Lagunestien Skælskør til Korsør langs kysten

Lagunestien går fra Næstved til Korsør. Den er selvsagt for lang for en dagstur, så jeg nøjedes med strækningen fra Kobæk Strand og Skælskør til Korsør. 

Jeg fulgte dog ikke ruten slavisk. På et tidspunkt går den ind i landet, af forståelige grunde - stranden er ikke just for svagt gående. Dette valgte jeg at ignorere og i stedet følge kysten. Det kom jeg ikke til at fortryde, om end turen var strabadserende, og måske ikke på alle årstider er lige fremkommelig, forstået som passabel tørskoet.

Skælskør Havn med St. Nicolai Kirke stikkende op bag det hele. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lagunestiens hjemmeside fortæller at den er etableret i 1997 af DVL, og tilsyneladende er gået lidt i glemmebogen. For at reklamere lidt for den, er de to kommuner den passerer, ved at gøre noget ved det. Jeg mødte da heller ingen som helst andre Lagunesti-vandrere på min vej, kun badegæster og sommerhusbeboere. Måske lidt synd, for kysten kan fuldt ud måle sig med de nordsjællandske, og er tilmed ikke så skændede af kystsikring

Et kik med kirke og domhus i baggrunden ned mod Vestergade som fører til havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg startede Lagunestien i Skælskør. Man kan stå af på busterminalen hvis man gerne lige vil gå en tur gennem den obligatoriske Algade som hører enhver god provinsby til. Her kan man fornemme stemningen, fx gennem den gamle købmandsgård. Havnen er en lystbådehavn hvor kun en lille del omkring den gamle dampmølle endnu minder om dens historiske fortid som industrihavn. Fra havnen kan man slingre ned (eller op) ad Vestergade til den imposante kirke og domhuset på Gammelgade.

En af de bedre udsigter fra Kobækvej. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ruten ville være blevet lidt for lang hvis jeg havde taget turen langs Skælskør Fjord. I stedet var det planen at støde til stien igen for enden af Lodshusvej. Denne vej går langs et nyetableret skovområde, Kobæk Skov. Skoven er næsten dobbelt så stor som Københavns Vestre Kirkegård. I stedet valgte jeg Kobækvej, fordi jeg ikke var sikker på hvor mange kræfter strandene nordpå ville tappe. Det viste sig at være et klogt valg. Men for toptrænede vandrere burde den anden plan ikke være noget problem. Kobækvej er en trafikeret landevej som fører ud til Kobæk Strand.  

Den børnevenlige Kobæk Strand. Med udsigt til Agersø. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kobæk Strand ligger foran et diskret sommerhusområde med et konferencecenter (og så vidt jeg kunne se områdets eneste iskiosk), med tilhørende gode toiletforhold, rasteplads og en 90 meter lang badebro. Som det ses på fotoet er der halvvejs ude en trappenedgang til begge sider. For enden af  broen er vanddybden er ca. 1,2 meter. Herfra kunne jeg i det klare vejr ane Storebæltsbroen i det fjerne. Dagens slutmål. 

Så er ruten lagt: Længst væk i horisonten ses Storebæltsbroen. Mod højre bag pynten Egerup Strand.  Man kan gå hele vejen, fandt jeg ud af senere. Men det vidste jeg ikke da fotoet blev taget, og kikkertafsøgning af stranden gav ingen afklaring pga. de mange pynter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bag første pynt efter Kobæk Strand ligger Egerup Strand. Jeg havde ikke researchet stranden i forvejen, men jeg fandt dog hurtigt ud af at det er en nøgenbadestrand. Som strækker sig et godt stykke mod nord. Det hele foregår afslappet, og jeg må hver gang forbande min barndoms opvækst og nøgen-forskrækkethed som kommer op i mig hver gang jeg passerer nøgne mennesker. Det var mest ældre. Strandene tilhører Egerup Gods der ikke har sat bekvemligheder op.

Engang passeret de mere "almindelige" strandområder begynder de flotte klinter og den smalle forstrand at melde sig. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Egerup Strand markerer også det sidste stykke kyst som er nogenlunde fladt med en bred strand hvor man endnu kan gå i det våde sand ved vandkanten. Men det hører op. Klinterne begynder at blive højere og højere og forstranden så meget smallere, dog stadig passabel med vekslende størrelse sten. Stadig er det dog overvejende naturstrand, ikke noget med kystsikring og den slags. Gode vandrestøvler og stave klarer glimrende et sådant terræn.

Ved Egerup Strand er strand bred og sandet. Men man kan næsten se at længere mod nord er klinterne højere. Storebæltsbroen begynder snart at forsvinde bag pynten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Herefter mistede jeg mere og mere orientering af hvor langt jeg var gået og nået. Men udsigten både til vands og til lands blev da også bare mere og mere imponerende alt imens sandklinter i afvekslende højde passerede revy. Heldigvis er det meste af stranden urørt kyst. Dvs. den har fået lov til at udvikle sig naturligt, med de skred som nu engang er naturens luner underlagt.  

En af de mere svært passable strækninger af ruten. Det ser nu sværere ud end det egentlig var. Men hvilket dramatisk skue: En fortælling om naturens gang med de nedstyrtede træer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Klinterne på ruten har alle mere eller mindre gamle forstrande, dvs. skreddene er så gamle at der er nået at blive etableret en strand gennem længere tid og vegetationen har nået at slå rødder de steder hvor det nu kan lade sig gøre. Her får man en oplevelser af "stivnet tid" hvor det ikke er svært at forestille sig at storme vil brække yderligere stykker af klinten efterhånden som bølgerne får vasket sig ind under dem. Her står landskabet hvor der ikke behøves geologi-undervisning: det hele må stå lysende klart for normalt tænkende uden at ord er nødvendige. Alle faser er aftegnet i al sin pragt og maleriskhed

Det eneste sted på ruten som man ikke kan passere tørskoet, i hvert fald i dag. Ved højere vandstand er der flere. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Og jo mere man bevæger sig nordpå, desto flere kapitler af naturens egen fortælling lukkes der op for. Også for kapitlet om mennesket forsøg på at stoppe naturen: Kystsikringen. Det er de mere golde og monotone afsnit. Men det hører med og må unægtelig stille spørgsmålet om hvorfor? Ofte er kystsikrede områder de mest anstrengende at passere, også her hvor der på den sydlige side er afvasket materiale, der så til gengæld har ophobet sig på den nordlige side. Kystsikring er vel også noget der fortrinsvis kommer enkelte lodsejere til gode. For strandvandrere giver det ingen mening: Strandene skal nok være der.

Her går der vel sådan lidt guldalder i det. Lidt kystsikring anes, men de er tilsyneladende opgivet. Og se: Stranden er ikke forsvundet! Tværtimod. Efter denne pynt begynder kystsikringen for alvor, og jeg gik op i Lystskoven. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra stranden nedenfor Korsør Lystskov bliver kystsikringen meget systematisk med regelmæssigt opførte høfder, og passagen tilsvarende vanskelig. På dette sted fortrak jeg fra stranden og bevægende mig op på klinten gennem skoven. Det var i øvrigt også blevet ganske hedt på stranden - den lå i læ, og den kølende skygge i skoven var mere behagelig at gå i. Til gengæld så ikke så meget udsigt. Man passerer som eneste afveksling FDF Korsørs flotte røde bygninger med stråtag. Vel ude af skoven er man så igen i "civiliserede" egne.

Mod Korsør flader klinterne lidt ud og "kystsikringen" sætter nu kraftigt og systematisk ind. Det er badegæsternes område. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter Korsør Lystskov når man så til badeområdet syd for Korsør. Her ligger høfde ved høfde hele vejen op til Storebæltsbroen. Det er måske godt badeområde, men meget strabadserende at vandre i. Så resten af turen foregik på stien lidt inden i landet.

Korsør Strand. Byen kommer nu til syne i det fjerne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg fulgte stien næsten til strandens nordlige ende, og da jeg på en tidligere vandring har været i dette område, drejede jeg i stedet ad Grønningen og Kjærsvej ned gennem byen til havnen. For de som måske ikke kender Politivennen Live Blogging, kan jeg oplyse at jeg tidligere var i Korsør for at researche lokaliteter til en hårrejsende beretning i 9 dele om Korsør Tvangsarbejdsanstalt som lå tæt på den nuværende kirkegård. Og hvoraf nu kun en inspektørbolig står tilbage. For lokalt interesserede vil jeg gerne anbefale artiklerne. Historien ser ikke ud til at være særlig kendt.

Korsør. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I forbindelse med dette besøg i Korsør lavede jeg ikke noget indslag her på bloggen. Men jeg genbesøgte stederne fra i vinters og havde forestillet mig at der nu var kommet lidt mere liv i byen. Det viste sig ikke helt at holde stik. Men det kan jo skyldes at det var en almindelig tirsdag og at strandene måske tiltrak flere end byen. I hvert fald lykkedes det mig ikke at opdrive en god kop kaffe. Men på havnen ved broen var der en iskiosk til at fordrive tiden inden bussen til Korsør Station.

Ruten

Skælskør Rutebilterminal. Skælskør. Kobækvej. Kobæk Strand. Langs kysten til Korsør. I alt vel omkring 20 kilometer, om end det er svært at udmåle idet ruten er meget slingrende. 

Slangerup - Frederikssund over Hørup/Græse

Området har været behandlet før her på bloggen i forbindelse med bl.a vand-vandring (2014), Græse Å og det nedlagte jernbanetrail Slangerupbanen. Her er nogle yderligere steder som ikke har været behandlet i disse afsnit.

Slangerup har område nedenfor kirken og Kongensgade som kan være interessante. Bl.a. ligger den gamle gæstgivergård tæt på kirken. Den er ca. 150 år. I slutningen af  har den været rammen om det kulturelle liv i den vestlige del af amtet. I slutningen af 1980'erne begyndte det at gå ned ad bakke for forretningen. I den grad at kreditforeningen overtog den. Det hjalp ikke på forfaldet. Kommunen overtog så bygningen og fik en arkitekt til at forestå renoveringen der var færdig i 1994. Heller ikke kommunen lykkedes at få det til at løbe rundt, så i 2000 blev den købt af en ejendomsmægler som forpagtede den til to kinesere, Dan og Phung som siden har kørt den under navnet Restaurant Bangkok. Den ser flot ud som den ligger der overfor rådhuset og biblioteket med kirken i baggrunden.

Slangerup, Kongensgade. Den gamle gæstgivergård hedder nu Restaurant Bangkok. Set fra rådhuset, med kirken i baggrunden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kirken er mest kendt for sin kolonorme størrelse og fordi halvskotten og adelsmanden Thomas Kingo (Kinghorn) (1634-1703) var præst der. Jeg hæftede mig mest ved at kirkens bænke er helt enestående vidnesbyrd om kirken i Danmark. Nemlig bænkerækkerne. De fleste er vel klar over at kun de fornemme havde ret til at leje bænkene som var nummererede (som i et teater) og havde lås på så uvedkommende ikke trængte ind på ejernes enemærker. På nogle af gavlene er der oven i købet skåret hvem de var beregnet for, og det er ganske morsomt at se at enker og kvinder til borgmester, sognepræst og rådmænd havde reserveret hele tre rækker gratis tæt på prædikestolen.

Stolerække - gratis for sognepræsternes kvinder og enker. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Sognepræsterns kvinders og deris enkers fri stool". Mon det dog har været disse kvinder træskæreren har forsøgt at forevige? Oven i købet i farver. Og for at det ikke skulle være nok er der for "Raadmændenis Kvinders og deris Enkers fri Stool", og "Borgemesternis kvinders og deris Enkers fri Stool". Udover disse prominente personligheder har også en lurmester Rasmus Vellumsen, D. A. D. (sic! nok ikke bandet) og andre foreviget sig i gavlene. At kirken ikke blev raseret under svenskekrigene som så mange andre kirker, skyldes at den svenske konge Carl 10. benyttede kirken som kongekirke, så intet blev ødelagt. Heller ikke da de drog til Sverige, for borgerskabet i Slangerup satsede på at svenskerne ville vinde, og investerede i det svenske felttog. 

Her et overblik over nogle af bænkegavlene ved prædikestolen. Helt yderst t.v.  D. A. D. Herefter de frie stole for rådmændenes, sognepræsternes og borgmesterens kvinder og enker. Helt op i senmiddelalderen sad kvinderne til venstre og mændene i højre side af kirken (ved Gud Faders højre hånd, naturligvis). Kvinderne pakket væk i den mindst betydningsfulde side af kirken. Foto Erik Nicolaisen Høy

Kirken er mest kendt for sin katedralagtige størrelse og for at Kingo (1668-1677) her tordnede mod synd og djævelskab inden han drog til Fyn og blev biskop. Han var nemlig meget begejstret for enevælden, i en grad så kongen ikke kunne sidde det overhørigt. I Slangerup måtte han af pligt gifte sig med præsteenken (det var skik dengang). Da hun døde, fik han sig en 30 år yngre kone. Og så skrev han også snesevis af salmer som menigheden skulle synge - gad vide hvad de sikkert arbejdstrætte og mørbankede bønderkarle har tænkt når de søndag morgen skulle høre på den her:

Vågn op og slå på dine strenge,

syng mig en dejlig morgensang!

O kære sjæl, stat op af senge,

gør med din tak en Himmel-gang!

Gør vold oppå den stjerneborg,

og glem så længe verdens sorg!

Efter en lang arbejdsuge, måske også lidt tømmermænd, forestiller jeg mig at en sådan munterhed skulle skylles ned på kroen bagefter.

Hestetorvet, Slangerup. Et ganske fredeligt - måske endda lidt søvnigt - torv i forhold til at der sikkert har været hestemarked her for mange herrens år siden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

For en besøgende vandringsmand slipper byen dog hurtigt tør for interessant arkitektur. Hestetorvet er en ganske hyggelig plads - næsten for hyggelig. Den ser ikke ud til at have meget liv, men det kan jo skyldes at jeg kom forbi en mandag formiddag ... På Hestetorvet står en stenstøtte over Erik Ejegod: "Knud Lavards fader, valdemarernes stamfader, fød i Slangerup, død på Cypern 10. juli 1103. Bodil Thorgotsdatter. Hans dronning naaede det hellige land og døde paa Oliebjerget." Om det sidste er rigtigt, passer sikkert godt i mytologien, men om det rent faktisk er sandt, er mere uvist. Mere korrekt stavet hed hun vist Thrugotsdatter og var datter af en jarl med det smigrende tilnavn Fagerskind. Sådan lidt Anders And eller Asterix-agtigt.

Fredeligt og med vilde blomster ved Hørup Kildeplads. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg benyttede mig af Hørup Kildeplads til at komme mod Frederikssund. Kildepladserne er jo som bekendt små strimler af "vild" natur med en arbejdsvej midt i svinefoderområderne. Hørup Kildeplads er endda så tilpas bred at man faktisk ikke kan se gennem træer og buskads til disse sidste, så illusionen om at gå gennem et stort naturområde er god. Det er også fuglelivet som gør sig særdeles meget bemærket - og det ikke kun de obligatoriske lærker. Lidt uden for Slangerup kommer man forbi et kolonihaveområde og man kan høre åen risle.

Svinefoderarealer mellem Hørup og Græse. Afbrudt af nogle spredte klatter med træer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vel ude af kildepladsen er der en cykel- og gangsti mod Hørup. En lille landsby med nogle huse og et par mere eller mindre velholdte gårde. Samt et nysseligt gadekær hvor et hus svømmer rundt i andedammen. Der er sat bænke op, så det er et godt sted til en pause i vandringen. Ud over en genforeningssten og et par stråtækte huse og gårde er der så ikke meget at kikke på for vandreren. 

Gård med markblomster i grøftekanten. Mellem Hørup og Græse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Hørup mod Græse kommer man ud på en landevej der dog ikke er særlig meget befærdet, så det gør ikke så meget at rabatten ikke er særlig bred. Til nød kan man steppe lidt ind i grøften hvis der skulle komme to biler i hver sin retning. Her er svinefoder til alle sider, kun omkring gårdene er der plantet lidt træer og buske. Mellem markerne er der tynde bælter af levende hegn, samt klatter med grønt hist og pist. Dyre- og insektliv er stærkt begrænset, og ikke mange lyde udover vindens.

I betragtning af byen Græses størrelse må præstegården vel betegnes som oversized. Her er den ene af staldlængerne. Man aner lige stuehuset (1872) til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selvom jeg har været en del gange i området før, var dette dog første besøg i Græse som er en anelse større end Hørup. Kirken var lukket. Præstegården er af en anselig størrelse, faktisk minder den mest om et mindre gods. Jeg ved ikke om det kan skyldes at på trods af byens lidenhed har den en annekskirke, Sigerslevvester. Hvis kirke egentlig for 500 år siden skulle have været "lagt øde", men som alligevel ikke blev det - afstanden var trods alt for stor. Og måske har bønderne brugt det til undskyldning for at få sig lidt ekstra weekend (kirken var som bekendt tvangskirke dengang)

Græse set fra vest mod øst. Kirketårnet kan lige anes. En mark med vilde blomster. Det er sjældent man ser det, selv i grøftekanter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Omkring Græse findes der nogle små områder med vilde blomster midt i svinefoderet. Det liver lidt op på en ellers noget ensformig udsigt. Man kan forlade denne landevej vest for Græse hvor der fører en cykelvej mod møllen og åen. I 2016 gik jeg langs åen, så denne gang valgte jeg at dreje mod syd ved hospitalet og finde Frederikssund ad denne vej. 

Anlæg ved Græse Å, møllen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det vil jeg nok ikke gøre næste gang. Turen langs åen husker jeg som en fin tur. Frederikssund er et fint sted at afslutte en tur. Hvis man er til ældre købstadshuse, bør man også unde sig en lille tur ned til Havnegade som har et par fine gamle købstadshuse (bl.a. nr. 6 og 10). 

Frederikssund Havn, dampfærgen Skjelskør. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selve havnen er en gammel trafik- og erhvervshavn (Nordkaj, Østkaj, Sydkaj og Stenværkskaj). Men af den er der ikke noget tilbage. Alle kornsiloer, lagerhaller, stenværk med kollergang, jernstøberi og ind- og udskibning af diverse massegods er fjernet og erstattet af boliger. Til minde om fortiden står nu kun toldboden (Restaurant Toldboden) og en tidligere havnemesterbolig. Til gengæld ligger der to skibe, vikingeskibskopien Sit Ege og veterandampskibet Skjelskør.

Ruten.

Slangerup Rutebilstation - Hørup Kildeplads - Hørup - Græse - Græse Bygade - Græse Å - Frederikssund.

Sjællands Odde: Færgehavnen til Lumsås.

Sjællands Odde fra færgehavnen og et par krydsninger tværs over halvøen til Lumsås er rigeligt til en dags vandring.

Jeg undlod bevidst at gå mod nordvest til Gniben, for det er militært område og efter sigende lukket 8-16. Gniben blev befæstet af tyskerne under 2. verdenskrig for at overvågne sejladsen gennem Storebælt. Så blev det skydeskole for Søværnet indtil 1953 hvor Søværnets Artilleriskole nu er dag, et undervisningssted for Søværnets personel. Området inden Gniben så også ud til at være sommerhusområde. Så turen gik i stedet straks mod sydvest. Odden Færgehavn åbnede i forbindelse med etableringen af Molslinien. Sejladsen startede den 18. maj 1966 mellem Ebeltoft og Sjællands Odde. Området omkring havnen er ikke just det mest spændende, men stranden starter umiddelbart øst for havnen.

Odden lidt øst for færgehavnen.

Selvom ligheden med Skagen og Skagens Rev ligger lige for, så har Sjællands Odde og Sjællands Rev en helt anden baggrund. Skagens rev vokser som bekendt mod Norge og er "ny". Det er Sjællands Odde ikke. Efter den oversøiske del som er 20 km lang, strækker et undersøisk stenrev sig 8 km nordvest. Og det er dannet af en gletcher, altså en morænedannelse, hvilket ses i klinterne. Så mens Skagen bare vokser, æder havet sig ind på Sjællands Odde og danner en flot naturkyst, undtagen de steder hvor lodsejeres kystsikring har ødelagt kysten.

Det først zig over odden mod Yderby og Havnebyen. Her Oddenvej.

Stranden på begge sider af odden er mestendels stenstrande som er lidt (læs ret) hårde at gå i. Så husk gode vandrestøvler. Især på strækninger hvor skråningerne ligger umiddelbart ud til kysten. På strækninger med fladere terræn er der som oftest lavet stier oppe på strandengen, og de er mere behagelige at gå på. Jeg havde lagt turen an på at skifte side tre gange og ville helst undgå to af de steder hvor jeg ikke synes der er så rart at gå: De to M'er: Motor(trafik)veje og marker med svinefoder. (Dvs. med byg og hvede som fortrinvis bruges til foder til svin og kvæg). Især fra august til maj er det som oftest trøsteløse syn, især da om vinteren! Motorveje fylder ikke så meget, men de larmer til gengæld i ½-1 kilometers afstand og forstyrrer min naturoplevelse. Fra 1980'erne husker jeg de pragtfuldt røde valmuemarker - og jeg blev ret overrasket over at se dem igen. De er åbenbart ikke blevet sprøjtet væk.

Stranden vest for Havnebyen med et kik ud mod Gniben. Som det ses er stenstrandene særdeles frodige.

Der er rigeligt med strand - næsten ikke andet. Vejret var så klart at man kunne se land i horisonten. Stedkendte ville nok have kunnet lokalisere Sejerø (10 km), Samsø (35 km) og Mols (35 km) til den ene side, og Nordsjællandske lokaliteter til den anden. Jeg er ret sikker på at sigtbarheden gjorde at man kunne se det hele. Jeg vil også tro at for botaknikkyndige ville det være muligt at overleve på at spise strandkål. Sjældent har jeg da set så rigelige mængder af den smukke blomst andre steder. Det første kryds over odden gik til Havnebyen

Havnebyen

Et par ældre skuder i den gamle havn. En lystbådehavn er kommet til lidt østligere.

Odden Fiskerihavn er fra 1907-09. Allerede 1921, 1922 og 1929 blev molen delvis ødelagt af stormflod. Odden Røgeri ligger mod vest oppe i terræn med udsigt fra toppen af en pragtfuld skrænt. Det er opført i 1943. Nogen skønhedsåbenbaring syntes jeg ikke at det var, men sørme om det ikke er tegnet af Arne Jacobsen! Inderhavnen ser ud til at være den gamle, og så er der bygget en lystbådehavn til. 

Et sidste kik ud over den gamle havn. Udenfor havnen stod det drabelige søslag i 1808 hvor Peter Willemoes kom så hurtigt af dage.

Ved havnen ligger Odden Auktionshus (ombygget 2016). Den er nu multifunktionelt samlingssted for aktiviteter. Den gamle fiskeaution er fra 1967 og fungerede indtil 1998. Jeg ledte forgæves efter den mindestenen som beretter at at 300 m uden for stenen sank linieskibet Prins Christian Frederik i et slag mod englænderne  1808. Jeg havde nu heller ikke den med i ruten, for jeg gik videre mod Odden Kirke hvor krigsmonumentet er.

Odden Kirke - Krigsmonumentet. 

Monument over det forsmædelige nederlag hvor Prins Christian gik ned for englændernes kugler, og den store søhelt Peter Willemoes døde.

Odden Kirke i Overby - tidligere Odden Kirkeby - er fra 1300-tallet. Skibet hed helt korrekt "Prinds Christian Frederik". Det var blevet søsat i oktober 1804 og indgik i flåden 1806. Det var for øvrigt den berømte fabriksmester F. C. H. Hohlenberg som stod for det. Oprindelig blev det brugt som kadetskib, men efter bombardementet i 1807 blev det brugt til at patruljere dansk/norske farvande sammen med linjeskibet "Lovisa Augusta" - sidstnævnte blev dog i december 1807 oplagt på Holmen. 1. januar 1808-22. marts var det sat til at beskytte overførsel af udenlandske tropper i Storebælt. Et vanvittigt projekt da det var vinter. Desuden var 1/3 af besætningen ramt af tyfus. På sidstnævnte dato stødte det sammen med to engelske linje skibe "Stately" og "Nassau" samt tre fregatter. Det måtte naturligvis gå galt. Peter Willemoes døde som en af de første, hans lig drev i lang efter et par dage. Og da englænderne efter nogle timer havde sønderskudt skibet, blev det sat på grund. Jeg påtænker at publicere et indlæg på Politivennen Live Blogging om samtidens aviskilder.

Næste zag mod Østervangsvej mod syd. Blot for at vise at Sjællands Odde ikke er lutter natur.

Efter 2. tur tværs over halvøen gik turen så atter mod den sydlige side af odden. Her er stranden mere flad, og indlandet traditionelt svinefoderland: Store, vidtstrakte arealer med spredte bøndergårde. Blæsten synes dog at gøre sin indflydelse gældende, for mange af arealerne er afgrænset af ret kraftige levende hegn. I andre mere beskyttede dele af Sjælland har bønderne sprøjtet eller pløjet dem tynde eller helt fjernet dem. De er dog hurtigt overstået, og stranden åbner sig herefter så langt man kan se i begge retninger.

Strand ved Overby Lyng. Længst væk er Odden Færgehavn.

Stranden er her igen stenstrand, men modsat længere med vest er der her en fin lav strandeng med en god sti. Så kan man vælge terræn. Jeg må tilstå at jeg valgte den behagelige strandengsti da mine fødder var blevet ret ramponerede af marchen fra Odden Færgehavn. Efter ½ dags march afveg jeg fra min oprindelige ide med at gå til roden af odden for så at dreje af mod Lumsås. Det ville ganske enkelt være for langt for min aktuelle dagsform. Så i stedet gik jeg gennem sommerhusområdet på det tredje kryds af odden mod nord. Jeg anede ikke hvor jeg var, men det fandt jeg hurtigt ud af da jeg nåede nordsiden: Der hvor motortrafikvejen rammer nordkysten.

Mod Lumsås

Så er jeg zigget tilbage på nordkysten, her på Gl. Ebbeløkkevej.

Her går der heldigvis en snoet vej op i terrænet, Gl. Ebbeløkkevej. I krydset ligger der desuden et sted hvor man kan få kaffe, mad, is mm. Og kunst. En informationsivrig dame fortalte alt om kunstnerne og forsøgte vist at sælge et stort maleri, selv om hun godt kunne se at det nok ville blev besværligt at slæbe det 5 kilometer til Lumsås. Hun forsøgte sig i stedet med nogle mindre stykker. Så nu ved du det, kære læser hvis du er interesseret i lokal kunst. Således forsinket måtte jeg skrue farten op hvis ikke jeg skulle misse bussen i Lumsås. Den går kun en gang i timen, og jeg havde allerede misset en. 

Et kik fra Lumsås.

Turen ad Gl. Ebbeløkkevej er ganske betagende. Man kommer højt op i terræn og har pragtfulde udsigter til alle sider, til skrænterne mod nord og langt ud mod odden. Der er sågar en enorm vinmark på skråningerne hvor klimaet åbenbart står godt til denne ellers mest sydligere form for kultur. Kort før (ca. 1½ km.) byen Lumsås slap kræfterne omsider op. Heldigvis var der et busstoppested ved den nu lukkede Åsløkke Kro. Og selv om jeg måske godt kunne have klaret den på tid til Lumsås, så gik jeg altså i stå her. Ved siden af motortrafikvejen med al dens djævelskab af larm. Men jeg vendte ryggen til og nød udsigten. Det er sjældent man kan se hele sin rute, men det kunne man altså vistnok herfra. Eller var det bare Jylland man kunne se?

Højby må vel anses for et trafikknudepunkt for den offentlige trafik, idet bussen fra Odden her støder på jernbanen.

Denne egns "trafikknudepunkt" er Højby. Det er her at Odden-bussen støder sammen med jernbanen til Holbæk. Der var lige et kvarter til at se på byen. Højby Kro med "Porten" og de omgivende stationsbylignende kvarterer. 

Jeg laver ikke en rutebeskrivelse denne gang. Mulighederne for at gå fejl eller finde på andre ruter er ret begrænset på en odde der vel er omkring 1½-2 kilometer bred. Der er sikkert også steder som jeg er gået glip af - fred være med det, der var rigeligt at fordøje med det som jeg fik set. Og med alle kringelkrogeture undervejs løb den såmænd nok også op i ca. 20 km.