Hammerknuden (Bornholm)

Klassiker: Hammerknuden må være på enhver vandreentusiasts liste, og den kom så i hus i år i sommerferien

Hammershus er nok hvad de fleste forbinder med Bornholm, og måske også Hammerknuden. Men ruinen ligger slet ikke på Hammerknuden. Og for vandringsfolket er ruinen kun en afstikker fra de mange store oplevelser på turen omkring Hammerknuden.

Sommerferien har budt på mange kortere vandringer: Skagen-Toppen af Danmark (ca. 7 km strand), Frederikshavn, Sæby, Randers/Gudenåen - og sidst men ikke mindst Bornholm. Dronningen over dem alle var: Hammerknuden. Hedebølgen var endnu ikke sat ind for alvor, men der var nu fyret godt op under kedlerne. I virkeligheden omfatter dette indslag flere vandringer.

Udsigt over Osan Bugten til Sandvig. Man kan tydeligt se havnefronten domineret af turisthoteller. De ligger hvor der før var bondegårde. Dansken er og var fortrinsvis bønder der engang imellem stod til søs.

Sandvig

Udgangspunktet var vores hotel, Strandhotellet i Sandvig. Et noget blegnet afglans af et hotel fra dengang i starten af 1900-tallet da Sandvig begyndte at blive et valfartssted for det fine borgerskab og digtere. Men måske nu på vej til en ny storhedsperiode med ny ejer? Området foran havnen i Sandvig er massivt plastret til med mindst tre store hoteller: Hotel Sandvig Havn, Strandhotellet og Hotel Strandslot. For ikke at nævne det betragtelige antal pensionater og andre former for overnatningssteder. Alligevel er Sandvig klart at foretrække frem for Allinge hvis man er til fred og ro. Allinge Havn er proppet med mennesker, lystbåde og larmende musik for de som ikke kan få nok af festivaler (som man måske kan gætte, så er det ikke min kop te). Desuden har Sandvig Havn en meget fin badestrand langs Oasan Bugten, et legendarisk ishus - Kalas, minigolf og selve havnen har da også stadig et figenblad af autentisk havn over sig.

Batteriet i Sandvig er ikke længere bevæbnet. Det er derimod den ved Hammer Odde Fyr. Om kanonen er autentisk fra Englands-krigene, skal jeg ikke kunne sige.

Et historisk islæt er der også i Sandvig, idet der er mindelser fra Englandskrigene 1807-1814. Foran hotellerne ligger et batteri som blev opført for at beskytte øen 1808. Disse batterier/skanser lå for hver 400 meter (sine steder endog tættere) for at gøre livet surt for englænderne hvis de forsøgte at forfølge de danske sørøvere (kapere) som kunne søge ly bag batterierne kanoner. Eller hvis de skulle forsøge sig med en decideret invasion. Batterierne var bevæbnet med landeværnet, og de har sikkert være mere motiverede end det i al hast samlede landeværn der forsøgte at stoppe englænderne ved Køge i 1807.

Mens Sandvig havn stadig kan ses modsat Allinge Havn uden at skulle abstrahere fra de talrige turister, så er havnefronten til gengæld totalt domineret af de tre store turisthoteller opført i det første årti af 1900-tallet: Hotel Sandvig Havn, Strandhotellet og Hotel Strandslot. Man kan til højre lige ane Råd- og tinghuset, samt til venstre de små fiskerhuse i havnen.

Bag batteriet ligger det tinghus som blev bygget her (og ikke i Sandvig) da der i forvejen var et vagthus. Det blev så til gengæld overladt til fiskerne i 1808, og de bruger det stadig som redskabsskur. Råd- og Tinghuset blev dog senere flyttet til Allinge. Men så sent som under den russiske tilstedeværelse på Bornholm efter 2. verdenskrig skal det have været brugt som arrest. Der er stadig tremmer for to af vinduerne.

Ingen blogpost uden Jens Koefoed (1628-1691)! Med eller uden to e'er. Uden ham, ville det ikke bare være på strækningen Malmø-Ystad man kørte gennem Sverige. "Bornholms Befrier", betegnes han her. Allerede tidligt i 1658 erobrede han og andre Hammershus fra svenskerne, mens resten af Danmark var besat og kun København, kraftigt støtte af hollændere, var indesluttet i København. I 1½ bestod Danmark altså af Den Indre By i København - og Bornholm.

Mod Hammer Odde Fyr

Den indledende strækning fra sandvig til Hammer Odde Fyr er den mest fremkommelige. Fra Sandvig kommer man forbi den ene ud af tre af de "linjer" hvor der ligger rækkehuse for de arbejdere som udhuggede Opalsøen og andre i stenbruddene på Hammerknuden. Nemlig Sandlinien. Denne del af strækningen foregår på en asfaltvej langs klippekysten hvor man langsomt arbejder sig op på hammerknuden. Der går fritgående køer rundt, men ikke den danske landbrugsrace, og i modsætning til disse er de bedøvende ligeglade med vandrere. De skal ikke lige hen og være "kærlige".

Sandlinjen var et af de tre rækkehusbyggerier der blev opført uden for de gamle købstadsgrænser. Og på den måde lå de altså "udenfor" byen. Udsigten har formentlig heller ikke været så god da der en overgang lå nogle strandhuse og spærrede for udsigten til stranden.

Halvvejs oppe kunne man tro at der var sket et skibsforlis her, der står nemlig en mindesten "Minde over de 3 bornholmere som omkom med Skoleskibet København 1921" med tre navne, rejst af Bornholms Marineforening 1939. Det er dog ikke her det hele foregik. Skoleskibet København forsvandt skibet sporløst med 59 mand på vej fra Buenos Aires til Australien

Hammer Odde Fyr. Det blev opført fordi man ikke kunne se Hammerfyr i uklart vejr. Og området er ikke just sejlvenligt.

Ved Hammer Odde Fyr er der endnu en meget velbevaret skanse eller batteri hvor man endog har anbragt en kanon der truende peger ud mod eventuelle engelske (eller svenske) invasorer. Hammer Odde Fyr er opført senere og er meget mindre end Hammerfyr der står øverst på Hammerknuden. Det er opført 1895 og har en linse lavet af det berømte franske firma Augustin Michel Adam Henry Lepaute (1800-1885). Problemet med Hammerfyr (i funktion 1872-1990) var at det stod placeret så højt at det ikke kunne ses i tæt tåge eller med lavthængende skyer.

Køerne er i modsætning til den danske landbrugsrace ret ligeglade med mennesker, og det er faktisk ganske trygt hvis man vænner sig til det, at gå igennem flokken. Erindringen om folk der bliver slået ihjel af køer, fx sidste år på Gendarmstien, hænger dog lidt i baghovedet. Koen er blandt Danmarks mest menneskedræbende dyr.

Mod Salomons Kapel

Videre mod vest og syd fra Hammer Odde Fyr bliver asfaltvejen til en sti. Meget kroget og med sten. Men dog stadig en af de bedre stier på ruten (det synes man måske først når man har gået hele ruten). Salomons Kapel er opført ved en naturhavn, Kragkåshavn som i middelalderen blev brugt af sildefiskerne fra 1300-tallet. Kirken (hvad enten det er den katolske eller protestantiske) har som bekendt altid forstået at slå mønt af driftige og arbejdsomme mennesker, så man der var her et kapel med en brønd med "helligt vand", så mange penge har sikkert skiftet hænder her og endt i munkekutterne. Sildeeventyret sluttede i slutningen af 1400-tallet, og så var der måske ikke så meget helligt over stedet længere. I hvert fald blev kapellet forladt som det eneste minde om sildeeventyret i området.

Salomons Kapel. Et eksempel på kristendommens evne til at tjene penge på det arbejdende folk. I dette tilfælde sildefiskere.

Mod Kongestolen

Længere mod syd bliver stien mere og mere vanskelig. Sine steder endog ret svær at finde. Det nærmer sig også bjergbestigning på visse områder hvor "ovnene" skærer sig ind i Hammerknuden. Navne som Kælderhals, Stejlebjerg og Kongestolen fortæller noget om ruten her. Det er samtidig også en af de smukkeste, og man bør unde sig den luksus at blive stående og nyde den pragtfulde udsigt over Østersøen. De stejle klipper er også hjemsted for en mængde fugle. Og insektlivet byder bl.a. på sommerfugle, et efterhånden sjældent syn i vores landbrugsprægede land.

Klippekysten syd for Salomons Kapel begynder at rejse sig. Og udsigten mod Østersøen tilsvarende imponerende.

Helt mod syd hvor man igen begynder at gå mod øst, har man flere steder et mageløst syn mod syd over bugten ved Hammerhavn til Hammershus og videre sydpå mod Vang. På den første tur gik vi ikke ned mod Hammerhavn og Hammershus, men jeg indføjer alligevel disse her fordi vi kom forbi på en senere strækning.

Selv i den uklare middagsdis er det et imponerende syn at se Hammershus hæve sig og kigge mod syd, nederst og skjult bag træerne ligger Hammerhavn.

Hammerhavn og Hammershus

Hammerhavn er da ganske hyggelig, og sit nuværende udseende har det som granithavn for bruddene. Men ellers tjente den som havn for Hammershus. For vandrere er det et godt optankningssted, idet sandwichene - Maries Sandwich - var blevet anbefalet, og de var ganske spiselige! Her er desuden toiletter og andre faciliteter som kan være nyttige på dagsvandring, så man ikke skal slæbe rundt på for meget oppakning.

Udsigt over Hammerhavn fra syd. Mod nord rejser Hammerknuden sig. I havnen har man også adgang til den båd der sejler langs kysten. Fotoet er taget nogenlunde i modsat retning af fotoet ovenfor mod Hammershus.

Turen mod syd til Hammershus kommer forbi Løvehovedet (som vi ikke kunne identificere) og Kamelhovederne (som vi nu mere synes lignede alle mulige andre dyr - hvis da overhovedet nogen dyr). Det gør ikke området mindre smukt. Hammerhavnen ligger i sprækken mellem Hammerknuden og resten af Bornholm, lige som Hammersø er den laveste del af denne sprækkedal.

Kamelhovederne. Eller er de elefanter, løver, whatever. Det diskuterede vi en del. Men uanset hvad, så er stedet absolut et besøg værd.

Hammershus husker jeg fra en udflugt i gymnasiet (gad vide om jeg stadig har den gamle rapport liggende på loftet et sted). Men min hukommelse må have spillet mig et pus, for jeg husker ruinen som meget mindre. Hammershus er faktisk ganske imponerende. Efter sigende Nordeuropas ældste middelalderruin. Jeg ved ikke om de har bygget på det siden jeg var der i 1970'erne (eller at min teenagehjerne dengang ikke kaperede ret meget). Stedet er blevet fotograferet til hudløshed, så jeg skal undlade at bringe nogle af de mange, mange fotoer jeg selv tog herfra.

Kig mod Opalsøen og endnu længere væk, Hammersø.

Opalsøen og Krystalsøen

Tilbage til den oprindelige tur hvor vi ikke gik til Hammerhavnen, men op nordvesten om Opalsøen. Dette var så absolut den mest krævende del overhovedet af ruten. Og her er der tale om decideret bjergbestigning i min bog. Der er næppe tale om en sti, men nogle punkter man kan følge. Og det varer ved helt om til Krystalsøen. Den lille strækning var densom tog længst tid. På vej op til toppen rammer man det første syn af Opalsøen, et mere uforstyrret sted cirka halvvejs oppe med et udblik over det gamle stenbrud og den naturlige sø Hammersø. Det var ikke muligt for mig at indfange stien og yde den fuld retfærdighed med kameraet. Den skal ganske enkelt opleves. Og her anbefales gode vandrestøvler. Belønningen kommer så med såvel Krystalsøen (der også er et gammelt stenbrud) og Opalsøen.

På dette udkikspunkt koncentrerer de fleste sig nok om svævebanen. Men løfter man blikket, kan man se til Hammershus.

Turen går i et skovområde som også findes helt oppe på Hammerknuden. I den bagende sol et behageligt break fra den svedende varme sol. Vi gik ikke op til Hammerfyr, men ned ad asfaltvejen der slynger sig som en anden bjergetape i Tour de France ned mod Hammersø. Vejen var spækket med cykelryttere, nogen måtte give op på vej op. Og svingene er da også ganske stejle. Næsten nede ved Hammersøen kommer man forbi den ældste "linje" af stenarbejderhuse, Humledalshuset. En af mine nu pensionerede kolleger er opvokset der, og har lavet en charmerende præsentation af huset og dets historie.

Humledalshuset - de første rækkehuse der blev opført til arbejderne i stenbruddet. Man kan så småt ane stigningen op til toppen af Hammerknuden. Men arbejderne gik nok ned og tog stien langs Hammersø

Den nedre vej

Hvis man ikke er til højder, kan man vælge at gå i sprækken mellem Hammerknuden og det øvrige Bornholm. Den sti der går mellem Hammersø og Opalsøen. Den er ganske idyllisk og kun lidt krævende. Man får så også set Opalsøen "nedefra", hvilket vi gjorde på en anden tur. Opalsøen domineredes en anelse af svævebanen. Hvor eventyrlystne kan svæve helt oppe fra den øverste kant af stenbruddet ned til vandoverfladen. Startområdet var overfyldt da vi var der. Desuden er der mulighed for at springe i søen fra den lodrette klippe der rejser sig vist nok 8 meter over selve søen.

Opalsøen set fra "landingspladsen" på den smalle odde mellem Opalsøen og Hammersø. Der er just landet en frygtløs svævebaneturist.

Hvis man tager turen ad Fyrvej-Hammershusvej, kommer man forbi den tredje linje af stenbrudsarbejderboliger, Langelinje. Stenbruddene markerer en slags overgangsfase i Sandvigs historie, fra et landbrugsdomineret område til en kortvarig industriel og til den nu dominerende turisme. Oprindelig havde staten foræret Hammerknuden til bornholmerne så de efter en storm der ødelagde havnene, kunne få græsarealer. Men bornholmerne solgte den til nogle tyskere der igen solgte den til et firma hvor Tietgen var involveret. Og han var som bekendt en driftig mand. Takket være stenbrudsarbejdere har turismen så altså Opalsøen og Krystalsøen m.fl. at kigge på.

Langelinje på Hammershusvej er det tredje af de rækkehusbyggerier der blev opført til stenhuggerarbejderne og smedene i granitbruddene i starten af 1890'erne.

Men dette er kun en af ruterne man kan følge. Der er adskillige andre tværs henover knuden og andre seværdigheder som fx Radiumkilden, Hammerfyr osv. Jeg er ikke i tvivl om at mange nu vil tilføje, jamen, så I slet ikke ... osv. Og nej, det gjorde vi så ikke. Det må vente til en anden ferie. Jeg nåede forøvrigt at få læst en mobbedreng af en bog, "1814", og det viste sig at være et godt bud på sommerferielæsning. Masser af referencer til de feriemål vi var på. Fra Skagen til Sandvig.

Naturpark Amager

Inden for de sidste årtier er der vendt op og ned på forestillinger om by og land: På landet fortrænges natur af monokultur, mens den til gengæld rykker til storbyen, fx Naturpark Amager

Kalvebod Fælled. Dette vy fra det nordlige område som afgræsses af kreaturer, er vel hvad de fleste forbinder med stedet. Flat som en pandekage, gammel havbund der er blevet inddæmmet. Men lyd- og lugteindtrykkene er blevet voldsomt forstærket til det bedre siden sidst jeg var her. Og det bliver forhåbentlig kun bedre.

I Naturpark Amager ligger Amager Vildtreservat. Fællesbetegnelsen for tre landområder, langt det største er Kalvebod Fælled i København og Tårnby Kommuner, men også Kofoeds Enge og Aflandshage i Dragør hører med. Vandområdet er hele området fra Sjællandsbroen sønden om Amager til Dragør. København, Tårnby og Dragør samarbejder i disse år om at omdanne resten af området til Naturpark Amager. Siden 14. august 2013 har denne blog besøgt området adskillige gange. Og langsomt kan man nu begynde at se konturerne af hvordan det vil udvikle sig. For de som ikke var besøgt Naturpark Amager i de seneste år, så kan jeg godt anbefale turen igen. Der er sket en masse, især i skovområderne. De er groet godt til. Naturen er for alvor vil at holde sit indtog.

Kik til vest, der er en ... nå ja ikke en hest, men en ko. Kik til øst og se arkitektens trøst, dvs. bag fotografen hvor Ørestad er. Udsigt fra Kanonvej.

Københavns natur

Hvis nogen undrer sig over at bykommuner som København og Tårnby ligger over fx Struer i Danmarks Naturfredningsforenings kort over hvor godt det står til med naturen i Danmark, eller at København ligger på højde med Sorø, Ringsted og Køge (og Tårnby ligger sågar over disse tre kommuner), så tag en tur til Amager. Når jeg specielt nævner Sorø, Ringsted og Køge er det fordi jeg i de sidste mange år har gennemtrasket mange landkommuner og mener at have grundlag at argumentere ud fra. Kortet i højremenuen viser hen til de over 300 steder med i gennemsnit 20 kilometers vandring. Altså ca. 6.000 km på Sjælland. Det vil jeg mene er mere end et repræsentativt udsnit.

Grænsen mellem by og land - Ørestad og Fælles - er ganske skarp. I baggrunden det prisbelønnede 8-tallet og foran det, fælleden med køer. Det er især i dette område der afgræsses.

Vi lever endnu i en tid med en forestilling om at kultur er i byen, mens natur er på landet. Men siden jeg voksede op på landet 1954-1974 er der ved at blive vendt rundt på det. I hvert fald hvis man måler natur på rigdom af planter, dyr, insekter og fugle. Der er sket drastiske ting på landet siden jeg boede der 1954-1974. Naturområder er ved trængt sammen i enklaver, små oaser i et hav af monokultur af byg, hvede og rasp og intensivt drevet landbrug.

Området syd for Ørestad er i høj grad hesteland. Der er flere udendørs stalde og området er også let tilgængeligt via Ugandavej, Nøragersmindevej m. fl.

Til gengæld er naturen ved at indtage Naturpark Amager. Man vil kunne opleve at der er store områder hvor kreaturer afgræsser arealerne. Et eksempel er fx Lærkestien, her kan man få et rigtig godt indtryk af de udstrakte flade sletter med kreaturer og lærkesang. Men der er en meget stor forskel til agrarlandet: Man har ladet vandhuller og vådområder være. Desuden har man uden for afgræsningsområderne ladet det hele gro til. Derfor vil man opleve en rigdom af insekter og vilde planter som man ikke vil se og høre ved i dagevis at traske langs endeløse, tavse (og til dels trøstesløse) hvede-, rasp- og bygmarker i fx Ringsted, Sorø og Køge kommuner. Formentlig også på det engang så højtbesungne Fyn. Flere insekter betyder rigt fugleliv, som igen avler rigt dyreliv osv. Det ikke bare ses, det høres også. Selv når man går langs de snorlige gamle militære asfaltveje som Kanalvej og Granatvej.

Heste afgræsser området øst for Pinseskoven i baggrunden. Skoven har på ganske få årtier vokset sig til en "rigtig" skov.

Indrømmet, der er visuelt ikke de store landskabsmæssige oplevelser for vandrere. Men hvad der ikke er for øjet, er der for ørerne og næsen. Totaloplevelsen er en helt anden end "på landet". Ikke for ingenting er der naturskoler på Amager. For der er meget at komme efter, både for plante- og dyreinteresserede. Hvis man skal opleve nogle af de mange naturligt forekommende planter og dyr der findes i Danmark, så kan man opleve dem kun få minutter fra Københavns Centrum. Selvfølgelig skal man vide hvor man skal lede. Men man skal ikke lede længe.

Hejresøen. En af de mindre søer mellem Kongelunden og det store vildtreservat. Dæmningen nederst i billedet.

Jeg er endnu ikke blevet så særligt inspireret til at studere fuglefløjt. Jeg har hidtil klaret mig fint med at spotte en lærke, en solsort og krager som er de fugle man som oftest ser på landet. Og ret mange andre bliver det så heller ikke til. Men på denne tur var der masser af forskellige jeg aldrig havde hørt før, og ved Kongelundskroen var der sågar en vibe på stien. Vestamager ligger nemlig på Naturstyrelsens liste over de 25 vigtigste steder hvor man kan se engfugle. Det vel og mærke på en liste hvor de øvrige 24 lokaliteter ligger meget langt fra bebyggede områder. Viben var engang nærmest indbegrebet af dansk engfugl. Men dræning, sprøjtning med pesticider og intensiv udnyttelse af græsarealer har siden 1975 reduceret bestanden til 25 % af hvad den var dengang. Antallet af viber er også faldet andre steder i Europa, men Danmark ligger i en trist førerposition. Naturpark Amager adskiller sig også fra mange andre små naturenklaver på landet ved sin imponerende størrelse. På den lange led er der omkring 10 km, på den korte led mellem 2 og 5 kilometer. Størrelsesmæssigt er vi her oppe i klassen hvor også fx Bidstrupskovene og Gribskov befinder sig. Ikke et område man lige gennemvandrer på et par timer, eller for den sags skyld på en dag.

De vidtstrakte strandenge syd for Kongelunden, set fra Kongelundsfortet (man kan ane bastionen nederst til venstre i fotoet.

Bynær natur

Alt er ikke lutter idyl. Området slås med sin nærhed til byen, og larmen fra bilerne. Især mod nord er støjniveauet fra trafikken ganske betydelig. I mindre grad også jernbanen. Man venter sjældent forgæves på nogle af de lange godstog eller Øresundstogene. Man skal et pænt stykke syd for Ørestad før man slipper for det. Og helt mod syd ved Kongelunden overdøves det hele af fly fra Copenhagen Airport. Flyene drøner forbi - og ganske tæt på - hvert eller hvert andet minut. Dette er i allerhøjeste grad ødelæggende for lydoplevelsen. Men til gengæld synes fx viben at trives udmærket på trods af drønene fra flyene.

Kongelundsfortet, se fra foden af Radartårnet. Til venstre er kasematten hvor krudtet blev opbevaret (forrest) og længst væk i samme bygning projektørgaragen. De enorme projektører skulle køres indog ud.

Fra Kongelundsfort til Ørestad

Hvis man er til kulturelle oplevelser, kan man slå et smut forbi Kongelundsfortet. Ikke det mest velholdte af forterne i Københavns Befæstning. Men der er dog en serie spændende bygninger: Radartårn, kasemat (til ammunition), køkken, projektørgarage, kikkertstation, afstandsmåler (til fjendtlige skibe) og afsatser til 15 cm kanoner som kunne skyde op til 16 km. Der er ikke åbent nogen steder, men dørene er så forfaldne at man ofte kan smugkigge ind. Hvad fortet måske mangler lidt, er der til gengæld rigeligt af i form af udsigter fra fortet. Man kan få nogle pragtfulde kik over vandet og og vådområder langs kysten.

Ørestad. Mig bekendt ikke prisbelønnet arkitektur. Men ret meget af det nybyggede ser ud som dette. Forskalningsvægge der skal imitere mursten.

Er man ikke til gamle kulturminder, så er Ørestad i modsat ende urbaniseringshistorie for fuld skrue. Der er allerede opført prisbelønnede bygninger her, og kraner, bulldozere og gravemaskiner arbejder på livet løs med nye boliger, erhvervsbyggerier og andet.

Jernbanen set fra broen, Kanonvej. Der kommer jævnligt tog forbi, bl.a. meget lange godstog. Hvis man er til den slags.

I disse år føres der en heftig debat om det danske landbrug. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvor hårdt det er at være landmænd og udskrige dem til de store syndere. I debatten indgår også at mange landmænd føler sig som ofre for skrivebordsbiologer og storbymenneskers hetz. Dette indslag er ikke ment som et angreb på landmænd. Det skal blot ses som et synspunkt fra en aldrende vandringsmand som har oplevet en udvikling der er foregået i en god portion længere tid end et halvt århundrede. Tag det for hvad det er, og ikke mere.

Se flere fotoer på Flickr album for København, Tårnby og Dragør Kommuner

Ruten.

4As stoppested ved Trekantsøen. Kanonvej. Lærkestien. Kanalvej. Kongelunden. Kongelundsfortet. Sydvestpynten og stranden til slusehuset. Ellevehøjvej. Granatvej.

Kolonimagten Danmark

Danmark var en international stormagt hvad angik kolonier og slavehandel. En lille flok danskere blev stenrige af plantagedrift, slaveri og handel. I dette indslag besøger jeg nogle af de steder hvor de satte præg på København

Wilhelm Marstrand (1810-1873). Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have. 1857. (Statens Museum for Kunst). Eller “En Negerpige med to Børn, Studie”. Grundloven 1848 er et blandt mange udtryk for at det gjorde indtryk på magteliten at befolkningen i Vestindien ønskede at emancipiere sig. Justina er ikke malet som slave, men hendes grove hænder over for de to hvide børns høje pander udtrykker håndens underlegenhed over for intelligensen. I praksis var selv det dog mere radikalt end datidens generelle racistiske syn.

Pakhusene

Det er passende at starte en byvandring til kolonitidens Danmark med at kigge på de enorme og imponerende pakhuse i Københavns Havn. For det var her almindelige københavnere for første gang rent fysisk kunne se vidnesbyrd om kolonierne, nemlig varerne. Denne handel med de danske kolonier blev i perioden 1650 - 1850 varetaget af handelskompagnier. Og varerne blev produceret af slaver.

Eigtveds Pakhus (1750) Der mangler to fag ud mod havnen. Facaden vender sin pæne side mod Christiansborg som en ærbødig hyldest til enevælden. Bagsiden er knap så imponerende.

Asiatisk Kompagnis pakhus på Christianshavn kendes nu mest under arkitektens navn, Eigtveds Pakhus. Jeg har ingen anelse om det skyldes at man ikke vil vedkende sig hvem der brugte det, nemlig Asiatisk Kompagni. Et foretagende som i alt væsentligt var finansieret ved slavearbejde, og som var en væsentlig bestanddel i det som man sommetider hører omtalt som "den florissante periode" omtrent 1775-1807. Således kaldet af de som skrev historien, nemlig den lille del af Danmarks befolkning som nød godt af denne velstand.

Vestindisk Pakhus på Larsens Plads.

Vestindisk Handelsselskab stod bag det næsten samtidige Vestindisk Pakhus, Toldbodgade 40 (1780-1781, arkitekt C. F. Harsdorff). Det var beregnet til at opbevare sukker, kaffe, tobak, bomuldindigo og andre koloniprodukter fra de Vestindiske Øer, dyrket af slaver på St. Thomas, St. Jan og St. Croix. København var da Nordeuropas vigtigste center for sukker- og kaffehandel. Tæt på dette ligger Det Gule Pakhus (1777 - 78, brændte 1968, nu boliger 1979) og det Blå Pakhus (1781-83). Begge opført for Østersøisk-Guinesisk Kompagni, der havde ret til handlen på Østersøen og Guinea (Afrika). I det 5 år kompagniet eksisterede udsendte det ca. 35 slaveskibe til de danske besiddelser på ”Guldkysten” i Afrika. Skibene var opkaldt efter de som støttede slavehandelen og var interessenter i kompagniet, fx Kammerherre Schack, grev Ernst Schimmelmann (se nedenfor), grev Moltke, gehejmeråd Guldberg, grev Thott, grev Bernstorff, m.fl. Disse pakhuse rummede korn fra Baltikum, heraf navnet korntørringsmagasinet.

Wilders Plads, Kgl. Grønlandske Handel (1767, J. C. Conradi). Uden tran, ingen gadebelysning i København. Selvom man også skød sæler ved fx Sjælør.

Kgl. Grønlandske Handel ligger på Christianshavnssiden ud for Nyhavn. Egentlig var Grønland koloniseret af Norge, men Norge kom under den danske krone i 1380 og Grønland "fulgte med". Pakhuset blev brugt til fisk, tran (som blev brugt i stor stil til bl.a. belysning) og skind. Importens omfang fremgår af at pakhuset i 1970'erne blev for lille og funktionen flyttet til Aalborg. Kolonien Grønland og bilandene Island og Færøerne blev uden legalt at være kolonier, behandlet som kolonier. Også langt op i vores tid. På den såkaldte koloniudstilling (1905) i Tivoli blev de udstillet på linje med fx Vestindien. Forestillinger som vi med nutidens værdinormer har vanskeligt ved at forestille os, endsige vedkende. I dag huser det repræsentationer fra Grønland, Island og Færøerne.

Koloniherrernes boliger

Mange af de som tjente styrtende på handel med varer produceret af slaver i de danske kolonier, byggede store palæer som man stadig væk kan se rundt omkring i København. Det ville føre for vidt at nævne dem alle, så her blot et udpluk.

Nybrogade 12/Knabrostræde 27 (1732). Oprindeligt var det bygger for hofkonditor J. H. Ziegler. og tegnet af Philip de Lange (1704-1766). Men storkøbmanden Frederik de Coninck (1740-1811) boede her 1770-1783. Derefter flyttede han til Moltkes Palæ på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade 1783-1796.

Håndværkerforeningen, men også Moltkes Palæ og domicil for de Coninck. Oddfellow-palæet kan lige anes yderst til højre.

Hans "sommerhus" var Næsseslottet (se Vandringsløse Tidende, 11. november 2016). Det var i denne periode han grundlagde sin rederi- og handelsvirksomhed, Coninck & Co. Han tjente enorme summer på kolonierne og almindelig handel ved at agere "krigens købmand" i neutralitetsperioden efter 1790. Firmaet klarede sig gennem Englandskrigene, men gik fallit 11 år efter hans død (1822).

"Sukkermanden" sad oprindelig på den gård hvor Ludewig Ferdinand Rømers sukkerraffinaderi lå. Nu sidder den over porten til Nyhavn 11.

I Nyhavn 17 er der stadig mindelser om overkøbmand i Guinea, sukkerraffinadør. Ludewig Ferdinand Rømer (1714-1776). En statue står med en sukkertop i den ene hånd og formen i den anden. Rømer fik 1754 kongelig privilegium til anlæg af raffinaderiet. I 1756 udkom hans Tilforladelig Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea (tysk overs. 1758), og 1760 kom Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea. Disse er værd at nævne da de afslører den kristne kirkes blåstempling af slaveri. Teologen Erik Pontoppidan (1698– 1764) hævdede heri at negerslaveri ikke var uforeneligt med kristendommens bud. "Sukkermanden" er eneste der er tilbage af hans sukkerraffinaderi der blev revet. Den nuværende bygning er fra 1830'erne.

Elefanten skal associere til te, porcelæn og andre østerlandske importvarer.

Nyhavn 15. I dette hus holdt en plantør og slavedriver i Hollandsk Indien Jørgen Hansen Alsing (-1768) ("slavefogeden") til. Det var ham der fik opsat en elefant med matrikelnummeret 8 over ryggen. Elefanten skulle indikere at her var forretning for te, porcelæn og østerlandske importvarer. Ifølge Allan Mylius Thomsen skal han i skænkestuen have haft to tykke slavepiske af flodhesteskind. Betegnende for Nyhavn er ellers det fordrukne og "hyggelige" sømandsatmosfære. Men dette er ingenlunde det fuldstændige billede af historien om Nyhavn

Schimmelmann & Søn

En af de helt store kanoner var forretningsmanden Heinrich Schimmelmann (1724-1782). 1768 skatminister, 1779 lensgreve, storaktionær i Asiatisk kompagni, Guineisk Kompagni, Vestindisk Handelsselskab og Østersøisk-guineisk Handelsselskab. Han drev omfattende plantagedrift og slaveri i dansk Vestindien. Han boede fra 1763 til sin død i Bredgade 28 - det der senere kom til at være kendt som Oddfellowpalæet. Som slaveejer og slavehandler forsynede han hof og adel i Europa med sorte tjenere. Fx  2 børn til det danske hof 1771, og hans børn var rigeligt forsynede med dem. Han var kendt som en hensynsløs og knaldhård forretningsmand, og fik ikke fred i sin grav, Han vedbliver med at vende tilbage til palæet og man kan i sene nattetimer høre en hestevogn skumple hen ad gaden, med fire sorte gangere forspændt. Og han skal se ganske gloende ud. Schimmelmann var en forhadt person blandt almindelige københavnere. I efterdønningerne fra optøjerne i forbindelse med Struensees arrestation i 1772 var en menneskemængde lige ved at storme hans hjem, hvis ikke den var blevet standset af dragoner med opplantede bajonetter.

I dag Odd Fellowpalæet. I kolonitiden det schimmelmannske palæ hvor den danske slaveejer og slavehandler Schimmelmann og søn bredte sig på adskillige kvadratmeter. Og hjemførte slaver fra kolonierne til salg til de der kunne betale.

Sønnen, finans- og udenrigsminister, greve Ernst Schimmelmann (1747-1831) lod ikke faderen meget efter. Han var en stor ejendomsbesidder både i Danmark og på De Vestindiske Øer, hvor han havde store sukkerplantager. Sammenblandingen af statens finanser og personlige gevinstforetagender fortsatte hele vejen igennem den såkaldte florisante periode, men fik så en brat ende efter Englandskrigene 1807-14. Han blev afskediget af Frederik den 6. i forbindelse med statsbankerotten i 1813. Han var bl.a. ansvarlig for en voldsom inflation, som yderligere bevirkede at pengenes værdi på dette tidspunkt kun var omkring 1/100 af det normale fra før 1807. Som enevoldskongen havde for vane, blev Schimmelmann dog taget til nåde og blev udenrigsminister i 1824. Guldalderkultureliten som bl.a. talte ægteparret Rahbek og digterne Jens Baggesen og Adam Öehlenschläger, gjorde som vanligt deres pligt med at hylde denne mand.

Erichsens Palæ på Kongens Nytorv rummer stadig repræsentanter fra finansverdenen, nemlig Danske Bank. Tidligere lå her Kiøbenhavns Handelsbank hvor denne blogs ophavsmand arbejdede i 1970'erne.

Erichsens Palæ, Kongens Nytorv (1801. C.F. Harsdorff). Købmanden Erich Erichsen (1752-1837) ejede skibe som hjembragte krydderier og kostbare stoffer i Ostindien og kornladninger fra de baltiske lande til England. Hans flåde var i 1797 vokset til hele tretten skibe, den dengang tredjestørste danske skibsreder. Da hans skibe begyndte at blive kapret, begyndte han i stedet bankiervirksomhed. Han lånte bl.a. den danske stat uhyre summer. Han var imidlertid dårlig til at vælge gode partnere, hvilket førte til firmaets betalingsstandsning i 1831 og ruin i 1833.

De ideologiske bannerførere

Vi har allerede været inde på den kristne kirkes aktive legitimering af slaveriet (Erik Pontoppidan) Af andre kan man nævnes kapellan Peder Paludan, Overgaden oven vandet 176, præst og kapellan ved Trinitatis kirke, Peder Paludan som boede i Store Kannikestræde 8. Desuden digter og teaterdirektør ved det Kgl. Teater Thomas Thaarup, Gothersgade 191 og Claus Pavels, kapellan ved Nikolaj, Niels Hemmingsensgade 12 (huset er nedrevet). Ideologiske medløberes skæbne er ofte melodramatisk, og det skete også for embedsmanden Christen Pram. Han boede i Sankt Peders Stræde 30, Huset er opført 1803, og Pram (1756-1821) boede her 1807-1818. Grundtvigs idealisering af dansk middelmådighed "Langt højere bjerge" (1820) var en afskedssang til Christen Pram. Set i sin kontekst med enevælde og kummerlige forhold for en stor del af den danske befolkning klinger sangen hult. Over for udlandets højere bjerg, større bedrifter, klogere folk, finere sprog, resurser, satte Grundtvig slette og grønhøj, bøgetræer (dem var der ikke mange tilbage af), våbenskjold, modersmål og "få har for meget og færre for lidt" - hvilket på dette tidspunkt er historieforfalskning. Få havde overvældende for meget, men langt de fleste for lidt. Alt for lidt.

Etatsråd Prams logi. For ham blev kolonierne en barsk skæbne. 53 år gammel var han i så desperat økonomisk nød at han søgte velstand i kolonierne. Det blev kun til et år, så døde han.

Grundtvigs indsigt i fattigdommen må enten slet ikke have været til stede, eller han forsøgte at sleske for enevælden. Etatsråd og forfatter Christen Henriksen Pram (1756-1821) lod sig i desperation udnævne til toldforvalter på St. Thomas. Lønnen her var højere end i Danmark. Det var prisen for den højere løn også. Han overlevede kun et år i det hårde klima og døde 1821. I kolonierne havde få næsten det hele, mens resten ingenting. Prams huskes nu mest for hans tidsskrift Minerva.

Da det tidligere Kongelige Teater ikke længere eksisterer, bringer jeg i stedet et af det nye. Man kan ikke komme uden om teatrets rolle på linje med kirkens i at legitimere slaveri.

Grundtvig var en. En anden H. C. Andersen, hvis skuespil Mulatten havde premiere i 1840 på det Kongelige Teater. H.C Andersens gennembrud som dramatiker og blev spillet for fuldt hus på Det Kgl. Teater med Johanne Louise Heiberg i hovedrollen. Det skal ses i lyset af at Storbritanien havde afskaffet slaveriet i deres kolonier 1833, enevældskongen Frederik 6. var død i december 1839. Debatten om slaver og slaveriet var på sit højeste i de borgerlige liberale kredse: Stod menneskets ukrænkelige frihed eller ejendomsretten højest? Stykket er omdiskuteret, men tematikken præget af en hvid hegemonisk verdensanskuelse. Noget man altså strømmede til på H. C. Andersens tid, men siden har negligeret.

"I am Queen Mary - A hybrid of Bodies, Narratives and Nations". Statue af Jeannette Ehlers og La Vaughn. Det forestiller Mary Leticia Thomas (Queen Mary) som anførte oprør i 1878 mod danske plantageejere. Jo, årstallet skulle være ganske vist, 1878 - 30 år efter Peter von Scholten efter mange danskeres indtryk (pga film mm) havde løst alle problemer. Og samme antal år efter Grundloven.

Et passende sted at afslutte denne artikel er hvor den startede, nemlig ved Davids Samling hvor der i år blev opstillet en stor modelstatue til erindring om hvem der skaffede kaffen, sukkeret og andet til det pakhus som statuen er opstillet udenfor. Alle disse varer kom aldrig den brede danske bondebefolkning til gode. Allerhøjst nogle farvestoffer og silkebånd. Resten gik i nogle få stenrige mænds lommer.