Vallø Gods

Flot efterårsvejr til dagens tur i fredet herregårdslandskab og lang kysten ved Køge Bugt

Dagens store overraskelse, kysten ved Strøby Egede, og den blev bare bedre og bedre jo længere man kom nordpå mod Køge.

Herregårdslandet består af fredningerne omkring Vallø Slot mellem Køge og Valløby, og kystvandringen af strækningen mellem Strøby Egede og Køge. Især kyststrækningen nord for Strøby Egede viste sin flotte side på denne blæsende, men solrige efterårsdag. Og gennem to kommuner, Køge og Stevns.

Knapmagervej lige når man kommer ud af Billeborg Indelukke og kigger mod nord. Et typisk vy fra denne del af herregårdslandskabet. 

Vallø Gods fredninger

Herregårdslandskaber er ikke nogen entydig fornøjelse at vandre rundt i. Og da slet ikke en dag i oktober. For de sortladne, næsten uendeligt store kulturstepper giver et monotont og livløst skue mens man går langs dem også selv om fx Valløvej er en lindealle. Men vejtræerne står så underligt klemt på en ca. to meter strimmel mellem asfalten og pløjmarkerne. Heldigvis er der dog en del skovområder som man kan gå forbi, og skovene i fejler i dette tilfælde ikke noget. Fra nord er det Strandskov, Billesborg Indelukke med fyr, gran, bøg og eg, Dyrehaven, Pramskov med børnehaven Fikintehuset, Purlunden nord for slotsparken. Undervejs kommer man forbi en del huse, Duehuset, Indelukkehus og Billesborgskolen (Køge Friskole). Eleverne fra sidstnævnte satte sit præg på turn gennem dette område, men dog ikke som bybørn ofte gør: råbende så man kan høre dem i flere kilometers afstand. Skoleeleverne her har åbenbart lært at man ikke behøver at skrige trommehinderne ind for at gøre sig forståelige i skoven.

Valløvej er for så vidt (eller kunne i hvert fald være det) en flot lindealle, hvis bare der dog have været bare lidt mere end den ca 2 meter brede strimmel mellem de sortladne kulturstepper og asfalten. Alleen er fortrinsvis til bilister eller cyklister der skal skynde sig fra sted til sted.

Mellem Indelukket og Pramskoven kommer man så ud i den ørkesløse kultursteppe som er så karakteristisk for herregårdslandskaber. Herregårdene stammer fra den tid da det danske samfund var gennemsyret af vold eller trusler om vold. Og det gjaldt fra kongen ned gennem hierarkiet til bondesamfundet som  selv var opdelt i rige og fattige gårdejere, jordløse husmænd, karle, piger, tjenestefolk og subsistensløse. Og i herregårdslandskabet var godsejeren herskeren.

Hvor skulle man skjule sig? Selv her flere kilometer fra Vallø Slot rager de to tårne i vejret. Og for det jævne folk må det have været en stadig påmindelse om hvem der bestemte. Det store sortladne kultursteppeområde er ganske almindeligt i denne del af fredningen. Her taget fra Nyhavevej syd for Vallø Slot. I Tolkiens "Ringenes Herre" hører elverne til de gode. Det gjorde de stevnske elver ikke i "Elverhøj" som citeret ovenfor. Men det er sikkert helt uden forbindelse med hinanden. 

De to tårne på Vallø kan ses fra næsten alle steder på godset. De rager op, næsten som de to tårne i Tolkiens "Ringenes Herre", hvor det ikke er vanskeligt at forestille sig at bønderne må have følt det som Saurons øje der søgende som et fyrtårn strejfede rundt i landskabet for at holde øje med at de formastelige bønder nu også bestilte noget så godsejeren kunne få til sit underhold i sus og dus på slottet.

Vallø Slot set fra slotsparken. Mankan lige ane voldgraven og bagindgandens bro helt yderst til højre. En af de bedste vinkler at se slottet fra. Der er åbent i slotsparken og der er udmærkede toiletforhold.

Vallø Slot

Slottet selv ligger høj, mørk og uindtagelig på en ø omgivet af en voldgrav. Allerede omkring år 1300 lå her en befæstet borg omgivet af voldgrave. Der er kun adgang over to broer som hurtigt kunne trækkes op i forsvar for at forsvare godsejeren. Måske mod indtrængende udenlandske fjender, men nok mere mod opsætsige bønder der var trætte af at være underlagt alskens tvangsarbejde og skatter. Foran hovedporten ligger der en hel lille landsby fra 1700-tallet, bl.a. en slotskro som stadig fungerer og serverer mad, stiftskontor, betjentbolig, præstegård og lægebolig. Syd- og vestfløjene på slottet har rødder tilbage til 1586. Det er dem med tårnene. Nord- og østfløjene er opført ca 150 år senere, bl.a. barokbygningen “Det Hvide Stift”. Hele balladen brændte i 1893. Men heldigvis overlevede murene modstod og derfor kunne man genopføre slottets ydre.

Slottet set fra den anden side, i forgrunden Kuskehuset. Fotoet er taget fra den lille landsbylignende bebyggelse syd for selve slottet.

Der er ikke offentlig adgang til slottet bortset fra Slotsgården i tidsrummet mellem klokken 10 og 18. Men det er der til den imponerende Slotsparken fra 1700-tallet. Den er oprindelig anlagt efter model af fransk barokhave, men moden skiftede senere til engelsk stil og det er den man kan se i dag, inklusiv lindehøj, lysthuse og søjler med kapitæler.

Stiftskontoret og vejen op til hovedindgangen til slottet. Rundt om hjørnet til højre ligger slotskroen.

Slottet har i en periode været brugt af konger og dronninger, Frederik IVs dronning til venstre hånd Anne Sophie Rewentlow og, Christian VIs dronning Sophie Magdalene.

Endnu et sidste kik over de store sletter nord for Gårdrækken på vej til Valløby.

Valløby, Tryggevælde Å og Strøby Egede

Hvis man bliver lidt træt af at gå langs de sortladne pløjmarker (det gjorde jeg) kan stærkt anbefales at tage en tur langs kysten. Nord for Valløby slipper man ikke for at gå et par kilometer ad Køgevej. Ret hurtigt kommer man dog i kontakt med Tryggevælde Å som er et flot syn. Og kigger man godt efter en rød bro, kan man dreje mod øst over Tryggevælde Å. Som mere har form af en flod end en Å. Jeg blev i hvert fald ret imponeret over dens størrelse.

Tryggevælde Å langs Køgevej. Nogenlunde på dette sted er der en bro som forbinder Strøby Egede med Køgevej. I skuespillet Elverhøj siger Christian IV: "Vel er jeg ikke Cæsar, og disse bølger ikke Rubicon; men dog jeg siger: jacta est alea. Terningerne ere kastede." Elverhøj blev som bekendt skrevet i anledning af den senere Frederik VII’s giftermål med sin kusine, Frederik VI’s datter Vilhelmine. Den gik som bekendt ikke i det lange løb, men Fru Heiberg erindrede at giftermålet trods alt kastede et skuespil af sig.

Kysten

Strøby Egede er modsat Valløby en ganske stor by med forretninger og havneliv. Jeg skal advare dårligt gående (det er ikke mig) om strækningen langs Strøby Egede. Den er nemlig svært passabel på grund af de mange beton- og kampestensbølgebrydere. Samt sliskerne til beboernes både. Mange af dem er lavtliggende jerndragere som det er svært at kravle over og umuligt at komme under. Og de ligger tæt, lige så tæt som bebyggelserne langs kysten. Der er ikke taget hensyn til gående langs kysten. Her vil jeg i stedet anbefale at man bider tænderne sammen og går langs de stærkt trafikkerede Stevnsvej og Strandvejen.

Det lave vand med de mange sandbanker er et yndet sted for flokke af havfugle. Her er det vist måger og terner.

Men er man først sluppet fri af byen, er der nord for en ca. 5 kilometer ganske fortryllende kyststrækning med et ganske enestående fugleliv denne efterårsdag. Kun to steder afbrydes turen af åer. Men det er nemt lige at gå op på vejen og krydse ad landevejen. Kysten er noget strabadserende at gå på, det er svært at finde en lige vej. Men oplevelserne er alle strabadser værd: Her får man alt hvad man kan ønske sig af et kystlandskab. Og der er rigeligt af det. I det lave buskads flakser skjulte fugle forskræmt op, på de lave banker er der store flokke af havfugle. Tang, sten, sand, et varieret planteliv (mind mig om at jeg skal have studeret hvad for nogen man kan spise). I det fjerne kan man ane siloerne i Køge, og nå ja, det er måske ikke lige det smukkeste syn.

Havnen langs Køge Å. I baggrunden broen ved Carlsensvej. Og Havnen skimtes bag denne. Det røde hus og husene til venstre for.

Hvor der på mit kort er afmærket en campingplads, er der ved at blive opført et nyt byggeri, "Søndre Havn" af Arkitektgruppen, Casa Nord/Kuben Byg. Det skal være færdigt i 2020. Samtidig er man ved at skabe et stort strandengsareal syd for.

Ruten

Køge Station. Knapmagervej. Valløvej. Vallø Slot. Gårdrækken. Valløby. Strøbe Egede. Kysten til Køge.

Sorø

Tour de force rundt om de tre søer omkring Sorø, og selvfølgelig et besøg i den historiske del af byen selv

Sorø Sø, den nordlige del hvor man har den bedste adgang til søen

Denne disede og lidt blæsende efterårsdag er en af de sidste hvor skoven endnu fremstår grøn. Bladene er allerede ved at tage farve. Kort sagt, perfekt vandrevejr hvor man kan gå frisk til den. Sorø er et historiske sted for konger, herremænd og magtfulde, krigeriske katolske biskopper. Her udfoldede de i middelalderen deres magt og vælde. Og her blev bygget smukke og ekstremt dyrt byggeri helt op til enevældens tid. Det er stedet hvor Hvide-slægten, Saxo, Ludvig Holberg, B. S. Ingemann og mange flere som fx H. C. Andersen vimsede rundt i fornemme omgivelser. Se i øvrigt album for Sorø på Flickr, her har jeg uploaded 20 fotoer fra dagens tur.

Enkelte åer bryder skovens monotoni på Søstien langs vestsiden af Sorø Sø. Og når solen bryder frem, ser alting meget bedre ud.

Sorø Sø

Og udenom det hele ligger tre søer af forskellig størrelse: Sorø Sø tættest på det historiske Sorø, mellemstation Pedersborg Sø og den dybe Tuelsø. Sorø Sø er med en omkreds på 8,2 kilometer den største af de tre søer ved Sorø. Turen langs vestbredden af Sorø Sø er nu trods stiens navn Søstien mest en skovtur. Søen ligger i behørig afstand og kan være svær at skimte gennem skoven, undtagen ved de ikke så få bådebroer. Især mod syd. Her har man udsigt tværs over søen til Sorø Akademi og Akademihaven.

Langs vestsiden kan man i glimt via nådebroerne se søen og den anden side, her Sorrø Akademi og Klosterkiens spir der stikker op bagved.

Halvvejs kommer man til badestedet Parnas. En planche fortæller at her opvartede Trolde Margrethe med te i 1700-tallet, og i 1832 hyggede H. C. Andersen og B. S. Ingemann sig her. Parnas er navnet på digterguden Apollons og musernes bjerg i Grækenland. Og det antyder at der er tale om personer hvor tidens herskende trends sættes. Da stedet blev folkeeje, blev der indrettet et traktørsted med blomstringstid 1938-1970. Her satte en lynbrand et brat ende på idyllen og nu er der kun stranden tilbage. Lille og nuttet med tilhørende græsarealer og bænke.

Stranden ved Parnas. Nå ja, særlig stor ser den nu ikke ud. Men guldalderens kunstnere kunne sikkert sagtens få den til at tåle sammenligning med rivieraen. I hvert fald H. C. Andersen og B. S. Ingemann udvekslede sikkert dybsindede tanker her.

Pedersborg Sø og Kirke

Søen er den mindste af de tre søer med en omkreds på 2,5 kilometer Stien minder meget om Utterslev Mose. Med udsigt til bl.a. Ankerhus Seminarium og Sorø Camping. Ved nordsiden af søen tårner Pedersborg Kirke sig op på en ca. 15 meter høj bakke. Uindtagelig ser den ud fra søbredden, og det var engang netop hensigten. For kirken var ikke så meget et Guds hus som en fæstning. Kirken selv er fra 1300-tallet, men tæt på kirken kan man se ruinerne af en gammel rundkirke fra tiden før. Det var en del af Skjalm Hvides svigersøn Peder Thorstensøns store privatborg fra 1100-tallet. Også en granitsøjle ved kirken minder om tiden før den nuværende kirke. Ligesom den nuværende kirke har genbrugt sten fra den gamle borg.

Kirken som også var en fæstning. Højt ser det ud, og højt er der. Et perfekt sted for at forsvare sig mod fjender, hvad enten det så var indtrængende udlændinge, men mere sandsynligt oprørske bønder

Derimod lod man volden fra borgen stå. Og den kan man stadig gå på. Den var 300 meter lang, 4 meter høj og indtil 20 meter bred halvkredsvold. Ved præstegården står adskillige nyere mindesten, bl.a for Sønderjylland 1920.

I glimt kan turen langs Tuel Søs nordbred give idylliske scenarier som dette. Men det er nu undtagelserne.

Tuel Sø 

Tuel Sø er den dybeste af de tre søer med en omkreds på 6 kilometer. Fra stien mod nord er det svært at få øje på søen gennem det tætte krat, selv om søen egentlig er ganske tæt på stien. Mod land går man langs kulturstepper. Dog er der i den lille vig i den østlige ende en slags fuglereservat hvor får afgræsser området.

Den østlige vig i Tuel sø byder på et lille indhegnet fuglereservat.

Her ligger også Krebsehuset, en meget flot restaurant fra 1924. Umiddelbart vest for Tuel Å som man lige kan ane fra landevejen. Desværre brager Ringstedvej forbi, og vandrere anbefales at søge tilflugt en den fortrinlige lille skov langs sydsiden af søen. Man slipper dog ikke for Ringstedvejen. Men kan dreje skarpt mod syd ved Flommen.

Krebsehuset set ganske idyllisk ud. Det gør larmen fra Ringstedvej til gengæld ikke.

Flommen

I dag fremstår Flommen som en høj skov. Men oprindeligt var det et engareal med forbindelse til Sorø Sø. Dvs. at Sorø altså var næsten omgivet af vand. Som så mange andre steder drænede man imidlertid i 1700-tallet og 1800-tallet så nutidens Flommen kunne opstå. Fægangen er et levn fra den tid hvor bønderne allernådigst fik lov til at føre deres kreaturer (fæ) over mosen, når nu de havde fået frataget deres græsningsrettigheder andre steder. Skovområdet har fået lov til at henligge som en slags naturskov i mange år, og skoven rummer mange forskellige slags træer.

Sorø By

Der er en del gamle bygninger i Sorø, fx langs Storgade. Jo nyere jo længere man kommer væk fra klostret. Sorø Borgerskole. Håndværkerforeningens Skole, og endelig når man når ind i den gamle by, Postgården og den kro som Christian IV befalede bygget i 1624 og som nu huser Sorø Museum. Men intet besøg i Sorø bør undlade at besøge klosterkirken og akademiet. Man kommer gennem Klosterporten med "Saxos celle". Det kan godt være at københavnerne påberåber sig at Absalon grundlagde København (i øvrigt ikke rigtigt, men skidt nu med det). Men han ligger altså begravet i denne kirke. Han tilhørte de føromtalte Hvider, og kirken er en af Danmarks største fra middelalderen. Kirken blev færdig i 1201 og som magtcentrum blev den bare større og større op gennem middelalderen. Christoffer II er begravet i kirken.

Klosterkirken er med rette berømmet. Og et besøg i det må være et must for alle der kommer forbi. Ikke bare det ydre, men især det indre byder på tankevækkende oplevelser.

Efter reformationen snuppede kongen klosteret. I Christian IV´s tid fik kirken barokinventar, bl.a. orglet. Sorø Akademi stammer tilbage fra biskop Absalons cistercienserkloster. Den gamle klosterbrønd, Fraterbrønden, midt i Fratergården mellem Sorø Akademis Skole og Sorø Kirke blev i 1912 overdækket af et brøndhus tegnet af Martin Nyrop som også tegnede Københavns Rådhus. Derudover ligger der en mængde smukke bygninger som Peder Mallings bygning med Sorø Akademis Skole, Sorø kirke, Rektorgården, Alumnaterne og Biblioteksbygningen.

Man kan også følge Politivennen på Instagram, her er der yderligere smånotitser og historier.

Ruten

Sorø Station. Vestsiden af søstien, Sorø Sø. Østsiden af Pedersborg Sø. Pedersborg Kirke. Nordsiden af Tuel Sø. Flommen. Sorø By. Klosterkirken. Sorø Station. Omtrent 20 km.

Tempelkrog

Tempelkrog er den inderste del af Bramsnæs Fjord som er bunden af Inderbredningen som er bunden af Isefjorden. 

Et vy over Tempelkrog fra Elvedamsvej. Man kan se den hvide Ågerup kirke næsten yderst til venstre. og lidt til højre Arnakke.

Man kan ikke gå langs stranden hele vejen rundt om fjorden. Kommer man som jeg gjorde fra Vipperød Station, må man ind i landet fra Arnakke og sydpå til familiecamping ved Asserholmvej. Campingpladsen er stor og der er stadig masser af campister i lejren. Den ligger også godt. Arnakke kan prale af en fjern fortid, faktisk helt tilbage til 1171, hvor det hed Arenacks. Siden 1371 er det stavet Arnakke og hvis nogen ikke allerede skulle have gættet det, så betyder navnet ørnehoved. Måske svævede ørnene dengang over fjorden. Og det gør havørnene efter sigende såmænd da stadig, hvis man er usædvanlig heldig.

Marsvin og havørne

For et århundrede siden kunne man fange marsvin. Og der var fiskeri, masser af ål og fladfisk. Men det blev der lavet om på med det intensive landbrug fra 1950'erne. I dag skal man vist være heldig at få en ål at fange. For gødet drænvand fra landbrugsarealer har i årtier strømmet og strømmer den dag i dag ud i fjorden. Og bundvendinger, som dræber alt liv, er blevet hyppige. Som fx den 1. august 2010 der dræbte næsten alt tilbageværende liv i fjorden. Og for at føje spot til skade, foregår der muslingefiskeriet efter skrabemetoden. Bunden skrabes op.

Området lidt nord for Tempelvej og Arnakke. Det er formentlig i dette område de voldsomme begivenheder som lagde navn til Tempelkrog fandt sted hvor den protestantiske biskop for frem med bål, brand og sværd mod katolikkerne. 

Helt galt kan det dog ikke være for der er stadig 2-3 bundgarn tilbage i Tempelkrog. Med mindre de altså er til pynt. Redningen er de mange fredede strandenge hvor der ikke må dyrkes afgrøder. Fx fredsskovene der tilhører Eriksholm Gods eller Slot. Man kan se masser af fiskeyngel i strandkanten langs disse i den sydøstlige del af Tempelkrog. Men det er ikke nok til at opveje drænvandet. Dette er fuldt ud lovligt. Men som så meget andet er legalitet ikke altid lige godt for miljøet.

I den nordlige del af Tempelkrog ved Munkholm er der flere bundgarn. Og der er fiskeyngel at se. Det er også fjernest fra landbrugsområder i den vestlige og sydlige del af fjorden.

Protestantisk brutalitet

Arnakke er også stedet hvor man kan se et eksempel på vores af nogen højt besungne kristne kulturarv og værdigrundlag. Ikke alle var nemlig lige begejstrede for reformation i 1536, og nogle katolikker byggede en lille trækirke på Asserholm - et tempel. Men det ville biskoppen i Roskilde ikke tolerere. Og dengang var bisper sådan nogen som havde egne små hære. Og den blev brugt. Hæren blev sendt til Arnakke og kirken blev brændt af. Jo, debatformen og argumenterne mellem katolikker og protestanter var ganske konkret dengang. Navnet blev imidlertid hængende og gav navn til Tempelkrog. Ligesom vejen Tempelvej.

Egernæs set fra vest og dæmningen mellem fjorden og det inddæmmede område som man nu forsøger at give tilbage til naturen som vådområde.

Efter familiecampingen er der et par gode kilometer på dæmningen som muliggjorde tørlægning af arealet syd for hvor der engang var en ådal. Det har man i nyere tid fortrudt, og med støtte fra EU forsøger man nu at gøre området i trekanten syd for dæmningen til vådområde. Når man går på dæmningen, kan man sagtens forestille sig at det kan lade sig gøre. I virkeligheden har man som et andet Holland lagt Elverdamsåen op i en kanal ligesom Store Vejleå (se sidste uges indslag).

Ved pumpestationen får man fra dæmningen et lille indtryk af højdeforskellene: Til højre inddæmningen, til venstre kan man lige ane fjorden. Det er måske lidt svært at se på fotoet. Men man fornemmer at vandstanden er højere til venstre.

Vådområde?

Formålet med projektet vil være at aflaste Isefjorden for ca. 10 tons kvælstof om året. Elverdamsåen skal frigives igen og forlænges ved slyngning med ca. 1 km. Kigger man ud over området, er det ikke svært at forestille sig et eldorado for ænder, gæs, svaner og vadefugle. Ifølge avisen skulle det være åbnet midt i september 2017 for vandet der så kunne strømme ind i området, men det kunne jeg nu ikke umiddelbart se var sket. Når man når til Elverdamsåen, må man syd på mod Kirke Sonnerup gennem landbrugslandet hvorfra man dog i glimt har nogle gode udsigter dels over Tempelkrog, dels over det som man tænker at gøre til vådområde igen.

Køerne guffer i sig af saftig grønt græs på Egernæs. Området ligger højere end det inddæmmede område. Så vidt jeg kan se, er det ikke muligt at passere næsset.

Trafik

Fra Kirke Sonnerup kommer til vel nok turens værste stykke på Elverdamsvej. Det er en ganske trafikeret vej uden særlig megen plads til vandrere. Man kan slå et smut inden om Vintre Møller. Her er mere fredeligt. Men møllerne er der ikke meget at se af. Med mindre de gemmer dig i de områder hvor der står at der er adgang forbudt for uvedkommende. Området er ganske stejlt og åen som muliggjorde hele 7 møller løber under vejen. Den er godt gemt i krat. Men man kan springe over autoværnet og komme ned til den. Slugten bliver åbenbart brugt til losseplads, for der ligger alt fra gamle madrasbunde til almindeligt husholdningsaffald.

Der er gang i strømmen som leverede kraft til hele syv møller. Men jeg fandt nu ikke spor af møllerne. Til gengæld blev jeg en anelse forarget over at se at nogen åbenbart bruger dette potentielt meget naturskønne område som losseplads. Det er simpelt hen for meget.

At dreje ind i skovbrynet ved Strandskov er en sand befrielse efter Elverdamsvej. Og skoven er ganske tyst til at slappe af efter den stressende oplevelse på landevejen. Man kan vælge at følge kysten eller man kan gå genvej gennem skoven til broen til Munkholm. Ved Garverrendens udløb ligger der en lille kro og iskiosk. Her planlægger Ryegård Gods også et nyt center.

Munkholmbroen. Øen ligger længst væk. Broen er trafiksikker for vandrere. Men vel ovre på øen gør man klogt i at forlade vejen og følge kysten i stedet for.

Munkholm

Munkholmbroen er fra 1952 og fin nok for vandrere, men på øen er Munkholmvej bestemt ikke for vandrere, så jeg vil stærkt anbefale at man drejer til venstre ad stien og følger kysten. Her er både mere fredeligt og udsigten sublim. Det er nemt at se at Munkholm engang var en ø. Den skal være opkaldt efter et kloster der lå på øen. Og munkene stod også for færgefarten. Efter reformationen lå øen lidt øde hen, og blev først koloniseret igen i 1800-tallet. Kolonisterne skal have fundet teglsten, fliser, store munkesten og teglklædte gravpladser. Så måske havde munkene også et teglværk på øen. I 1912 fik godsejeren nok af kolonisterne, ophævede fæstekontrakten og tilplantede den med skov. Der er stadig adgang forbudt på den centrale del af øen

Kysten lands Strandskov. Et af de mest idylliske vandområder langs fjorden. Her emmer der fred og ro.

Vel over dæmningen kommer man til Munkholm Kiosken som ser ud til at være voldsomt populær. Der er såvel motorcykeltræf som sejlsportsfolk forsamlet i køen som går helt uden for kiosken. Så er man sådan set over det værste trafikhelvede på Munkholmvej når man ca 1 km når for kiosken kan dreje til venstre gennem skoven mod Eriksholm. Vel ude af skoven fortsætter stien langs kysten et par kilometer mod Tempelvej, og igen et af de virkelig gode stykker på denne tur.

Lad os bare afslutte fotoserien med dette vy fra Munkholmbroen mod nordvest. Et par kajakker nyder det stille vand mellem Munkholm og holmene ude i fjorden. Bundgarn helt til højre. Heldigvis kan man ikke høre larmen fra trafikken over broen.

Byer og landsbyer

Man kommer igennem en del af disse p turen. Størst er stationsbyen Vipperød som har flere supermarkeder, frisør, pizza mv. Men ellers er det mest mere anonyme sovebyer. Ågerup har en overdimensioneret kirke hvor der er gode toiletforhold. Men som de øvrige landsbyer Kirke Sonnerup, Englerup og Arnakke ikke rigtig noget forretningsliv eller opholdssteder for forbipasserende. Bedste bud er kiosken på familiecamping, iskiosken ved Munkholmbroen og Munkholmkiosken.

Ruten

Vipperød Station. Arnakke. Asserholmvej. Kirke Sonnerup. Vintre Møller. Englerup. Strandskov. Munkholm. Eriksholmvej. Fjordstien. Tempelvej. Vipperød Station.