Manhattan er en ø i USA, hvor der ligger en pænt stor by. Den ligger på højde med Rom. Og temperaturen i år er et par grader varmere end i København. Byen fylder nu hele øen. Men det har den ikke altid gjort. Ligesom København lå den i 1600-tallet bag en vold. Modsat Københavns vold skulle den imidlertid ikke beskytte den oprindelige befolkning (danskerne) mod fx svenskere, således som det skete under Københavns belejring 1658-1660 og Carlstad. Volden skulle beskytte hollændere mod den oprindelige befolkning, indianerne. De havde åbenbart ikke forstået at en hollænder havde købt hele øen af dem i 1626 for et latterligt beløb.
Wall Street skulle nogenlunde løbe der hvor der engang var en vold. Den indesluttede sydspidsen af Manhattan. Lidt ligesom voldene engang gjorde i København. Men mens volden stadig kan ses i København, er der intet tilbage andet end gadenavnet af hollændernes vold. Nu er stedet mere blevet synonym med verdens finanshovedkvarter, hvor bl.a. Deutsche Bank holder til.
Volden kunne holde indianerne ude, men ikke englænderne. De var mere effektive end svenskerne og erobrede byen i 1664. Derfor hedder byen i dag ikke Nieuw Amsterdam, men New York. Og af volden er der kun et gadenavn tilbage, Wall Street. Som vist nok løber nogenlunde hvor der engang var en vold, eller mur. Nieuw Amsterdam svarede i størrelse og befolkning nogenlunde til datidens København inden for voldene. I 1750 16.000 indbyggere.
På Manhattans sydspids ligger Battery Park, opkaldt efter batteriet Fort Clinton, der skulle forsvare byen mod englænderne. Det faldt aldrig for englænderne, men det gjorde det næsten helt op i vor tid. Man gik simpelt hen i gang med at rive det ned. Man nåede dog kun at fjerne taget, inden det blev reddet.
I små 100 år skete der ikke så meget med byen. Men så gik det stærkt efter at USA løsrev sig fra England 1774-1783. I 1820 var der 124.000 indbyggere. I 1811 var Manhattan allerede tegnet og tilrettelagt på tegnebrættet med 12 avenyer og 155 gader (Streets), selvom man kun var nået til 14. gade. I dag er der ikke meget andet end bykortet tilbage. Der er en lille snes officielle bygninger, et fort fra 1811 og nogle kirker. Og det er hvad man kan se af denne periodes New York.
Nogle af 1800-tallets mest imposante bygninger finder man besynderligt nok ikke på Manhatten, men på Staten island: Snug Harbour. Det drejer sig om et gods med snesevis af bygninger, opført 1833-1890, med et mylder af tilhørende specialhaver. Oprindeligt ment som et plejehjem for pensionerede søfolk. Det blev med nød og næppe fredet som Landmark i 1960erne, og senere erklæret for nationalt mindesmærke i 1965.
Mens helstaten gik i opløsning med krigen i 1864, gik det forrygende for New York, der hastigt nærmede sig 1 mio. indbyggere. Mange mener endda at åbningen af Brooklyn Bridge i 1883 markerer tidspunktet hvor Manhattan og ikke det daværende større Brooklyn overtog førertrøjen. 12 mio mennesker passerede gennem New York og Ellis Island 1892-1924. Det var de store skibes tid, tænk Titanic. Og over 100 havnemoler stak ud. Det ebbede langsomt ud indtil det var endeligt slut i 1950'erne. Havneområdet indledte et postindustrielt megaforfald så grundigt at der stort set intet er at se i dag, udover en håndfuld rustne skibe ved Pier 17, lidt syd for Brooklyn Bridge.
The 69th Street Transfer Bridge ligner noget der er løgn. Der er sågar mærker efter en ildspåsættelse. En metalplade konstaterer at anlægget nu er optaget i The National Register of Historic Places. Dette billede giver et indtryk af hvordan den så ud. I baggrunden er en befærdet highway.
Samme historie gentager sig for jernbanernes vedkommende. De mange tilrejsende skulle vestpå. Så kæmpestationer skød op, Penn Station (1904/10), The 69th Street Transfer Bridge (1911) og Grand Central Station (1913). Penn Station blev revet ned i 1963. Kun ørnen har overlevet og befinder sig nu på Grand Central. 69th Street ligner idag en ruin. Det var planen at Grand Central skulle gå samme vej. En god ting kom der dog ud af det, nemlig Landmark Protection Law i 1965. Den forhindrede i 1978 at Grand Central blev nedrevet. Og i stedet ført tilbage til fortidens glans. Og hvilken glans!
Grand Centrals enorme centralhal. Til alle sider er der mindre haller, kiosker, butiksarkader, og selvfølgelig perronerne. De står i skærende kontrast til resten af Grand Central. De stinker af diesel og ligner Nørreport Station fra dengang den blev kaldt for "badeværelset". Togene ligner i øvrigt også noget fra dengang.
Ikke alle tog toget til Vesten. Ved århundredskiftet 1900 havde New York 3 mio. indbyggere. Og for at få plads til dem, begyndte man at bygge i højden. Fuller Building, eller Flat Iron-bygningen opført 1902 er den første, og synes lille i dag. For skyskaberne satte i de næste årtier den ene højderekord efter den anden, kulminerende med Empire State Building i 1931. Beliggenheden markerer også at 42. gade en overgang var ved at overtage Sydmanhattans rolle som centrum.
Fra dette sted kan man se begyndelsen og kulminationen af skyskraberperioden 1900-1930. Her er det Flat Iron, men drejer man sig ca. 90 grader til venstre, kan man se Empire State Building. På en eller anden måde har skyskraberne, der omgiver Flat Iron ikke formået at tiltrække sig opmærksomhed.
En række vigtige bygninger skød op i nærheden af 42. gade. Verdens stadig største supermarked Macy (1905), Met Life (1909), Chrysler Tower og New York Public Library (1911). Men byen havde fart på og var allerede på vej endnu længere nordpå. Times Tower (1904) kom til at være vartegn på det mange betragter som New Yorks centrum, Times Square. Og helt oppe ved Central Park The Plaza Hotel (1907). Resultatet er at ingen af stederne blev et egentligt city centrum.
Bryant Park bag ved New York Public Library er en meget kulturel park. Struktureret med plæne, bede, flotte cafeer og tunge jerngitre omkring. Der bliver sågar arrangeret fugleture i parken, se det grønne skilt på stien til venstre. Den har også en tyk folder som fortæller om alle de kulturelle arrangementer der foregår i sommerhalvåret. Til venstre uden for billedet ligger endvidere University of New York.
Denne lille odyssé for at finde Manhattans fortid har så endelig fundet nogle fysiske bygninger som kan vise hvordan Manhattan og New York så ud engang. Men de er altså ikke mere end 100 år gamle. Resten kan kun beses i fotoer og malerier. Fredningslovgivningen kom for sent. Riv-ned-og-byg-nyt og højt-filosofien er hvad der præger Manhatten. Det er dog som om Manhattan er faldet lidt til ro, og befolkningstilvæksten flyttet over East River til The Bronx, Queens og i mindre grad Brooklyn. Øen, dens indbyggere og miljøet betalte en meget høj pris i form af et ekstremt bymiljø. Overalt er New York ved at træde ind i endnu en ny epoke. Herom i næste afsnit.
Volden kunne holde indianerne ude, men ikke englænderne. De var mere effektive end svenskerne og erobrede byen i 1664. Derfor hedder byen i dag ikke Nieuw Amsterdam, men New York. Og af volden er der kun et gadenavn tilbage, Wall Street. Som vist nok løber nogenlunde hvor der engang var en vold, eller mur. Nieuw Amsterdam svarede i størrelse og befolkning nogenlunde til datidens København inden for voldene. I 1750 16.000 indbyggere.
I små 100 år skete der ikke så meget med byen. Men så gik det stærkt efter at USA løsrev sig fra England 1774-1783. I 1820 var der 124.000 indbyggere. I 1811 var Manhattan allerede tegnet og tilrettelagt på tegnebrættet med 12 avenyer og 155 gader (Streets), selvom man kun var nået til 14. gade. I dag er der ikke meget andet end bykortet tilbage. Der er en lille snes officielle bygninger, et fort fra 1811 og nogle kirker. Og det er hvad man kan se af denne periodes New York.
Mens helstaten gik i opløsning med krigen i 1864, gik det forrygende for New York, der hastigt nærmede sig 1 mio. indbyggere. Mange mener endda at åbningen af Brooklyn Bridge i 1883 markerer tidspunktet hvor Manhattan og ikke det daværende større Brooklyn overtog førertrøjen. 12 mio mennesker passerede gennem New York og Ellis Island 1892-1924. Det var de store skibes tid, tænk Titanic. Og over 100 havnemoler stak ud. Det ebbede langsomt ud indtil det var endeligt slut i 1950'erne. Havneområdet indledte et postindustrielt megaforfald så grundigt at der stort set intet er at se i dag, udover en håndfuld rustne skibe ved Pier 17, lidt syd for Brooklyn Bridge.
Samme historie gentager sig for jernbanernes vedkommende. De mange tilrejsende skulle vestpå. Så kæmpestationer skød op, Penn Station (1904/10), The 69th Street Transfer Bridge (1911) og Grand Central Station (1913). Penn Station blev revet ned i 1963. Kun ørnen har overlevet og befinder sig nu på Grand Central. 69th Street ligner idag en ruin. Det var planen at Grand Central skulle gå samme vej. En god ting kom der dog ud af det, nemlig Landmark Protection Law i 1965. Den forhindrede i 1978 at Grand Central blev nedrevet. Og i stedet ført tilbage til fortidens glans. Og hvilken glans!
Ikke alle tog toget til Vesten. Ved århundredskiftet 1900 havde New York 3 mio. indbyggere. Og for at få plads til dem, begyndte man at bygge i højden. Fuller Building, eller Flat Iron-bygningen opført 1902 er den første, og synes lille i dag. For skyskaberne satte i de næste årtier den ene højderekord efter den anden, kulminerende med Empire State Building i 1931. Beliggenheden markerer også at 42. gade en overgang var ved at overtage Sydmanhattans rolle som centrum.
En række vigtige bygninger skød op i nærheden af 42. gade. Verdens stadig største supermarked Macy (1905), Met Life (1909), Chrysler Tower og New York Public Library (1911). Men byen havde fart på og var allerede på vej endnu længere nordpå. Times Tower (1904) kom til at være vartegn på det mange betragter som New Yorks centrum, Times Square. Og helt oppe ved Central Park The Plaza Hotel (1907). Resultatet er at ingen af stederne blev et egentligt city centrum.
Denne lille odyssé for at finde Manhattans fortid har så endelig fundet nogle fysiske bygninger som kan vise hvordan Manhattan og New York så ud engang. Men de er altså ikke mere end 100 år gamle. Resten kan kun beses i fotoer og malerier. Fredningslovgivningen kom for sent. Riv-ned-og-byg-nyt og højt-filosofien er hvad der præger Manhatten. Det er dog som om Manhattan er faldet lidt til ro, og befolkningstilvæksten flyttet over East River til The Bronx, Queens og i mindre grad Brooklyn. Øen, dens indbyggere og miljøet betalte en meget høj pris i form af et ekstremt bymiljø. Overalt er New York ved at træde ind i endnu en ny epoke. Herom i næste afsnit.
I en af de få overlevende pakhuse ved New Yorks havn, Pier 17, er der nu indrettet et butikcenter, som vel repræsenterer den svulstige, pralende New York-kultur i fuldt flor: Overdrevet, masser af mad, glimmer og glans. Hvor andre steder finder man en gigantisk butik for julepynt? Dette er en af tre gange med formentlig 24 juletræer med hver sit tema. Jeg husker bla. træet med coca cola-julepynt. Kig selv efter hvad der er på disse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar