Gribskov Vest: Saltrup Station - Hillerød

Gribskov er en af Danmarks største skove. Her gennemvandret fra nord til syd på vestsiden

Den åbne kile syd for Saltrup Station rummer bl.a. denne lille idyl af en samling huset. Det hvide hus til højre er i øvrigt til salg, skulle nogen tænke på at flytte på landet. 

Denne blog har i juli 2016 gået ruten syd-nord langs Esrum Sø og strejfet det sydvestlige hjørne marts 2018. Dagenss rute var på ca 21 km i zig-zag i skovens vestlige del. Skov appellerer mere til ørerne og næsen end til fotografiapparater, så derfor kun lidt sparsomme skud hist og pist fra.

En af de mange rastepladser ligger ved Saltrupvej ved denne dam. I baggrunden jernbanen mod Græsted-Gilleleje.

Saltrup Station er - eller rettere kunne være - en hyggelig lille station. Men tag-malere har totalt spoleret indtrykket. Hvis der er nogle tag-malere som læser denne blog, så blot en indtrængende bøn: Lad dog være med at ødelægge bygninger som fx denne station! Vi er altså ganske mange som gerne vil få nogle oplevelser. Find på noget andet at få tiden til at gå med end at smøre miljøfarligt maling på interessante bygninger.

Bolandsvej. Skovture går vel netop ud på at se skov. Lugte og lytte. Og det er er i rå mængder i Gribskov.

Fra stationen går man syd på ad Boserupvej forbi et par idylliske bindingsværrkshuse (et af dem er i øvrigt pt til salg, hvis man ellers eftertragter skovensomhed). Godt inde i skoven havde jeg planlagt en zig-zag-rute sydpå for udover skoven også at kigge lidt på de sparsomme kulturminder og andre seværdigheder. Et godt pejlemærke er bålpladserne. De er udvalgt med omhu, ofte ned til små damme eller søer. Et af dem ligger kun en lille kilometer inde i skoven. En anden ligger lidt sydvest for Mårum Station (der er et trinbræt med et læskur).

Mårumhus i baggrunden. Forrest bag søen et par heste. Det er vist en gammel skovridergård. Der står stadig maskiner mm.

Jeg har før haft besvær med at finde lokaliteter i skove. Det gjaldt også denne gang. Et dobbeltgærde fra gården Kistrup skulle ligge her, men trods skoven endnu ikke er sprunget ud, fandt jeg det ikke. Heller ikke den urørte skov langs Bolandsvej (jeg fandt så en del andre, afmærket af Miljøstyrelsen, men det er en anden sag). Stik vestpå ligger Mårumhus i udkanten af skoven mod Mårum. Det er vist en gammel skovridergård, temmelig anonym murstensbygning med nogle heste foran en sø.

Jens Omgangs geværpibe stikker stadig ud. Nu tilsat en lodret sten med indskriften GRØNNEKILDE. En af de få afmærkede kulturminder som det lykkedes mig at finde. Det må godt nok have været lidt af et arbejde for munkene at vaske fødder her - der er ikke meget plads.. 

En god kilometer stik syd ligger tæt på en rasteplads på en stikvej fra hovedstien Grønnekilde. Det er et rør som stikker ud fra en lille stensætning. Den er opkaldt efter "det grønnes dag", eller skærtorsdag. Her skulle munkene fra Esrum Kloster vaske fattiges fødder på netop denne dag. Ifølge folderen opstod kilden da krybskytten Jens Omgang blev overrasket af skovfogeden. Han stak lynhurtigt geværløbet ind i brinken, hvorigennem vandet så løb. Det skulle stadig smage af jern.

Trustrup-stenen er nogenlunde nem at spotte mellem træerne. Indskriften lyder: OVER.LANSBYEN TRUSTRUP. DENS SIDSTE.BEBOR.VAR NIELS.JENSEN.BD.HR.FRA 1762 TEL 1790. Vandhullet bagved er måske gadekæret, men så slipper mit held også op. 

Kildens lidenhed er ganske godt billede på at det ikke er kulturminder man skal kigge efter for at blive imponeret. Heller ikke den forsvundne landsby Trustrup, som er afmærket med en sten på tæt på jernbanesporet mellem Duemose Trinbræt og Kagerup Station. Jeg ledte også her forgæves efter de fire gårdtomter, brønde og gærde i nærheden. Vandhullet ved jeg ikke om er det gamle gadekær.

Udsigten fra det 65 meter høje Fruebjerg. Skovens højeste punkt.

Det er snarere naturoplevelserne som man skal gå efter. Fx området omkring Fruebjerg. Det er ganske kuperet, og "bjerget" selv er rimelig nemt at bestige. Træerne er beskåret i en smal kile mod Arresø som man i godt vejr skulle kunne se. Vejret var godt, men søen ligger altså ret langt væk så det er svært at skelne detaljer. Ved foden af højen kan man se resterne af endnu et af de danske monarkers vandvidsprojekter, nemlig en kanal som skulle lede vand fra Store Gribsø til Hillerød. Denne gang var det Frederik II og blev påbegyndt i 1576. Man kan stadig fornemme de enorme menneskelige resurser som må have været brugt til dette totalt nyttesløse projekt som måske i særlig vandrige perioder har kunnet opfylde sit formål.

Resterne af den kanal som Frederik II satte svenske krigsfanger og formentlig da også danske bønderkarle til at grave fra Store Gribsø til Hillerød.

Resten af turen, fx gennem Gadevang, er mest asfalterede veje ind til Slotsbyen. Som sagt, en tur gennem den lange side af Gribskov kan formentlig ikke gøres meget kortere end omkring 20 kilometer. Det gælder også denne rute. Og der er stadig masser at komme efter.

Roskilde-Svogerslev-Kattinge og retur

Vejret artede sig for en gangs skyld: Flot solskin, omend bidende koldt i åbent landskab

Trækfærgen over Kornerup Å ved Hesselbjerggård. Det går nemt at trække sig over åen.

I går så jeg en udsendelse om at gang, vandring er godt for at forsinke aldringsprocessen, både hvad angår det fysiske, men så sandelig også hvad angår hjernen. Og hvem er ikke interesseret i det? Ikke at jeg ønsker at leve, blot at have det godt og være ved mit fulde fem mens jeg stadig er i live. Selv om bloggen er inaktiv i lange perioder, så går jeg stadig. Langt. Og nyder det. Kan også fornemme den gode fornemmelse man har efter en lang vandretur. Dagens var på 5 timer og op imod 20 kilometer. En dejlig fornemmelse.

Den provinsielle Ringstedgade (nu stærkt trafikeret) fører ud til et gammelt industriområde med velbevarede fabriksbygninger.

Roskilde er altid et besøg værd. Den er fuld af historie, ikke bare de store ikoniske områder omkring domkirken og Skt. Jørgensbjerg, men også fra nyere tid, med særpræget offentligt byggeri som fx Politistationen og de gamle fabrikker i området sydvest for stationen, bl.a en gammel likørfabrik. Her er også gader som minder meget om købstæder og mindre provinsbyer.

Svogerslev Kro er en af de meget markante bygninger - ud af flere - i Svogerlev. De fleste lokaliseret omkring kirken.

Her om vinteren er det ret kedeligt at gå på på landet. Markerne ligger skalperede hen, sort og i bedste fald med små græstotter. Man skal kigge og lytte langt efter noget levende, og de rester af naturområder hvor livet er, kommer man rask igennem. Så egentlig er jeg begyndt at gå rundt i byen i stedet for. Jeg har oplevet mere fuglefløjt selv i København end ved at gå i timevis langs marker ude på landet. Desuden er der i det mindste også noget at se på: Arkitektur fx, eller andre mennesker. 

Svogerslev har en del af den gamle landsbykerne intakt, bl.a. den blinde gyde Strædet. Her er det dog gadekæret med nogle mindre husmandshuse. Kan man abstrahere fra biler og asfalt, så kan man jo drømme sig tilbage til "dengang".

Så dagens tur var lidt om kombi: Nogle byer/landsbyer som Svogerslev og Kattinge, samt nogle smalle strimler af natur som man ikke kan nå at gå igennem på under et kvarter. Og så i det mindste udsigt til nogle søer som Svogerslev Sø og Lille og Store Kattinge Sø. Vejene her er også civiliserede uden de store udfordringer. Den stejleste bakke var sådan set fra Roskilde Havn til Domkirken i strid modvind.

Kattinge Bygade. Ikke ligefrem et sted hvor det vrimler med mennesker. Men det er faktisk her at "livet" overlever: der er planter, fugle og givetvis også dyr og insekter som bare venter på at det skal blive lidt varmere.

Dejligt at få gået en rigtig lang tur igen. Solen gør sig trods alt ganske godt "derude". Og for vandrere er det vel bare om at sætte den ene fod foran den anden. Igen og igen, for at bevæge hovedeet hen der hvor det kan modtage en masse indtryk.

Den ret gamle, Gammel Køgevej

Mellem 1786 og 1930'erne rejste de fleste fra København til Køge ad Roskildevejen og landevejen mellem Tåstrup og Køge. Det gjorde jeg dem efter

Milestenene er af de få overleverede rester fra de ca 150 år hvor "Køgevejen" var ensbetydende med landevejen mellem Tåstrup og Køge. Ikke som nu langs kysten.

Jeg har før beskrevet vejene mellem Køge og København, sidst i december 2018. Af dette og andre indslag fremgår at den foretrukne trafikvej til Køge 1786-1930'erne gik over Tåstrup. 23 kilometer, hvoraf denne tur omfatter de 17 fra Tåstrup og sydpå. Den næsten snorlige landevej bærer stadig enkelte minder fra dengang den var af meget større betydning for trafikken. Da vejen ender brat ved Cordozavej, startede turen fra Jersie Strand Station i Solrød Kommune.

Tåstrupvejen i Solrød. Med motorvejsoverføringen i baggrunden. Og bag den (skjult) den nye jernbane. Vejføringen er der da endnu. Men det er så det.

Undervejs skifter landevejen navn. Fra syd mod Tåstrup: Tåstrupvej, Karlslunde Landevej, Greve Landevej, Kildebrønde Landevej, Kappelev Landevej, Køgevej og Tåstrup Hovedgade. Men det er altsammen bare synonymer på den "køgevej" der er endnu gamlere end Gammel Køgevej langs kysten. Og den går forbi, men ikke igennem, en del landsbyer undervejs: Solrød, Karlslunde, Greve, Kildebrønde/Strøby Huse og Ishøj. 

Tremlestenen. Den ligner jo til forveksling firemilestenen. Så vidt jeg kan se er soklen af granit. Altså ingen marmor.

Milestenene

Dem er der bevaret adskillige af. De blev opsat under Christian VII og bærer alle hans signatur. Det var ellers Ole Rømer (1644-1710) der var startet med at opstille dem med en Miil afstand (7,538 meter) i 1690'erne og viste afstanden til nulpunktsten ved Københavns 4 byporte. De holdt sig i hvert fald til op i 1760'erne. Man kan se en på Frilandsmuseum. I 1764 gik man så i gang med at opsætte nye under Frederik 5. og Christian 7. De var udført i marmor og forvitrede med tiden. Hvorfor man fra 1842 brugte granit. Men indhuggede de gamle kongenavne i stenen. Det er sådan set lidt snyd, fordi det kunne forlede nogen til at tro at de er ældre end de er. Men nogle af dem har marmorsokler fra før.

Udsigten fra bakken syd for motorvejen. Det er landevejen man kan se strække sig snorlige gennem fotoet. Trylleskoven til højre (øst) for den.

Nogle af kvartmilepælene skal være sten fra Ole Rømers tid som man bare vendte bunden i vejret på. Der er et par stykker på ruten, men jeg er usikker på om det nu også er dem. til gengæld er der også kilometersten. De er alle fra efter 1907 og arkitekttegnede (P.V. Jensen Klint, 1853-1930). De var store rektangulære og af granit, med en skrifttype i Jugendstil og var ens for hele landet.

Lyksager. Jeg har selvfølgelig ikke illustreret denne artikel med mange fotoer af bare marker, men det er jo så det typiske syn man har fra landevejen, bortset fra når man kommer til byerne.

Længst syd: Solrød

De første kilometer går gennem Solrød Kommune. Her er der udover vejføringen ikke nogen andre efterladenskaber fra den gamle hovedvej. Turen går gennem et bag hegn og hæk skjult, lidt søvnigt villakvarter, sikkert opført midt i sidste århundrede. I krydset med Solrød Byvej er der godt nok nogle lidt ældre udseende bygninger, men de er fra slut-1930'erne. Syd for hvor Køge Bugt Motorvejen krydser er der lavet en ret stor bakke som man kan bestige for at få et godt overblik. 

Et kik fra landevejen ned gennem hovedgaden i Karlslunde. Typisk for "landsbykik".

Efter motorvejen og den nye Ringsted-Københavnbane kommer man til et af de mere spændende strækninger hvad angår landevejens historie: Langs Firemileskoven og Karlslunde Skov. Lidt nord for nogle pænt store villaer støder man på den fire milestenen. Den har ikke alene givet navn til skoven på den anden side af vejen, men også til gården. Og firemilestenen har fået sit eget lille sted med tilhørende B&B. Der er seværdigheder for vejstensentusiaster her, for kun få hundrede meter længere nordpå støder man ind i 30 km-stenen. Og herefter kommer e så for hver kilometer på vestsiden af landevejen. Så kan det ikke blive bedre!

Hvor engang kommunalpolitikere, skatterevisorer, lærere og andre kommunalt ansatte regerede, huserer en loge: Det gemle kommunekontor i Karlslunde.

Greve

Vel gennem dalen hvor Møllebækken flyder med Korporalskroen mm. kommer man til strækningens eneste sving, lidt syd for Karlslunde. Herfra har man en god udsigt til Karlslundegården (1837) der i dag fungerer som ridecenter. Men engang tilhørte Gjeddesdal. Fra landevejen kunne rejsende kigge ned gennem Hovedgaden i Karlslunde, og mon ikke nogen har benyttet sig af at få et lille hvil her?

Karlslunde Landevej. Her er strækningen ret plan. Men det er den nu ikke alle vegne. Man går på cykelstien hele vejen, og støjen fra landevejen er der, men ikke så generende, da der ikke er så meget trafik og heller ikke hurtig trafik.

På et særdeles kommunalt udseende hus står der Serapi NS-ordenen, og det er der en grund til. Det blev opført i 1952, og her holdt "kommunen" til sammen med lærere og pedellen. Det var der nemlig fint plads til dengang. Men ikke ret længe, for i midt-1960'erne eksploderede befolkningstilvæksten, og kun administrationen kunne nu være her. Med kommunesammenlægningerne i 1970 blev bygningen alt for lille, og i 1973 blev den købt af logen Pacome under Serapions-Ordenen som altså har holdt til der siden. 

Grevegård. Nu museum. Igen et typisk vy over en kedelig pløjemark. 2/3-dels Danmark kunne man vel kalde det, da det er sådan Danmark ser ud som mest.

Mellem Karlslunde og Greve kommer man for alvor ud på landet, især mod øst. Måske giver denne strækning et godt indtryk af hvordan området mest typisk har set ud. Det kommer dog ikke til at vare ved, for Greve Kommune er ved at opkøbe jord til at anlægge en skov: Greve Skov. Meget er der dog endnu ikke at se. Stierne er godt nok anlagt, men træerne er i buskstørrelse. Til gengæld er der nogle pæne gårde, se langt væk mod øst Lyksager, ved landevejen Vardegård og med øst Grevegård der nu er lokalmuseum. 

Kildebrønde. Man kan godt gå lidt på opdagelse her. Bag huset er der fx en mølle.

Husene i Greve Landsby langs landevejen er fra midten af 1900-tallet, og altså efter at kystvejen til Køge blev anlagt. Forsamlingshuset Godthaab er dog fra 1898, og altså fra før. Bygningen ligner noget fra en gammel gård. 

I det der engang må have været udkanten af Tåstrup, ligger dette hus på Nyhøjsvej 1 fra 1864. Det kunne sikkert fortælle mange historier om forbipasserende.

Bymæssigt kommer man nord for Greve i Kildebrønde/Strøby Huse til et af de mere interessante steder. Der er mange ældre og meget smukke provinshuse langs vejen. Og længst mod nord en lille mølle uden vinger. Midt mellem Strøby Huse og Ishøj Landsby har man mod vest udsigt til Ny Kappelevgård og Thorsbro Vandværk. Og krydser Lille Vejleå. 

Tåstrup Hovedgade. Engang den nordlige ende af landevejen til Køge. Det bærer husene da lidt præg af, eller hvad?

Ishøj og Tåstrup

Vel inde i Ishøj Kommune støder man på 2 3/4 milestenen lidt nord for Allevej., mens 2 1/2 milestenen står inde i Tåstrup lidt syd for Sydvestvej. Så er man ellers nået til dagens endestation, Tåstrup når man har gennemtravet de ca 2 km af Tåstrup Hovedgade. Stationen hed oprindelig Køgevejens Station, hvilket signalerer at Køgevejen var en hovedtrafikåre til Køge eller Vordingborg. Her lå posten, Taastrup Nykro, (Medborgerhuset) mm. På Politivennens tid ville en rejsende sikkert her benytte sig af at indlogere sig på Roskilde Kro i Tåstrup. Som dengang omtrent lå 500 meter øst for hvor Roskildevejen og Køgevejen mødtes. Så hvorfor ikke slutte denne beretning med en oplevelse fra dengang, dvs i 1800:

Spørgsmål: Kan man ikke med al rimelighed forlange af kroholdere på landet at de når for betaling forlanges, skal have senge til rejsendes tjeneste? Anledningen til dette spørgsmål er i forrige uge, en aften kl. 12, givet i Roskilde Kro hvor nogle personer som forlangte senge, fik af en slem vranten pige anvisning til bænkene i krostuen blandt en mængde støjende bønder. Og ikke før efter længe at have tigget, blev de lukket ind i et andet værelse hvor de måtte tage til takke med stole.

Bortset fra det, god tur, hvis du havde tænkt dig at gøre den efter.