I sansernes vold

At stå tidligt op og vandre er en oplevelse for sig. Ikke så meget visuelt. Landskaberne ser såmænd ikke så meget anderledes ud kl. 4 om morgenen end kl. 4 om eftermiddagen. Men lydmæssigt og lugtmæssigt. Derfor er der ingen billeder i dette indslag.

Lyde

Det første man mærker i fx Kagsmosen er at lydbilledet er fundamentalt anderledes. Selv fra Motorring 3 er der kun spredte billyde. I stedet er luften fyldt af fuglestemmer som man ikke anede eksisterede og som man kun kan høre på dette tidspunkt af døgnet. En trænet fuglestemmekender ville sikkert få meget mere ud af det end jeg. Jeg må nøjes med at blive fornøjet over disse energiske lyde som man vist ikke kan andet end blive opstemt og i godt humør af.

Omvendt stiller det dagens lyde i relief: Hvordan påvirker billarmen os? De konstante biplyde og susen fra udluftningsanlæg og computere? Der er lyde som beroliger, men som vist mest sætter alarmberedskabet i konstant tempo. Menneskelige lyde, folk der skælder ud, mumler eller bare hyggeligt konverserer. Dette er bymenneskets lydrum. Men det møder man ikke herude i Kagsmosen kl. 5 om morgenen. Nogen har sammenlignet lydrummet med en katedral. Men intet kan være mere forkert. Det er mere opfattelsen af et uendeligt stort rum. Modsat en kirkes indesluttede, højtidelige og forknytte rum.

Den lyd vi mest fokuserer på, er talen. Dette at lytte til andre eller sig selv. Tonefaldet. Vi er så at sige blevet specialiserede i at finde selv de mindste undertoner i hvad andre siger. Talen er blevet et helt fremtrædende udforskningsområde for os. Men måske har vi glemt udkantslydene. Måske findes der et eller andet sted derude lyde som betyder en masse og som vi kunne lære noget af. Måske endda humor. 

Dufte

Den anden store forskel til dagtimerne er lugtene, eller snarere, duftene. Om det er fordi lugtesansen er særlig skærpet lige når man vågner, eller om der vitterligt dufter anderledes, det ved jeg ikke. Det kan jo være fordi duggen stadig hænger overalt. Men det er også inderligt ligegyldigt. Det er dejligt at opdage at mennesket faktisk har en lugtesans. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på at duftene måske oven i købet kan bruges til at orientere sig med, i forhold til stedsansen (som jo ikke er nogen 'sans' i den forstand, men blot et mangelfuldt ord der dækker over menneskets evne til at orientere sig ud fra et samlet sanseindtryk).

For hvert skridt man går er der særlige dufte. Der er en slags grundduft som man kan fornemme overalt. Men ustandseligt blander der sig helt specielle dufte for lige præcis dette sted. En unik og særegen blanding af dufte som stammer fra lige præcis de planter som bor lige præcis på dette sted. Næsen opfatter det hele. Men man kan ikke italesætte det. Man kan ikke beskrive en duft, og få et andet menneske til at dufte det samme, eller få helt de samme associationer til hvad det er for en duft. Man bliver nødt til at være der på samme tid, hvis man gerne vil benævne duften.

Jeg forestiller mig at folk der er vokset op her vil kunne orientere sig i fx en skov eller jungle ud fra lugtene, måske endda udelukkende fra duftene. Til daglig er vores lugtesans vel egentlig reduceret til noget meget primitivt. Fx relateret til mad, kaffe, blomsterbuketter eller offentlige toiletter. Med overordnede tillægsord som 'fælt', 'afskyeligt', 'dejligt' eller 'vidunderligt'. Alt sammen mest tilknyttet følelser, men ikke mere objektive konstateringer af hvad, hvor og hvilket en bestemt duft udtrykker.

Vores visuelt fokuserede sanseverden

Vi har specialiseret os i at 'bruge' nogle meget få og specialiserede lyde og dufte. Men mest som stemningsskabende. Ikke som noget vi bruger til at orientere os efter, eller indrette livet efter. Vi bliver irriterede over for megen larm. Følelsesmæssigt påvirkede af musik. Deprimerede over stanken af kloak. Glade for at få en buket duftende roser eller nybrygget kaffe. Men er det ikke alt sammen blot oaser eller kompensation for at vi så entydigt fokuserer på øjet? På synssansen?

Vi bruger øjet til at orientere os i trafikken. Kun blinde har bip-bip-lyde ved fodgængerovergange til at orientere sig efter. Men vi kunne vel strengt taget godt forestille os lyd- og/eller duftsignaler i stedet for. I den vilde natur arbejder sanserne sikkert sammen. Et billede af en mose, kombineret med duften af rådnende plantemateriale og frøkvækken ville formentligt betyde: Gå ikke herud, for du risikerer at synke i til hofterne. I stedet ville vores bud være at opsætte et skilt: Adgang forbudt. Det ville nogen kalde at skære igennem. Men oplevelsen, hvad med den? Intensiteten, overvejelserne. De er gået tabt.