Siden jeg startede Vandringsløse Tidende er der kommet en fantastisk bog om Vestvolden: Jesper Asmussen: Vestvolden og Nordfronten (2013). Den gennemgår hele fronten batteri for batteri, fort for fort. Det beriger ens oplevelser når man en solrig lørdag morgen bevæger sig ud på volden, hvor der arbejdes meget for øjeblikket. Afsnittet nord for Frederikssundsbanen hedder Husumenceinten, og jeg besøgte det i marts i år.
Så idyllisk fremstår dobbeltkaponieren ved Kagså Batteri i dag. Og tak for det! Man er begyndt at restaurere den. Bevoksningen er fjernet på toppen. Broen ud til den kan ikke ses på billedet, men den løber ud mod højre, skjult bag buskadset. Herfra går så den svagt opadgående gang, eller poterne, tværs gennem volden. Også den kan man gå ad. Jeg kender en der påstår at have cyklet igennem. Hold tungen lige i munden hvis du vil prøve, der er ikke meget plads på begge sider af cykelstyret.
Kagså Batteri (1888-1890) ligger her og er det sidste faste batteri af 10. Ifølge bogen kunne kanonerne skyde helt ud til Ballerup, Bagsværd og Lundtofte. Det lidt nordligere beliggende Gynge Batteri var et bevægeligt battteri, hvor det var meningen at man kunne flytte rundt på kanoner, mandskab mv efter behov.
Et kig nogenlunde fra indgangen og "bagud". Fra det store rum er der adgang til siderum hvorfra soldaterne gennem skydehuller kunne skyde dels på langs af voldgraven, dels "bagud" mod de fjender som måtte have forceret voldgraven og nu var på vej op ad indersiden af volden. Der er ikke højt til loftet. Men gennemsnithøjden var vel også mindre dengang.
For tiden er man ved at restaurere dobbeltkaponieren på dette stykke, og døre og vinduer er derfor fjernet. Samtidig er betonen blevet pudset op og er endnu ikke skamferet af graffiti i væsentlig grad. Derfor kan det godt betale sig at tage et smut forbi og fornemme stemningen i de kolde beskyttelses- og magasinrum. Adgangen til dobbeltkaponieren foregik gennem en smal gang tværs gennem volden (poterne), og udmundingen ligger beskyttet bag kaponieren. Herfra skulle man så løbe over en bro og ind i selve bunkeren.
Skydehullerne er nu muret til så det er ikke muligt at se hvor de er rettet henimod. Man må udenfor. Jeg ved ikke om det er meningen at de skal åbnes igen. Men som det ses ligger de ret lavt, sådan i hoftehøjde.
Fra de lavtloftede rum var det meningen at soldater som sild i en tønde (eller kalkuner i bur, heraf navnet på fransk) skulle gøre det af med eventuelle fjender som det var lykkes at komme over voldgraven og som nu forsøgte at storme Københavnersiden. Skydehullerne vender altså modsat og på langs af hvor fjenden kom fra.
På dette foto ser man skydehullerne udefra. Købehavnersiden ligger til højre, fjendesiden til venstre. Broen i baggrunden er Mørkhøjvej. Bemærk at der også åbningerne i muren til venstre.
Også et af krudtmagasinerne på Kagså Batteri er midlertidigt åbent, så man kan kigge ind i de hvælvede rum hvor krudtet lå beskyttet bag dobbeltmure. Her er også anvendt mursten. Rummene ligner krypter under kirker og ligger graven ned under volden, godt beskyttet af mange tons jord og sten.
Kig ind i et snævert fredskrudtsmagasin. Der er forskellige rum til krudtet, og til højre er den hvælvede dobbeltmur, som skulle beskytte mod bombardementer. Den går hele vejen om det indre rum. Lidt som i en termokande. Virkningen er også derefter. Der er køligt, og måske kunne man bruge det til opbevaring af oste eller kolde pilsnere. Det første har jeg da set Mønsted Kalkminer i Jylland blive brugt til. Væggene er endnu ikke ødelagt af tags og graffiti. Gid det må vedblive at være sådan!
I skarp kontrast til de kolde, lidt uhyggelige rum i det grå og triste beton står selve voldanlægget. Modsat dengang er det nu bevokset og man kan godt føle sig som hensat til en skov. Fuglene synger og det dufter grønt og godt. Desuden er der mange muligheder for at gå langs volden. Der er en asfalteret sti, grusstier, græsstier og uvejsomme stier, alt efter smag og behag.
Gennembruddet i volden til broen ved Tingbjerg. Den forbandt oprindeligt Husum med Mørkhøj. Formentlig er det ikke den oprindelige bro fra 1890. Men det er tingbjergboerne sikkert også ligeglade med i dag. På dele af denne strækning er man begyndt at fælde bevoksningen på volden, så man kan ane konturerne af den.
Afsatserne på volden kunne godt fortolkes som stier at patruljere på. Men de havde også den funktion at forhindre jord fra toppen af volden i at falde ned i voldgraven og fylde den op i tilfælde af bombardement. Jo, de havde tænkt på alt, de gamle krigskarle. Måske har en og anden tænkt at det var synd at man aldrig fik det hele afprøvet. Men det gjorde man altså ikke. Ikke engang i Frankrig i 1940, hvor tyskerne var så uforskammede at gå uden om en fransk pendant, Maginotlinjen. Tag den, Vestvold!
Kagså Batteri (1888-1890) ligger her og er det sidste faste batteri af 10. Ifølge bogen kunne kanonerne skyde helt ud til Ballerup, Bagsværd og Lundtofte. Det lidt nordligere beliggende Gynge Batteri var et bevægeligt battteri, hvor det var meningen at man kunne flytte rundt på kanoner, mandskab mv efter behov.
For tiden er man ved at restaurere dobbeltkaponieren på dette stykke, og døre og vinduer er derfor fjernet. Samtidig er betonen blevet pudset op og er endnu ikke skamferet af graffiti i væsentlig grad. Derfor kan det godt betale sig at tage et smut forbi og fornemme stemningen i de kolde beskyttelses- og magasinrum. Adgangen til dobbeltkaponieren foregik gennem en smal gang tværs gennem volden (poterne), og udmundingen ligger beskyttet bag kaponieren. Herfra skulle man så løbe over en bro og ind i selve bunkeren.
Skydehullerne er nu muret til så det er ikke muligt at se hvor de er rettet henimod. Man må udenfor. Jeg ved ikke om det er meningen at de skal åbnes igen. Men som det ses ligger de ret lavt, sådan i hoftehøjde.
Fra de lavtloftede rum var det meningen at soldater som sild i en tønde (eller kalkuner i bur, heraf navnet på fransk) skulle gøre det af med eventuelle fjender som det var lykkes at komme over voldgraven og som nu forsøgte at storme Københavnersiden. Skydehullerne vender altså modsat og på langs af hvor fjenden kom fra.
Også et af krudtmagasinerne på Kagså Batteri er midlertidigt åbent, så man kan kigge ind i de hvælvede rum hvor krudtet lå beskyttet bag dobbeltmure. Her er også anvendt mursten. Rummene ligner krypter under kirker og ligger graven ned under volden, godt beskyttet af mange tons jord og sten.
I skarp kontrast til de kolde, lidt uhyggelige rum i det grå og triste beton står selve voldanlægget. Modsat dengang er det nu bevokset og man kan godt føle sig som hensat til en skov. Fuglene synger og det dufter grønt og godt. Desuden er der mange muligheder for at gå langs volden. Der er en asfalteret sti, grusstier, græsstier og uvejsomme stier, alt efter smag og behag.
Afsatserne på volden kunne godt fortolkes som stier at patruljere på. Men de havde også den funktion at forhindre jord fra toppen af volden i at falde ned i voldgraven og fylde den op i tilfælde af bombardement. Jo, de havde tænkt på alt, de gamle krigskarle. Måske har en og anden tænkt at det var synd at man aldrig fik det hele afprøvet. Men det gjorde man altså ikke. Ikke engang i Frankrig i 1940, hvor tyskerne var så uforskammede at gå uden om en fransk pendant, Maginotlinjen. Tag den, Vestvold!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar