Med Politivennen i Helsingør

På byvandring med Politivennen til guldalderens Helsingør: Ankomst ad Strandvejen, gennem byen og mod Marienlyst og Lappen.

Helsingør på Politivennens tid, 1817-23. (Rigsarkivets købstadskort på Flickr)

Helsingør var i guldalderen (første halvdel af 1800-tallet) en af de vigtigste byer i personalunionen udenfor København på grund af sin beliggenhed ved indsejlingen til Østersøen. Måske efter unionens næststørste byer, Altona i Holsten og Flensborg i Slesvig den vigtigste. Hvordan så der så ud i denne vigtige by? Ikke så godt, hvis man skal tro artikler fra Politivennen. Her en lille forsmag på hvad der venter os, fx gaderne mellem Strandgade og Stengade:

Hovedvagtsstræde var et af de farligste steder at passere på grund af gadens overmåde slette tilstand. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

For det første må jeg tale om gadernes overmåde slette tilstand. Især er  Hovedvagtstræde således at man næsten må være bange for at gå igennem af frygt for at få enten arm eller ben brækket i stykker, især om aftenen da der i samme kun tændes en lygte. De andre tværgader, som løber mellem Strandgade og Stengade, giver ikke denne meget efter. Ligeledes er St. Annægade og alle gader der omkring af overmåde dårlig beskaffenhed. - Tillige var det at ønske at rendesten som løber samme sted tværs over gaderne, måtte afskaffes eller overlægges med brætter, da man om aftenen i skident vådt vejr tit træder i samme til midt op på benene og føler sig gudsforbarmelig, især de stakkels fruentimmer.

Skyttenstræde er en af den mere end håndfuld stræder som forbinder Strandgade og Stengade. Her kunne man nemt komme til at brække arme og ben. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Også skilte og belysning fik et ord med på vejen fordi de gjorde livet farligt: 

De skadelige afvisere som hist og her er plantet ved fortorvene, til hvad nytte kan jeg ikke begribe, burde også bortskaffes, da man let på samme kan støde knæskallen i stykker, skrabe huden af benet osv. Tillige må jeg tale et par ord om det lille antal lygter som findes i de fleste gader oppe i byen, hvor der bor for det meste kun fattige folk, hvor der i gader omtrent så lange som Krystalgade i København højst kun findes to, i nogle en, og i andre af dem slet ikke nogen.

Mod Helsingør

Så lad os da tage Strandvejen og syd fra nærme os Helsingør! Selv om den heller ikke synes så behagelig, ifølge Poul Chr. Ths. Hvidt fra Store Nivågård (Politivennen, 1800):

Søndag den 20. april kørte jeg i selskab med nogle andre til Helsingør ad Strandvejen. Da vejen aldrig efterses, er den overalt meget mådelig. Således udmærker sig fx et stykke stenbro ved Sletten hvor stenene er aldeles løsrevne, formodentlig af vandet. Men fremfor alt to broer i Egebæksvang. Her var det at jeg ved den første som er af træ (rækværk ved siderne findes ikke, og brædderne på broen er så rådne og løse at de enten bugner eller vipper) havde det uheld at jorden som vi kom på broen, glider ned på den anden side, og den ene hest styrter ned med bagdelen. Havde hesten ikke haft styrke til at fodfæste med forbenene, måtte vi absolut have væltet og nogle måske tilsat livet. Nærmere ved enden af denne vang er den anden som er en stenkiste, og den er ganske nedfalden. Her kan man dog med megen umage passere ad en omvej, hvilket på ingen måde lader sig gøre på den anden.

Der krydser ganske rigtigt stadig to vandløb: Det ene her i Skotterup, det andet lidt længere mod nord ved Sprøjtehuset. Ved hvilken hesten var ved at brække benet, forlyder historien ikke noget af. Broerne på fotoet er dog af nyere dato. Men tæt på Strandvejen. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019. 

Ikke nok med det, var man plaget af tiggerbørn (1802):

I en del år har man ikke set omløbende tiggerbørn på Strandvejen i Helsingør belemre byens indbyggere og fremmede skippere. Men dette onde truer nu igen med at indfinde sig, og man gør derfor opmærksom på de 4 til 5 børn der tigger på visse tider af dagen og er temmelig velinformerede om hvem de bør krybe i skjul for.

Nutidens Strandvej er formenlig helt ukendelig sammenlignet med for 200 år siden. Men monsto dette kunne være et syn. Stejleplads? Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Forberedelse til besøg i Helsingør

Måske ville det være en god ide at forberede sig lidt. Nu vi nærmer os, lad os fx høre om nogle af indbyggerne, fx par af de sære beboere i byen, fx Gale Thor (1802).

Når lediggængere i almindelighed ikke bør tåles, hvorfor ser man da så ofte og længe i Helsingør en omstrejfende norsk matros som almindeligvis benævnes Gale Thor som skal være meget påtrængende, undertiden uhøflig og ofte en skræk for koner og børn, når disse ved hans v??den træffes alene hjemme uden at der for den offentlige sikkerheds skyld sørges for at sådant et farligt menneske bringes hen til et for ham passende sted hvor han ikke bliver farlig, men ved pålagt arbejde nyttig for staten?

Men andre end særlinge skal vi forberede os på. En ganske almindelig skomager kan også gøre det (1843):

En vis skomagermester der i nogle år har været plaget af apopleksi eller lammelse og som på grund af det ikke kan flytte sig fra et sted til et andet uden hjælp, har allerede længe troet at kunne standse sine smerter ved at tyrannisere sine lærlinge. Han lider nemlig kun i underkroppen af denne svaghed, og kan da temmelig godt bruge arme og hænder. Når nu smerten med forandring af vejrliget eller på grund af alt for mange strabadser tager heftigt på, kalder han på en eller anden af drengene og lader dem opsøge et eller andet på gulvet. Og når han da har dem i fælden, tyranniserer han dem på det skammeligste ved at slå dem i hovedet med læste eller hvad der er for hånden.

Moralen synes dog at være noget højnet gennem tiden op til 1835: Folk var begyndt at blive gift og ikke leve i "naturlige ægteskaber". Indtil 1685 var forhold mellem mand og kvinde en verdslig aftale og havde intet med kirken at gøre. I starten af 1800-tallet videreførte befolkningen dog gamle traditioner på trods af risiko for bøder og fængselsstraf, og at børnene blev erklæret for uægte.

For omtrent 2 år siden blev i dette blad ført anke over det tiltagende antal naturlige ægteskaber i Helsingør som havde en mislig indvirkning på moralen og fattigforsørgelsen. De oplysninger som gennem politiet blev forlagt dengang af Frederiksborg amtmandskab, viste et antal af disse forbindelser på ikke var færre end 49. At de vedkommende fandt det offentliges opmærksomhed henvendt på denne genstand, foranledigede i forbindelse med politiets private forestillinger en del til at fjerne sig fra hinanden, flere til at indgå lovligt ægteskab. Og ved i det hele taget at behandle denne sag med alvor og sindighed bragte man det så vidt at da efter foregående lovbefalet tilhold justitiel tiltale medio november forrige år blev dekreteret mod de overhørige, gik denne kun ud over 6 par.

Lidt ridser i lakken kommer der dog ved i 1834 at læse om det omsiggribende, usædelige fænomen, danseboder:

Fordum blev sådan tilladelse kun givet  til enkelte værtshusholdere og ved enkelte lejligheder. Men nu indrømmer man den til flere og regelmæssigt hver søndag. Man bygger eller indretter offentlige danseboder som man giver navn af dansesale, indbyder i Helsingørsavisen de danselystne og anskaffer entrebilletter som man først lod sig betales med 16 skilling. Men formodentlig for at få større søgning, nu har nedsat til det halve.
Fra et udenbys sted, en fjerdingvej fra Helsingør fortæller man os i avisen at der bliver dans til kl. 12. Fra et andet forsikrer man ligeledes at unge mennesker under 18 år og uanstændige kvinder ikke bliver ladt ind. Hvad skal man tænke om alt sådant? Er den tjener eller pige, den håndværkssvend eller underofficer som efter midnat kommer hjem fra svir og dans, skikket til sit arbejde eller tjeneste den næste dag? Kan et indskrænket politipersonale overkomme at påse orden ved nattetid endog udenfor byen og på vejen til samme? Tror man for alvor at kunne bilde os ind at kun anstændige kvinder søger sådanne steder, eller at man nøje undersøger gæsternes alder? Flere er de spørgsmål og bemærkninger som sådant uvæsen fremkalder

Vi må også forberede os på problemer i tilfælde af at vi skal overnatte (1799):

En rejsende når han rejser med diligencen eller dagposten, finder ikke dette gode i Helsingør. Er han ankommet hertil, så må han så forfrossen han end er, stå i porten og vente indtil drageren eller postmesterens karl kan bringe hans rejsetøj og ledsage ham hen til et herberge. Der lukkes straks ved postsækkens aflevering døren til postmesterens stue, indtil man på kontoret er færdig med brevenes ekspedition. 

Svin var ellers forbudt indenfor købstæder og byers volde, men det så man åbenbart stort på i Helsingør (det gjorde man da for resten også i København, omend mere skjult, 1804):

Ligesom man siden nytår med velbehag har set gaderne fri for betlere, så har der derimod ofte indfundet sig en del omløbende grise og svin, som synes at ville tigge føde på gaderne og i åbne gårde. Det er jo utilladeligt i enhver købstad, og vil vel af politiet blive påset og forebygget

Nu vi snakker om nytår, så gik det vildt for sig, ifølge Dagen, den 4. januar 1811:

Helsingøer d. 1ste jan. Nytaars Aften var her vist nok en Skrækkens Aften for Mange, især nervesvage mennesker. Ikke har man i mange Aar paa Gaderne hørt saa mange Pistol og Flinteskud som denne Aften. Man vil end mere vide, at man har havt en Svingbasse paa en Slæde, og affyret samme flere Gange udenfor eller vel endog mod nogle Huse paa Strandgaden. Ved Knaldets Virkning sprang 13 store ruder i et Huus, 3 i et andet, alle til den kostbare Priis 6 a 8 Rd. Stykket, og nogle mindre i et tredie. Hvor meget end Politiet eftersporede disse kaade Mennesker, kunde de dog ikke vorde opdagede, paa en enkelt Dreng nær, hvem man fratog en Pistol. Ilde ellers, at sligt Skyderie endnu skal kunne finde Sted, og ikke vorde forebygget.

Kun gadenavnet Svingelport minder om vejen fra byporten ind i Helsingør. Ingen af bygningerne her er fra dengang. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Svingelport

Således rustet og forberedt til at møde hvad der måtte møde os i Helsingør, er vi endelig nået frem til byporten mod syd: Svingelport. Først skal vi dog lige igennem nogle dynger med skarn (1798):

På pladsen uden for Svingelporten er en gyselig mængde skarn sammendynget på hinanden der ikke vækker noget fordelagtigt begreb om byen hos fremmede tilrejsende. Det skal dog vel ikke være en losseplads som fx sandgraven uden for København?

Og dernæst forbi skildvagten (1799). I hvert fald en af dem synes som en voldsom oplevelse:

For 14 dage siden sloges to slagterdrenge med snebolde ved Svingelport hvor der står jægerskildvagt. Den ene slår fejl og slår en vinduesrude ind hos en derved boende færgemand. Drengen går straks ind og bede manden om forladelse, som straks tilgav forseelsen mod skadens erstatning. Da drengen kommer ud, slår skildvagten ham uden videre årsag for panden med kolben af geværet så at blodet strømmede heftigt frem. På nogles råd løb han straks til hovedvagten og anklagede underjægeren for den vagthavende officer, som lod drengen arrestere indtil underjægeren ved en anden var blevet afløst. Denne foregav at drengen havde været grov. og på dette udsagn befaler officeren en oberjæger at holde drengen og fugtler ham selv derpå forskrækkelig af indtil han ked deraf lader ham løbe. Nu blev der klaget for Magistraten. Politimesteren angav det for chefen som selv kom til vagten, lod officeren afløse med en anden og gav ham husarrest indtil sagens uddrag. Drengens ryg som så ret mishandlet ud, og hans pande blev synet, klagen indgivet og sagen anlagt. I begyndelsen var man varm, men nu siger man at sagen neddysses og officeren slipper med sin arrest og med at betale doktorløn og nogle dalere til drengen.

Velkommen til Helsingør! Vel inden for Svingelport fortsatte vejen mod Stengade (i baggrunden), dog først forbi møddinger overfor disse bygninger (udenfor fotoet). Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Vel inden for porten, er det første vi åbenbart støder på skidt og l***, som her i 1802:

Kan det være tilladt i en købstad at have møddingested på offentlige gader. Når man kommer til Helsingør og har passeret den smukke Svingelport, ser man straks på venstre hånd et sådant samlingssted hvor skarnet efter sigende sammendynges fra mandag til lørdag aften. Det skal endog undertiden ligge søndagen over, når grundejeren ikke synes at have lejlighed til før at lade det køre bort. Gående som vil passere porten og deri møder kørende, må finde sig i at retirere til dette ubehagelige sted. Ellers er i fugtigt vejrlig og på grund af den stærke færdsel på ingen gade en sådan søle som fra denne port 4 til 5 huse ned ad Stengade, og da bønderne på torvedagen med deres heste og vogne optager ikke alene fortorvet, men tillige det meste af gaden som dog her er smallest, så kommer de gående som må trave i al dyndet midt ad gaden, ofte i sammenstød med de kørende

Opførelsen af en ny port synes at have skabt nye problemer med omveje, i 1806:

At alle derboende og hid og did færdende fodgængere nu må tvinges til at gøre omvejen ad og igennem den ved indkørselsporten anbragte låge, er sandelig meget ubekvemt, er forbundet med ubehagelighed og kunne endog have skadelige følger, når den posterede skildvagt tæt inden for lågen til tider en smule træt lader sit gevær fladt, som så ofte ses. Hvor let kan en hurtig fodgænger, endog ved dagen, endsige i mørke aftener, løbe ind i bajonetten og derved komme til skade? Hvor let sømænd og fiskere tvungne til igennem denne låge at bringe deres redskaber, stænger, bådshager etc. støde an mod skildvagten og derved uskyldig tildrage sig ulejlighed.

Stengade 10C ligger ganske tæt på Svingelport, og her stødte man på de første skarndynger. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Ned ad Stengade

Helsingørs hovedgade var (og er) Stengade. Så den burde vel være passet ordentligt? Nej, ikke ifølge flere klager, fx i 1798:

Ubekendt kan det ikke være at passagen de fleste torvedage fra 11 til 2 på Stengade fra Fiolstrædes hjørne hen ad til Svingelport ofte er meget vanskelig og næsten spærret for kørende, men mest for fodgængere på grund af de mangfoldige vogne som holder der, ikke alene på fortorvet, men ikke sjældent midt ude på gaden som på et torv. Det meget skarn der der samles, ligger ofte i sammendyngede hobe nætter og dage over på gaden eller fortorvet, hvilket fodgængerne om aftenen i mørke ikke altid kan undgå at træde og søle sig til i.

Stengade fra Fiolgade (forrest) mod Svingelport (bagerst). Trafikken blev her spærret af talrige vogne på torvedage. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

På denne strækning blev der i 1802 desuden klaget over bryggerne og brændevinsbrænderne. Den minder lidt om hvad vi allerede har stiftet bekendtskab med:

De herrer bryggere og brændevinsbrændere, som bor på Stengade i Helsingør tæt ved Svingelport, har den ubehagelige og utilladelige vane at lade de skarndynger de fejer sammen lørdag, blive liggende på gaden indtil søndag morgen. Det fører til sande ubehageligheder for folk, som i mørke aftner skal passere gaden. De kan ikke alene let falde over en sådan skarndynge. Det var for nyligt tilfældet med en af byens respektable borgere, men også må træde i snavs til midt på benene.

Ved særlige festlige lejligheder blev der dog ryddet op, fx i 1800 da Gustav IV Adolf og dronning Fredrika Dorothea Vilhelmina omkring år 1800 var på besøg. Og igen i januar 1805. Den danske kronprins opholdt sig i den anledning et par dage sammen med kongen i Helsingør. Gustav blev senere arresteret ved et militærkup i 1809, skiftede navn til greve af Gottorp, og oberst Gustavsson. Efter skilsmisse i 1812 gik han i hundene og havde sammenstød med politi og værtshusholdere, men overlevede dog til 1837:

Dengang byen glædedes ved hans kongelige højhed kronprinsens og andre prinsers nærværelse var det en sand fornøjelse for alle kørende og gående at kunne passere Stengade så sikkert og uden fare på grund af de planker, der var lagt over rendestenene, og det påfyldte tang. 

Stengade 72-74. Det smukke, gamle hus fra 1520 har oplevet mangt og meget. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Også belysningen synes ved samme lejlighed at have fået et pift, i 1805:

Stengades stykke fra Skt. Annægade til glacisen synes at kunne behøve noget mere lys, da der ikke alene ofte står forspændte vogne, men også er rendestene som løber tværs over kørebroen. Disse gøres kun ved særlige lejligheder i stand, sådan som det for nyligt skete med kongen af Sveriges ophold her, så man uden frygt for ubehageligheder selv i mørke kan gå over dem. Hvis en sådan istandsættelse til daglig brug er for kostbar, mener man, at mere lys i denne ende kunne afhjælpe det.

Efter hvad jeg har kunnet forstå, skulle Hotel du Nord have ligget i Stengade 25. Hotellet blev etableret 1834, og før det lå der en gæstgiver- og postgård, Hotel d'Allemand - et af byens herberger. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Det ser også ud til at Hotel du Nord på Stengadee tog ublu priser, i hvert fald i 1836, få år efter at det var blevet etableret:

I Hotel du Nord i Helsingør måtte indsenderen engang i afvigte høst erlægge ublu betaling for et dårligere logi end på næsten ethvert andet sted hvor jeg nogen tid har overnattet og derfor betalt 16-20, højst 24 skilling.

Rundt i resten af byen

Vel inde i byen kan vi nu begynde at se os lidt omkring. Helsingøersbladet i 1798 påpegede dette:

Måtte ejeren af plankeværket mellem brygger P. Andersens og spækhøkerens huse i Bjergegade blive påbudt at borttage fra fortorvet og gaden den mængde dynd og skarn hvoraf der er et ikke lille oplag der gør det meget ubehageligt at passere stedet. Man har lagt mærke til at der i lang tid ikke er blevet fejet.

Bjergegade hvor dynd og skarn hobede sig op uden for bryggerens og spækhøkerens huse. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Og det blev igen påtalt senere i 1798:

I det såkaldte gamle kloster var det meget at ønske at vedkommende måtte blive påbudt at bortføre det meget skarn og uhumskheder hvormed gader og fortorve er prydede da det i dette snævre rum fylder luften med en ubehagelig luft der kunne være skadelig for sundheden og gør et fælt indtryk på øjet. Man kan heller ikke andet end falde i forundring over hvorfor der samme steds ikke er sørget for at stenbroen er blevet belagt da den på sine steder er i den ynkeligste forfatning.

Hjørnet af Torvet og Sudergade (Bjerggade længst til højre) Her blev begået indbrud i 1811. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Tyve brød i følge Dagen i 1811 ind i Sudergade:

I nat har tyve ved først at slå nogle ruder ind, og siden da gennemgangen blev vem for vanskelig, ved at brække hul i muren, villet bryde ind i en ny krambod på hjørnet af Torvet og Sudergdae. Men da den derved forårsagede larm vækkede en genbo der kaldte på vægterne, undlod de. De fik kun nogle små flasker med lugtende vande. I nat skal tyverier også være begået på 3 andre steder. 

I 1802 var der en generel klage om manglende vandafløb forskellige steder i byen. 

Jeg vil gerne have ophævet den hævd, eller rettere den uskik, som nogle husejere i Helsingør måske tror at have erhvervet hævd på, nemlig ikke at anlægge vandafløb eller rendestene uden for deres gårde og huse, såsom ved nr. 285 og 312 i Kampergade, nr. 142 og 143 og 268 i Stengade, de mange huse på Strandgade etc.. For det synes dog ikke alene uretteligt, men også urimeligt, at vandet ved stærk regnskyl skal, hvor husene på begge sider lige højt, bliver stående midt på gaden, eller hvor husene på den ene side ligger lavere, skyller over til disse og hjemsøger samme med fugtighed og andre deraf flydende ubehageligheder.

I 1822 blev en ny skole indrettet i Karmeliterklostret. Den bestod af Borgerskolen, som var betalingsskole, og Fattigskolen (senere Friskolen), der var gratis. Ved starten er der 318 elever: 195 drenge og 123 piger. Toiletforholdene var ikke optimale. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

I Borgerskolen i nuværende museum stod det galt til med indretningen af lokummer i 1823:

Ved indretningen af lokalet til Helsingørs borgerskole har de ansvarlige haft det indfald at anbringe retiraderne i et af hjørneværelserne i selve skolebygningen med umiddelbar gennemgang til skolestuerne og gangen. Følgen heraf blev hvad man måtte vente: Fra de indelukkede retirader udbreder sig en væmmelig stank gennem hele bygningen, og på selve retiraderne er luften som forpestet. Indsenderen er ingen læge. Men nærer efter sine begreber den mening at den bestandige væmmelige uddunstning må have en skadelig indflydelse på lærernes og børnenes helbred. Og under alle omstændigheder er den højst modbydelig og byrdefuld for den menneskelige natur.
Også må mangfoldige andre døje denne stank. For d'herrer lærere som alle bor i skolebygningen, er tillige embedsmænd ved Helsingørs kirker, og som sådanne kan alle i byen have ærinde til dem. Man kan derfor ikke miskende almindelig dadel over denne indretning. Og en af lærerne fortalte mig at når nogen trådte ind i stuen til ham, skete det gerne med hånden for næsen, og dernæst det udråb: "Fy hvor her stinker!" (hvilket han antog for et repræsentativ for "God dag, hvorledes lever De?"). 
Nu har denne skole bestået henved 2 år, og endnu har man ikke sørget for at anbringe retiraderne på passende sted, skønt indretningen som den er nu fortjener almindelig kritik og synes tillige at have både skoleforordningen og politianordningerne mod sig.
Indsenderen ytrer derfor det almindelige ønske at vedkommende jo før jo hellere behageligst vil sørge for en forandring i føromtalte henseende som agtelse og omhu for lærere, børn og mange andre gør så nødvendig.

Søstræde 2-4, bygget til den engelske kirke i Helsingør, 1793. Danseboden hed "Babylon" - symbolet på synd og forfald, skøge mm. Efter Københavns Bombardement 1807 udlejedes den i 1809 til indkvartering af kanonbådenes søfolk. I 1833 lykkedes det for en præst at få kongelig anerkendelse, men han virkede kun til 1838. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

I Søstræde blev det en skribent i Politivennen 1839 for meget at en kirke (selv om den tilhørte rivalerne fra England) var blevet lavet om til en dansesal:

Man ved at efter øvelserne følger et lille bal, og når begyndelsen først er sket med et bal, så kommer der almindeligvis flere. Man behøver hverken at anse dans for noget ugudeligt eller letfærdigt, eller betragte et forhenværende bedehus som et sted hvor aldeles intet verdsligt bør foretages, for at erkende at der ligger noget højst anstødeligt i at et lokale som har været indviet til et så helligt brug som en kirke og der som sådan for ikke ret mange måneder siden endnu er blevet benyttet, skal overgives så ganske til lystighed, og det måske ikke altid den mest uskyldige. Har nu endog ejeren af det nævnte lokale ikke selv så megen takt for det sømmelige, så må man dog meget undres over at de ikke få engelske familier i Helsingør om hvis agtelse for det hellige der sikkert lige så lidt kan være spørgsmål som om deres kendelige gudsfrygt, ikke har været betænkelige på i det mindste for den første tid, at forebygge en sådan vanhelligelse der ligger noget vel nær skandalen.

En tur på havnen og Toldkammeret

Til en bytur hører naturligvis også en tur på havnen. Øresunds Toldkammer lå ved Sophie Brahes Gade for enden af Strandgade. Det samt tolddirektørboligen blev nedrevet efter øresundstoldens ophør i 1857, hhv 1859 og 1862. Det nuværende Toldkammeret overfor stationen er af langt nyere dato, 1891. Her kunne man i 1798 læse om livet på havnen: 

Den 20. november, atter en engelsk matroskombat på broen, som kom deraf at en engelsk matros begik den ubetydelige uskik at tage et halvanker brændevin der lå på broen, med i sin båd, på hvis most han, fordi det var så såre koldt, formodentlig ville varme sig, og var endog så uhøflig at opvarte købmandsbetjenten som - da han havde søgt efter det og fundet det på sit urette sted - steg i sin enfoldighed ned i båden for at hente det tilbage, med ufine næveslag i ansigtet, og ved denne uvenlige adfærd søgte at forhindre ankerets borttagelse. Uhøfligheden blev snart hævnet, og da der var mange matroser i land, blev alarmen snart større, som dog vagten ved færgefolkets hjælp fik stillet, og hvorved tre kophaner måtte tage logi i rådstuearresten. Det var ellers at ønske at vagten, når der på reden ligger så stor en engelsk flåde (her var over 300 foruden de armerede skibe), måtte forstærkes med mere mandskab, og derved sættes i stand til med kraft at holde styr på de urolige hoveder. Man vil håbe, at denne uorden vil for i år blive den sidste, og at anstalt vil blive føjet til bedre orden for de kommende år.

Stengade 83 (1770). Denne bygning blev bygget til toldkommissær v. d. Osten i 1770. Og den lå bag den nu nedrevne toldbod fra Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

De mange søfolk var dog også et gode. Og mange helsingoranere synes at have set chancen for at tjene en ekstra skilling ved havnen (1803):

Det må vist være faldet uvedkommende fremmede i øjnene at se at næppe har en ilandkommen fremmed skipper sat fod på land, før han omringes af en menneskevrimmel, som man har tillagt navnet brokaprere, trækkes hid og did i ærmerne af disse, og overvældes af spørgsmål, som han ofte ikke kan, ofte ikke vil og af forbavselse ofte ikke ved at svare. Men endnu ubehageligere og stødende må det være for de ubekendte ankomne skippere, selv at se sig som et bytte, efter hvilket man griber heftigt og på engang. Undertiden gives også morsomme svar, således svarede i fjor en englænder på spørgsmålet: Hvor kommer De fra? Fra Helvede. Hos hvem klarerer de? Hos Satan.

Synderligt bedre stod det ikke til i 1830:

Når en skipper kommer i land i Helsingør, så bliver han så snart han har forladt Øresunds toldkammer efter at have meldt sig der til klarering, overhængt af en mængde slagtere og slagterkoner, grønthandlere og grønthandlersker, tiggere osv. Denne modtagelse må vist nok være højst ubehagelig for en fremmed mand. Og han kunne let derved foranlediges til at få dårlige tanker om vores politiorden i så henseende. Lige så ubehageligt er det for det menneske som ledsager skipperen fra Øresunds toldkammer til vedkommende handelshus, undertiden at blive tiltalt på en uhøflig måde når han ikke øjeblikkeligt vil føje de gode slagtere og grønthandlersker med at trække skipperen til en af dem, hvorved han dog også er udsat for ubehageligheder idet sådanne folk søger at tage brødet af munden på hinanden, hvilket som oftest giver anledning til slagsmål og rettergang mellem slagtere og grønthandlermadammerne.

Stengade 81 (1770). Sit nuværende indhold som Færgegård fik bygningen først i 1940. Bygningen brændte i 1992 og blev ført tilbage i sin oprindelige skikkelse i 2004. Den imponerende bygning vidner om toldområdets store betydning for Helsingør. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Som ved Nyhavn var det direkte livsfarligt at færdes ved havnen om aftenen på grund af den ringe belysning i 1803:

Da skippere som kommer i land og undertiden sent, ikke altid kan blive ekspederet straks eller forsynet med de mest nødvendige fornødenheder så hastigt at de kan benytte sig af dagslyset til igen at gå ombord, så udsættes de i mørke aftner når de er ubekendte og endnu mere om de efter en lang sørejse har kvæget sig lidt over nødtørst i glad vennelag, for den fare når de skal stige i deres både, at falde i vandet. Og da når ingen hjælp straks er for hånden, kan de omkomme. Eksemplet haves for nylig den 29. i forrige måned da en skipper Møller fra Lübeck på sådan måde satte livet til og skal efterlade sig kone med 5 børn. 

Det kristelige liv: St Olai Kirke og St. Maria

Men hvad så med de lærde kristelige? Højner de ikke standarden? Som måske 3. største by var Sct. Olai Kirke i 1819 blevet domkirke og eneste sognekirke, men september samme år deltes sognet i to, og Sct Mariæ Kirke blev sognets anden sognekirke. Problemet i 1819 var at der ikke var nogen præst, selvom der var hele to kirker:

Hvis man i Helsingør har glemt Gud og hans ord så kan man ikke undres over det. For ikke mange år tilbage i tiden havde denne stad fire præster. Nu er der aldeles ingen. Kronborgs Kirke er for en del år siden ganske nedlagt. Klosterkirken har siden kapellanens afskaffelse ved Skt. Olai menighed stået ganske ubrugt. Af mangel på anordnede gejstlige har hele staden i nogen tid måttet lade sig nøje med at høre Kristi evangelium forkynde af en såkaldt skolelærer indtil man senere traf den indretning at formå de derom boende sognepræster at prædike hver sin søndag i denne kirke.

Sct. Olai Kirke. Kirkegården lå til venstre for kirken, og en smal gyde fører stadig fra Stengade op til den daværende kirkegård. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Hvad værre var at denne præstemangel bl.a. gav sig udslag i at ligene måtte vente meget længe på at blive begravet i 1819:

Denne mangel forårsagede for nogle måneder siden den uorden at flere lig måtte vente nogle dage for derved at afvente en præsts ankomst. Denne sidste blev indkaldt fra landet for at følge en vis købmand til sit hvilested samt forrette den ceremonielle tjeneste, nemlig jordpåkastelsen. De andre fik da noget med.
Gamle, syge og sengeliggende både i og uden for byen, på klostret i fattighuset, samt på hospitalet sukker alle over savnet af en sjælesørger som i nød og død kunne trøste og opmuntre dem.
Stedets ungdom som trænger til vejledning og forberedelse til forestående pagtsfornyelse eller konfirmation må også vente til sådant kan meddeles dem ved en præst. Forældre som har spædbørn må tålmodigt afvente tiden at komme i kirken til dåben med samme, indtil lejlighed gives. For ikke at tale om den ulykkelige slave på Kronborg som tilbringer sine sidste dage der og som aldrig nyder de  lykke at høre en værdig talers røst eller komme i Guds hus, når han først er der i fængsel.
Blandt borgersamfundet findes vist mange som ønsker at høre gode foredrag til opbyggelse for sjælen, mens andre tilbringer søndagen ved skiveskydning eller forlystelser.
Næppe vil indsenderen heraf tro at der kunne bruges mere end en bøn til en kristelig øvrighed om præsters ansættelse ved kirken, hvor så stor mangel som her findes. 

Sct Mariæ Kirke. Oprindeligt et katolsk kloster. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Måske gjorde det heller ikke så meget, for i Dagen (1804) kunne man læse at folk ikke rigtig kom ret meget i kirken:

Man hører ofte klager over religiøsitetens forfald i hovedstaden. Hvis denne klage er begrudet, synes den at kunne fremføres endnu stærkere om Helsingør. Fra katolicismen som holdt sig der længere end i nogen anden kant af landet, synes helsingoranerne at være faldet til en fuldkommen indifferentisme. Hele familier og en stor mængde enkeltpersoner lever der aldeles uden dyrkelse, det vil sige, går aldrig i kirke, nyder aldrig sakramentet. En rejsende gik for nylig på en helligdag ind i den danske og siden denn tyske kirke under tjenesten. I den ene fandt han 8 til 10, i den anden 10 til 12 tilhørere, og dog har Helsingør 6 til 7.000 mennesker. Hvilke kulde, og hvor nedslående for præsterne der!

Kirken var blevet renoveret i perioden 1818-1825, men den må hurtigt være gået i forfald? Det klagede man i hvert fald over i 1836 i Politivennen: 

Orgelet nærmer sig vitterlig mere og mere ubrugeligt, en del vinduer er vitterlig så utætte og ellers mangelfulde at nødvendigvis andre sættes i deres sted, gulvet i koret er på nogle steder sunket, osv. Jo mere besøgt St. Olai Kirke bliver, og det har den vel i umindelige tider ikke været i den grad som i det sidste år, jo mere føler man manglerne, og jo mere påtrængende bliver ønsket om at få disse afhjulpet og tillige andre forbedringer og forskønnelser udførte. Som kirkens indvortes nu er, med fremspringende, uregelmæssig anlagte pulpiturer, med ligedan byggede stole, der mangler al smag og passende sirlighed, har den et højst uhyggeligt og skummelt udseende der stikker mærkeligt af mod flere øvrige antikke og skønne prydelser. Også det kolde stengulv kunne man rimeligvis ønske afløst af et lunere bræddegulv. Et sådant ønske tror man endog stemmer overens med hvad kirkens bestyrelse har indbefattet i planen for dens reparation.

Kirkebesøget var ikke steget i 1842 ifølge Politivennen, kun bryllupper syntes at have kunnet trække folk til, omend det var så som så med åndrigheden: 

På søn-og helligdage ser man som oftest kun meget få besøge kirken. Men er der en brudevielse, da styrter en masse af mennesker sammen, som om de ville bestorme det hellige hus. Dog er det længe siden man så en så talrig forsamling som i tirsdag aftes. Og som følge af trængslen var flere damer der måtte stå, nær ved at besvime, og en del børn stod i fare for at blive trådt ned. For ikke at tale om at mængden fik deres klæder spolerede såvel af smudsigt klædte personer som af den uhyre trængsel. Tillige hørtes banden og liderlige ord og det endog af personer der skulle være af det hellige samfund, og det var aldeles umuligt at kunne høre det mindste af vielsen for bar tjærnen og fnisen.

I 1827 var kirkegården om domkirken blevet sløjfet og flyttet udenfor byen, men der var stadig gravsteder på den gamle kirkegård i 1830, gravene blev dog stadig fornyet:

... kirkegården er åben, altså tilgængelig for alle og enhver, bruges til at tilhugge tømmer på. Man forefinder flere møgbunker hvorpå hønsene diverterer sig, og det hele ligner en sand kloak og er snarere en væmmelse end en prydelse for kirken der sikkert med megen bekostning for nogle få år siden er blevet restaureret.

Begravelser og kirkegårde

I 1821 kunne man læse om en noget makaber begravelse gennem Helsingørs gader:

En rejsende der et par dage opholdt sig i Helsingør, så tilfældigvis en ligfærd der, og blev med stor fornøjelse vidne til den højtidelighed som herskede, idet han fandt alle gaderne, hvorigennem liget skulle passere, bestrøet med sand og grønt, samt at denne by har anskaffet sig en ligvogn der virkelig er meget smuk og smagfuld. Kort  sagt, det frydede ham, at man i denne købstad har betænkt at hædre den værdige, endog efter hans død.
Men hvor forundret blev han da han af flere hørte det udråb: "Se figuren", og idet han kastede øjnene hen på ligvognen for at se hvilken figur talen var om, opdagede han at Døden der er anbragt oven på himlen af vognen, vendte sine posteriora til ligfølget.

Kirkegården udenfor bymurene var blevet anlagt 1827 og rummer endnu i dag ganske mange gamle grave. Den har også en anselig størrelse i et kuperet terræn. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Posteriora kan vel oversættes til pænt dansk med bagdelen. Før kirkegården blev flyttet udenfor byen, stod det i 1820 skralt til på dem inden for voldene:

Skt. Olai Kirkegård er en skandale for det menneskelige øje og trænger i allerhøjeste grad til den forbedring som den da først bør savne når der i 20 år intet lig er blevet begravet. Anmelderen heraf kan ikke nægte at de mangler den jo har og disses følger fortjener at nævnes offentlig her. Den første og fornemste mangel er stakittet på nordre og østre side af kirken, samt jernstænger mellem sammes firkantede mure som står ud på kirkegården. Dernæst fornøden tilsyn med og vedligeholdelse af grave, hvilke nu er blevet ganske usynlige og hvoraf følger at enhver kan gå langs og tværs over alle begravelser uden engang at tænke på at man der betræder levninger af fordums venner eller pårørende. Dertil kommer at kirken har udvendig mangfoldige vinkler, hvilket just ikke altid er blevet brugt til de anstændigste handlinger. Så findes også overalt i disse vinkler en del menneskeekskrementer, hvilket især ved dagens lys afgiver et væmmeligt og forargeligt skue. Disse gør endog passagen over kirkegården farlig eller i det mindste rædsom da man skønt uforvarende meget let kan komme til at forstyrre nogen i deres forretninger, og når man går i mørket der forbi, geråde i ubehageligheder med vedkommende, ifald man understod til at tale dem til.

Indmuret gravsten i Sct. Olai Kirke som minder om at der engang var gravplads her. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Artiklen slutter dog med et lysegrønt håb:

Men da nu Helsingør by har fået gode og hæderværdige præster og indbyggerne er blevet fordelt til begge kirker, altså i to sogne, hvorved det er kommet bedre forhold mellem først og sidstnævnte, så har man rimelig grund til at tro at menighederne ville, i forening med deres lærere og sjælesørgere, stræbe at forskønne byen også i denne henseende, nemlig ved at oprejse Skt. Olai kirkegårds stakit, hvor samme er faldet ned, da de derved forskaffer deres henslumrende venners hvilesteder det hegn og fred som i flere år har været dem berøvet, og som de bør nyde indtil fulde 20 år er gået efter at sidste lig der er begravet.

Den Ny Kirkegård uden for byporten er stadig et skønt syn. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Mange af disse problemer blev løst med den nye kirkegård udenfor byporten. Eller, i hvert fald de flest, dog ikke alle, hvis man skal tro en artikel:

Man kan ikke andet end inderligt harmes i sindet ved at se al den uorden, som hersker der ved de i mængden tilstimlede mennesker, når et lig af mere end lav klasse og med mere end sædvanlig ceremoni begraves der, og som indtraf den 20 september ved major Claesens ligfærd. Folket sprang allevegne over gærdet. Dette blev adskillige steder revet ned, gravene nedtrådte, træerne proppet fulde af mennesker, hvorved grene blev brækket af, og selv mennesker drattede ned. Desuden er det ikke noget smukt syn at se byens skønneste urtegård omgivet af et stengærde, over hvilket enhver som vil kan krybe eller stige, og kun til lille sikkerhed for de der med tiden kommende mindesmærker. En grundmur ville både pryde, nytte og sikre langt mere, og bekostningen kunne i det hele taget ikke være så betydelig, da begge kirker  burde deltage deri.

Marienlyst og Lappen

Således grundigt introduceret til byens liv, bevæger vi os endelig ud i naturen igen, mod nord til Hellebæk. Det er ikke nogen god ide at følge stranden ved Grønne Have, ifølge denne artikel fra 1802:.

Til Forpagteren af grønne Have glaciet eller det til Fæstningen Kronborg liggende Jorder i Helsingør. Det har skabt forundring hos mange at De så nær byen, lige før Stengade og i nabolaget til de der boende respektable mænd, har anlagt et reservoir, eller en gødningsbeholder med stinkende urenligheder. Når vinden står mod byen forpester det luften, og til alle tider må de spadserende ækles. Den ene grøfts magasin er godt tildækket, men en mængde andet ligger udækket.

Marienlyst Slot og Have. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Så lad os hellere forsøge at gå gennem Marienlyst have, 1805. Den have som selveste H. C. Andersen lovpriste i 1826. Hvis vi altså kan komme igennem:

Det er beklageligt at den port til Kongens Have (Marienlyst) ved Helsingør, som vender ud mod Hammermøllevej, skal være lukket for mange skikkelige personer, der uden at være udmærkede ved høj rang eller post, dog er kongens tro undersåtter, og altså tror sig berettigede til den kongelige gunst at bruge den frie spadseregang. For folk hvis forretninger ikke tillader dem at blive længe ude, er den anden vej ad Lappen alt for lang, og for gamle svagelige folk og børn alt for møjsommelig, da denne vej, som fører til den eneste behagelige spadseretur ved Helsingør, dels går på en ujævn stenbro, dels igennem sand.
Hvis den anden port blev åbnet, ville haven derimod vinde flere spadserende, og gærderne omkring den da ganske sikkert også opfylde deres bestemmelse, i stedet for som nu hvor  mange for ikke at gå vejen ad Lappen, kryber over det. Da der ikke mere går kreaturer løse på marken, og porten desuden let kan lukkes på samme måde som den ved Lappen, så kan man næsten ikke andet end være overbevist om, at dette for Helsingørs spadserende så vigtige ønske vil blive opfyldt.

Lappen set ind mod Helsingør. I det fjerne kan man se spiret på Sct. Olai Kirke. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Nedenfor Marienlyst lå en lille bebyggelse for småfiskere som hurtigt ville ud til de mange konvojer som passerede i Øresund. Men det var ikke uden problemer, i 1802:

Det er velkendt at mange svenske både ankommer til og afsejler fra det sted som kaldes Lappen ved Helsingør. Så det er da besynderligt at der ingen vagtposter er ansat til at kunne påse om de mange ankommende rejsende er forsynet med pas, anholde og opbringe løsgængere, tiggere og alle mistænkelige personer. Nogle kommer måske udelukkende for at stjæle og efter at have udøvet deres håndværk, vender de uhindret samme vej tilbage. Disse burde også anholde alle mistænkelige personer som uden pas forsøger ad denne vej at snige sig ud af landet.
Ingen egn er så fyldt med skåninger og skånske fruentimmer som Helsingør og egnen deromkring. Og disse forleder mange til rømning, for hvem som kun ønsker dette, vil ved at gøre bekendtskab med disse fremmede, finde vejen til at bortsnige sig ganske mageligt. De der ansatte toldbetjente kunne vel påse at konsumption og told bliver betalt af de dertil bragte svenske varer. Men de er ikke ansatte til at kræve pas eller til at anholde og opbringe hertilkommende eller herfra sig bortsnigende mistænkelige personer. Det ville derfor være meget nyttigt og det mere end i en henseende, om 2 vagtposter blev ansat der, forsynet med behørig ordre til at anholde sådanne personer, og påse at ikke tiggere, som let bliver tyve, indsniger sig her, men straks blev tilbagevist.

Englandskrigene 1801-1814

Såvel slaget på Reden (1801) som Københavns Bombardement (1807) og Englandskrigene havde vist at Kronborg Fæstning ikke var så meget bevendt til at forhindre fjender i at sejle gennem danske forvande, endsige forhindre angreb. Det betød at Helsingørs betydning faldt en del. Og udover København mærkede Helsingør en del til den engelske flåde, allerede i 1801:

Af frygt for det tilfælde at Kronborg fæstning skulle blive bombarderet af den engelske flåde, og man tillige kunne frygte at Helsingør kunne blive sat i brand flere steder og indbyggernes huse og ejendomme blive et rov for luerne, har allerede mange familier søgt at bringe deres betydeligste effekter i sikkerhed. Men vognlejen, endog ved bønder, er for de, som ikke selv ejer heste og vogn, overmåde dyr. Som ikke kan være andet når mange på engang iler med at flytte. Kunne man derfor ikke håbe, at de nærmeste herredsbønder blev pålagt at møde visse dage i Helsingør og hjælpe at flytte indbyggernes gods mod en bestemt betaling, dog ikke over vognmandstakst.
Helsingør den 21. marts.
Hans Jeger
Skolelærer og klokker.

Kronborg med Øresund og Sverige i horisonten. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018. 

En artikel fra 1802 berettede om at Helsingør var blevet beskudt da den engelske flåde sejlede mod København: 

Da den engelske flåde sejlede gennem sundet den 30. marts sidste år, faldt 3 ildkugler ned i Helsingør uden at sprænges. En i St. Mariæ Kirke, en i St. Olai og en gennem et baghus tilhørende kæmmerer hr. Assensfor Schow i Stjernegade. Til minde om dagens fare og himlens varetægt over byen, er den ene indsat i kirkens hvælving på det sted hvorigennem den faldt. Den anden er opstillet på en fodstøtte i assessorens have, og af den fremvokser et rosentræ i skøn blomstring. Nu kunne man ønske, at den 3. også måtte få en mindeværdig og mere påfaldende plads, end dens nærværende i rådstuegårdens rendesten.

I Sct. Olai Kirke hænger denne fane og en forklaring: Denne Fane er bekostet af andet Borger Compagnie her i Helsingöer til Erindring af den for samme Bye mærkværdige dag dn 30. martuis 1801, og nu afleveret for at blive St. Olai Kirke til Prydelse af bemelte Compagnies sidste Capitain Joachim Mathias Gædeksen. Helsingöer dn. 12. martius 1804.

Efter Københavns Bombardement 1807 ankom der ganske vist nogle kaperskibe som skabte lidt liv i havnen, fx i 1808:

Blandt de mange varer som blev udlosset først i oktober forrige år af briggen The Sprightly (et af de skibe der ved skud fra Kronborg måtte stryge og blev opbragt) var også en mængde fade bladtobak. Disse fade blev alle indlagte i Toldbodgården hvor de nu har ligget på femte måned under åben himmel, udsat for regn og fugtighed og følgelig for fordærvelse. Her spørges derfor hvorfor de ansvarlige (hvem de egentlig er ved man ikke) ikke har sørget for enten at lade dem bringe under tag, eller bortsælge efter så lang tids forløb og forinden de bliver ganske fordærvede. Sådanne varer som udsættes for fordærvelse skulle helst sælges straks. Og jo længere nu disse tobakkers salg udsættes, desto mere taber de i værdi, og desto større tab bliver det for alle de danske mænd hvem varernes pengebeløb måtte tilfalde, som prispenge. Ingen vil nægte at der jo snarere bør virkes til sådanne mænds fordel end tab. Tiden vil vise udfaldet.

Dagen kunne også melde om tilfangetagne engelske krigsfanger i oktober 1808, og udveksling af krigsfanger i oktober 1809. Men fædrelandskærligheden var det så som så med, der var også desertører, kunne Den Kongelige privilegerede Viborger Samler berette om 28. august 1809. Men kaperdagene varede kun kort: Snart kunne man i Helsingør se magtesløse til at store engelske konvojer sejlede forbi Kronborg, helt uantastet. Byen havde mistet sin stilling som indgangsport til Østersøen.

Ørestad

Ørestad er historien om byudvikling der sker her og nu. Så hvis man vil følge med, må man besøge den med jævne mellemrum. 

Ørestad Boulevard, den nordlige ende, set fra under metroen. Her er der stadig en del gang i byggekranerne.

Det er ved at være 5 år siden denne blog sidst rapporterede fra Ørestad (1. januar 2015). Denne gang havde jeg afsat alle de lyse timer (ca. 5) til at gennemtrave "staden". Og det viste sig at være knapt nok. Hvis man skal gå i dybden, så må man nok afsætte mere tid. For der er i sandhed sket meget de sidste 5 år. Der er kommet liv i gaderne, forretninger, cafeer, mennesker og lys. Omvendt bliver det måske også for meget hvis det varer for længe.

Cabinn Apartments har sin egen fortælling i små kasser med forskellige farver, her set fra tagterrasse i Fields.

Inkarnerede hadere af nyere arkitektur kan godt stoppe læsningen her, hvis de forventer en sønderlemmende kritik af Ørestaden. Tværtimod er det en stor oplevelse at se en bydel der er vokset fra omkring 100 indbyggere i 2004 til de nuværende omkring 16.000 indbyggere (for stadig opadgående). Dvs den er på størrelse med Frederikssund, Åbenrå eller Nyborg. Der bygges stadig, men man kan sagtens få en fornemmelse af at livet for alvor har indtaget Staden.

Ferrings sorte tårn er et af de allerførst byggerier i området, tegnet af Henning Larsen Architects. Det er så højt at det gynger på toppen.

Der er noget nær et festfyrværkeri af farver, former, materialer (mursten, beton, glas, rustent jern), brede boulevarder og snævre gyder, svimlende høje "skyskrabere" og lavere beboelsesejendomme. Belægninger af asfalt, betonfliser, granitsten, afbrudt af lavvandede kanaler og højt gennem det hele metroen. Selv om den gennemgående højde nok er større end normalt, så brydes det af de mange forskellige kringlede måder som facaderne skyder i vejret på.

Ferring er blevet overgået af Crowne Plaza, Dissing og Weitling arkitekter. Der er indbygget solceller i facaden og den er CO2-neutral. Klimaforandringerne har også sat sit præg på Ørestad.

Sidste gang jeg var derude for 5 år siden, beskrev jeg nogle af de mange arkitekttegnede nyskabelser. Nu er der så kommet endnu mere til. Jeg har ikke undersøgt arkitekterne bag denne gang. I stedet blot nogle umiddelbare iagttagelser.

Lavt byggeri med udsigt til højt byggeri, i den sydlige ende af Ørestad ved Kalvebod Fælled Skole.

Hvis man ikke er til en heldagstur, så vil jeg anbefale følgende steder: Den centrale og tværgående park for at se lidt af "folkelivet", den udvendige balkon på Royal Arena giver et godt overblik i det område og man kommer i højden, Robert Jacobsens Vej som en næsten færdigt sidevej og endelig stien på østsiden af den kanal som løber nord-syd langs Ørestads østlige del for at se det hele lidt på afstand.

Kalvebod Fælled Skole er en af mine yndlings. Det tog lidt tid at finde ud af at det var en skole.

Ørestad er først og fremmest en anderledes oplevelse af alle de forestillinger om hvordan noget skal se ud: En skole, et hotel, et forretningscenter eller en beboelsesejendom. Kalvebod Fælled Skole er et godt eksempel: Jeg skulle helt hen til bygningen og læse hvad det var. Et stenkast fra den noget større Royal Arena med samme runde form. To bygninger som klæder hinanden rigtig godt, synes jeg. I det hele taget er byrummene et studie værd: Ofte i højden, på terrasser og skjulte kroge finder man beskyttede åndehuller.

Dette foto taget fra Kalvebod Fælled Skole viser lidt om variationerne i området: Grønt bælte, lave beboelsesejendomme, den imposante Royal Arena, højhusene i baggrunden.

Det fascinerende ved Ørestad er at der ikke er knyttet nogen historie til området. Det ligger på et inddæmmet område, på gammel havbund, så alt hvad man ser, er menneskets første berøring og påvirkning af et jomfrueligt stykke jord. Og man skal vist være meget konservativ hvis man ikke kan se at det sprudler med arkitektoniske ideer i Ørestad. Det kan måske næsten blive for meget for en hel dag at tage ind.

Robert Jacobsens Vej er næsten fuldt ud færdigbygget, med brede fortorve og adskilt fra den motoriserede trafik med en lavvandet kanal omgivet af træer.

Nu ved jeg jo ikke hvordan det er at bo i Ørestad. Det må være en speciel oplevelse at være de første at flytte ind i et så stort område. Hvordan mon det føles at være de første? Hvordan er det at bo indeni husene og færdes i gaderne? Hvordan har de det med at komme fx til det gamle København, til middelalderbyen som er så radikal anderledes? Er lejlighederne behagelige at færdes i? Disse spørgsmål har jeg ingen bud på.

Kanalvejen mod øst giver mulighed for at se Ørestad lidt på afstand.

Hvis man har bygget højt, er der til gengæld ikke langt til lys og luft. Kun ganske få hundrede meter mod vest ligger Kalvebod Fælled, og mod øst en kanal med en fredelig gang- og cykelsti foran kolonihaver og villabyggeri. Og som en bred forbindelse mellem dem, den centrale park.

Farver, former og materialer ...

Da voldene faldt i midten af 1800-tallet, blev brokvartererne opført på ganske få årtier. Meget af det som i dag er blevet eftertragtet var engang trøsteløse lejekaserner med baggårde. Senere spredte villabebyggelserne sig i Brønshøj, Vanløse og andre steder. Arealmæssigt har København for længst nået en grænse, men har siden ved at indvinde vandområder, på Amager og Nordhavnen, fortsat sin vækst. Det er den historie som jeg gerne hermed vil reklamere lidt for.

Slaget ved Køge 1807

Slaget hvor englænderne 29. august 1807 forhindrede Landeværnets undsætning af København 1807

Mindestenen ved kirken i Køge, på Brochmanns Plads for Slaget ved Køge 1807. Stenen har indskriften "Til minde om dem der faldt for fædrelandet i kampen ved Kjøge d. 29. august 1807." Teksten blev til under store diskussioner hvor formuleringer som "pletfrit skjold" ikke kunne accepteres af  Nationalmuseets direktør. Fædrelandet må være en senere nationalromantisk indslag. For mange bønderkarle var vanskelige at få til at mønstre til Landeværnet. Jeg synes at kilderne peger på at de kæmpede bravt. 

Slaget ved Køge kendes vist bedre under navnet "Træskoslaget": Den hurtige version om at Landeværnet smed træskoene og stak af. Betegnelsen blev formentlig skabt af den københavnske overklasse som en nedladende betegnelse mod Landeværnet som de mente havde svigtet de patrotiske idealer og forestillinger om at være dansk. Slaget ved Køge viser at folk i al almindelighed ikke var nationalister. Heller ikke i Treårskrigen 1848-51. Men bravt, det kæmpede de! Vandringsmanden stævnede ud for at opleve det i fotoer og tekst. Du kan gøre det samme her.

Krigsforberedelser

Fra den 16. august 1807 begyndte engelske landtropper at sikre Sjælland for i ro og mag at kunne  opstille batterier til at bombardere København. Klog af skade fra 1801 angreb englænderne ikke fra søsiden. Ikke særlige kloge af romantiseren mente den danske generalstab med Frederik 6. i spidsen at englænderne ville løbe ind i en gentagelse af "fejltagelsen" fra Slaget på Reden 1801.

Den 15. august havde general Oxholm forladt København for at samle 4 bataljoner fra Møn, Falster, Lolland og Nordsjælland - det sjællandske landeværn. Det var hjemsendte gamle soldater, bestående af bønder. Ikke alle steder var bønderne lige villige. Den 17. august overtog general Castenskiold kommandoen i Ringsted. Man fik samlet nogle kanoner, uniformer og våben til under halvdelen af styrkerne. Resten brugte eget tøj, herunder de senere så berømte træsko. Høtyve, leer og hakkelseknive blev lavet om til primitive våben. Styrkens størrelse var måske mellem 5 og 7000 mand. Samtidens aviser overdrev tallet til 16.000 mand, tilsat vanvittige rygter om at de havde forskanset sig ved Frederiksberg.

Ledreborg ved Lejre. Først var det Castenskjolds hovedkvarter et par dage, senere indkvarterede englænderne sig her, nogle kilder angiver Blæsenborg Kro. De havde fornem smag, og brugte også Frederiksberg Slot.

Heroverfor stod den engelske divisionskommandør Wellesley (den senere så kendte Wellington) med ca. 6.000 krigsvante folk, beredent artilleri og kavaleri. Han skulle sørge for at den styrke der skulle belejre København, ikke blev angrebet bagfra, altså fra Sjælland. Den 27. august overnattede han på Roskilde Kro, med henblik på at angribe Landeværnet. Han erfarede at Oxholm var i Køge, og sendte kl. 2 om natten Linsingen afsted med ca. 2.500 mand for at falde Landeværnet i ryggen ved Køge. Selv marcherede hans styrke kl. 5 mod Vallensbæk.

Med Wellesleys egne ord i sin senere beretning til Cathcart (aftrykt i "De til Forsendelse med Posten alleene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender", 8. oktober 1807):
Mylord!
Ifølge den beslutning jeg meldte Dem den 27de om Aftenen, marcherede jeg til Roeskilde Kroe, og satte Oberst Reden ved Vallensbrek, og General Linsingen marcherede i Gaar Morges til Roeskilde; ved disse forskiellige Bevægelser blev hans Corps høire Fløi, istedetfor venstre. - Da jeg have Aarsag at troe, at Fienden endnu stod ved Kiøge, besluttede jeg i Dag at angribe ham. Jeg aftalte med General Linsingen, at han skulde gaae over til Kiøge Aae ved lille Sellyas, og omgaae Fiendens Venstre, mens jeg gik frem langs Søeveien til Kiøge, og angreb ham forfra. 

Wellington kom bl.a. over "Onde Aftens Bro". Den ligger stik øst for Ølsemagle, over Snogebækken. Hans vej mod Køge for at afskære det danske Landeværn fra at undsætte København, var formentlig en del mindre opslidende på soldaterne end den mere snoede som Landeværnet måtte gå.

Landeværnet samledes den 28. og 29. august i Køge. Byen havde dengang omkring 1.500 indbyggere. Castenskjold tog hovedkvarter i Thanings Gård, Nørregade 24. Englænderne nærmede sig allerede nordfra. Alt efter hvor man vælger sin vandrerute, kan man vælge den danske fra Ledreborg eller den engelske fra Roskilde Kro. Hvad angår den sidste, passerede den formentlig gennem et landskab der minder om min vandring fra Roskilde til Lille Skensved, 10. august 2017. Hvad angår den sidste, kan man fx bruge denne blogs artikler om Gammel Køgevej. Den snorlige vej fra Taastrup mod Køge var blevet anlagt 1783, så det er slet ikke usandsynligt at Wellington benyttede sig af den.

Den snorlige landevej fra Taastrup til Køge (her Karlslunde Landevej) kan have været Wellingtons nemme måde at komme fra Roskilde Kro til Køge. Den har helt sikkert ikke været asfalteret, og huse som disse kom englænderne ikke forbi. Men landskabet må have lignet.

Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) fortæller:
Man begyndte træningen, men manglede våben og ammunition. På trods af dette "Vare kun maadelig forsynede med de nødvendige Krigsfornødenheder, da Communication med Hovedstaden, som det eneste Sted, hvor disse Ting opbevares, var afskaaren. Nogle faa Kanoner tog man fra Korsøer Fæstning og indrettede til Feldtbrug, og efterat Hr Generalen havde organiseret sin Armee, saa godt som Tid og Omstændigheder tillode, marcherede han til Kiøge, hvor han tog Hovedqvarter i Hr. Tannings Gaard.

Thanings Gård, Nørregade 24. Kortvarigt hovedkvarter for Carstenskjold. Den er ifølge OIS fra 1700, men ombygget flere gange. Man kan lige ane kirkemuren. Kirken ligger udenfor billedet til højre, og blev brugt til at opmagasinere krudt. Det skulle senere vise sig at være en dårlig ide, fordi da man havde brug for krudtet, anede ingen hvor nøglen til kirken var.

Slaget starter

Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) skrev om de indledende kampe:
Dagen efter, Løverdagen den 29. August, indløb Efterretning fra de danske Forposter, som stode ved Skillingskroen, at Fiendens Kavallerie rykkede frem. Generalen gav derpaa Ordre, at alle Batailloner skulde samles uden for Porten ved det saakaldte Hvide Knæ. Han selv reed med vort Kavallerie til Skillingskroen, og drev de fiendtlige Tropper to Gange tilbage fra Skillingskroen til Korperalkroen (omtrent en Mil) hvorved de skal have lidt et ikke ubetydeligt Tab. 

"Nyeste Skilderie af København", nr. 25, 5 januar 1808 citerede kammerherre Wedel Jarlsbergs skrift: Fædrenelandske Betragtninger. Han var løjtnant og bl.a. med ved Herfølge, hvor han fik et sabelhug i armen. Skriftet var et forsvar for Landeværnet, imod beskyldninger som tilsyneladende allerede var rettet imod det:
Forf. forsikkrer, at Landværnet, selv saa uøvet som det var, havde kunnet afværge Landgangen i det mindste i den Kant af Landet, dersom det havde været samlet ved Landgangen, og faaet Lov til at gaae Fienden i Møde. Han forsikkrer endvidere, at Corpset ikke kunde blevet Angrebet paa en ubeleiligere Tid eller i en ubehageligere Stilling. Bataillonerne fra Øerne ankom først om Aftenen og om Natten til den 29; da havde om Dagen maattet tilbagelægge 9 Mile, og deraf de 4 til Fods. Da de kom seent, maatte de ligge paa Marken om Natten, og stax om Morgenen maatte de stille sig mod den angribende Fiende. Endeel af de Sjællandske Batailloner kom halvtrætte lige fra Exerceerpladsen, hvor de fra om Morgenen tidlig af hade øvet sig, og maatte stille sig op en Front mod Fienden. Paa ordentlig Retirade, Manoeuvrering og alt, som hører til Strategie var ikke at tænke...

Fotoet prætenderer ikke at give noget indtryk af den vej som englænderne rykkede frem ad, udover at vise hvor fladt området er. Københavnsvej.

Omkring kl. 9 den 29. august havde Wellesley formeret slagorden lidt syd for Skillingskroen, dvs der hvor nu Motel Søvilla ligger, Københavnsvej 255. Overfor dem var Landeværnet gået i stilling ca. 1.200 meter sydligere. Vandringsmæssigt er det en lidt kedelig strækning at gå, som det fremgår af min kystvandring 31. januar 2016. Det skyldes at der i dag kun er mulighed for at vandre på den stærkt befærdede Køgevej. Skillingskroen ligger ca. 1½ km nord for Onde Aftens Bro.

I Wellesleys beretning til Cathcart hed det senere:
- Begge Divisioner brøde op i Morges, og marcherede som sagt. Paa min nærmelse til Kiøge, fandt jeg Fienden staaende med Styrke norden for Byen og Aaen, og en Kanonade begyndte paa mine forudsendte Husarpatroller; Fienden havde 3 eller 4 regulaire Batailloner stillede i een Linie, med Kavallerie paa begge Fløie, og som det syntes et stort Corps hinsides Byen og Aaen. Paa den med General Linsingen aftalte Tid stillede jeg mit Infanterie i een Linie, Venstren mod Søen, og to Husareskadroner paa Høiren. 

Ikke Skillingskroen, men en anden kro som nu ligger samme sted, Københavnsvej 255. Området var selvfølgelig dengang marker og strandenge til alle sider. Det var her Wellington tøvede for at vente på Linsingen som var på vej efter at have ændret kurs.

Her ville Wellington vente på Linsingen og hans 2.500 mand. Men omkring kl. halvti var Linsingen kun nået til Ejby. Han gik over broen ved Lellinge som danskerne godt nok havde ødelagt, men bare forladt. Så den kunne repareres uden forstyrrelser. Wellingtons kanoner fyrede fra et gunstigt sted: terrænet er ganske fladt og desuden velegnet til det engelske kavaleri. Det kan enhver overbevise sig selv om, omend udsigten fra Københavnsvej er temmelig hæmmet af bebyggelse.

Broen over Lellinge Å som den ser ud i dag. Terrænet er temmelig kuperet her, og som det ses er det temmelig svært at passere åen. Linsingen kunne imidlertid gøre broen passabel uden at blive generet af danske landeværnssoldater.

Wellington anede ikke hvor langt Linsingen var kommet, og nøjedes med kanonbeskydning. Det gav Oxholm tid at forstærke bataljonerne, og de soldater der havde bøsser, fik udleveret 30 skud hver. Men kanonerne løb tør for krudtkarduser, og da man i al hast forsøgte at hente flere i krudtforrådet i Køge Kirke, var den aflåst. Den stakkels løjtnant har måttet løbe adskillige kilometer. Den var for solid til at man kunne sprænge sig vej ind i den.

Om denne fase i kampen skrev Wellesley senere til Cathcart:
Der havde været nogen tilsyneladende Bevægelse hos Fienden mod hans Venstre, og da jeg ikke havde havt nogen Meddelse fra General Linsingen, og var ikke vis paa om han havde passeret Aaen, troede jeg bedst at giøre Angrebet med Batailloner troppevis (en echelon) fra Venstren af; medens den 1ste Bataillon af det 95de og vort Artilleries Ild dækkede os. - Det tilfaldt det 92de Reg. at begynde dette Angreb, og det udførte det paa en mesterlig Maade, og blev ligeledes vel understyttet af 52de og 43de Reg. 

Kl. 10 indledte Wellington offensiven ved Ølsemagle hvor hans styrker angreb i det åbne terræn, over en bred front fra kysten og ret dybt ind i landet. Fronten må have været omkring 2 km hvis man kigger på et nutidigt kort, men det må have været et område med masser af mosehuller.

Landeværnet blev tvunget på tilbagetog og dannede en ny stilling omtrent ved det nuværende Zoffmannsvej mellem Gammel Køgegård og stranden. Den ene kanon gik tabt til englænderne, trods et tappert forsøg på at tilbageerobre den. Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) beskrev det således: Men da Fiendens Artillerie nærmede sig, bleve vore Ryttere tvungne til at trække sig tilbage Nu gav Generalen Ordre til at vor Artilleriee skulde rykke frem med 8 Kanoner paa forskjellige Punkter. Den første Bataillon Skarpskyttere, bestaaende af 50 Mand, fik Befaling at dække to Kanoner, som bleve stillede imellem Gammelkiøgegaard og Landevejen til København. Fienden rykkede frem og bragte med sin Kanonild vore Kanoner til at tie. Da dette skede maatte Landeværnet retirere til Byen.

Denne stilling blev angrebet af  det 92. regiment - The Gordon Highlanders, skotter under Oberstløjtnant Rapier. Det nødtørftigt udrustede danske rytteri gav i starten kamp til stregen, så i stedet blev husarer sat ind, og så måtte Landeværnet trække sig tilbage, dækket af danske skytter. Indtil de blev nedkæmpet af skotterne med fældet bajonet. Stillingen holdt kun i kort tid, og herefter og indtil kl. 13 fortsatte kampene i Køge By fra bygninger som fx Rådhuset.

"Bank på, så skal der lukkes op for jer", sagde Jesus i Bjergprædiken, ifølge Matthæus kapitel 7, vers 7. Men det var åbenbart ikke gældende for den danske statskirke, for den solide kirkedør bag hvilken man sikkert havde opbevaret krudtet, blev ikke åbnet. Senere blev kirken brugt til at forsvare sig med.

Wedel Jarlsberg berettede om Landeværnets tilbagetrækning til Køge: Nord for åen og Køge gik man i stilling i grøfter og bag gærder ved "Hvide Knæ", Køgevejens knæk lige nord for byen. Man havde her 6 kanoner, og nogle hundrede ryttere placeret på flanken ud imod Køge Bugt:

... Fienden rykkede med sit Artillerie, dækket af Cavallerie lige imod, og hans Dragoner og Skarpskyttere havde allerede omgaaet venstre Flanke. Den høire stod lænet paa Stranden, og en Deel af Bataillonens tactiske Bevægelser maatte skee under Fiendens Canoner. Fienden kunde, og vilde sikkert ogsaa have sprængt hele Corpset i Stranden, dersom han havde været mindre frygtsom og ikke saa langt tilbage bag sit Artilleri. Gen. Linsingen, som siden indsaae denne Feil, foregav at det var skeet af Ædelmodighed!! At vort Cavallerie, som blev sendt til Bedækning af et Par smaa Canoner Fienden i Møde, som vare uvante til Skud. Oberst v. Alten skal have erklæret, at den Orden og Præcision, hvormed det Danske Cavallerie fremrykkede, imponerede hans Folk, som først fik sit Mod, da de saae de fleste Heste vende sig og kom i Uorden. Af regulairt Cavallerie befandtes kun et et lille Detachement af Sjællandske Ryttere, som forhen var blevet sendt til Kronborg og udelukket fra Kjøbenhavn, og Regimentets Exerceerskole. Det Par smaa Canoner, der sendtes mod Fienden, gjorde fuldkommen deres Pligt saalænge de kunde. Nu stode endeel Batailloner opstillet en Front for Fienden, isoleret, i en uafbrudt Cartesche-Ild. Fiendens Haubitzer kastede Granater paa Mandskabet; Skarpskyttere og Dragoner havde han i Flankerne; derved at de stode, blev Cavalleriets Retirade dækket, ellers vilde hver Mand af Bataillonen blevet sprængt i Vandet. Nu først begyndte høire Fløis Batailloner, at retirere sig igjennem Kjøge; endnu stod venstre Fløi, og indtil det fiendtlige Artillerie en Front kom tæt paa Livet, det forgjeves havde taget en anden Stilling og der blev commanderet: omkring march march! stod sidste venstre fløi urokket.

I Wellesleys beretning til Cathcart lød det sådan:
- Fienden trak sig snart tilbage til en Forskandsning han havde giort foran en Leir norden for Kiøge, og viste en Agt med sit Kavalleri paa Strandkanden at hugge ind i Siden paa det 92de, naar dette angreb Forskandsningen. Dette nødte mig til at flytte Oberst Redens Husarer fra høire til Venstre Fløi, og at kaste det 43de Regiment i anden Linie, og derpa tog det 92de Regiment Forskandsningen, og nødte Fienden til at flygte i Uorden ind i Byen. 

Tilbagetrækningen til Køge

Wellesleys beretning til Cathcart er meget knap om hvad der skete i Køge. Han skrev kun følgende:
Han forfulgtes strax i den skiønneste Stilling af Oberst Reden og hans Husarer, og af den 1ste Bataillon af det 95de og siden af mit Corpses hele Infanterie. Da vi satte over Aaen fandt vi General Linsingens Corps paa vor høire, som forenede sig med os i at forfølge Fienden. 

Fra den selvsamme kirke hvor krudtet var opbevaret, forsvarede Landeværnet sig ved tilbagetrækningen. Her set fra Kirkestræde. Køges nogenlunde lige gader gjorde det nemt for englænderne at affyre kanoner gennem gaderne.

"Reisen til Kiøge eller maanederne august og september 1807" af Frederik Christian Agre er et af de få sparsomme vidnesbyrd:
I den heele Gade, vi passerede fra Bommen af og til Torvet lige for, var ikke et eeneste Huses Vinduer, som med Blye og alt var hugget ind, skaanede, eller nogen hel Rude at see, ikke een af de forfærdede Indvaanere at see paa Gaden; men ængstelig bag deres Døre og sønderhuggede ruder kiggede efter os, som de formodentlig ansaae for opfanget Husar-bytte eller Mistænkelige.

Køge Rådhus på Torvet. Under kampene besatte landeværnssoldaterne rådhuset og forsvarede sig her. Efter slaget blev bygningen af englænderne brugt til lazaret. 

Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) fortæller en lidt mere blodig historie: Da dette skede maatte Landeværnet retirere til Byen, hvorhen Fienden forfulgde det med Musketild, stillede Kanoner i Porten og fyrede langs igiennem Gaden, hvorved en stor Deel blev dræbt. 

Landværnet flygtede formentlig ned gennem Køge by mod Kjøge Bro (forgrunden) der kom til at fungere som flaskehals. I bagklogskabens ulidelige klarsyn - burde de så i stedet have brugt åen som et forvarssted mod englænderne?

Det gik for alvor galt da Linsingen nåede frem og fik kontakt til de flygtende styrker. Det var i denne håbløse situation at nogle af danskerne kastede våben og lædertøj og løb for livet, mens andre fortsatte den håbløse kamp så længe der var noget at skyde med. Således en gruppe i skovene ved Vallø som havde to kanoner.

Til gengæld er der masser at se på for historisk interesserede i Køge. Hvis du ikke har været der før, så brug gerne en formiddag! Hele og mange gader er fyldt med gamle huse, de fleste udgår fra Torvet i alle retninger. Også havnen er værd at kigge på. Og de utrolig flotte strande syd på hvor man skal forestille sig at de engelske skibe ankrede op efter slaget (se senere).

Mange af de våbenløse landeværnsmænd holdt til i Køge By - de kunne jo alligevel ikke gøre noget. En af dem, Claus - den eneste landeværnsmand der findes en beretning fra - forklarede næsten 40 år efter, i 1856 som 90-årig landmand følgende:
Nu skjød man igjen forude, og nu begyndte de, som stode et Stykke foran os paa vore venstre Haand, at stikke i Rend. "Hvad monstro de render nu for?" spurgte en Anden.
"Aa, Engelskmanden er sagtens efter dem," svarede en Anden, "og de er ingen Tussinger at lade sig skyde ned for Ingenting".
"Nei, saamænd," sagde Søren, "for har man først mistet et Been, kan Kongen ikke give os et andet"

Brogade forløber i dag som en ret bred vej fra Torvet til Kjøge Bro. Den har dog nok set anderledes ud dengang da landeværnet med englænderne i hælene masede sig gennem broens flaskehals.

Så løb de. Tilbagetrækningen skulle foregå over Køge Å, og den var dengang som nu umulig at vade over. Af skade bliver man klog, men for sent. Nogle spekulanter udtalte senere at havde de placeret sig syd for åen, havde det været englænderne som skulle over åens flaskehals og ind gennem byen. Nu var det i stedet Landeværnet som retirerede gennem Køges gader mod Køge Bro. Det havde dog formentlig gjort ødelæggelsen af Køge endnu større.

Slaget ved Herfølge

Herfølge Kirke. Her ydede Landeværnet den sidste modstand. Også her fandt de en lukket og låst kirkedør. Og præst og degn over alle bjerge. Vor Gud han er så fast en borg!

Der er et pænt stykke vej at vandre fra Køge til Herfølge. Den lige landevej er temmelig kedelig, så jeg valgte i stedet at gå ind over Gammel Hastrup og Billesborgvej. Det er fine vandreveje. Det er dog tvivlsomt om Landeværnet tog denne omvej.

Landeværnsmand Claus beretter:
Aldrig i mine Dage har jeg saadant taget til Beens, hverken før eller siden. Og mærkeligt nok var det, for jo mere vi rendte, jo hidsigere bleve vi paa at komme afsted.
Jeg smed først mit Gevær, som ingen Nytte var mig til, og saa mine Træsko, og det måtte jeg længe fortryde, for jeg fik ingen igjen før hinsides Kjøge.

De traf også Generalmajor P. L. Oxholm, der forsøgte at organisere et forsvar ved Herfølge Kirke:
Da vi vare komne til Herfølge, standsede en General (Oxholm) os og vilde have, at vi skulde blive for at slaaes paany imod Engelskmanden; men da han blot kunde bruge dem, der havde Geværer, lod han de Fleste af os gaae, hvilket vi ikke vare bedrøvede over.

General Oxholm forskansede sig ved Herfølge kirkegård i et forsøg på at give Castenskiold tid til at få samling på styrkerne. Uvist med hvor mange mænd, måske 120 til 400 mand. Kirkegården ligger højt og er værnet af en solid mur. Det første angreb med husarer blev ifølge en uofficiel beretning ("Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende", 2. oktober 1807) slået tilbage. Men så kørte det beredne engelske artilleri kanoner i stilling på Møllebakken overforog gik i gang med skyderiet. Oxholm blev taget i ryggen af engelske ryttere, der sprængte over kirkediget hvor det er lavest.

Kanonkugle udstillet i Herfølge Kirke. Muligvis fra Slaget ved Køge 1807.

Wellesley som sejrherre får det sidste ord, i form af beretningen til Cathcart:
- Generalmajor Oxhorken (Oxholm), den Næstkommanderende, der var Natten før stødt til Armeen fra de sydlige Øer, forsøgte at holde Stand ved Landsbyen Herfolge, men angrebes rask af Husarerne, som i Afdelinger vare afsendte under Capitain Blaquiere og Capitain Cotton, og af en lille Afdeling af det 95de; og han nødtes til at overgive sig, med Grev Wedel Jarlsberg, adskillige andre Officerer og 400 Mand. - Fiendens Tab har været meget stort; mange dræbtes, og vi have næsten 60 Officerer og 1100 Mand fangne. Paa deres Flugt slængte de Geværer og Klæder, og vi have faaet en Mængde Geværer. Jeg troer vi have taget 10 Kanoner; men jeg har endnu ikke faaet Beretninger fra alle de Afdelinger der forfølge. Jeg har ikke seet General Linsingen, da han endnu er ude med sine Husarer, men jeg hører, at Fienden har ødelagt Broerne ved lille Salbye, hvilket aarsagede Sinkelsen af hans Angreb paa deres Flanke. (Her følger Complimenter og Berømmelser). Vi have taget en stor Mængde Krudt og andet Krigsforraad her i Byen. Jeg agter at fordærve det, hvis jeg ikke kan fa en Capitain paa et af Kongens Skibe til at tage det under Varetægt.
A. Wellesley.

Helt forgæves skal slaget ved Herfølge ikke have været, idet det gav tid til at de øvrige danske troppeer kunne flygte i sikkerhed. Castenskjold blev forfulgt af Linsingen over Næstved til Vordingborg. Den 2. september hjemsendte han de sjællandske landeværn og rykkede fra Kalvehave over til Møn. Linsingen opgav forfølgelsen, englænderne havde opnået hvad de ville: fjernet frygten for at Landeværnet skulle komme København til undsætning. Bombardementet begyndte få dage efter, den 2. september.

Hvordan det kom til at forløbe, kan du læse om i tre afsnit på denne blog, det første handler om tiden op til.

Typisk nutidigt landbrugslandsfoto, her ved Kamstrup. Det er nok nogenlunde sådanne type landskaber tropperne på begge sider har set mest til. Foto fra 18. august 2017, altså taget på nogenlunde samme tidspunkt som Slaget ved Køge.

Ved Herfølge faldt 2 landeværnsfolk, på kirkegården blev 13 såret, flere udenfor, og 5 officerer samt 120 menige blev taget til fange. Også her var kirkedøren for solid til at bruge som forsvarsværk. Engelske ryttere gjorde det af med denne sidste rest af modstand. Da var klokken omkring 4 eftermiddag, altså efter 7 timers kamp. Alt andet end kujoneri. I alt faldt ca. 100 mand, og 150 blev såret.

Wellington brugte Norske Løve som sit hovedkvarter efter slaget.

Døde og sårede

Resume af student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807): Vore Troppers Tal var imellem 9 og 10,000, hvoraf dog en stor Deel ikke var med i Slaget. Fiendens Antal skal have været imellem 5 og 5000 Mand, hvoriblandt omtrent 500 Mand Kavallerie. Imellem 17 til 1800 Mand af vore Tropper bleve tagne til Fanger og forte til de Engelske Skive De Dødes Tal var omtrent 100 Mand, og i Laxarettet paa Raadstuen i Kiøge laae henved 100 Mand, som vare blevne saarede i Slaget. Blandt de Døde var Kapt. qvistgaard, Ejer af Gerdrup og Viby Gaarde; blandt de stærkt Saarede Kapt. Nørager, der mistede en Hæl, Præmier Lieut. Kretschman, Lieut. Baron Wedel, som fik to Sabelhug i Armen, og Lieut. Rist.... I alt 1 General, 9 Majorer, 19 kapitainer, 28 Lieutenanter, altsaa i det Hele 56 Officerer. - De fangne Officerer og Gemene bleve opstillede paa Torvet i Kiøge, hvor de fik af de Engelske alle de Vederqvægelser, som Tid og Omstændigheder tillode.

Scheels Hospital i Herfølge, lige over for kirken. Hvis vægge kunne tale, ville denne bygning måske have kunnet fortælle om slutslaget ved Herfølge.

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende, 2. oktober 1807 angav 50 officerer og 1800 menige fanger. Tabstallene omkring 100 mand, 150 sårede på lazarettet. Officererne blev ført til det engelske hovedkvarter i Lundehuset og forsynet med levnedsmidler, tæpper og madrasser. Efter Cathcarts ankomst fik de lov til at rejse hjem den 1. september. De menige blev anbragt som fanger på skibene.

Efterspil

Allerede få dage efter slaget er der opstået talrige rygter i København, så mange at Oxholm i aviserne (fx De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 18. september 1807) offentliggjorde at man burde afvente udfaldet af generalkrigsretten. Hverken han eller Castenskjold blev dømt. Andre artikler drejede sig om overgreb fra englændernes side, om dansk heltemod og om engelsk storsind, Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender, 3. oktober 1807 om Vallø Slot:

Efter Slaget ved Kiøge ankom nogle streifende Fiender til Valløe Slot. De kom igjennem Dyrehaven og bemægtigede sig strax i Havestuen en kurv med Prindsessens Dækketøi. De toge derpaa Kammerherre Brakels Uhre og vilde ligeledes have taget Frie Kammerherreinde Normanns, men hun havde den Aandsnærværelse at sige: Fy, anstaaer det en retskaffen Soldat at fornedre sig til at plyndre! disse Ord, fremsagde med Værdighed, gjorde at Personen trak sin Haand med Undseelse tilbage. Videre fordrede de med Trudsel Penge af Doctoren. Men alt blev igien ved forebragt Klage tilbageleveret. Overalt har de hanoveranske Officerers Justits et almindeligt Lov.

Vallø Slot set fra Slotsparken. "Fy" var åbenbart nok til at få en plyndrende engelsk soldat til at stoppe. 

Og en anden fra "Nyeste Skilderie af København", nr. 4, 24. oktober 1807, altså godt 2 måneder efter slaget:

Man erfarer nu efterhaanden alt mere og mere, at de Engelske langtfra ikke have opført sig paa Landet saa venskabeligt som det i Førstningen hedte. Ved deres Ankomst til Kjøge opsloge de en Leier ved Gjørslev, som ligger meget høit, og hvorfra man kan oversee hele Egnen; men under de otte Dage, de opholdte sig her, opførte de sig meget slet. Præsten Hr. Hersim i Ligemark plyndrede de et Gulduhr, 9 Sølvskeer, 9 Par Skjorter, 9 Par Strømper og et Meerskumspibehoved, uagtet han frivillig havde givet disse Røvere 30 Flasker Viin. Hans gamle Moder frastjal de 9 Tørklæder og 2 Par Strømper. En Bonde i samme Bye fratoge de ikke allene 3 Heste, men brak endog hans Skab, og ranede de Penge der fandtes deri. Den arme Mand har mistet over for 200 Rdlr. Hos Gjestgiver Folmer i Kjøge have de plyndret for 3 til 400 Rdlr. forskjellige Ting. - Paa Grev Kundts Gods Bonderup voldtoge de en Jomfru, men Gjerningsmanden blev opdaget og dømt til 900 Tamp. - Ringsted Kirke forvandlede de til et Magasin for Krigsfornødenheder, og lode gaae der Gjæs, Ænder etc. - Paa Lethraborg havde de deres Hovedqvarteer, og man fortæller, at da Eieren, Grev Holst, kom hjem, anholdt man ham i Blæsenborg Kro, fratog ham Kaarden og førte ham som et Slags Krigsfange til hans egen Gaard, hvor en Engelsk General stod i Vinduet.

Det omtalte gæstgiveri kan være værthusholder og brændevinsbrænder Folmer Nielsen Dyrlunds 11 fag lange bindingsværkshus der lå hvor nu Casino, Torvet 17 er.

At rekonstruere strandengene på daværende tidspunkt er næsten en umulighed, for de har ændret og omformet sig markant, og hurtigt. Generelt vinder land frem på bekostning af vand i området. Måske giver dette foto af strandengene omkring Ølsemagle Revle et indtryk: Ikke noget godt område for fremrykninger.

Undtagelsen: Tømmermester Chrane

Mindst en enkelt person satte sig til modværge mod plyndringer. I "Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende", 13. november kunne man læse om en episode den 30. august hvor den engelske brig ”Billet” ankrede op på reden ved Køge havn. Nogle matroser gik i land og slog gæs og ænder ihjel, og tog bl.a. en båd, der tilhørte tømrermester Christoffer Chrane, 42 år, på nuværende Havnepladsen 17:

Et Par Dage efter at Kjøge Bye havde lidt den skrækkeligste Medfart af den plyndrende Fjende, ankom en engelsk Barkasse dertil og truede med at antænde Byen, ifald 2 Matroser, som de savnede, ikke inden 48 Timers Forløb udleveredes. Forgæves forestilte Magistraten Umueligheden, og bad om Skaansel for Byen, der allerede havde lidt saameget, og hvor desuden Lazaretet befandt sig. "Enten Matroserne eller Byen brænder!" var Svaret. Af retmæssig Frygt for at se saa mange af sine Medbogere uskyldig lide, angav omsider en Tømmermester Cram sig, at have selv dræbt bemeldte 2 Matroser (den ene en Sort) med en Spade, da de om Natten brød ind i hans Gaard for at stjæle, og nedgravet dem i sin Have. Cram maatte nu udleveres, men blev efter Anmeldelse til General Wellesley igjen skikket tilbage, paa Vilkaar at sættes i Jern under stræng Bevogtning, hvorfor heele Byen skulde staae til Ansvar. Efter Kjøbenhavns Kapitulation forandrede Tingen sig. Det blev anseet som Nødværge imod Røvere, og Gambier skal selv have sagt: at Matroserne intet havde at bestille i Land. Crams Dom blev overladt de danske Domstole, og Kancelliet kjendte ham frie.

"Dagen" 23. januar 1808 kunne berette om overgreb, bl.a. afbrænding af fartøjer, plyndringer og ødelæggelser:

Blandt de Købstæder , som have lidt mest ved det engelske Overfald, bør unægtelig Kjøge regnes. Her forefaldt paa Slagets Dag Optrin, som ikke have dem i Lybek noget efter; men ogsaa senere var Kjøges Skæbne haard. Den 30te August bleve alle de Fartøjer af Fjenden opbrændte, som laae lige udenfor Byen og tilhørte den; kuns een Baad sparedes, som de Engelske brugte til at føre de Ting ud paa Skibene, som de havde røvet i Landet. Mandskabet af en engelsk Krigsslup, Billet kaldet, udmærkede sig især ved at gaae i Land, og med væbnet Haand dels ødelægge, dels bortrane de forarmede Indvaanere Fjederkreature, som gik ved Stranden.

Artiklen fortæller om modstand mod disse, tilsyneladende den ovennævnte tømmermester, denne gang kaldet Chrane:

Dog, blev ikke denne Voldsomhed ustraffet, thi den kostede tvende brittiske Matroser Livet. Det var Tømmermester Chrane, i hvis Lod det faldt, saavidt muligt, at hævne de ham og hans Medborgere tilføjede Fornærmelser. En Nat Kl. mellem 10 og 11 blev han pludselig vaagnet af en Kone, som havde taget Tilflugt i hans Hus, det ligger tæt ved Stranden, med de Ord: "Mester! der er Englænder inde i Andehuset og stjæler Ænder." Chrane stod strax op og gik ubevæbnet ud tilligemed en Fisker, Børgessen, som ligeledes var tyet til ham, dog fulgte denne ikke længere end til Husdøren. Thrane gik da ene gjennem Haven ud til Andehuset, hvis han raabte: er der nogen, saa svar; ingen svarede; men i det samme kom et Menneske farende ud af Huset imod ham. Chrane stødte ham fra sig med den ene Haand, medens han med den anden greb en Spade, med denne værgede han sig og tilføjede Engellænderen saadanne Slag, at han faldt død overende. - Neppe havde vor uforsagte Landsmand nedlagt denne Fjende, før en ny ilede ud mod ham, og neppe fik han Tid at springe et Par Skridt tilbage; men da varede Kampen ej heller længe, før Engellænderen segnede ved to svære Hug i Hovedet. - Nu skyndte Chrane sig hjem og fik Børgessen, som var bleven tilbage, til at hjelpe sig med at grave et Hul, hvori de lagde Engellænderne. 

Der er flere detaljer til historien: Englænderne krævede Chrane m.fl. straffet og arresterede dem, hvilket dog blev imødegået af de danske myndigheder:

Hurtigen maae de britiske Matroser, der paa samme Tid vare iland, og som formodentlig mærkede Uraad, have bragt Nys herom til det engelske Krigsskib; thi meget tidlig om Morgenen kom Skibets Anfører, Kapt. Philemore, med sit hele bevæbnede Mandskab, iland, og bortførte Chrane og Børgessen, til hvem man alt havde Mistanke, tilligemed en Deel andre Borgere, som boede ved Stranden. Saasnart dette rygtedes, sendte Øvrigheden en Rekvisizion til den engelske Kaptajn, for at faae de danske Borgere udleverede; da Undersøgelsen, saafremt disse vare Skyldige, burde foretages af deres rette Øvrighed, og paa det Sted, hvor Gjerningen var skeet. Dette bevægede Philemore til, efter nogle Timers Forløb, selv at bringe de to Bortførte tilbage; men med sig havde han de Engelskes uadskillelige Verktøj, Mordbrandsanstalter, hvormed han rasende truede at ødelægge Byen, saaafremt Gjerningsmanden ikke opdagedes og afstraffedes. Virkelig skal Begyndelsen ogsaa være gjort med at stryge Beg og Tjære paa de Plankeverk, som omgive Byens Haver, men da det lykkedes Borgemester Stell at faae Tigeren hjem i sit Hus, og der ved Grunde og Overtalelser stille ham tilfreds, blev der intet af dette grusomme Forsæts Udførelse. 

Det lykkedes også at få køgenserne udleveret, dog imod at de senere ville blive stillet til regnskab - hvilket dog aldrig skete. I stedet raserede matroserne Chrane og Børgesens huse, smadre vinduer, rive døre og karme itu, ødelægge indbo og stjæle alt af værdi, lige fra værktøj og redskaber til urterne i haven. De blev løsladt den 20. oktober og 14. december frifundet ved en dansk domstol:

- Philemore overleverede formeligen Chrane og de øvrige Fanger til Borgemesteren, og krævede den Skyldige tilbage, naar han efter nogle Dages Forløb kom tilbage til Kjøge. Men man saae ham aldrig siden. Undersøgelsen begyndte, og Chrane tilstod snart Sagens sande Sammenhæng. - Efter Kapitulationen blev denne Sag med alle sine Omstændigheder indberettet til det kgl. danske Kancelli, som, efter Korrespondens med Vedkommende, beordrede Sag anlagt imod Chrane og Børgessen. Ved Underretsdommen ere begge de Tiltale aldeles frifundne for Aktors Tiltale. - Denne Dom vil enhver fælde, der har Følelse for Ret og Uret; denne Dom er overensstemmende med vore Loves Bogstav og Aand; de Tiltalte have derfor intet at frygte, om den end til Overretten indstævnes.

Sene beretninger

Ret hurtigt begyndte aviserne at fremkomme med forskellige beretninger som måske skal tages med en anelse gran salt. Således i "Dagen" 2. april 1808 - altså ½ år efter slaget - stod noget der måske, måske ikke kan være en forherligelse:

Slagelse den 21 Marts 1808. Jo færre exempler hidtil ere anførte paa Kjækhed hos Landeværnsmændene, desmere bliver det Pligt, at lade komme til offentlig Kundskab, hvad derom hist og her troværdigen berettes. Umiskjendelige Prøver paa slig Kjekhed skal Gaardmand Lars Jensen fra Hammershøj i Vemmeløs Sogn have aflagt i Fægtningen ved Kjøge. Under Kuglernes Hvinen skal han have gjort sin Offiser opmærksom paa en fordelagtigere Retning af det Geled, hvori han stod, han bar Fanen og blev snart saaret i den Arm, med hvilken han var den, men ikke skræmmet derved holdt han den med den anden Haand, indtil den almindelige Flugt ogsaa bortrev ham. Dog bortslængte han ej sin Fane, førde den derimod, skjøndt ej lidet plaget af sit Saar - Kuglen var bleven siddende i Armen - til Nestved, hvor han afgav den i sikker Bevaring, og derpaa søgte sit Hjem. Hans liden Omsorg for sit Saar var Aarsag i, at dets Helbredelse modtog længer Tid, dog kan han nu, som forhen, bruge sin Arm.

Andre eksempler kan findes i "Nyeste Skilderie af København", nr. 53, 12. april 1808. Første eksempel fra artiklen:

Fra Urolighederne i Kjøge forrige Sommer fortjener adskillige Træk at optegnes for den tilkommende Historieskriver. Følgende Exempel kan tjene til Bevis paa, hvor meget en enkelt Mands Aandsnærværelse kan i Krigstider bidrage til det Heles Gavn. Da en Piquet fiendtlige Tropper, under Anførsel af en vis Lieutenant Jansen, kom til Kjøge, var de bevæbnede Borgere just opstillede paa Torvet. Officieren førte dem bort som Krigsfanger, og erklærede, paa Vedkommendes Forestilling, at de i den Anledning maatte henvende sig til General Cathcart. Kjøbmand Frank i Kjøge, fulgte med til denne General. Paa Spørgsmaalet om disse Folk ikke hørte til Militsen, svarede han, at de vare en Politievagt, som er ansat til Ordenens Overholdelse i Byen, men som ikke har noget at gjøre med de militaire Anliggender. I Førstningen vilde Cathcart ikke troe det, men Hr. Frank talte saa godt for sig, at den fiendtlige General frigave de krigsfangne Borgere. Officieren døde siden i Kjøge af et Saar, som han havde faaet i en Skjermydsel paa Gaden. 

Om sagen virkelig skulle være nået til den øverstkommanderende for englænderne, William Cathcart, kan man nok stille spørgsmålstegn ved. Selvom Catchcart kom til Køge for at sikre sig at krigsfangerne blev behandlet ordentligt.

- Omtrent paa samme Tid var man Vidne til et udmærket Exempel paa Kjekhed. En Landværnsmand var bleven omringet af ni Engelske Husarer. Men han afparerede dem alle saa godt med sin Bajonet, at han slap fra dem med et meget ubetydeligt Saar. 

Dette eksempel er vel en klassisk soldaterhistorie. Og mon ikke en etatsråd har benyttet sig af at glorificere sig selv ved tømmermester Thranes (eller Cranes) redning?

- Da Tømmermester Crane efter den bekjendte Affaire med de to Engelskmænd, var ført i Lænker ombord paa det Engelske Krigsskib, var til hans Lykke, Notarius Publicus, Etatsraad Olsen just nærværende i Kjøge. I hele Kjøge var Etatsraaden næsten den eneste, som kunde tale med den fiendtlige Officier, opsætte en Reqvisition i det Engelske Sprog og bringe Sagen i Rigtighed. Uden hans Mellemkomst vilde Crane have blevet et Offer for de rasende Engelskmænd, der, under den Trussel, at de vilde afbrænde Byen, fik ham udleveret. 

Artiklen slutter med en antydning af at det i virkeligheden var englænderne som var bange:

- Aarsagen, hvorfor de Engelske skjød ind i Husene var den, at de troede, Landværnsmændene havde skjult sig der, og at Kjøge vilde blive et nyt Buenos Ayres for dem.

Historien om etatsråd Olsen kan måske holdes op mod en dødsannonce i Dagbladet (København) 20. marts 1896 for fru Rose Hartvigson, født Franck. Hun var en halv snes år under Slaget, og om hendes far hed det:

...begivenhederne bleve desto mere mærkelige for hende, efterssom hendes Fader, der dengang havde Forretning i Kjøge, spillede en ikke helt uvigtig Rolle, idet han først paa sin Viis tog Del i Byens Forsvar og dernæst som særlig sprogkyndig Borger benyttedes til en Slags Parlamentær Tjeneste i det engelske hovedkvarter, hvor han havde det Held at udvirke nogle Medborgeres Frigivelse fra Krigsfangenskab.

Artiklen anslår at det sidste øjenvidne til Slaget nu var gået bort. Så alt i alt var der i sam- og eftertiden historier fremme om landeværnets tapperhed.

Se mere

Slaget ved Køge på Roskilde Historie.
Chakotten, med kort og oversigt.
Lars Kjær: Slaget ved Køge Landevej 1807.