Go West!

Området mellem de to gamle landsbyer Brøndbyøster og Avedøre var indtil omkring 2. verdenskrig marker med to gårde. Den ene, Bakkegården eksisterer endnu. Men Søagergård måtte vige pladsen for Hvidovre Hospitals Psykiatriske Afdeling. Syd for den, den muslimske gravplads og Holbækmotorvejen. I dag deler de to skovområder, Brøndbyskoven og Bakkeskoven/Østskoven.

Forskellen på 50 års skovvækst. Til venstre Bakkeskovens godt 10 års vækst, til højre anes de meget høje træer i Østskoven, plantet 50 år før. Den ene lav, varm og åben, den anden høj, lukket og kølig.

Den 18. juni var det 10 år siden Bakkeskovens første træ blev plantet. Ifølge hjemmesiden er der siden (2003-2005) blevet plantet godt 249.999 træer. Til sammenligning blev den nærliggende Brøndbyskoven plantet 1952-1960. Jorden var ejet af Københavns Kommune der ville bygge boliger, men sognerådet (der også ejede jord i området) fik tilsyneladende magistraten på andre tanker. Brøndbyskoven blev plantet samtidig med Østskoven. Dengang lå den øst for Brøndbyskoven. Nu udgør Østskoven den nordligste del af Bakkeskoven langs sydsiden af Park Alle. Så måske burde man have været fremsynede og kaldt den Nordskoven, eller til nød Nordøstskoven.

Jeg måtte helt til Brøndbyskoven for at finde et skilt med hunde i snor. Hundeejere fastholder nemlig deres ret til at lufte deres bedste ven i Østskoven - uden snor. Skiltene bliver vist nok fjernet i Østskoven. Eller jeg var bare dårlig til at finde dem.

De sammenhængende skove har det til fælles at de er nøje planlagt. Men ikke ens. Bakkeskoven har en åben korridor gående på tværs af skoven strækkende sig fra Bakkegården over Grisekæret til det tidligere Stuebjerg mark. Stierne var ved at få lagt nyt sand på.

Drama på Vestegnen!

Østskoven har gennem mange år dannet scene for et drama der er kendetegnende for nutidens måde at bruge skove på. I forne tider hærgede lovløshed når bønder lod deres svin gå og æde sig tykke og fede i olden på steder hvor konge og adel skulle jage. Bønder drev krybskytteri, samlede grene til brænde osv. Nu om stunder går interessemodsætningerne mellem hundeejere, rideinteresserede, vandrere, naturinteresserede, kondiløbere m.fl. En farlig cocktail af hunde, heste, ryttere, løbere, vandrere, hvor hver interessegruppe gerne vil have skovene indrettet til lige præcis deres formål.

Tværs gennem Bakkeskoven skrår et åbent areal med varierende bredde sig. Og midt i det hele ligger Grisekæret. Hvor meget originalt der er over det, ved jeg ikke. Men måske har svinene muntret sig i det engang. Mod nord fortsætter det åbne område mod Østskoven, som kan anes i horisonten. Og bag fotografen går det mod Bakkegården.

Men desværre er de ofte modstridende. Sindene kommer i kog. Under overfladen lurer hadet! Og det er ikke nemt at være politiker. Arealet er slet ikke stort nok til at hver gruppe kan få deres del af skovene. Slet ikke, når der kommer tilrejsende fra andre kommuner og puster til ilden. Hundeejere kommer for at lufte deres bedste venner. For nogle borgere er det dråben, at de også fjerner skilte.

Og ikke nok med det. De bruger også skoven som affaldsplads. I 2001 med 17.000 liter benzin. I 2012 blev der læsset 2.800 tons byggeaffald af. Politiet har måttet gribe ind. Er det kun et spørgsmål om tid, før vi ser det første dødsfald? Godt det ikke er Mellemøsten eller Balkan hvor borgerne bevæbner sig. Ville vi have set checkpoints og skyttegrave i skoven? Ville FN være nødsaget til at sende fredsbevarende styrker til området? Vi kan ikke vide det, og formentlig vil vi heller ikke vide om det!

Nord for Brøndbyvester over for rådhuset ligger Brøndbyvester Mølle og Møllehuset. Det er et værested for pensionister. Møllen er fra 1888 og fungerede indtil omkring 2. verdenskrig. 1944-67 var der blikkenslagerværksted. Herefter blev den overtaget af kommunen.

Brøndbyvester Landsby

Vestvolden adskilte de to Brøndby-landsbyer så Øster kom inden for voldene, Vester udenfor. Jeg har før passeret Brøndbyøster, uden at blive vildt betaget. Men Brøndbyvester byder på flere landsbyhuse. Den er måske ikke lige til at finde, men den gamle landevej er Brøndbyvestervej, så fremgår det næsten af kortet hvor den er. Ny og gammelt er blandet ind i hinanden, men generelt er der mere at se på i Brøndbyvester end i Brøndbyøster. Og der er også lidt lokalt forretningsliv, bodega, pizzeria osv. Og mennesker på gaden.

Stemningsbillede fra Brøndbyvester. Bygaden krydser, og til venstre for ligger så landsbyen langs en snoet hovedgade samt nogle smalle sidegyder. Det hele kan overstås på et kvarter, men man bør også unde sig en pause på den lokale bodega eller pizzeria.

Udover de mange gamle huse er der også en Rytterskole fra 1721 som ser noget anderledes ud end andre rytterskoler jeg har set. På en weblog har Martin beskrevet skolen nærmere. Her kan man også læse og få oversat den tavle der er indsat i muren.

De første arbejderboliger

Brøndby Kommune havde omkring 2. verdenskrig 2.600 indbyggere. I 1937 overtog Socialdemokraterne sognerådet fra landmænd og gartnere. Arbejderpartiet gik ind for billige, almene boliger. I dag forestiller vi os Brøndby som en enorm og tætbebygget kommune, men indtil omkring 2. verdenskrig var der kun de to landsbyer, Brøndbyøster og Brøndbyvester. Så var der gårde og marker for resten. Langt ude på landet nord for Brøndbyvester ved landevejen blev der så bebygget efter samme ide som i Brønshøj, Mørkhøj, Herlevhuse og Arne Jacobsens rækkehuse i Rødovre. Som de er nogenlunde samtidige med: Små rækkehuse, eller kædehuse med en lille have til. Nord for Brøndbyvestervej.

I disse kædehuse var det meningen at arbejdere skulle flytte ind. (Her Degnelodden). Bagtil er der en pænt stor have. Fortsatte man ned ad vejen til højre, kom man ned til de marker som tilhørte gården Vibeholm (se tidligere indslag), der nu ligger i et gigantisk industrikvarter. Og markerne nord, vest og syd for er i mellemtiden blevet bebygget med masser af etagebyggerier med de traditionelle græsplæner og små legepladser.

De vestligste 28 er tegnet af den prisbelønnede arkitekt Svenn Eske Kristensen (1905-2000) og opført i 1943. 1953-1955 opførtes så de østligste, tegnet af arkitekt Thorvald Dreyer (1895-1980). I stedet blev det så udover arbejdere mere velstående håndværkere og funktionærer der flyttede ind. Efter datidens målestok var husene dyre, og i en periode blev de i stedet lejet ud, bl.a. til medlemmer af Schalburgkorpset, der skal have skudt vildt omkring sig.

Brøndby forbindes i medierne oftest med BIF. Og dette imposante stadion. Man skal vist være fodboldtilhænger for at kunne leve med æstetikken i betonen. Man skal huske på at stadion kun bruges i ganske få timer ganske få dage om ugen. Resten af tiden henligger den som et stort, gråt og mennesketomt monstrum.

Brøndby forbindes meget med indvandrere og fodbold. Uden at de to ting har noget med hinanden at gøre. Og lands Motorring 3 bliver man da også konstant mindet om sport. DBU, Fodboldens Hus, Idrættens Hus. Haller for dit og dat. Og selvfølgelig Brøndby Stadion.

Ruten

Bus 200 til Avedøre Havnevej/Park Alle. Gennem Bakkeskoven og Brøndbyskoven til Kædehusene. Ad Østerbovej til Sundbyvester. Brøndby Stadion. Over Vestvolden,VII til Park Alle gennem Bakkeskoven. Længde i lige linje ca. 12 km.

Langs åen efter vand ...

I går regnede det for første gang i 3 uger. Ikke så meget at det fik vandet planterne ret meget, men nok til at fugtigheden har fået gang i varmedis og saunaen. Varmen er trykkende her midt på eftermiddagen, og slet ikke så behagelig som i tørt vejr. Så det bliver en meget kort tur på knap 10 km. Vandstanden i Harrestrup Å er faldet ret meget. På stykket omkring Vestvolden ca ½ meter og nogle steder stikker mudrede klatter af bunden op. Der er heller ikke meget gang i strømmen. Fra Vestforbrænding og helt ud forbi Smedebæk Bro kan man faktisk slet ikke se åen. Den er helt vokset til i siv og dunhammere. Ved Vestforbrænding er man ved at anlægge en ny sti eller vej.

Dette betagende frugtlegeme er taget tæt på Vestforbrænding. Det er på størrelse med et stort æg.

Det er meget forskelligt hvordan planterne har taget tørken. Rejnfan, tidsler og åkander blomstrer nærmest endnu mere og synes at trives rigtig godt med heden og tørken. De er blevet kæmpestore. Åkanderne findes især i det lille vandhul nord for Harrestrup Å, hvor den støder sammen med Bymose Rende. Det samme gør de traditionelle danske markblomster.

Dette er vel indbegrebet af dansk sommer: En solskinsdag med margueritter, valmuer og et mylder af ændre markblomster. Det kan alt sammen beses på engen vest for Larsbjerggård i Ballerup.

Der er også gang i bierne og fluerne. Myg var der slet ingen af. Ballerup Kommune har smukkereseret området omkring Larsbjerggård. Der er kommet et overdækket læskur med 4-5 borde til madpakkefolket og der er en meget stor legeplads med legeredskaber. Der var nu kun et ældre, høfligt par som skulle nyde noget af det.

Denne ko har resigneret over for fluerne på mulen. Og den ser bestemt heller ikke særlig glad ud. Den tilhører en flok på 8 dyr som græsser på marken øst for Svanesøen. Halvdelen af dem ligger på jorden og venter vist bare på at natten skal falde på. Misser med øjnene og er synligt irriteret på fluerne. Men generelt ser de nu ud til at være i god stand. Jeg ville uden betænkeligheder sætte en bøf lavet af dem til livs.

Svanesøen er ligesom åen udtørret. Den kan lugtes på lang afstand, og jeg undrer mig lidt over hvor stanken stammer fra. Det lugter ikke som kolort. Jo, det gør der også, men det er der en forklaring på: Der græsser to flokke af køer omkring søen. Og dyrene ser ikke ligefrem ud til at nyde sommervarmen under den åbne himmel. Ører og haler svirrer rundt for at holde fluerne væk fra mulerne, undtagen for nogle af dyrene der tilsyneladende har opgivet. Da jeg runder nordsiden af Svanesøen, er der en kile ned til søbredden, og her kan man se årsagen til stanken: Vanden er sunket betragteligt, og der er fyldt med døde muslinger, vistnok dammuslinger.

Nej, dette er ikke Svanesøens normale bred, men bunden af søen. Den er bare så udtørret at vandstanden er faldet drastisk. Den udtørrede bund ligner en muslingekirkegård. Og der lugter af rådden fisk.

Dammuslinger er nyttige for rensningen af vand i søerne. En musling kan kan filtrere omkring 300-500 liter vand i døgnet. Alt afhængig af størrelsen. Dammuslinger kan blive op til 20 cm lange, men det er Svanesøens muslinger meget langt fra at være. De er ca. det halve. Stanken kommer dels fra de halvrådne muslinger, dels fra vandet som bestemt godt kunne trænge til at blive filtreret. Åkanderne spærrer for solen så der ikke kommer så meget gang i algevæksten. Men dem er der ingen af her.

Åkander i vandhullet nord for Harrestrup Å ved Smedebæk Bro. Nå ja, og så er der også fyldt med ulækkert tang. Men .... det kan vi vel se bort fra.

På vej mod nord passerer jeg det enorme areal med idrætsanlæg på vel 1 km2 som Ballerup Kommune har anlagt. Der er Ballerup Idrætspark, atletikstadion, stadion, fodboldbaner ad libitum. Og nul mennesker. På denne dag er der absolut ingen der benytter sig af alle disse tilbud om sport. Det håber jeg da er en undtagelse. Til gengæld er der et pænt dyreliv. Grantoftegård har nogle får gående. To egern springer lystigt rundt efter hinanden, og en stær er nærmest for doven til at flytte sig fra en hegnspæl, da jeg passerer.

Jo, det er dansk sommer så det basker! Og så har man oven i købet sommerferie. Det er da bare dejligt! For en gangs skyld har vi været heldige med vejret.

Nyt fra Vestfro ....enceinten

For militærhistorisk interesserede (og for den sags skyld da også andre) kan det godt betale sig at gå en tur langs Vestvolden for tiden. Især i Rødovre. Det er der flere grunde til. En af dem er ikke den nye sti på toppen af Ejbybunkeren - der skal vist fældes nogle træer først, før den kommer til sin ret. Men fra Ejbybunkeren og sydpå er der en del nyt at se på. Der er rekonstruktioner af krigskarlenes liv, såsom vagtrummet i afsnitkommando Ejbyafsnittet (ved voldpunkt XIV), af et ammunitionsrum og et sanitetsrum.

Kik ind gennem glasruden foran til Afsnitskommando Ejby. Der er ikke så meget at se af hovedkvarteret. Men der går en dør ind til højre, uden for billedet. En soldat, formentlig skal det forestille at være en vagt, sidder og kigger på nogle papirer. Bag ham står en noget ujævn feltseng. Bagest en kakkelovn.

Ejbylejren (som reelt er betonfundamenter beregnet til at slå telte over) er frilagt så man kan danne sig et indtryk af de oprindelige 6 barakker med sovepladser, samlings- og spisesteder fra 1891 og de under 1. verdenskrig tilføjede barakker og cykelskure til ordonanserne. Træerne og bevoksningen er stort set blevet fjernet, bortset fra en masse rødder. Og det er nemt at danne sig et indtryk af lejrens størrelse. Lejren er delt i to. I den ene er der lavet en cykelbane "Cykeludfordringen".

Den sydlige del af Ejbylejren, hvor der også er en cykelbane. Planchen fortæller ikke hvad de enkelte fundamenter blev brugt til.

Lidt længere sydpå er der sket en del siden 3. marts 2013 med rekonstruktionen af batteritogsmagasinet. Toget blev vist aldrig den store succes, men hensigten var at have et mobilt batteri med 6 togvogne med tilhørende kanoner som kunne køres derhen hvor der nu måtte være brug for det. Magasinet blev allerede fjernet efter 1. verdenskrig og flyttet til Avedørelejren hvor det var indtil 1999. Den nuværende bygning er opført efter originale konstruktionstegninger.

Der står en togvogn nord for batteritogsmagasinet, der nu har fået vægge. Den ligner ikke nogen af de vogne som er på billederne på planchen, og den er også for høj til at komme ind i selve bygningen. Men forklaring følger vel når det hele er færdigt.

I det hele taget er mange af magasinerne og andre dele af anlægget blevet istandsat og åbnet for publikum. Næsten alle poterner er nu åbne. Det er de underjordiske gange der fører gennem volden ned til kaponiererne. Der er to slags: Nogle meget smalle nogen, hvor man formentlig skulle kante sig igennem hvis der kom nogen i begge retninger, og nogle brede hvor heste med rytter kunne ride igennem. Der er i hvert fald to af de sidste.

Denne meget brede poterne (underjordiske gang) ligger ved Voldpunkt IX, omtrent ved Kærdammen. Den skulle være bred nok til at en rytter med hest kunne ride igennem. Fæstningen ligger på fjendesiden. Det var meningen at forsvarerne bagfra skulle beskyde fjender som det var lykkedes at komme over fjendesidens vold, komme over voldgraven og nu forsøgte at kravle op ad forsvarsvolden. Som om det ikke var nok, ligger der et stykke fra disse dobbeltkaponierer maskingeværstillinger, som skulle forhindre angribere in at angribe kaponieren.

Der er også åbnet et fredskrudtmagasin så man kan se det indre. Det viser sig at det er nogle hvælvede rum, belagt med mursten. Som bekendt er der to slags: De oprindelige fra da volden blev opbygget, og de såkaldt Madsenske fredskrudtmagasiner. Opkaldt efter en kreativ minister der luskede disse magasiner uden om en lov.

Et af de oprindelige fredskrudtmagasiner er blevet sat i stand og åbnet for publikum. Nu er der dog ikke krudt i rummet, derimod er der en grill, og i nederste højre hjørne kan man ane noget brænde. Det var helt sikkert ikke gået dengang rummet var fyldt med krudt!

Volden lå dengang langt uden for København med marker kilometervis på begge sider, men der lå også enkelte gårde, og en af dem ligger der stadig: Vibeholm. Nu blot i et industrikvarter, lidt nord for NKT. Heldigvis kom Danmark aldrig i krig, for ellers ville gården formentlig blive fjernet.

Gården Vibeholm har givet navn til batteriet af samme navn. Officielt kaldet Voldpunkt X. Hvad krigen ikke gjorde, er tidens tand måske nu i gang med: Den ser i hvert fald ret forfalden ud. Et håndværkertilbud. Ikke desto mindre er græsset slået og en kanin boltrer sig derinde. Gården er ganske stor, men hvor meget der lå der da volden blev bygget, ved jeg ikke.

Men ellers er volden så meget andet end militæranlæg. Der er masser af træer, buske og blomster. Fuglesang, kaniner og andre dyr. Mennesker på cykel, gåben og med eller uden hund. Der er stier alle vegne og på alle niveauer. Med alt fra solid asfaltbelægning til snoede, nærmest uigennemtrængelige buskadsstier. Så de sidste tre billeder er det bare med at nyde.

Ikke alt er istandssat og ryddet. Der er stadig tilgroede voldanlæg, uvejsomt terræn og urskovsagtig bevoksning. Og det har også sin særlige charme. Som denne kaponier omkring Park Alle. Eller Voldpunkt IX.

Nogle steder mødes fornyelse og forfald, som fx denne bro. Den ligger lidt nord for voldpunkt IX. På landsiderne er der blevet restaureret, men selve broen er delvist styrtet sammen. Og jo, Vandringsmanden forcerede selvfølgelig broen.

Langs voldgaden er der højt til loftet under træerne. Så her lidt nord for Holbækmotorvejen. Til højre tårner volden sig op, til venstre aner man den flade Avedøreslette, der dog i dag er afbrudt af voldene langs motorvejen.

Furesøen

Som bekendt prøver jeg at gennemtrave Mølleåen fra dens udspring til Øresund. Og har foreløbig gjort turen fra udspringet til Farum Sø. Og i virkeligheden fortsatte jeg ruten den anden retning, fra Bagsværd til Farum. Men for overblikkets skyld: Lad os starte i Farum! Så følger det bedre tråden op fra sidst.

Så er der dømt idyl. I hvert fald for synet. Fiskebækken, eller Mølleåen strømmer roligt mod Furesøen fra Farum Sø. Åkanderne blomster gult. For ørerne er det knap så idyllisk. Larmen fra adskillige trafikveje er svær at abstrahere fra.

Mellem Farum Sø og Furesøen hedder Mølleåen som bekendt Fiskebækken. Og der er ikke mere end en strimmel land mellem de to søer. Åen er til gengæld ret bred, og det er egentlig beskæmmende at man har presset store færdselsåret igennem her: Jernbane, motorvej og en hovedvej. Der er vel trafikale grunde til det, men specielt kønt ser det ikke ud. Jeg husker et besøg i København hvor jeg som ungt menneske arbejdede med listelofter og tog turen  mellem Frederiksberg og Farum i en uges tid. Det var kort efter at Fiskebækbroen var styrtet sammen den 8. februar 1972.

Nej, det er ikke mig der holdt kameraet skævt. Hvis man kigger godt efter, kan man se at kameraet ligger vandret. Det er skråningen og træernes hældning der skaber et lille synsbedrag. Søen ligger til højre. Dramatiske  udsigter som denne er ikke sjældne her. Og det oven i købet på en strækning hvor skrænterne ikke er så stejle. Det meste af strækningen falder de nærmest lodret ned.

Den vestlige ende af Furesøen er civiliseret. Her finder man Furesøbadet og Naturskolen. Her er en sandstrand og strandstemning. Men ellers er strækningen langs sydbredden af søen en storslået naturoplevelse. Menneskets indgriben er synlig, men langt fra dominerende. Strækningen fra Furesøbadet til på højde med Bagsværd Sø er præget af høje og nærmest lodrette skrænter ned mod søen.

Et typisk parti af stien gennem skoven. Her går den halvvejs nede af skrænten.

Sine steder er det muligt at spadsere langs søbredden, andre steder er det bedst at fortrække op på skrænten, og tættest på Farum bevæger man sig en del op og ned. Trærødder fungerer som trapper. Og det er bestemt ikke handicapvenligt. Til gengæld er det et glimrende og udfordrende terræn for vandrere. Og den ene storslåede udsigt følger den anden, hvad enten man går oppe, nede eller midt imellem.

Et skud fra bredden af Furesøen. Set mod Farum. Enkelte steder er der ryddet langs bredden og indrettet pladser. Men andre steder ligger træer hen over stien. Ligesom hældningen på stien gør at man risikerer at skride ud i vandet.

Jeg har måttet opgive at prøve at indfange de stejle skrænter på et foto. Bevoksningen og de vinkler jeg kunne komme til, yder slet ikke det dramatiske fald nogen retfærdighed. Godt nok er det ikke Stevns eller Møns Klinter. Men mindre kan da også gøre det. Og hvis ikke man lige vidste at Furesø var en sø, kan man en blæsende dag som denne godt opfatte den som en fjord eller et lille hav. Der er rigtige bølger på søen.

Skoven oven over søen byder også på mange idylliske scener, som denne hvor en grøft flyder mod søen.

Hvis ellers man har tid, kan man slå et slaw forbi Bagsværd Sø. Søen i sig selv er ikke den store naturoplevelse. Den er da ganske nydelig. Men der er nogle historiske steder som Bagsværd Rostadion, Aldershvile Slotsruin mv. Rostadion ser noget forældet ud. Tilskuerpladserne og det tilhørende udkikstårn kunne godt trænge til en kærlig hånd, hvis ellers der skulle afholdes internationale arrangementer her.

Ok, på utallige opfordringer: Aldershvile slotruin. Grevinden fra Bagsværd ... der er rigeligt med gode historier. Her nøjes jeg med et foto af stedet.

Der er vist skrevet adskilligt om Furesøen. Så jeg skal ikke gøre mig klog. Der skulle være masser af læsestof på biblioteket og internettet.

Bagsværd Bypark - fra industri til boliger

Jeg har delt dagens afsnit i to. Dette om Bagsværd Bypark og et andet om Furesøen og Mølleåen. Det kommer senere. Byparken er planlagt at skulle ligge i et erhvervskvarter fra midten af forrige århundrede på modsat side af Hillerødmotorvejen ved Smørmosen. Oprindeligt var her landbrug. Nogle af gårdene ligger der endnu, nu med andre formål. Den kommunalt ejede Thorasminde (fra 1858) bruges til udstillinger. Krogård anvendes nu til kontor, men var avlsgård for en hovedgård på Bagsværd Hovedgade. På gamle kort er også aftegnet gården Bagsværddal. Det er nu en vej.

En af de få gårde som er bevaret fra før området blev til industriområde. Thorasminde. Det er samtidig også den eneste grund som kommunen selv ejer.

I 1930'erne og 1940'erne blev landbrugene nedlagt og i stedet blev der gravet grus. Grusgravene blev i 1950'erne brugt som lossepladser for bl.a. kemikalier. Oven på lossepladserne blev der i 1960'erne bygget virksomheder som maskin- og smedeværksteder, autoværksteder, elektronikvirksomheder, snedkerier, trykkerier, støberier osv. Mange virksomheder findes stadig. Det gælder fx. afdelingen af den internationale bioteknologiske virksomhed Novozymes.

Den anden bevarede gård er Krogård. Den er har også bevaret staldbygningen, hvis facade anes i højre side af billedet. Der går dog ikke længere køer og grise rundt på gårdspladsen. I stedet for ko- og svinemøg har benzin, kemikalier og andet overtaget forureningen af jorden.

Det gælder skrotvirksomheden Bagsværd Jernhandel som genindvinder gammelt jern og metal fra industrien og afsætter det til genanvendelse. Den startede i 1946 på Lygten (Nørrebro), men flyttede allerede i 1948 til dens nuværende beliggenhed.

Det meste af industrien har med biler at gøre. Salg, reparation, og endelig skrotning. Bagsværd Jernhandel er en af de oprindelige virksomheder i området, og der skrottes stadig på livet løs.

Ellers består området af 61 grunde mellem 1.000 til 15.000 m2. På mange er bygningerne ved at gå i forfald. Og der er ingen virksomheder der er interesserede i at overtage grundene. Gladsaxe Kommune har derfor lavet 3 helhedsplaner mv. for at omdanne området fra industrikvarter til boligkvarter i de kommende 20-30 år. Endemålet er 3.000 arbejdspladser og 900 boliger.

Der er mange uens virksomheder i området. Små og store. Grimme, kedelige og ganske hyggelige. Tilsyneladende uden nogen særlig form for planlægning. Mon det er bygninger som disse kommunen finder værd at bevare?

Helhedsplanen forudsætter at Københavns byudvikling nu er ved at nå et mætningspunkt og at den spændende byudvikling i fremtiden vil foregå i forstæder som fx Gladsaxe med nøgleord som bæredygtighed og nytænkning af begrebet "forstad". Bæredygtigheden indebærer bl.a. at sunde eksisterende bygninger skal bevares og istandsættes.

Nord for erhvervsområdet ligger denne bygning med inskriptionen Vadstruphus. Nogle vil måske huske børneinstitutionen Vadstrupgård som for en 15 år siden var genstand for en heftig mediedebat. Huset her ser dog fredeligt ud.

Bydelen vil blive inddelt i fem områder, hver med deres særpræg. Købmandsbyen skal sørge for beboernes daglige fornødenheder. Kontorbyen og Vidensbyen taler vel for sig selv. Håndværkerbyen skal genhuse de mindre virksomheder som ikke allerede er lukket. Boligbyen omkring Thorasminde skal fortrinsvis bruges til beboelse. Men det hele er på tegnebordet endnu. For der er mange forhindringer. I de "glade tressere" var der ikke så mange der tænkte på jordforurening. Men nu betyder det at man ikke umiddelbart kan bygge på området. Det skal renses først eller forureningen indkapsles. Desuden er der komplekse ejerforhold. Kommunen ejer kun Thorasminde.

Bagsværd landsby er der stort set intet tilbage af. På Picasaweb har en dame ved navn Inger Dybdahl samlet en masse gamle billeder fra Bagsværd. De kan være meget svære at lokalisere i nutidens bybillede. Der er også en masse forklaringer til hvad det er man ser på billederne.

Ryvangen Naturpark

Ryvangens Naturpark er en lille park i en nordøstlig kile af Københavns Kommune der rager ind i Gentofte. Indtil 1893 var det et sumpet og øde område, men så fik militæret øje på området. Staten købte det i 1893 til ingeniørvåbnet. Her kunne de danske krigskarle så lege krig i området, hvor der 1897 også blev bygget en kaserne til ingeniørerne. Området var åbenbart ikke godt nok, så der blev gravet en sø med tre små øer. (Gaflet fra en folder ved busholdepladsen, som Østerbro Avis da vist også har læst).

Forhåbentlig er dette stykke ingeniørkunst - en bro over til en af øerne i søen - ikke resultatet af militærets ansatte, men en senere tilkommende konstruktion. Et billede synes dog at afkræfte dette. I givet fald kunne man stille spørgsmålstegn ved bevillingerne.

Mens danskerne aldrig rigtig fik området brugt i krig, så gjorde tyskerne det. I 1940 besatte de først den sydlige del, fra 1943 det hele. Og her udfoldede sig en af de mest dystre sider af Danmarkshistorien. Tyskerne brugte området som henrettelsesplads, og omkring 100 modstandsfolk måtte lade livet under 2. verdenskrig. Mindelunden i parkens nordende blev indrettet efter krigen for at mindes dette brutale stykke Danmarkshistorie. I starten brugte de pistolskydebanen, senere indrettede de en mere afsides plads med pæle. Denne sidste ligger inden for Mindelundens område mod nord.

Disse volde ligger umiddelbart ved indgangen til Ryvangens Naturpark. Så vidt jeg kunne se på kortet er det pistolskydebanen, hvor de første henrettelser fandt sted. Stenen helt til højre i billedet for enden af volden har inskriptionen: Rejst i mindet om henrettede danske frihedskæmpere 1943-1945. Frihedskampens Veteraner. Øverst er en medallon med teksten: Faldet i Danmarks frihedskamp 1940-1945.

I 1956 flyttede ingeniørerne til Farum Kaserne. Kasernen skiftede navn til Svanemøllens Kaserne. Det militære område øst for jernbanen ligger der stadig, bruges nu af Forsvarsakademiet og er lukket for adgang. Åbenbart til stor frustration for en lokal graffitismører. På en finerplade der spærrer for Københavns måske mest øde og oversete sti, står der i hvert fald flere ukvemsord. Men ellers blev området rømmet i 1972 og bygninger efterfølgende fjernet. I 1980'erne begyndte "Ryvangens Naturparks Venner" at omdanne området til det rekreative område det er nu, godt hjulpet af kommunen i 1990'erne. Nu ligger der stribevis af børneinstitutioner i området. Ifølge Østerbro Avis (11. marts 2013) vil der komme en supercykelsti gennem parken. Formålet er at kunne komme til den kommende bro mod Nordhavnen. Stien kunne jeg nu ikke se ansatser til.

Parken er beplantet med store træer og tæt krat, så selv om den er ret lille, kan man gå igennem den ad de mange stier på kryds og tværs uden at få indtryk af ensformighed. Her er parkens eneste ryddede område omkring kælkebakken cirka midt i parken. Her er også en rasteplads med bænke og bålplads.

Ryvangens naturpark er nogenlunde på størrelse med Lersøparken sydøst for Bispebjerg Hospital. Men så hører ligheden også op. Mens naturparken sitrer af liv, planter, dyr og mennesker, er Lersøparken en kæmpestor græsplæne. I dagens anledning lige klippet som en fodboldbane. Hvad der vist også er meningen. Der er bare ikke nogen. Tomt. Livløst. På denne solrige dag er der langt flere mennesker der bruger Naturparken end Lersøparken. Og det kan Vandringsmanden sådan set godt forstå.

Ja, undskyld mig. Men hvis man lige kommer fra naturparken og går igennem Lersøparken, så forekommer den utrolig ensformig og kedelig. Parkerne er nogenlunde lige store. Men hvor mange gange kan man mon gå frem og tilbage over disse græsplæner uden at få den følelse at det nok er lidt kedeligt og ensformigt? Nu har vi altså set den arkitektoniske perle, Bispebjerg Hospital!

Turen ud til Naturparken gik gennem Gyngemosen, Utterslev Mose og langs Emdrup Rende. I vinter var der et større byggeprojekt i gang langs renden, og det viser sig at det gik ud på at rydde bevoksningen på nordsiden af den. Det giver bedre muligheden for at se selve renden. Men hvis man mere er til skyggefulde steder og grønt, kan man altså vælge sydsiden. Emdrup Rende forbinder Utterslev Mose med Emdrup Sø. Søen er ikke en oprindelig sø. Den er kun 450 år gammel og resultat af en opdæmning.

Emdrup Sø er totalt velfriseret. Man har indtryk af at hvert et blad, hver en and og hver en fugleklat ikke er tilfældig. Alt er timet og tilrettelagt. Langs nordsiden er der bebygget.

Emdrup Sø er sikkert et meget dejligt sted at bo. Men som sø skal man da vist være særlig sø-entusiast for at gå langt efter den. Den ligner til forveksling enhver anden sø i Københavnsområdet. Engang fik København vand herfra. Det kan man endnu se i søens sydøstlige ende. Herfra var der forbindelse til Lygteåen. Alle disse vandløb er ikke synlige i dag.