Saltrup-Esrum-Fredensborg

Østen om Esrum Sø. En ikke altid lige behagelig vandretur med højdepunkter omkring Esrum Kloster (kulturelt) og Esrum Sø nordøst. Og lavpunkter på stærkt trafikkerede landeveje. 

I udforskningen af det sjællandske er jeg nået til områder som ikke lige er det mest oplevelsesrige vandreterræn. Jeg har tidligere været i området, den 1. juli 2018 på ruten Nødebo-Græsted (som også omfattede Esrum Kloster), og den 10. april 2019 fra Saltrup Station til Hillerød. Begge på vestsiden af Esrum Sø. Denne gang gik turen så til østsiden af søen, med et gensyn af klosteret. 

Saltrup er en af de stationer på Hillerød-Gillelejebanen som man skal trykke på for at toget standser. Der var ikke mange mennesker i toget, så da en interviewperson fra Epinion steg på toget kunne jeg næsten forudse at jeg ville blive valgt. Hvilket også skete på turen gennem Gribskov. Internettet faldt ud i lange perioder gennem skoven, så interviewet tog ret langt tid (man svarer på nogle spørgsmål om præcis denne tur). I sidste øjeblik fik jeg dog trykket for stop. Hvilket ikke havde været nødvendigt, da der var to andre der skulle af. 

Et kik gennem Saltrup. 

Den nu nedrevne station var fra 1880, og personalet skulle udover at betjene stationen tage sig af godsvogne fra det nærliggende Gammelvang Brændeplads sidespor, i hvert fald indtil  omkring 1910, da godsmængden var så lille at Saltrup Station blev til en holdeplads med sidespor. Holdepladsen blev igen opgraderet til station i 1922. Gammelvang Brændeplads sidespor blev nedlagt 1950. I 1952 blev Saltrup Station så degraderet til trinbræt med sidespor. Sidesporet holdt til 1965, stationsbygningen forfaldt og blev nedrevet i 1988. Kun udhuset blev bevaret. Og er nu omdefineret til venterum. I 2019 da jeg stod af her sidst, var det temmelig forfaldent, men det ser ud til at det trods alt har fået en kærlig hånd siden sidst.

En af de bedre udsigter på det korte stræk mellem Saltrup og Esrum. Men ellers breder det industrielle landbrug sig på begge sider af vejen. 

Ca. en kilometer øst for Saltrup ligger Esbønderup. Med 1.295 indbyggere er byen bedre udrustet end de fleste af samme størrelse, bl.a. en Rema1000. Her findes en ældre bykerne fra 1800-tallet, et gadekær og en kirke. I min gymnasietid i 1970'erne blev vi plaget med et digt af Frank Jæger. Men jeg tænker at hverken digt eller digter er vel længere kendt. Ingen beklagelser herfra, i øvrigt, men her er verset:

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.

Højstemt intetsigen, huskede jeg det fra dengang, og ven vurdering har da holdt sig til i dag, må jeg registrere. Men jeg er heller i stor fan af højskolesangbogen. I den modsatte ende af kulturskalaen vil elskere af soldaterkammerater-filmene (som jeg heller ikke er fan af) måske genkende gadekæret. Byen byder også på Danmarks første sygehus (eller i hvert fald arvtagerne af det).

Esbønderup Kirke med gadekæret.

Mellem Saltrup og Esrum er landevejene ikke særlig trafikkerede. Sol og dejligt vejr kan rette op på meget, måske på en blæsende regnvejrsdag ikke så rar. Men cirka halvvejs er der en kort, men fin sti gennem skoven til Esrum Kloster til ene, Møllegården til den anden side. 

Kort efter krydset Østvej-Tingbakken og Gribskolen kan man skyde en kort genvej mod Møllegården og Klostret gennem skoven. 

Man kommer også over Esrum Å der er ret vandrig af en lille å at være. Mit nye koncept på vandringer er i modsætning til for nogle år siden at gøre længere ophold på udvalgte steder. Det betyder at de kedelige industrilandsstrækninger fylder mindre tidsmæssigt. Jo flere man har set af dem, desto kedeligere og deprimerende virker de. I stedet går jeg så i dybden med fx Esrum Kloster og Møllegården. Som i: Jeg prøver at undersøge et lille område i dybden. Udenfor og indeni. Og hvis der byder sig en kop kaffe, mad eller kage til, ja så er jeg heller ikke bleg for at slå mig ned med sådanne ting.

Esrum Å. Overraskende vandfyldt.

Mit tidligere besøg på Esrum Kloster i 2019 var bl.a. for at lokalisere hvor Esrum arrest lå, idet et indslag fra Politivennen fra 1831 havde beskrevet de rædselsfulde ("mærkværdige") forhold der. Klostret fungerede som amtsstue 1796-1878. Arresten lå i et lille rum i kælderen til højre for indgangen. Klosteret er blevet peppet gevaldigt op på formidlingsområdet siden 2019, bl.a. er der nu kommet et skilt op som viser hvor arresten lå. Jeg var på begge sider, og jeg må sige at bare beliggenheden halvvejs under jorden må vække et gys ved at skulle tilbringe 9 uger som skomagersvenden der er omtalt i Politivennen, gjorde. Det lille vindue havde ikke megen udsigt. 

Kælderhvælvinger under Esrum Kloster.

Det ville føre for vidt at bringe alle fotoerne fra Møllegården og Esrum Kloster, men et par smagsprøver kan det godt blive til. Jeg var gennem møllebygningen hvor man kan komme op på flere af etagerne og se den grejet indeni. Og klostret er også næsten fuldt tilgængeligt. Kælderen gjorde mest indtryk på mig med de store hvælvinger. De øvrige etager er indrettet til et museum for klosterlivet og den verdensopfattelse som lå bag hverdage i klostret. Så hvis man har smag for gregoriansk sang, tid og bønner, er det et godt sted at starte. Man kan også leje iPad til at høre og se rekonstruktioner. 

Esrum Kloster set fra åen.

Klosteret og møllegården er som sagt blevet meget ændret siden sidst jeg var der. Møllegården har møllemuseum og museumsbutik, restaurant og cafe. Og denne torsdag i september er der - for mig - overraskende stor aktivitet. Alt er åbent, og der er gæster alle vegne. Gang i serveringen og besøg på klostret (noget er dog nok ældresagen?).

Esrum Møllegård.

Møllegården og dens omgivelser er bestemt et område som bringer mange smukke og kulturhistoriske oplevelser. 

Det arbejdende museum i Esrum Møllegård.

Indenfor er der en fint istandsat mølle med et stort "tandhjul".

Esrum Møllegård set over mølledammen. 

I 2018 blev der efter 10 år åbnet et desperat forsøg på at redde hvad der er tilbage af stumperne af dansk natur med projektet "Nationalpark Kongernes Nordsjælland". At Nordsjælland er det område i Danmark med mest biodiversitet viser lidt om hvor slemt det står til med naturen i Danmark. Og selv i dette naturen "eliteområde" har industrilandbruget stadig godt tag i udsigterne. Fx sætter Esromgård med sit kæmpelandbrug et helt afgørende præg på området. Industrilandbruget producerer bl. a svin. Det sætter sit præg ved enorme områder med svinefoder. Det er nu høstet og tilbage ligger flade, bare og livløse områder.

Et af de store komplekser som tilhører Esrumgård.

Intentionerne med naturparken  er sikkert fine, men vandrer man gennem området er det meget svært at se at det har haft nogen indflydelse på naturen og kulturen. Hvis man skulle benævne området som det der er mest af, burde det skifte navn til "Nationalområde Industrilandbrugets Nordsjælland". Det ville nok være lidt af en overdrivelse at kalde det en "park". Turen naturmæssigt smukkeste strækning indskrænker sig til en strækning på Esrum Søvej. Godt nok et ganske kort stræk på et par kilometer, men her får man det bedste indtryk af Danmarks vandrigeste, næststørste arealmæssigt sø, Esrum Sø. 

Esrum Sø set fra Esrum Søvej.

Jeg kunne ikke umiddelbart finde nogen sti som går langs med søbredden, så jeg holdt mig for ikke at turen skulle blive for lang pga. omveje på landevejen. Efter det korte stykke langs søbredden kan man i glimt se søen i det stadig længere væk fjerne. Og to steder er der endda muligt at trække lidt væk fra vejen på en marksti og en rasteplads. 

Et sidste ki(c)k over Esrum Sø før det for alvor sætter gang i trafikken.

Turen er ikke anbefalelsesværdig fra Fredensborgvej mod Fredensborg Station. De fem kilometer består mest i at træde ud i rabatten for bilerne. Og dem er der mange af. Også store køretøjer. Det er bestemt ikke noget som jeg vil gøre igen, og heller ikke råde andre vandrere til. Jeg har ikke mange fotoer fra denne del af turen da jeg havde nok at gøre med at passe på trafikken. Heldigvis nåede jeg et tog i Fredensborg og kunne endelig lade freden hvile på mig. Alt i alt en rask tur, mest for motionen og den friske lufts skyld. Og dem skal der også være plads til. Turbeskrivelsen er nr. 389 på denne blog. Og da der efterhånden er mange ture jeg ikke beskriver her, tænker jeg at jeg må være tæt ved eller endda højere end 500 ture. Da længden af hver tur ligger i snit på ca. 20 km, giver det så omkring 10.000 km.

Ruten

Saltrup Station. Esbønderup. Esrum. Esrum Kanal. Esrumvej. Harresøvej. Esrum Søvej. Fredensborgvej. Endrupvej. Fredensborg Station.

Usserød Åstien, Sjælsø

Et gensyn og followup på to tidligere tur: dels i Usserød Å 13 august 2015, samt Sjælsø Sjælsø Rundt langs med bredden 12. februar 2016.

Denne gang startede turen fra Kokkedal Station, hvorfra der er ca. ½ km til Usserød Å. Stien var nemlig i 2015 spærret indtil 2016, så den tur fik jeg ikke med sidste gang. Landsbyen Usserød er der vist ikke noget tilbage af. Den skal ellers have været pænt stor. Den må være gået til da der i 1800-tallet opstod et mindre industrisamfund med bl.a. en militær klædefabrik (1791) med tilhørende arbejderboliger. Fabrikken lukkede i 1981, men de restaurerede fabriksbygninger findes stadig, ligesom en del af arbejderboligerne.

Usserød Mølle med Usserød Å slyngende sig i forgrunden.

Området præges som naturligt i et gammelt industriomåde fra 1800-tallet af opstemningssøerne. Vandkraft fra åer var den foretrukne energikilde. Der er ikke megen information om møllebygningen på internettet, og heller ikke folderen for Usserød Å nævner den. Derimod naboerne, Usserød Renseanlæg (som renser spildevand før det løber ud i åen) og Nordforbrænding (1965). Selvom disse spiller en stor rolle for nutidens beboere, så er de næppe noget som mange vandringsfolk vil stoppe op for at kigge nærmere på. Eller er det bare mig? 

Mølledam ved Usserød Mølle.

Derimod er der masser af litteratur om Den Militære Klædefabrik ved Fabriksvej ca. ½ km. syd for møllen. Her blev i 1790'erne anlagt klædefabrik, maskinspinderi og farveri. Staten overtog det hele i 1810 og lagde navn til. Produktionen blev flyttet hertil fra Rigensgade ("Guldhuset"). Under Englandskrigene var der gyldne tider for fabrikken som beskæftigede omkring 800 personer. Men så gik det nedad, undtagen når der var krig. I 1900-tallet blev fabrikken moderniseret og vandkraft udskiftet med dampturbine. Indtil den lukkede i 1950'erne og helt blev nedlagt 1981. 

Usserød Klædefabrik set tværs over mølledammen.

I starten af 1900-tallet havde soldaterne et ry som lidt naive af bøllerne i Københavns "White Chapel" (slumkvarter). I hvert fald blev i omtales de som ofre for bondefangeri af disse bøller fra det berygtede Brøndstrædekvarter. Unge rekrutter fra Usserød med mad i bylten og nogle kroner i pungen, blev som den lille gårdmand, lokket med ned på et billigt værtshus, hvor de med forskellige kneb blev afluret deres sparsomme penge, tøj eller andet gods

Mølledam ved klædefabrikken. 

I den anden ende af skalaen var den stenrige krigsminister Madsen. Han var i samtiden kendt for ikke at skelne så meget mellem sin egen og det offentliges pengekasse, dog på en mere "lovlig" og fordækt måde end hans kollega og partifælle, justitsminister Alberti. I forbindelse med rekylgeværaffæren i 1905 (se Politivennen Live Blogging) blev det nævnt at hans transaktioner med Usserød Klædefabrik et eksempel på noget sådant. Det er nu ikke just disse mere eller mindre lyssky personer som satte deres præg på det skønne vandremål, dammene.

Ussserød Åstien med udsigt mod vest.

Syd for det gamle (og forhenværende) industriområde der strækker sig ca. en kilometer, ligger så et meget landligt stykke sti på ca. 1½ km. Her er åbne mark- og engarealer med et par bondehuse som gemmer sig i noget bevoksning, i hvert fald hvis man kigger mod vest og undlader at kikke mod øst. Efter dette område bliver idyllen hårdt og brutalt afbrudt af Helsingørmotorvejen. For at komme under den, er man nødt til at finde Frederiksborgvej, og et stykke ad Isterødvejen, men så fortsætter stien ad Isterødvej (sti) ned mod Ravnsnæsvej. Langs åen som dog ikke er særlig synlig på dette ca 1 km lange stræk. 

Udsigten fra Sjælsøs nordøstligste hjørne mod sydvest. Her ligger et lille bådeleje for fiskere.

Så er man såmænd kommet til udspringet af Usserød Å i Sjælsø. Her er en god rasteplads med udsigt over søen og en lille både"havn". Broen på billedet ligger godt skjult fra den synlige del af broerne. Mit ophold denne gang var dog af relativt kort varighed på grund af myg som har ideelle forhold her i det fugtige miljø. Vandet driver nemlig så at sige ud af de stejle bakker langs søen og danner små pytter med stillestående vand. Et slaraffenland for myg.

Nebbegårds Plantage. Svær at indfange på kamera.

De næste 1½ km langs Sjælsø er (bortset fra myggene) turens måske smukkest vandrestykke. Især gennem Næbbegårds Plantage som minder lidt om stien mellem Hammerhavn og Hammershus på Bornholm. Turen kan sagtens gøres længere ved at bestige de mange stejle bakker. Men jeg holdt mig til "hovedstien" - hvis man kan kalde den sådan - som går halvvejs oppe i terræn. Dels pga. myggene, men også fordi det er særdeles krævende, og jeg var ikke sikkert på at benene kunne holde hele vejen til Birkerød. Herefter kan man vælge at gå gennem Ravnsnæs, eller følge vejen. Hvilket jeg gjorde, for at komme hurtigt til Sjælsøstien ned mod starten af "Slugten".

Slugten ved Birkerød med Sjælsø i baggrunden.

Slugten er beskrevet i de tidligere indslag. I dagens varme og høje sol var det en skyggefuld tur i det jævnt stigende terræn langs en bæk. Stien drejer på toppen så man på et lille stykke har den pragtfulde udsigt mod Sjælsø (se foto). Herefter stopper den ved Eskemosevej, og så er der dømt Birkerød By for resten af turen ned til Birkerød Station (ca. 2 km) på fortorv og asfalt. For en afveksling kan man pitstoppe på Hovedgaden ved Henrik Gerners Vej, hvor der syd for kirken findes adskillige gode cafeer og ingen biler. Fx Farumhus Bageri og Konditori.

Ruten

Kokkedal Station. Usserødstien. Sjælsø(stien). Birkerød Station. I den mest lige linje omkring 15 km. Men der er masser af muligheder for svinkeærinder (ikke beskrevet i dette indslag).

Præstø - Faxe Ladeplads

To mindre byer med en kyststrækning mellem sig - den sydlige del inde i landet bag sivene ad landevej. Den nordlige del langs en dramatisk og storslået klint. 

Den første halvdel af ruten byder på gode motionsmuligheder, mens den anden halvdel også på krævende naturkystvandring.

Torvet i Præstø (forgrunden) samt Klosternakken som leder ud til Frederiksminde. Denne del af Torvet bliver ikke så meget benyttet som parkeringsplads.

Bussen landede ved den gamle station på privatbanen Præstø-Næstved. Banen var aktiv 1900-1961. Og efter stationen at dømme en ganske anselig størrelse. Centrum af Præstø synes at være en knap så gammel købstad og stationsby. Politivennen var i Præstø og gav følgende rejsebeskrivelse fra 1838, altså for godt 200 år siden:

"... tidlig på morgenstunden ankom vi til Præstø. En nedslående efterretning modtog vi her, nemlig den at der intet gæstgiveri var på aftrædelsesstedet. "Der var et gæstgiveri i den anden ende af byen, men der var nok ingen oppe og værelserne vist kolde." så vi følte ikke synderlig lyst til at begive os på opdagelsesrejse efter dette. I den lige over posthuset liggende kippe hvor postillonerne samledes, nød vi et koldt værelse, en kop kaffe, satte os derpå til vogns ..."

Mit ophold var en del længere, jeg skulle hverken spise eller overnatte. Men en rundtur i byen ville jeg dog ikke snyde mig selv for. Den gik gennem Adelgade til kirken og Frederiksminde, og  tilbage gennem Klosternakken og Torvet - der vist mest bruges som p-plads.

Frederiksminde, michelinstjernet restautant.

Michelinstjernede Frederiksminde er opkaldt efter en statue (!) af Frederik VII, med gentagelse af myten om "Grundlovens giver". Der er en mindesten om en væver Hans Hansen Mern som efter indskriften skal have været en banebryder for folkestyret og første repræsentant til folkets råd (1848). Samt en statue af en lokal snaphane - så fik vi også lige givet svenskerne en på nakken! Vi er i "Gøngeland" - hvem husker ikke Jungshoved fra Carit Etlars romaner om Gøngehøvdingen fra 1853 der i dansk nationalromantisk stil er blevet ophøjet til at være historieskrivning. Helt op til i dag hvor den i 1992 blev genoplivet i en tv-serie med komikerparret Pallesen & Pilmark i hovedrollerne. På grunden lå Danmarks eneste Antonitterkloster 1470-1563. Det er opført 1870 og blev opkaldt efter en buste af Frederik VII der stod der i forvejen. I 2016 fik restauranten en michelin-stjerne, og den har de vist stadig. Anlægget er åbent og såmænd ganske nydeligt.

En af Danmarks mest kendte embedsmænd, skarpretter Peter Schmidt (1801-1865), døde i Præstø; det var ham der tog livet af Balle-Lars. Du kan læse om Peter i Politivennen Live Blogging.  Han blev berømmet for sin præcision, ro og sikkerhed, men han fik altså hverken mindesten eller statue. Schmidts søn boede også i Præstø, han omkom ved et vådeskud. Om Peters rolle ved Balle Lars' henrettelse i Præstø kan man læse følgende:

"Henrettelse. Præstø, den 16de Oktbr. (Byens Av.) Imorges Kl. 7½ blev Dommen fuldbyrdet paa den berygtede Forbryder Lars Nielsen Bahl, eller Balle-Lars, som han kaldes i daglig Tale, og en Mængde Tilskuere havde indfundet sig til dette sørgelige Skuespil. Ligeindtil den sidste Dag troede han at det ikke var fuld Alvor med Dødsdommen, og ved Skafottet svoer han ved den evige Gud, at han døde uskyldig og at han aldrig godvillig vilde lægge sit Hoved paa Blokken. Han bevarede en stor Ro til det Sidste, og paa Veien sad han og nikkede og smilede til gamle Bekjendte, og selv da han passerede Gaarden, hvor han havde forøvet Mordet, betragtede han den med Ligegyldighed. Som en Mærkelighed kunne vi anføre, at han, efter sin Tilbagekomst fra Kjøbenhavn, ikke var modtagelig for Kirkens Trøst, ja frabad sig endog ethvert Besøg af Hr. Pastor Gjellebøl, hvorimod han før Kjøbenhavnsreisen med Begjærlighed lyttede til den daværende Sognepræst, Hr. Pastor Schaper, og læste med Iver det nye Testamente, som han fik til en Erindring, da Pastoren reiste. - Retteren udførte sin blodige Gjerning med særdeles Færdighed og Ro. (Sjællands-Posten (Ringsted) 18. oktober 1860).

I perioden 1909 til 1959 var desuden en afstikker til havnen der fungerede som havn for Næstved til omkring 1938. Der står endnu en håndfuld pakhuse ved havnen fra den tid. Da Næstved fik sin egen havn, afvikledes trafikken i Præstø ganske langsomt.

Et kig tilbage fra landevejen mod Præstø. Lidt til højre for midten ses pakhusene som blev til dengang Præstø havn benyttedes som udskibningshavn for Næstved.

Fra havnen går der en vandresti op mod landevejen. Allerede her støder man på kysten langs Præstø Fjord: Der er sivbevoksning langs store dele. Og det betyder at der ikke er en farbar strand. I stedet må man iagttage det meget rige fugleliv der findes i sådanne områder, lidt på afstand.

Men så støder man på landevejen som lige kræver et par ord med på vejen! Det er en enkeltsporet vej med to rødmarkerede vigespor på hver side af bredde som en cykelsti. Disse vigespor bruges af vandrere, cyklister og biler som må vige hvis der kommer modkørende. Og det gør der sådan set ret tit, for der er pæn trafik på hele strækningen.

Enkelte steder er der skåret stier ud til stranden gennem sivene hvor man kan tage en pause - sine steder endda med en lille interimistisk bro så man kan nyde fjorden til begge sider. Andre steder er der små flokke af køer. Så denne første halvdel af turen kan man jo fx bruge til at kigge på de forskellige bygninger man kommer forbi.

Det første er det pænt store Nysø Gods. Hovedbygningen var under reparation, men så vidt jeg kan se er der fri adgang til gårdspladsen. Istandsættelse af hovedbygning. Nysø Gods har bygninger tilbage til slutningen af 1600-tallet og har et lille museum for Bertel Thorvaldsen - det var lukket. Stampe-familien har en særlig afdeling på Præstø kirkegård. Hvis man nævner Jungshoved, så ringer der vist en klokke der siger Gøngehøvdingen. Og tæt på godset ligger der såmænd også et hus med påskriftet "Gjøngehuset"

Kort efter Nysø Gods er der et skarpt sving. De tre granitblokke viser sig at være en Genforeningssten. Det hele ligner lidt en undskyldning for sig selv. Det er vist den mest hengemte og beskedne jeg har set. Skriften er da synlig endnu, men ligger ved en ret trafikeret vej i et sving.

Udsigten ind mod land cirka ved Hulebæk med Broskovvej. Det ene af de tre bindingsværkshuse i skovkanten.

Bindingsværkshusene kunne måske lede tanken hen på hvordan forholdene var før i tiden. I 1836 boede her en husmand og væver Ole Nielsen (1793?-1836) og hans kone, Barbara Hansdatter (1777-1850) - sidstnævnte endte sine dage i tugthuset i København. Deres stedsøn, væversvend, tjenestekarl Jens Uldrichsen (1813-1837) endte sine dage uden hoved på  retterpladsen ved Ugledige, nogle kilometer sydvest for Præstø. Lad os kigge indenfor i husmandshjemmet: 

Under Præstøe Amt er for kort Tid siden begaaet en skrækkelig Misgjerning. En Huusmand er bleven mydet af sin Stedsøn i Forening med dennes Farbroder, tilskyndet dertil at sin Moder, den Myrdedes Hustru, en Kone på 62 Aar. Grunden dertil skal have været, at hun, som tredie Gang var gift, var forbittret paa Manden, fordi han kort i Forveien var bleven udlagt som Fader til et ugift Fruentimmers Barn. Hun havde siden den Tid bestandig tilskyndet Sønnen til at dræbe Stedfaderen og lovet ham, at han skulde faae deres af ny opbygte Huus, naar han slog ham ihjel. Stedsønnen og dennes Farbroder passede da Manden op en Aften sildig, da han kom tilbage fra sit Ærinde i en Naboby, og sloge ham i ihjel med Knipler, som de til den Ende havde forsynet sig med. Han blev funden med 12 større og mindre Saar i Hovedet og Ansigtet. Som et Beviis paa den Overtro som har parret sig med denne Ugjernig, fortjener at mærkes, at da Stedsønnen havde givet den Myrdede det sidste Slag, og derpaa gik efter Farbroderen, som allerede havde forladt Drabsstedet, sagde han til denne, at nu var Faderen dd, men han havde, efter sin Moders Raad, lagt sin Haand paa hans Legeme i Fandens Navn, og nu kunde Ingen gjøre dem Noget. (Kjøbenhavnsposten den 12. juli 1836)

Flere detaljer stod i "Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer", 17 juni 1837:

Den 12te Juni skulde i Høiesteret foretages Justitssagen: Auditeur Liedenberg som befalet Actor contra Arrestanterne Jens Ulriksen og Lars Jensen Hammer, samt Arrestantinden Barbara Hansdatter. I denne Sag tiltalte Førstnævnte for begaaet Mord, Sidstnævnte for at have kjøbt og tilskyndet ham dertil, og Lars Jensen Hammer for at have medfulgt Jens Ulriksen i den Tanke, at være ham behjælpelig med at afprygle den Ombragte. Overretten har idømt Hammer 6 Aars Fæstningsarbeide, samt iøvrigt stadfæstet Vordingborg nordre Birkedistricts Extrarets Dom, der har tilfundet de 2 Andre at have deres Liv forbrudt, samt at lægges paa Steile og Hjul. Da Mordet er begaaet under særdeles aggraverende Omstændigheder og i de nærmeste Familieforhold, idet Jens Ulriksen er en Søn af Barbara Hansdatter, som var gift med den Myrdede, og altsaa dennes Stedsøn, saa ville Forbryderne neppe blive indstillede til Benaadning. (Kbhvsp.) 

De bloddryppende detaljer i selve mordet kan du læse på Politivennen Live Blogging. Jens Ulriksens hovedløse legeme blev efter 3 gange 24 timers forløb nedtaget af stejlen. Så vidt de "gode gamle dage", kan man så meget desto mere nyde turen gennem Præstø Overdrev. I starten gennem Vordingborg Kommune, men fra Hulebæk går man (i øvrigt uden at noget ændrer sig) ind i Næstved Kommune. Langs landevejen er der udsigt ind i landet til Broskovvej og 3 bindingsværkshuse. Ud mod fjorden til strandenengen

"Gjøngehuset". Blot for at markere at vi er i Gøngehøvdingens land.

Det næste man kan besøge, er Bredeshave. Her ligger Marjatta som er en meget stor institution for psykisk udviklingshæmmede. Driver landbrug, gartneri mv. og har en gårdbutik. Og sørme om der ikke ude ved vejen ligger - Gjøngehuset.

Et vy mod forskellige steder som man kan besøge på vej nordpå. Kapellet Sankt Peder samt Fjordkroen helt yderst til højre. Som det ses stiger terrænet her en lille anelse, nok til at løfte sig op over sivene.

Langs landevejen ligger også Sankt Peders Kapel som blev opført i slutningen af 1800-tallet da nogle fandt at der var for langt til de andre kirker. Der er ingen kirkegård eller toiletfaciliteter der er åbne. Foran kirken er et stort monument for major Lassen, Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen. Den højst dekorerede dansker, Victoria-korset. Og en af de højst dekorerede fra 2. verdenskrig i det hele taget.

Landbybillede som mange vist godt kan lide at forbinde med de såkaldte gode gamle dage. Livet i huset er dog nok en hel del bedre end dengang.

Hidtil har terrænet været ret fladt, men på et tidspunkt stiger terrænet lidt, og det har Hotel Fjordkroen benyttet sig af. Der er en parkeringsplads til hotellet med en fin udsigt over det område som man lige har gået igennem. Men i øvrigt ingen bænke til at sætte sig, dog en sen man kan bruge.

Her er udsigten fra et af de ovenstående fotoer set dem modsatte vej, nemlig fra Fjordkroen ind mod Præstø. Vejen til højre angiver vandrevejen.

Længere nordpå bør man dreje af ved Strandholm - og nu er man i Faxe Kommune. Væk fra landevejen går man nu i et roligt område med idylliske huse. Ved en bebyggelse kan man komme ned til selve strandengen. Stedet er velegnet til en pause (fx frokost). Inden man igen kommer op på landevejen. Den forlader man først ved Egemosevej. Og herfra er der så dømt fed vandresti resten af turen helt op til Faxe Ladeplads. For enden af Egemosevej er der en natursti langs inderfjorden. Den går gennem sivene, så det er lidt småt med udsigten, men trampestien går gennem et fint naturområde. Helt inderst i fjorden går stien op på diget, og herfra er udsigten noget bedre. Man kan se det lave område bag diget ind i landet, og mod fjorden er der nu havudsigt. Samt udsigt til Feddet.

Udsigt fra diget ind i landet. Meget fladt, sikkert under havets overflade. Der er en pumpestation ved diget.

Stien går rundt om Feddet (tror jeg da nok). Men det var lige en for lang tur denne dag. Det kræver nok en helt selvstændig tur, måske i fremtiden. I stedet gik jeg gennem Campingpladserne (eller er der kun en?). Den viste sig at være ganske enorm! Den deles vejen ud på Feddet, og her er indgangen med et slaraffenland for børnefamilier af aktiviteter. Endog et game center i tilfælde af regnvejr. På den anden side (østsiden) ligger så Feddet Strand. Også her med masser af ferieaktivitetsting til børnefamilier. Stranden minder nu fuldstændig om sandstrandene langs Køge Bugt. Den er pænt bred og lang så der er plads til alle. Mod nord begynder så stenstranden.

På østsiden af Feddet: Feddet Strand og langt ude strækker sig den næste etape i kystvandringen. Den fortsætter efter pynten! Udenfor billedet til højre er der masser af strandresortaktiviteter for campingpladsens gæster og andre.

Der findes en sti oppe i terræn, Skansestien, men jeg valgte at tage hele turen langs kysten. En fin naturstrand. Jeg havde hele stranden for mig selv helt op til Faxe Ladeplads. Nogle dele af stranden kunne jeg endda se at jeg var den første til at gå siden sidste overskyl af vandet. Og det med god grund. På ingen steder er der sandstrande. Sten af vekslende størrelse, fra håndstore til kæmpe granitblokke er terrænet. Og særdeles mange steder ligger der store træer hen over stranden. For naturen får her lov til at være i fred. Det gør kyststrækningen utrolig flot. Også fordi høje klinter tårner sig næsten lodret op fra stranden. Det gør det dog noget vanskeligt, mange steder må man ud i vandet i knædybde for at komme forbi. Jeg har købt nye Teva vandresandaler der påstår at kunne tåle vand, så de fik deres debut her, og de bestod med glans!

Omkring pynten. Her er skrænten høj og træerne er ved at miste fodfæst.

Denne flere kilometer lange strækning på turen var efter min mening turens største oplevelse. Samtidig må jeg dog også advare mod at gøre turen om vinteren hvis man ikke er til koldt vand. For vand-vandring er uundgåeligt langs kysten. Der er ingen muligheder for at gå op i terrænet for at omgå de nedfaldne træer. Først tæt på Faxe Ladeplads ødelagt af kystsikring. Og kommunens sandstrand markerer at nu er man tilbage i civilisationen igen. Der er kommet gang i turismen, så hele turen langs stranden gik på promenaden for ikke at forstyrre de mange børnefamilier som havde taget ophold.

Ruten

Præstø busstation. Langs kysten så vidt det nu lod sig gøre. Faxe Ladeplads station. Med rundture regnede jeg det ud til at være i hvert fald over 22 km. Det var passende, idet den sidste del af kystvandringen ikke var for gangbesværede.