Nyborg, Knudshoved m.m.

Strandtur langs det område som gennem århundrer har været landingsplads for rejsende til og fra Sjælland. Vi der er gamle nok, husker måske jernbanefærgerne, bilfærgerne - og nu broen.

Jeg må jo nok gå til bekendelse at ordet "Nyborg" stadig havde en noget negativ klang fra min barndoms rejser over Storebælt med langsomme tog, uendelig lange rangeringer frem og tilbage på færgerne, og så en gentagelse på den modsatte side. Som barn de raslende vinduer i færgerne, som voksen den "berømte" Storebæltskaffe. Men efter dagens tur, kan jeg roligt lægge alle disse minder i graven, for turen rundt om Knudshoved er en ganske fortrinlig tur. Turen startede og sluttede på Nyborg Station. Og jeg skal nok lade være med at uddybe de 75 minutters forsinkelse på tilbageturen. Som folkepensionist indretter jeg mig.

Stien fra Nyborg Station mod Nyborg Strand. Lidt af en positiv overraskelse for mig; der var masser af meterhøje vilde planter langs kanten med summende insekter, samt en lille skov.

Med toget lander man på Nyborgs 4. station som ligger i udkanten af byen. Fra stationen går der en sti gennem et fint område med vilde planter, skov m.m.  Så det er faktisk kun det sidste korte stykke forbi Nyborg Strand Hotel hvor man kommer i berøring med trafik. Langs skoven ligger der et par hoteller. Jeg gjorde turen frem og tilbage, men havde dog ikke lyst til at bruge kræfter på at udforske skoven - set i bakspejlet en fornuftig beslutning. Der var ikke meget tilbage i benene i sidste ende. 

Nyborg Strand ved Christianslund og hotellerne. Der er flere forskellige muligheder i niveauer at gå langs skoven. Her nede på selve stranden, hvor høfterne ser ud til at være i så meget forfald at kysten er ved at genopstå.

Badehotellet åbnede i 1899, tegnet af arkitekt Schwanenflügel. Det gik ikke så godt. Indtil kirkestævner fra 1913 begyndte at finde sted her. I 1960'erne blev det kirkelige suppleret af det erhvervslige, og sådan er det vist stadig. Egentlig prøvede jeg at finde Hesselhuset som var afmærket på kortet, men fandt kun restaurant Lieffroy. Det viste sig så at være det samme! Efter skoven ved Christianslund var stranden heller ikke længere nogen attraktion. Her lå villaerne direkte ned til kysten. Stranden nedenfor hotellet er trods høfter ganske fin mod nord. Lidt værre står det til mod syd hen mod broen idet det første stykke er hærget af kystsikring til man kommer til badeanstalten Storebælt. Så er der mere naturkyst. Udsigten er der til gengæld ikke så meget i vejen med. Og folk holder pænt deres hunde i snor. Noget som ikke er en selvfølge andre steder, fx syd for Dragør på Amager.

Storebæltsbroen. Fra Nyborgsiden måske ikke det mere kendte syn af højbroen fra Sprogø (til venstre i fotoet) til Sjælland, men denne vinkel giver et indtryk af buen. 

Jeg havde ikke forberedt nogen rute, men besluttet bare den tætteste vej mod kysten, og det viste sig at være en god plan der med små undtagelser holdt hele vejen igennem. Der er nogle afmærkede stier, men dem kan man godt se lidt stort på, og bare følge rådet med at gå så tæt på kysten som muligt. Det sidste stykke langs motorvejen for at komme under Storebæltsbroen er nok det mindst spændende. Ved broen er der en udsigtsplatform. Den skal være flottest ved solopgang, og man kan se broens krumning, bropiller m.m. Det glædede mig lidt at larmen fra motorvejen egentlig ikke var så generende som jeg havde frygtet. Et udmærket forsyningssted er "Monarch". Her er restaurant, toiletter, bænke, borde osv. Alt hvad vandringsfolk begærer. Der var åbent.

Måske ikke lige det smukkeste motiv. Men der er en del historie i det: I forgrunden det forladte bilfægeleje ved Knudshoved. I baggrunden dens banemand, Storebæltsforbindelsen.

Efter broen kan man "svinke" lidt til de nedlagte bilfærgelejer i Knudshoved. Der er ikke meget tilbage, skal jeg hilse og sige. Jeg har nu heller ikke været bilist på de færger, som jeg havde heller ikke nogen erindring om hvordan det hele engang så ud. Man kan komme ud på begge havnemoler. Jeg tog den nordligste, og ville egentlig også være taget tilspidsen af den sydligste som er den længste. Jeg må indrømme at jeg droppede det sidste smalle stykke.

Knudshoved. Naturvandring, kursuscenter. Man kan dog her ikke se isbådehuset.

På Fyrvej ligger nu et kursuscenter, Naturvandring og forskellige andre. Kursuscenteret er en gammel stationsbygning fra 1876. Banegården skulle sikre at transporten over Storebælt kunne gennemføres i strenge vintre - færgerne behøvede ikke at sejle hele vejen ind til Nyborg. Den blev dog hurtigt overflødig. Ved siden af er en mindre bygning som der står isbådehus på. Disse blev brugt om vinteren når bæltet var frosset og posten skulle nå over. Isbåde var solidt byggede joller med en høj køl på midten og en stålskinne under kølen, der virkede som en mede. Isbådene blev i rækker trukket eller sejlet over Storebælt. En tur kunne tage fra seks timer til flere døgn. Turen med post, gods og passagerer gik over Sprogø, hvor man kunne købe et måltid og overnatte, hvis det blev nødvendigt.

Knudshoved Fyr set fra det gamle bilfærgeleje.

Fra molen har man også et vy mod Knudshoved Fyr som står på det eneste egentlige højdepunkt på ruten. Det vil jeg nok sige er et must. Også et udmærket sted at indtage madpakken. For selv om der ikke er imponerende højt, så er udsigten så meget desto mere god. Fyret og den specielle knaldstation som skulle larme når disen skjulte fyret. Fyret er fra 1948 og er 12 meter højt. Der har dog været fyr her siden ca. 1730. Ældre er fyret på Slipshavn (1845). Men det er ikke tilgængeligt.

Knudshoved fyr og knaldstation. Anvendelsen af det har ikke været kendt, en tid anså man det endog for at være et vippefyr.

Sprængladningen kom fra et nærliggende hus, herfra blev det hejset op og BANG. Knaldstationen er fra 1901, måske Danmarks ældste - og eneste? Jeg har i hvert fald ikke set noget lignende. Ved tåge når fyret ikke kunne ses, brugte man før knaldstationernes tid kanoner til at lede færgerne ind. I knaldstationen hejste man dynamit op. Den blev nedlagt 1934 og erstattet af elektriske sirener. Det er mere eller mindre en rekonstruktion. Stationen har tilsyneladende lidt en hård skæbne. Det fremgår af nogle kilder at man indtil omkring 2021 troede det var et vippefyr og havde rekonstrueret det med en dertil hørende kurv. Måske har folk dengang været lige så uvidende som jeg om at der fandtes knaldstationer, og det er vist nok også det eneste af sin art i hele Danmark, måske hele verden.

Vildtreservatet Østersø

Fra fyret har man også et bedårende vy over Østersø, en indsø som er et naturreservat. Den smalle tange mellem Nyborg Fjord og søen er et af de bedste stræk. Til den ene side har man Storebælt, til den anden vadeområdet hvor der er et meget rigt fugleliv m.m. Sådanne steders stemning kan ikke gengives med foto eller i ord. Sanseindtrykkene gennem næse og ører skal opleves. Der er mange steder man kan blive stående eller sætte sig for at nyde stemningen.

Slipshavn. Lukket militært område, Den indeholder en bastion samt nogle bygninger som fx disse.

Der stikker en tange ud som er militært område, Slipshavn. Så her må man altså nøjes med at kigge på afstand. Slipshavn var oprindelig et toldsted. Nogle af de gamle toldbygninger eksisterer stadig. Hangarer og banedæmning fra 1. verdenskrig da stedet var landingsbane for vandflyvere, kan også anes. Marinestation Slipshavn har siden 1956 uddannet frivillige i marinehjemmeværnet. De rykker ud ved havsnød eller miljøulykker. Og overvåger farvandene.

De over 130 år gamle godstogsreperationsværksteder, siden 2017 destilleri. I stedet for oliestinkende tog rummer bygningerne nu ditto whiskey.

Slipshavn Skov er en lille, men ganske tæt og fin skov. Den hører under Juelsberg Gods og udmærker sig ved at have en gammel urørt skovbryn og bevoksninger, også inde i selve skoven. Når man kommer ud, er der golfbane. Så følger man bare stien ned mod kysten igen, undgår at blive ramt af golfkugler, og så kommer man helt ind til industriområdet ved Nyborg Havn. Man kan gå en runde ved Lindholm Havnevej, men set i bakspejlet kunne jeg godt være foruden den. Og så er der et pænt stykke vej til togfærgelejerne som nok er det mindst spændende på turen. Der er ca. 2 kilometer på fortov og asfalt med trafik. 

Det gamle togfærgeleje. Hvor mange har ikke kigget på denne udsigt (uden de nye huse) når de ankom eller afsejlede med togfærgerne? Jeg for mit vedkommende kunne ikke finde nogle fikspunkter.

For enden af vejen ligger stationen til højre og færgelejerne mod venstre. Sammen med reparationsværkstederne der nu er destilleri, er det det eneste som leder tankerne tilbage på fordums togrejser med færge. Selv skinnerne er fjernet. Området er stadig under ombygning og delvis afspærret. Ved at stå ved den gamle færgemole kan man dog stadig forestille sig jernbanesporet føre forbi værkstederne op mod stationen som kan skimtes bag det gamle posthus.

Den gamle (og tredje) Nyborg Station. Til højre (og udenfor billedet) ligger det lige så imponerende gamle posthus.

Ældre personer genkender måske stationen fra rejser over Storebælt. Den gamle station var den fjerde jernbanestation i Nyborg. Den anden (som delvis var den første) blev nedrevet 1985. Den eksisterende gamle stationsbygning (den tredje) er fra 1891 og tegnet af arkitekt Thomas Arboe. Den var i funktion 1891-1997. Ved indvielsen af Storebæltsforbindelsen blev der opført en ny som ligger lidt nordligere, men dog i gåafstand fra den gamle. Derefter gik det hastigt med forfaldet. I 2000 skrev Fyens Tidende at uret var blevet stjålet, med krydsfiner for vinduerne og lignede et spøgelseshus. Den er dog fint istandsat nu, selvom nostalgikere vil have svært ved at genopfriske de "gode gamle dage".

Torvet med voldgraven i forgrunden og den flere gange ombyggede rådhus.

Nyborg by overraskede mig egentlig lidt. Jeg havde heller ikke forventet noget, men oplevede byen som en fin købstad og stationsby med mange huse bevaret fra forskellige tidsaldre. Ikke at arkitekturen minder meget om Køge, men stemningen i byen gør. Bykernen synes at være ret helstøbt. Jeg har ikke gransket så meget i gaderne udenom gågaderne - det var jeg efterhånden blevet for træt til, så jeg vil egentlig bare lade nogle billeder fra området omkring slottet afslutte denne artikel. 

Nyborg Slot med voldgraven i forgrunden.

For selvfølgelig måtte jeg se slottet. Nyborg Slot kan dateres tilbage til ca. 1200. Konge, gejstlighed og adel mødtes i nogle år på slottet før 1413, bl.a. i Erik Klippings tid. Dengang havde man ikke som i dag en regering med fast opholdssted i København, men forsamlinger med skiftende navne, rigsforsamling, hof, Danehof. osv. Der er sket store omvæltninger med slottet gennem tiderne. Under en af svenskekrigene i 1650'erne holdt svenskerne til på slottet. De tog alle løsdele med sig, og kongen overlod slottet til militæret som blev der indtil 1913, efter at have nedrevet adskilligt. Så mens svenskerne tog indboet, tog militæret sig af bygningen. Materialerne blev genbrugt til Odense Slot. I nyere tid er det blevet restaureret og sidste år stod det næsten færdigt. I december 2020 blev byggeprojektet bremset af Miljø- og Fødevareklagenævnet, da der stadig manglede en forhøjelse af vagttårnet samt nybyggeri, der skal huse en udstillings- og formidlingsbygning. Sagen afventede i juni 2023 stadig i kulturministeriet.

Nyborg Museum - borgmestergården.

Nyborg museum er indrettet i borgmestergården. opkaldt efter købmand og borgmester i Nyborg Mads Lerche opførte den i 1601. I hvert fald den ældste del, for hans sønner udvidede den med to ekstra fløje. Gården fremstår velbevaret og original, og har siden 1922 fungeret som museum (og indtil 1939 også som bibliotek). Der er fri adgang (i åbningstiden). Bygningerne er i sig selv et besøg værd. Der var en smed i gang med nogen ild osv.

Voldgraven overfor Borgmestergården

Efter turen til slottet var der sådan set ikke så meget tilbage i benene. Så hvis jeg skulle klare turen til stationen, måtte jeg undlade at kigge på de sikkert mange andre spændende ting der er at kigge på i Nyborg. Men man kan nogle gange ikke få det hele med. Det må vente til en anden god gang.

Endnu et kig gennem voldgraven. Denne gang mod den nordlige side.

Men en tur på volden blev det dog til. Den er på højde med nogle af de højeste steder på Vestvolden, og måske også i Kastellet.

Kik over Nyborg fra volden.

En historie fra Politivennen Live Blogging skal det da ikke skorte på. Som bekendt var det i "gamle dage", dvs. for ca. 150 år siden, sin sag at rejse rundt. Byerne var indesluttede, og man skulle vise pas og betale told for at komme igennem. I Nyborg kunne man dog for 200 år siden benytte sig af et lille trick, når man skulle besvare spørgsmålet ved byporten: "Er De en Rangsperson.":

Ved flere gange om året at rejse til og fra Fyn er anmelderen hver gang han passerede vagten ved landporten i Nyborg blevet stoppet med dette spørgsmål. Svarer man ja, så må man opgive sin stand og karakter. Svarer man derimod nej, kan man uden videre køre sin vej. Da alle rejsende må lade sit pas visere, er dette spørgsmål højst påfaldende. Og især må det forekomme en fremmed besynderlig at dette vigtige spørgsmål kun angår rangspersoner, hvorimod de som ingen titel har, ikke værdiges legitimation. Mange rangspersoner svarer ofte nej for ikke at blive videre opholdt. Og omvendt giver mange ikke rangspersoner sig karakter for sjovs skyld. Så dette spørgsmål må ønskes afskaffet dersom det ikke har en anden hensigt end at tilfredsstille spørgerens nysgerrighed. (Politivennen nr. 466. Lørdag den 4. december 1824, s. 9327)

Bastionen. "Bastionen" er en iøjnefaldende bygning fra 1897, bygget som teater af borgerforeningen. Den står fint restaureret efter at være blevet udsat for en brand, været hovedsæde for besættelsesmagten under 2. verdenskrig, endnu en brand, en jazzklub, et diskortek. Indtil kommunen siden 2015 har brugt til som kulturhus..

Til slut: Betyder det så at Vandringsmanden har begyndt at udforske Fyn? På ingen måde. Broen havde sin pris. Det koster dobbelt så meget at rejse til Nyborg som til Nakskov, selv om der er betydelig længere til Nakskov. Og selve turen tager under den halve tid. Så hyppige ture er udelukket. Det bliver nok Møn, Lolland og Falster som er bloggens næste mål.

Ruten. 

Nyborg Station. Sti mod Nyborg Strand. Christianslund. Under Storebæltsbroen. Knudshoved Færgeleje. Knudshoved Fyr. Østersø. Slipshavn. Togfærgelejet. Nyborg By. Nyborg Slot. Nyborg Station.

Amarminoen Dragør-Svenskeholmvej

I mange år har jeg gået Amarminoen uden at ane at jeg gik på den. Den blev nemlig først navngivet i 2020. Men nu skulle det altså være alvor!

Amarminoen går fra Dragør Fort langs sydkysten af Amager til DR-byen. Eller omvendt.(Amar + minoen =/ Caminoen). Den siges at være omkring 27 km. Så det skulle være overkommeligt for en dag. Naturpark Amager har lavet et oversigtskort over ruten. Dette indslag dækker nogenlunde strækningen fra Dragør til Naturcenter Amager (med visse svinkeærinder, se artiklen nedenfor).

Dragør Havn. I denne ende af Amarminoen kan man jo lige så godt kigge på en af Danmarks mest charmerende byer med en gammel bymidte. Og restaureret lodsbåd og tårn. Engang holdt de også til i Allinge på Bornholm. 

Allerede ved dagens start i Dragør Havn er det nødvendigt at gøre sig klart at skal man, så er det nu: der er flere toiletter ved og på Dragør Havn. Men næste stop er ved Kongelundsfortet, eventuelt i Kongelundskroen hvis den er åben (torsdag til søndag i sommersæsonen). Og så er der ellers dømt påholdenhed indtil enten Ørestad, eller den nye badeanstalt nord for Skrædderholmen. Den er så ny at den ikke er aftegnet på kortet.

Søvangsbugten. Mellem Dragør og Søvang er stranden urørt. Ingen kystsikring (læs kystødelæggelse), broer eller anlægssted for fiskeri.

I forhold til de tidligere vandringer i området har Amarminoens stier fået en gevaldig opfriskning. Så det har man da fået ud af at navngive den Amarmino. Stierne var der jo i forvejen, og formålet har da sikkert også været det meget prisværdige at få folk motiveret til at gå en tur og nyde det nærmeste som man kommer til natur i Danmark. Det meste på ruten er så menneskeskabt natur (hvis man kan kalde det sådan), men absolut noget af det mest heldige. Selv om formålet oprindelig var andre, fx militære, så er det faktisk lykkedes at tiltrække planter, insekter, dyr og fugle i et ganske betydeligt omfang.

Søvangsbugten. Ud i bugten rager broen til Søvang, det hele anlagt til de indviede. De gange jeg er passeret, har jeg ikke set nogen hverken på broen eller badeanstalten, så overrendt synes den ikke at være. 

I Søvangsbugten er der hele tre meget lange bade- og bådebroer. I bedste danske stil er de private og afspærret med en bom. Badevandet helt inde ved kysten er tæt pakket med lidt ulækkert tang så langt øjet rækker, så hvis man er til badning, kan man måske lave en aftale med nogle af ejerne til broerne. Hunde forbudt i naturpark og vildtreservat. Det er der så ca halvdelen af hundeejerne der respekterer, og stort tak til dem. Fritløbende hunde skræmmer fugle m.m. væk, men der står på et skilt: "Vis hensyn, vi skal alle være her". Dog henvendt til racende cyklister. 

Søvangsbugten ved Søvang. Skiltet påstår at broen er Danmarks længste badebro.

Ned mod Søvang kommer man op på diget der beskytter bebyggelsen. Pæle markerer hvor vandstanden kommer til at stå ved en 100 årskatastrofe, læs stormflod. Udsigterne til en sådan hændelse er med klimaændringerne ikke længere så usandsynlig, så det truer bl.a. luksusboligerne langs kysten i Søvang. Det ser godt nok ud til at boligerne ikke må lade hegn være højere end diget, men man kigger jo altså lige ind i folks private huse. Gad vide hvad der sker med udsigten når digerne forhøjes nogle meter. 

Udsigt mod nordøst fra Kongelundsfortets højeste tårn.

Syd for Søvang går stien ind i landet udenom naturparken og vildtreservatet. Mellem Søvang og Kongelundsfortet går den via Fasanstien gennem skoven. Den byder bl.a. på en af Thomas Dambos trolde som har gemt sig godt. Stien munder ud ved Kongelundsfortet. Et af de senest anlagte forsvarsværker som de sidste ca. 30 år har været ejet af Dragør Kommune og som nu bl.a. bruges til skoler. Der er fuld offentlig adgang til de udendørs områder. Til gengæld er de fleste af bygningerne aflåst, bortset fra et kikkerttårn som man ikke skal være klaustrofobisk for at gå ind i.

Udsigt mod syd fra tårnet i Kongelungsfortet. Voldgraven ses nederst i billedet.

Der er fyldige forklaringer på hvad bygningerne har været brugt til, eller skulle bruges til under en eventuel krig. Med fotoer. Men ellers er der to tårne man kan gå op i og få en fantastisk udsigt over vildtreservatet og vådområdet omkring fortet. Vådområdet gør sig mindre godt på fotoer, de ser lidt kedelige og flade ud, men i virkeligheden er de en stor sanseoplevelse for de øret og næsen.

Stien langs Hestefælleden er sine steder ret sandet, og i tørt vejr som dette noget besværligt at gå i, ikke for kørestole. Også her lader enkelte deres hunde gå uden snor.

Der er masse af insekter, hvilket betyder mange fugle og masser af vilde blomster som heller ikke ses på oversigtsfotoer. Men næsen tager ikke fejl. Pt er der meget tørt efter en måneds næsten uafbrudt tørke. Men det mærkes dog mest lidt inde i landet hvor vegetationen er ret afsvedet, dog nok til hestene i Hestefælleden syd for Kongelunden.

Hestefælleden med heste, se mod Kongelunden i baggrunden.

Jeg er på mine ældre dage begyndt at tage kontakt til heste, fordi nogle af dem tilsyneladende fatter interesse. Hvorfor, det ved jeg ikke rigtigt, og det er ikke fordi de vil have at jeg giver dem noget frisk græs eller lignende at spise. De kommer bare hen og vil "snakke". Jeg har endog været udsat for at et af de store dyr lænede sin store mule op ad min arm, ligesom for at give et lille knus, eller hvad nu sådan noget hedder. Det er sikkert noget jeg bilder mig selv ind (ja, det er det). Men er en dejlig tanke. Man går vist og bliver lidt sentimental med tiden.

Et sidste vy mod Hestefælleden og Aflandshage med sportsområdet. Hestefælleden mod Kongelundskroen.

Ud for Kongelundskroen er der et mindre søsportsområde midt i statens vildtreservat. Her er det tilladt at dyrke de former for sport som jeg ikke rigtig kender navnene på. En dag som denne er der ikke så mange. Men andre gange jeg har været her, har der været fuld gang i sejl og faldskærme, eller de navne som jeg ikke rigtig har fået lært.

Enghøj ved Pinseskoven. En af de mere anonyme høje i landskabet. De fleste er vist anlagt af militæret gennem tiderne. Nogle skal dog være små holme fra dengang området var et lavvandet farvand.

Jeg valgte en lidt anden rute gennem Pinseskoven end Amarminoen angav, og det skyldtes at jeg havde mistanke om at der kunne være mange myg. Jeg valgte en rute vest for kanalen, stadig gennem skoven, men ikke så kroget. Bortset fra det sidste stykke gennem Pinseskoven mod Granatvej. Her var græsset ret højt, og da jeg senere kom hjem, opdagede jeg noget rødt udslet. Det klør dog ikke så meget som myggestik, faktiske slet ikke. Et stykke op mod Ørestad forlod jeg så endeligt Amarminoen (der drejer ad Svenskeholmvej) og gik i stedet videre ad Granatvej mod Ørestad. Dels byder den nemlig på kaffe og forfriskninger og en masse spændende arkitektur (og ikke at forglemme masser af toiletmuligheder), dels har jeg gået den resterende del masser af gange. Især langs Dæmningsvej, ikke fordi det er det mest spændende stykke, men fordi det ligger bekvemt for mig at komme til. 

Velkendt kig fra Granatvej: Flat, flat flat. Med et lille vandhul. 

Det allerede beskrevne stykke, samt det resterende har jeg tidligere på bloggen beskrevet ruten ved forskellige lejligheder dengang den endnu ikke hed Amarminoen: 16. juni 2014 Naturpark Amager, den 11. august 2014 Statens Vildtreservat Vestamager, den 12. juli 2015 Store Magle og Amager Syd, den 12. juli 2015 fra Store Magleby og rundt om Sydamager, den 22. maj 2016 Kalvebod Fælled rundt, Vestamager, den 28. maj 2017, fjernvandrevej E6 og rundt om lufthavnen, og senest for to år siden den 29. februar 2020 Statens vildtreservat og Kalvebod. Så som det ses, så kan Amarminoen stykkes sammen af disse indslag, for heller ikke denne gang fulgt jeg ruten mere end ca. 15 km.

Navnløs bakke tæt på Ørestad, Koklapperne. Den ser ud til at være anlagt til militære formål. Grøften foran højen kunne være gravet for at få lavet bakken. I dag er det imidlertid et godt sted for fx frøer. 

De fleste af asfaltvejene er anlagt af militæret og er snorlige. Det gælder også for Granatvej der siden jeg gik her første gang fået lagt et nyt lagt asfalt, til stor glæde for cyklister der her godt nok ikke kan træne bakker, men så den ubarmhjertige vind som uhindret blæser over vejen. Apropos blæst, så hørte jeg tilfældigt på tv en undersøgelse af om kraftig blæst ikke kunne kompensere for højde. Det kan den så ikke. For bare nogenlunde at matche højder, skal der nærmest en orkan til. Dette var en servicemeddelelse til cyklisterne. 

Ruten 

Dragør, langs kysten i det omfang det kan lade sig gøre for naturreservater. Kongelundsfortet. Søndre Sluse. Pinseskoven. Granatvej. Ørestad. Turen var ca. 20 km. hvoraf ca de 15 var på Amarminoen.

Agersø

En kystvandring i topklasse hvad angår længde, variation og naturoplevelser, et naturreservat med masser af fugleliv og et unikt marsk- og madeområde. Og ikke at forglemme en lille landsby. Nogle af de ting som vandreren kan forvente på den lille ø i Storebælt.

Agersø som udflugtsmål er ikke stort mere end 100 år gammel. Dengang (23. august 1921) fristede Næstved Tidende med en ø-tur til Agersø. Der var nemlig en dampfærge fra Skælskør som arrangerede dagsture med et 3 timers ophold på Agersø:

" .... Blot det at færdes gennem den tætsammenbyggede, ejendommelige Agersøby er en Oplevelse. Og saa: Hvilken Fred! Her suser ingen Biler omkring - kun Høstvognens rullende Lyd høres hist og her paa de jævne Veje. Fuglenes Kvidren og Sang er ligesom mere fredfyldt her end noget andet Sted, og Fiskerens eller Landmandens stilfærdige Færd virker paa sin egen Maade ind i det yppige Natursceneri derovre."

Og Øen synes da ogsaa mere end før at være "opdaget"; navnlig har man fra Korsør ikke saa sjælden Besøg af større Selskaber, som i Agersøgaards Have tilbringer en Stund nydende Mokkaen og Freden under de høje Allétræer, som Kansler Friis i sin Tid lod plante i Haven. Og over det hele hviler en Duft fra de frodige Agre og fra de nytjærede Fiskegrejer i Byens ejendommelige Allé.

Men ude i Skoven, der klæder Øens nordvestlige Pynt, er Sundhed og Helse at finde. Et forfriskende Bad og en Hviletur under Purretræernes Hvælvinger er noget af en Oplevelse, naar Sommeren rigtig har slaaet sig paa. Og vi forstaar saa godt, hvorfor Ungdommen - ja, de ældre med - intet andet Steds svinger sig i Dansen som netop her paa den primitive Danseestrade."

Det var altså naturen man lokkede med dengang. I dag er det meget nemmere at komme til Agersø. Der går en færge ca. en gang i timen fra Stigsnæs Havn, efter en god halv time i bus fra Skælskør, eller en vandretur et par timer på Margueritruten:

Optakt: Skælskør-Stigsnæs Havn

Mens busforbindelsen til nærmeste større by, Skælskør er god, kniber det med den 8 km lange strækning mellem Skælskør og Stigsnæs Havn. Buslinje 907 kører ikke så tit, der er dog flexbusser som skal bestilles 2 timer i forvejen. I stedet kan man jo gøre turen til fods, det lønner sig at besøge fx Borreby Gods.

Den indre borg i Borreby Gods. En voldgrav som man ikke kan se på fotoet, omkranser borgen. Såvel til venstre som til højre er der masser af gamle bygninger.

På Borreby Gods' hjemmeside kalder de sig "en af Danmarks smukkeste herreborge". Det er ikke helt løgn (indrømmet: jeg mindes ikke at have set andre). Dem er der kun 5 af i Danmark. De ældste dele stammer tilbage fra kansler Johan Friis' tid i 1556. Godset fremstår ganske velbevaret (for et utrænet øje). Selve borgen er beskyttet af en voldgrav. Udenfor den er der mange bygninger, og der er næsten adgang til det hele, også haven - hold øje med åbningstiderne (der er ganske gode for besøgende).

Vådområdet ved Borreby Gods. Fra det tyste og livløse svinefoderlandskab lyder der her en velsignelse af fuglestemmer, frøer og anden natur.

Man kan næsten se fra godset til et vådområde som vejen går igennem. Her er et usædvanligt livligt fugleliv, med en ganske betragtelig bid af Danmarks vadefugle i store mængder. Sikkert også andre hvis man er ornitolog (det er jeg ikke). Det var til gengæld en jeg mødte (fra Omø) som var på udkig efter blåhalse som skulle være set i området. Han havde dog ikke været heldig - endnu.

Holtenvej, udsigt mod Skælskør. Det fremgår at man er i svinefoderland. Marker til begge sider så langt øjet rækker. Mellem skoven ved Stignæs og kort før Borreby er udsigten nogenlunde sådan.

Resten af vejen til Stigsnæs Havn er ikke den store naturoplevelse. Den foregår langs vidtstrakte svinefoderarealer. Enkelte steder med et fjernt kig til vandet. Vandrevejen er ellers udmærket: asfalt, ingen rabat, men heller ingen trafik, og udsynet er godt overalt hvis der skulle komme biler.

Askeled er et forhenværende andelsmejeri: Stigsnæs Andelsmejeri. Det blev oprettet i 1910 af nogle gårdejere. Bygningen var med ostehus hvor der senere blev indrettet en badeanstalt hvor mejerikredsens beboere kunne bade formedelst 15 øre, mens andre måtte punge ud med 25 øre. Det startede ud med 103 leverandører med 616 køer. Og blev nedlagt 1964 på grund af manglende mælkeleverance. Mejeribygning og skorsten er nedrevet ned, kun den ganske imponerede beboelsesejendom står tilbage.

Stigsnæs Havn. Færgen til Omø er ved at lægge til. Linje 907 betjener havnen. Med den kommer man til Skælskør. Ellers er der flexbus.

Stignæs havn ligger ved en skov. Der er en bygning hvor man kan få afviklet sine mest påtrængende behov. Om sommeren sejler færgerne en gang i time. Stigsnæsværket ligger ganske tæt på med havn til af- og pålæsning af kul m.m. Stigsnæsværket fungerede 1966-2012 og bruges nu kun til oplagring af kul. Det er overtaget af Ørsted (tidligere DONG), sat til salg og skal nedrives. På en varm sommerdag kunne man føle sig fristet til at springe en færgeafgang over for at kigge sig omkring. Det er nok ikke tilfældet på en kold vinterdag.

På overfarten kan man kigge efter søslanger. På Agersø var der i forne tider en mand der havde set en søslange i bæltet. Bønderne på Omø som ville sejle til Agersø en søndag for at hente præsten, blev overraskede over at se hele 7 af slagsen. Jeg så dog kun en enkelt sæl (vist nok) uden lighed med en søslange.

Agersø By

I Th. Gandrups "Kongeriget Danmark, populairt historisk-topographisk beskrevet!" (1865) står om Agersø By at før udskiftningen var alle gårde og huse placeret i byen, også lystgården Agersøgård, men at nogle af dem er udflyttet på markerne. Altså ikke alle. På hele øen bor der fast omkring 200 mennesker. Det fleste i byen, enkelte på gårdene. Og i feriesæsonen i et sommerhusområdet mod nordvest med 80 sommerhuse. 

"Agersø" (færgen altså) er på vej mod Stigsnæs tidligt om morgenen og forsvinder næsten i morgendisen. Turen tager ca et kvarter. Man køber returbillet på færgen. 

Øen er ca. 7 km på den lange og 3 km. på den korte led, så vandringer på omkring 20 km findes der selvsagt ikke så mange ruter til. Til gengæld byder kystvandringen rundt om øen på nogle af de bedste oplevelser. Der er forbavsende stor variation.

Agersø Kirke (1872). Bindingsværkshuset var bygget til at huse Slagelse-præsten.

Byen har en købmand, en kirke, nogle madsteder ved havnen og den imponerede store Agersø Kro lidt oppe i byen som blev bygget som et badehotel i 1915 - det er her man skal ty hen for at få en rigtig god frokost.

Ved reskript fra 26. november 1857 blev det hidtil forenede præsteembede for Agersø og Omø menigheder delt ved den daværende præsts afgang. Han hed Christian Line Holst, og var præst 1846-1959. Præsten på Omø skulle tillige være skolelærer. Efter datidens love skulle bønderne betale tiende til præsten som et betragteligt antal andre ydelser. Hvilket ikke var populært. I 1864 ragede præsten (H. P. C. Ostenfeldt) uklar med gårdejer Christen Olsen om sidstnævntes forpligtelse til årligt at yde en gås til sognekaldet eller vederlag for samme. Sagen gik helt til Højesteret som afgjorde sagen til præstens fordel, men han måtte tåle en nedsættelse i gårdejerens bygafgift. Under sagen kom det frem at ikke alle gårdejere i tidens løb havde ydet en gås, så sagen havde ø-omspændende interesse. SS: forholdet mellem gårdejere og præst måske ikke har været det allerbedste.

Dengang kom biskoppen på visitation, der kunne dog gå årtier imellem. I "Nogle Blade af J.P. Mynsters Liv og Tid" noterede han at "Indvaanerne staae sig i Almindelighed vel, Fattigvæsenet har meget Faa at forsørge; de ere i det Hele gode og ordentlige Mennesker, Drukkenskab er sielden, Tyverie ukiendt." Præstens prædiken fik drøje ord med på vejen: "Løs moralsk Tale, uden Forbindelse med Texten; men nogle Steder, der kom med Alvor af en retskaffen Tænkemaade. Foredraget ret godt, men med en slem eensformig Gesticulation ... Ungdommen svarede med god Kundskab og ualmindelig god Eftertanke." Det var dengang der var tvangskristendom i Danmark (indtil 1849).

Ved Agersø Bys gadekær. I baggrunden kirken. Og en af mange bænke, denne med en hejre. Man kan så gå på jagt. Tip: Der er også en ved havnen.

Under nationalromantikken fra slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet blev der skruet op for ø-livsidyllen i rejsebeskrivelserne. En vis H. Borre skrev den 25. juni 1906 i Svendborg avis. Sydfyns Tidende:

Øboen elsker Havet, og han elsker sin Ø. Han kan i Længden ingen af disse undvære. Som ung vier han sig i Almindelighed helt til det første, han "farer paa Varmen", og tjener sig en god Slump til at sætte Bo for, og saa er det interessant at besøge ham, thi naar der først gaar Hul paa ham, saa er han vrimlende fuld af Fortællinger fra Langfarten. Og desuden har han i sit Hjem foruden gamle Ting som de haandmalede Tallerkener under Loftet i Gemmer og Kroge mangfoldige Minder fra Udlandet.

---

Øboen er lystig i Laget Der er noget ægte rembrandtsk over Hans Gilder, han danser, synger Skaalvers, damper paa sin Pibe, hans djærve Lune virker smittende og minder os om, at han endnu, om end i afsides Kroge, forstaar at slaa Gækken løs. Ved Majgildet, hvor Byhornet flytter

til Nabogaarden - dette Horn, som endnu den Dag i Dag kalder Bymændene til Stævne, naar vigtige Sager foreligger - straaler Øboen i al sin Glans. Han drikker Punsch, holder Taler, synger "enSkaal for den, som sejler, en Skaal for den som bejler", og han fornærmer under dette ikke en Sjæl, holder ud til den lyse Morgen, gaar saa i Baaden og "hejser Sejlet højt i Top og løber saa -

god Morgen - ud paa Havet", for at røgte Garn og hjembringe sin Fangst, thi hvorom al Ting er: Fra Havet henter han sit daglige Brød, og Havet giver dette rigeligt, især nu, ester at Afsætningsforholdene er ordnede. Nu behøver Øboen nemlig ikke som i Fortiden at bruge store Masser af den overflødige Fisk til Gødning, nu kan han afhænde dem alle og flere til. Derfor lever Øboen under lykkelige økonomiske Kaar, derfor kan han sige med et lunt Smil: "Jeg er tilfreds, fordi jeg har noget at spise, noget at klæde mig i og saa en - lille Smule i Sparekassen, og derfor har han en rank Ryg Han har ved sit eget Arbejde erhvervet sig en Tryghed, og i de senere Aar er der i ham vaagnet en Trang til Oplysning, der spaar alt godt for Fremtiden."

Realiteterne var selvfølgelig anderledes. I 1865/1866 rasede en skarlagensfeberepidemi i Skælskør lægedistrikt som særlig hårdt ramte Agersø. Grunden angaves til at være at gårdmandsklassen modsat andre steder blev lige så hårdt ramt som husmandsklassen: "Der er mange gårdmandsfamilier, der bor lige så urenligt og uordentligt som husmandsklassen. Det kom til adskillige dødsfald".

Historiestalen, Egholmvej 1 - eller til venstre udenfor billedet. Det hele så nu noget lukket ud. Jeg har heller ikke undersøgt om der stadig er museum.

Og ø-samfundet er meget anderledes end fortidens beskrivelser. Som alle andre steder er den lokale skole Agersø Skole (1882) lukket og blevet til naturcenter, og ved siden af skolen har øboerne selv opført en hal som de har grund til at være stolte af. I byen findes der andre bygninger som man kan gå på udkig efter, fx den gamle smedje (1899), Derudover Historiestalden (Egholmvej 1) som siden 2012 udstiller genstande fra landbrug, fiskeri, håndværk, bolig, dragter og gamle fotografier. Nåede ikke at kontrollere om det havde åbent.

Agersø Mølle. Den er nu museum, og på den anden side holder tre gamle vogne permanent parkeret. Fra møllen har man en flot udsigt over havnen mod Stigsnæs.

Agersø Mølle er en hollandsk mølle som var i drift 1892-1959. Danske Møllers Venner har siden restaureret den. Møllevingerne er fra 2011 og bygningen er næsten nymalet (2020). Agersø Mølle er lavet om til et museum. Det samler ting som beboerne har givet til foreningen og har i øvrigt dragter, kyser, masker og museumsgenstande som afdøde Lars Peter Nielsen samlede på sit private museum på Kratgården som ikke eksisterer længere). 

Østkysten mod nord

Fra Agersø By mod den engang selvstændige holm længst mod nord, Egholm er der fra bakkedraget udsigt til farvandet mellem Agersø og Sjælland. De tre slæbebåde på fotoet er på vej til et stort skib med kul som skal læsses af i Stigsnæs Havn. Et stort, tungt skib skal hjælpes til kaj af de tre slæbebåde. Og dem var der mange af lige præcis da jeg var på øen. I det smalle sund ser de meget store ud.

Mod Egholm. 3 slæbebåde er på vej til et kulskib. Længst væk Sjælland.

Under Englandskrigene (1807-1814) var farvandet omkring Agersø ofte scene for kamphandlingerne mellem de danske og engelske.  De store engelske konvojer på ofte 100-200 skibe blev ledsaget af en lille krigsflåde på 5-10 fartøjer som skulle til deres allierede, Sverige. Et sammenstød fandt sted i 1808, se mit indslag på Politivennen live Blogging, desuden eksempler på konvojgennemsejlinger i 1809 på Politivennen Live Blogging samt endelig nogle episoder i 1812. Danmark stod som bekendt med Napoleon (et uheldigt valg, set i bagklogskabens øjne). Som oftest kunne danske styrker kun genere englænderne en anelse. En gang imellem kom det til sammenstød når englænderne skulle i land fx for at proviantere eller hente vand. 

Egholm. Huset længst væk ejes af ejeren Jens Jørgen Madsen. Man kan bevæge sig langs kysten, men indmaden af holmen er privat.

I "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" 3. juni 1808 kan man læse om et sådant sammenstød:

"Fra Gen. Lieut. Carstenskiold er det Os indmeldt, at 2de stærke bemandede fiendtlige Barkasser gjorde, om Eftermiddagen den 29. Maj, Jagt paa nogle Baade, som kom fra Corsøer og Skielskiør, og ville til Egholm; men da Baadene kom til denne Øe, stod Jægerne af det 1ste jydske Inf. Regt. parat for at forsvare dem, og trak Baadene i Land i Fiendens Paasyn, og beskiød dem saaledes at han ei kunde nærme sig. Imidlertid var Capt. v. Guldberg kommet til Hielp fra Omøe med tvende 3pundige Kanoner, som efter nogle Skud nødte Fienden til at flygte. Captajn Guldberg melder, at skiønt Kuglerne fra de fiendtlige Barkasser fløi hans Folk i stor Mængde om Ørene, saa viiste saavel disse som Artilleristerne den Iver og Uforsagthed som egner brave Soldater og fortiener Vor tilfredshed."

En barkasse er sådan lidt kort fortalt en ret stor robåd som brugtes på datidens store sejlskibe. Den kunne føre sejl og rumme fx en kanon eller ankre. Der er et sort trækors på Agersø kirkegård for 11 druknede danske matroser og en enkelt dræbt engelsk soldat.

Egholm har siden 2017 været ejet af millionærægteparret Jens Jørgen og Hanne Madsen som lever af minkavl og produkter mm. til denne.Turen omkring Egholm går på østsiden gennem et noget sumpet område. I denne tørketid ikke noget som kan afholde nogen af at gøre turen. Men måske efter langvarigt regnvejr det kan være godt med solide, vandtætte støvler. Stranden er sand og sten. Udsigten, vandet og fuglelivet noget af det bedste. Og det bliver om muligt endnu bedre når man runder pynten og begynder at gå ned ad vestkysten. Længst mod nord kommer man forbi Madsens beskedne hus. De gamle bygninger bruges tilsyneladende ikke?

Agersø vestkyst mod nord

Agersø vestkyst set fra nord mod syd. I det fjerne den midterste del af Agersø.

Fotoet viser stranden der her er noget smallere end længere sydpå. Kystsikring (læs: kystødelæggelse) er et nærmest ukendt fænomen langs hele vestkysten. Det betyder at der er en rigtig kyst hele vejen med en forstrand, en varierende høj klint og lave strandenge. Jeg kan faktisk ikke mindes at have gået på en naturkyst af så mange kilometer. Og jeg har næsten vandret hele vejen rundt om Sjælland. Oplevelsen er intens, jeg tænker at enhver kystvandrer burde unde sig den oplevelse.  Her kan man opleve hvordan kystsikring ødelægger natur og kyst.

Agersø kyst vest set fra sydmod nord.

Ovenstående foto viser kysten fra cirka ud for Agersø By (bare på vestkysten) mod nord mod Egholm der gemmer sig bag pynten. Længere sydpå går glansen dog noget af idyllen. 

Agersø Vestkyst mod syd

En markvej fører ud til stranden, og herfra mod syd er der dybe, markante brede hjulspor af ATV-køretøjer som har gravet sig betragteligt ned i stenene og gnavet godt af de lave klinter længere inde på stranden. Er det lovligt? Det pynter ikke ligefrem på stranden. Noget af vegetationen - strandkål og lignende - er vel heller ikke for glade for at blive kørt flade. Men heldigvis er det ikke på et længere stykke af stranden.

Udsigt fra tæt på landtangen mod syd til Omø. I fogrunden et udbrændt køretøj.

Stranden her og så til landtangen er noget mere stenet og besværlig at vandre på. Så støvler med kraftige såler er at anbefale.

Vildreservatet - syd

Mellem landtangen Helholm og det øvrige Agersø er der et naturreservat. På landtangen er der i ynglesæsonen (fx nu) adgang forbudt. Fuglene skal have fred! Så jeg valgte ikke at gå ud mod fyret og skansen med de fire kanoner som skulle være der.

Natureservatet set mod nord ind mod Agersø By.

Langs naturreservatet kan man vandre, omend med stor forsigtighed. Der er ingen grund til at forstyrre fuglelivet. Desuden er det den mest anstrengende del af kysten. Tørken har gjort det noget nemmere. Men det er ikke svært at forestille sig hvordan turen ville være kommet til at forme sig under "normale" (hvad er egentlig efterhånden normalt) omstændigheder. For ikke at sige efter et langvarigt regnvejr.

Udsigt fra naturreservatet mod nord.

Den lille strimmel flad strand (hvis den da er der) er blød at gå i. Sine steder er det opskyllet tang med lidt sand ovenpå. Selv engen, maden er høje græstuer med vådt imellem. Nogle steder går gamle trådhegn (som oftest dog nedtrådt og rustent) helt ud i vandet så det er vanskelig passabelt langs kysten. Der er dog sten med jævne mellemrum så man sætte sig og nyde udsigten. Lange tunger af vand skærer sig desuden mange steder dybt ind i landet. Dybe og bløde nok til at man bør betænke sig ved at forcere dem hvis man ikke kan springe over dem.

Et af de strækninger langs naturreservatet som er bedst passabel.

Når disse vanskeligheder er nævnt, så der en speciel stemning med masser af fugleliv som ikke lader sig forstyrre af en ensom, hensynsfuld vandrer. 

Agersø Kyst syd for Agersø Havn

Ude af naturreservatet drejer kysten mod øst så mod nord til Agersø Havn. Det er på denne del af kysten at der åbenbart foregår noget fiskeri. Eller gjorde? Med mellemrum støder man på ganske små bundgarn og gamle net som vist er mere end tørre. Helt mod syd er strandengen flad. Og der går en trampesti næsten hele vejen, også over tangen som skiller en lille indsø fra havet. Der skulle ikke være så mange fisk tilbage i Storebælt i dette område. Eksperter kan så skændes om det er forureningen fra Stigsnæs værket og andre industrier, saltindholdet, det varmere vand eller udledningen fra landbruget der er skyld i det.

Østkyst tæt på Agersø Havn som ses i det fjerne.

Jo tættere man kommer på Agersø Havn desto vanskeligere bliver det at passere for nedfaldne træer og sivbevoksning. Alt sammen noget som er flot at se på og giver en særlig stemning, men som altså ikke er for handicappede. Turen er anbefalelsesværdig og dette stykke er heller ikke så langt. Dertil kommer at stranden også her sine steder er meget blød, selv i denne tørketid.

Udsigten fra Agersø Havn mod syd. Som det ses er der forholdsvis høje klinter.

Når man er ankommet til genbrugspladsen, så er man i Agersø Havn.

Det indre Agersø

Det indre af øen er (det er næsten trivielt at konstatere det) som det øvrige Danmark domineret af enorme landbrugsarealer med svinefoder. Der er dog enkelte naturområder, fx mellem Agersø By og vestkysten.

Maden mellem Agersø By og vestkysten.

For 100 siden i 1921 forsøgte man at få dannet en husmandsforening, men pga. den manglende interesse lavede man i stedet for et udvalg som kunne løse opgaven. Den slags diskussioner er i nutiden gjort helt overflødige.

Ved maden mellem vestkysten og Agersø By.

Så er man sådan set nået hele vejen rundt om øen - og gennem dem. Det hele kan nås på en dag. Men hvorfor bruge kun en dag når man kan bruge 2 eller for den sags skyld 3 eller mere?

Ruten

Langs kysten. Turen kan gøres på en dag, men det ville nok ikke give plads til de stille stunder for at nyde udsigten og stemningen.

Mere læsestof

Sorø Amts-tidende eller Slagelse Avis 2. februar 1889.

Se også Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 9. august 1895.

Om ejeren af øen og øboernes opsætsighed, samt om øens præster, se Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 23. juni 1906.

Forholdene i Storebælt under Englandskrigene her på bloggen. (Linket går dog også tilbage fra før 1807)