Måløv, Store Vejleådal, Taastrup

Tur på gang- og cykelstier gennem det bakkede landbrugsland og den fredelige Store Vejleådal er en afslappende efterårsvandring.

Jeg er ikke så meget ude på nye eventyr for tiden, så det bliver næsten kun til kendte stier, blot i forskellige retninger og på forskellige tider af året. Denne gik fra station til station. Jeg er tidligere gået i dette område den 25. april 2013, den 21. april 2014 hvor jeg studerede anlæggelsen af motorvejstilkørslen, og endelig oversvømmelserne 15. september 2017 (som også blev bragt i TV Lorry).

Kik fra Smørumnedre mod Smørumovre Kirke. Smørumnedre har enkelte spredte hus fra landsbytiden, men noget egentlig sammenhængende område er der ikke tale om.

Starten af turen gennem Mårum kan man vælge sådan lidt forskelligt. Ruterne byder på nogenlunde det samme, men man kan dog som jeg gjorde i dag lave en mindre omvej lidt vestpå for at opleve resterne af den gamle landsby, Smørumnedre. Der ligger enkelte bindingsværkshuse og gårde tilbage. Omend det ikke på nogen måde skal gøre det ud for et samlet billede af hvordan her har set ud i meget gamle dage. Modsat Smørumovre er Smørumnedre i den grad præget af moderne sovebysvillaer.

Stien fra Smørumnedre til Ledøje, snorlige. Her ved Loholmgård.

Ledøje

Syd for Smørumnedre starter så Risby Mosesti som leder ned mod Store Vejleådal. Men først dog forbi den velbevarede landsby, Ledøje. Velbevaret, forstået som at man nogenlunde har bevaret de ældre huse. Hvad der er væk, er selve landsbylivet og de funktioner som husene blev bygget til. I hvert fald de gange jeg har passeret byen. Der er ingen forretninger, og et bedragerisk skilt med "Cafe" kunne forlede til at man her kan få en kop kaffe. Men det kan man ikke, med mindre man lejer hele balladen til festlokale.

Ledøje Landsby. Mennesketom. Men stemning er der da, med denne flotte spejling af huse og kirke. Cafe er i virkeligheden et hus man kan leje til festlige lejligheder.

Byen samler sig om landsbykæret. Eller, husene gør. For beboerne er der ikke på denne lidt grå, men ellers udmærkede efterårsdag (og ved de andre lejligheder jeg har været her), ser jeg kun enkelte beboere som haster til eller fra deres biler. Kun ved kirken er der lidt liv i form af en rengøringsmand.

Kik fra kirkegården mod syd. Mere landsbyagtigt kan det vel næppe blive. Der mangler kun lugten af komøg og gylle.

Der er låst til kirken ellers, så jeg får ikke genset det lidt særprægede indre. Må nøjes med udsigten fra den bakke hvor kirken ligger. Får også kikket lidt nærmere på forsamlingshuset. på vej tilbage til stien mod syd til Store Vejleådalen. I udkanten af Ledøje mod syd dukker der en enlig rytterske op. Her er en rideskole - en typisk anvendelse af de gamle gårde overalt på Sjælland.

Risby Mosevej forbinder Ledøje med Store Vejleåstien.

Risby Mosevej har jeg ikke gået på før. Den fører gennem et landbrugslandskab med spredte kreaturer, men ellers de sortladne pløjmarker. En gård hist og pist i det fjerne. Ikke så befolket med dyre- og fugleliv, men til gengæld heler ikke så plaget af motorvejslarmen længere sydpå.

Rekonstruktion af en bro fra ca. 980 ved Ravning Enge, Jelling. Vejen er også en rekonstruktion med eksempler på forskellige belægning.

Store Vejleådalstien

Et stykke mod syd løber stien sammen med Store Vejleåstien. Selve åen ser man ikke meget til, den ligger i behørig afstand fra stien. Men det er overvejende et godt vandreområde med varierede landskaber. Ud for Risby ligger en rekonstruktion af en vikingelandsby, og nyt er her en vikingebro med tilhørende vej. Det blev vist for nylig i fjernsynet da den blev åbnet. Her så man at frivillige, også børn, har bygget på den og lært en masse ting på denne måde. Det meste er lavet af "gamle" redskaber, med lidt hjælp af moderne.

Store Vejleådalen, ved Pometet. Et typisk vy mod åen som løber et eller andet sted mellem træerne.

Længere mod syd kommer jeg for første gang siden oversvømmelserne i 2017 gennem den del af stien som var godt og grundigt oversvømmet. Det er den så ikke længere, men dele af stien er faktisk stadig ret sumpet. Et enkelt stykke på en 5-10 er helt oversvømmet, og der er etableret en alternativ sti op i terrænet, med en nødtørftig gangsti af træstammer.

Nuttede og forventningsfulde (?) lam. De er alle øremærkede, og mæher forventningsfulde da jeg passerer. Jeg ved ikke lige hvad de forventer sig af mig, men det bliver i hvert fald ikke opfyldt, og med beklagende mæh'er haster jeg videre mod Taastrup.

Tæt på Taastrup kan man for alvor begynde at høre motorvejen som ellers kun har begrænset sig til en fjern susen. Man skal under den, og langs med den. Og larmen er ganske forfærdelig. Det er ellers ikke lige i myldretidstrafikken så gad vide hvordan det vil lyde om et par timer? Taastrup er sikkert et rart sted at bo, men måske ikke lige det første sted vandrefolket vil fouragere. Så det er hurtigt op på stationen, og hjem til Valby og den økologiske cafe på stationen. 

Slagelse - Sorø

8 minutter med toget, 16 km ad vestmotorvejen. Eller 21 km på 6 timer ad små landeveje gennem skov og åbne landskaber

Et af de bedre åbent landskabpanoramaer på turen: Lidt syd for hvor Valdemarskildevej krydser jernbanen.

Slagelse er en pænt stor provinsby. Jeg havde egentlig planlagt at prøve at finde nogle gode motiver i byen, men for lidt vild, nåede Torvet og fandt så Fruegade mod Slotsalleen. Så jeg fik ikke rigtig gået rundt som jeg ellers havde planlagt. Men jeg vidste at der lå mange kilometer forude, og kunne ikke tillade mig at bruge fødderne på byvandring da 21 km er sådan lige hvad jeg pt kan klare.

Skt Mikkelsgade med udsyn mod Slagelse Station i baggrunden.

Antvorskov Ruin

Antvorskov Ruin er en absolut K3'er. Der er ikke meget tilbage af det fordums gloromvundne magtcentrum i Norden fra 1200-tallet. Der er noget af muren tilbage på Hovedhuset. Og man ved ikke rigtig hvad det har været brugt til. Hospital, måske. Ellers skal man mere end bruge sin fantasi til at forestille sig Johannitterordenens bastion lidt uden for Slagelse. Gaderne i området med forstavelsen Slots... gør ellers alt for at minde om de tider. Nogen nydelse er det ikke at være i området. Nærheden af Vestmotorvejen er særdeles mærkbar. Der er en hensynsløs larm fra trafikken.

Antvorskov Ruin. Svært at forestille sig den originale bygning. Og så larmer det som at være til Roskildefestivalen fra Vestmotorvejen der drøner omtrent lige forbi.

Slagelse Lystskov

Langs Parcelgårdsvej kommer man derimod i direkte berøring med nutidens militære magter: Et stykke øst for ruinen kommer man ind på militært område. Man må godt gå igennem, men ikke bevæge sig ud ad sidevejene. Man advares mod krydsende bæltekøretøjer. Og opslæbt indtørret mudder flere steder vidner om at det ikke bare er verbalt.

Parcelgårdsvej. Ikke så mange dikkedarer. Bare et rart sted at gå igennem Slagelse Lystskov. Trafikken er minimal.

Der affyres også i et væk skudsalver et eller andet sted. Men dog ikke i nærheden af vejen. Halvvejs gennem Slagelse Lystskov er man ude igen af det militære område. Og kan ånde lettet op over at være sluppet helskindet igennem.

Vedbysøndervej. Et af de bedre panoramaer. Ellers er der ikke meget at kikke på eller lytte til i umiddelbar nærhed. Og så blæser det her ganske forskrækkeligt, uden at der er mulighed for at gå i læ.

Slagelse Lystskov er en dejlig skov. Og med den friske vind er der ikke skyggen af myg. Men det skal jeg selvfølgelig ikke garantere for ikke kan ske på en vindstille dag. Turen gennem skoven er en 3-4 kilometer lang og aldeles fredfyldt.

Borød-Flinterup. Stedet med det lange navn og de få huse og gårde. 

Det er høsttid. Og flere steder er der gang i landbrugskøretøjer og -maskiner. Det er også den tid på året hvor man langs vejen kan fouragere brombær, mirabeller, æbler mv. Generelt er der for mig overraskende megen skov på ruten. Men dog også Vedbysøndervej som er et noget kedeligt landbrugsområde. Her blæser det endda ret meget og der er ingen læ at finde. Lyden fra blæsten er den eneste man kan høre. Markerne ligger skalperede og øde hen.

På Rødengvej er turen kommet til Sorø Kommune. Her en af de mere uplejede og dejlige enge med køer og heste i det fjerne. De findes skam!

Landsbyer er der næsten ingen af. Med mindre man medtager stednavne som Vedbysønder, Borød-Flinterup som ikke er meget andet end et par huse. Førstnævnte er endda mest domineret af to meget store industrivirksomheder. Turen var min første i Slagelse Kommune og mit hidtil længste fremstød mod vest!

Sorø Station. Der egentlig ligger i Frederiksberg. Men det navn var vist allerede optaget da stationen skulle have navn. Jeg kan ikke nok så meget anbefale den lille cafe på stationen. Fx kardemommesnurre og andet hjemmebag. Og nej, jeg har ikke fået noget gratis for at reklamere for dem. 

Ruten

Slagelse Station. Antvorskov Ruin. Parcelgårdsvej. Valdemarskildevej. Vedbysønder. Vedbysøndervej. Grøftevej. Ellepindevej. Parnasvej. Smedevej. Sorø Station

Dyrehaven og Jægersborg Hegn

Sommerferien sidste vandring: Klassikeren med den stensikre oplevelses- og kvalitetsgaranti

Efter sommerens udforskning af Stevns og omegn afsluttede jeg sommerferien med en klassiker. På kendte stier, til kendte vandringsmål. Der er vist ikke ret mange i Hovedstadsområdet som ikke har været der på et eller andet tidspunkt, til en eller anden begivenhed. Og selv på en vejrmæssigt lidt tvivlsom fredag efter skolestart er stedet godt besøgt, lige fra morgenstunden. Så hvorfor ikke bare kaste sig ud i et orgie af fotoer fra turen, hvor fortællingen ligger i undeteksterne.

Naturstyrelsen samlede for nogle år siden de to foldere om Dyrehaven og Jægersborg Hegn i en, og det gør det unægteligt noget nemmere at bruge den. Der er aftagnet 4 kløverstier på kortet. Og jeg valgte naturligvis den længste på 16 km. Og da jeg ikke kan få det langt nok, tog jeg også en afstikker på noget af den 7,5 km lange Raadvad og Mølleåen.

Har man ikke været andre steder i Dyrehaven, så kender de fleste nok det sydøstligste hjørner der er proppet med legendariske lokaliteter: Dyrehavsbakken, Klampenborg Galopbane, Peter Liep's Hus, Kirsten Piils kilde. Lugten af hestepærer fra de mange hestevogne der dog ikke trækker mange kunder denne morgen. Ruten kommer også her forbi, faktisk går det første stræk af ruten fra Klampenborg Port til Fortun Port.

Fra Fortun Port går ruten ad Dronningvej mod Ulvedalene (se fotoet øverst). Et temmelig bakket terræn. Som man dog også ser mange andre steder i Dyrehaven. Fotoet ovenfor viser de imponerende høje træer der afveksler med lyse, åbne områder. Ikke mærkeligt at dette område er meget populært som udflugts- og picnicsted.

Eremitageslottet. Symbolet på enevældens bombastiske og voldelige regime. Kongehuset har vist aldrig givet den danske befolkning en undskyldning for den måde som denne periodes konger behandlede bønder, karle og andet godtfolk. Og de som det gik ud over, er jo også for længst døde, glemte og navnløse. Og til syvende og sidst har vi så allesammen fået adgang til området. Golffolket endda en bane.

Godt en kilometer nord for Eremitageslottet knoklede man i det lille industrisamfund Raadvad ved Mølleåen. I dag er der kun kunsthåndværkere som arbejder i de gamle fabriksbygninger og de gamle huse er pænt istandsat. Ruten nordpå fra Raadvad krydser grænsen mellem Dyrehaven og Jægersborg Hegn. Noget hegn er der dog ikke længere tale om, men en decideret tæt skov med træer der er en del yngre end de gamle kæmper i Dyrehaven. Her satte det ind med en længere byge, så ingen fotoer herfra

På tilbagevejen kommer man igen forbi sletteområdet, Hvidtjørnesletten med de mærkeligt krogede hvidtjørne. Og de gamle kæmper som for uvejret? er segnet og som får lov til at blive liggende til mulig gavn for en genudsætning af eghjortene. Som ikke længere kunne eksistere i Danmark på grund af skovvæsnet maniske trang til at rydde op og få det hele til at se pænt ud. Men mange insekter, svampe og andet kryb lever netop i sådanne gamle, hensygnende træer.

Ingen Dyrehavstur uden hjortene. De findes spredt rundt og synes at holde mest af at komme på den åbne slette tæt på skovområderne. De har vænnet sig så meget til menneskets nærværelse at de knap nok gider dreje hovedet. Er man så heldig at gætte deres kurs for græsningen, kan man sådan set bare blive stående og vente på at de kommer forbi, så er scenen sat for nærbilleder af de smukke dyr.

Stierne er gode grusveje, skovveje og asfalt. Så den skulle være lige til at gå til for alle. Og det hele er civiliseret med bænke, toiletter og sågar udskænkningssteder undervejs. Natur? Kultur? Det er vel lige meget hvad man foretrækker at kalde det. Dyrehaven og Jægersborg Hegn er bare et sted hvor man kommer tilbage. For mit vedkommende i hvert fald en gang hvert år.