Manhattan (1): På jagt efter fortiden

Manhattan er en ø i USA, hvor der ligger en pænt stor by. Den ligger på højde med Rom. Og temperaturen i år er et par grader varmere end i København. Byen fylder nu hele øen. Men det har den ikke altid gjort. Ligesom København lå den i 1600-tallet bag en vold. Modsat Københavns vold skulle den imidlertid ikke beskytte den oprindelige befolkning (danskerne) mod fx svenskere, således som det skete under Københavns belejring 1658-1660 og Carlstad. Volden skulle beskytte hollændere mod den oprindelige befolkning, indianerne. De havde åbenbart ikke forstået at en hollænder havde købt hele øen af dem i 1626 for et latterligt beløb.

Wall Street skulle nogenlunde løbe der hvor der engang var en vold. Den indesluttede sydspidsen af Manhattan. Lidt ligesom voldene engang gjorde i København. Men mens volden stadig kan ses i København, er der intet tilbage andet end gadenavnet af hollændernes vold. Nu er stedet mere blevet synonym med verdens finanshovedkvarter, hvor bl.a. Deutsche Bank holder til.

Volden kunne holde indianerne ude, men ikke englænderne. De var mere effektive end svenskerne og erobrede byen i 1664. Derfor hedder byen i dag ikke Nieuw Amsterdam, men New York. Og af volden er der kun et gadenavn tilbage, Wall Street. Som vist nok løber nogenlunde hvor der engang var en vold, eller mur. Nieuw Amsterdam svarede i størrelse og befolkning nogenlunde til datidens København inden for voldene. I 1750 16.000 indbyggere.

På Manhattans sydspids ligger Battery Park, opkaldt efter batteriet Fort Clinton, der skulle forsvare byen mod englænderne. Det faldt aldrig for englænderne, men det gjorde det næsten helt op i vor tid. Man gik simpelt hen i gang med at rive det ned. Man nåede dog kun at fjerne taget, inden det blev reddet.

I små 100 år skete der ikke så meget med byen. Men så gik det stærkt efter at USA løsrev sig fra England 1774-1783. I 1820 var der 124.000 indbyggere. I 1811 var Manhattan allerede tegnet og tilrettelagt på tegnebrættet med 12 avenyer og 155 gader (Streets), selvom man kun var nået til 14. gade. I dag er der ikke meget andet end bykortet tilbage. Der er en lille snes officielle bygninger, et fort fra 1811 og nogle kirker. Og det er hvad man kan se af denne periodes New York.

Nogle af 1800-tallets mest imposante bygninger finder man besynderligt nok ikke på Manhatten, men på Staten island: Snug Harbour. Det drejer sig om et gods med snesevis af bygninger, opført 1833-1890, med et mylder af tilhørende specialhaver. Oprindeligt ment som et plejehjem for pensionerede søfolk. Det blev med nød og næppe fredet som Landmark i 1960erne, og senere erklæret for nationalt mindesmærke i 1965.

Mens helstaten gik i opløsning med krigen i 1864, gik det forrygende for New York, der hastigt nærmede sig 1 mio. indbyggere. Mange mener endda at åbningen af Brooklyn Bridge i 1883 markerer tidspunktet hvor Manhattan og ikke det daværende større Brooklyn overtog førertrøjen. 12 mio mennesker passerede gennem New York og Ellis Island 1892-1924. Det var de store skibes tid, tænk Titanic. Og over 100 havnemoler stak ud. Det ebbede langsomt ud indtil det var endeligt slut i 1950'erne. Havneområdet indledte et postindustrielt megaforfald så grundigt at der stort set intet er at se i dag, udover en håndfuld rustne skibe ved Pier 17, lidt syd for Brooklyn Bridge.

The 69th Street Transfer Bridge ligner noget der er løgn. Der er sågar mærker efter en ildspåsættelse. En metalplade konstaterer at anlægget nu er optaget i The National Register of Historic Places. Dette billede giver et indtryk af hvordan den så ud. I baggrunden er en befærdet highway.

Samme historie gentager sig for jernbanernes vedkommende. De mange tilrejsende skulle vestpå. Så kæmpestationer skød op, Penn Station (1904/10), The 69th Street Transfer Bridge (1911) og  Grand Central Station (1913). Penn Station blev revet ned i 1963. Kun ørnen har overlevet og befinder sig nu på Grand Central. 69th Street ligner idag en ruin. Det var planen at Grand Central skulle gå samme vej. En god ting kom der dog ud af det, nemlig Landmark Protection Law i 1965. Den forhindrede i 1978 at Grand Central blev nedrevet. Og i stedet ført tilbage til fortidens glans. Og hvilken glans!

Grand Centrals enorme centralhal. Til alle sider er der mindre haller, kiosker, butiksarkader, og selvfølgelig perronerne. De står i skærende kontrast til resten af Grand Central. De stinker af diesel og ligner Nørreport Station fra dengang den blev kaldt for "badeværelset". Togene ligner i øvrigt også noget fra dengang.

Ikke alle tog toget til Vesten. Ved århundredskiftet 1900 havde New York 3 mio. indbyggere. Og for at få plads til dem, begyndte man at bygge i højden. Fuller Building, eller Flat Iron-bygningen opført 1902 er den første, og synes lille i dag. For skyskaberne satte i de næste årtier den ene højderekord efter den anden, kulminerende med Empire State Building i 1931. Beliggenheden markerer også at 42. gade en overgang var ved at overtage Sydmanhattans rolle som centrum.

Fra dette sted kan man se begyndelsen og kulminationen af skyskraberperioden 1900-1930. Her er det Flat Iron, men drejer man sig ca. 90 grader til venstre, kan man se Empire State Building. På en eller anden måde har skyskraberne, der omgiver Flat Iron ikke formået at tiltrække sig opmærksomhed.

En række vigtige bygninger skød op i nærheden af 42. gade. Verdens stadig største supermarked Macy (1905), Met Life (1909), Chrysler Tower og New York Public Library (1911). Men byen havde fart på og var allerede på vej endnu længere nordpå. Times Tower (1904) kom til at være vartegn på det mange betragter som New Yorks centrum, Times Square. Og helt oppe ved Central Park The Plaza Hotel (1907). Resultatet er at ingen af stederne blev et egentligt city centrum.

Bryant Park bag ved New York Public Library er en meget kulturel park. Struktureret med plæne, bede, flotte cafeer og tunge jerngitre omkring. Der bliver sågar arrangeret fugleture i parken, se det grønne skilt på stien til venstre. Den har også en tyk folder som fortæller om alle de kulturelle arrangementer der foregår i sommerhalvåret. Til venstre uden for billedet ligger endvidere University of New York.

Denne lille odyssé for at finde Manhattans fortid har så endelig fundet nogle fysiske bygninger som kan vise hvordan Manhattan og New York så ud engang. Men de er altså ikke mere end 100 år gamle. Resten kan kun beses i fotoer og malerier. Fredningslovgivningen kom for sent. Riv-ned-og-byg-nyt og højt-filosofien er hvad der præger Manhatten. Det er dog som om Manhattan er faldet lidt til ro, og befolkningstilvæksten flyttet over East River til The Bronx, Queens og i mindre grad Brooklyn. Øen, dens indbyggere og miljøet betalte en meget høj pris i form af et ekstremt bymiljø. Overalt er New York ved at træde ind i endnu en ny epoke. Herom i næste afsnit.

 

I en af de få overlevende pakhuse ved New Yorks havn, Pier 17, er der nu indrettet et butikcenter, som vel repræsenterer den svulstige, pralende New York-kultur i fuldt flor: Overdrevet, masser af mad, glimmer og glans. Hvor andre steder finder man en gigantisk butik for julepynt? Dette er en af tre gange med formentlig 24 juletræer med hver sit tema. Jeg husker bla. træet med coca cola-julepynt. Kig selv efter hvad der er på disse.

Kampen for et bedre liv.

Vandringsmanden er taget på tur til Nørrebro og omegn. Gadestrukturen har ikke ændret sig synderligt i årtier, men bylivet i gader og huse har ændret sig radikalt. I 1897 opførte arbejderbevægelsen et forsamlingshus på Jagtvej 69. Men arbejderbevægelsen var ikke rigtig til forsamlingshuse fra 1970'erne. Huset forfaldt stille og roligt, og i 1982 blev det så besat. Nu blev huset kaldt for Ungeren, eller Ungdomshuset.

Der er et vældigt leben på Jagtvej i dag. Så det er lidt svært at se nummer 69, hvor det tidligere ungdomshus lå. Men fjernest i billedet på venstre side mangler der et hus i tandrækken, og der lå det nu nedrevne Ungdomshus.

I modsætning til forsamlingshusene gik det ganske godt for værtshuslivet på Nørrebro. Et af dem var "Det Gyldne Krus". Mange fra den tid har sikkert besøgt dette et af Københavns daværende få natværtshuse, hvor alverdens bærme samlede sig når værtshusene lukkede ved midnatstid. Nogle gange - og det var ikke sjældent - gik det ikke stille af. Det Gyldne Krus havde et blakket ry. Men de tider er forbi. Nu er der åbent i fuldt daglys. Der står Bodega på baldakinen med reklamer af øl fra Nørrebros Bryghus.

Kapel 1 var adressen for Det Gyldne Krus. Det er vist nok ikke så gammelt som det nærliggende Det Rene Glas, som til gengæld stadig eksisterer af navn. Bumlere fra de almindelige værtshuse kunne fortsætte til Det Gyldne Krus efter midnat, og når det lukkede, kunne de så fortsætte på Det Rene Glas som var et morgenværtshus.

I 2007 blev Ungdomshuset på Jagtvej 69 ryddet. Og det skulle på mærkværdig vis mærkes på Fritidshjemmet Guldsmeden, Guldbergsgade 26. Det ligger i en gammel bygning som jeg ikke umiddelbart kan finde ud af hvad oprindeligt har været brugt til. Men i 2007 blev det udsat for hærværk i forbindelse med en demonstration for Ungdomshuset på Jagtvej 69, der 2 dage tidligere var blevet ryddet ved en af de største politiaktioner i nyere tid. To skure nedbrændte til grunden.

Fritidshjemmet Guldsmeden på Guldbergsgade 26. En fin gammel bygning der sikkert ville gøre sig ved at blive byfornyet.

Området omkring den mosaiske kirkegård med træ-navne (elm, ask, poppel osv) var forfaldent slum engang. Og der lugtede endnu af kattepis i opgangene. Men siden er meget blevet restaureret. Haandværkerforeningen i København er en brancheforening oprettet 1840. Udover det, opførte den i anden halvdel af 1800-tallet en række byggerier på Nørrebro til understøttelse til gamle, værdige og trængende håndværkere og deres efterladte. En af disse bygninger blev opført i Møllegade i 1893-1895 og hedder Alderstrøst. Den fremstår i dag næsten som ny efter en byfornyelse 2003-2008 for 220 mio. kr.

Alderstrøst er en ganske imponerende bygning og fylder godt ud i Møllegade. Lige ved siden af Det Fri Gymnasium. Man må gå ud fra at det er godt håndværk.

I selvsamme år, 1893, blev de to første socialdemokrater nogensinde valgt til Københavns Borgerrepræsentation. En af dem havde det meget folkelig navn Jens Jensen. Han havde en baggrund en fagbevægelsen som formanden for det vi i dag kender som LO. Han blev 1903 finansborgmester, indtil han som den første socialdemokrat nogensinde blev valgt som overpræsident 1924-28. Det var ham der var en af initiativtagerne til Fælledparken. Og netop i Fælledparken finder vi i dag den nuværende socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen. Egentlig imponerende at vi i Danmark kan møde en så magtfuld og fremtrædende person uden sikkerhedsvagter stå her ved indgangen ved Rigshospitalet. Gad vide hvor mange hovedstæder der kan opvise samme scenarie. Og han stiller tilmed villigt op til fotografering da Vandringsmanden beder om at få et billede. Han smiler og ønsker velkommen.

Københavns overborgmester Frank Jensen stiller velvilligt op for Vandringsmandens kameralinse. Måske er han lidt ængstelig for hvad han nu skal ind til. Men det kan nu ikke ses ret meget. Han virker afslappet, smiler og byder velkommen.

Senere smiler han dog ikke mere. Og det er der heller ikke længere grund til. For der er et par stykker som ikke er begejstrede for at han skal holde tale ved det arrangement som han ellers sammen med Anette Villumsen (SF) og Johanne Smidt-Nielsen (EL) er inviteret som talere til af LO og FTF. Faktisk så forsøger de både visuelt med bannere og røgopsendelse, og auditivt med høje råb at forhindre at nogen som helst kan høre hvad Frank Jensen har på sinde. Man kan høre på ham at det påvirker ham. Personligt ville jeg være krøbet i det nærmeste musehul. Men Frank Jensen giver ikke ikke op. Selv om han sætter tempoet lidt for højt, og stemmen har en lettere sitren. Efterhånden får Frank Jensen dog igen kontrol over stemmen, falder til ro og gennemfører sit forehavende.

Her er selvsamme overborgmester kommet på storskærmen. Fra denne position er han skjult bag det blå banner. Lydstyrken er skruet tilpas højt op så talen går klart igennem, og overdøver støjsenderne oppe ved scenen. Måske af selvsamme grund bliver der så arrangeret røgudvikling. Ingen kommer dog noget til skade.

Klapsalverne er måske ikke taktfaste og lange. Men min fornemmelse er at langt hovedparten af tilskuerne giver en hånd med. I hvert fald på det sted hvor jeg står. Enhedslistens Johanne kan jeg ikke se om klapper. Men det første hun gør da hun får ordet er at gøre det klart, at det ikke ligner noget at forhindre en af talerne i at komme til orde. Det bliver der klappet af. Kort derefter, i et meget mindre telt, bliver der til gengæld klappet af en anden taler. Taktfast. Det sker da formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen giver sin analyse af den afsluttede lockout, og med ængstelse omtaler de kræfter som KL og Finansministeriet har sluppet løs. Mon sejrherrerne egentlig er klar over hvilke kræfter det er, spørger han. Det svar får vandre i vinden.

Ledøje-Smørum - og lidt om bønder og svenskere

Målet for dagens vandring er de to oldtidsgamle landsbyer Smørumovre og Ledøje. De ligger i gåafstand fra Kildedal s-togsstation. Området har været beboet siden oldtiden, og det vrimler med oldtidshøje og -grave i området. En af de mere imponerende er Kong Svends Høj. Udover at være ret stor er der også en meget fin udsigt over hele området.

Just stået af på Kildedal station, får jeg øje på OY 9428 X-Air Hawk. Ejet af flyveklubben Albatros. Den ligger ved Kildedalsvej i Måløv. Flyet er ifølge klubbens hjemmeside bygget i Indien i 2005 og flyver ca. 140 km/t. Det går da også rigeligt med tid til at indstille linser og trykke af når det er nærmest. Med skyerne i baggrunden, tja ... flot.

På vej mod Smørumovre kan man på afstand se bl. se Baunehøj og Ørkenhøj, to gamle oldtidshøje, som ligger ved Kirkevangen. Landskabet er meget kuperet, mest marker og engarealer afbrudt af nogle klatter træer hist og pist. Fra Kong Svends Høj fører der en gang- og cykelsti sydpå mod Smørumovre og Ledøje, og der er for alvor kommet fuglesang for oven. I det hele taget er der få naturstier for fodgængere. Adgang forbudte-skilte pryder vejene. Men der er til gengæld gode cykelstier som i dagens anledning må lægge asfalt til vandrestøvlerne.

Et typisk billede fra området: Meget kuperet. Til venstre kan man lige ane Smørumovre kirke rage op ved træet og resten af Smørumovre ligger så til højre for. En anelse til højre for billedets midte kan man se den ene af de to oldtidshøje. Der hvor der er to små træer. De står på toppen.

Jeg støder bl.a. på et fasanpar ved Råbroholm, et ynglende svanepar i Ammetofte Mose og et føl ved Ledøjegård. Der er sikkert andre forårsaktiviteter som jeg ikke lige lagde mærke til.

Gårdene ligger tæt og mange i Smørumovre. Her har jeg dog foreviget de mindre huse i byen. Gårde har jeg efterhånden vist en del af, og selv om de faktisk er ret forskellige, så skal der også være plads til de mindre huse.

Navnet Smørum er man lidt i tvivl om hvad betyder. Um er man ret sikker på kommer fra Hem, altså hjem. Men betyder smør et gammelt ritualsted hvor man smurte sig ind, betyder det at man her producerede smør eller hentyder det bare til noget fedtet og fugtigt, som fx Smørmosen? Vi ved det tilsyneladende ikke, og det kan vel egentlig også være lidt lige meget, når nu den er hyggelig nok.

Oprindeligt en skole, bygget i 1860. Nu huser den lokalhistoriske aktiviteter, arkiv mv. Uret midt på facaden går stadig, og viser rigtigt. Under uret er en mindetavle, opsat af beboere i Smørumovre i taknemmelighed over for Tutein af Edelgave. Sammenligner man med gårdene omkring, så har det været en ganske anselig bygning dengang.

Der er også forskellige forklaringer på hvorfor det hedder Smørumovre og Smørumnedre. En af forklaringerne er at -ovre ligger højere end -nedre. Og den forklaring køber jeg, i hvert fald kigger Smørumovre ned på Smørumnedre. Gårdene ligger i en lind strøm omkring gadekæret og de gamle bygader.  Ved gadekæret ligger der endvidere en skole fra 1860 som er skænket af Vilhelm Frederik Tutein. Han var søn af en storkøbmand som i 1805 havde erhvervet godset Edelgave. Grunden til formuen var bla. handel med slaver, sukker, krydderier og andet fra de oversøiske kolonier. Det er nu ikke slaverne som beboerne takker, men Tutein, på den indmurede mindesten under uret. Hvad vidste bønder om agurkesalat dengang? Skolen var skole 1860-1959. Herefter fungerede den som rådhus for sognerådet 1960-1981. Nu er der forskellige lokalhistoriske aktiviteter.

Ammetofte Mose. Taget omtrent på det sted, hvor firmaet Lauritz Knudsen fik gravet så mange tørv, at vejen skred ud i tørvemosen. Nu vogter mutter svane fredeligt på sine æg. Og mon ikke det er fatter svane som bevogter sin mage?

Ammetofte Mose er lidt speciel som tørvemose. Den blev brugt under krigen af især Laurits-Knudsen, senere LK-Nes til at grave tørv. Og så meget at 50 meter af vejen simpelthen i 1941 skrev ud i mosen. Så stor var den begivenhed at den kom i avisen, så det er ganske vist. Det var toppen af Ammetoftebakken der måtte levere jord til at udbedre vejen.

Umiddelbart før Ledøje et lidt utraditionelt syn: Jordbærgården tilbyder forskellige ting såsom chokolade, udskænkning, osv. Jeg har set gårdbutikker andre steder, men denne er den eneste så tæt på København. Den er nu ikke åben om torsdagen, så jeg må fortsætte.

Uden for Smørum på vej mod Ledøje leder jeg efter Svenskestenen. En uanselig sten som dækker over dunkle og dramatiske begivenheder i vores fortid. Men der er et kæmpe byggeprojekt igang i området. En rundkørsel tror jeg det ligner. Så jeg opgiver at lede efter stenen. Begivenheden er imidlertid værd at nævne. Baggrunden er svenskernes belejring af København, august 1658 til juli 1660. Se tidligere indslag om Carlstad på Vandringsløse Tidende. I dette nu så fredeligt udseende område fandt der i vinteren 1659 en forfærdelig massakre sted mod nogle svenske krigskarle.

Gård umiddelbart uden for Ledøje. Der er så idyllisk på landet. Vist nok. Der er en rideskole, og såmænd også et lille føl. Det er bare ikke så meget for at blive fotograferet, og det respekterer jeg naturligvis.

Helt uforskyldt var det ikke. Svenskerne opbyggede Carlstadt af allerede forhåndenværende byggemateriale. Det gik også, og måske også i særlig hård grad, ud over datidens Smørumnedre- og Ledøje-bønder. I de næsten 2 år belejringen fandt sted, må de svenske krigskarle havde kedet sig gevaldigt, eller også havde de ganske enkelt ingen andre muligheder for at skaffe sig mad, tøj og forplejning og lidt på den dumme. Gårdafbrændinger, vold, voldtægt, plyndringer hørte til dagens orden. De gik på rov i baglandet helt ud til Ledøje-Smørum. Bønderne havde ikke magt som de havde agt.

I vinteren, formentlig december 1659 hærgede en flok svenskere igen. Nu blev det bønderne for meget. De slog sig sammen, og en nat hvor svenskerne havde drukket sig fra sans og samling, angreb de med forhåndenværende landbrugsredskaber. De slog hele banden ihjel. Det ved man fordi man i 1912 fandt en 3 x 1,5 meter stor grav med 10 lig, sønderhuggede og knuste af hakker, økser og lignende. Uden en trevl på kroppen. Kan vi bebrejde bønderne at de tog lidt tilbage af hvad svenskerne havde røvet fra dem? I Kurosawas verdensberømte film De Syv Samuraier husker jeg stadig Mifunes Kikuchiyo forklare de harmfulde samuraier om hvorfor bønderne skjuler rustninger af dræbte samuraier. Japan-Smørum. Der er en forbindelse!

I Ledøje snor den gamle bygade sig imellem gårdene. Og der er ganske mange af dem. Jeg har indtryk af at der er langt flere end i Smørumovre. Nu mangler vi bare gårdskarlen med store træskostøvler som driver brølende køer igennem, mens gæssene forskræmt flygter ind på gårdspladserne. Men ikke engang lugten er der. Der dufter frisk og rent af klinisk dansk forår.

Ledøje betyder slet ikke det som vi i dag forstår ved de to ord led og øje. Det kommer af de gamle danske ord leth og høfthi som betyder hhv vej og hoved, eller fremspring. Og det giver også mere mening, fremspringet ved vejen. Landsbyen har Danmarks eneste højhuskirke: Den er bygget i to etager. Den er der imidlertid rigeligt af på internettet i forvejen. Kirker interesserer mig ikke så meget. Det gælder også denne kirke, to etager eller ej.

"Smedens Hus" står der på denne lysegrønne idyl ved gadekæret i Ledøje. Vasketøjet flaprer dovent i forårsvinden. Men der lyder ikke taktfaste slag på ambolten. Så smeden er nok væk.

De to landsbyer er begge værd at besøge hvis man gerne vil have et indtryk af bondegårdsarkitektur for hundrede(r) af år tilbage. Landsbyernes vejsystem kan man også fantasere sig til. De krogede og snoede småveje. Måske vinder Ledøje en anelse på at have langt flere bygninger. Selvfølgelig er landbruget en saga blot, forstået som det landbrug, gårdene blev bygget til. Nu er det hele stordrift. Og bøndernes gårde bliver brugt til alt muligt andet: Beboelse, kommunale institutioner, små håndværksfirmaer, rideskoler, golfklubber, spejderhytter osv. Og markerne er for en stor dels vedkommende også lavet om til rideskoler, golfbaner og andet.

Ledøje-Smørum Lokalarkiv.
Egedal Leksikon. En noget besværlig, men mere informativ indgang til Egedal.