Havneringen - med finesser!

Havneringen blev indviet i 2016, men store dele er stadig ikke helt færdig. Til gengæld er der masser af små skjulte finesser langs ruten.

Amagerfælled, stien langs Kalvebodløbet. Man kan i det fjerne, ca. 1 kilometer væk, i morgendisen ane højhusbyggerierne på Islands Brygge.

Da havneringen er - en ring - kan man "stå på" hvor som helst. Jeg bruger Havneringen, eller dele af den, som en træningsrute, bl.a. når jeg går på arbejde. Samlet er den vel i lige linje omkring 13 kilometer. Så man kan stå af eller på undervejs, eller foretage en del sidespring undervejs og få turen til at blive længere. Nu var det imidlertid "Den Store Havneringsdag". Dagens finesse-tur tog 8 timer, heri dog inkluderet 2 længere kaffe- og spisepauser undervejs.

Hele sluseområdet er et afslappet og fascinerende område at bevæge sig rundt i - så længe man ikke kommer ind i de mere indespiste området hvor man hurtigt som forbipasserende kan komme til at føle sig ubehagelig tilpas som om man var en uønsket gæst i et privat område.

Man kan godt cykle Havneringen - det gør de fleste vist. Men så snyder man sig for en masse undervejs. For den gående er der mange flere oplevelser end på cykel. Dels er der mange steder man ganske enkelt kun kan komme ind til fods, dels er især Islands Brygge-stykket præget af brosten, og det er som bekendt ikke en rar oplevelse for en cyklist. Så, hvis jeg skulle sætte nogle personlige ønsker op for en tur på Havneringen, så er det følgende:

• Jeg foretrækker at gå ruten for at få alle de små og store sidegevinster med.
• Jeg foretrækker at afvige fra ruten flere steder fordi den kommer forbi så mange spændende steder
• Jeg foretrækker at gå den mange gange. Vejr, dynamiske ændringer, retning og meget andet gør at hver tur altid bringer noget nyt med sig.

Denne tur stod jeg på Havneringen ved Slusen, altså helt sydpå. Og jeg har opdelt den i nogle etaper fordi Havneringen kommer igennem vidt forskellige dele af København.

På stien langs Amager Fælled har man flere steder nogle idylliske kik på tværs af Kalvebodløbet.

Slusen og Amager Fælled til Nokken

Heldigvis kan man gå over cykel- og gangbroen lidt nord for Sjællandsbroen, for den sidste er bestemt ikke nogen rar begyndelse. Til gengæld er det gamle sluseområde betagende. Oprindelig lå slusehuset på en lille holm midt i Kalvebodløbet. Men landvinding gjorde at den nu er blevet landfast med Amager Fælled. Den første kilometer nordpå fra slusen går gennem denne den mest naturområdelignende strækning på ruten. Resten er by. Men hvilket stykke! Her er et leben af fugle som man skal gå langt efter ude på landet i Landbrugsdanmark. Samt også en meget større variation af træer, buske og planter. Bakken ved motocross-banen er absolut værd at bestige. I klart vejr kan man se ganske langt.

Et kik mod Teglholmen, med et stykke af højhuset Metropolis. Kajakfolket har taget løbet til sig. Her tidligt om morgenen mest ældre mænd.

Efter ca. en kilometer når man Nokken som vist nok har fået lov til at bestå. Det er en landsbylignende bebyggelse med mere eller mindre opfindsomme, selvopfundne byggestile som mere ligner en haveby end beboelsesområde. Her bør man unde sig et lille sidespring ud mod kysten gennem "parken" ved Bådehusstien. Det er en vildtvoksende eng med betonstatuer hvis kunstnere vist ikke er iblandt de mest kendte. Man kan godt blive i godt humør over det vilde ved engen. Området byder også på den største kontrast mellem moderne betonbyggeri og Nokken. De er da i den grad blevet naboer. Måske mødes børnene fra begge de to former for bebyggelse i den ret store børneinstitution.

Parken ved Nokken. De to runde højhuse ligger klos op ad Nokkens særprægede huse.

Islands Brygge

Turen langs Islands Brygge er ca. 2 kilometer, og her er det at fodgængere absolut har en oplevelsesmæssig fordel. Man er ikke helt færdig med at bygge. Der er stadig gang i byggekranerne enkelte steder. Men allerede nu er det muligt ikke bare at forestille sig hvordan det kommer til at se ud, men også se hvordan livet allerede er ved at rodfæste sig. For hver gang jeg er gået igennem, opdager jeg nye forretninger, butikker og cafeer som er åbnet, og mere og mere liv mellem boligblokkene.

Overgangen mellem det mere naturprægede Amager og Islands Brygge starter på vandsiden ved kajakklubben. Der er lukket område og adgang forbudt for uvedkommende.

Og ikke bare ligger de tæt, enkelte steder bygges der også højt, op til 12 etager. Men byggerierne er også gennemskåret af kanaler og vandområder, og enkelte grønne områder.

Undgår man cykel-Havneringen og tager fodgængerturen langs vandet, støder man på denne gruppe skulpturer, som jeg ikke har researchet på.

Det gamle industrihavnemiljø kan stadig anes i de gamle pakhuse, siloer og jernbanespor hist og her. Især vil jeg anbefale plankebroen. Det er langs Islands Brygge at de fleste badefaciliteter findes. Også områder for sportsgrene med kajak.

Selvfølgelig skal man vælge plankebroen! Her fornemmer man bedst havnestemningen. Der er vist ved at blive stillet telte op til havnefest (research selv). I det fjerne Langebro.

Mellem de gamle broer. Christianshavnssiden

Efter Langebro kommer man til den ældre del af Christianshavn. Allerede efter Langebro bør man tage en lille afstikker til et noget skjult, gammelt byggeri overfor den forhenværende sukkerfabrik. Her ligger en bygning som så vidt jeg kan læse mig til på nettet må være vagthuset fra ca. 1900. Den varbolig for den underofficer der havde tilsyn med volden. Udover denne ligger også artilleriets magasinbygning fra 1800 og en smedje fra 1757. De fungerer i dag som kontorer.

Vagtbygning fra 1900. Der skulle også ligge en smedje fra 1757. I bastionen ligger et magasin fra 1800.

På Christianshavnssiden vil jeg også anbefale at man går væk fra havneruten og i stedet går fx ad Wildersgade eller Strandgade - eller frem og tilbage ad dem begge.

Her er mit bedste bud på Christianskirken. Det er umuligt at komme på afstand og yde den retfærdighed hvad angår størrelse.

Udover at her ligger noget af det mest spændende ældre byggeri i Staden, så er der også Christianskirken - som vist ingen endnu har formået at fange ordentligt på et foto. Kirken ligger tæt omkranset af høje bygninger, så man ikke kan komme langt nok væk for at yde bygningen retfærdighed. Men i virkelighedens verden er kirken meget mere imponerende stor end på alle de fotoer jeg har set, inklusive mine egne.

Wildersgade, med legendariske værtshuse som Eiffel og Fingerbøllet. Dog ikke her i den nordlige ende af gaden.

Knippelsbro-Inderhavsbroen

Her kan man passende fortsætte ad fx Wildersgade, også for at undgå den begyndende trafik der kan være ved turistfælden Nyhavn. Der er al mulig grund til at det er blevet et yndet turistmål. Nyhavn er og bliver et af Københavns flotteste steder. På trods af kæmpeparasollerne, restauranterne og pletvise stank af urin og fisk. Og de mange turister. På broen er der indrettet panoramasteder hvorfra man i ro og mag og i fred for cyklister kan nyde dette enestående sted. En dag som denne er trængslen stor. Selv om Nyhavn som sådan ikke hører til Havneringen, så må man da lige lidt derned.

Christianshavnersiden af Havneringen, med Inderhavnsbroen helt bagest. Der er mange både i havnen en solskinsdag som denne lørdag. Egentlig er denne del af rute pænest set fra københavnersiden.

I dag ligger ovenikøbet også skoleskibet "Eagle", et amerikansk skoleskib for kystvagten. Det var et skib som blev bygget i 1930'erne i Tyskland og hed dengang "Horst Wessel". Det blev så konfiskeret efter 2. verdenskrig. Det minder lidt om det mere kendte Gorch Fock - som det vist nok er et søsterskib til. Igen, jeg har ikke researchet det. Jeg har ferie!

Eagle. Engang hed det Horst Wessel og var tysk skoleskib. Så nappede amerikanerne det og omdøbte det til Eagle, med danske instruktører som uddannede kadetter.

Nyhavn-Knippelsbro

Nyhavn er så vendepunktet hvor man går tilbage, denne gang på Københavnssiden. Og kan kigge over på Amagersiden. Det første stykke er det forhenværende Gammelholm hvis bebyggelse er resultat af et gennemført byplanlægning. Her foretrækker jeg at tage turen langs kajen. I dag er der økologisk marked, med en masse boder, øko, veganer mm.

Havnegade med markedstelte. Denne strækning har en bred kaj.

Mellem de gamle broer. Københavnssiden

Mellem Knippelsbro og Langebro kommer man til to af de i moderne tid mest forhadte og omdiskuterede byggerier, Den Sorte Diamant og BLOX. Begge er blevet kaldt de værste ting som jeg ikke skal dvæle ved her. Dog er det som om at efter BLOX blev bygget er kritikken af Den Sorte Diamant stilnet en anelse af, og flere synes at kunne lide det. I hvert fald har cafe-gængerne taget det til sig denne solrige dag. Der er masser af mennesker på stedet. Dog mindre ved BLOX, og i boghandlen under jorden til BLOX er der ganske dødt. Ekspedienten kigger fraværende rundt og gaber. Min største irritation som vandrer er imidlertid den meget dominerende plads som bilisterne har fået. Det larmer, stinker og gør anden transport på denne strækning til en særdeles anstrengende affære, ikke spor afslappet. Og det bliver bare værre og værre jo længere man kommer sydpå.

Green Island. Nå ja, egentlig burde man jo synes at det er noget pjat. Men efter en americano og vuggende gulv blev jeg alligevel overbevist om at det er et godt påfund. Jeg kom til at tænke på bådudlejningen ved Dronning Louises Bro, Søerne.

Badeområdet mellem Langebro og Cykelslangen ved Fisketorvet adskiller sig fra Amagersiden ved at der er flere spændende bademuligheder - og den lille lysegrønne ø, Green Island hvor man vuggende ude i havnen kan få alskens drikke. Her vugger man blidt til de mange speedbåde som da heldigvis holder sig til den lovlige fart. Men også enkelte som ikke kan holde foden fra speederen for at imponere damerne. En helikopter patruljerer i luften over havnen, og man kan da håbe at  den holder lidt øje med disse dilettant-"kaptajner" som ikke forstår at havet er noget man skal tage alvorligt. Bl.a. også for at undgå dødsulykker som den sidste år.

Langebro i det fjerne, Islands Brygge på den anden side. Egentlig er denne strækning også visuelt behagelig, men larmen fra den meget stærke trafik ødelægger meget af stemningen.

Cykelslangen-Slusen

Godt nok blev Havneringen indviet for 3 år siden. Men på dette stykke mærker man nu ikke så meget til det på denne ca. 2 kilometer lange strækning. Det første stykke langs Havneholmen går det i og for sig udmærket. Man kan zig-zagge sig vej med en ganske god udsigt mod Islands Brygge. Man har da også lavet en tilbagetrukket terrasse helt bagest i Tømmergraven hvor  man kan finde en ganske god udsigt. Men efter Skibbroen går det helt galt for Havneringen.

Skibbroen. Her er virkelig noget at kikke på for husbådeentusiaster. 

Fodgængere er lidt bedre stillet da man af og til kan tage nogle afstikkere langs kajen. Men også for disse kan denne del af turen være lidt af en prøvelse. Især på Engholmene, ad Tømmergravsgade. Syd for den nordligste holm, Tangholm, er der pt adgang via en vej som vist engang kommer til at hedde Jane Addams Vej, ned til Kærholm. Den udmunder ved Ørstedværket. Men man er nødt til at gå tilbage samme vej da hele området er indhegnet af byggeplads. Herefter må man gå ad Tømmergravsvejs stakitter, hegn og plankeværk langs det kommende Sivholm. Vejen til Myrholm og Lyngholm er navngivet, men ikke åben. Som kompensation er der på plankeværket mod byggepladsen lavet et flere hundrede meter langt skilderi af menneskets historie fra Big Bang til vore dage.

Foto taget fra byggeområdet som ikke just er fotogen. Men man har da i det mindste en god udsigt til Amager, foran højhusene er børneinsitutionen.

Syd for Alfred Nobels Bro kan man igen komme ud til vandet. Men også her bygges der stadig rækkehuse, Teglværkskajens Pier. Længere syd på virker det mere og mere beboeligt, der er endog enkelte cafeer, butikker og supermarkeder. Så er vi næsten tilbage ved udgangspunktet, Sluseholmen. Denne har jeg beskrevet før, så kun dette at stedet selv efter 10 år stadig er præget af byggepladser, støv og larm, selv på en solbeskinnet lørdag.

Teglholmen med Sluseholmens Metropolis i baggrunden. Jeg er tilbage ved udgangspunktet hvor jeg startede for 7-8 timer siden. 

Jo, der er meget byggerod for Havneringen. Men omvendt bliver man også glad i rødbeden når man ser det nye liv som begynder at udfolde sig her. Afslappede mennesker, banevogne, børn ... selv om infrastruktuen for beboerne langt fra er på plads og derfor ikke må føles som tilfredsstillende. Som københavner er der al mulig grund til at være glad og måske også en smule stolt af dette område. For Staden har skiftet ham fra en travl, beskidt og larmende industrihavneby til menneskeboliger langs selvsamme havn.

Klippinge - Køge

Første fremstød mod sommerens forventede indtagelse af Stevns Klint skete ud fra "basecamp Klippinge"!

En af to åndehuller langs Kystvejen: Den offentlige badestrand. I forgrunden lidt af den kystsikring som gør færdsel langs selve kysten helt umulig. Sandstranden ligger foran en erosionskyst hvor naturen har fået lov til at agere.

Man skal huske at trykke for stop i lokaltoget til Rødvig. Ellers kører toget bare videre. Men der var nu også en anden der skulle af. En lokalkendt der ikke som jeg først skulle orientere mig på stationspladsen. Stationen ser stor og statelig ud, den er fra 1876 og tegnet af Heinrich Wenck, hvilket ikke kan overraske. Oprindelig lå stationen lidt uden for byen, men er nu mod nord blevet en del af et parcelhuskvarter.

Klippinge Station. Den del af byen som jeg gik igennem, var præget af en nogen anonym parcelhusbebyggelse. Men en udmærket sti førte ud til landevejen mod Magleby.

Min plan er langsomt at nærme mig Stevns Klint. Tålmodighed er vigtig her. Og jeg håber på at overraskelsen bliver så meget større. Første etape af dagens tur gik stik nord mod Magleby Skov over Magleby. Og de første 5 kilometer gik i landbrugsdanmark. Dvs langs endeløse skalperede områder. Jeg har overstået mit årlige indslag om landbrugsdanmark, så interesserede kan kigge på det hvad angår turens første 5 kilometer. Magleby Skov er en nogen anonym skov i et fladt terræn. Gennem den kommer man ned til Klippinge Skov Strand. Så har man et par kilometer strand langs et sommerhusområde med en pæn strand (pt lugter der noget af rådden tang - det gør nu ikke mig noget).

Klippinge Skov Strand. Et kik mod øst lige når man kommer ud af skoven. Mod vest ser der nogenlunde lige sådan ud. Så har man ca. 2 kilometer til Kystvejen.

Dagens ubehagelige overraskelse var kystvejen. Den strækker sig hele 5 kilometer mod Strøby Egede, og er karakteriseret ved at man har overdraget grundejere arealet på kystsiden af vejen der er godt og grundigt afspærret og forsynet med skilte om privat område og adgang forbudt. At gå langs stranden her er ret umuligt. Østersøens overordnede vandretning er naturligt nok ud, dvs. mod nordvest i dette område. Og det betyder at der er erosion. På denne strækning af Køge Bugt er der ikke en hård kridtklint til at bremse vandet. Der er sand, grus og sten, og det kunne have skabt en herlig, naturlig erosionskyst, med forstrand og klinter. Men ikke her. Grundejerne er ikke interesserede i at miste arealer, så der er kystsikret på alle mulige og umulige måder. Det er måske nok til en vis grad effektivt. Men ikke bare gør det passage for naturvandrere umulig. I min optik ser det også utrolig grimt ud. I bedste fald med kampsten, i værste fald med alskens byggeaffald, beton, jernstænger, træ og hvad man ellers gør for at stoppe havet.

Her et kik fra et af de to steder man har et par hundrede meter adgang til kysten langs Kystvejen. En ganske pæn erosionskyst - og så tårner kystsikringen sig op og bremser for enhver form for behagelig passage.

Så summa summarum er at man er tvunget til at vælge Kystvejen der kun har et par ganske bitte små strandparker hvor man kan få adgang til havet og hvor den naturlige erosion kan iagttages. Kystvejen er ikke ligefrem en god vandrevej, faktisk vil jeg stærk fraråde vandrefugle at bruge den. Trafikken er betydelig, der er ingen fortorv og hækkene er sine steder klippet efter princippet om at siden mod haven er klippet til stamme, mens siden til vejen har fået lov til at brede sig ud på det offentlige areal. Man skal derfor tænke sig godt om før man passerer et sådant område, for der er ikke plads til bilister og fodgængere på en gang. Cyklister så jeg ingen af.

Parken ved Solgården. De røde barakker blev opført af Københavns Kommune 1946 og anvendt til rekreation for tuberkuløsepatienter. Indtil det forfaldt og patienterne flyttet. 

Det er derfor en lettelse at nå frem til nord for Strøby Egede, hvor der er en meget fin digesti et stykke vej nordpå mod Køge. Efter kværnen på Kystvejen er det nærmest en lise at have vejen lidt på afstand, selv om man stadig kan høre den ret tydeligt. Jeg har gået på denne strækning på en af mine tidligere ture, den 6. oktober 2017 hvor målet dog var Vallø Slot. Så jeg tog en afstikker til Solgården.

Tryggevælde Å løber gennem parken. Der i øvrigt er udstyret med et par statuer, et lille tempel og en ø med en kopi af Bissens prins Paris-statue.

Det eneste der er tilbage af selve gården er en terrase med fire ørne, hvoraf de tre er originale, mens den fjerde er en kopi. Men parken er absolut et besøg værd. Det er forfatteren Karen Bramson som oprindelig tog initiativ til parken, der blev videreført af en skibsreder. Senere blev det tuberkuløseanstalt for Københavns Kommune, endnu senere flygtningelejr.

Vadehavet syd for Køge. Altid et besøg værd! Det er i konstant forandring sådan som et kystlandskab nu engang er bedst.

Køge Sydstrand strækker sig et par kilometer syd for Køge og er altid et besøg værd. De flade sandarealer tættest på havet er ret uforudsigelige. I dag var det lavvande, så jeg tog chancen og gik helt tæt på vandkanten. Faren ved det er at når vandstanden stiger, risikerer man at blive bremset på en lille "halvø" og må enten vade gennem dybt vand, eller gå tilbage. I dag gik det fint. Der var mulighed for at vade gennem.

Hvalsø-Tølløse via Kirke Eskilstrup

Det ligger derude, det typiske danske landskab: 2/3 af vores land er dækket af det, øde 3/4 af året

Der ligger det så: Det typiske danske landskab. 3/4 af året skalperet for grønt. Måske ikke lige noget der lokker turister til, men sådan er det så i Danmark. Her er lidt grønt på venstre side af vejen, og et træ til højre - det er op ad jernbanen.

3/4 af året ligger det skalperet hen, for så at få en kort, grøn sæson 1/4 af året med byg, hvede, rasp og måske lidt havre, majs og andet. April måned markerer overgangen, og et af de rigtig gode steder at observere dette landskab, er mellem Hvalsø og Tølløse i Lejre og Holbæk Kommuner. Så snart man er ude af Hvalsø og det moderne bæredygtige bofællesskab Frikøbing, så er det der.

Kilometer efter kilometer, time efter time, oplever man dette syn så langt øjet rækker. En gang imellem brydes stilheden af en bil.

Vejene på dagens rute er ret fredelige hvad angår trafik. Også for andre lyde, for den sags skyld, ud over lidt lærkesang foroven og kragefuglekrårk. Der er ikke så mange landsbyer eller skov- og moseområder til at afveksle. Lidt uden for Hvalsø bliver jeg lidt i tvivl om retningen, idet Åsen nu går under en jernbanebro, og det er ikke meningen at jeg skal over på den nordlige side af jernbanen. Heldigvis fortæller en af de lokale mig at jernbanebroen ikke er den til Tølløse, men en nedlagt jernbane. Der må være tale om den legendarisk (eller berygtede) Sjællandske Midtbane fra Næstved gennem Hornsherred til Hillerød. Der blev bygget mange broer mm for at forberede den, men den kom aldrig i brug.

Bukkerup. Engang i 1500-tallet boede her en legendarisk ilter ballademager der hed Peter Smed, ifølge de lokalhistoriske årbøger. Men det er lang tid siden. Nu holder Vesti Olsen & Hansen A/S til her.

Tilbage på sporet og dagens landsbyer, Bukkerup, Sønderstrup og Nr. Eskilstrup, mens Kirke Eskilstrup er en lidt større bebyggelse med station og gammel landsbykirke. Lugten omkring fx Bukkerup er ganske stram. Der er adskillige svinefarme på begge sider af vejen, og det kan godt pirre næseborene en hel del. Det ser dog ud til at det kun er svineavlerne selv der har glæde af lugten, for anden bebyggelse findes ikke i pæn afstand.

Overgangen fra den mere moderne stationsby (bemærk jernbaneoverskæringen) til i det fjerne den lidt ældre bydel der længst mod vest rummer kirken.

I Kirke Elskilstrup flages der i hovedgaden. Det er fortrinsvis en boliggade uden forretninger. Som de fleste byer af den størrelse. Ligesom i Tølløse bliver der skærtorsdag flaget i gaderne. Så man skulle tro at der var byfest.

Tølløsevej i Tølløse. Der er åbent i centeret der ligger til venstre et stykke nede af gaden, og en enkelt af turens mange cykelryttere dukker også op.

Efter Kirke Eskildstrup er vi så tilbage i landbrugsdanmark igen. Det ligner til forveksling en gentagelse af ruten mellem Hvalsø og Kirke Elskilstrup, dog her ikke så megen lugt af svinefarme (hvilket jeg ikke skal beklage). På halvvejen kan man dreje ind over Nr. Eskilstrup, hvorfra der går en sti til Tølløse.