Overløbsbassinnet ved Kagsmosen

Siden 16. september 2012 har Vandringsmanden regelmæssigt passeret anlægget af overløbsbassinet i Kagsmosen. Ifølge anlægsplanen er formålet et første skridt i retning af at Kagsåen skal belastes mindre af opspædet spildevand når der er kraftige regnskyl. Overløbsbassinet er 4.000 m3. Der har været aktivitet når jeg har været der på hverdage, uanset vejret.

16. september 2012. Gravearbejdet har været i gang i nogen tid. Det øverste jordlag er skrabet af. Der er også installeret en larmende pumpe. En informationstavle oplyste at dette var NCCs byggeplads, og at de var ved at opføre et "Nyt underjordisk bassin". Senere kom der dog meget bedre information med mange flere detaljer, formål osv.

Byggearbejdet har ikke haft megen mediebevågenhed. Selv blev jeg først opmærksom på det den 16. september 2012, da jeg tilfældigt passerede området. Omkring slutningen af september var hullet færdigudgravet, og i begyndelsen af oktober blev bunden belagt med småsten til at forberede støbningen af bunden.

24. september 2012. Bunden er nået i en del af området. Jorden ligger som en stor, ny bakke. At det ikke har været helt uproblematisk, fremgår af en samling kampesten langs Kagsåen. Den største i mandshøjde. Gravemaskinen til venstre skal have gravet endnu et anelse ned. Maskinen i forgrunden er en pumpe.

Bunden blev belagt med småsten, på nær den fjerneste kortside, hvor der blev støbt en rende. På samme tid ankom de to kæmpekraner som først blev pillet ned kort før sommerferien 2013. Til at holde hullet tørt, var der på modsat side af udgravningen lavet en kunstig dam. Da vinteren var på sit strengeste, var det et ganske kønt syn at se den isfri dam med masser af kæmpeistapper. Næsten som stalagmitter. Den er nu igen fyldt op med jord.

20. oktober 2012. Jerndragere stikker op fra bunden af det kommende bassin. En række tætsiddende jernarmeringer angiver hvor de fremtidige sider kommer til at være. Stigerne giver et indtryk af at det er et ganske betydeligt hul, man her har fået lavet.

Omkring 11. november var jernarmeringen i bunden klar til at bunden kunne støbes. Herefter begyndte man at støbe siderne af bassinet. Den første side var kortsiden ud mod Kagsmosen. Den var færdigstøbt omkring nytår. Og i slutningen af januar blev endnu en side færdig. I februar kunne man så se selve kassen samt nedgangen.

1. januar 2013. Den ene kortside tættest på Kagsmosen var den første som blev støbt og den var færdig omkring nytår 2012/13 op til jordniveau. Man kan også skimte den færdigstøbte bassinbund.

20. januar 2013. Mens pumperne stadig kørte på højtryk. Ænderne nød godt af det lidt varmere vand. Dammen var stort set isfri hele vinteren: Springvand i aflastningsbassinet.

På trods af vinterkulden blev der støbt videre. Hele kassen blev færdigstøbt på ca en måned, fra slutningen af januar til slutningen af februar. Herefter manglede kun 'taget' af bassinkassen.

8. februar 2013. I starten af februar blev den anden langside færdigstøbt. Her ses den ene af kranerne. Der var ialt to.

Den 24. februar 2013. Alle fire sider er færdige. Hullet i langsiden fører vist nok ud til stikledningen ned mod Kagsåen. Denne var allerede færdiglagt på strækningen fra Kagsåen til Kagsmosen. 

Der blev også arbejdet på Kagsåen mellem Frederikssundsvej og jernbanen. Her blev åbreddens gamle træafstivning fjernet, skråningerne gjort mere skrå og sten lagt i bunden af åløbet. Det blev gjort på en lidt særpræget måde: Først blev åen lagt i et midlertidigt rør. Så blev hele åen på strækningen fyldt op med grus. Og til slut blev det hele gravet ud helt ned til åløbet. Jeg er ikke helt klar over hvorfor, men der er vel en mening med det? Siderne blev belagt med stof, som vegetationen groede op igennem og nu ser frodig og "naturlig" ud.

12. april 2013. Kagsåen set fra Frederikssundsvej. Det blå rør ligger på venstre bred. Kun stykket tættest på Frderikssundsvej er endnu som det så ud. Resten er fyldt op. Senere blev åen så gravet ud igen. 

16. maj 2013. Her er åen så gravet ud igen. Der er så småt ved at komme gang i bevoksningen igen. Og i dag kan man slet ikke se hvordan det hele er gået til. Åen flyder igen som før, nu blot med en helt ny bund.

8. juni 2013. Efter at bassinnet er færdigstøbt, blev kranerne fjernet og jorden kastet ned langs siderne. Bemærk hvordan kranen er helt 'klappet sammen' til venstre i billedet. I dag kan man slet ikke se basinnet. Kun den halve snes 'kasser' som stikker op af bassinnets tag samt det lille hus.

Meningen med dette er at lede mere spildevand uden om Kagsåen. I den forbindelse blev Frederikssundsvej halvvejs spærret den 13. maj 2013 og Novembervej helt lukket af mellem Kagsbro og Frederikssundsvej. Der var nogen forvirring. Først onsdag den 15. maj var der kommet styr på afblænding af lyskrydsene, så fodgængere ikke risikerede at blive kørt over

8. juni 2013. Frederikssundsvej. Man kan lige ane Kagsåen lidt til venstre for midten ned mod jernbanen. Mandshøje betonrør er lagt ind under vejen.


Spærringen foregik uden varsling, og kun Trafikradioen oplyste at

"Frederikssundsvej:Herlev Hovedgade,  kun 1 spor i hver retning ml Novembervej og Klokkedybet - i perioden ikke muligt at komme fra Novembervej ud på Herlev Hovedgade. Fra 14.maj til og med 1.juni.".

Herlev Kommunes hjemmeside oplyste at

"På Herlev Hovedgade ved Novembervej skal der graves nye kloakrør på tværs af vejen. Fra den 13. maj bliver vejen gjort smallere, således at det kun er muligt for bilerne at passere arbejdsstedet i én kørebane i hver retning. Cyklister og fodgængere kan passere forbi arbejdsstedet. Samme dag lukkes Novembervej for al trafik. Bilister til og fra afkørsel 21 på Motorring 3 nordgående henvises til at bruge Mørkhøjvej/Novembervej. Arbejdet forventes at være færdigt i juli."

Der er vi så nu. Asfalten er ved at blive lagt på igen. Og det ser ud til at byggearbejderne er ved at forlade Frederikssundsvej.

TILFØJELSE, 12. juli 2013. Herlev Bladet fra 10. juli havde en artikel (se side 18) med to billeder af et besøg i det færdige bassin under jorden.  Billederne er lidt unikke, idet de viser bassinet for sidste gang. Når først det begynder at virke, vil det være sundhedsfarligt at gå derned.

Aphrodites Øje

Aphrodites Øje er et mere poetisk navn for Lille Sejdam. Jeg besøgte den første gang den 21. februar da der stadig var hamrende koldt og isfarligt koldt i Jonstrup Vang. Allerede dengang var jeg lidt betaget af den. Men i dag hvor skoven dog er så frisk og stor er der en ganske særlig stemning her.

Dammen set fra hovedstien. Og fra Jonstrupstenen på den anden side af stien. Vandet ligger der og lokker, hvis man er i en speciel stemning til at indtage det lille vandhuls magi.

Jeg kommer spontant til at tænke på det allersidste kapitel, side 445 i Aksel Sandemoses Jantelovs-roman, "En flygtning krydser sit spor". Den læste jeg for over 40 år siden pga janteloven. Men det var dog ikke denne lov, men dette sidste kapitel som jeg husker bedst. Og som også italesatte noget meget vigtigt for Vandringsmanden i teenagealderen. Kapitlet kan sagtens stå for sig selv, her er det:

I det indre af Newfoundland ligger der et bjerg. Det hedder Halfway Mountain. Det rager op i en temmelig plan skovegn og ser måske derfor højere ud, end det er. På en jagttur kon jeg engang hele vejen rundt om Halfway Mountain og lagde mærke til hvordan et sådant bjerg ser helt anderledes ud for hver gang man flytter sig blot et lille stykke. Du kan få tusinde beskrivelser af Halfway Mountain, og de er alle lige rigtige. Jeg føler en stærk trang til at sige dig nu, og måske er det de vigtigste ord i denne bog, at bjerget er stort og har mange sider, men den, som lå lænket på jorden, så kun Halfway Mountain fra det sted, hvor han lå.

Træer får lov til at gå i forfald. Og rummer sikkert et enormt liv af småbitte dyr for hvem det er et eldorado. Andre træer er på vej til at styrte i dammen, mens atter andre stadig står ret op. Det er som stadier i en løbende proces: Fra et træ vokser op, langsomt svajer mod dammen, for til sidst, når det bliver gammelt, at styrte i dammen, og blive omsat til ny næring for kommende træer.

Det tager kun 5 minutter at gå rundt om Aphrodites Øje. Men som med Halfway Mountain ser oplevelsen af dammen helt anderledes ud for hver gang man flytter sig blot et lille stykke. I nordenden af dammen er der fx en bevoksning med nordamerikanske kæmpethuja. Det kan blive op til 90 meter, og selv om træerne her ikke er nær den højde, skaber de en helt særlig ydmyghed at stå under dem. De skyggeer så meget at der stort set kun er nogle meget spredte og forhutlede bregner hist og pist.

De kæmpestore nordamerikanske kæmpethuja kan ikke andet end at indgyde betragteren med ærefrygt. Man kan mageligt gå under deres kroner. Her rører der sig ikke en vind, og der bliver nærmest helt stille. Jorden er blød, kun lidt spredt bevoksning af bregner der ikke får mange chancer for at vokse store.

Det skråner let ned til vandet i dammen. Her er iris lige afblomstret, men deres gule blomster sidder stadig på. Faldne træer har fået lov til at blive liggende og gå veddets gang. I et område er der en lav bregneskov. Så mosejord. På dette lille areal sker der utroligt meget hvis man kigger godt efter. Jo, en enkelt myg svirrer da også omkring ørerne. Jeg får den tanke at man formentlig kunne slå sig ned her en hel sommer for at studere plante- og dyreliv her. Også de variationer der dels forekommer over tid, gennem et år fx. Men også hvordan sæsonbevoksningen veksler fra nat til dag. Fra solskin til regnvejr og måske hård frost.

Visse steder er der nærmest noget tropisk regnskov over planterne langs dammen. Under disse højre træer har bregnerne helt ideelle forhold og danner et nærmest uigennemtrængeligt krat.

Der er noget mystisk og dragende ved vandet i dammen. Man kan ikke se noget. Det er dækket af andemad. Der er masser af andre idylliske og seværdige steder i skoven. Skallemose Sø, Gisselfeld Mose, skovløberhusene osv. Men Aphrodites Øje, det er altså noget særligt.

Få sekunder ude af thujaområdet kommer man til dette lyse stykke langs ridestien. Vandet er mere klart her. Det er nærmest indbegrebet af den lyse danske skov. Eller hvad?

Det er åbenbart skolernes sidste skoledag, og det ser ud til at mange har valgt at tilbringe den ude i skoven. I hvert fald er der en øresønderrivende larm ved indgangen til skoven ved Fruehavevej. Det myldrer med børn i skoven der larmer. Da jeg når Hareskov Station er det atter fyldt med børn 1a, 1b og 1c fra en eller anden skole skal med s-toget, og det går heller ikke stille af. Heldigvis ligger Aphrodites Øje langt væk fra larm og ballade. Det ved skolebørnene ikke. Men, pssst, nu ved I det altså!

Utterslev Mose, tidlig morgen

Således skriver vejrprofeten tirsdag den 25. juni: Solopgang ved Kastrup 4:29, ved Roskilde 4:31. Månen går ned 7:14 og 7:16 og er aftagende. Næste fuldmåne er 22. juli. Dagen er aftaget med 1 minut, og er 17 timer og 25 minutter. Heldigvis er verden andet end tal og statistikker. Der findes stadig væk en verden udenfor. Oven i købet i tre dimensioner mellem Kastrup og Roskilde, fx Utterslev Mose.

4:39 står der på dette foto. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Solen har været oppe i knap 10 minutter. Den rødlige farve er ved at forsvinde. Ænder og gæs er endnu ikke steget i land. Duggen ligger tung i græsset og beplantningen.

Der er ikke noget åbent hav der hvor jeg bor. Horisonten er dækket af skov, bygninger og bevoksning. Solopgang kan kun ses indirekte som en rødfarvning af skyerne. Smukt ser det ud. Solen selv, den kan man altså ikke få øje på. Man kan mærke den. Bl.a. på dyrenes, fuglenes opførsel. Der er allerede godt gang i kvittevitteriet i trækronerne, mellem buske og ude fra mosen. Græsplænen ved Åkandevej plejer at være befolket med fugle, for øjeblikket mest grågæs og alliker. Men ikke på dette tidspunkt. Da ligger de i sikkerhed på mosens vand.

Lappedykkerne har fundet deres morgenmad, en fisk af en slags. Det er lappedykkeren til venstre som fangede den, men den deler altruistisk med den anden, måske dens unge. Den har lidt besvær med at sluge den, bakser frem og tilbage med den.

I den vestligste ende af mosen flakser ænderne forskræmt væk da de hører Vandringsmandens sagte skridt. De er de eneste menneskelige lyde på dette tidspunkt. En enkelt bil, måske en bus, høres på Hareskovvej. Men ellers ligger folk stadig og sover. Faktisk møder jeg kun en enkelt knallerist og en joggingløber på hele turen.

4:51. Dagen er knap 20 minutter gammel. Gæssene letter og flyver til naboens grønnere græs på den anden side af Hareskovvej.

Hareskovvej skærer sig nådesløst gennem Midtmosen og Vestmosen. Terrænnet er åbent og en anelse højere, så man kan se solen stå op over træerne. Himlen er ikke længere rød, men orangegul. Rensningsanlægget lugter fælt denne morgen. Indtil 1970 blev mosen brugt som udløb for kloakker, hvad der medførte døde fisk og fugle. Det blev anlagt i 1998. Det rummer 4.500 m3 vand, og har vist sig effektivt til at fjerne fosfor, kvælstof mm.

4:58. Solen har nu været oppe i en halv time, men der går over 2 timer før månen går ned. Endnu hænger den bleg og lyser over husene på Pilesvinget langs Vestmosen.

Mågefuglene har taget vinterens nyrestaurerede Terneø til sig. De fleste forbinder vist mågeskrig med de hedengangne Storebæltsfærger eller lossepladser. Men fuglene mangler ynglesteder og steder hvor de kan være i fred. Derfor dette fristed for dem.

5:03. Efter en halv time er solen ved at få magt. Vandspejlet er stadig blankt og glat. 

Vandspejlet er næsten blankt i mosen. Der rør sig kun en let brise. Men det skal der formentlig snart laves om på når solen begynder at opvarme og får sat gang i vindsystemerne.

5:08. Gåsemor vogter over sine unger. Klar til at springe i mosen, hvis Vandringsmanden skulle formaste sig tættere på. Næbbet er højt løftet, men hun undlader dog at udstøde de karakteristiske skrup-af-lyde. Og snart græsser gæslingerne igen fredeligt.

Da jeg cykler forbi ved 8-tiden på vej til arbejde, er verden en anden. Menneskene har indtaget vejene med larm og støj. Joggingløbere stierne. Tingbjerg kirkes klokke banker monotomt og anmassende sin klagelyd og vækker depressive fornemmelser, så jeg tramper hårdt for at komme væk til noget mere opmuntrende. En nærmest infernalsk larm stiger op fra den før så fredelige Hareskovvej. Bilerne står i kø så langt øjet rækker til begge sider af broen. Der er nærmest som om fuglene er blevet mere tavse nu, men det er formentligt kun fordi vinden suser om ørerne og billarmen forurener lydbilledet.

5:19. Frederikssundsvej er så småt ved at vågne. Trafikken er ikke overvældende, men de første morgenfriske biler er allerede i gang. Bageren ved Husum Torv åbner om ti minutter, og vinduerne er allerede fuldt besat med snegle, gifler og frøsnappere. Om få timer vil der være bilkøer i begge retninger.

I glimt tænker jeg at bilisterne, dette trafikale mindretal, egentlig bliver behandlet ganske rundhåndet hvad angår plads, tolerance mht til støj, osv. Men de betaler selvfølgelig også en høj pris i form af lange køer, dårligt helbred, spildtid mv. Så man kan godt gå hen og få lidt ondt af dem.

Søndersø, Kirke- og Flyvestation Værløse

Søndersø

"Hvad udad tabes, skal indad vindes" er et slogan der ofte tillægges Hedeselskabets medstifter, officer og vejingeniør Enrico Mylius Dalgas (Ja, kors hvor har det regnet Dalgas-boulevard). Men som så ofte i Danmarkshistorien er det en myte. Den passede næsten for godt ind i selskabets tankegang om at den stærkt minimerede helstat efter 1864 (Danmark og de nordatlantiske kolonier) skulle indvinde vandområdet til landbrugsjord.

Sommerregnen siler stille ned og næsten ikke en vind rører sig denne morgen. Kun i det fjerne bilernes susen. Søndersø ved Skovhuset.

Det var heller ikke Hedeselskabet som fandt på det med at indvinde jord af vådområder. Det gjorde man allerede efter landbrugsreformerne 1780-1790, altså godt hundrede år foriden, fx Skenkelsø Sø. Om end ideen da var oplagt efter 1864.

Sydbredden. Det var her søen bredte sig yderligere mod syd før inddæmningen af vandet. Nu ligger Søndersø Vandværk her.

I 1865 sænkede man Søndersøs vandstand 2 meter og drænede et område syd for den nuværende sø. Søen har siden 1920'erne og indtil o. 1972 leveret vand til København (Søndersø Vandværk). Og kommunen har stadig lovning på at kunne indvinde vand her. Der er stier hele vejen rundt om søen, og ingen private rasende lodsejere med jagtgevær som kommer efter en.

Skovhuset var oprindeligt et sommerhus. Men tilbygninger kom til og det blev helårs. Nu ejer kommunen det og bruger det til udstillinger.

På bakken i søens nordøstlige ende holder nogle kunstnere til i udstillingsejendommen Skovhuset. Det er oprindeligt opført som sommerhus 1823. Men senere ombygget og tilbygget som helårsbeboelse. Siden 1967 har kommunen ejet ejendommen. En bænk med nogle søde små skovtrolde markerer det kunstneriske indslag midt i al naturen neden for huset.

Præstesø set nogenlunde fra stien ved bronzealderhøjen Enighedshøj, som er højeste punk i området. Bag træet til højre er et fugletårn. Kombinationen af vådt græs, kvæg og/eller hjorte og lidt paranoia over flåter afholder dog Vandringsmanden fra at bevæge sig derned.

Nordvest for Søndersø er den meget mindre Præstesø. Den kan være lidt svær at komme til, men der er en sti ned til et fugletårn. Her huserer der også dele af året ungarske grå okser. Med store horn. De skulle nedstamme fra asiatiske urkvæg, æde bjørneklo og som sådan give landskabet et præg af tiden efter istiden hvor uldhåret næsehorn, mammut, skovelefant, kæmpehjort, bison, vildhest, rensdyr, jærv og los huserede.  Men jeg må nøjes med gallowayfoldtyren Oscar og hans flok, passet af Naturplejelaug Laanshøj. En ansat fra kommunen oplyser mig senere om at jeg må vente til vinter med den ungarske.

Værløselejren - Flyvestation Værløse

Flyvestation Værløse er kendt af de fleste på min alder (sidst i 50'erne) fra vejrudsigten. Oprindelig hed den Værløselejren og var teltlejr for rekrutter 1910-12. De lokale nød tilsyneladende godt af lejren. Landingsbanen er anlagt på en smeltevandsslette fra sidste istid. I 1934 holdt nogle af Hærens Flyvetroppers 5 eskadriller til her. Fire hangarer kom til 1934-35. Danmarks Flyvehistoriske Museum, som er en forening som arbejder for at åbne et museum, har nogle fotoer af hvordan det tog sig ud dengang.

Det er vel nærmest et årti siden at fly taxiede denne vej fra hangarerne ud på landingsbanen. Græsset står meterhøjt og springer frem i revner og sprækker i vejen. Selve landingsbanen fremstår imidlertid stadig som brugelig. Den er dog noget kedelig at fotografere. Det er bare en flad bane som strækker sig ind i evigheden.

Den 9. april 1940 kl. 5:15 ødelagde Luftwaffe samtlige fly, og dermed stort hele hele Hærens luftvåben. Med tysk grundighed smadrede de hele styrken, omend det kun var 12 Fokker XXI fly som måske var værd at bruge krudt på, og de var ikke helt kampklare. I billedværket "Den danske kamp" bd. 1 er der en del fotoer af sønderskudte fly, og teksten fortæller

"Fra Værløse Flyveplads forsøgte vore jagerflyvere modet at gaa på vingerne, da tyskernes kampvante eskadriller buldrede frem. Den første af de danske maskiner, der naaede i luften, blev straks skudt ned". 

Der er også foto af de to dræbte danske

"De blev skudt ned fra 50 meters højde og maskinen brændte op"

Efter tre kvarter og 5 angrebsbølger var det slut med det danske luftforsvar. En anden kilde fortæller at det var et intetanende rekognoseringsfly.

Udflytningen foregik umiddelbart efter. Dannebrog blev strøget og hagekorset hejst. Tyskerne indrettede "Schiessschule" (rigtig rækkefølge af i og e), barakker og bygninger, hvoraf nogle står endnu. En amerikansk B17 Flyvende Fæstning tog fejl af Sverige og Værløse og nødlandede i 1944. Tyskerne efterlod ved kapitulationen 131 fly, engelsk krigsbytte. Efter krigen blev Værløselejren brugt til uddannelse af en dansk brigade til afløsning i Tyskland og i 1950 skiftede lejren navn til Flyvestation Værløse.

Laanshøj er et meget stort kaserneområde, større end en mindre landsby. Her er det kernen i området. Der hører også små skovområder til og et vandtårn fra 1910 på områdets højeste punkt. Her er også en rasteplads. Der dog er noget tilgroet. Håndværkere var i gang med at male og reparere mure.

2004-2007 blev flyvestationen afviklet. I stedet bliver der nu dyrket økologisk hø. I efteråret 2012 blev det meste af området åbnet for publikum i dagtimerne. Flyvestation Værløse var nu blevet til Vejrstation Flyveløse. Der er sat nødtørftige hegn op omkring den ca. 1/3 som stadig er militært område. Men man kan sagtens få et indtryk og komme ud på landingsbanen. Her må jeg flere gange spontant ængsteligt kigge op i skyerne når larmen fra fly nærmer sig. Men, landingsbanen bruges ikke længere. Området syd for lejren skal omdannes til et "smukt og varieret overdrevslandskab". Med vådområde og skrænt. Her vil man prøve at tilgodese skovugler, spidssnudet frø og firben.

Kirke Værløse

Og Værløse? Jo, oprindeligt var der Kirke Værløse og Lille Værløse. Det var dengang at kirkelandsbyen havde 15 gårde og 52 huse (1787). Men så blev der voldsomt bygget i Lille Værløse, og siden 1990'erne hedder det bare Værløse. Nu er Kirke Værløse en hyggelig, og anonym 1900-tals landsby med en enkelt gade (Smedegade) med huse der må stamme fra 1800-tallet.

Nyt, gammelt og midtimellem. Bagest starter Smedegade og det ældre Kirke Værløse. Til højre det mere nutidige, 1900-talsbyggeri. Og er det ikke en 2CV der holder der? Eller er det en kopi?

I sansernes vold

At stå tidligt op og vandre er en oplevelse for sig. Ikke så meget visuelt. Landskaberne ser såmænd ikke så meget anderledes ud kl. 4 om morgenen end kl. 4 om eftermiddagen. Men lydmæssigt og lugtmæssigt. Derfor er der ingen billeder i dette indslag.

Lyde

Det første man mærker i fx Kagsmosen er at lydbilledet er fundamentalt anderledes. Selv fra Motorring 3 er der kun spredte billyde. I stedet er luften fyldt af fuglestemmer som man ikke anede eksisterede og som man kun kan høre på dette tidspunkt af døgnet. En trænet fuglestemmekender ville sikkert få meget mere ud af det end jeg. Jeg må nøjes med at blive fornøjet over disse energiske lyde som man vist ikke kan andet end blive opstemt og i godt humør af.

Omvendt stiller det dagens lyde i relief: Hvordan påvirker billarmen os? De konstante biplyde og susen fra udluftningsanlæg og computere? Der er lyde som beroliger, men som vist mest sætter alarmberedskabet i konstant tempo. Menneskelige lyde, folk der skælder ud, mumler eller bare hyggeligt konverserer. Dette er bymenneskets lydrum. Men det møder man ikke herude i Kagsmosen kl. 5 om morgenen. Nogen har sammenlignet lydrummet med en katedral. Men intet kan være mere forkert. Det er mere opfattelsen af et uendeligt stort rum. Modsat en kirkes indesluttede, højtidelige og forknytte rum.

Den lyd vi mest fokuserer på, er talen. Dette at lytte til andre eller sig selv. Tonefaldet. Vi er så at sige blevet specialiserede i at finde selv de mindste undertoner i hvad andre siger. Talen er blevet et helt fremtrædende udforskningsområde for os. Men måske har vi glemt udkantslydene. Måske findes der et eller andet sted derude lyde som betyder en masse og som vi kunne lære noget af. Måske endda humor. 

Dufte

Den anden store forskel til dagtimerne er lugtene, eller snarere, duftene. Om det er fordi lugtesansen er særlig skærpet lige når man vågner, eller om der vitterligt dufter anderledes, det ved jeg ikke. Det kan jo være fordi duggen stadig hænger overalt. Men det er også inderligt ligegyldigt. Det er dejligt at opdage at mennesket faktisk har en lugtesans. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på at duftene måske oven i købet kan bruges til at orientere sig med, i forhold til stedsansen (som jo ikke er nogen 'sans' i den forstand, men blot et mangelfuldt ord der dækker over menneskets evne til at orientere sig ud fra et samlet sanseindtryk).

For hvert skridt man går er der særlige dufte. Der er en slags grundduft som man kan fornemme overalt. Men ustandseligt blander der sig helt specielle dufte for lige præcis dette sted. En unik og særegen blanding af dufte som stammer fra lige præcis de planter som bor lige præcis på dette sted. Næsen opfatter det hele. Men man kan ikke italesætte det. Man kan ikke beskrive en duft, og få et andet menneske til at dufte det samme, eller få helt de samme associationer til hvad det er for en duft. Man bliver nødt til at være der på samme tid, hvis man gerne vil benævne duften.

Jeg forestiller mig at folk der er vokset op her vil kunne orientere sig i fx en skov eller jungle ud fra lugtene, måske endda udelukkende fra duftene. Til daglig er vores lugtesans vel egentlig reduceret til noget meget primitivt. Fx relateret til mad, kaffe, blomsterbuketter eller offentlige toiletter. Med overordnede tillægsord som 'fælt', 'afskyeligt', 'dejligt' eller 'vidunderligt'. Alt sammen mest tilknyttet følelser, men ikke mere objektive konstateringer af hvad, hvor og hvilket en bestemt duft udtrykker.

Vores visuelt fokuserede sanseverden

Vi har specialiseret os i at 'bruge' nogle meget få og specialiserede lyde og dufte. Men mest som stemningsskabende. Ikke som noget vi bruger til at orientere os efter, eller indrette livet efter. Vi bliver irriterede over for megen larm. Følelsesmæssigt påvirkede af musik. Deprimerede over stanken af kloak. Glade for at få en buket duftende roser eller nybrygget kaffe. Men er det ikke alt sammen blot oaser eller kompensation for at vi så entydigt fokuserer på øjet? På synssansen?

Vi bruger øjet til at orientere os i trafikken. Kun blinde har bip-bip-lyde ved fodgængerovergange til at orientere sig efter. Men vi kunne vel strengt taget godt forestille os lyd- og/eller duftsignaler i stedet for. I den vilde natur arbejder sanserne sikkert sammen. Et billede af en mose, kombineret med duften af rådnende plantemateriale og frøkvækken ville formentligt betyde: Gå ikke herud, for du risikerer at synke i til hofterne. I stedet ville vores bud være at opsætte et skilt: Adgang forbudt. Det ville nogen kalde at skære igennem. Men oplevelsen, hvad med den? Intensiteten, overvejelserne. De er gået tabt.

Vestenceinten Syd

I den nordlige del af Vestfronten var det meningen at soldater skulle interneres i de forholdsvis store landsbyer som Husum. "Store" betød 15-20 gårde og et halvt hundrede ejendomme, stalde og lader m.v. Men sydpå var der kun de små landsbyer Brøndbyøster og Avedøre. (Klik i linket for masser af informationer). Dengang som nu var det et jævnt og virksomt liv på jord.

Der er ikke mange gader i Brøndbyøster, og de ligger øde hen. Stråtækte huse blander sig af og til med mere moderne. Og det gule hus i forgrunden har staldvinduer. Om det så er en ombygget gammel stald, fremgår ikke.

Brøndbyøster og Avedøre

Både Brøndbyøster og Avedøre (mest førstnævnte)  har stadig enkelte ældre huse fra landsbytiden. Enkelte gårde kan anes hist og pist, med de obligatoriske rideskoler. I Brøndbyøster står en mindesten for modstandsmanden og mekaniker Aksel Emil Andersen (1911-1945): "Her faldt Aksel Andersen i kamp for Danmarks frihed den 5. maj 1945". Han var tilknyttet modstandsbevægelsens og deltog under besættelsen i en række aktioner. Hans kompagni kom i ildkamp ved Brøndbyøster Skole på befrielsesdagen.

Avedøre har et vandhul. Gad være om det er det gamle gadekær. Oh en hejre, jo den er levende. Men ikke så mange gamle huse som Brøndbyøster (der i forvejen var lidt tom for sådanne). Der er nogle markante, store gårde i sydenden af den gamle landsby, Kastanienborg, Lysholmgård, Stevnbogård m.fl. Det var også her fattiggården lå. Nu er der et noget afbleget og bedaget idrætsanlæg og hjemsted for F. C. Hvidovre.

Tilbage i 1678 hvor tingbøgerne beretter om et skænderi der endte ud i mord. Men ellers vidner lokale beretninger om et helt almindeligt dansk dagligliv uden de store udsvingninger. Enkelte ejendomme i Hvidovre har rester af fundamenter af de gamle gårde på deres grund, fx hjørnet af Gammel Køgelandevej og Byvej, hvor Torndalsgård lå. Den blev revet ned i 1970 da Byvej blev forlænget til Gammel Køgelandevej. Hvad der foregik der, fremgår af beretningen.

Indgangen til Dansk Islamisk Begravelsesplads. I betragtning af postyren omkring stedets opståen virker det ganske fredfyldt som et sådant sted bør være.

Mellem de to landsbyer er i nyere tid oprettet Muslimsk Begravelsesplads. Den er den første af sin art uden tilknytning til kristne kirkegårde. Fredelig ligger den der som en begravelsesplads bør være, så der er ingen grund til at nævne de mange politiske trakasserier og overgreb mod byggeriet.

Avedøresletten

Flad som en pandekage strækker Avedøresletten sig et par km nord-syd og ½ km øst-vest. At intet hindrer vestenviden i at presse alting bagover, fremgår af Græsserforeningens læskur, der luder slemt. Der er ingen dyr, men der er frisk hø, og lugten er ikke til at tage fejl af. Så dyr må der være. Dette må være det nærmeste vi kan komme på et indtryk af hvordan der generelt har set ud langs volden da den blev bygget. Flade, grønne arealer, kun afbrudt af enkelte landsbyer hist og pist.

Langs den sydligste del af Vestvolden (voldpunkterne I-III) er de mere oprindelige landskaber, om end fragmentarisk: Kalveboderne og Avedøresletten. Avedøresletten strækker sig vest og syd for Avedøre. Og det er flat. En byge tvinger Vandringsmanden i læ under et skur som viser sig at tilhøre Quark og Hvidovre Ko/får græsserforening. Her kan Hvidovreborgere passe dyr, som om efteråret bliver slagtet og fordelt mellem foreningens medlemmer. Der ses enkelte får på græs denne bygefyldte formiddag. På den anden side af Motorring 3 er Danmarks højeste flagstang, Margrethe Flagmasten, 47 meter. I dag dog kun med vimpel.

Teltlejr og kommandobunker

Kikkertstationen ved Stavnsbjerg Batteri, mellem voldpunkt V og VI. Trappen og søjlen i midten er der endnu, men uha, den kunne da godt trænge til en kærlig hånd. Krattet er meget tæt her. Og glat da det har regnet kraftigt og stadig byger.

Hverken Brøndbyøster eller Avedøre var store nok til større troppekoncentrationer, så soldaterne måtte i stedet indlogeres i telt- og baraklejre: Paradislejren, Glostruplejren og Ejbylejren. Dette sikrede at ethvert punkt på volden kunne bemandes på mindre end en halv time. Af dem er der nogle betonstøbte fundamenter med brønde og viktualierum.

Endelig får jeg en af de tre afsnitskommandostationer at se! (Det er den til højre i billedet). Og det bliver oven i købet bekræftet af en planche. Nu får jeg også opklaret hvordan gitteret over den ser ud. Det skulle forhindre de fine officerer i at få sten og jord i hovedet. Her var det at krigskarlene kunne sætte fedtede fingre på kort og dirigere tropper hist og pist, mens de lyttede på telefonmeldinger andre steder fra.

Bevoksningen på volden er kraftig sine steder og terrænnet ufremkommeligt. Men så kan man jo bruge voldgaden på vennesiden. Den er pænt asfalteret. Noget jeg har set frem til, er afsnitskommandoen. Dem var der tre af. Der var vist oprindeligt vinduer i, men de er muret til. Man kan i hvert fald se afmærkninger på væggen. Hovedkommandoen lå på Damhuskroen. Så kunne man vel altid få sig en lille en hvis angreb blev afværget?

Umiddelbart ved siden af afsnitskommandostationen ligger et Madsensk fredskrudtmagasin. Området er spærret af, så jeg må snuppe et foto ind over hegnet.

Der er meget at se på denne strækning af volden. Intensiteten af sanitetsrum er stor, og de er åbne. De ligner mest af alt nogle hvælvede lastrum på en minitrans. Her kunne sårede midlertidigt anbringes indtil de kunne køres i sikkerhed. I kanopieren lidt syd for kommandostationen er der desuden et rekylgeværsbatteri, godt sænket ned i jorden. Indgangen er næsten ikke til at se, og man skulle nærmest klemme sig sidelæns igennem døren.

Området omkring denne enkeltkaponier byder på flere seværdigheder på et sted. Skjult under træerne til højre er selve kaponieren, til venstre for (i midten af billeder) en batardeau, altså dæmning. I dag kan man se vandet fosse over den. Og nederst til venstre er en af de midlertidige overgangssteder ved at blive sat i stand. Fotoet er taget fra et af voldens rekylgeværbatterier. Altså et batteri for lettere maskingeværer.

Paradislejren er uden for arealfredningen. Op mod 1. Verdenskrig blev den suppleret med en egentlig kaserne. Der er fundamenter til messer, køkkenbarakker o. lign. i krattet ud for Avedøre Stationsby. En lille beretning fra en beboer fra Paradisgården giver et indtryk af livet.

Ikke meget tyder på at her engang var en lejr pakket med soldater, udstyr, køkkener osv. Fundamenterne kunne overdækkes med telte. Beretninger fortæller om ælte og søle. Og koldt må det have været. De blev vist heller ikke brugt om vinteren.

Avedøre Flyveplads

Avedøre Flyveplads har to træhangarer og 10 motorprøvestande. Træhangarerne er fra 1917 og blandt de ældste af sin art i verden. Derfor bygningsfredet. Kastrup lufthavn blev åbnet 1925 og markerer enden på regelmæssig beflyvning af pladsen. Den 7.3.1935 blev den brugt som nødlandingsted for ledsageflyet til det fly hvor vovehalsen John Tranum ville sætte rekord i faldskærmsudspring. I stedet døde han af iltmangel i 8 km højde. Under besættelsen blev hangarerne anvendt som magasiner for hærens flyvemaskiner frem til 1943. Tyskerne opførte med hjælp fra værnemagerfirmaet Nordværk 10 nu fredede motorprøvestande til afprøvning af flymotorer. Modstandsbevægelsen kvitterede ved at likvidere direktøren tæt på flyvepladsen. Efter 1945 gik flyvepladsen ud af brug.

 Bagest den ene af de to gamle flyhangarer. Til højre de 10 hangarer som tyskerne lod bygge under 2. verdenskrig.

Syd for Gammel Køgevej ebber volden ud. Kystlinjen gik dengang groft sagt langs Amagermotorvejen. Det afgrænses mod Mågeparken af glacisets fod. De øvrige afsnit om Vestfronten (Husumenceinten og Vestenceinten) er omtalt i indlæggene IV-XIV Holbæk Motorvej til Harrestrup Å, XIV-XIX Roskildevej-Jyllingevej, XIV-XX Kagsmosen til Jyllingevej, XXI-XXIII  Husumenceinten, og XXI-XX" Kagså Batteri. Men Vestvolden kan ses fra mange niveauer: Bag/foran, nede/oppe, foran/bagved voldgraven, osv. Så dette er næppe sidste indslag om dette pragfulde, rekreative område.

Kagså Batteri (Voldstykke 21-22)

Siden jeg startede Vandringsløse Tidende er der kommet en fantastisk bog om Vestvolden: Jesper Asmussen: Vestvolden og Nordfronten (2013). Den gennemgår hele fronten batteri for batteri, fort for fort. Det beriger ens oplevelser når man en solrig lørdag morgen bevæger sig ud på volden, hvor der arbejdes meget for øjeblikket. Afsnittet nord for Frederikssundsbanen hedder Husumenceinten, og jeg besøgte det i marts i år.

Så idyllisk fremstår dobbeltkaponieren ved Kagså Batteri i dag. Og tak for det! Man er begyndt at restaurere den. Bevoksningen er fjernet på toppen. Broen ud til den kan ikke ses på billedet, men den løber ud mod højre, skjult bag buskadset. Herfra går så den svagt opadgående gang, eller poterne, tværs gennem volden. Også den kan man gå ad. Jeg kender en der påstår at have cyklet igennem. Hold tungen lige i munden hvis du vil prøve, der er ikke meget plads på begge sider af cykelstyret.

Kagså Batteri (1888-1890) ligger her og er det sidste faste batteri af 10. Ifølge bogen kunne kanonerne skyde helt ud til Ballerup, Bagsværd og Lundtofte. Det lidt nordligere beliggende Gynge Batteri var et bevægeligt battteri, hvor det var meningen at man kunne flytte rundt på kanoner, mandskab mv efter behov.

Et kig nogenlunde fra indgangen og "bagud". Fra det store rum er der adgang til siderum hvorfra soldaterne gennem skydehuller kunne skyde dels på langs af voldgraven, dels "bagud" mod de fjender som måtte have forceret voldgraven og nu var på vej op ad indersiden af volden. Der er ikke højt til loftet. Men gennemsnithøjden var vel også mindre dengang.

For tiden er man ved at restaurere dobbeltkaponieren på dette stykke, og døre og vinduer er derfor fjernet. Samtidig er betonen blevet pudset op og er endnu ikke skamferet af graffiti i væsentlig grad. Derfor kan det godt betale sig at tage et smut forbi og fornemme stemningen i de kolde beskyttelses- og magasinrum. Adgangen til dobbeltkaponieren foregik gennem en smal gang tværs gennem volden (poterne), og udmundingen ligger beskyttet bag kaponieren. Herfra skulle man så løbe over en bro og ind i selve bunkeren.

Skydehullerne er nu muret til så det er ikke muligt at se hvor de er rettet henimod. Man må udenfor. Jeg ved ikke om det er meningen at de skal åbnes igen. Men som det ses ligger de ret lavt, sådan i hoftehøjde.

Fra de lavtloftede rum var det meningen at soldater som sild i en tønde (eller kalkuner i bur, heraf navnet på fransk) skulle gøre det af med eventuelle fjender som det var lykkes at komme over voldgraven og som nu forsøgte at storme Københavnersiden. Skydehullerne vender altså modsat og på langs af hvor fjenden kom fra.

På dette foto ser man skydehullerne udefra. Købehavnersiden ligger til højre, fjendesiden til venstre. Broen i baggrunden er Mørkhøjvej. Bemærk at der også åbningerne i muren til venstre.

Også et af krudtmagasinerne på Kagså Batteri er midlertidigt åbent, så man kan kigge ind i de hvælvede rum hvor krudtet lå beskyttet bag dobbeltmure. Her er også anvendt mursten. Rummene ligner krypter under kirker og ligger graven ned under volden, godt beskyttet af mange tons jord og sten.

Kig ind i et snævert fredskrudtsmagasin. Der er forskellige rum til krudtet, og til højre er den hvælvede dobbeltmur, som skulle beskytte mod bombardementer. Den går hele vejen om det indre rum. Lidt som i en termokande. Virkningen er også derefter. Der er køligt, og måske kunne man bruge det til opbevaring af oste eller kolde pilsnere. Det første har jeg da set Mønsted Kalkminer i Jylland blive brugt til. Væggene er endnu ikke ødelagt af tags og graffiti. Gid det må vedblive at være sådan!

I skarp kontrast til de kolde, lidt uhyggelige rum i det grå og triste beton står selve voldanlægget. Modsat dengang er det nu bevokset og man kan godt føle sig som hensat til en skov. Fuglene synger og det dufter grønt og godt. Desuden er der mange muligheder for at gå langs volden. Der er en asfalteret sti, grusstier, græsstier og uvejsomme stier, alt efter smag og behag.

Gennembruddet i volden til broen ved Tingbjerg. Den forbandt oprindeligt Husum med Mørkhøj. Formentlig er det ikke den oprindelige bro fra 1890. Men det er tingbjergboerne sikkert også ligeglade med i dag. På dele af denne strækning er man begyndt at fælde bevoksningen på volden, så man kan ane konturerne af den.

Afsatserne på volden kunne godt fortolkes som stier at patruljere på. Men de havde også den funktion at forhindre jord fra toppen af volden i at falde ned i voldgraven og fylde den op i tilfælde af bombardement. Jo, de havde tænkt på alt, de gamle krigskarle. Måske har en og anden tænkt at det var synd at man aldrig fik det hele afprøvet. Men det gjorde man altså ikke. Ikke engang i Frankrig i 1940, hvor tyskerne var så uforskammede at gå uden om en fransk pendant, Maginotlinjen. Tag den, Vestvold!

Bagsværd Fort (gen)indviet

Søndag den 26. maj blev Bagsværdfortet (gen)indviet. Det har godt nok stået der siden 1892-93, men alligevel. Det trængte til det: Sidst jeg besøgte det 3. november sidste år blev jeg godt nok skuffet over at beskrivelsen af fortet ikke nævnte at det var under restauration, og sandt at sige så det også ud til at det ville tage år at få det restaureret.

Det er umiddelbart svært at se hvad der er sket siden fotoet fra 3. november. Bortset fra at de fældede træer og buske nu er blevet fjernet.

Men, nu skulle det altså være. Allerede ½ år efter er der pigegarde, borgmester, tilhørende dårligt vejr og kaffe og kage. Ifølge programmet, for jeg var der ikke selv. Men det er med forventninger om et nyrestaureret fort jeg vandrer derudad for at se hvad der er sket siden sidst. I behøring afstand af festivitas. Og vejret er perfekt.

Til venstre kan man på toppen af bakken lige skimte hvor kanonen skulle hæves op og skyde mod fjenden, som kom fra højre. Tørgraven mellem kanonen og volden er kun halvt tilgængelig. Der er sået græs på volden til højre. Men man kan tydeligt se konturen af den. Træerne er ikke fældet på den del af volden som fotografen står på.

Lad det være sagt med det samme. Fortet er langt fra færdigrestaureret. Hvad man har gjort er at rydde volden ud mod fjenden og området omkring kanontårnet for bevoksning så man nu kan se konturerne af det hele. Tørgraven er blevet frilagt, så man bedre kan få et indtryk at området. Betonen ser imidlertid stadig rærlig ud. Et håndværkertilbud, hvis det havde været til salg. Desuden er man ved at oprense grunden for forurening. 1963-1996/2007 var Filmarkivet nemlig placeret her. Og udover at klimaet overhovedet ikke var godt for filmene, så var filmene åbenbart heller ikke godt for undergrunden. En af grundene til det dårlige indeklima var, at det aldrig lykkedes at få klimanlægget til at fungere tilfredsstillende.

Det berømmede stormgitter. Det er let at se hensigten med det, ud fra datidens nærkampe. De skråtstillede pigge har besværliggjort det for fjenden at kravle over gitteret, og skulle det alligevel lykkes, er der også pigge foroven, så man en eventuel fjende ville kunne få godt ondt i en bestemt legemsdel. Først forceret denne forhindring, havde fjenden nu adgang til bakken med kanonen.

Stormgitteret bliver berømmet hvor man kan læse om det. Tilsyneladende det eneste der er tilbage på de forter som findes i den gamle befæstning. Men det ser ud til at det snart skal reddes, hvis det ikke skal ruste væk. Det lykkes mig at finde en del af fortet hvor man på et par meter både har malet stormgitteret og restaureret betonen. (Se fotoet). Det er oven i købet ikke smurt ind i grimme tags, sådan som resten af fortet.

Der er rig lejlighed til at sudere hvordan betonblandingen er. Fundamentet er beriget med masser af steder som disse hvor det fremgår at der er blandet godt med store sten i blandingen. Det har ikke forhindret løgkarsen i at skyde op. Hundhømhømmen ser dog ud til at være at nyere dato. Ikke engang fluerne har fået øje på den endnu.

Ny er en forhindringsbane (inspireret af soldaterne træning under 1. verdenskrig). En planche oplyser at man har forsøgt at rekonstruere forskellige måder at træne på ud fra beskrivelser i Militært Tidsskrift. Der er nu hverken soldater eller motionister som bruger banen denne torsdag formiddag.

Der er ingen på træningsbanen i dag, der ellers bl.a. rummer en svævebane. Planchen fortæller at banen er indrettet til at træne soldaterne i nærkamp. Bl.a. forcere befæstninger, voldgrave og den slags. Det hele er ganske nyt, nydeligt og renvasket. Gad vide hvordan det ser ud om 5 år. Men den tid den sorg.

Eneste besøgende på fortet i dag er en venlig ældre herre som skal besøge kaninerne i aktivitetscentret med samme navn som fortet. Her er der tilsyneladende mere populære forhindringer. Man kan her komme til en måneds prøvepasning af en kanin. Hvis man består og bliver godkendt, kan man blive skrevet op til at passe en kanin for den nette sum af 150 kr om måneden, plus 20 kr. for foder.