I mange år har jeg gået Amarminoen uden at ane at jeg gik på den. Den blev nemlig først navngivet i 2020. Men nu skulle det altså være alvor!
Amarminoen går fra Dragør Fort langs sydkysten af Amager til DR-byen. Eller omvendt.(Amar + minoen =/ Caminoen). Den siges at være omkring 27 km. Så det skulle være overkommeligt for en dag. Naturpark Amager har lavet et oversigtskort over ruten. Dette indslag dækker nogenlunde strækningen fra Dragør til Naturcenter Amager (med visse svinkeærinder, se artiklen nedenfor).
Dragør Havn. I denne ende af Amarminoen kan man jo lige så godt kigge på en af Danmarks mest charmerende byer med en gammel bymidte. Og restaureret lodsbåd og tårn. Engang holdt de også til i Allinge på Bornholm.
Allerede ved dagens start i Dragør Havn er det nødvendigt at gøre sig klart at skal man, så er det nu: der er flere toiletter ved og på Dragør Havn. Men næste stop er ved Kongelundsfortet, eventuelt i Kongelundskroen hvis den er åben (torsdag til søndag i sommersæsonen). Og så er der ellers dømt påholdenhed indtil enten Ørestad, eller den nye badeanstalt nord for Skrædderholmen. Den er så ny at den ikke er aftegnet på kortet.
Søvangsbugten. Mellem Dragør og Søvang er stranden urørt. Ingen kystsikring (læs kystødelæggelse), broer eller anlægssted for fiskeri.
I forhold til de tidligere vandringer i området har Amarminoens stier fået en gevaldig opfriskning. Så det har man da fået ud af at navngive den Amarmino. Stierne var der jo i forvejen, og formålet har da sikkert også været det meget prisværdige at få folk motiveret til at gå en tur og nyde det nærmeste som man kommer til natur i Danmark. Det meste på ruten er så menneskeskabt natur (hvis man kan kalde det sådan), men absolut noget af det mest heldige. Selv om formålet oprindelig var andre, fx militære, så er det faktisk lykkedes at tiltrække planter, insekter, dyr og fugle i et ganske betydeligt omfang.
Søvangsbugten. Ud i bugten rager broen til Søvang, det hele anlagt til de indviede. De gange jeg er passeret, har jeg ikke set nogen hverken på broen eller badeanstalten, så overrendt synes den ikke at være.
I Søvangsbugten er der hele tre meget lange bade- og bådebroer. I bedste danske stil er de private og afspærret med en bom. Badevandet helt inde ved kysten er tæt pakket med lidt ulækkert tang så langt øjet rækker, så hvis man er til badning, kan man måske lave en aftale med nogle af ejerne til broerne. Hunde forbudt i naturpark og vildtreservat. Det er der så ca halvdelen af hundeejerne der respekterer, og stort tak til dem. Fritløbende hunde skræmmer fugle m.m. væk, men der står på et skilt: "Vis hensyn, vi skal alle være her". Dog henvendt til racende cyklister.
Søvangsbugten ved Søvang. Skiltet påstår at broen er Danmarks længste badebro.
Ned mod Søvang kommer man op på diget der beskytter bebyggelsen. Pæle markerer hvor vandstanden kommer til at stå ved en 100 årskatastrofe, læs stormflod. Udsigterne til en sådan hændelse er med klimaændringerne ikke længere så usandsynlig, så det truer bl.a. luksusboligerne langs kysten i Søvang. Det ser godt nok ud til at boligerne ikke må lade hegn være højere end diget, men man kigger jo altså lige ind i folks private huse. Gad vide hvad der sker med udsigten når digerne forhøjes nogle meter.
Udsigt mod nordøst fra Kongelundsfortets højeste tårn.
Syd for Søvang går stien ind i landet udenom naturparken og vildtreservatet. Mellem Søvang og Kongelundsfortet går den via Fasanstien gennem skoven. Den byder bl.a. på en af Thomas Dambos trolde som har gemt sig godt. Stien munder ud ved Kongelundsfortet. Et af de senest anlagte forsvarsværker som de sidste ca. 30 år har været ejet af Dragør Kommune og som nu bl.a. bruges til skoler. Der er fuld offentlig adgang til de udendørs områder. Til gengæld er de fleste af bygningerne aflåst, bortset fra et kikkerttårn som man ikke skal være klaustrofobisk for at gå ind i.
Udsigt mod syd fra tårnet i Kongelungsfortet. Voldgraven ses nederst i billedet.
Der er fyldige forklaringer på hvad bygningerne har været brugt til, eller skulle bruges til under en eventuel krig. Med fotoer. Men ellers er der to tårne man kan gå op i og få en fantastisk udsigt over vildtreservatet og vådområdet omkring fortet. Vådområdet gør sig mindre godt på fotoer, de ser lidt kedelige og flade ud, men i virkeligheden er de en stor sanseoplevelse for de øret og næsen.
Stien langs Hestefælleden er sine steder ret sandet, og i tørt vejr som dette noget besværligt at gå i, ikke for kørestole. Også her lader enkelte deres hunde gå uden snor.
Der er masse af insekter, hvilket betyder mange fugle og masser af vilde blomster som heller ikke ses på oversigtsfotoer. Men næsen tager ikke fejl. Pt er der meget tørt efter en måneds næsten uafbrudt tørke. Men det mærkes dog mest lidt inde i landet hvor vegetationen er ret afsvedet, dog nok til hestene i Hestefælleden syd for Kongelunden.
Hestefælleden med heste, se mod Kongelunden i baggrunden.
Jeg er på mine ældre dage begyndt at tage kontakt til heste, fordi nogle af dem tilsyneladende fatter interesse. Hvorfor, det ved jeg ikke rigtigt, og det er ikke fordi de vil have at jeg giver dem noget frisk græs eller lignende at spise. De kommer bare hen og vil "snakke". Jeg har endog været udsat for at et af de store dyr lænede sin store mule op ad min arm, ligesom for at give et lille knus, eller hvad nu sådan noget hedder. Det er sikkert noget jeg bilder mig selv ind (ja, det er det). Men er en dejlig tanke. Man går vist og bliver lidt sentimental med tiden.
Ud for Kongelundskroen er der et mindre søsportsområde midt i statens vildtreservat. Her er det tilladt at dyrke de former for sport som jeg ikke rigtig kender navnene på. En dag som denne er der ikke så mange. Men andre gange jeg har været her, har der været fuld gang i sejl og faldskærme, eller de navne som jeg ikke rigtig har fået lært.
Enghøj ved Pinseskoven. En af de mere anonyme høje i landskabet. De fleste er vist anlagt af militæret gennem tiderne. Nogle skal dog være små holme fra dengang området var et lavvandet farvand.
Jeg valgte en lidt anden rute gennem Pinseskoven end Amarminoen angav, og det skyldtes at jeg havde mistanke om at der kunne være mange myg. Jeg valgte en rute vest for kanalen, stadig gennem skoven, men ikke så kroget. Bortset fra det sidste stykke gennem Pinseskoven mod Granatvej. Her var græsset ret højt, og da jeg senere kom hjem, opdagede jeg noget rødt udslet. Det klør dog ikke så meget som myggestik, faktiske slet ikke. Et stykke op mod Ørestad forlod jeg så endeligt Amarminoen (der drejer ad Svenskeholmvej) og gik i stedet videre ad Granatvej mod Ørestad. Dels byder den nemlig på kaffe og forfriskninger og en masse spændende arkitektur (og ikke at forglemme masser af toiletmuligheder), dels har jeg gået den resterende del masser af gange. Især langs Dæmningsvej, ikke fordi det er det mest spændende stykke, men fordi det ligger bekvemt for mig at komme til.
Velkendt kig fra Granatvej: Flat, flat flat. Med et lille vandhul.
Det allerede beskrevne stykke, samt det resterende har jeg tidligere på bloggen beskrevet ruten ved forskellige lejligheder dengang den endnu ikke hed Amarminoen: 16. juni 2014 Naturpark Amager, den 11. august 2014 Statens Vildtreservat Vestamager, den 12. juli 2015 Store Magle og Amager Syd, den 12. juli 2015 fra Store Magleby og rundt om Sydamager, den 22. maj 2016 Kalvebod Fælled rundt, Vestamager, den 28. maj 2017, fjernvandrevej E6 og rundt om lufthavnen, og senest for to år siden den 29. februar 2020 Statens vildtreservat og Kalvebod. Så som det ses, så kan Amarminoen stykkes sammen af disse indslag, for heller ikke denne gang fulgt jeg ruten mere end ca. 15 km.
Navnløs bakke tæt på Ørestad, Koklapperne. Den ser ud til at være anlagt til militære formål. Grøften foran højen kunne være gravet for at få lavet bakken. I dag er det imidlertid et godt sted for fx frøer.
De fleste af asfaltvejene er anlagt af militæret og er snorlige. Det gælder også for Granatvej der siden jeg gik her første gang fået lagt et nyt lagt asfalt, til stor glæde for cyklister der her godt nok ikke kan træne bakker, men så den ubarmhjertige vind som uhindret blæser over vejen. Apropos blæst, så hørte jeg tilfældigt på tv en undersøgelse af om kraftig blæst ikke kunne kompensere for højde. Det kan den så ikke. For bare nogenlunde at matche højder, skal der nærmest en orkan til. Dette var en servicemeddelelse til cyklisterne.
Ruten
Dragør, langs kysten i det omfang det kan lade sig gøre for naturreservater. Kongelundsfortet. Søndre Sluse. Pinseskoven. Granatvej. Ørestad. Turen var ca. 20 km. hvoraf ca de 15 var på Amarminoen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar