Kampen for et bedre liv.

Vandringsmanden er taget på tur til Nørrebro og omegn. Gadestrukturen har ikke ændret sig synderligt i årtier, men bylivet i gader og huse har ændret sig radikalt. I 1897 opførte arbejderbevægelsen et forsamlingshus på Jagtvej 69. Men arbejderbevægelsen var ikke rigtig til forsamlingshuse fra 1970'erne. Huset forfaldt stille og roligt, og i 1982 blev det så besat. Nu blev huset kaldt for Ungeren, eller Ungdomshuset.

Der er et vældigt leben på Jagtvej i dag. Så det er lidt svært at se nummer 69, hvor det tidligere ungdomshus lå. Men fjernest i billedet på venstre side mangler der et hus i tandrækken, og der lå det nu nedrevne Ungdomshus.

I modsætning til forsamlingshusene gik det ganske godt for værtshuslivet på Nørrebro. Et af dem var "Det Gyldne Krus". Mange fra den tid har sikkert besøgt dette et af Københavns daværende få natværtshuse, hvor alverdens bærme samlede sig når værtshusene lukkede ved midnatstid. Nogle gange - og det var ikke sjældent - gik det ikke stille af. Det Gyldne Krus havde et blakket ry. Men de tider er forbi. Nu er der åbent i fuldt daglys. Der står Bodega på baldakinen med reklamer af øl fra Nørrebros Bryghus.

Kapel 1 var adressen for Det Gyldne Krus. Det er vist nok ikke så gammelt som det nærliggende Det Rene Glas, som til gengæld stadig eksisterer af navn. Bumlere fra de almindelige værtshuse kunne fortsætte til Det Gyldne Krus efter midnat, og når det lukkede, kunne de så fortsætte på Det Rene Glas som var et morgenværtshus.

I 2007 blev Ungdomshuset på Jagtvej 69 ryddet. Og det skulle på mærkværdig vis mærkes på Fritidshjemmet Guldsmeden, Guldbergsgade 26. Det ligger i en gammel bygning som jeg ikke umiddelbart kan finde ud af hvad oprindeligt har været brugt til. Men i 2007 blev det udsat for hærværk i forbindelse med en demonstration for Ungdomshuset på Jagtvej 69, der 2 dage tidligere var blevet ryddet ved en af de største politiaktioner i nyere tid. To skure nedbrændte til grunden.

Fritidshjemmet Guldsmeden på Guldbergsgade 26. En fin gammel bygning der sikkert ville gøre sig ved at blive byfornyet.

Området omkring den mosaiske kirkegård med træ-navne (elm, ask, poppel osv) var forfaldent slum engang. Og der lugtede endnu af kattepis i opgangene. Men siden er meget blevet restaureret. Haandværkerforeningen i København er en brancheforening oprettet 1840. Udover det, opførte den i anden halvdel af 1800-tallet en række byggerier på Nørrebro til understøttelse til gamle, værdige og trængende håndværkere og deres efterladte. En af disse bygninger blev opført i Møllegade i 1893-1895 og hedder Alderstrøst. Den fremstår i dag næsten som ny efter en byfornyelse 2003-2008 for 220 mio. kr.

Alderstrøst er en ganske imponerende bygning og fylder godt ud i Møllegade. Lige ved siden af Det Fri Gymnasium. Man må gå ud fra at det er godt håndværk.

I selvsamme år, 1893, blev de to første socialdemokrater nogensinde valgt til Københavns Borgerrepræsentation. En af dem havde det meget folkelig navn Jens Jensen. Han havde en baggrund en fagbevægelsen som formanden for det vi i dag kender som LO. Han blev 1903 finansborgmester, indtil han som den første socialdemokrat nogensinde blev valgt som overpræsident 1924-28. Det var ham der var en af initiativtagerne til Fælledparken. Og netop i Fælledparken finder vi i dag den nuværende socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen. Egentlig imponerende at vi i Danmark kan møde en så magtfuld og fremtrædende person uden sikkerhedsvagter stå her ved indgangen ved Rigshospitalet. Gad vide hvor mange hovedstæder der kan opvise samme scenarie. Og han stiller tilmed villigt op til fotografering da Vandringsmanden beder om at få et billede. Han smiler og ønsker velkommen.

Københavns overborgmester Frank Jensen stiller velvilligt op for Vandringsmandens kameralinse. Måske er han lidt ængstelig for hvad han nu skal ind til. Men det kan nu ikke ses ret meget. Han virker afslappet, smiler og byder velkommen.

Senere smiler han dog ikke mere. Og det er der heller ikke længere grund til. For der er et par stykker som ikke er begejstrede for at han skal holde tale ved det arrangement som han ellers sammen med Anette Villumsen (SF) og Johanne Smidt-Nielsen (EL) er inviteret som talere til af LO og FTF. Faktisk så forsøger de både visuelt med bannere og røgopsendelse, og auditivt med høje råb at forhindre at nogen som helst kan høre hvad Frank Jensen har på sinde. Man kan høre på ham at det påvirker ham. Personligt ville jeg være krøbet i det nærmeste musehul. Men Frank Jensen giver ikke ikke op. Selv om han sætter tempoet lidt for højt, og stemmen har en lettere sitren. Efterhånden får Frank Jensen dog igen kontrol over stemmen, falder til ro og gennemfører sit forehavende.

Her er selvsamme overborgmester kommet på storskærmen. Fra denne position er han skjult bag det blå banner. Lydstyrken er skruet tilpas højt op så talen går klart igennem, og overdøver støjsenderne oppe ved scenen. Måske af selvsamme grund bliver der så arrangeret røgudvikling. Ingen kommer dog noget til skade.

Klapsalverne er måske ikke taktfaste og lange. Men min fornemmelse er at langt hovedparten af tilskuerne giver en hånd med. I hvert fald på det sted hvor jeg står. Enhedslistens Johanne kan jeg ikke se om klapper. Men det første hun gør da hun får ordet er at gøre det klart, at det ikke ligner noget at forhindre en af talerne i at komme til orde. Det bliver der klappet af. Kort derefter, i et meget mindre telt, bliver der til gengæld klappet af en anden taler. Taktfast. Det sker da formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen giver sin analyse af den afsluttede lockout, og med ængstelse omtaler de kræfter som KL og Finansministeriet har sluppet løs. Mon sejrherrerne egentlig er klar over hvilke kræfter det er, spørger han. Det svar får vandre i vinden.