Ørestad

Ørestad er historien om byudvikling der sker her og nu. Så hvis man vil følge med, må man besøge den med jævne mellemrum. 

Ørestad Boulevard, den nordlige ende, set fra under metroen. Her er der stadig en del gang i byggekranerne.

Det er ved at være 5 år siden denne blog sidst rapporterede fra Ørestad (1. januar 2015). Denne gang havde jeg afsat alle de lyse timer (ca. 5) til at gennemtrave "staden". Og det viste sig at være knapt nok. Hvis man skal gå i dybden, så må man nok afsætte mere tid. For der er i sandhed sket meget de sidste 5 år. Der er kommet liv i gaderne, forretninger, cafeer, mennesker og lys. Omvendt bliver det måske også for meget hvis det varer for længe.

Cabinn Apartments har sin egen fortælling i små kasser med forskellige farver, her set fra tagterrasse i Fields.

Inkarnerede hadere af nyere arkitektur kan godt stoppe læsningen her, hvis de forventer en sønderlemmende kritik af Ørestaden. Tværtimod er det en stor oplevelse at se en bydel der er vokset fra omkring 100 indbyggere i 2004 til de nuværende omkring 16.000 indbyggere (for stadig opadgående). Dvs den er på størrelse med Frederikssund, Åbenrå eller Nyborg. Der bygges stadig, men man kan sagtens få en fornemmelse af at livet for alvor har indtaget Staden.

Ferrings sorte tårn er et af de allerførst byggerier i området, tegnet af Henning Larsen Architects. Det er så højt at det gynger på toppen.

Der er noget nær et festfyrværkeri af farver, former, materialer (mursten, beton, glas, rustent jern), brede boulevarder og snævre gyder, svimlende høje "skyskrabere" og lavere beboelsesejendomme. Belægninger af asfalt, betonfliser, granitsten, afbrudt af lavvandede kanaler og højt gennem det hele metroen. Selv om den gennemgående højde nok er større end normalt, så brydes det af de mange forskellige kringlede måder som facaderne skyder i vejret på.

Ferring er blevet overgået af Crowne Plaza, Dissing og Weitling arkitekter. Der er indbygget solceller i facaden og den er CO2-neutral. Klimaforandringerne har også sat sit præg på Ørestad.

Sidste gang jeg var derude for 5 år siden, beskrev jeg nogle af de mange arkitekttegnede nyskabelser. Nu er der så kommet endnu mere til. Jeg har ikke undersøgt arkitekterne bag denne gang. I stedet blot nogle umiddelbare iagttagelser.

Lavt byggeri med udsigt til højt byggeri, i den sydlige ende af Ørestad ved Kalvebod Fælled Skole.

Hvis man ikke er til en heldagstur, så vil jeg anbefale følgende steder: Den centrale og tværgående park for at se lidt af "folkelivet", den udvendige balkon på Royal Arena giver et godt overblik i det område og man kommer i højden, Robert Jacobsens Vej som en næsten færdigt sidevej og endelig stien på østsiden af den kanal som løber nord-syd langs Ørestads østlige del for at se det hele lidt på afstand.

Kalvebod Fælled Skole er en af mine yndlings. Det tog lidt tid at finde ud af at det var en skole.

Ørestad er først og fremmest en anderledes oplevelse af alle de forestillinger om hvordan noget skal se ud: En skole, et hotel, et forretningscenter eller en beboelsesejendom. Kalvebod Fælled Skole er et godt eksempel: Jeg skulle helt hen til bygningen og læse hvad det var. Et stenkast fra den noget større Royal Arena med samme runde form. To bygninger som klæder hinanden rigtig godt, synes jeg. I det hele taget er byrummene et studie værd: Ofte i højden, på terrasser og skjulte kroge finder man beskyttede åndehuller.

Dette foto taget fra Kalvebod Fælled Skole viser lidt om variationerne i området: Grønt bælte, lave beboelsesejendomme, den imposante Royal Arena, højhusene i baggrunden.

Det fascinerende ved Ørestad er at der ikke er knyttet nogen historie til området. Det ligger på et inddæmmet område, på gammel havbund, så alt hvad man ser, er menneskets første berøring og påvirkning af et jomfrueligt stykke jord. Og man skal vist være meget konservativ hvis man ikke kan se at det sprudler med arkitektoniske ideer i Ørestad. Det kan måske næsten blive for meget for en hel dag at tage ind.

Robert Jacobsens Vej er næsten fuldt ud færdigbygget, med brede fortorve og adskilt fra den motoriserede trafik med en lavvandet kanal omgivet af træer.

Nu ved jeg jo ikke hvordan det er at bo i Ørestad. Det må være en speciel oplevelse at være de første at flytte ind i et så stort område. Hvordan mon det føles at være de første? Hvordan er det at bo indeni husene og færdes i gaderne? Hvordan har de det med at komme fx til det gamle København, til middelalderbyen som er så radikal anderledes? Er lejlighederne behagelige at færdes i? Disse spørgsmål har jeg ingen bud på.

Kanalvejen mod øst giver mulighed for at se Ørestad lidt på afstand.

Hvis man har bygget højt, er der til gengæld ikke langt til lys og luft. Kun ganske få hundrede meter mod vest ligger Kalvebod Fælled, og mod øst en kanal med en fredelig gang- og cykelsti foran kolonihaver og villabyggeri. Og som en bred forbindelse mellem dem, den centrale park.

Farver, former og materialer ...

Da voldene faldt i midten af 1800-tallet, blev brokvartererne opført på ganske få årtier. Meget af det som i dag er blevet eftertragtet var engang trøsteløse lejekaserner med baggårde. Senere spredte villabebyggelserne sig i Brønshøj, Vanløse og andre steder. Arealmæssigt har København for længst nået en grænse, men har siden ved at indvinde vandområder, på Amager og Nordhavnen, fortsat sin vækst. Det er den historie som jeg gerne hermed vil reklamere lidt for.