Vejret artede sig for en gangs skyld: Flot solskin, omend bidende koldt i åbent landskab
Trækfærgen over Kornerup Å ved Hesselbjerggård. Det går nemt at trække sig over åen.
I går så jeg en udsendelse om at gang, vandring er godt for at forsinke aldringsprocessen, både hvad angår det fysiske, men så sandelig også hvad angår hjernen. Og hvem er ikke interesseret i det? Ikke at jeg ønsker at leve, blot at have det godt og være ved mit fulde fem mens jeg stadig er i live. Selv om bloggen er inaktiv i lange perioder, så går jeg stadig. Langt. Og nyder det. Kan også fornemme den gode fornemmelse man har efter en lang vandretur. Dagens var på 5 timer og op imod 20 kilometer. En dejlig fornemmelse.
Den provinsielle Ringstedgade (nu stærkt trafikeret) fører ud til et gammelt industriområde med velbevarede fabriksbygninger.
Roskilde er altid et besøg værd. Den er fuld af historie, ikke bare de store ikoniske områder omkring domkirken og Skt. Jørgensbjerg, men også fra nyere tid, med særpræget offentligt byggeri som fx Politistationen og de gamle fabrikker i området sydvest for stationen, bl.a en gammel likørfabrik. Her er også gader som minder meget om købstæder og mindre provinsbyer.
Svogerslev Kro er en af de meget markante bygninger - ud af flere - i Svogerlev. De fleste lokaliseret omkring kirken.
Her om vinteren er det ret kedeligt at gå på på landet. Markerne ligger skalperede hen, sort og i bedste fald med små græstotter. Man skal kigge og lytte langt efter noget levende, og de rester af naturområder hvor livet er, kommer man rask igennem. Så egentlig er jeg begyndt at gå rundt i byen i stedet for. Jeg har oplevet mere fuglefløjt selv i København end ved at gå i timevis langs marker ude på landet. Desuden er der i det mindste også noget at se på: Arkitektur fx, eller andre mennesker.
Svogerslev har en del af den gamle landsbykerne intakt, bl.a. den blinde gyde Strædet. Her er det dog gadekæret med nogle mindre husmandshuse. Kan man abstrahere fra biler og asfalt, så kan man jo drømme sig tilbage til "dengang".
Så dagens tur var lidt om kombi: Nogle byer/landsbyer som Svogerslev og Kattinge, samt nogle smalle strimler af natur som man ikke kan nå at gå igennem på under et kvarter. Og så i det mindste udsigt til nogle søer som Svogerslev Sø og Lille og Store Kattinge Sø. Vejene her er også civiliserede uden de store udfordringer. Den stejleste bakke var sådan set fra Roskilde Havn til Domkirken i strid modvind.
Kattinge Bygade. Ikke ligefrem et sted hvor det vrimler med mennesker. Men det er faktisk her at "livet" overlever: der er planter, fugle og givetvis også dyr og insekter som bare venter på at det skal blive lidt varmere.
Dejligt at få gået en rigtig lang tur igen. Solen gør sig trods alt ganske godt "derude". Og for vandrere er det vel bare om at sætte den ene fod foran den anden. Igen og igen, for at bevæge hovedeet hen der hvor det kan modtage en masse indtryk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar