, men slet ikke i samme målestok som de to nævnte vandringsmål), afvekslende landskaber, masser af historie og aktiviteter.

Der graves stadig i Hedeland. Her sydvest for Dopperne i den nordlige ende. Langs vejen sydligere kan man stadig finde rustne maskiner hist og pist som vidner om forne tiders udgravninger.

Ruten

Hedehusene Station. Herfra er det med at tage kortet i hånden og gå hvorhen man nu ønsker. Min rute blev ca. 20 km.

Stridsmarker: Nybølle Vandværk

Året 1923 bød på to nye vandværker for københavnerne: Nybølle og Islevbro

Dagens rute bød på et behageligt gensyn fra en tur i september sidste år. Dengang var målet Edelgave og jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvad jeg nu vil beskrive nedenfor. Det viser jo blot at et landskab og landsbyer kan ses igen og igen, med nye øjne og synsvinkler. Turen byder på mange små overraskelser ind i mellem.

Kik over Værebro Ådal fra bakken ved pumpestationen på Værebro Kildeplads. Godt nok hører panoramaet til i slutningen af turen, men det viser meget godt det let kuperede landskab med blanding af marker, moser og spredt skovbevoksning, som turen fører igennem.

Da Thorsbro Vandværk blev opført, indlemmede København Brønshøj. Sundbyerne og andre omkringliggende kommuner. Førhen lokale vandværker skulle nu indgå i en større sammenhæng. For Brønshøj Vandværk (Frederiksborgvej 79) kom det til at betyde kort levetid 1896-1913. Hvorefter belysningsvæsnet overtog bygningen. På Væggen er et billede af værket. Af Valby Vandværk (1896) er kun en mindre byging tilbage langs Roskildevejen. Også Sundby Vandværk (1900), ikke at forveksle med andelsværket fra 1941, eksisterer ikke længere. Men man kan se en oversigt over bygningerne i Trap Danmark.

Og her et kik fra Ledøje mod syd og Tysmoseområdet. Der er da en del marker, men der er nu også ret mange rideskoler i området. På denne tid af året er der ikke landlige lugte fra bøndergårdene. Men det skyldes måske at der blæser en frisk kuling.

Nybølle Vandværk (1923)

For Københavns Magistrat kiggede langt ud over kommunes grænser. I perioden 1914-16 købte Københavns Kommune Holmagergård og omliggende arealer ved landsbyen Nybølle. Gården er i dag rideskole. Og i 1922 stod Nybølle Vandværk klar. Set på et kort ligger værket i lige linje indtil Kildepladserne langs Harrestrup Å med det tilhørende Kildevandsløb. Og for at håndtere de omfattende vandmængder afsatte kommunen i 1918 afsatte penge til filteranlæg og pumpestation for Nybølle ved Islevbro. Dette vandværk åbnede i 1923 og burde være med i denne rute. Men det må vente til et opsamlingsheat.

Nybølle Vandværk er adgang forbudt for publikum. Kun en ret stor funktionærbolig ligger tilgængelig ved vejen. Kildepladsen ligger foran vandværket og Nybølle Å løber til venstre bag træerne. Lidt skuffende efter at have gået så langt, så vær forberedt på at dette nok er det tætteste man kan komme til  værket.

De første kildepladser var Nybølle, Nybølle Øst og Vest, Katrinebjerg, Hove og Tyskemose. Værebro er vist kommet til senere. Nybølle Vest og Tyskemose er forurenede. Nybølle kildepladser blev tilplantet med træer, hvor der før var et barsk og skovløst areal. Disse blev i øvrigt brugt som tømmer til senere anlægsarbejder. Pga. orkanen i december er kildepladserne ret ufremkommelige for væltede træer. I dag ligger pladsene i to kommuner, Egedal og Høje-Tåstrup.

 Tysmose Å. Turen langs Tysmose Å og Nybølle Å er på denne dag lidt strabadserende. Der er ingen stier og selv om vejret er tørt, er jorden gennemblødt. Støvlerne synker godt i og flere steder må der gås omveje om helt oversvømmede områder. Dog ikke her. I stedet kan man se de store arealer med bjørneklo, som her ser ud til at være blevet fældet.

Jeg nåede ikke ned til kildepladsen ved Kathrinebjerg. Det er ellers er et af de områder hvor energiselskaberne begyndte at være opmærksom på omkostningerne ved vandindvinding, og nu afprøver en  "grundvandsvenlig drift", dvs. at lodsejerne får penge for at undgå at bruge pesticider og bruge mindre gødning.

Tysmose Kildeplads. Det er ikke anbefalelsesværdigt at tage den anden bred, selv om store dele af markerne på denne strækning er oversvømmet. Her er det endnu mere ufremkommeligt og desuden er der private fritidshuse bagest i billedet. Her så jeg for øvrigt en ræv som lå på lur efter nogle gæs. Formentlig var den sur over at jeg skræmte dem væk. Gæssene derimod var måske tilfredse nok.

Nybølle Landsby

Nybølle er i dag som dengang en temmelig anonym landsby. Den ret sparsomme hjemmeside for landsbyen meddeler kækt at "I Nybølle har vi alt, på nær det vi mangler". Der er 5 gårde, hvoraf Nybøllegård og Tangkærgård er de ældste, og der skulle være et missionshus fra 1880'erne. Ellers er alt på mediefronten roligt i Nybølle. En rask søgning i Infomedia viser ikke nogen opsigtsvækkende begivenheder.

Nybølle Kildeplads umiddelbart øst for selve vandværket. Åen løber ude til venstre. Arealet er let kuperet, og nogenlunde fri for væltede træer.

Fredning af Værebro Å

Værebro Å og alle dens åforbindelser med lokale navne og tilknyttede sideåer er en vigtig faktor i vandværkets lokalområde. Den ellers fredelige Værebro Å er genstand for et rivegilde mellem biologer, lodsejere, ålaug, kommunalbestyrelser og Naturfredningsforeningen. Om snart sagt alt: Om Værebro Å overhovedet er en å, hvem der forurener og hvor meget, hvad den skal være i fremtiden mm. Det ligger i åers natur at  de har det med at stige og falde efter vandmængden, især efter ekstremregn. Og Værebro Å er flere gange gået over sine bredder og har oversvømmet marker og bebyggelser, endog forårsaget druknedød af får og andre dyr. Sagen fik nogle RUC-studerende til at lave speciale om Værebro Å (2010).

Værebro Å er ret utilgængelig, så i stedet viser jeg et billede fra Nybølle/Hove Å. Åerne løber i et område sammen og oversvømmer områder som her. Meget idyllisk, og det er også på en flad sten med denne udsigt jeg indtager den varme chokolade med müsslibarer til. Hårdt tiltrængt, kan jeg mærke på fødderne. Og det er ikke slut endnu. Forude venter jord der nærmest kan sammenlignes med gennemvædet spagnum.

Nordsjællands Landboforening mente i 2011 fx at Værebro Å ikke er et naturligt vandløb, men en afvandingskanal. Baggrunden var oversvømmede kornmarker, kældre mm. Naturlige vandløb er EU-beskyttede og skal derfor sikres god økologisk tilstand i vandløbet. I april 2011 var en 95-årig mand fra plejecenter Damgårdsparken i Stenløse nær druknet i åen, da hans rollator fra en smal sti gled ned i åen. Det lykkedes dog for to piger at redde manden ved at tilkalde brandvæsnet.

Hove Kildeplads, umiddelbart op ad Hove Å, illustrerer måske meget godt hvorfor turen kan blive lidt anstrengende. Området er tydeligt mærket af væltede tråer, og jordbunden er nærmest sort. Udsigten fejler dog ikke noget. Og i modsætningen til så mange andre åer, er der rigeligt med vand og strøm i Hove Å. Eneste minus er måske at den er rettet meget ud, så der ikke er levnet meget råderum for fisk.

I juni 2012 kom Danmarks Naturfredningsforenings Fredningsforslag, 2012. En af lodsejerne, Jan Hansen (Veksø) startede en underskriftindsamling imod fredningsforslaget. Han ville miste ejendomsretten til 52% af sin jord. I oktober gik Ålauget mod Egedal Kommune, og henvendte sig direkte til Folketinget fordi de mente kommunen gjorde for lidt ved byforureningen af åen. Heller ikke et besøg hos daværende miljøminister Pia Auken gav noget resultat. Ålauget har flere artikler i lokalavisen samt åbenbart bombarderet kommunen med så mange emails at borgmester Willy Eliasen i lokalavisen 7. november 2013 meddelte at han nu havde besluttet ikke længere at svare på dem. Fredningsplanen blev godkendt marts 2013 i Roskilde og Egedal kommuner.

Hove Å tæt på Hove Mølle. Fotoet yder ikke hverken bredde, dybde, strøm eller rislen fuld retfærdighed. Men når man står derude, er det ikke svært at forestille sig at åen her har kunnet drive en vandmølle. Faldet er ganske betydeligt, og strømmen ser ud til at være meget stærk.

Bag diskussionen anes også en vurdering af om forureningen af byerne eller landbruget er værst. Ifølge Lokalavisen Egedal, 12. februar 2013 er dagen til behandling i de involverede kommuner. Orkanen Bodil i december 2013 fik åen til at løbe den forkerte vej og løbe over sine bredder, men ellers har der været tavst om sagen.

Værebro Kildeplads er for mig lidt af en skuffelse. Jeg havde troet at man her kunne se Værebro Å, men arbejdsvejene løber for det første ikke hele kildepladsen igennem, for det andet løber de langt væk fra åen med marker imellem. I baggrunden ses pumpehuset. Værebro Å krydser under broen i forgrunden - bemærk advarselsskiltet. Kildepladsen går mod vest bag fotografen og mod øst fra pumpehuset.

Islevbro (1923)

Som nævnt burde Islevbro Vandværk være en del af denne tur. Det blev opført som filteranlæg og pumpestation for Nybølle, Søndersø og kilderne de "gamle" kilder. Men værket ligger for langt væk fra Nybølle. Jeg har på tidligere ture været forbi vandværket. Jeg har af Sune fået en henvisning til filterstationens barndom, da den lå på en bar mark og før værket blev opført. Billedet afslører også det dengang åbne Kildeløbet, altså den kanal hvor vandet fra Kilderne løb ved siden af Harrestrup Å. Nu foregår det i rør, og selv vandværksansatte jeg har snakket med fra Islevbro var slet ikke kendt med Kildeløbets eksistens. Billedet er taget fra dæmningen mellem løbet og åen. Hvis man sammenligner det med mit nyere billede, taget i den modsatte retning (fra volden mod vandværket), vil man se at Kildeløbet og dæmningen nu er væk. Interesserede kan læse mere om vandets fascinerende udvinding i Naturstyrelsens "Værket ved Islevbro" (2011). Med til historien hører også Brønshøj vandtårn. (1928).

Og lad mig slutte af med lidt landsbyidyl fra Hove. Gadekærsvej. Nu kan det næsten ikke blive mere landligt. Kun plasticskraldespandene bryder lidt af fornemmelsen af tidslomme. Området vrimler med den slags udsigter, også Hoved Overdrev. Men mange af gårdene ser ud til at skrante ganske gevaldigt. Det er nok ikke det nemmeste sted at bo for moderne mennesker.

Vandværkspause

Lidt over halvvejs gennem vandværkerne holder jeg en pause i denne serie. Jeg trænger til andre vandremål. Generelt har jeg erfaret at kildepladserne er gode, smalle vandrestier (arbejdsveje), og det er fuldt ud tilladt at gå på arbejdsvejene. HOFOR har små kort ved indgangene over kildepladsen. Naturen veksler fra flade marker til skovlignende områder. Ofte i å-dale.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Ruten

Ledøje. Sti sydpå til Tysmose Å og Nybølle Å (Kildepladserne Tyskemose og Nybølle Øst). Nybølle Vandværk. Nybølle. Sti forbi Olehøj til Nybølle Å (Hove Kildeplads). Overdrevsvej. Hove Møllevej. Hove Å. Østrup Holme. Brohaven. Værebro Kildeplads. Blæsenborgvej. Stenløse Station. Ialt ca. 16 km. Dagens tur er måske ikke så lang, men især første del langs Tysmose og Nybølle åer er ret strabadserende: Bløde, ofte oversvømmede områder uden egentlige stier.

Godsejere og socialdemokrater: Thorsbro Vandværk

København går over sine bredder: Skylletoilettets sejrsgang kræver mere vand!

Man skal ikke langt nord for Hundige før Storkøbenhavn slutter. Her ved Hundigevej/Godsvej. Lille Vejleå løber et sted bag gården Åvang, og det er stort set muligt at vandre langs åen nord for Køge Bugt Motorvejen. Pt strømmer vandet ret kraftigt i åen.

I slutningen af 1800-tallet var man begyndt at blive opmærksom på ikke bare drikkevandet, men også affaldsvandet burde organiseres. I en artikel, "Den seneste tids fremskridt i latrinvæsenets ordning" af stiftsfysikus Jul. Bentsen (Viborg), Ugeskrift for Læger, 26. oktober 1872, fremgår det fx:

"....især er de exkrementielle stoffers tilstedeværelse i større mængde, hvorfra faren truer, samt .... latrinvæsenet i meget væsentlig grad betrygger tilblivelsen af ovennævnte trende grundbetingelser for sundheden.." (De tre er ren jordbund, ren luft og rent drikkevand)

Artiklen plæderer for såvel vandforsyning som en kloakering som tvingende nødvendig i byerne, og at affaldsstofferne skal komme agrene til gode. Artiklen anfører at Danmark er langt bagud hvad det angår i forhold til udlandet, fx Tyskland, dog undtaget København. Løsningen blev vandklosetter fra omkring 1900. Og de krævede vand, masser af vand. Det skaffede man fra 1906 fra Thorsbro ved Ishøj. Milevidt, hele 20 km i luftlinje til Rådhuspladsen. Så effektivt, at Salmonsens Leksikon (1928, bind 24) under under vandforsyning kan berette at: Der foregår for tiden en revolution af vort kloakvæsen, idet man landet over indfører W.C. I 1916 var 19.000 af sådanne, i 1925 40.000.

Københavns tørst var vokset med byen. Langt ud over brokvartererne. Utterslev Mark (nu Nordvest) blev bebygget, Sundbyerne, Valby og Brønshøj blev opslugt 1902. Og over dem alle regerede indtil 1938 Magistraten: Kongen livstidsvalgte overborgmester og 3 borgmestre, og 6 rådmænd blev valgt af Borgerrepræsentationen. 1938-1998 var Magistraten fortsat den udøvende myndighed/forvaltning.

Det startede ved Pile (Vand)mølle

I perioden 1892-98 blev der fundet store grundvandsforekomster ved Thorsbro. Magistraten købte Pile Vandmølle i 1896, Thorslunde Vandmølle 1903 og arealerne omkring. Gik det skidt for mølleriet før, blev det ikke bedre efter salget. Den korte version: Først landbrug, så produktionsskole. Møllebygningen er 225 år gammelt. Men møllens historie kan formentlig spores helt tilbage til 1384. Og i hvert fald til 1604 hvor den bliver nævnt i et brev til Kancelliet. En efterkommer til forpagteren fortæller om hvad der skete:

”Min bedstefar hed Jens Bay. Han havde Benzonsdals avlsjorder og bygninger i forpagtning frem til 1875”. Her blev Valdemar Bay født i 1868. På grund af svagelighed opgav Jens Bay forpagtningen og købte i stedet Vildtbanegård. I 1897 overtog Valdemar forpagtningen af Pile Mølle. Ejeren var Københavns magistrat, som bl.a. havde planer om at indrette et nervehospital (det nuværende Sct. Hans) på stedet."

Lille Vejleå slår et ordentlig slaw uden om det der i dag er Ishøj Produktionsskole. Men her ligger også de sørgelig rester af Pile Mølle. I frit forfald. Og selv møllerenden er helt tørret ud. Skjult bag træer som gemmer det meste forfald, kan man dog stadig ane møllens storhed. Og ådalen er netop her meget smuk med oversvømmede arealer og skovbevoksning. Det var her det hele startede i 1896 da Københavns Magistrat opkøbte møllen med henblik på at udvinde vand i området.

Hjemmesiden beretter at da Thorsbro vandværk blev opført, forsvandt alt vandet fra Pile Mølles undergrund. Vandmøllen blev til vindmølle 1907-1955. Et tidligt vidnesbyrd om konsekvenserne af københavnernes tørst, renlighed og affaldsprodukter. I 1990'erne var møllehuset ganske forfaldent, og en større plan blev iværksat for at redde den med samt vandmøllemiljøet omkring det, bl.a. et regnvandsbassin og mølledam omkring Rørmosegård.

Følger man Lille Vejleå fra Vejleåvej mod Thorbro Vandværk, ligger Ishøj Kildeplads ca. midtvejs. Åen er her ganske dyb og strømmer kraftigt. Så man man sagtens forestille sig hvorfor åen på en planche kaldes "Vestegnens Mølleå". Her lå adskillige vandmøller, bl.a. Store Mølle hvor nu vandværket ligger. Denne del af turen går gennem svampede græsarealer, og vandet siler flere gange ind i støvlerne. Det påstås at man kan fiske ørred, aborre og ål i åen.

Thorsbro Vandværk (1905)

Vandværkets ældste bygninger er så gamle (1905) at værkets maskinhus nu er museum. Det har kun åbent i sommermånederne, og desuden ligger museumsbesøg uden for denne weblogs rammer. Men Elektroteknisk Forening besøgte museet i oktober 2013. Det fungerer altså også stadig som vandværk. Maskinhuset er fredet og havde oprindeligt B&W motorer. Arkitekt Andreas Fussing (1871-1958) tegnede de første bygninger i nationalromantisk stil, mens de senere er nyklassicistiske. Vandværket og de omkringliggende kilder og landskaber er denne turs absolutte højdepunkt.

Jeg er imponeret over denne flotte vandværksbygning, langt ude på landet og in the middle of nowhere. Der er mange andre bygninger, der også minder om Islevbro Vandværk, men denne er helt unik. Desværre er der spærret af. Det er sikkert uden for sæsonen, så man kan ikke komme ind i museet. Foran bygningen til venstre kan man ane et gammelt vandrør.

Værket blev opført 1906-1909, stod klart i 1908, og hentede vand på stedet og fra Solhøj og Torslunde kildepladser. Ishøj Kildeplads kom til i 1914, Tåstrup-Valby 1919. 1948-1949 Vardegård, Karlslunde, Vallensbæk og Store Vejleå. Og til slut Havdrup i 1950. Solhøj er fortsat langt den størst og står for lidt under halvdelen af vandet. Lyksager, Danmarks første kilde, hvor pumpen drives af en vindmølle og solceller. 3 bliver dog lukket ned: Tåstrup-Valby, Vallensbæk (forurenet og lukket 2005) og St. Vejleå (forurenet og muligvis opgivet). Kort over kildepladserne findes i en rapport (2012), s.12. Oprindeligt blev vandet ledt til reservoiret i Søndermarken.

Som det måske anes på det andet foto af Thorsbro Vandværk ligger bygninger på en bakke. Nedenfor ligger denne bygning, hvor historien ikke melder noget om den også hører med, men den ligner grangiveligt en direktørbolig. Nu er der udflytterbørnehave, "Galoppen".

Området ligger mellem tommel- og pegefingeren i Fingerplanen fra 1947. Og derfor er landsbyer som Greve, Torslunde landsby (hvem husker at kirkens altertavle var på et frimærke i 1986?), Ishøj m. fl. blevet forskånet for at blive totalt opslugt af urbaniseringen. Med Greve Kommune er vi vandret ud af etagebyggeriet og ind i parcelhus- eller villaområdet. Oprindeligt var Greve mest en sommerhuskommune og først i 1976 kom der s-tog til Hundige. Greve markerer på mange måder et punktum for den urbane udvikling, kaldet Køgebugt-planen, som krisen i 1970'erne satte en stopper for.

Kildepladser Nord

I umiddelbar nærhed af Thorsbro Vandværk ligger langs Lille Vejleå en stribe kildepladser. Ishøj Kildeplads (400 meter, 1,7 ha, 1914, renoveret 2006) i ådalen langs Lille Vejleå. omgivet af dyrkede marker. Omkring vandværket ligge kildepladserne Thorsbro A, C og D (1,4 km, 9,2 ha, 1908), med løvskov, mose og græs hvoraf noget er beskyttet, omgivet af dyrkede arealer samt bebyggelse. Torslunde Kildeplads (400 m., 2 ha, 1908) enge og moser hvoraf noget er beskyttet, omgivet af dyrkede marker og villaer. Solhøj (330 meter, 2,9 ha, 1908, totalrenoveret 1980) løvskov omgivet af marker, gårde og træer. I dette område planlægger Greve Kommune at lave et stort rekreativt område.

Thorsbro Kildepladserne er blandt de ældste som hører til vandværket, og det afspejler sig også i landskaberne. Langs åen får man klart en fornemmelse af at gå i en ådal med store, oversvømmede mose- og engarealer - og åen, naturligvis.

Thorslunde/Torslunde er en gammel landsby hvis historie sandsynligvis stikker helt tilbage til vikingetiden. Den ligger på en skrænt ned til Lille Vejleådalen. Kirken er fra 1100-tallet med de obligatoriske tilbygninger (tårn og kor) i 1400-tallet. Der ligger 3 gamle gårde: Pilegård (nr. 44), Lindegård (105), Toftegård (nr. 117) brændte 1996, nu nyopført. Området rummede i ældre tid en del vandmøller.

Torslunde er en nogen anonym landsby, der dog er speciel derved at den ligger op ad ådalens nordlige skrænt, der her er temmelig stejl (i forhold til så mange andre steder). Åen er desværre her beklædt med de berygtede fliser - "spildevandsteknisk anlæg"! Der ligger dog et par gårde samt husmandshuse for de landsbyhuse-interesserede vandrere. Og udsigten ned i ådalen fejler ikke noget.

Vi er kommet ud til godsejere og herremænd. På nogen er glansen måske falmet lidt, fx. Lindegård, eller "Håber det Gård", firlænget gård fra 1850. De bliver nu mest brugt til bondegårdsferie. Se herregården Barslunde og Vandretursfolder.

Fra Torslunde og op ad åen flader landskabet gevaldigt ud. Stien er her klart bedre end længere nede langs åen. Hvis man er til åbne vidder, så er dette stedet. Der er næsten fladt. Til venstre anes i horisonten alleen til proprietærgården Barfredshøj. En tur der på denne dag byder på strabadserende, strid frisk vind direkte ind fra kompasretning klokken 2.

Gjeddesdal Gods

Gjeddesdal Gods kender vi især fra fremstillinger af godsejerne selv (fx Danske Slotte og Herregaarde, ny samling, bd. 1, 1944). De omtaler sig selv som blandt de mere fremdriftige og humane af slagsen. "lyst til at fremme bondestanden og i det hele taget landbrugets tarv ved at udføre udskiftning og selveje" allerede ved slutningen af 1700-tallet. Det var dog blevet lovbefalet ved landboreformerne fra 1780'erne. En af godsejerne skal have udtalt "Husk på husmændene" på sit dødsleje. Det må det sættes op mod at husmændene på Gjeddesdal lå under for hoveriet til langt op i 1800-tallet, mens det slet ikke eksisterede i landsbyerne i området, og var helt afskaffet for bønderne.

Den gamle hovedbygning Gjeddesdal. Bag denne ligger dog nogle temmelig meget større moderne bygninger. Men dette foto er vel nærmest taget ud af en turistbrochure.

Henri A. Petersen følger mereafdæmpet godsejernes fremstilling op i Gjeddesdal. Danmarkshistorie midt i Greve. (72 sider, 2005). Han nævner bl.a. den første lerrørsdræning i Danmark (1848-1853) kendt gennem offentlige regnskaber, mælkecentrifuge 1876, Greve hospital 1710 (finansieret af  bøndernes egne indbetalte kirketiender). Flere var engageret i politik, fx som sognerådsformand, eller i nyere tid som godsejer Steen Nymann som 1979-81? sad i folketinget for Fremskridtspartiet. I Wochenschrift für Landwischenschaft  (s- 206) og talrige andre tyske og franske tidsskrifter fra 1871 berettes om at man på Gjeddesdal som et af de første steder anvendte dynamit til vandboringer. Læs også nekrologen over Valentiner i Tidsskrift for Landøkonomi, 1868. S. 345 ff.

Denne nedgravede bygning ligger midt i de mere moderne kæmpehaller ved Gjeddesdal. Jeg ved ikke hvad den engang har været brugt til. Mejerï, måske?

Herremændene var feudalsystemets herskere. De ejede landsbyer med tilhørende kirker, bønder og ret til tiender og skatter. Og hvad angår mejeridrift, så var der i 1870'erne krise i kornsalget, så man i stedet satsede på mejeridrift. Mindre kendt er det måske at bonden på Lundhøjgård et par kilometer vest for Gjeddesdal byggede et lille mejeri (det lille granithus eksisterer stadig), og var med i andelsmejeriet Hedelykke fra 1880'erne.

Der er egentlig ikke så meget opsigtsvækkende i landsbyen Greve. Men til min store overraskelse er der en butik tilbage. En Brugs. Og jeg må straks ind for at fouragere i denne en af de sidste landsbybutikker. Det ligner da også mest en forvokset kiosk. Og alle kunderne ser ud til at kende hinanden. De venter tålmodigt til jeg er færdig, så de kan snakke med brugsuddeleren. Greve Landsby ligger langs Hederenden, som lige anes nederst i fotoet til højre.

Kildepladser Syd

Vest for Greve/Karlslunde Landevej ligger tre kildepladser. Man kan godt skippe dem hvis man mest er til flotte landskaber. For der er ikke meget at se. Og slet ikke i strid, frisk og isnende kold vind. Dog er nogle af dem måske værd at holde lidt øje med. Vardegård fra 1948 (1 km, 3 ha) er i dag omgivet af marker, men sådan bliver det ikke i fremtiden. Naturstyrelsen er ved at opkøbe ejendomme i området, så hele området ned til Karlslunde Centervej kan blive beplantet med skov. Man er allerede begyndt omkring kildepladsen. De første træer blev plantet 2006. Siden er det blevet til 390.000 nyplantede træer, hovedsagelig bøg og eg.

Vardegård Kildeplads' pumpehus stritter i dag op fra marken, men kik på arealet foran: Her spirer nye træer frem som engang skal være en del af Greve Skov. På denne måde forsøger man at sikre at mange kommende generationer også kan få rent vand.

Udvindingen af vand stoppede i 2010 pga forhøjet nikkelindhold. Og det er netop dette som skovrejsningen skal tage højde for i fremtiden. Skoven skal være en beskyttelse af grundvandet fordi der ikke anvendes gødning, pesticider eller andre stoffer som skader grundvandet.

Bemærk den lille vindmølle til højre mellem alletræerne til Lyksager Kildeplads. Ikke bare er kildepladsen HOFORs nyeste. Man har her også forsøgt sig med nyeste miljøvenlige teknologi. Solceller og så vindmøllen klarer hvad pumpestationer og stinkende B&W-motorer gjorde i "gamle dage".

Lyksager og Karlslunde er de sydligste af kildepladserne. Lyksager er den nyeste (fra 2010) og også den mest moderne med med solcelleanlæg og vindmølle. Kildepladsen ligger i et meget åbent landbrugsland, ikke rigtig noget som på denne isnende kolde og blæsende dag opfordrer til at tage den nyplantede alle op til den.

Helle Thorning-Schmidt

Thorsbro Vandværk kan ses som en forløber for andre industrianlæg i området, og dermed også som et symbol for fremmarchen af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet. Et halvt århundrede senere voksede vores nuværende statsminister sammen med Ishøj Landsby til det vi i dag kender som en socialdemokratisk højborg, Ishøj og Vestegnen. Det fortæller hun om i interview-bogen "Den første". Som på sæt og vis fortæller om området 1960-1990. Helle Thorning-Schmidt (1966-) voksede op og blev student i 1985. I et økonomisk trygt hjem hos sine forældre, en borgerlig far lektor, cand. oecon og mor kontorchef, medlem af de Radikale, i hvert fald indtil Muhammedkrisen 2006. Skilt fra hun var 10 år. Interviewet fremstiller Ishøj i de årtier som et pioneragtigt område, hvor alt er nyt og skal opbygges fra bunden: Skoler, institutioner, boligkvarterer med især mange tyrkere, osv.

Dem missede jeg

Turen er over 20 km lang. Derfor skippede jeg Tåstrup-Valby Kildeplads (1919), græsareal i villakvarter. Delvis forurenet, og stopper muligvis. Sammen med St. Vejleå (ikke anvendt siden 1987) og Vallensbæk Kildepladser ligger de midt inde i boligbyggerier. Havdrup Kildeplads (1950) er den næststørste, men ligger langt væk fra de andre, ca 2 km mellem Skelbækken og Solrød Bæk.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Ruten

Hundige Station. Over Køge Bugt Motorvej. Langs Lille Vejleå. Ishøj Kildeplads. Thorsbro Vandværk og kildepladser. Torslunde Kildeplads. Solhøj Kildeplads. Gjeddesdal Gods. Gjeddesdalvej. Greve Landsby. Greve Landevej. Vardegård Kildeplads (Lyksager). Lyksager Kildeplads. Karlslunde Kildeplads v. Karlslunde Centervej. Bus 224 til Karlslunde Station. Ialt ca. 21 km.

Tibberup Å og Herlev/Gladsaxe

Landbrug og urbanisering har været hård ved naturen i Herlev. Men  de grønne områder mod nord danner en grøn banan som er et populært søndagsmål.

Et typisk billede fra Smørmosen. Man er ikke i tvivl om at det her er mose. Støvlerne synker godt ned i underlaget, og næsen drypper af fugt. Det eneste grønne er mosset som bare får jordbund og stammer til at se endnu mere ud af vinter.

I det nordlige Herlev har mennesket gennem tiderne været hårde ved landskabet. Først afdrænede bønderne Tibberup Sø, så den i stedet blev til Fedt- og Smørmosen. Så bragede urbaniseringen ind over markerne i midten af forrige århundrede. På få årtier var landsbyen Herlev blevet til kommunen Herlev med 27.000 indbyggere.

Øst for Tibbevangen ligger et gammelt landbrugsområdet, hvor der nu er rideskole. Og nogle volde i forgrunden som jeg umiddelbart ikke kunne genkende brugen af. Får og heste stikker snuderne ned i underlaget, så noget spiseligt må der altså være. Hvis man tager skyklapper på ser denne korridor helt landlig ud.

Formentlig undgik det nordlige område i Herlev bebyggelse fordi det er ret uegnet til boliger. Men flere steder er der bygget så tæt på vandet, at nogle haver har små damme eller vandløbsom en del af deres haver. Først i de seneste årtier er man begyndt at give naturen mere plads. Men området er og bliver "by-natur", hvis man da kan kalde det noget sådant: En underlig blanding af mose, marker med heste og får, pensionisthaver, golfbane og andet.

Her er man ikke i tvivl om at Tibberup Å rent faktisk er en å og ikke en grøft.

Hele området emmer pt af vand. Åernes vandstand er højere end normalt, og strømmen er synlig. Helt anderledes end om sommeren hvor åerne til tider bare ligner tørre grøfter. Kagsåen og Tibberup Å strømmer.

Tibberup Bro fører Tibbevangen over Tibberup Å. Man aner en granitstensbygget bro på den ene side af vejen. Den er sværere at se på den anden side.

Fugtig er mærkbar overalt. Vejene er bløde og flere steder oversvømmede. Vandrestøvlerne kan ikke bunde, så man må op i græsset og springe fra tue til tue. Men det gør vel bare turen lidt mere spændende. For megen spænding er der ikke at finde. Vejret er trods DMIs sole gråt, vådt og blæsende. Hjortespringbadet er livlig besøgt. For hvad ellers skal man foretage sig?

I omegnskommunerne er der rigeligt med kolonihaver, pensionisthaver, haveforeningen og hvad de ellers bliver kaldt. Som denne syd for Klausdalsbrovej. På en grå, kold og blæsende vinterdag som i dag er der ikke meget andet liv end et par hundeluftere. Cykelrute 65 fører igennem området, men den kan være svær at spore. Nogle steder er den blot et trampet spor gennem en græsplæne.

Ruten

Kagsåen. Tibberup Å. Tibbevangen. Cykel rute 65. Sømose Å. Frederikssundsvej. Ialt 11 km.

Fra B&W til MGP: Refshaleøen

Refshaleøen var indtil 1872 sandbanker ud for Københavns Havn. Så fyldte man jord og sand på .... Og nu skal der være Melodi Grand Prix - European Song Contest 2014 Copenhagen

Det er næppe denne side af sektionshallerne som gæsterne til MGP 2014 vil få at se. I hvert fald ikke i denne tilstand. Men det gør ikke området mindre spændende. Det er meget vanskeligt at gengive grandiositeten i hallerne på foto. Jeg tog adskillige andre, men uden held. Det skal nok opleves. Ligesom pyramiderne.

Da Københavns havn i anden halvdel af 1800-tallet blev uddybet, smed man sand, grus og sten på Refshaleøen. Da der var nok, fortsætte man med at bygge ovenpå. Det blev til en af industrisamfund-Danmarks legendariske arbejdspladser: B&W (1872-1996). B&Ws historie er en skatkiste, og den er omgivet af myter: Skarp duft af ramsaltet søluft, know-how, kvalitet, arbejderklasse par excellence. Pralende stålkonstruktioner, maskiner. Et fyrtårn for arbejderklassen, Socialdemokratiet og andre politiske og faglige organisationer. Ved storkonflikter rettede man øjnene mod Refshaleøen: Hvordan reagerede de? Mytologiseringer som fx om motorskibet Selandia (1912-1932). Mange af maskinerne til Københavns Vandforsyning var fx leveret herfra.

Det blå skur til venstre er Hovedvagten (1940). Herfra var der kun adgang for ansatte eller inviterede. I dag er der dog åbent (selv om et skilt fortæller at der er adgang forbudt, men man kan bare gå udenom). Herfra havde arbejderne udsigt til Dødens Hule (med skånearbejde for arbejdsskadede arbejdere) og Smedjen. Så var stilen da vist lagt.

Og så igen ... Myter har det med at punktere. Industrisamfundet løb ind i kriser. Og så gik det stærkt: I 1979 kom B&W i likviditetsvanskeligheder og blev købt af tyske MAN. Planen holdt til 1996 efter en kort dødskamp. Måske var det hele alligevel ikke så hug- og stikfast? Refshaleøen emmer stadig af det, men det er i efter-dødsfasen: Forfaldet er sat massivt ind. Gammel sprukken asfalt, rustne jernbanespor, afskallede vægge, ituslåede vinduer. Man aner stadig storheden, og mærker måske lidt vemod over forfaldet og en tid der var engang. "Lad falde hvad ikke kan stå!", stod der ellers i den gamle arbejdersang, "Snart dages det brødre". Men det var måske ikke lige B&W der var tænkt på.

Fra en sydlige dok har man et godt overblik over en del af det gamle B&W. I baggrunden tårner de to sektionshaller sig op. Foran det ved det lille hus Villys Plads, så mod højre til Smedjen og Dødens Hule.

I dag er der næppe mange under 30 der husker B&W. Virksomheden efterlod et areal på ca. 60 fodboldbaner, eller 500.000 kvm. Bygningerne står der endnu. Især de enorme sektionshaller kan ses vidt omkring. Men alt har måttet finde nye funktioner i skarp konkurrence fra Ørestaden og Nordhavnen. Kunstnere, håndværkere, fritidsfolk, endog suspekte aktiviteter som narkolaboratorium og sidste p-plads for ophugningsmodne biler. Sågar en beach-volleybane er der blevet plads til.

Tæt på havnebusholdepladsen er dette dokskur. Der er endnu rester af elektriske installationer og man kan også skimte de fastnaglede bænke og borde for personalet.

Skilte på de tilbageværende fabriksbygninger fortæller at de bliver brugt. "Teaterøen" har nogen med hjemmelavede skilte forsøgt at brande øen med. Men havde nogen forestillet sig at European Song Contest 2014 skulle finde sted i sektionshallerne 1 og 2 (1960)? Skibenes "elementhal", sådan lidt finurligt sagt. Men Refshaleøen er ikke kun forfald. Syd og øst for B&W ruinerne ligger rensningsanlægget Lynetten, vindmølleanlæg og Vattenfalls enorme, rygende skorstene.

Jeg ved ikke hvad man kalder denne form for industriarkitektur, men den er blandt de mere seværdige på øen. Det Optiske Tårn (1954). Stedet er nu autophugning. Og forfaldet kan vel fornemmes på billedet.

For de uindviede (hvortil jeg hører) findes der en hjemmeside, Værftsruten, hvor man kan finde oplysninger om bygningerne og hvad der er foregået i dem. Og lidt om livet som arbejder, håndværker, "fremmedarbejdere" og alskens legender. Det er den jeg har brugt til at identificere bygningerne og finde rundt på det gamle skibsværft.

Modsat Det Optiske Tårn er dette vel mere rå industribygning. Det er så vidt jeg kan se Lærlingeværkstedet. Der holder biler foran, men denne bygning trænger da vist til lidt mere end en kærlig hånd.

Jeg nåede slet ikke at identificere alle de nævnte bygninger: Rebslagerværkstedet, Riggerloftet, er fx indrettet til erhvervslejemål, selvom det ikke går alt for godt med udlejningen. Svejsehallen (1942, udvidet senere). Længen (1872) på nordlige del af øen. Byggedokken fungerer stadig som sådan, nu dog på udlejningsbasis. Hovedvagten var der hvor de ansatte gik ind. Kantinen Marketenderiet brændte i 2002, og nu er der græsplæne.

Et sidste kik ned langs "hovedvejen" gennem det gamle skibsværft. Jeg ledte forgæves efter rester af det oprindelige værft, som der efter sigende skulle findes en rest mur af et eller andet sted. Hvis det har noget på sig, ville denne være mit bud.

Dyssen - Enveloppen

Man kan gå turen til Refshaleøen på Dyssen, eller Enveloppen på ydersiden af Stadsgraven.  Og den anden vej på Refshalevej. Enveloppen blev anlagt 1779-91 i forbindelse med Christianshavns Vold (1682-92). Den vandfyldte voldgrav er fra 1810-13. Først omkring 1916 fik offentligheden delvis adgang. Strækningen fra Torvegade til Panterens Bastion blev åbnet i 1918, og resten af volden fra Bådsmandsstræde til Langebro blev tilgængeligt for publikum i 1925. Panterens Bastion blev dog først indlemmet i parkanlægget i 1994, efter bl.a. at have lagt areal til en skydeskole i perioden 1877-1966.

Enveloppen, eller Dyssen er den yderste, lave ring i Københavns gamle befæstning. Den har en snes militærbygninger som denne fra 1886. Dog brugt af christianitter til bl.a. Fakirskole. Man kan vælge at vandre på den nogenlunde gode vej, eller på tørre dage oppe på skansen. I dag var den dog fuldstændig fedtet, blød og våd.

Enveloppeparken blev åbnet i 1934, og fortsættelsen af dette areal nord for Torvegade blev offentligt tilgængeligt i 1961. Efter 2. verdenskrig blev der på den næstsidste eller 2. Redan indrettet et henrettelsesskur hvor 29 tyskvenlige danskere blev skudt efter 2. verdenskrig. Betongulv med afløb findes stadig, men det er i en elendig forfatning. Nogle tunge køretøjer har smadret gulvet godt og grundigt. Nu hedder Enveloppen Dyssen og er en del af Christiania.

Langs Holmens forskellige holme er den maritime atmosfære ikke til undgå, som her med Sixtus Batteriet i baggrunden. Og taget fra Quintus Batteri. Det er vist nok en kuf, den hvide der lægger der i forgrunden. Det sagde min far i hvert fald at de så sådan ud.

Christiania er noget man bør se. Denne lidt triste vinterdag forekommer Christiania forslidt, stilladser, byggematerialer, mudder. Selv de fantasifulde arkitekturer synes blege. Men udsigten er prægtig. Til Holmens nyistandsatte luksusbyggeri med bl.a. kanonbådsskurene. Samt Stadsgraven. Nordpå fyldt med bristede drømme: Strandede vrag ligger alle vegne, måske efter orkanen i december sidste år. Og området emmer af maritimt liv og historiens vingesus.

Fremtiden på Refshaleøen. Vattenfalls rygende skorstene. Bag og til venstre for fotografen vindmølleparken. Historien er absolut ikke gået i stå. For de gamle som faldt, er der ny overalt.

Ruten

Københavns Hovedbibliotek-Torvegade (2 km). Dyssen/Enveloppen (3 km). Refshalevej-Refshaleøen. Hjem via Refshalevej. Christianshavns Torv (linje 350S). Afsæt mindt 3 km, gerne 6 på selve Refshaleøen. Der er masser at se på. Man kan afkorte turen derud med Linje 40 eller Havnebussen. Min tur inklusive tilbageturen var på ca. 14 km.

Utterslev Mose

Så gik januar. Blæst, kulde og til sidst sne. Med udsigt til isslag valgte Vandringsmanden kendt terræn. Men isslaget kom nu alligevel ikke.

Det blev i stedet til et stemningsbillede fra Utterslev Mose. Som måske kan stå som repræsentant for dette års januar måned. Hårdt trampet, knoldet og glat sne præger stierne. For der er masser af mennesker i mosen. Ikke kun børnefamilier med kælke. Motionsløbere, vandrere, skiløbere og andet vintergodtfolk. Vejret lægger unægteligt en dæmper på mit humør. Og de mange væltede træer tilbage fra orkanen Bodil i starten af december gør det bestemt ikke bedre. Så motivationen må findes i bare dette at gå frisk derudaf.

 Den lille kække fugl her gider dårlig nok flytte sig. Måske er den også præget af det grå vejr. Der er i øvrigt mange rødkælke at se for tiden.

Mosen er som bekendt opdelt meget prosaisk i fire områder: Vestmosen, Midtmosen, Østmosen og Højmosen (den med fodboldbanerne). Snittet igennem af Hareskovvej, Horsebakken og Grønnemose Alle. En tåget og blæsende dag som denne er der ikke megen forskel på de forskellige dele af mosen. Det er mere blæsten som kommer fra forskellige retninger. Jeg vil lade fotoerne tale for sig selv.

Vestmosen

 Skæv står denne bænk. Så skævt at fotografen ikke rigtig kan finde den vandrette horisont. Mosens vandarealer henligger som isørkner, uden det sædvanlige liv af svaner, ænder og andre svømmefugle. Og der var rigeligt med pladser på bænkene i dag.

Der er tøvejr i luften. En fin dis hænger overalt i mosen. Et nærmest spøgelsesagtigt landskab. Selv de røde grene i forgrunden formår slet ikke at "male byen rød", eller give "det grå og triste en ekstra farveklat", som Birthe Kjær så gerne vil have det hele til at se ud i "Vi maler byen rød".

Østmosen

Mosens stamboere er søgt langt ud i midten af mosen hvor vandet stadig er så dybt at der er våger i isen. Selv de er lavmælte på en dag som denne. Hvor mågernes skrig ellers kan høres langt væk, er der nu tyst, kun vindets susen i sivene forstyrrer lidt. Og menneskenes, specielt børnenes, stemmer.

Man må vel uvilkårligt stoppe op og betragte dramaet omkring dette gamle træs kamp mod orkanen. Det har givetvis kæmpet til det sidste, men har måttet ofre store grene for at kunne holde roden i jorden. Mere tappert, eller heldig, end så mange andre, der ligger udstrakt langs jorden med de karakteristiske rod-diskoer strittende op foran et gabende tomt hul.

Højmosen

Højmosen er det sted hvor man mest kan se følgerne efter orkanen Bodil. Hele træarealet i den nordøstlige ende er præget af faldne træer som disse. Man har foreløbig som her kun ryddet stierne. Om træerne får lov til at gå veddets gang, ved jeg ikke. Det kunne måske være meget godt, hvis de gjorde. De fortæller jo trods alt en historie om storhed og forfald, i stedet for de trimmede, men historieløse parkbevoksninger.

Ruten

En tur rundt om mosen er målt på et kort ca. 10 km. Men stierne slynger sig, og man bør også unde sig en tur ud på broerne og udsigtspunkterne. Min tur var omkring 12 km. Gad vide om der er en omregningstabel for glatte, sneklædte stier?