Tinghøj Batteri ikke indtaget!

I fredags hed det Battery Exhausted. I dag kunne vel kaldes Battery Not Taken. Da vandringsmanden stævner ud denne årle morgen er der -5 grader. Så rimfrosten har smukkeseret de ellers visne blomsterstande og givet dem nye, smukke dimensioner.

Rimfrosten ser smuk ud på blomsterne i Gyngemosen.

Målet er Tinghøj Batteri i Gladsaxe. Og så hvad der ellers falder af undervejs igennem Gyngemosen. Mose er nu så meget sagt. Den ligner mest af alt en velfriseret park. Med nydelige stier uden de store overraskelser. Og Hillerødmotorvejen drønende igennem uden at støjniveauet dog er særlig højt. På vej mod batteriet er der i Tingbjerg en udmærket udsigt til de store kontraster i områdets arkitektur historie: I forgrunden er Tingbjerg Langhus tegnet af den vidtberømte Steen Ejler Rasmussen, og langt ude i horisonten tårner det knapt så arkitektonisk berømmede Høje Gladsaxe sig op.

Løbere og vandrere bør tage stien bag Langhuset i Tingbjerg. Den er betydeligt hyggeligere end fortorvet langs Langhus til venstre i billedet. I baggrunden tårner det ene af Høje Gladsaxes 7 højhuse sig op.

Imellem disse to meget iøjnefaldende arkitektoniske steder ligger Gyngemosen. Mest kendt for at Danmark Radios TV-Byen lå her 1963-2009. Med store bogstaver præsenteres de moderne tider med EY-Tower. Udsigten overalt i Gyngemosen er domineret af højhusene i baggrunden.

På den nydelige asfalterede vej gennem Gyngemosen mod Høje Gladsaxe kommer man igennem nogle temmelig intetsigende områder med krat og græs. Det er også dette som beboerne må have udsigt til.

At der er højt til Høje Gladsaxe erfarer man ved at tage stien vest om. En asfalteret og meget nydelig, veltrimmet sti. Senere må jeg nok konstatere nok også en af de få vandrevenlige stier i området.

 Stien vest om højhusene fører ikke for stejlt op på toppen af bakken og i pæn afstand fra de beboede områder. Indhegningen til venstre i billedet vogter over nogle industribygninger.

I det hele taget domineres området af tv. På nordsiden af Høje Gladsaxe ligger en 266 meter høje Fjernsynsmast i Gladsaxe.Den er solidt forankret med talrige stålwirer.

Den 266 meter høje mast er solidt forankret med betonforanstaltninger og stålwirer. På billedet ser man ikke helt op til toppen af masten.

Det ser ud til at man kan leve og dø i Høje Gladsaxe uden at have behov for at komme udenfor. Der er alt her: Skoler, butikker, boliger, skøjtehal, svømmehal, boldbaner .... Alt er timet og tilrettelagt som i en Olsen-bandefilm. Der er formentlig ikke et træ, ikke et blad, der ikke er kontrolleret og uden bagvedliggende formål. Langs den snorlige kastanjealle på sydsiden af de 7 højhuse ligger hvad der mest af alt ligner en golfbane mod syd, mens højhusene ser faretruende ud på nordsiden.

Kastanjealleen syd for højhusene. Til venstre græsplæner, til højre det lille krat mellem alleen og højhusene. Der er bl.a. legepladser.

Beboerne i højhusene må have en fantastisk udsigt. Men til hvad? Jeg prøver at få et indtryk fra kastanjealleen på sydsiden. Alleen er mere spændende end udsigten. Men det kan jo være anderledes helt oppe i toppen af byggeriet. Facaderne er helt plane. Så beboerne må læne sig ud for at verificere at de ikke befinder sig helt isolerede oppe i luften.

Tinghøj Batteri kan så vidt jeg kan se ikke indtages. Jeg finder det aldrig, men formoder, at det ligger på en indhegnet grund hvor der ikke er adgang. Jeg kunne i hvert fald ikke finde det. Jeg vandrede lidt forvildet rundt om Københavns Energis vandforsyning, i den tro at der måske kunne ligge noget der. Men nej. Jeg droppede derfor også den lille afstikker til Bagsværd Batteri.

Battery Exhausted!

Nej, det var ikke Vandringsmanden som faldt omkuld, men kameraet. Vejret var ellers aldeles pragtfuldt og perfekt fotovejr: Omkring 0 grader med høj blå himmel og i starten kun let vind. Højdepunkter var udsigten var Rørløkken bag ved Herlev Gymnasium. Her er et ca. 45 graders udsyn mod nord. Et andet højdepunkt og -drag ligger umiddelbart nordvest for Sømosen, ca. 25 meters højde over mosen selv. Industrikvarteret er diskret gemt bag en vold.

....Og videre ned mod Roskildevej

....altså Vestvolden sydover fra Jyllingevej og til Roskildevejen. Det er noget af den smukkeste strækning man kan tænke sig. Volden er her højere end nordpå. Der er mange måder at forcere terrænet: Fra de asfalterede stier på indersiden af volden til de uvejsomme gangstier med trærødder og smattet føre øverst oppe. Og så er der mellemtingen, halvvejs nede. Perfekte gangstier og måske også for mountainbikes.

 Fra de få gangbroer over volden åbner sig den ene idylliske udsigt efter den anden. Oppe fra stierne kan man ane den gennem træerne. Efteråret er særlig ideel til at nyde panoramaerne.

For motionsløbere er det et slaraffenland med muligheder for trapper, stejle skråninger osv. Kun vil jeg fraråde de smalle stier på toppen. De er simpelt hen for farlige. Min højre svang havde det ikke for godt efter de to timers march i terrænet. Jeg tog den asfalterede vej hjem for at skåne foden.

Fra Ejbybro er der et godt udsyn over volden. Ellers er den godt skjult for fotografering. Inde bag volden til højre ligger den nu knap så hemmelige Ejbybunker.

Ikke noget under at Oplevelsescenter Vestvolden har valgt netop denne strækning på Vestvolden. På en strækning langs boldbanerne i Rødovre har man forsøgt at genskabe volden før den blev helt overbegroet. Vi kan i dag være glade for at det kun er sket på denne strækning. For trist ser det ud. Vallø Stifts Fårebrug har taget sig af at klippe plænerne, dvs. deres får holder vegetationen nede.

 Jeg forestiller mig at Oplevelsescenteret på denne strækning har forsøgt at føre volden tilbage til dens 'oprindelige' udseende, dvs. fra før den groede til. Altså bortset fra alletræerne. I de krigeriske tider kørte en jernbane langs vejen så forsyninger hurtigt kunne blive bragt fra det ene sted til det andet. Det ser lidt mere dystert og krigerisk ud på denne strækning, hvor fårehold holder vegetationen nede.

Der er ikke mange træbygninger tilbage. Men den røde bygning skulle være en kopi af et artillerimagasin, altså en lade hvor man stillede seks kanonener ind om vinteren når det blev for koldt for dem. Ak ja, selv kanoner har vel lov til lidt varme. Imens soldaterne så måske har patruljeret i stiv kuling og frostgrader.

 Det rekonstruerede artillerimagasin. Til højre indgangen gennem indhegningen. Ifølge skiltet kunne der være .... 6 tror jeg ... kanoner inde i bygningen. Nu fungerer den mere som museum. Der var ikke åbent.

Fårene er selvfølgelig hegnet ind med bl.a. elektrisk hegn, så det er om at finde lågerne ind til volden. Det kan være lidt vanskeligt, men der er en indgang ved artillerimagasinet. Ved Ejbybunkeren har krigskarlenes magasiner fået andre funktioner: De er blevet indrettet til fårestald. Og lugten er lidt karakteristisk og meget lokal her.

Ved den hemmelige Ejbybunker holder der får til i hvad der må have været et mandskabsrum. Nu bruger mæh-dyrene det som kantine.

Motiverne nærmest står i kø på denne strækning. En tur er formentlig ikke nok til at få et indtryk. Der er mindst tre stier: Høj, mellem og lav. Dernæst to sider af volden. Og museumsvæsnet er hele tiden i gang med at renovere de noget forfaldne bygninger.

 

Det forekommer mig at jeg engang har været inde bag denne tunnel. Nu er den spærret fordi der er byggearbejde. Der er adgang forbudt. Det skaber forventninger om nye oplevelser i fremtiden.

Som sagt. Min fod begyndte at gøre ondt efter at have nået at kunne se Roskildevejen i det fjerne, så jeg opgav at fortsætte på stierne. I stedet tog jeg hjemturen på den asfalterede cykelsti. Men den er såmænd heller ikke værst, især i strålende solskin.

I strålende solskin langs den asfalterede cykelsti. Fra syd mod nord. Volden er til venstre, Rødovre til højre.

Nu er vandrestøvlerne lagt på hylden til næste weekend. Efterårsferien er forbi. Svaret på det ikke-stillede spørgsmål om hvor langt jeg kan gå på 2 timer blev lidt over 12 kilometer. Med indlagte pauser, nydninger af udsigter, indtagelse af forfriskninger og læsning af forklarende noter. Ønsk mig god arbejdslyst!

 Og så slutter vi lige af med et efterårsbillede fra Kagsmosen.

Vestvolden mellem Kagsmosen og Jyllingevej

Samme år jeg blev født gravede Forsvaret ved Vestvolden. Det vidste vi ikke noget om. Faktisk var der ikke ret mange der vidste noget om det. Heller ikke i 1989, da Skov- og Naturstyrelsens udsendte sin folder om Vestvolden. Folderen har ellers meget detaljeret kort over strækningen fra Jyllingevej til Roskildevej. Men på den inderste side (den ind mod byen) og ned til Ejbybro er der ikke aftegnet noget. Stien ser ud til at slutte ved Jyllingevej. Det ser ud som om man skal gå over på den anden side af Vestvolden, og herefter først kan fortsætte efter Ejbybro.

Jyllingevej set fra nord mod syd fra Vestvolden. På den anden side af vejen ligger en skov, og også en sti! Men ikke ifølge kortet. Her skulle man nu krydse Vestvolden og fortsætte på den anden side. Men drejer man kameraet til venstre, vil man opdage at der er en ganske udmærket sti.

Jeg blev derfor boget overrasket over at der faktisk var en sti her, ganske udmærket endda, og den så ud som om at den var ret gammel. Jeg har ikke været i dette område i over ti år. Men før da cyklede jeg ofte langs Vestvolden her. Og lokalkendte vil naturligvis også have gættet at jeg - lidt tilfældigt - havde opdaget Ejbybunkeren. Københavns Luftforsvars hemmelige kommandocentral 1954-1971. Området forblev indtil 2005 Forsvarets. Hvorefter det blev overdraget Naturstyrelsen. Så kortet kunne naturligvis ikke vise bunkeren.

Her er den så, Ejbybunkeren. Idyllisk placeret mellem høje træer og fredeligt græssende får. Der kommer ingen vagter med forfærdede ansigter efter en. Højst en storsmilende museumskustode som forsøger at sælge billetter. For bunkeren er nemlig nu blevet en turistattraktion. Bl.a. under Golden Days.

Mens vi boede i København, arbejdede der folk her med store computere som blev brugt til hemmelig militær kommunikation. Uha, uha. Ifølge hjemmesiden "(vidste) selv de nærmeste naboer ikke, hvad foregik, og rygterne svirrende – om hemmelige underjordisk tunneller, skjulte atommissiler og en direkte telefonlinje til den amerikanske præsident!". Det er snart Halloween.

Indlægget her skulle ellers mest have omhandlet den knap 3 kilometer lange strækning på Vestvolden fra Kagsmosen til Jyllingevej. Stien på ydersiden væk fra byen kan anbefales løbere og vandrere. På indersiden er stierne ofte helt groet til hvis ikke man vælger at gå på den lidt kedelige asfalterede sti bag ved volden.

 

Her et skud tæt på Ejbybro fra ydersiden af Volden. Det er muligt at gå tæt på vandet på hyggelige skovstier.

Men det er muligt at gå langs vandet på begge sider. Og stierne er nogle af de smukkeste. Kun larmen fra vejene bryder illusionen om at gå dybt inde i en skov.

De er nået pænt langt med bassinet, som jeg skrev om tidligere. Hvad det hele skal være godt for - det er der vel nogen som tager hånd om. At grave et hul er i hvert fald helt klart ikke bare noget med at grave et hul.

På hjemturen gennem Kagsmosen kaster jeg også lige et blik på hvor langt de er nået med bassinet.

Utterslev Mose - Nordøst

Den nordøstlige del af Utterslev Mose, nord for Grønnemose Alle, ser ikke ud af ret meget andet end de fodboldbaner, man kan se fra vejen. Men det snyder lidt. Den nordlige halvdel er mose som alt andet i Utterslev Mose. Og så rummer den også en lille diskret overraskelse: Ved Dunhammervej er Søborghusrenden som forbinder mosen med Emdrup Sø.

Ved Dunhammervej starter Søborghusrenden fra Utterslev Mose mod Emdrup Sø.Fra Emdrup Sø løber vandet via underjordiske kanaler ind til Peblinge Sø - og i sidste ende ud i Øresund. Fotoet snyder selvfølgelig: Hvis man bare drejer kameralinsen lidt, vil man se huse, veje og anden civilisation. Billedet er taget under broen.

Den nærliggende Gentofte Rende var i tidernes morgen en bæk, Ellebæk. Den er den eneste bæk der ikke er blevet tørlagt eller lagt i rør i Gentofte Kommune. Mosen er ganske flot i denne ende, længst væk fra fodboldbanerne.

Mosen tager sig usædvanlig godt ud, især i solskin. Eller er det bare fordi man er ekstra påvirkelig af solen efter flere dages regn?

Der er mange måder at komme op i "højlandet" omkring veje med navne som Helleskrænten, Toppen og Kælkebakken. Men jeg tror de færreste er klar over at der også er et udsigtspunkt. Man skal kigge godt efter for at se den pæl som markerer trappen op til udkikspunktet. Skiltene er for længst helt udviskede, og der er helt overgroet.

Udkikspunktet er mig bekendt det eneste naturlige "højlandspunkt" hvorfra du har lov til at kravle op og nyde udsigten. Ellers er bakkedragene nord for Utterslev Mose alle privatejede. Bag mosen kan man lige ane Bellahøjhusene.

Men hvis du øjner en granitkantstenstrappe, så er du nok på rette vej. Det blev til lidt mere end en times march i dag, faktisk over 1½ time. Det blev også til en pæn tur på mere end 12 kilometer. Vandrestøvlerne får nu et par dages pause.

Tilføjet 19. oktober. Min 'research' på renden i det nordøstlige hjørne var galt husket. Men jeg har nu korrigeret fejltagelsen, og opdateret indlægget, så det skulle være korrekt. Ifølge folderen fra Bygge- og Teknikforvaltningen Vej & Park.

Harrestrup Å mellem Kagsmosen og Slotsherrensvej

Ved Kagsmosen forsvinder Harrestup Å inden under Vestvolden og bliver overdækket. Så dukker den op igen på den anden side af Vestvolden ved Tårnvej/Islevhusvej og løber sydpå mod Krogerupparken og Damhussøen. Der hvor den dukker op og danner kommunegrænsen mellem Rødovre og København er der vist nok en gammel kilde. Hvorfor man ikke har åbnet dette for publikum ved jeg ikke. På det første stykke er den gemt bag en ca. 2 meter høj bøgehæk og /eller trådhegn.

 Fra Tårnvej er der udsigt til der hvor åen kommer frem igen. Til venstre er der vist nok en kilde. Huset kunne tyde på det. Og bag ved den ca. 2 meter høje bøgehæk. De høje træer på selve kilden har tabt bladene.

Et lille stykke vej nede krydser stien åen. Men en å har nu engang 2 bredder, og det kan anbefales for løbere og fodgængere ikke at krydse, men følge den smalle og mudrede ca. 1 kilometer lange sti på venstre side af åen. Efter de seneste dages regnskyl er der temmelig smattet, så man er ikke generet af cyklister og løbere. Stien løber langs nogle privatboliger, men de er gemt godt af vejen af buskads og træer. På den anden side af åen ligner stien meget strækningen fra Kagsmosen til Vestforbrænding.

 Stien på venstre side af Harrestrup Å på denne strækning er rimelig utæmmet. Det er kun de faste hundeluftere, motionsløbere, vandrere og andre som bestemmer hvor den skal løbe. Buskadset ser også forholdvis uplejet ud, hvad det ikke gør den mindre charmerende. Men det drejer sig altså kun om godt og vel en kilometer.

Ca. halvvejs er der vist et af de talrige overløbssteder hvor kloakvandet løber ud efter kraftige regnskyl. Kloakvandet har konsekvenser langt borte, fx er det skyld i badeforbud ved Kalvebod Strand. Det er der nok ingen der tager notits af på denne råkolde formiddag, men der ser ud til at være rigeligt med kloakvand.

Ved Spangen er der et lille anlæg som godt kunne være et overløbssystem, dvs. et opsamlingssted for kloakvandet. Det løber så ud i Harrestrup Å, videre ned i Damhussøen for så endeligt at havne i Øresund.

På den anden side af Slotherrensvej starter så Krogerupparken. Men det er ikke målet i dag.

Regnvåd Mose

Ingen kan efter et kraftigt regnvejr være i tvivl om at Utterslev Mose vitterligt er en mose. Vandrestøvlerne nærmest klæber fast i mudderet hvis man bevæger sig uden for stierne. Selv på stierne sjapper det. Så regnvejr er et rigtig godt tidspunkt at opleve mosen som "mose". For den opmærksomme er det ikke overraskende et gul-brunt efterår (og det har intet med Krifa eller Dansk Folkeparti at gøre).

Det er ikke kameraet der er skyld i at farverne er lidt tågede. Det skyldes dels regnen, dels de lune og solfattige dage siden sommerferien.

Naturens regel er groft sagt at solfattige og lune dage giver disse farver, mens der skal frost og sol til at fremkalde de røde farver. Det har noget med biokemi at gøre. Og det passer ganske godt med hvordan bladene "falmer trindt om land". Hvis du skulle være så heldig at se nogle røde blade, så er der sikkert også en forklaring på den undtagelse.

Billedet viser sådan lidt i en nøddeskal Brønshøj: I forgrunden fodboldbaner ved mosen, bag dem trykker villakvarterne sig ind bag ved havernes træer, og helt bagest rejser Bellahøjhusene sig på Bellahøj og Annabjerg. Stemningen? Jo, den er jo rigtig grå. Grå himmel, smådrypperi, og noget diset. Det hele flyder nærmest i et.

Fra Utterslev mose har man også mulighed for på afstand at se Brønshøj og Husum. Forstadsbebyggelserne som vist nok var for Københavns befolkning i 1950'erne hvad Brøndby blev i 1970'erne. Med motionsbølgen er der imidlertid også sket noget i mosen. Stierne er blevet strømlinet til de utallige motionsløbere, hundeluftere mv. Og det seneste skud på stammen er værn om naturen!

Fugleobservationstårnet har to etager. Den øverste er ikke overdækket, og der er siddepladser til omkring 20 personer. Graffitimalere er også nået herud.

Jeg bemærker to nye tiltage: Der er blevet bygget fugleobservationstårne og oprettet et bilaug som har nogle bistader ret tæt på stierne: Utterslev Mose Bilaug. Fra tårnet er der udsigt over mosen, bl.a. til en lille kunstig ø (en yngleø?), som kommunen formentlig har anbragt der til glæde for beskuerne. Og til mosen i øvrigt.

Der er ingen bier at se, men det er sikkert også for koldt. Det er ikke så sært hvis du ikke har opdaget det før. Det blev stiftet i marts 2012. Et billede taget for 3½ måned siden viser hvordan der så ud.

Lauget har en side på Facebook, hvor der er mange nyere billeder som vidner om at der er gang i aktiviteterne i sommerperioden. Og om at de små kræ formerer sig.

Det er ironisk at dette et af Københavns mest idylliske steder er anlagt tæt på noget af det mest krigeriske man kan forestille sig: Det enorme voldanlæg med tilhørende forter og batterier. Og at det netop er disse militære anlæg som har sikret rekreative områder. Kanonerne er dog skiftet ud med overbegroede volde, hvor fugle på træk eller til overvintring kan finde masser af føde.

De saftige bær skal nok finde aftagere senere på året, når frosten og kulden sætter ind. Her skinner de stadig med regnen dryppende.

Man skal nok lade være med at spekulere på hvordan krigsfolket havde forestillet sig at kunne holde krudtet tørt i det ekstremt fugtige klima. Og så dybt nede under jordoverfladen. Men det havde de sikkert også råd for, de gamle krigskarle.

Bort set fra en Låsby Svendsen-type, der sikkert kunne udleje dem som luksuslejligheder, er der ikke meget attraktivt ved at krybe ned under jorden i de gamle krudtkamre, eller hvad de nu ellers blev brugt til.  Døren står pivåben. Måske er der en hjemløs eller andre som holder til dernede.

Det er i hvert fald nemt at forestille sig en stakkels fjende bevæge sig op ad volden. Selv uden frost og is er de smattede og glatte, og uden kraftige støvler kan man nemt havne i voldgraven.

Ejby Mose

Ejby Mose set fra det højeste punkt skulle være lidt af en oplevelse. I fredags gik jeg forkert, og så er der ikke så mange muligheder tilbage: Det må være bakken længst væk fra Vestforbrænding. Vejret er ellers ikke for godt. Det småregner. Men med vandringshat og vandringsponcho går det.

Så stille tager efterårslandskabet sig ud umiddelbart før Ejby Mose ved Harrestrup Å. Regnen siler stille ned. Men ingen vind rør sig. Og da det er søndag, er larmen fra vejene til at overse. Ejby Mose ligger lige over broen (til venstre).

Der går en meget stejl sti op fra stien til Harrestrup Å. Det nærmer sig jo bjergbestigning det her. Men udsigten skuffer ikke. Der er indhegninger til får, men der er ikke får lige for øjeblikket. En rasteplads peger hen til stedet hvor udsigten er, og den er ganske betagende. Bænken er lidt for våd og fedtet til at sidde på en morgen som denne. Der er en mere civiliseret græsrydning på den anden side af bakken.

Gennem regnen kan man sagtens få et indtryk af Ejby Mose fra bakkedraget. 

Så jeg kigger lidt på planchen neden for bakken igen. Den var kun delvist synligt i fredags da den var overiset. Her læser jeg så at man ved udgravningerne af mosen i 1970'erne fandt rester af store dammuslinger, op til 20 cm. Det var pokkers. Der er allerede travlt i mosen, løbere, hundeluftere og forældre ser ud til at bruge mosen som den fortjener.

 Vestforbrændings størrelse kan få en til at føle sig meget lille og magtesløs, så jeg håber at de har styr på det, derinde. Skønhed kan vel altid diskuteres. Men effektivt ser det ud. (Foto taget fra Harrestrup Å ved broen under Ballerup Boulevard).

På vej hjem går jeg en runde om Vestforbrænding. Tæt på er den ganske imponerende, for ikke at sige truende. Hvad skal man mene? Industribygninger kan have sin egen skønhed, men også virke skræmmende. Som dens pegefingrende fyrtårn står der og pøser hvid røg fra sig ser det hele nu ganske fredeligt ud. Og så er det vel alt andet lige mere 'lækkert' end fortidens lossepladser. Desuden er skorstenen et godt pejlemærke. Og sladrer om vindretningen.
 

 Vandringsmanden nyder udsigten fra Ejby Moses bakkedrag. Lidt regnvejr forhindrer ikke en rask tur.

Ejby Mose

Det har været frost. Græsset og planterne har rimfrost på denne årle morgen. Den klare luft får desværre også lyden fra morgenmyldretrafikken på Frederikssundsvej, Motorring 3, Ring 2, Ballerup Boulevard og hvad de ellers hedder til at gå klarere igennem. Men hvis man er i stand til at abstrahere fra den infernalske larm, ser det ganske idyllisk ud kun ganske få skridt fra Motorring 3.

Rimfrosten hænger stadig i græsset og planterne ved den lille Viemose Park, kun ca. 50 meter fra Motorring 3 på vej mod Harrestrup Å. Gad vide om bilisterne ved hvad de går glip af?

Jeg opdagede Ejby Mose på vej mod Smedebæk Bro sidste søndag, og det lød meget landligt. Turen er næsten lige så lang, så jeg har klog af skade medbragt noget smoothie. Selv om der ingen vind er, er det meget koldt "Så man må gå sig varm". Men tykkere handsker havde nok været at foretrække. Luften er ualmindelig frisk og  sammen med kulden, frister det til at gå rask derudaf. Overalt har mosekonerne gang i deres bryggen. Jeg spejder efter om der er elverpiger, men forgæves. Og det er for lyst til at lygtemændene tør vove sig ud.

Gad vide hvad det er mosekonerne brygger her ved Sømose Å og Vestforbrænding. Billedet yder slet ikke det helt betagende syn nogen retfærdighed.

Ejby Mose (den der ligger i Glostrup, ikke de andre på Fyn og andre steder) er nu ikke en naturlig mose. En planche på rastepladsen fortæller at før 1935 var her tørvemose, og den forsynede Ejby med så mange tørv at landsbyen var selvforsynende. Så begyndte folk at hælde affald i mosen, og 1935-1972 var den en decideret losseplads. Herefter (da Vestforbrænding blev bygget) udgravede man mosen ud som naturpark!

 Ejby Mose er nu en naturpark, og man bør unde sig selv den fornøjelse at abstrahere fra at tænke på at de mange bakker i områder faktisk er lavet af næsten 40 års husholdningsaffald og byggematerialer. For bakkelandskabet er ganske flot at se på.

Så hvad der er naturligt og kunstigt her, kan diskuteres. Fx er den store bakke skabt af husholdnings- og byggeaffald.Af planchen fremgår også at der ikke er overladt noget til tilfældighederne. Planterne er nøje overvåget så kun 'naturligt forekommende' moseplanter får lov til at gro her. Jeg kan se at der bl.a. bliver gjort en hel del for at fjerne bjørneklo, der ellers er meget udbredt langs Harrestrup Å.

Udsigten fra toppen af den bakke som ligger tættest på Vestforbrænding.

Planchen reklamerer med at der skulle være en ganske imponerende udsigt fra den højeste bakke i mosen. Jeg vælger en af dem, desværre den forkerte, for toppen er helt overbegroet med træer, og ingen udsigt. Til den ene side har man nærmest på fornemmelsen man står på en balkon på Vestforbrænding. Men gennem en sprække i bladdækket kan jeg dog ane mosen langt nede.

 En forfrossen hejre står ved siden af den befærdede sti. Den hummer sig kun nødigt, og flyver strategisk samme afstand bag ved mig. Jeg når desværre ikke at få et billede af den, da den flyver forbi i kun ganske få meters afstand.

Mosen har et ganske rigt dyreliv, og der ser også ud til at bo mennesker her. Der var dog ingen hjemme herunder.

 Der var ingen hjemme. Og jeg har ikke megen lyst til at vente på at beboeren kommer tilbage. Helt ærligt tror jeg heller ikke at vedkommende ønskede besøg.

Ejby Mose er så stor at det ikke kan lade sig gøre at udforske alle ender af den denne morgen, men det er afgjort et sted som jeg ikke har besøgt for sidste gang. Også et oplagt sted for kondiløbere, med det meget varierende terræn. Men der er dog ingen denne morgen. På vej hjem passerer jeg lige endnu engang det hul de er ved at grave ved Kagsmosen til at aflaste for ekstremregn.

 På udturen er det endnu så mørkt at de har tændt lys for at oplyse arbejdspladsen. På vej hjem er solen imidlertid stået højere op, og de flittige arbejdsfolk er i fuld gang.

I dag fredag er der endog arbejdere her. De er nået rigtig langt. Og de laver mystiske ting i bunden af hullet, som man vist skal være fagmand for at forstå hvad er for noget.

Smedebæk Bro

Jeg har gået og glædet mig til en tur til Smedebæk Bro. Ikke så meget for at se broen. Bevares, der er da hyggeligt, men fordi turen går langs den del af Harrestrup Å som ikke er tæmmet. Den har i hvert fald tilsyneladende fået lov til at løbe 'naturligt' og gro til. Hvis man da kan bruge ordet 'naturligt' om noget der ligger midt inde i en by. Der er mange planer om genopretning af åen. Men jeg kan nu ikke se at der er sket det store hvad angår selve åen. Og da slet ikke på den strækning som er tæt på Herlev.

Bag Vestforbrænding skifter stien side. Og fra broen er der et godt udsyn over selve åen. Her løber den mod Glostrup og Smedebæk Bro, med stien på venstre side.

Der er mere end 12 kilometer frem og tilbage. Min hidtil længste tur. Men vejret er godt. Solen skinner, og det er næsten ingen vind. Det er noget koldt, omkring 8 grader, men det gør ikke noget når først tempoet har fået kroppen varm.

 Udsigten til den anden side (Mod Rødovre) ser lidt mere civiliseret ud. Som det ses, er åen ikke tæmmet, ligesom efter broen i baggrunden. Og hvis du lukket højre øje, kan du abstrahere fra Vestforbrænding.

Bag Vestforbrænding venter belønningen så. Her begynder en strækning langs åen, som er meget smuk. Man kan stort set ikke høre vejene. Og hvis du måske føler trang til at lette benet, vil du måske opdage at du står midt i et slåenkrat.

Et atypisk udsnit af åen. Fra stierne langs åen er det faktisk ikke til at få øje på selve åen. Ofte er den skjult af tæt krat, træer og højt siv.

Fra broen over åen bag Vestforbrænding er der et godt indtryk af selve åen. For på stien langs åen kan man faktisk ikke rigtig se åen. Den er dækket af krat og vandplanter. På et stykke af vejen kan man høre haner kykliky'e. Fra tidligere ture ved jeg at det skyldes en hel by af hønsehuse. Jeg ved ikke rigtig noget om disse hønsehuse, men de har ligget der i al den tid vi har boet i Husum

Bare gå efter lyden. Den umiskendelig lyd fra haner kan høres kilometerlangt væk. Hønsehusene er meget kunstfærdige. Og de ligner lidt en kolonihaveby. Men nettene afslører at det ikke er mennesker, som bor her.

Der ligger (eller lå?) også nogle nedlagte frugtplantager tæt på Smedebæk Bro. Men så langt kan jeg godt mærke at benene ikke rækker i dag. Jeg vender rundt, og går samme vej tilbage.

Fliserne på stien langs den tæmmede del af Harrestrup Å har bl.a. forsøgt at lægge låg på denne svamp af ukendt herkomst og navn. Umiddelbart foran har menneskets bedste ven markeret sit territorium over for denne indtrængen på flisebelagt grund. Den ser nærmest helt forstenet ud, som den ligger der.

Den sidste kilometer hjem er tung. Jeg har vovet mig ud på alt for lang en tur. Alt i alt over 12 kilometer, og selve turen har vel taget lidt over 1½ time. Dvs. en snitfart på omkring 8 km/t. Jeg havde ellers højtideligt lovet ikke at presse mig selv. Men så skete det altså alligevel.

Mileparken og Skovlunde Bypark

Egentlig var det meningen at jeg ville tage Sømose Å nordpå, i stedet for sydpå som forgangne weekend. Men det har regnet hele natten, og jeg havde ikke regnbukser på. Tanken om at bane sig vej gennem meterhøjt vådt græs, fik mig til at tage Plan B i stedet for. Nemlig fortsætte ud af Mileparken til Skovlunde Bypark, som på Kraks kort er det pænt stort grønt område.

Det var egentlig hensigten at jeg ville prøve at forcere Sømose Ås venstre bred ud mod Sømosen, men i det fjerne skimtes meterhøjt vådt græs, og jeg vil ikke udsætte mit helbred for det.

Parken byder dog ikke på de store vandreoplevelser, med mindre man er til agility-øvelser op og ned af den samme bakke i en uendelighed. Udsigten er ikke engang noget særligt fra toppen af bakken. Den må vel betegnes som for hundeejere og småbørnsfamilier. Ikke nogen kritik af det, blot til advarsel for vandrefugle.

Her er udsigten fra højen i Skovlunde Bypark. Meget mere har parken ikke at byde på. Der er en lille sandkasse for børn og en pergola med et halvt tilplantet bed foran. Det er sikker helt fint for lokalbefolkningens hundeluftere og småbørnsfamilier - dem var der allerede mange af her en årle torsdag morgen.

Vejene derud er heller ikke særlig spændende. En af dem er Ballerup Boulevard som er et stort trafikinferno, en anden er Mileparken som på hverdage også er ret trafikeret.

Fortovet langs Ballerup Boulevard er helt overgroet med græs, og busken hænger langt ind over det. Det kan jeg egentlig godt forstå. Hvem pokker går dog tur her? I baggrunden Vestforbrænding. Vejen lagde navn til en udmærket forstadsfilm fra 1986.

Mileparken er værd et besøg, måske bedst i stilfærdige weekender. Vejnavnet har også givet navn til et stort industriområde med snesevis, hvis ikke hundrede små og mellemstore virksomheder. Hvis du googler Mileparken, vil du hurtigt opdage at der kommer side efter side med virksomheder. Kedeligt, ville nogen måske mene. Men tænk på at de industribygninger som er på Christianshavn og Holmen nu er nogle af Københavns mest prisbelønnede og dyreste boliger.

Her er en af de industribygninger som jeg godt kunne forestille mig om nogle årtier, måske århundreder kunne bruges til fx et plejehjem eller sidste stop for senildemente. Eller nogle penthouselejligheder til outrerede fremtidige yuppier. Hvem ved. Billedet er ikke fra i dag, men i søndags.

Mileparken kan ikke på samme måde hamle op med gigantbyggerier på Holmen. Men netop de små unikke kontor- og fabriksbygninger kunne måske engang ende som Holmen eller Christianshavn. Bygninger som for hundrede år siden jo også i arbejderlitteraturen er beskrevet som dystre og mørke. Det kan man ikke sige om Mileparken.

Her så et kik ned ad vejen Mileparken. På hverdage er der en del aktivitet når virksomhederne holder åbent. Hvis du ikke kan klare biltrafik, så kom i weekenderne. Da er kvarteret stort set mennesketomt.

Så skulle jeg måske også lige nævne at dette var debut for vandringshatten fra Spejdersport. Jeg fik et tilskud fra kollegerne i Solvang til mit 25 årsjubilæum på  biblioteket sidste mandag. Her poserer jeg på kontoret for Sune.

Vandringsmanden prøver her vandringshatten for første gang på kontoret. Det er Sune, som står for eviggørelsen.

Hatten viste allerede sit værd, eftersom den effektivt holdt briller og nakke fri for en ubehagelig byge. Der er lidt glad sydtysk tyrolerstemning over den, synes jeg. Selv om det er en amerikansk Stetson.