Strødam Naturreservat og Gribskov

5 frostgrader og hård vind. Så er det med at finde en rute med læ. Frederiksborg Slot, Strødam Naturreservat med Pøle Å og Gribskov var planen

Allerede på vej ned mod Frederiks Borg Slot gennem Hillerød begyndte jeg at overveje om det her nu ikke var for koldt. Jeg havde ellers pakket mig selv godt ind i uld og vindtæt, med vinden og minus 5 grader er ikke sådan lige til at standse. Det niver i kinderne og fingrene føles allerede som der er ved at gå forfrysninger i dem. For første gang i mange år oplevede at høre isen "synge". Det er en magisk oplevelse og lyder lidt som hvalsang. Det sker når isen sprækker, og det sker især i et vejr som dette hvor isen bearbejdes af frost, høj sol og stærk blæst.

Frederiksborg slot set fra torvet med Christian 4. der står som en anden turistguide klare til at hyre turister.

Frederiksborg Slot

Måske er der lidt varme at få på Frederiksborg Slot. Det var der så ikke, og museet åbner først kl. 11 i vinterhalvåret. Til gengæld var der flere børnehaver, og børnene så ikke ud til at lade sig det kolde vejr gå på. Så ... når de kunne, så kunne jeg vel også. Men der skal gang i skankerne, og det er svært et sted som Frederiksborg Slot i solskin, selv tidlig morgen i stiv blæst. Og så hober motiverne sig jo op. Frederiksborg Slot har aldrig forsvaret landet fra nogen udenlandsk trussel, tværtimod beværtede Frederik 3. den svenske konge her i 1658. Meningen  med disse slotte var også snarere at forsvare kongerne mod bønderne som lagde ryg til at finansiere al ødselheden, og afskrække dem fra at gøre oprør.

Gård ved barokhaven. Barokhaven er et imponerende haveanlæg, og har krævet en mængde ansatte til at holde den. 

Bønderne havde garanteret heller ingen adgang til barokhaven nord for slottet. Her stiger terrænet noget så alle de fornemme kunne få det maksimale ud af udsigten til haven og slottet. Med smækre kvindestatuer der må fryse noget så gudsjammerligt, men ikke synes at lade sig mærke af det. For at føje spot til skade gik turen forbi Badstuen der faktisk mere ligner et lille slot. Men mindre kunne vel ikke gøre det for datidens konger og adel når de skulle forlyste sig på de penge som de bønderne var sat til at lave for dem. Uden at de dog selv har haft nogen som helst adgang til haven.

Badstuen. Intet var for stort for de fine som smed om sig med de penge som landets bønder knoklede løs for at indtjene til dem og som de selv intet fik at se af til gengæld.

Badstuen ligger mellem to damme, Ødammen og Badstuedammen. Badstuen blev dog ikke kun brugt til at bade fra, men også til at æde og drikke når kongen og jagtselskabet var vendt tilbage fra jagt. Formentlig de famøse parforce-jagter, et stort show hvor kongerne skulle føre sig selv frem og vise hvor store helte de var. Lysthuset er bygget under Frederik 2. 1580-81 af den hollandske bygmester Hans Floris. Han var nu ellers i Danmark i andet ærinde, nemlig for at hjælpe til med opførelsen af Kronborg. Man kan godt gå amok i at fotografere Frederiksborg Slot. Så kik videre på de seneste fotoer Flickr eller fra Instagram.

Ødammen med Lille Dyrehave i baggrunden. Her har svømmefuglene også fundet et sted med læ og åbent vand.

Ødammen ligger mellem Lille Dyrehave og Indelukket. Her er der endelig læ. Og uden vind kan man faktisk godt mærke at solen er begyndt at varme godt igennem. Jeg kan mærke varmen gennem min forte uldjakke, og får næsten lyst til at stoppe op. I hvert fald indtil jeg har fået varmet fingrene op igen. Det er nok her at jeg besluttede ikke at vende om igen, men i hvert fald fortsætte som planlagt gennem Selskov hvor der også er nogenlunde læ for at komme til Isterødvejen og Strødam Naturreservat vest for Gribskov.

Den sydlige del af Strødam Naturreservat langs Isterødvejen.

Strødam Naturreservat

Selskov er en fin lille skov uden at gøre meget væsen af sig. På denne kolde, blæsende dag ydede den perfekt læ til at nå frem til et andet mål for dagens tur, Strødam Naturreservat. Der er ikke adgang til store dele af dette, men langs vestsiden en god sti ca 2 km, heraf de ca. 1½ langs selve reservatet. Stien forløber på dæmningen mellem Pøle Å og Strødam. Naturreservatet er kunstig anlagt i 1996. I 2006 blev der sluppet bævere løs som skulle kunne ses hvis man kikker godt efter

Pøle Å. Til højre ses dæmningen til Strødam hvis vandstand er betydeligt over åens. Jeg vil umiddelbart skyde på noget i retning af en meters penge.

Pøle Å fremstår helt tydeligt som en afrettet å. Den forløber som anlagt efter en lineal, og den har da også delt skæbne med så mange andre åer idet den i 1920erne og frem har været belastet med afløb fra landbruget og byernes rensningsanlæg, fx fra Hillerød og Helsinge. Det hele havnede så i Arresø. Og da den er Arresås vigtigste kilde (den står for ca. halvdelen af tilløbet til søen) er den også den største forureningskilde. Strødam (1996), Solbjerg Engså (1993) og Alsønderup Enge er netop blevet etableret for at mindske næringsstofbelastningen af Arresø.

Strødam Naturreservat, udsigt mod nordvest fra fugletårnet mod Gribskov.

Kunstig eller ej. Fuglene er strømmet til området. Selv her på en susende kold vinterdag er der masser af ænder, svømmefugle, gæs og svaner at se, foruden det mylder af småfugle som opholder sig i krattet langs dæmningen.

I den nordvestlige end forbindelse mellem søen og Pøle Å. Vandet strømmer fra søen ud i åen.

I den nordlige ende af Strødam findes forbindelsen til Pøle Å. Den ser ud til at være åben permanent og vandet fosser ned  åen. Isen har kun bidt sig fast enkelte steder langs bredden. Langdbrugslandet starter allerede vest for åen, og hvis der nogensinde har været en randzone her, så er den der ikke længere på dette sted, se fx fotoet.

Pøle Å på strækningen tæt på Fruebjergvej med stien til højre. Træerne markerer området nord forr Strødam som ser ud til at være blevet oversvømmet. Terrænnet hæver sig dog længere nordpå og bliver mere fast efter Gadevangs rende.

Gribskov og Gadevang

Stien fortsætter efter Strødam nord på med Gribskov tættere og tættere på. Men området er ufremkommeligt, det er nærmest oversvømmet. Jeg skal ikke kunne sige om man forestiller sig at træerne efterhånden går ud og bliver til et moseområde. Jeg kigger efter bævere her, men kan dog ikke se nogen. Heller ikke afbidte træstubbe og lignende.

Gadevangs Rendes udløb fra Gribskov. Renden er frossen på denne strækning. Men længere ind mod skoven er isen ikke sikker.

Gadevangs Rende er frosset. Så det er muligt at passere oven på denne mod Gribskov. Man skal dog passe lidt på visse steder. Desuden krydses renden af et elektrisk hegn, så man må gå udenom på landevejen. Gadevang er et flere hundrede år gammel bebyggelse, også fra før der var skovher og i stedet frit udsyn over markerne. Det var dengang vist beboet af folk der tog sig af hestene. I dag består byen fortrinsvis af huse fra 1960'erne og 1979'erne.

Gadevangs Mose er en lyngmose. Den er ganske lille og man kan i slentretempo nå igennem den på 5-10 minutter. Gadevang er en soveby, ganske nydelig med "købmandscafeen JordNær" drevet af frivillige. Der er dog lukket da jeg kommer forbi.

Gribskov på dette stykke er overraskende skovagtigt i modsætning til den østligere del hvor man forstyrres af gennemfartsveje og jernbanens advarselshyl. Skoven er også væsentlig mere kuperet og alt i alt mere "vild" end jeg husker turen langs Esrum Sø.

Gribskov, Louisevej. En typisk skovvej i denne del af Gribskov. Kuperet og med flotte træer, afvekslende vegetation.

Der er gang i motorsavene. Et hold fra Skovskolen er åbenbart ude for at træne, og i hele området syd for Gadevang genlyder skoven af de rasende save. Biler står parkeret langs vejene. Kulden er ikke blevet mindre i løbet af dagen, og da solens kræfter damper af, kan kun et målrettet tempo holde kulden ude. Langt over mit sædvanlige tempo. Så det er en godt mør Vandringsmand der udmattet og med stramme kinder sætter sig i toget med en dampende varm kop filterkaffe.

Flere fotoer på Flickr for Hillerød.

Ruten

Hillerød Station. Frederiksborg Slot. Selskov. Strødam Naturreservat, cykelrute 32 langs Pøle Å. Gribskov. Gadevang. Lille Dyrehave. Hillerød Station. I alt lidt over 20 km. Stort set hele ruten går ad gode vandrestier.

Rude Skov

Rude Skov vinder på alle forventningsparametre: Stor, smuk, brutal, kuperet, utrolig varieret terræn, kulturhistorie og meget mere

Der findes ikke et foto som sammenfatter den uhyre varierede natur i Rude Skov. Men her et som fortæller lidt om det kuperede terræn og den store variation af beplantning.

Det er isen som har været på spil for at skabe det fantastiske landskab som Rude Skov er i dag. Kolossale kosmiske kræfter har været på spil ad flere omgange og rodet godt rundt med jorden. Mange af istidens karakteristiske landskaber kan man finde her, hvis man er geologisk interesseret. Man kan også bare være vandringsmand og nyde det hele uden at tænke så meget over hvordan det blev skabt. Og vinteren er perfekt til at beskue resultaterne af alt dette. Om sommeren er det hele groet til og grønt. Et andet sceneri er sat i gang.

Vejrobservatoriet fra 1906. Udover boligen er der to grønne skure og en bunker. Den er åben og man kan se et par af de gamle instrumenter. Dog ikke særlig opsigtsvækkende.

Der er ikke mange spor af menneskets aktivitet her, bort set fra Naturskolen. Den var engang et vejrobservatorium. Indtil 1992 boede der her en opsynsmand, og der blev foretaget magnetiske målinger i perioden 1906-1968 i en lille bunker. Magnetiske målinger er meget følsomme, og Nordbanens elektrificering betød at det var slut med det. Men man har også aflæst vejrsatellitter herude. Observatoriet ligger også på Forskerruten.

Hvis man vælger at komme til Rude Skov ad Krudtdamsvej, skal man ikke langt ind i skoven før den udfolder sig i al sin magt og vælde.

Søer og damme

Terrænforskelle mm gør at der er langt mellem bund og top. Alle vegne. Og det betyder også at der er masser af små og store søer og damme. Den største er vist Ebberød Dam, med mosekanter mange steder. Man advares i øvrigt om de mosede områder. Godt nok er der ikke rapporteret om forsvundne mennesker, men for et årti siden en araberhest som forsvandt og aldrig er fundet - underforstået den er sunket ned i et bundløst dyb et eller andet sted. Så er mystikken vakt og advarslen sagt.

Del af Ebberød Dam. Søen er blevet brugt til fiskeopdræt og som sådan afvandet en gang i mellem. Men det sker vist ikke længere.

Fra Ebberød Dam til Skovrød Sø blev der engang håndgravet en kanal der skulle afvande dammen. Det foregår dog nu med rør, men kanalen kan stadig anes som en slugt. Kanalen er et eksempel på et meget tidligt dambrug fra 1600-tallet. Her opdrættede man yngel af karper og karusser for det finere hof og herskab i København. Hvis man afvandede dammen, kunne man lettere komme til at indfange fiskene.

Den håndgravede kanal som nu fremstår som en slugt, mellem Ebberød Dam og Skovrød Sø.

Jeg nåede slet ikke rundt til alle de mange søer i skoven, ikke engang alle de store. Men jeg fik dog ud over Ebberød Dam også set Agersø og Løjesø. Sidstnævnte er vist den dybeste, på 6 meter med tilhørende badested. Det var dog ved Agersø at Frederik 7 og Grevinde Danner efter sigende yndede at holde udflugter.

Mountainbike-sporet tværs henover Femsølyng ender mod øst i noget der ligner en gammel kampestensvej.

Ude midt i Rude Skov har jeg gemt en hule.
Hvis du tør må du få lov, at komme med derud.
Men så må du love mig at være musestille.
Så kan jeg fortælle dig hvordan du finder vej.

Genskabte kulturlandskaber

Selv om mennesket mest viser sig i skoven på stierne, så har de dog været der. Blegmandsmose i Ebberød Dams sydøstlige hjørne var engang et område hvor man blegede og tørrede lærred. Nu er mosen ved at blive genskabt og gør egentlig indtil videre ikke det store væsen af sig, men det kan være givtigt at holde øje med området. Femsølyng gammel tørvegrav, og den gør til gengæld væsen af sig. Stedet ligner lige nu mest en forladt græsningsmark med vandhuller og enkelte træer.

Maglebjerg spottes sikkert bedst netop nu hvor træerne er uden løv. Det skal lige nævnes at man allerede på dette sted har skullet gå opad i et godt stykke tid.

Bjerge

Nå ja, bjerge kaldes de altså her i Rude Skov, bakkerne. Og der er et par stykker som er ganske spektakulære og stejle. Intet under at deer går mountainbikespor over dem. Og adskillige af dem jeg så, måtte stå af på grund af stigningen undervejs. Det højeste er Maglebjerg på 91 meter. Ikke bare det højeste i skoven, men også i Nordsjælland. Skoven er ganske stor her, ikke noget med nationalsangens brede bøge. Det drejer sig om ranke, lige stammer der strækker sig næsten uendeligt opad.

Maglebjergs 9 meter lavere Fætter Højbjerg ligger ca 2 km syd for. Også her går et mountainbikespor og udsigten er måske en anelse bedre.

Det næststørste er Højbjerg med 82 meter. Også her er træerne imponerende. På toppen er en blandingsskov af eg og bøg der er 230 år gammel, hvorfor mange af træerne da også er faldet. Ikke på grund af uvejr, men fordi de har nået deres maksimale alder. Det var en tysk forstmand, Johan von Langen som i sin tid stod for at anlægge skoven. Noget mere ubemærket er Lerbakken. På alle bakker er mountainbikeruten, og i dag bliver den flittigt brugt, også af engelsktalende.

Jagtvej. En af de mere regulære veje uden de store højdeforskelle. Men med gode udsigter til begge sider. 

Fredninger

Sydvest for skoven ligger der et par fredninger, nemlig Dumpedalen og Vaserne. Den første er af nyere dato og fremstår ikke som ret meget andet end et forhenværende landbrugsland i forvandling. Vaserne er mere vildt og tilgroet.

Egemosevej. Endnu en skovvej med blandet skov på begge sider. Så kan der igen gås rask derudaf!

Ude midt i Rudeskov har jeg gemt mim hule
Med det er forbudt ved lov at sige hvor den er
Hvis du viser nogen vej, så sir’ jeg aldrig mere
Nogen hemmelighed til dig  for så er du fej.

Jeg røbede heller ikke hvor hulen er. For helt ærlig så har jeg ikke nogen hule, og det hele er også bare et børnerim. Det er skoven til gengæld ikke. Den ligger bare der, stor og hemmelig. Der er masser af den, og i modsætning til så megen anden natur i Danmark, så slipper den ikke sådan op på en hel dag. Der er masser at se, selv til flere dage.

Ruten

Birkerød Station. Dumpedalen. Krudtdamsvej. Vejrobservatoriet. Ebberød Dam. Slugten og Skovrød Sø. Blegmandsmose. Maglebjerg. Femsølyng. Vildtfogedvej. Agersø. Højbjerg. Løjesø. Vaserne. Bistrup Hegn. Birkerød Station.

Holte - Kikhanerenden - Skodsborg

Bidende kulde og strabadserende terræn: På skov- og ådalstur en kold februardag i det nordsjællandske

Udsigten fra Skodsborg Station mod Strandvejen og Strandparken giver måske et indtryk af betingelserne for torsdagens vandring: Hård blæst, temperatur tæt på 0 grader. Noget der giver farve i kinderne!

En af Nordsjællands mange ådale går temmelig diskret (vist nok) fra Holte til Skodsborg. Camoufleret som Søllerød Sø, Den Indre Sø og Kalvemose i Søllerød Kirkeskov, Kikhanerenden og vist nok også Bøllemosen. Vist nok fordi den sidste ligger en anelse syd for, men pga. vejrets beskaffenhed - kraftig vind og tæt på frysepunktet - valgte jeg at gå gennem Jægersborg Hegn. Så må jeg have resten af Kikhanerenden til gode til en anden god gang!

Frost i Geelskov.

Første del af turen går gennem Geelskov - der rent vandremæssigt er lidt fysisk krævende pga det meget kuperede terræn. Og det er også bl.a. hvad skoven bliver brugt til - agility træning, bl.a. med en omfattende moutainbike-rute. Godt gennem dette terræn må man finde sig i at Søllerød Sø er privat område. Det er kun en ganske lille del i det sydøstlige hjørne som der er offentlig adgang til. Resten er "adgang forbudt" for de der ikke kender nogen der har købt grund ned til søen. Og de passer godt på ikke at lukke uvedkommende ind.

Udsigten fra toppen af Hulvejen som man kan se kommer ind i fotoet nederst til højre. Man kan fornemme hvor stejlt der er. Til venstre bag træerne er kirkegården og Søllerød Sø. Ved den stråtækte gård er der en smal jordvej ud til et sø-kik.

Søllerød - det gamle

I stedet for at gå efter at nyde søen, kan man fx gå efter det gamle Søllerød. Det samler sig omkring kirken og kirkegården med naboerne - den 1-stjernede Michelin-restaurant Søllerød Kro, museet Mothsgården og den nyrestaurerede og meget dramatiske hulvej forbi kroen ned til Søllerød Sø. Mothsgården er en gammel lystejendom fra slutningen af 1600-tallet for gehejmeråd og sprogforsker Matthias Moth. Uden for museet er der forskellige genstande man kan kigge på, bl.a. en klokke fra Nærum Kostskole med de opmuntrende ord: "Glad barndom, dygtig mand" og årstallene 1903 og 1907. Kostskolen eksisterer ikke længere. Den blev sprængt i luften under 2. verdenskrig, 1943.

Den Indre Sø set fra dæmningen der deler mosen og søen. 

Søllerød Kro har ikke altid haft en michelin-stjerne. Dens beliggenhed kan forklares med at den blev  startet i 1677 af den lokale præst og var beregnet på sognebørn og gennemrejsende. De tvangskristnede bønder og deres ansatte var imidlertid ikke lige begejstrede for kirken dengang, men når man nu alligevel skulle møde op i kirken for ikke at skulle betale mulkt eller i værste fald ende i halsjern foran kirken pga manglende fremmøde, kunne man vel lige så godt udveksle nyheder og erfaringer med andre i sognet, og det foregik altså ofte over bordet på kroen. I den grad at livet på kroen i 1824 blev beskrevet således i tidsskriftet Politivennen, og her fremgik det at man til tider ikke engang nåede længere end til kroen når der var gudstjeneste:

"Blandt de om man tør sige ulykkelige byer der ejer et sådant drikkehus, er også Søllerød By på Københavns Amt indbefattet. Det er ikke sjældent at personer af byens og omegnens beboere kommer ud fra den, segner på næsen og styrer deres kurs i forskellige retninger. Ja man ser ofte om natten kl. 11 og derover hele flokke at vælte ud af nævnte drikkehus, og på gaden foretager berusede og den laveste menneskeklasse uforskammet støjen, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og lignende, så at man ofte med god grund må være bange for at passere de steder hvor disse gaste sværmer omkring. Dog, det er ikke alene lørdag og søndag såvel som de øvrige dages aftener der vanhelliges til dette brug. Ofte har der fundet drikkeselskaber sted på søn- og helligdage under gudstjenesten, så at man stundom ser dette sted prydet med flere af Bachi end det hellige tempel af religionens tilbedere. Oh, harmende uforskammethed!"

Dette billede er i øvrigt noget ganske almindeligt forekommende også andre steder end Søllerød. Så dette er ikke specielt for denne landsby.

Søllerød Kro. Hvem ville ikke gerne indtage et måltid på et så smukt sted? Og man behøver ikke længere at være opmærksom på kirketiden.

På denne bidende kolde dag er der dog ganske mennesketomt, bortset fra en brav gartner som er i gang på kirkegården. Vest for denne kan man gå ad den nyrestaurerede oldtidsvej, Hulvejen, afmærket med en sten øverst og en planche der fortæller om dens historie. Den er ganske dramatisk og skærer sig vej ned i dybet langs en stejl skrænt hvorfra man har en mageløs udsigt over et lille område i søens østlige ende.

Kikhanerenden se fra Motorvejen mod vest. Dette er et af de få steder hvor man kan få et indtryk af rendens størrelse i det fri. På lange strækninger er den rørlagt eller utilgængelig. 

Ådalen og Kikhanerenden

Herfra er man nået ned i ådalen der går mod øst. Der findes stier på begge sider af dalen. Jeg valgte den sydlige for at gå i læ for vinden. Ådalen er ganske flot og et dejligt vandreterræn - selv med de frosne knolde der sætter anklerne på arbejde. Godt en kilometer mod øst lige før Attemosevej støder man på Kikhanerendens udspring. Her er også en planche som fortæller om rendens kranke skæbne siden 1950'erne hvor den blev rettet ud og belagt med fliser for at fungere som "spildevandsteknisk anlæg". Med andre ord kloak. Fuldstændig lige som den skæbne der overgik Harrestrup Å. Men modsat denne har man kunnet genskabe noget af dens naturlige forløb igen, hvilket man kan nyde godt af øst for Helsingørmotorvejen. Godt nok er åen kun tilgængelig i glimt, men selve ådalen er usædvanlig smuk at gå igennem.

Kikhanerenden øst for Motorvejen. Om der har været fliser her, ved jeg ikke. Men hvis der har, så er de i hvert fald fjernet.

Sidste halvdel af vejen mellem motorvejen og Egebækvej blev fredet i 1951 under navnet Kikhaneengen. Det afgræsses nu af kvæg. I fredningens vestlige hjørne er der indrettet en højtliggende Eventyrskov for mindre børn hvor man kan komme rundt og læse forskellige eventyr om væsner fra skoven. Kæmpeedderkoppen, Fortællebøgen mm. Man kan sagtens tage mindre børn med, da der er meget kort afstand mellem posterne. Faktisk kan man se fra den ene til den anden på denne årstid hvor intet er sprunget ud endnu.

Jægersborg Hegn. Solen titter bleg frem gennem skyerne. Søen er frosset til. Særlig megen magt var solen nu ikke, den varmer ikke spor.

Jægersborg Hegn

Kikhanerenden fortsætter mod nordøst, men ifølge kortet kommer men her mere ud i åbent terræn, og med den stive blæst og temperaturen tæt på frysepunktet, valgte jeg i stedet at gå mod øst og søge læ i Jægersborg Hegn. Terrænet her er ikke så kuperet som i Geelskov, men til gengæld er der en del mere at se på. Der er oldtidshøje, endda samlet i grupper på op til tre. Og så ligger der en meget lille, men anbefalelsesværdige mose, Bøllemosen ½ km. nordvest for Skodsborg Station. Engang var den en stor hængesæk, men den blev ødelagt af tørvegravning, og først i nyere tid er den begyndt at blive genskabt. Der er en vist nok ret nyanlagt gangbro midt gennem mosen hvorfra man kan se hængesækken. Et mærkeligt og sjældent landskab med sin særegne karakter.

Bøllemosen. Hængesækken er ved at blive genskabt efter at være blevet gravet væk. Søen er omkring 3,2 meter dyb, og hængesækken vokser hen over det dybere vand.

Bøllemosen

Først kom planten mosebølle, så blev Bøllemosen opkaldt efter planten, og så kom der i 1885 en flok læredrenge der vakte opmærksomhed ved deres uvornhed og om søndagen opholdt sig i Bøllemosen, "Bøllesjakket". Herefter til ordet bølle alment kendt som en person, der overfalder sagesløse mennesker. Og det er ganske vist! Det står i Ordbog over det danske Sprog. Bøllemosen ser ikke ud af ret meget, men det gør specielle landskaber en gang imellem. Også selv om de ikke bare er specielle, men også værdifulde.

Skodsborg Station. Københavnere kan godt føle sig hjemme her. I stueetagen holder en af Københavns Skovbørnehaver til (indgangen er i gavleen), og på en dag som denne sætter børnene deres præg på de skovlige omgivelser.

Skodsborg

I 1980'erne kørte jeg forbi Skodsborg i kystbanetogene, men da jeg nu ser stationen slår det mig for første gang hvor stor den egentlig er. Den er fra 1897 og ikke overraskende tegnet af Heinrich Wenck. Frederik VII og Grevinde Danner til her i midten af 1800-tallet. Og snobberi tiltrak kongeglade villabyggere og (bade)hoteller ("Øresund" og "Skodsborg Søbad"). Den internationale turisme krævede naturligvis en fornem station. Og derfor ligger der nu denne statelige kæmpestation på et næsten mennesketomt område i udkanten af en skov. Ellers er der ikke meget at komme efter i Skodsborg som vandrer. Den diminuitive Skodsborg Strandpark er ikke ret meget større end et hundetoilet, og udsigten er ikke Øresundskystens bedste. Nedenfor stationen rinder en kilde. Skodsborg er bl.a. kendt for sit sanatorium, så jeg ved ikke om det engang skal have været særligt godt vand i den kilde. Men nu er der er advarselsskilt om ikke at drikke vandet.

Alting ser bedre ud i solskin, og specielt sådanne landskaber som disse. Og på fotoer ser det egentlig mere trist ud end det er i virkeligheden. Man skal dog ikke lade sig narre af fotoerne. Det er en ganske dejlig tur, selv i strid blæst og bidende koldt. Dele af ruten falder sammen med Rudersdalruten.

Ruten

Holte Station. Geels Skov. Søllerød gamle by. Rævebakkevej/Søllerød Kirkeskov. Kikhanerenden. Egebækvej. Jægersborg Hegn. Bøllemosen. Skodsborg Station.