Kolonimagten Danmark

Danmark var en international stormagt hvad angik kolonier og slavehandel. En lille flok danskere blev stenrige af plantagedrift, slaveri og handel. I dette indslag besøger jeg nogle af de steder hvor de satte præg på København

Wilhelm Marstrand (1810-1873). Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have. 1857. (Statens Museum for Kunst). Eller “En Negerpige med to Børn, Studie”. Grundloven 1848 er et blandt mange udtryk for at det gjorde indtryk på magteliten at befolkningen i Vestindien ønskede at emancipiere sig. Justina er ikke malet som slave, men hendes grove hænder over for de to hvide børns høje pander udtrykker håndens underlegenhed over for intelligensen. I praksis var selv det dog mere radikalt end datidens generelle racistiske syn.

Pakhusene

Det er passende at starte en byvandring til kolonitidens Danmark med at kigge på de enorme og imponerende pakhuse i Københavns Havn. For det var her almindelige københavnere for første gang rent fysisk kunne se vidnesbyrd om kolonierne, nemlig varerne. Denne handel med de danske kolonier blev i perioden 1650 - 1850 varetaget af handelskompagnier. Og varerne blev produceret af slaver.

Eigtveds Pakhus (1750) Der mangler to fag ud mod havnen. Facaden vender sin pæne side mod Christiansborg som en ærbødig hyldest til enevælden. Bagsiden er knap så imponerende.

Asiatisk Kompagnis pakhus på Christianshavn kendes nu mest under arkitektens navn, Eigtveds Pakhus. Jeg har ingen anelse om det skyldes at man ikke vil vedkende sig hvem der brugte det, nemlig Asiatisk Kompagni. Et foretagende som i alt væsentligt var finansieret ved slavearbejde, og som var en væsentlig bestanddel i det som man sommetider hører omtalt som "den florissante periode" omtrent 1775-1807. Således kaldet af de som skrev historien, nemlig den lille del af Danmarks befolkning som nød godt af denne velstand.

Vestindisk Pakhus på Larsens Plads.

Vestindisk Handelsselskab stod bag det næsten samtidige Vestindisk Pakhus, Toldbodgade 40 (1780-1781, arkitekt C. F. Harsdorff). Det var beregnet til at opbevare sukker, kaffe, tobak, bomuldindigo og andre koloniprodukter fra de Vestindiske Øer, dyrket af slaver på St. Thomas, St. Jan og St. Croix. København var da Nordeuropas vigtigste center for sukker- og kaffehandel. Tæt på dette ligger Det Gule Pakhus (1777 - 78, brændte 1968, nu boliger 1979) og det Blå Pakhus (1781-83). Begge opført for Østersøisk-Guinesisk Kompagni, der havde ret til handlen på Østersøen og Guinea (Afrika). I det 5 år kompagniet eksisterede udsendte det ca. 35 slaveskibe til de danske besiddelser på ”Guldkysten” i Afrika. Skibene var opkaldt efter de som støttede slavehandelen og var interessenter i kompagniet, fx Kammerherre Schack, grev Ernst Schimmelmann (se nedenfor), grev Moltke, gehejmeråd Guldberg, grev Thott, grev Bernstorff, m.fl. Disse pakhuse rummede korn fra Baltikum, heraf navnet korntørringsmagasinet.

Wilders Plads, Kgl. Grønlandske Handel (1767, J. C. Conradi). Uden tran, ingen gadebelysning i København. Selvom man også skød sæler ved fx Sjælør.

Kgl. Grønlandske Handel ligger på Christianshavnssiden ud for Nyhavn. Egentlig var Grønland koloniseret af Norge, men Norge kom under den danske krone i 1380 og Grønland "fulgte med". Pakhuset blev brugt til fisk, tran (som blev brugt i stor stil til bl.a. belysning) og skind. Importens omfang fremgår af at pakhuset i 1970'erne blev for lille og funktionen flyttet til Aalborg. Kolonien Grønland og bilandene Island og Færøerne blev uden legalt at være kolonier, behandlet som kolonier. Også langt op i vores tid. På den såkaldte koloniudstilling (1905) i Tivoli blev de udstillet på linje med fx Vestindien. Forestillinger som vi med nutidens værdinormer har vanskeligt ved at forestille os, endsige vedkende. I dag huser det repræsentationer fra Grønland, Island og Færøerne.

Koloniherrernes boliger

Mange af de som tjente styrtende på handel med varer produceret af slaver i de danske kolonier, byggede store palæer som man stadig væk kan se rundt omkring i København. Det ville føre for vidt at nævne dem alle, så her blot et udpluk.

Nybrogade 12/Knabrostræde 27 (1732). Oprindeligt var det bygger for hofkonditor J. H. Ziegler. og tegnet af Philip de Lange (1704-1766). Men storkøbmanden Frederik de Coninck (1740-1811) boede her 1770-1783. Derefter flyttede han til Moltkes Palæ på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade 1783-1796.

Håndværkerforeningen, men også Moltkes Palæ og domicil for de Coninck. Oddfellow-palæet kan lige anes yderst til højre.

Hans "sommerhus" var Næsseslottet (se Vandringsløse Tidende, 11. november 2016). Det var i denne periode han grundlagde sin rederi- og handelsvirksomhed, Coninck & Co. Han tjente enorme summer på kolonierne og almindelig handel ved at agere "krigens købmand" i neutralitetsperioden efter 1790. Firmaet klarede sig gennem Englandskrigene, men gik fallit 11 år efter hans død (1822).

"Sukkermanden" sad oprindelig på den gård hvor Ludewig Ferdinand Rømers sukkerraffinaderi lå. Nu sidder den over porten til Nyhavn 11.

I Nyhavn 17 er der stadig mindelser om overkøbmand i Guinea, sukkerraffinadør. Ludewig Ferdinand Rømer (1714-1776). En statue står med en sukkertop i den ene hånd og formen i den anden. Rømer fik 1754 kongelig privilegium til anlæg af raffinaderiet. I 1756 udkom hans Tilforladelig Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea (tysk overs. 1758), og 1760 kom Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea. Disse er værd at nævne da de afslører den kristne kirkes blåstempling af slaveri. Teologen Erik Pontoppidan (1698– 1764) hævdede heri at negerslaveri ikke var uforeneligt med kristendommens bud. "Sukkermanden" er eneste der er tilbage af hans sukkerraffinaderi der blev revet. Den nuværende bygning er fra 1830'erne.

Elefanten skal associere til te, porcelæn og andre østerlandske importvarer.

Nyhavn 15. I dette hus holdt en plantør og slavedriver i Hollandsk Indien Jørgen Hansen Alsing (-1768) ("slavefogeden") til. Det var ham der fik opsat en elefant med matrikelnummeret 8 over ryggen. Elefanten skulle indikere at her var forretning for te, porcelæn og østerlandske importvarer. Ifølge Allan Mylius Thomsen skal han i skænkestuen have haft to tykke slavepiske af flodhesteskind. Betegnende for Nyhavn er ellers det fordrukne og "hyggelige" sømandsatmosfære. Men dette er ingenlunde det fuldstændige billede af historien om Nyhavn

Schimmelmann & Søn

En af de helt store kanoner var forretningsmanden Heinrich Schimmelmann (1724-1782). 1768 skatminister, 1779 lensgreve, storaktionær i Asiatisk kompagni, Guineisk Kompagni, Vestindisk Handelsselskab og Østersøisk-guineisk Handelsselskab. Han drev omfattende plantagedrift og slaveri i dansk Vestindien. Han boede fra 1763 til sin død i Bredgade 28 - det der senere kom til at være kendt som Oddfellowpalæet. Som slaveejer og slavehandler forsynede han hof og adel i Europa med sorte tjenere. Fx  2 børn til det danske hof 1771, og hans børn var rigeligt forsynede med dem. Han var kendt som en hensynsløs og knaldhård forretningsmand, og fik ikke fred i sin grav, Han vedbliver med at vende tilbage til palæet og man kan i sene nattetimer høre en hestevogn skumple hen ad gaden, med fire sorte gangere forspændt. Og han skal se ganske gloende ud. Schimmelmann var en forhadt person blandt almindelige københavnere. I efterdønningerne fra optøjerne i forbindelse med Struensees arrestation i 1772 var en menneskemængde lige ved at storme hans hjem, hvis ikke den var blevet standset af dragoner med opplantede bajonetter.

I dag Odd Fellowpalæet. I kolonitiden det schimmelmannske palæ hvor den danske slaveejer og slavehandler Schimmelmann og søn bredte sig på adskillige kvadratmeter. Og hjemførte slaver fra kolonierne til salg til de der kunne betale.

Sønnen, finans- og udenrigsminister, greve Ernst Schimmelmann (1747-1831) lod ikke faderen meget efter. Han var en stor ejendomsbesidder både i Danmark og på De Vestindiske Øer, hvor han havde store sukkerplantager. Sammenblandingen af statens finanser og personlige gevinstforetagender fortsatte hele vejen igennem den såkaldte florisante periode, men fik så en brat ende efter Englandskrigene 1807-14. Han blev afskediget af Frederik den 6. i forbindelse med statsbankerotten i 1813. Han var bl.a. ansvarlig for en voldsom inflation, som yderligere bevirkede at pengenes værdi på dette tidspunkt kun var omkring 1/100 af det normale fra før 1807. Som enevoldskongen havde for vane, blev Schimmelmann dog taget til nåde og blev udenrigsminister i 1824. Guldalderkultureliten som bl.a. talte ægteparret Rahbek og digterne Jens Baggesen og Adam Öehlenschläger, gjorde som vanligt deres pligt med at hylde denne mand.

Erichsens Palæ på Kongens Nytorv rummer stadig repræsentanter fra finansverdenen, nemlig Danske Bank. Tidligere lå her Kiøbenhavns Handelsbank hvor denne blogs ophavsmand arbejdede i 1970'erne.

Erichsens Palæ, Kongens Nytorv (1801. C.F. Harsdorff). Købmanden Erich Erichsen (1752-1837) ejede skibe som hjembragte krydderier og kostbare stoffer i Ostindien og kornladninger fra de baltiske lande til England. Hans flåde var i 1797 vokset til hele tretten skibe, den dengang tredjestørste danske skibsreder. Da hans skibe begyndte at blive kapret, begyndte han i stedet bankiervirksomhed. Han lånte bl.a. den danske stat uhyre summer. Han var imidlertid dårlig til at vælge gode partnere, hvilket førte til firmaets betalingsstandsning i 1831 og ruin i 1833.

De ideologiske bannerførere

Vi har allerede været inde på den kristne kirkes aktive legitimering af slaveriet (Erik Pontoppidan) Af andre kan man nævnes kapellan Peder Paludan, Overgaden oven vandet 176, præst og kapellan ved Trinitatis kirke, Peder Paludan som boede i Store Kannikestræde 8. Desuden digter og teaterdirektør ved det Kgl. Teater Thomas Thaarup, Gothersgade 191 og Claus Pavels, kapellan ved Nikolaj, Niels Hemmingsensgade 12 (huset er nedrevet). Ideologiske medløberes skæbne er ofte melodramatisk, og det skete også for embedsmanden Christen Pram. Han boede i Sankt Peders Stræde 30, Huset er opført 1803, og Pram (1756-1821) boede her 1807-1818. Grundtvigs idealisering af dansk middelmådighed "Langt højere bjerge" (1820) var en afskedssang til Christen Pram. Set i sin kontekst med enevælde og kummerlige forhold for en stor del af den danske befolkning klinger sangen hult. Over for udlandets højere bjerg, større bedrifter, klogere folk, finere sprog, resurser, satte Grundtvig slette og grønhøj, bøgetræer (dem var der ikke mange tilbage af), våbenskjold, modersmål og "få har for meget og færre for lidt" - hvilket på dette tidspunkt er historieforfalskning. Få havde overvældende for meget, men langt de fleste for lidt. Alt for lidt.

Etatsråd Prams logi. For ham blev kolonierne en barsk skæbne. 53 år gammel var han i så desperat økonomisk nød at han søgte velstand i kolonierne. Det blev kun til et år, så døde han.

Grundtvigs indsigt i fattigdommen må enten slet ikke have været til stede, eller han forsøgte at sleske for enevælden. Etatsråd og forfatter Christen Henriksen Pram (1756-1821) lod sig i desperation udnævne til toldforvalter på St. Thomas. Lønnen her var højere end i Danmark. Det var prisen for den højere løn også. Han overlevede kun et år i det hårde klima og døde 1821. I kolonierne havde få næsten det hele, mens resten ingenting. Prams huskes nu mest for hans tidsskrift Minerva.

Da det tidligere Kongelige Teater ikke længere eksisterer, bringer jeg i stedet et af det nye. Man kan ikke komme uden om teatrets rolle på linje med kirkens i at legitimere slaveri.

Grundtvig var en. En anden H. C. Andersen, hvis skuespil Mulatten havde premiere i 1840 på det Kongelige Teater. H.C Andersens gennembrud som dramatiker og blev spillet for fuldt hus på Det Kgl. Teater med Johanne Louise Heiberg i hovedrollen. Det skal ses i lyset af at Storbritanien havde afskaffet slaveriet i deres kolonier 1833, enevældskongen Frederik 6. var død i december 1839. Debatten om slaver og slaveriet var på sit højeste i de borgerlige liberale kredse: Stod menneskets ukrænkelige frihed eller ejendomsretten højest? Stykket er omdiskuteret, men tematikken præget af en hvid hegemonisk verdensanskuelse. Noget man altså strømmede til på H. C. Andersens tid, men siden har negligeret.

"I am Queen Mary - A hybrid of Bodies, Narratives and Nations". Statue af Jeannette Ehlers og La Vaughn. Det forestiller Mary Leticia Thomas (Queen Mary) som anførte oprør i 1878 mod danske plantageejere. Jo, årstallet skulle være ganske vist, 1878 - 30 år efter Peter von Scholten efter mange danskeres indtryk (pga film mm) havde løst alle problemer. Og samme antal år efter Grundloven.

Et passende sted at afslutte denne artikel er hvor den startede, nemlig ved Davids Samling hvor der i år blev opstillet en stor modelstatue til erindring om hvem der skaffede kaffen, sukkeret og andet til det pakhus som statuen er opstillet udenfor. Alle disse varer kom aldrig den brede danske bondebefolkning til gode. Allerhøjst nogle farvestoffer og silkebånd. Resten gik i nogle få stenrige mænds lommer.