En vandring langs Bornholms klippekyster kan vist ikke undgå at vække tanker om hvor skrækindjagende det må være at færdes til søs i stormvejr
... Og forlis sker og skete. Beretninger om forlis er mange, og jeg har valgt en af de mere kendte, damperen "Jarls" forlis i 1890. Vist nok kendt af enhver indfødt bornholmer, ukendt for de fleste turister der besøger øen om sommeren. Der ligger rigeligt med materiale på nettet og andre steder (se senere). Jeg har valgt at genfortælle begivenheden gennem datidens aviser. Og lade teksten og billedteksten stå lidt kaotisk, lidt som en svag erindring altid gør det: Brudstykker og glimt af noget hændt gammelt som man forsøger at indsætte i hvordan verden ser ud lige nu og her.
Hyggelig ser den ud, Allinge Havn. Sådan kender de fleste havnen når de fx er til det årlige folkemøde på Bornholm. Som så mange andre af Bornholms havne er den sprængt ud af klippen. På grund af det store arbejde med at anlægge dem, er indsejlingen smal og vanddybden lav. Ofte rev storme de beskyttende dæmninger omkuld og lukkede dem så skibene blev nødt til at ankre op på reden udenfor. Bergsøe beskrev havnen i novellen "Da Jarl gik under" (1893) således:
Nede ved havnen, der som et firkantet bassin er sprængt ud i granittens hårde bund, herskede et vist røre. Det var tirsdag aften: man ventede Jarl fra Neksø, og i en lille by er et lille skibs ankomst en stor begivenhed som nok formår at samle en snes mennesker på molen. Og så mange var der omtrent: lastdragere, passagerer og så den evindelige flok af dem, der skulle sige farvel, og dem, som ville se andre rejse. Det var jævne, dagligdags folk: landbrugere, handelsrejsende, sømænd - turisternes strøm var endnu ikke væltet ind over øen. Dertil var man for tidligt i våren; man skrev den fjerde marts, og først med pinsesolen kommer de fremmede dragende,..
Skibe var ikke fornøjelse som i dag. De forbandt havnene på øen, og øen med omverdenen. Og det var farligt. Natten mellem 4. og 5. marts 1890 skete “det største forlis i mands minde”, for dampskibet “Jarl” fra det østbornholmske Dampskibsselskab. “Jarl” var bygget i Helsingør 1885 og var et mindre skib på 115 ½ registertons. Altså et nyt skib. Det blev omtalt 17. december 1885 i Fyens Stiftstidende:
Helsingør den 15de December. Det paa det herværende Jernskibs- og Maskinværksted byggede Dampskib "Jarl" skal en af de første Dage foretage sin Prøvefart herfra Værftet; det skal føres af Kaptajn Davidsen og vil fra næste Uges Begyndelse overtage Farten paa Bornholm i Stedet for det dertil tidligere benyttede Dampskib "Erna".Det sejlede mellem Nexø, Svaneke, Gudhjem, Allinge, Hasle og København. Fortrinsvis med gods som smør og kreaturer, men også med passagerer, mest til Blanchs Badehotel som lå på Galgebakken over Sænebugten ved Hammershus. Det eksisterede 1887-1977 hvor Civilforsvaret brændte det af for at Dansk Folkeferie kunne opføre en ferieby.
Da jeg arbejdede på korte omtaler af Allinge i aviser, stødte jeg på forliset af dampskibet Jarl i 1890. Vist kendt af mange bornholmere. Jeg har brugt detaljer fra "Jarls" forlis til at forbinde de idylliske billeder af strækningen mellem Allinge og Tejn. Dette for at give læseren et indtryk (og måske også indblik) i Bornholms store kontraster mellem idyl og barske naturforhold. De sidste er vi med nutidens ja-hatte på måske lidt uopmærksom på.
Kilder
Man kan finde brudstykker på Nexø Museums hjemmeside. Vraget blev med al sandsynlighed fundet af dykkerne Lars Philipsen og Jesper Munk. Herom i TV Bornholm 7. januar 2014, i serien "I Østersøens Dyb". De fandt rester af mennesker, fx kufferter, og kreaturknogler, samt årstallet 1885. Desuden kan man læse en beretning af medhjælper hos ekspeditøren i Allinge Emil Bohn, afgivet 24 år efter forliset. Han skal være den sidste der talte med kaptajn Davidsen: "Jarl" var så bekvemt lastet for sejlads, som tænkes kunne. Med en stor del tilhugget granit og smørforsyning fra hele Østbornholm i bunden. Den var ikke overlastet med kreaturer og svin. Så der var tilsyneladende ikke den store bekymring da det under aften blæste det op til storm."kl. ca. 11 kastedes los, var vandet faldet yderligere, så skibet hængte lidt fast med hælen både ved kajen og senere ved udsejlingen, hvilket dog efter Emil Bohns opfattelse var uden betydning. Ved at bakke meget langsomt ud forbi BLAK og holde lidt for længe i agtertrossen, strøg skibet imod, så det lagde sig lidt udover, men da skæret på det sted er rundt og stærkt bevokset med tang, kan der ikke være tale om at dette har bevirket nogen skade, som det så ofte er påstået."
Det sidste hentydede til fremsatte mistanker om at "årsagen var sikkert den, at grundstødningen i Gudhjem må bære skylden, da skibet har fået en skade i bunden, og i det smulte vand fra Gudhjem til Allinge har lækagen ikke kunnet konstateres." "Jarl" fortsatte til Allinge, da alle andre havne var blevet lukket. Skibet afsejlede kl 23:30 mod København. Efter midnat heftigt snevejr. Herefter forsvandt skibet med mand og mus. Dykkerne opdagede den mest sandsynlige årsag: Roret blev ikke fundet, kun de to bøsninger fra kølen, men ingen roraksel. Roret heller ikke fundet i nærheden.
Samtidens aviser
I udsendelsen udtrykkes at hændelsen modsat Titanic blev "dårlig omtalt i datidens aviser", men det passer nu ikke helt. Der var adskillige aviser som omtalte det, også i flere uger efter forliset. Og reportager blev flittigt citeret i mange lokalaviser landet over i så forskellige aviser som Skive Avis, Frederiksborg Amt Avis, Viborg Stifts-Tidende, Jyllandsposten, Nationaltidende, Vendsyssel Tidende, Horsens Adresseavis, Korsør Tidende, Folketidenden og Kjøbenhavns Børs-Tidende. Dette indslags formål er at supplere de mere kendte oplysninger med disse aviser. Nedenfor er angivet nogle eksempler på artikler som blev skrevet i ugen efter ulykken, og også et par eksempler fra erindringer om ulykken senere. Bergsøe igen om tirsdag den 4. marts 1890:Mørket faldt tættere og tættere, men ude på søen, langt ude, tændtes den ene lanterne efter den anden, tegn på, at vejret var hårdt, og at mangen en sejler ønskede at ride stormen af derude i læ under kysten, frem for at vove sig ud i Hammer-vandets urolige bølger.
Tirsdag den 4. marts 1890 kl. halv tolv sejlede “Jarl” med 14 passagerer og 13 besætningsmedlemmer - og en last af svin - ud fra Allinge Havn med kurs mod København. Bergsøe forsøgte i Julefortællinger (1893) at beskrive skibet:
Dækket var allerede stærkt belemret med laksekasser, sildekurve, ost i stabler og smør i fjerdinger. Det lignede næsten et flyttedagslæs. Forude lød grynten af svin, blandet med gennemtrængende hyl, og over hele dækket lå en atmosfære af svinesnavs, røgede sild og gammel ost, som var alt andet end appetitlig.På grund af lavvande begyndte skibet at hugge mod klippebunden af havnen. Og muligvis havde skibet taget skade af det. Skibet blev sidst set kl 2 af et andet dampskib “Louise” ovenfor Hammeren. Det var imidlertid besætningen på skibet “Elisabeth” som vi har de fleste vidnesbyrd fra. Besætningsmedlemmer observerede nogle grønne og senere røde lanterner som kan have været “Jarl” der i en vending forsøgte at returnere til Allinge. Det fremgik af en udtalelse fra skibets førstestyrmand til bladet “København”, lørdag 8. marts 1890 (først senere bliver han klar over hvad han har set, og sender meddelelse til Bornholm den 10. marts).
“Det var et forrygende Vejr; Søen gik højt; der blæste en orkan. Skibets Officerer var i Tvivl om hvorvidt man kunde forcere Sejladsen i det haarde Vejr, eller om man burde søge ind under Bornholm for at ride Stormen af …” Her så man så en damper svinge ud fra Allinge: “Den fremmede Damper holdt sig nærmere til Land end “Elisabeth”, og i nogen Tid fulgtes Skibene jævnsides ad. Omtrent ved Ettiden bemærkede da “Elisabeths” anden Styrmand den Skiften med Lanterner ombord paa “Jarl”, der er omtalt i Fritsches Beretning. Kort efter forsvandt Lanterne ganske, “Jarl” blev borte i Uvejrstykningen og Mørket”.“Elisabeth” selv var stærkt overiset og holdt sig gående op mod søen uden mulighed for at vende. Først kl. 6 kunne skibet vende tilbage mod Allinge. Her så man ingen grund til at rapportere det hændte, da man antog at “Jarl” enten var gået tilbage til Allinge, eller fortsat rejsen. Styrmanden udtalte at:
“Sætte Baade ud fra det lille Fartøj i saadan et Herrens Vejr! De vilde straks være bleven fyldte med Vand eller knuste mod Damperens Sider”.Grosserer Fritsche var den af kongen udpegede til at blive underrettet om at hvad der måtte fremkomme af meddelelser om "Jarl"s skæbne. Grunden til forliset blev aldrig fastslået før dykkerne mere end 100 år efter ikke fandt noget ror. Det er rimeligt at antage at dette er blevet slået løs ved grundstødningerne (der blev kun tjekket for læk). Og da roret for alvor skulle stå sin prøve i stormvejret, må det være faldet af. Herefter var skibet prisgivet, uanset hvor gode søfolkene så end måtte være.
Et par timer senere stødte “Louise” ind i en del vraggods, ligesom fiskere fra Tejn dagen efter fandt 17 druknede svin, kasser med fersk laks og røget sild mm. Fredag den 7. marts tilbød Tietgen ifølge at udseende et eller flere dampskibe til at eftersøge “Jarl”, men da var dampskibet “Erna” allerede udsendt fra Nexø. Søforhør blev afholdt i Sø- og Handelsretten, lørdag den 8. marts hvor “Elisabeths” besætning afgav søforklaring. I den kommende tid fandt man vraggods så langt væk som Øland en skibsåre og i Simrishamn en redningsbøje fra “Jarl”.
Passagererne der fortrinsvis var fra Bornholm, samt besætningen omkom alle. Der blev dannet en komite til indsamling af bidrag til de 6 efterladte enker til besætningen.
Kaptajn, besætning og passagerer
Kaptajn Mathias Hermann Koefod Davidsen (1841-1890) der havde sejlet ruten i 13 år (før med "Erna"), blev i Bornholms Tidende, 5. marts 1915 af en læser beskrevet som en dygtig kaptajn, og høflig og venlig mod alle:“Naar de stakkels Dækspassagerer, der ikke havde Raad til at betale en 1ste Klasses Billet til den lune Kahyt med de gode Køjer, laa og frøs - ja saa skulde han nok sørge for at de fik et Tæppe over sig eller en lun Krog at ligge i, hvis han ikke, hvad ofte hændte i haardt Vejr, lod dem faa Plads i Spisekahytten eller Salonen”Han blev dog også beskrevet som noget forvoven. Ifølge Kjøge Avis skal han have udtalt at "Der skal aldrig komme nogen Storm, som er saa stærk, at den skal kunne forhindre mig i at gaa ud!" Og stak ofte ud selv om andre erfarne kaptajner foretrak at forblive i havn i stormvejr. I “København”, 8. marts 1890 blev han beskrevet som “en djærv og sluttet sømandsskikkelse med mørkebrunt Fuldskæg og smukke blaa Øjne. Han var kendt som en forvoven Sejler og som en ægte Ulk af den gamle Skole.” Besætningen var ligeledes erfarne folk.
Aviser som Nationaltidende, 10. marts 1890 og Kjøge Avis 8. marts beskæftigede sig med passagerne. Fx købmand Kløcker fra Hasle som havde et kontantbeløb på 35.000 kr på sig bestemt til regninger og indkøb i København. Og også at et selskab på 16 unge mennesker fra Bodils Sogn i sidste øjeblik ombestemte sig og tog over Rønne i stedet for at sejle med “Jarl”. Aviserne skrev at skibet ikke kunne forblive i havnen da det begyndte at slå mod bunden. “København” antydede at det også kan have spillet en rolle at der var konkurrence mellem det øst- og vestbornholmske Dampskibsselskab, og anfører at “Jarl” tilhørte det vestbornholmske. Andre aviskilder angiver at det var det østbornholmske. Det er ikke helt uden begrundelse: Bornholmerne ville ikke kendes ved andre dampskibsselskaber end deres eget, dem var der til gengæld to af: det ene rederi i Rønne med skibene "Hejmdal", "Hjalmar", "Scandia" og "Thor", det andet og nyere rederi i Nexø for Østbornholm med "Jarl" og "Erna". "Scandia" blev under stormen liggende i Rønne.
På Bornholm blev alle forlystelser, såsom baller, fester, bazarer og lignende udsat eller opgivet, og “længe vil det vare, ja vel aldrig ske, saa længe den nuværende Slægt lever, at Bornholmerne, der alle som een føle med den danske Sømand, glemme den skete sørgelige Katastrofe” (Nationaltidende, 10 marts 1890).
Erindringer om katastrofen
Det østbornholmske Dampskibselskab opkaldte en passagerdamper efter kaptajnen, “M. Davidsen”. Dette skib led næsten samme skæbne ved en stranding i maj 1901. Som “Jarl” i nærheden af Allinge. Skibet huggede sig fast mellem to klipper Dog blev både kaptajn Hansen og passagerer reddet. Men skibet sprang læk. Det lykkedes at bjerge skibet, omend i stærkt beskadiget tilstand. Det blev 1919 solgt som ruteskib i Island, og omdøbt til Sudurland. Fra 1936 anvendt som bolig for arbejdere på en sildeoliefabrik i Djúpavig på Island.I Dagens Nyheder den 10. april 1890 var der et sørgeligt eksempel på en ondartet spøg, nemlig et falsk brev af kaptajn Daivdsen. Bornholms Social-Demokrat, 9. november 1915 noterede ved en voldsom storm at “fortsat Sejlads tvers af Søerne kunde have ført til en Gentagelse af “Davidsen”-Katastrofen”. Forliset blev på 25 årsdagen mindet i Bornholms Tidende, 5. marts 1915.
Forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835-1911) udnyttede begivenheden til i 1893 at skrive novellen "Da Jarl gik under", gengivet i “Julefortællinger”. I alt væsentlig en samtale mellem den fiktive kaptajn Lykke som kommer til Allinge for at hyre kaptajn Davidsen som styrmand. Uddrag blev bragt i adskillige aviser. Hvor megen realisme der er i fortællingen, melder historien ikke om. Jeg har indflettet et par af Bergsøes beskrivelser i teksten ovenover.
Epilog: Bornholm under Englandskrigene
Dristige søfolk var ikke et ukendt fænomen, eller sådan ville man i hvert fald gerne have det til at se ud. Da øen var afsondret fra det øvrige land under Englandskrigene 1801-14, og især efter Københavns Bombardement 1807, greb et par af dem til sørøver/kapererhvervet mod engelske skibe i Østersøen. Det blev omtalt i Dagen, den 22. november 1808:Det fortjener at anmærkes til Bornholmernes ros, at ligesom de allerfleste Kaperførere ere Bornholmere, saaledes have Bornholmerne fra deres Ø selv viist saadan djærv Kaperdaad, som man forgæves, på Helsingør nær, vil søge Exempel paa andetsteds. Saaledes toges i Sommer 5 engelske gode Priser af Sandvig og Allinge samt Fiskerlejet Teines Beboere, paa en Maade som vel fortjener at kjendes. Intet af dem er taget med Kaperfartøj eller mindste Kanon, men alle med uarmerte Fiskerbaade. Med de første to gik det saa til. Nogle faa ubevæbnede Mænd toge ud til dem med Fisk og Fjærkræ at sælge. Englænderne troede dem saa gode Venner, at de satte deres egen Baad ud og begge Kaptajner fore i Land til Allinge, ja en Kaptajn af et tredie Skib fulgte med for at gjøre Selskab. Det første som i Land blev foretaget var at anholde de tre Kaptajner, og da man nu kjendte Styrken paa Skibene, samlede en Del Allingeboer sig for at gaa ud og tage dem alle tre De troede sig dog dertil for faa, sendte derfor til Rønne og fik nogle Søfolk derfra. De forsynede sig saa godt de kunde med Vaaben, entrede de to Skibe, men det tredie, som mærkede Uraad, lettede, og skjød nogle Skud paa de to andre dog uden Virkning, thi disse førte Allingboerne samme Nat lykkelig ind til god Havn. Nogen Tid efter dette saae man fra Allinge en engelsk Brig, der ansaaes for en Kanonbrig. Allinge raske Søfollk samledes, og besluttede at angribe den. Man inddelte Mandskabet i Baadene, saaledes at den største Deel laae skjulte under Baadsejl, men alle havde Vaaben. Af den første Baad, som bordede, sprang Mandskabet hurtigt over, og medens En gik til Kahytten, og med spændt Pistol for Brystet bød Kaptajnen at overgive sig, sprang en anden til og rev Portlinen løs, hvorved Anker med Tov løb ud, og Skibet, som var under fulde Sejl, blev derved saaledes standset i sin Fart, at de andre Baade hurtigen kom til Borde, en tredie greb den Eng. Styrmand, som kaldtes til Hjælp af Kaptajnen, i Nakken, og kastede ham tilside, og nu var Skibet deres. ... Nogen Tid efter at dette Skib var bragt ind til tryg Havn, saae man atter en Brig, og den blev taget af nogle faa Allingeboer, Fiskere fra Tejne og Bønderkarle. De fore ud og i en Rug overmandede de Engelske. Det 5te Skib toges med endnu større Snildhed. Nogle Allingeboer der havde skjulte Pistoler hos sig, fore ud til det, som for at sælge Æg og Fisk o.s.v. Der blev da købslaaet med dem. Kaptajnen gik ned i Kahhutten med Formanden for at betale ham, men en af Allingeboerne gik ned tillige og med Pistolen tvang ham til at give sig. De øvrige paa Dækket havde i samme Øjeblik Pistolerne frem, og tvang Mandskabet, hvoraf just endel vare oppe at gjøre Sejl fast; og førte saa Prisen til Kristiansø. Alle de 5 Skibe ere saaledes tagne uden et eneste Skud, og uden Menneskeblods Udgydelse paa nogen af Siderne, ligesom ingen Kaptajn eller Matros af Fjendens berøvet det mindste.
Kaperi var på daværende tidpunkt et fuldt anerkendt middel i krig. Straffen var imidlertid hård, og i alt endte omkring 7.000 i de elendige krigsfængsler. For englænderne fandt sig selvfølgelig ikke i det, og som krigen skred frem, blev Bornholm nærmest helt afskåret, som det fremgik af Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 25. juni 1810:
Paa Bornholm og Christiansøe har man endnu ikke seet andet end een Convoi efter den anden at passere Øerne forbi i Østersøen, og nogle enkelte Kuttere og andre smaae Krigsfartøjer at seile omkring og ved Bornholm, der allene giøre Farten til og fra Landet noget vanskelig. Selv Communicationen imellem Sverrig og Bornholm er vanskelig. Imidlertid er der dog kommen Baade til Kiøbenhavn med Lax og Breve af 9de, 10de og 13 Junii. 2de Baade, som gik herfra den 8 Junii, ere derimod anholdte af Fienden, som efterat have frataget de fattige Baadførere, hvad de førte med sid, indtil deres Klæder og Proviant, have ladet dem seile med deres Baade til Bornholm. De Breve, som de havde med sig herfra til Bornholm, have Baadførerne, i Følge deres Instrux, kastet over Bord og sænket.
