Sorø - Tystrup Sø

Målet med denne etape var den nordlige del af Tystrup Sø. Så faldt der lidt godbidder af til og fra Sorø eller rettere Frederiksberg

Stationen hedder Sorø, men strengt taget er det egentlig Frederiksberg. Altså den stationsby som voksede op syd for Sorø efter at jernbanen kom hertil i 1856. Frederiksbergområdet udviklede sig herefter ret kraftigt efter at være blevet udstykket fra gården Lundsgård (mod nord) og Frederiksberg Mølle (mod syd). På Banevej kan man stadig se rester af den gamle stationsby, fx Hotel Sorø (1856?-1988), nu Netto, rejseladen og i det hele taget det gamle "Centrum" som man kan læse om i en lille fil om Frederiksbergs historie og del 2.

Et herligt landbrug ved Slettevej. Sikkert ikke særlig effektivt, men så meget desto mere emmer det af natur, selv køerne er ude og ser ud til at trives ved nogle halmballebjerge udenfor fotoet.

Men ellers ligner området omkring Frederiksbergvel og Skælskørvej enhver anden 1900-tals bebyggelse. Foråret er i øvrigt på vej, kan man høre af det mere end livlige liv i villakvartererne. Der pippes og synges på livet løs. Indtil man kommer ud i landbrugsdanmark på Skælsørvej mellem Frederiksberg og Lynge. Så bliver alting tyst og blæsten suser over de bare, øde marker.

"Julen har brækket sit ene ben, og puttet det andet i lommen" sang vi som glade børn ved juletid på melodi af "Julen har bragt velsignet bud". Det var ord som var forståelige, modsat fx "velsignet bud". Ordene kom til live på denne smukke præstegård.

Lynge

For kirkehistorisk interesserede er Lynge Kirke og præstegård syd for Sorø ikke helt uinteressant. Det var her Ingemann skrev "Julen har bragt velsignet bud" i 1742. Ingemann vender jeg tilbage til senere i indslaget. Men måske mere spændende er arealet, dvs. kirke, præstegård og øvrige bygninger. De udgør til sammen et sammenhængende og velbevaret stykke landsbykirkemiljø. Kirkens ældste dele stammer fra o. år 1200, senere udvidet i gotisk stil 1350-1400. Tårnet er fra o. 1500. Altså alt sammen fra den katolske tid. Prædikestolen er fra o. 1600 og ser ud som ny.

Interiøret, Lynge Kirke. Prædikestolen, og man kan lige til venstre ane et billede af Andreas Schytte med hustru, se teksten.

"ANDREAS Schytte Pastor Hujus Et BRAABYENSIS ECCLESIAR XXXX ANNOS, NATUS 1634, DENATO 1716 CIIM CONJUGE SVAVISS, ELIZABETH KNOPH HIC IN SPE GLORIOSÆ RESURRECTIONIS, OB SOLUM JESU CHRISTI MERITUM, MOLLITER QVIESCIT. UNUM ROCANS SUPERSTITES LABORUM PRÆMIUM, NE CINERES IN QVIETENT BEATE DEFUNCTI, DONECJESULUM SUUM ET ANIMAM REDUCEM FUERIT AMPLAXATUS + VENI DOMINE JESU VENI CITO AMEN"

Udsigt fra Løvegårdvej mod vådområdet i det nordøstlige hjørne af Tystrup Sø. Tvedegård anes for enden af vejen til venstre.

Fra Løvegårdsvej begynder man at se den dramatiske udsigt ned mod Tystrup Sø og det stærkt kuperede landskab som omgiver søen på denne strækning. Man har også en fin udsigt over vådområdet syd for Tvedegård ved Suserupvej. Jeg spejder også efter Susåen, men kan dog ikke umiddelbart lokalisere den i disen. Den må desværre vente til en anden gang. Turen ned til Tystrup Sø er ret lang.

Naturskoven Suserup Skov med et stendige.

Suserup og Frederikskilde Skove

Suserup Skov er en lille naturskov. Den vestlige del ligger på en stejl skrænt. Udover udsigten udspringer der en kilde øverst på toppen af bakken. Og det er ikke den eneste. Faktisk bliver stien på hele nordsiden af søen konstant overrislet med små bække. Hvorfor man også sine steder har lagt planker ud. Stien er blød og smattet, grene som folk har smidt afhjælper dog til dels dette. Men flere steder må man forlade stien for at finde tør grund at vandre på.

Typisk parti fra den pragtfulde, men også lidt krævende sti gennem skovene, her Frederikskilde. Jo, der er smattet på trods af de planker som er lagt ud. Vandet pipler ud af skrænterne og siler - sine steder fosser - ned mod søen.

Samme billede tegner sig i den måske endnu stejlere Frederikskilde Skov. Her går man på en sti der slynger sig på skrænten og man skal passe godt på ikke at fortabe sig alt for meget i udsigten da chancen for at glide ned er ret stor.  I slutningen af skoven kommer man til noget så eksotisk som en badestrand. Det er ikke en naturlig strand, men anlagt.  På dette tidspunkt dog ganske forladt med et meget blødt græsareal som længst mod vest ender i et decideret moseområde. Her går stien op forbi ruinerne af en langdysse hvis konturer er tydelig på sten der rager op, samt resterne af indgangen.

Bygningen der rummede et bageri 1905-1934. Der skulle være et hul til en aksel der førte den til vandmøllen. Måske er det det firkantede hun i gavlen?

Kongs- og Frederikskilde

Kongskilde er et område med koncentreret kulturhistorie. En vandmølle, gården Frederikskilde, et bageri og Kongskilde Friluftsgård. Der har været mølle her siden 1200-tallet. Den eksisterende møllebygning er dog langt yngre, fra 1910. Den fungerede indtil 1959 og er nu indrettet til akvarium og mødelokale. Samt et udmærket toilet, der er åbent året rundt (dog ikke døgnet rundt). Jeg kunne ikke komme ind i bygningen, men der skulle være en turbine derinde. Den kunne nemlig mere end at male mel, den kunne også producere elektrisk strøm til Frederikskilde og omegn.

Forsiden af Kongskilde Friluftsgård. Gården er dog langt større end dette foto giver indtryk af

Ved siden af ligger et forhenværende bageri opført i 1905. Det fungerede indtil 1934. Æltemaskinen blev drevet af mølleværket, og folderen påstår at man kan se indføringen af akselledningen i gavlene. Men lidt god vilje kunne et lille firkantet hul i bageriet god tolkes i den retning. Men jeg kunne nu ikke se et tilsvarende i møllen.

Vandmøllen virker ikke imponerende. I baggrunden Frederikskilde. Som til gengæld er en gård i sværvægtsklasse. Møllebækken løber til højre for møllen. 

Frederikskilde blev i 1811 købt af Peter Nicolai Nyegaard (1779-1862) som havde været translatør og tolk på de Vestindiske Øer. Han var far til den kvindelige komponist Cora Nyegaard (1812-1891) - som nu mere eller mindre er helt glemt. Men bl.a. B. S. Ingemann kom her hos familien som tilsyneladende på grund af musikinteressen blev kendt som "Sangfuglene fra Frederikskilde”, bl.a. fordi de åbenbart yndede at synge mens de roede rundt på Tystrup Sø og gik skovture. Jeg kan også finde på at smånynne eller fløjte når jeg er ret sikker på at der ikke er nogen der hører på det. Men vil dog frabede mig tilnavn på grund af det. På den anden side af landevejen kommer man til den store firlængede hvide Kongskilde Møllegård (nu Friluftsgård). Den har ligget her siden 1850-erne. Og vejen var engang landevejen mod Storebælt.

Vejen ned mod Husmandsstedet. Som man kan se er den oversvømmet ca midtvejs. Selv her i "højderne" er det meget fugtigt.

Landbrugssletter

Herfra er man så i nogenlunde tørskoet terræn igen i højlandet. Udover en del vandløb er området mest åbent helt op forbi Hundesøen. Ca. 500 meter øst for denne kommer man temmelig højt op og har herfra en glimrende udsigt mod syd. Herfra er landskabet mere "almindeligt". Godt vandreterræn uden de storslåede udsigter som længere mod syd. Øst for Slettevej og golfbanen ligger nogle gamle grusgrave med tilhørende søer.

Et sidste blik fra nord mod syd. Parnasvej løber tværs gennem fotoet.

Ruten

Sorø Station. Lynge. Løvegårdsvej. Suserupvej. Suserup Skov. Frederikskilde Skov. Kongskilde. Hundesøen. Suserupvej. Slettevej. Skælskørvej. Sorø Station. I alt ca. 20 km

Strødam Naturreservat og Gribskov

5 frostgrader og hård vind. Så er det med at finde en rute med læ. Frederiksborg Slot, Strødam Naturreservat med Pøle Å og Gribskov var planen

Allerede på vej ned mod Frederiks Borg Slot gennem Hillerød begyndte jeg at overveje om det her nu ikke var for koldt. Jeg havde ellers pakket mig selv godt ind i uld og vindtæt, med vinden og minus 5 grader er ikke sådan lige til at standse. Det niver i kinderne og fingrene føles allerede som der er ved at gå forfrysninger i dem. For første gang i mange år oplevede at høre isen "synge". Det er en magisk oplevelse og lyder lidt som hvalsang. Det sker når isen sprækker, og det sker især i et vejr som dette hvor isen bearbejdes af frost, høj sol og stærk blæst.

Frederiksborg slot set fra torvet med Christian 4. der står som en anden turistguide klare til at hyre turister.

Frederiksborg Slot

Måske er der lidt varme at få på Frederiksborg Slot. Det var der så ikke, og museet åbner først kl. 11 i vinterhalvåret. Til gengæld var der flere børnehaver, og børnene så ikke ud til at lade sig det kolde vejr gå på. Så ... når de kunne, så kunne jeg vel også. Men der skal gang i skankerne, og det er svært et sted som Frederiksborg Slot i solskin, selv tidlig morgen i stiv blæst. Og så hober motiverne sig jo op. Frederiksborg Slot har aldrig forsvaret landet fra nogen udenlandsk trussel, tværtimod beværtede Frederik 3. den svenske konge her i 1658. Meningen  med disse slotte var også snarere at forsvare kongerne mod bønderne som lagde ryg til at finansiere al ødselheden, og afskrække dem fra at gøre oprør.

Gård ved barokhaven. Barokhaven er et imponerende haveanlæg, og har krævet en mængde ansatte til at holde den. 

Bønderne havde garanteret heller ingen adgang til barokhaven nord for slottet. Her stiger terrænet noget så alle de fornemme kunne få det maksimale ud af udsigten til haven og slottet. Med smækre kvindestatuer der må fryse noget så gudsjammerligt, men ikke synes at lade sig mærke af det. For at føje spot til skade gik turen forbi Badstuen der faktisk mere ligner et lille slot. Men mindre kunne vel ikke gøre det for datidens konger og adel når de skulle forlyste sig på de penge som de bønderne var sat til at lave for dem. Uden at de dog selv har haft nogen som helst adgang til haven.

Badstuen. Intet var for stort for de fine som smed om sig med de penge som landets bønder knoklede løs for at indtjene til dem og som de selv intet fik at se af til gengæld.

Badstuen ligger mellem to damme, Ødammen og Badstuedammen. Badstuen blev dog ikke kun brugt til at bade fra, men også til at æde og drikke når kongen og jagtselskabet var vendt tilbage fra jagt. Formentlig de famøse parforce-jagter, et stort show hvor kongerne skulle føre sig selv frem og vise hvor store helte de var. Lysthuset er bygget under Frederik 2. 1580-81 af den hollandske bygmester Hans Floris. Han var nu ellers i Danmark i andet ærinde, nemlig for at hjælpe til med opførelsen af Kronborg. Man kan godt gå amok i at fotografere Frederiksborg Slot. Så kik videre på de seneste fotoer Flickr eller fra Instagram.

Ødammen med Lille Dyrehave i baggrunden. Her har svømmefuglene også fundet et sted med læ og åbent vand.

Ødammen ligger mellem Lille Dyrehave og Indelukket. Her er der endelig læ. Og uden vind kan man faktisk godt mærke at solen er begyndt at varme godt igennem. Jeg kan mærke varmen gennem min forte uldjakke, og får næsten lyst til at stoppe op. I hvert fald indtil jeg har fået varmet fingrene op igen. Det er nok her at jeg besluttede ikke at vende om igen, men i hvert fald fortsætte som planlagt gennem Selskov hvor der også er nogenlunde læ for at komme til Isterødvejen og Strødam Naturreservat vest for Gribskov.

Den sydlige del af Strødam Naturreservat langs Isterødvejen.

Strødam Naturreservat

Selskov er en fin lille skov uden at gøre meget væsen af sig. På denne kolde, blæsende dag ydede den perfekt læ til at nå frem til et andet mål for dagens tur, Strødam Naturreservat. Der er ikke adgang til store dele af dette, men langs vestsiden en god sti ca 2 km, heraf de ca. 1½ langs selve reservatet. Stien forløber på dæmningen mellem Pøle Å og Strødam. Naturreservatet er kunstig anlagt i 1996. I 2006 blev der sluppet bævere løs som skulle kunne ses hvis man kikker godt efter

Pøle Å. Til højre ses dæmningen til Strødam hvis vandstand er betydeligt over åens. Jeg vil umiddelbart skyde på noget i retning af en meters penge.

Pøle Å fremstår helt tydeligt som en afrettet å. Den forløber som anlagt efter en lineal, og den har da også delt skæbne med så mange andre åer idet den i 1920erne og frem har været belastet med afløb fra landbruget og byernes rensningsanlæg, fx fra Hillerød og Helsinge. Det hele havnede så i Arresø. Og da den er Arresås vigtigste kilde (den står for ca. halvdelen af tilløbet til søen) er den også den største forureningskilde. Strødam (1996), Solbjerg Engså (1993) og Alsønderup Enge er netop blevet etableret for at mindske næringsstofbelastningen af Arresø.

Strødam Naturreservat, udsigt mod nordvest fra fugletårnet mod Gribskov.

Kunstig eller ej. Fuglene er strømmet til området. Selv her på en susende kold vinterdag er der masser af ænder, svømmefugle, gæs og svaner at se, foruden det mylder af småfugle som opholder sig i krattet langs dæmningen.

I den nordvestlige end forbindelse mellem søen og Pøle Å. Vandet strømmer fra søen ud i åen.

I den nordlige ende af Strødam findes forbindelsen til Pøle Å. Den ser ud til at være åben permanent og vandet fosser ned  åen. Isen har kun bidt sig fast enkelte steder langs bredden. Langdbrugslandet starter allerede vest for åen, og hvis der nogensinde har været en randzone her, så er den der ikke længere på dette sted, se fx fotoet.

Pøle Å på strækningen tæt på Fruebjergvej med stien til højre. Træerne markerer området nord forr Strødam som ser ud til at være blevet oversvømmet. Terrænnet hæver sig dog længere nordpå og bliver mere fast efter Gadevangs rende.

Gribskov og Gadevang

Stien fortsætter efter Strødam nord på med Gribskov tættere og tættere på. Men området er ufremkommeligt, det er nærmest oversvømmet. Jeg skal ikke kunne sige om man forestiller sig at træerne efterhånden går ud og bliver til et moseområde. Jeg kigger efter bævere her, men kan dog ikke se nogen. Heller ikke afbidte træstubbe og lignende.

Gadevangs Rendes udløb fra Gribskov. Renden er frossen på denne strækning. Men længere ind mod skoven er isen ikke sikker.

Gadevangs Rende er frosset. Så det er muligt at passere oven på denne mod Gribskov. Man skal dog passe lidt på visse steder. Desuden krydses renden af et elektrisk hegn, så man må gå udenom på landevejen. Gadevang er et flere hundrede år gammel bebyggelse, også fra før der var skovher og i stedet frit udsyn over markerne. Det var dengang vist beboet af folk der tog sig af hestene. I dag består byen fortrinsvis af huse fra 1960'erne og 1979'erne.

Gadevangs Mose er en lyngmose. Den er ganske lille og man kan i slentretempo nå igennem den på 5-10 minutter. Gadevang er en soveby, ganske nydelig med "købmandscafeen JordNær" drevet af frivillige. Der er dog lukket da jeg kommer forbi.

Gribskov på dette stykke er overraskende skovagtigt i modsætning til den østligere del hvor man forstyrres af gennemfartsveje og jernbanens advarselshyl. Skoven er også væsentlig mere kuperet og alt i alt mere "vild" end jeg husker turen langs Esrum Sø.

Gribskov, Louisevej. En typisk skovvej i denne del af Gribskov. Kuperet og med flotte træer, afvekslende vegetation.

Der er gang i motorsavene. Et hold fra Skovskolen er åbenbart ude for at træne, og i hele området syd for Gadevang genlyder skoven af de rasende save. Biler står parkeret langs vejene. Kulden er ikke blevet mindre i løbet af dagen, og da solens kræfter damper af, kan kun et målrettet tempo holde kulden ude. Langt over mit sædvanlige tempo. Så det er en godt mør Vandringsmand der udmattet og med stramme kinder sætter sig i toget med en dampende varm kop filterkaffe.

Flere fotoer på Flickr for Hillerød.

Ruten

Hillerød Station. Frederiksborg Slot. Selskov. Strødam Naturreservat, cykelrute 32 langs Pøle Å. Gribskov. Gadevang. Lille Dyrehave. Hillerød Station. I alt lidt over 20 km. Stort set hele ruten går ad gode vandrestier.

Rude Skov

Rude Skov vinder på alle forventningsparametre: Stor, smuk, brutal, kuperet, utrolig varieret terræn, kulturhistorie og meget mere

Der findes ikke et foto som sammenfatter den uhyre varierede natur i Rude Skov. Men her et som fortæller lidt om det kuperede terræn og den store variation af beplantning.

Det er isen som har været på spil for at skabe det fantastiske landskab som Rude Skov er i dag. Kolossale kosmiske kræfter har været på spil ad flere omgange og rodet godt rundt med jorden. Mange af istidens karakteristiske landskaber kan man finde her, hvis man er geologisk interesseret. Man kan også bare være vandringsmand og nyde det hele uden at tænke så meget over hvordan det blev skabt. Og vinteren er perfekt til at beskue resultaterne af alt dette. Om sommeren er det hele groet til og grønt. Et andet sceneri er sat i gang.

Vejrobservatoriet fra 1906. Udover boligen er der to grønne skure og en bunker. Den er åben og man kan se et par af de gamle instrumenter. Dog ikke særlig opsigtsvækkende.

Der er ikke mange spor af menneskets aktivitet her, bort set fra Naturskolen. Den var engang et vejrobservatorium. Indtil 1992 boede der her en opsynsmand, og der blev foretaget magnetiske målinger i perioden 1906-1968 i en lille bunker. Magnetiske målinger er meget følsomme, og Nordbanens elektrificering betød at det var slut med det. Men man har også aflæst vejrsatellitter herude. Observatoriet ligger også på Forskerruten.

Hvis man vælger at komme til Rude Skov ad Krudtdamsvej, skal man ikke langt ind i skoven før den udfolder sig i al sin magt og vælde.

Søer og damme

Terrænforskelle mm gør at der er langt mellem bund og top. Alle vegne. Og det betyder også at der er masser af små og store søer og damme. Den største er vist Ebberød Dam, med mosekanter mange steder. Man advares i øvrigt om de mosede områder. Godt nok er der ikke rapporteret om forsvundne mennesker, men for et årti siden en araberhest som forsvandt og aldrig er fundet - underforstået den er sunket ned i et bundløst dyb et eller andet sted. Så er mystikken vakt og advarslen sagt.

Del af Ebberød Dam. Søen er blevet brugt til fiskeopdræt og som sådan afvandet en gang i mellem. Men det sker vist ikke længere.

Fra Ebberød Dam til Skovrød Sø blev der engang håndgravet en kanal der skulle afvande dammen. Det foregår dog nu med rør, men kanalen kan stadig anes som en slugt. Kanalen er et eksempel på et meget tidligt dambrug fra 1600-tallet. Her opdrættede man yngel af karper og karusser for det finere hof og herskab i København. Hvis man afvandede dammen, kunne man lettere komme til at indfange fiskene.

Den håndgravede kanal som nu fremstår som en slugt, mellem Ebberød Dam og Skovrød Sø.

Jeg nåede slet ikke rundt til alle de mange søer i skoven, ikke engang alle de store. Men jeg fik dog ud over Ebberød Dam også set Agersø og Løjesø. Sidstnævnte er vist den dybeste, på 6 meter med tilhørende badested. Det var dog ved Agersø at Frederik 7 og Grevinde Danner efter sigende yndede at holde udflugter.

Mountainbike-sporet tværs henover Femsølyng ender mod øst i noget der ligner en gammel kampestensvej.

Ude midt i Rude Skov har jeg gemt en hule.
Hvis du tør må du få lov, at komme med derud.
Men så må du love mig at være musestille.
Så kan jeg fortælle dig hvordan du finder vej.

Genskabte kulturlandskaber

Selv om mennesket mest viser sig i skoven på stierne, så har de dog været der. Blegmandsmose i Ebberød Dams sydøstlige hjørne var engang et område hvor man blegede og tørrede lærred. Nu er mosen ved at blive genskabt og gør egentlig indtil videre ikke det store væsen af sig, men det kan være givtigt at holde øje med området. Femsølyng gammel tørvegrav, og den gør til gengæld væsen af sig. Stedet ligner lige nu mest en forladt græsningsmark med vandhuller og enkelte træer.

Maglebjerg spottes sikkert bedst netop nu hvor træerne er uden løv. Det skal lige nævnes at man allerede på dette sted har skullet gå opad i et godt stykke tid.

Bjerge

Nå ja, bjerge kaldes de altså her i Rude Skov, bakkerne. Og der er et par stykker som er ganske spektakulære og stejle. Intet under at deer går mountainbikespor over dem. Og adskillige af dem jeg så, måtte stå af på grund af stigningen undervejs. Det højeste er Maglebjerg på 91 meter. Ikke bare det højeste i skoven, men også i Nordsjælland. Skoven er ganske stor her, ikke noget med nationalsangens brede bøge. Det drejer sig om ranke, lige stammer der strækker sig næsten uendeligt opad.

Maglebjergs 9 meter lavere Fætter Højbjerg ligger ca 2 km syd for. Også her går et mountainbikespor og udsigten er måske en anelse bedre.

Det næststørste er Højbjerg med 82 meter. Også her er træerne imponerende. På toppen er en blandingsskov af eg og bøg der er 230 år gammel, hvorfor mange af træerne da også er faldet. Ikke på grund af uvejr, men fordi de har nået deres maksimale alder. Det var en tysk forstmand, Johan von Langen som i sin tid stod for at anlægge skoven. Noget mere ubemærket er Lerbakken. På alle bakker er mountainbikeruten, og i dag bliver den flittigt brugt, også af engelsktalende.

Jagtvej. En af de mere regulære veje uden de store højdeforskelle. Men med gode udsigter til begge sider. 

Fredninger

Sydvest for skoven ligger der et par fredninger, nemlig Dumpedalen og Vaserne. Den første er af nyere dato og fremstår ikke som ret meget andet end et forhenværende landbrugsland i forvandling. Vaserne er mere vildt og tilgroet.

Egemosevej. Endnu en skovvej med blandet skov på begge sider. Så kan der igen gås rask derudaf!

Ude midt i Rudeskov har jeg gemt mim hule
Med det er forbudt ved lov at sige hvor den er
Hvis du viser nogen vej, så sir’ jeg aldrig mere
Nogen hemmelighed til dig  for så er du fej.

Jeg røbede heller ikke hvor hulen er. For helt ærlig så har jeg ikke nogen hule, og det hele er også bare et børnerim. Det er skoven til gengæld ikke. Den ligger bare der, stor og hemmelig. Der er masser af den, og i modsætning til så megen anden natur i Danmark, så slipper den ikke sådan op på en hel dag. Der er masser at se, selv til flere dage.

Ruten

Birkerød Station. Dumpedalen. Krudtdamsvej. Vejrobservatoriet. Ebberød Dam. Slugten og Skovrød Sø. Blegmandsmose. Maglebjerg. Femsølyng. Vildtfogedvej. Agersø. Højbjerg. Løjesø. Vaserne. Bistrup Hegn. Birkerød Station.