"Klistre til med skov og veje"

Vandringsløse Tidende giver egentlig et skævt billede af hvordan Danmark ser ud. I denne artikel forsøger jeg at råde bod på det.

 

Danmark dejligst Vang og Vænge: Et typisk dansk landskab, her en bygsteppe. Endnu er der enkelte træer som markerer en vej, et lille vandløb (Lille Vejleå) eller lignende. Men ellers kilometervis med åbent landskab,så langt øjet rækker.

Jeg tror de fleste vandrere som jeg foretrækker at gå i naturområder. Det er normalt sådanne jeg bringer fotoer af her på bloggen. Men der er ikke typisk for Danmark. De udgør under 1/5 af Danmarks areal: Skove (14 %),  åbne naturarealer såsom heder, enge og moser (9 %), søer og vandløb (3 %) og  de 3 % småbiotoper i agerlandet (hegn, markskel, diger, markveje, grøfter og gravhøje). Desuden laver jeg engang imellem byvandringer på de 10 % af Danmark der består af byer, veje mm.

Er du dus med himlens fugle, og skovens grønne træer? Hvis ikke, gør det ikke så meget på bygsteppen øst for Toftegård ved Ishøj Landsby. Her kan du ikke smile til en kronhjort, vinke til en stær, se rødkælke, guldsmede, bly forglemmigej, vipstjerter. Men et par duer kan man være så heldig at se.

I retfærdighedens navn er dette blogindlæg helliget det suverænt største og mest typiske danske landskab: kultursteppen. Den udgør 62 % (4.310.000 ha) af Danmark. Dvs dyrkede marker, brakarealer og græsarealer. Udseendet af disse karakteriseres ved at 92% af dem pløjes (57% af Danmarks areal). Mod 25% i Europa. En verdensrekord, fulgt af Ukraine (54%), Moldavien (54%) og Bangladesh (53%). 80 % bruges til foder (korn, roer, raps, majs, helsæd og græs.), 10% til korn, kartofler, sukkerroer og grøntsager til mennesker. Bemærk at der i dette indslag ikke er manipuleret med vidvinkel eller zoom. De fleste billeder er optaget på zoom 50 og svarer altså nogenlunde til hvad man ser.

Jeppe Åkjær ville ikke kunne lægge sig her i læ bag storrugens rod. For jeg så ikke rigtig noget rug på dagens vandring. Her dog en hvedesteppe ved Ishøj Landsby.

Mange forbinder måske Ishøj med "socialdemokratisk omegnskommune med mange indvandrere.". Men for ca. 50 år siden var Ishøj en landbrugskommune. Og der er stadig store arealer tilbage. De store byområder befinder sig øst for Motorring 4, mens landområderne ligger vest for. Landområderne har ændret sig meget de sidste 50 år. Fra at være blandet ekstensivt landbrug baseret på dyr og sæd, er der nu næsten kun frøsæd tilbage. Det fremgår af to film om landbruget i Ishøj, den ene om hvordan det var for 50-60 år siden med 40-50 landbrug, de større landbrug i Ishøj, de mindre i Torslunde, Tranegilde og ved stranden. Den anden om nutiden hvor der en håndfuld industrielle og specialiserede landbrug, hvor betydelig færre personer producerer i dag mange gange mere. En pensioneret landmand fra Nordmarksgården vurderer at "det er ikke spor spændende at være landmand i dag." Der er kun frøsæd tilbage.

Marken er mejet. Eller i hvert fald i gang med at blive det. Og det med bæltekøretøj, jeg tror faktisk det samme som kammerherren viser frem i den lille film om Ishøj. Historien melder ikke noget om at børnene danser allerede så glade, alle vore piger står ventende i flok. For den sags skyld om her til lands, sluttes altid høsten med et gilde og en dans.

Generelt er den danske kultursteppe i Ishøj karakteriseret ved planter som hvede, byg og raps. Dyrelivet består mest af harer og markmus. Fugle er der ingen af, heller ikke lærker. Dog lykkedes det mig lidt nord for Ishøj Landsby at spotte 2 duer. Der er heller ikke ret meget insektliv, ikke engang fluer. Så man kan stort set kun høre vindens susen gennem kornet og enkelte træer langs vejene. Ved Benzonsdal er der dog en pænt stort antal honningbistader. I vejgrøfterne kan der være en del variation i plantelivet, ligesom der kan være godt med insekter. Men ofte er disse smalle bræmmer ikke brede nok til at tiltrække fuglene.

Her syd for Brøndsgård (der hører under Benzonsdal)støder man på endnu en af den håndfuld vækster som gror på de danske kulturstepper: raps. I foråret har her sikkert være helt gult. Og om få måneder vil der være bare marker.

"Flere sprøjtninger er vejen frem"

Ensidig satsning på få afgrøder er ikke uden problemer. For naturen er fyldt med organismer.  Fx knoldbægersvamp. De elsker raps. I Nordjylland har det våde forår betydet at svampen har hakket sig godt ind i høsten af raps. Måske endda halveret den. Landmænd prøver ellers så godt de kan at bekæmpe det med en, to eller tre sprøjtninger. Men der er jo lige problemet med at det koster penge. Hertil kommer advarslerne mod at giften trænger ned i grundvandet. Fødevareministeren anser det ikke for et problem med pesticider i vores kroppe så længe der ikke er for meget af det. Sprøjtning bruges fx også til at få kornet til at tvangsmodne. I Regeringens Natur.- og landbrugskommissionens slutrapport fra 2013 kan man læse mere om dette, samt eventuelt Friluftsrådet: Sådan ligger landet. 2013.

Fra Bakkekammen over Lille Vejlådalen hvor Torslunde ligger og flere af de gamle gårde og husmandssteder stadig kan beskues, er der vidt udsyn til Benzonsdals og Barfredshøj enorme steppelandskaber.

Baron Vincens Carl Christian Lerche på Benzonsdal der indbefatter Ny Kappelevgård og Brøndsgård er et af den nuværende håndfuld landbrug i Ishøj kommune. Her dyrker han, 2 karle og sønnen korn, maltbyg og hvede. På en film om landbrug i Ishøj, del 2 (2010) udtaler han at politikerne burde støtte mere op om landbruget i stedet for at "klistre til med skov og veje".

Hele området vest for Reerslev er et eksempel på hvordan områder klistres til med skove, buskadser mv. I dette tilfælde det såkaldte Hedeland. Her ses endog dyr gå frit rundt, i dette tilfælde heste. Hvem ved hvornår sådanne områder vil brede sig videre mod øst?

Det er han ikke ene om. Skove, randzoner mv. har i flere år truet kulturstepperne. Men det ser dog ud til at være sat på pause og måske ved at blive rullet tilbage igen. Engang var målet 50.000 ha randzoner omkring åer, søer og vandløb (1 % af det samlede steppeareal). Men man kunne ikke afse mere end 38.000. Benzonsdal er også plaget af restriktioner mod at gøde og sprøjte for meget. Hvis der blev det, kunne man fx producere bagemel, i stedet for svinefoder.

Endnu en variant af hvedesteppen. I baggrunden ses Barfredshøj.Stepperne breder sig kilometerlangt og så langt øjet rækker på begge sider af Thorsbrovej-Thorslundevej

Jeg opdager nu heller ikke så mange områder der kan siges at være klistret til med skov på dagens tur. Hvad også fremgår af dette indslags fotoer. Det eneste tilløb til noget sådant må vel siges at være HOFORs kildeplads Solhøj i knækket mellem Thorslundevej og Thorsbrovej. Den kan nu næppe betegnes som en skov, idet den på den længste led lige kniber sig op på 200 m. Her florerer et rigt fugle-, plante- og insektliv.

Stien hvor Pilgrimsruten forløber er i et gammelt markskel mellem Lundhøjgård og Reerslevgård. I dag er der raps til højre og byg til venstre. Bag fotografen ser det dog anderledes ud. Her er der raps til venstre og hvede til højre.

Kulturstepperne afbrydes af en del kildepladser langs Lille Vejleå som betjener Thorsbro Vandværk, som leverer vand til HOFOR. (Se Vandringsløse Tidende, 12. februar 2014). Vandboringer og gødning/sprøjtemidler er en dårlig kombination. På landsplan var der ved udgangen af 2009 indberettet oplysninger om 2.372 lukkede boringer. Sprøjtegifte, nitrat og andre miljøfremmede stoffer var årsag til 37% af lukningerne af drikkevandsboringer i perioden 1988-2009. Sprøjtegift er den hyppigste årsag til 63 % af lukningerne i perioden 1988-2009. Nitrat er en anden kilde til lukninger.

Til dokumentation for at der vitterligt var hvede bag fotografen, dette vy, mod nord fra markskellet.

Den gamle bondelandsby Reerslev afspejler på mange måder en svunden tid. Da grusgravningen for alvor tog fat, blev alle landbrugsområder vest for omdannet til grusgrave. Men alligevel er der dog stadig minder om landbrugssamfundet: Reerslev Brugsforening 1892-1988, Tingstedvej 25. Desuden forløber Pilgrimsruten i markskellet mellem de udstykkede arealer Lundhøjgård og Reerslevgård.

"Det summer af sol over engen"? 

Intensivt landbrug, gødning, ukrudtsmidler mm. mistænkes bl.a. for at tage livet af bierne. Det samlede salg af sprøjtegifte i Danmark udgjorde 5.900 tons aktivstoffer i 2012. Heraf tegnede landbruget sig for 5.715 tons (96%). Haveejere kan så gøre et behjertet forsøg på at nedsætte giftmængden, men i den store sammenhæng kan de altså kun påvirke max 4 %.

Efter at have passeret såvel hvede- som rapssteppe, er vi så her syd for Hedehusene tilbage til bygsteppen.

Det er især gået ud over de vilde og specialiserede bier. Honningbierne har ganske enkelt ikke nok at spise og derfor går løs på den mad som vilde bier skulle have haft. Det gælder især på de store marker med korn, majs mm. uden større naturområder i nærheden. Her trives typisk kun græs og nælder, men de har ikke nektar og pollen. Hegn er desuden også blevet pløjet op for at gøre markerne større. Selv om insektmidlerne ikke direkte dræber bierne, kan de påvirke deres orienteringsevne. Perspektivet er at der bliver færre arter, og flere og flere ender på de rødlister som oplister truede arter.Udover det, rammer det dog også landbruget selv. Honningbier kan ikke erstatte vilde bier.

Godt skjult langs Lille Vejleå bag træer kan så afsløres grunden til at Benzondal ikke frit kan sprøjte og gøde som de vil. Her har nemlig siden 1909 ligget Thorsbro Vandværk hvis kildepladser ligger langs Lille Vejleå. Og selv om fødevareministeren ikke ser det store problem i at drikkevandet indeholder giftrester, så er der delte meninger om den sag.

Generelt er dansk landbrug rimelig gode til ikke at bruge ulovlige stoffer såsom væksthormoner og antibiotika, hvis man skal tro Fødevarestyrelsen. Den tjekker ikke så tit som andre EU-lande, og tjekker heller ikke rutinemæssigt for lovlige og måske uskadelige stoffer, fx MRSA bakterier hos svin, lovlig medicin. Denne sidste omfatter fx lovlig kemi som på rekordtiden en måned får en kylling slagteklar. Det store spørgsmål for disse stoffer er om lovligt også er sundt. Og hvor skal grænseværdierne ligge?

Det er lykkedes at reducere territorierne for skadedyr, insekter mv. til de smalle 1-2 meter brede strimler af rabatter langs veje og stier. Men kulturstepperne trues konstant af invasion fra disse områder så afgrøderne mister i værdi.

Ruten

Ishøj Station. Ishøj Stationsvej. Ishøj Bygade. Køgevej. Allevej. Thorlundevej. Markskellet. Reerslev. Hedehusene Station. I alt ca. 17 km.

Kagså-Dalen

Kagså-dalen mellem Gladsaxe og Herlev er de sidste årtier stille og roligt gået hen og blevet et rigtig godt rekreativt "bynatur-område"

Fra bakken nord for Klausdal får man indtryk af den udtørrede Tibberup Sø. I horisonten Hareskovene. Smørmosen midtfor og Fedtmosen til venstre.

Kagsåens eksistens skyldes Tipperup Sø. Det der i dag er Smørmosen og Fedtmosen. I oldtiden sejlede folk rundt i udhulede egestammer. Ca. 1300-1673 eksisterede landsbyen Tipperup. Men så forærede Chistian 5. den til Joachim Vincentz von Hahn der ganske enkelt nedlagde den - sådan gjorde man åbenbart under enevælden, Danmarks daværende svar på nutidens militærdiktaturer. Kongen overtog området igen 1738 og beholdt mosen til jagt og tørveskær. Et godt indtryk af den nu udtørrede sø får man på bakken nord for Klausdal der nu bruges af KFUM-spejderne.

Endnu et kik fra Klausdal, denne gang mere mod nordvest til Kildegården der nu er naturcenter. En vidunderlig blomstereng med masser af blomster, insekter og andet godt i forgrunden.

Bønder

Bønderne fik efter kronens overtagelse af området i 1738 Fedtmosen som blev udstykket. I dag er der kun enkelte reminiscenser tilbage, gårdene Kildegården og Klausdal der ikke er specielt gamle, men som formentlig ligger på steder hvor der har ligget gårde siden dengang. Som det fremgår af billederne drives der ikke længere landbrug på gårdene. Men formentlig har der været kornmarker omkring dem.

Kildeplads XIV (1897). Da den blev anlagt, var det ganske langt ude på landet. Ca. 10 kilometer fra København. Og inden for et par kilometers radius kun de små landsbyer Herlev og Gladsaxe. I baggrunden Kagsåkollegiet som blev bygget 1968.

Københavns Vandforsyning

Tibberup Sø blev afvandet dels af Tibberup Å - der senere bliver til Jonstrup Å og Værebro Å, dels af Kagsåen som via Harrestrup Å og Damhussøen ender ved Åmarken. Men udover bønderne havde København også siden 1500-tallet rumsteret i området - vandforsyning! I første omgang i form af overfladevandet fra søen. I 1672 var vandstanden i søen faldet så meget at vandet løb denmodsatte vej - altså tilbage i søen! I 1722 var der blevet forbrugt så meget at søen blev til mose. Ikke desto mindre blev man ved med at forsøge at udvinde vand. Først ved at oprense grøfterne i 1786, men uden held, mosens vandspejl var allerede sunket for meget. I 1815 forsøgte man sig så igen med at oprense Kagsåen. Et forsøg med at stoppe afløbet gennem Tibberup Å hjalp heller ikke og blev genåbnet i 1820. I 1861 afsagde Højesteret dom over at Københavns Vandforsyning ikke havde ret til at udnytte vandet. Så erkendte man at Kagsåen ikke kunne levere vand til København.

Københavns Vandforsyning har både betydet at området langs Kagsåen er blevet drænet så man har været nødt til at grave åen dybere og dybere, på den anden side sikret at området ikke blev offer for den eksplosionsagtige urbaninsering fra 1950'erne.

Kunne man ikke udnytte overfladevandet, gik det bedre med grundvandet. I 1897 anlagde Københavns Vand Kildeplads XIII og 1905 Kildeplads XIV. De lå dengang groft sagt 9 km ude på landet på en øde mark. Og de fungerer stadig væk, dog  er Kilde XIII delvis lukket pga industriforuerening. Kildepladserne betød på den ene side at området blev drænet for vand, på den anden side at naturen blev forskånet for urbaniseringen.

Moseområde mellem Motorring 3 og Kagsåen som løber langs trærækken bagest. Anlægget af Motorring 3 kom til at betyde at arealet dalede i betydning som landsbrugsområde.

Motorring 3

På forunderlig vis kom Motorring 3 lige som Københavns Vandforsyning til at spille rollen som tveægget sværd for Kagsådalen. Motorringen sætter i dag sit afgørende præg på lydbilledet langs Kagsåen. Som en kraftig emhætte suser den konstant og vedvarende. Det var formentlig ikke planen da den blev planlagt og projekteret under 2. verdenskrig. Stykket langs Kagsåen blev dog først færdigt i perioden 1968-1971. Og er i dag en af de mest - hvis ikke den mest - befærdede motorveje i Danmark.

Engarealet med sø, græs og markblomster. Det sydligste område -længere mod nord anes skovområdet. Og Motorring 3 med skiltet helt yderst til venstre.

Støjniveauet er den dårlige nyhed, den gode at ådalen ned til Kagsåen i dag rummer tre rigtig gode bynaturområder, fra nord til syd: Vildvoksende skov (fortrinsvis løn, vist nok), mose og eng. Syd for Herlev Ringvej kan man opleve den helt paradoksale stemning af larm fra motorvejen - og et fantastisk fugle-, insekt- og planteliv. Hvis man vil studere vilde planter og græsser, så er der rige muligheder. Og ornitologer vil formentlig også kunne få megen tid til at gå her. "Skovområdet" har fået lov til at gro til så det i dag fremstår ret uigennemtrængeligt, selv de få trampestier der er. Moseområdet er sumpet og gummistøvler kan anbefales. Engområdet har nogle gode vandrestier. Her er både en rig blomsterflora, samt et godt udvalg af Danmarks mange græsarter repræsenteret, ind i mellem også rester fra de gamle kornmarker (rug, vist nok).

Haveforeningen Nyvang i Herlev Kommune grænser helt ned til Kagsåen i forgrunden. I modsætning til haveforeningen Tornhøj på Gladsaxe-siden af Kagsåen, som ligger et pænt stykke fra åbredden med en græsrabat og sti mellem.

Haveforeninger

Indtil 2. verdenskrig havde Kagsådalen været overladt til landbrug, formentlig bare marker og åbent landskab. Men så begyndt urbaniseringen for alvor at røre på sig. I første omgang som udslag af den københavnske arbejderklassens ønske om lys og luft. Det betød at fra øst begyndte haveforeningerne siden 2. verdenskrig bredt sig ned mod Kagsådalen. Og det fortsatte på den anden side af Kagsåen mod vest med Nyvang ind i Herlev Kommune (1952) og Smørmose (1956). Fra samme periode (1948-50) stammer også Herlevhuse som tidligere er blevet beskrevet her på Vandringsløse Tidende. Herlevhuse kan ses som et forsøg på at realisere arbejderklassens drøm om at bo permanent "på landet" i små, billige huse.

Haveforeningen Tornhøj i Gladsaxe Kommune. Afstanden til åen er væsentlig større end i Herlev Kommune (til venstre i billedet). Som det bemærkes er åen lige blevet oprenset. Og på trods af de kraftige regnskyl er der ikke meget vand i den. Selv om den er blevet dybere. 

Kagsåkollegiet

Meget symptomatisk for 1960'ernes velstandsboom og en stigende søgning til de videregående uddannelser blev i 1968 Kagsåkollegiet færdigt. På initiativ af De Unges Boligaktion, Danske Studerendes Fællesråd og Studierådet ved Københavns Universitet. De to sidste blev dog senere udskiftet med repræsentanter for Lærerstuderendes Landsråd, Studierådet ved Danske Teknika samt Gladsaxe Kommune. Kollegiet var tegnet af arkitekt Aage Hartvig Petersen.

Nyttehaver nord for Klausdalsbrovej. Jeg ved ikke hvornår de er fra.

Kagsåens lidelseshistorie er således lang: Bønder, godsejere, vandvæsen, haveforeninger, beboelse, kollegier har alle krævet at få del i kagsådalens lyksaligheder. Således at den for ganske årtier siden lignende en parodi på sig selv. Men på forunderlig vis blev noget reddet af vandforsyningen, af motorringen - og endelig af at man de seneste årtier er blevet opmærksom på andre værdier end materielle og økonomiske.

Græs er ikke bare græs, det finder man hurtigt ud af når man nærkikker på engarealerne. Jeg vil vædde på at man kan finde et betydeligt udvalg af Danmarks mange græsarter her.  Og fugle, insekter og dyr elsker sådanne områder. Det summer bogstaveligt af sol over engen!

Området har påbegyndt en ny epoke hvor man har givet skov, mose og eng lov til at brede sig. Afregningen i form af et rigt dyreliv, fugleliv, insekter og planter har ikke ladet vente på sig. Og kagsåparken, som er det officielle navn, er undergået store forandringer hen i mod at blive et rekreativt område for nutidens fortravlede bymennesker. Faktisk har jeg set en større biodiversitet på dette forholdsvis lille område end ude "på landet" hvor kulturstepperne og monokulturen dominerer!

Mellem Hørsholm og Vedbæk

Hørsholm og Rungsted fremkalder forestillinger om velhaverboliger med græsplæner så store som flygtningelejre og carporte der kan rumme en ditto-familie - efter familiesammenføring. Men der er så meget andet ....

Natur af forskellig slags ved Lille Frises Eng i Folehaven. Her ånder alt fred og det summer såmænd af sol over engen. I bogstaveligste forstand.

Området mellem Hørsholm og Vedbæk er bl.a. også stedet hvor man kan studere Danmarkshistorien helt tilbage fra stenalderen.  Og en del af det er så velbevaret at man stadig kan forestille sig det. Samtidig med at man går rundt i et af Danmarks mest velhavende byområder.

Fredning: Maglemosen

For 5.000 år siden gik der en flere kilometer lang fjord ind i landet fra der hvor Vedbæk Havn ligger. Den skulle senere blive til hvad vi i dag kender som Maglemose. For vandstanden var 5 meter over hvad den er nu. Det må have været et godt sted at bo: Der er fundet 40 bopladser og over 60 gravhøje. Der er pæle der i skoven der viser hen til gravhøjene. Jeg besøgte kun en af dem, nemlig en af de to langdysser lidt sydøst for Deputatsvangen. Gravhøjene blev opført fra stenalderen og frem.

Den inderste del af det der engang var en fjord.Man aner den forhenværende flade fjordbund og i det fjerne de forhenværende kyster. Taget umiddelbart når man kommer ud fra skoven til Maglemose.

Så blev fjorden snøret af ude ved kysten og blev til en sø. Og i takt med at vandstanden faldt, blev søen til en mose. Maglemosen har næsten altid været en ufremkommelig sump og mose som efterhånden tørrede ud i de højereliggende områder. I nyere tid er den tørlagte fjord benyttet af de omkringliggende landsbysamfund til græsning, høslæt og tørvegravning. Ikke så meget tørv i forhold til, hvad der er kendt fra andre moser. Det har betydet at der er gode muligheder for arkæologiske undersøgelser. I 1936 blev Maglemosen udpeget som en del af ”Københavnsegnens grønne områder”. Landbruget fik aldrig fat, naturen fik lov til at tage over. Maglemosen med omliggende skråninger på i alt 216 hektar fredet i 1986. Området syd for Hendriksholms Alle blev brugt af Forsvaret indtil 2011. .

Det er ikke til at se det hvis der ikke lige var en planche og nogle sten: Langdyssen som vitterligt er lang. Det er bare meget svært at skabe sig et indtryk da den er overgroet med bregner og andet, samt træer i randen af den.

Ved kysten ud til havet opstod Vedbæk. På Politivennens tid i starten af 1800-tallet var Vedbæk et fiskerleje med en del lystgårde og villaer for københavnere. I 1820'erne så betydeligt at dampskibet Caledonia engang imellem lagde til der. Vedbæk Kro eksisterede 1650-1898, hvorefter Vedbæk Hotel (-1963) overtog klientellet. Et indtryk af den tids københavnerturisme får man denne artikel fra Politivennen fra 21. august 1802, s. 3607-3608:

Til den Myndighed som Vedbæk Kro hører under.
Man ved ikke bedre end at Vedbæk Kro er et privilegeret værtshus, og kan derfor ikke andet end at undre sig over at rejsende ikke kan nyde den beværtning som de forlanger. En aften i denne uge, lidt over kl. 10, kom et selskab af fodgængere denne vej og besluttede at overnatte her. Men ikke alene nægtede man på forlangende at koge te, man erklærede desuden at der ikke kunne fås natteherberg i huset. Men lidt derfra lå Skovsborgs Kro hvor de ville kunne få alt hvad man ønskede. Selskabet gik altså endnu en halv mil for at finde denne kro, men fandt slet ingen indretninger til herbergering, da stedet kun er et udskænkningssted for den nærliggende fabrik. De måtte altså sove på borde og bænke. Man håber at den ansvarlige myndighed på denne angivelse, der kan bevises, vil pålægge herbergeren i Vedbæk en klækkelig bøde, og hvis han fremturer, fratager ham privilegiet, og giver det til en anden, der kan håndtere det bedre.

Man kan endnu få et indtryk af fjorden ved at krydse den ved Caroline Mathildes Sti og stien ved Fagerdalen. Især ved den første får man tydeligt en fornemmelse af nordkysten af fjorden der rejser sig ret brat. Og det flade område kan man sagtens forestille sig har været fjordbunden.

De gamle avls- og administrationsbygninger er nu museum, og hvilket museum! Her er skovbrugsredskaber, vogne, krybskyttegeværer, udstoppet vildt, træ og hvad man anvender træ til. og Hansen Is i kafeen.

Enevælden

De danske enevældskonger havde et godt øje til området. Bl.a. drev de parforcejagt i Nordsjælland 1670-1777. En form for jagt som var en uhæmmet magtdemonstration som skulle imponere udenlandske diplomater mm samt vise bondebefolkningen hvor ubetydelige de var. Hørsholm Slot blev godt nok mest brugt som jagtslot eller sommerresidens. Og da kongelige personer endelig begyndte at bruge det, skabte det skandale. Det var nemlig Christian 7, hvis hoflæge Struensee stortrivedes sammen med dronningen Caroline Mathilde i 1771. Den historie gik Europa rundt og helt til vore dage laves der tv-serier om den.

Nå ja, den er vist med i alle turistbrochurer - men det er idyllisk. Den er opført på tomten af Hørsholm Slot og først færdig i 1823. Hvis man synes den ligner en miniudgave af Vor Frue Kirke (1829) i København, så er det ikke tilfældigt.

Om det var pga Struensee eller fordi Frederik 6. generelt var en knold at slottet derefter forfaldt er ikke til at sige. Men det blev revet ned fra 1810 og kun avls- og administrationsbygningerne langs østsiden af slotssøen overlevede. Der er nu et slaraffenland for jagtinteresserede i form af museer. Absolut et besøg værd. Kirken overlevede heller ikke forfaldet, og Frederik 6. måtte engagere C. F. Hansen (ham med Frue Kirke) til at tegne en ny i 1823 hvor enevælden ikke længere havde råd til at leve i sus og dus på befolkningens bekostning.

På trods af at Frederik 6. havde styret Danmark ud i 2 angreb på København (1801 og 1807), blameret sig på Wienerkongressen og afgivet Norge, var hestene i Hørsholm dog ikke glemt, i han 1817 fik finansieret ridehuset ved Folehavevej, tegnet af Thurah.

Kongevejen: Trafikknudepunkt

Udbygningen af vejnettet i de første årtier af 1800-tallet betød at Hørsholm blev et trafikknudepunkt. Makadamisering af vejene var en revolution og muliggjorde regelmæssige postvogne nordpå. (Hvis du vil høre mere, så lyt til udsendelsen i radio24syv den 5. juli 2016). Hirschholm havde allerede siden 1721 været et "birk", og på bygningen ved slotssøens nordøstlige hjørne minder en bygning om den tid, med påskriften "Hirschholms Birks Ting og Arresthus" fra 1877.

Hirschholms Birks Ting og Arresthus. Ikke så gammel som birket (1877), men stadig imposant.

Hørsholm lå fordelagtigt i forhold til de gode nye transportforbindelser. Postgården var et resultat af de nye kongeveje i Nordsjælland. Postvognene skulle skifte heste, mens passagererne hvilede ud og fik et måltid mad på Postgården (senere Hørsholm Hotel). Der opstod flere købmandsgårde, gæstgiverier og værksteder af forskellig art. Så mange at der åbenbart gik konkurrence i den, i hvert fald hvis man skal tro en artikel i Politivennen  fra 17. september 1836, s. 608-609:

Til Birkedommeren paa Hirschholms District.
Det vil næppe være undgået fleres opmærksomhed at mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdams Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten, men nedsætter prisen hvor sådant lader sig gøre. Da sidstnævnte kro også i andre henseender har fortrin for den førstnævnte, nemlig i hurtigere og bedre beværtning, så kan man ikke antage at man ved den nedsatte pris tilsigter at skaffe sig større søgning. For den vil Amsterdams Kro alligevel efterhånden få når ikke andet liv kommer i Hørsholm Postgård. Men årsagen må være at kroejeren finder at han kan levere en del under taksten og dertil også ser på de rejsendes fordel. Det var på grund af det ønskeligt om hr. birkedommeren ville ved næste kvartals gæstgivertakst foretage efter behørig undersøgelse nogle forandringer. For det må vist nok anses urimeligt at man skal betale 20 eller 25 procent mere på det ene end på det andet sted fordi postkarlene af visse grunde bringer den rejsende helst til Hørsholm Postgård, eller fordi dagvognene der skifter heste og de dermed befordrede er afskåret valget.

Udover museerne er der også en meget velbevaret mølle fra 1891. Arealet om møllen og møllebygninger er ryddet så man kan gå en runde hele vejen omkring.

Jeg er ikke fuglekender, men er det ikke en tårnfalk? Set på engen syd for Rungsted Skole. Der var oven i købet to, og de var dybt utilfredse med at de ikke kunne dele et bytte i fred og ro. Den er ikke ualmindelig, men det er første gang jeg har set en.

Skovene og Arboretet

Skovene er i dag som dengang et markant indslag mellem Hørsholm og Vedbæk. Rungsted Hegn, Folehaven og Sandbjerg Østerskov er meget varierede skove, både hvad angår terræn og beplantning Desuden er der ikke særlig meget trafiklarm som der kan være i andre skove. Måske fordi der er så kuperet. Omkring skovene er der fine engarealer som fx mellem Rungsted Hegn og Rungstedlund med bevoksning af gederams, tidsler, valmuer og højt græs.

Et ikke sjældent indtryk fra skovstierne: Kuperet terræn, varieret vegetation. Og fjernt fra lyde fra civilisationen.

Udover museerne kan man også blive klogere i Arboretet. Som lige har skiftet ejer, se Nu er lokal naturperle solgt. 3. juli 2016. Skiltene fra 15. Juni Fonden er allerede sat op. Hensigten er at gøre det mere publikumsvenligt, fx etablere et offentligt toilet. Arboretet rummer tusindvis af planter og Nordeuropas største træ- og busksamling.

Hørsholm og Rungsted i dag

En vandretur i Hørsholm Kommune er en vandring i en kommune som gennem mange år har ligget i top-3 af højeste gennemsnitsindkomst i Danmark, tæt på topscoreren Gentofte Kommune. Se fx Ceveas Danmarkskort. Også når man indregner andre socioøkonomiske faktorer. Ejendomsretten er sat i højsædet. Man er sjældent i tvivl om hvor langt man skal gå. Og hvis man er, så skal der nok være et skilt som minder en om det.

Bekendtgørelse af lov om mark- og vejfred § 17. "Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde."

Lov om markfred har rødder flere hundrede år tilbage, og hensigten var oprindelig at beskytte markerne mod at kreaturer kom ind og spiste afgrøderne. Markejeren havde ret til at skyde dyret, eller hvis han lod dyret græsse, afkræve ejeren et klækkeligt beløb for fortæring og "optagelsespenge." Denne lov gjaldt fx på de arealer vi i dag kender som Vesterbro og Nørrebro (se fx Politivennen 22. november 1817). Men mens ingen vel håndhæver loven på hverken Vesterbro eller Nørrebro i dag, så gør man det altså i Hørsholm. Dog har ejerne ikke længere ret til at skyde, de må nøjes med at opkræve en bøde. Endda i bymidten.

Hørsholm Mølle. Nu er det et håndværksmuseum, men det har ikke så tit åbent. Til gengæld er bygningerne flotte og møllen selv godt i stand.

Plads til flygtninge?

Og for nu at vende tilbage til starten af artiklen. Der har gennem tiderne eksisteret to yderholdninger til hvor flygtninge og indvandrere skal bo. Den ene ende er at man lige så godt kan stuve dem hen hvor der i forvejen er stuvet godt med mennesker sammen - de er jo så vant til det i forvejen. Den anden er at det må være de som har økonomisk og pladsmæssigt overskud til det. I praksis må man vel konstatere at den første model i mange årtier har været den dominerende, jf vestegnskommunerne. Men nyere tider har også stillet krav om at rige kommuner må yde deres bidrag, og det har skabt debat. (30. juni 2016).

En bakketop med udsigt til Rungsted Hegn i et fredeligt kvarter. Beskyttet bag høje, hvide mure og gitterport. Og en have på størrelse med en mindre park. Formentlig engang bolig for en velhaver og familie. Og måske i fremtiden for 27 flygtninge?

Kommunen opfatter det som et stort pres at skulle boliger til de 102 som kommunen er pålagt at tage sig af i 2016. Og selv om dette tal daler til 77 i 2017, så betyder det ifølge borgmester Morten Slotved (K) ikke at presset på at skaffe midlertidige boliger bliver mindre. Ifølge Ugebladets oplysninger har Hørsholm indtil videre modtaget 38 af de 102 flygtninge, der skal komme i år. At antallet falder, ses dog ikke umiddelbart som noget positivt.

Altså vi kæmper jo med at finde boliger til de flygtninge, vi har modtaget. Det er en umulig opgave. Vi har ikke boligerne ... Umiddelbart forekommer det positivt, at vi skal modtage færre. Men hvis der eksempelvis er mange familiesammenføringer blandt de 85 og ikke for de 102, vi skal modtage i år, så er det jo ikke sikkert, at det batter noget.

Et omstridt område i forlængelse af Ådalsvej har skabt protester - og i august vil der blive indkaldt et dialogmøde for naboer til et område på Bel Colles Allé. Her ligger en kæmpekasse hvis ejere har tilbudt at leje den ud til 27 flygtninge. Men de omkringboende skal altså lige spørges først ... Sådan rent en passant må jeg da nu nok konstatere at flygtninge vil få fine forhold der.

Ruten

Hovedgaden Hørsholm. Museerne og kirken. Folehavevej. Linstouws Grav. Rungsted Hegn. Bel Colles Alle. Rungstedvej. Rungsted Skole. Sti til Helleholm. Kildemosevej. Lille Frises Eng. Bomvej. Caroline Mathildes Sti. Gøngehusvej. Fagerdalen. Sandbjergvej. Mathildesvej. Kirkegårdsvej. DTU. Fantastiske vandrestier stort set hele vejen. Ca. 20 km.