Kagså-Dalen

Kagså-dalen mellem Gladsaxe og Herlev er de sidste årtier stille og roligt gået hen og blevet et rigtig godt rekreativt "bynatur-område"

Fra bakken nord for Klausdal får man indtryk af den udtørrede Tibberup Sø. I horisonten Hareskovene. Smørmosen midtfor og Fedtmosen til venstre.

Kagsåens eksistens skyldes Tipperup Sø. Det der i dag er Smørmosen og Fedtmosen. I oldtiden sejlede folk rundt i udhulede egestammer. Ca. 1300-1673 eksisterede landsbyen Tipperup. Men så forærede Chistian 5. den til Joachim Vincentz von Hahn der ganske enkelt nedlagde den - sådan gjorde man åbenbart under enevælden, Danmarks daværende svar på nutidens militærdiktaturer. Kongen overtog området igen 1738 og beholdt mosen til jagt og tørveskær. Et godt indtryk af den nu udtørrede sø får man på bakken nord for Klausdal der nu bruges af KFUM-spejderne.

Endnu et kik fra Klausdal, denne gang mere mod nordvest til Kildegården der nu er naturcenter. En vidunderlig blomstereng med masser af blomster, insekter og andet godt i forgrunden.

Bønder

Bønderne fik efter kronens overtagelse af området i 1738 Fedtmosen som blev udstykket. I dag er der kun enkelte reminiscenser tilbage, gårdene Kildegården og Klausdal der ikke er specielt gamle, men som formentlig ligger på steder hvor der har ligget gårde siden dengang. Som det fremgår af billederne drives der ikke længere landbrug på gårdene. Men formentlig har der været kornmarker omkring dem.

Kildeplads XIV (1897). Da den blev anlagt, var det ganske langt ude på landet. Ca. 10 kilometer fra København. Og inden for et par kilometers radius kun de små landsbyer Herlev og Gladsaxe. I baggrunden Kagsåkollegiet som blev bygget 1968.

Københavns Vandforsyning

Tibberup Sø blev afvandet dels af Tibberup Å - der senere bliver til Jonstrup Å og Værebro Å, dels af Kagsåen som via Harrestrup Å og Damhussøen ender ved Åmarken. Men udover bønderne havde København også siden 1500-tallet rumsteret i området - vandforsyning! I første omgang i form af overfladevandet fra søen. I 1672 var vandstanden i søen faldet så meget at vandet løb denmodsatte vej - altså tilbage i søen! I 1722 var der blevet forbrugt så meget at søen blev til mose. Ikke desto mindre blev man ved med at forsøge at udvinde vand. Først ved at oprense grøfterne i 1786, men uden held, mosens vandspejl var allerede sunket for meget. I 1815 forsøgte man sig så igen med at oprense Kagsåen. Et forsøg med at stoppe afløbet gennem Tibberup Å hjalp heller ikke og blev genåbnet i 1820. I 1861 afsagde Højesteret dom over at Københavns Vandforsyning ikke havde ret til at udnytte vandet. Så erkendte man at Kagsåen ikke kunne levere vand til København.

Københavns Vandforsyning har både betydet at området langs Kagsåen er blevet drænet så man har været nødt til at grave åen dybere og dybere, på den anden side sikret at området ikke blev offer for den eksplosionsagtige urbaninsering fra 1950'erne.

Kunne man ikke udnytte overfladevandet, gik det bedre med grundvandet. I 1897 anlagde Københavns Vand Kildeplads XIII og 1905 Kildeplads XIV. De lå dengang groft sagt 9 km ude på landet på en øde mark. Og de fungerer stadig væk, dog  er Kilde XIII delvis lukket pga industriforuerening. Kildepladserne betød på den ene side at området blev drænet for vand, på den anden side at naturen blev forskånet for urbaniseringen.

Moseområde mellem Motorring 3 og Kagsåen som løber langs trærækken bagest. Anlægget af Motorring 3 kom til at betyde at arealet dalede i betydning som landsbrugsområde.

Motorring 3

På forunderlig vis kom Motorring 3 lige som Københavns Vandforsyning til at spille rollen som tveægget sværd for Kagsådalen. Motorringen sætter i dag sit afgørende præg på lydbilledet langs Kagsåen. Som en kraftig emhætte suser den konstant og vedvarende. Det var formentlig ikke planen da den blev planlagt og projekteret under 2. verdenskrig. Stykket langs Kagsåen blev dog først færdigt i perioden 1968-1971. Og er i dag en af de mest - hvis ikke den mest - befærdede motorveje i Danmark.

Engarealet med sø, græs og markblomster. Det sydligste område -længere mod nord anes skovområdet. Og Motorring 3 med skiltet helt yderst til venstre.

Støjniveauet er den dårlige nyhed, den gode at ådalen ned til Kagsåen i dag rummer tre rigtig gode bynaturområder, fra nord til syd: Vildvoksende skov (fortrinsvis løn, vist nok), mose og eng. Syd for Herlev Ringvej kan man opleve den helt paradoksale stemning af larm fra motorvejen - og et fantastisk fugle-, insekt- og planteliv. Hvis man vil studere vilde planter og græsser, så er der rige muligheder. Og ornitologer vil formentlig også kunne få megen tid til at gå her. "Skovområdet" har fået lov til at gro til så det i dag fremstår ret uigennemtrængeligt, selv de få trampestier der er. Moseområdet er sumpet og gummistøvler kan anbefales. Engområdet har nogle gode vandrestier. Her er både en rig blomsterflora, samt et godt udvalg af Danmarks mange græsarter repræsenteret, ind i mellem også rester fra de gamle kornmarker (rug, vist nok).

Haveforeningen Nyvang i Herlev Kommune grænser helt ned til Kagsåen i forgrunden. I modsætning til haveforeningen Tornhøj på Gladsaxe-siden af Kagsåen, som ligger et pænt stykke fra åbredden med en græsrabat og sti mellem.

Haveforeninger

Indtil 2. verdenskrig havde Kagsådalen været overladt til landbrug, formentlig bare marker og åbent landskab. Men så begyndt urbaniseringen for alvor at røre på sig. I første omgang som udslag af den københavnske arbejderklassens ønske om lys og luft. Det betød at fra øst begyndte haveforeningerne siden 2. verdenskrig bredt sig ned mod Kagsådalen. Og det fortsatte på den anden side af Kagsåen mod vest med Nyvang ind i Herlev Kommune (1952) og Smørmose (1956). Fra samme periode (1948-50) stammer også Herlevhuse som tidligere er blevet beskrevet her på Vandringsløse Tidende. Herlevhuse kan ses som et forsøg på at realisere arbejderklassens drøm om at bo permanent "på landet" i små, billige huse.

Haveforeningen Tornhøj i Gladsaxe Kommune. Afstanden til åen er væsentlig større end i Herlev Kommune (til venstre i billedet). Som det bemærkes er åen lige blevet oprenset. Og på trods af de kraftige regnskyl er der ikke meget vand i den. Selv om den er blevet dybere. 

Kagsåkollegiet

Meget symptomatisk for 1960'ernes velstandsboom og en stigende søgning til de videregående uddannelser blev i 1968 Kagsåkollegiet færdigt. På initiativ af De Unges Boligaktion, Danske Studerendes Fællesråd og Studierådet ved Københavns Universitet. De to sidste blev dog senere udskiftet med repræsentanter for Lærerstuderendes Landsråd, Studierådet ved Danske Teknika samt Gladsaxe Kommune. Kollegiet var tegnet af arkitekt Aage Hartvig Petersen.

Nyttehaver nord for Klausdalsbrovej. Jeg ved ikke hvornår de er fra.

Kagsåens lidelseshistorie er således lang: Bønder, godsejere, vandvæsen, haveforeninger, beboelse, kollegier har alle krævet at få del i kagsådalens lyksaligheder. Således at den for ganske årtier siden lignende en parodi på sig selv. Men på forunderlig vis blev noget reddet af vandforsyningen, af motorringen - og endelig af at man de seneste årtier er blevet opmærksom på andre værdier end materielle og økonomiske.

Græs er ikke bare græs, det finder man hurtigt ud af når man nærkikker på engarealerne. Jeg vil vædde på at man kan finde et betydeligt udvalg af Danmarks mange græsarter her.  Og fugle, insekter og dyr elsker sådanne områder. Det summer bogstaveligt af sol over engen!

Området har påbegyndt en ny epoke hvor man har givet skov, mose og eng lov til at brede sig. Afregningen i form af et rigt dyreliv, fugleliv, insekter og planter har ikke ladet vente på sig. Og kagsåparken, som er det officielle navn, er undergået store forandringer hen i mod at blive et rekreativt område for nutidens fortravlede bymennesker. Faktisk har jeg set en større biodiversitet på dette forholdsvis lille område end ude "på landet" hvor kulturstepperne og monokulturen dominerer!