Nyt fra Vestfro ....enceinten

For militærhistorisk interesserede (og for den sags skyld da også andre) kan det godt betale sig at gå en tur langs Vestvolden for tiden. Især i Rødovre. Det er der flere grunde til. En af dem er ikke den nye sti på toppen af Ejbybunkeren - der skal vist fældes nogle træer først, før den kommer til sin ret. Men fra Ejbybunkeren og sydpå er der en del nyt at se på. Der er rekonstruktioner af krigskarlenes liv, såsom vagtrummet i afsnitkommando Ejbyafsnittet (ved voldpunkt XIV), af et ammunitionsrum og et sanitetsrum.

Kik ind gennem glasruden foran til Afsnitskommando Ejby. Der er ikke så meget at se af hovedkvarteret. Men der går en dør ind til højre, uden for billedet. En soldat, formentlig skal det forestille at være en vagt, sidder og kigger på nogle papirer. Bag ham står en noget ujævn feltseng. Bagest en kakkelovn.

Ejbylejren (som reelt er betonfundamenter beregnet til at slå telte over) er frilagt så man kan danne sig et indtryk af de oprindelige 6 barakker med sovepladser, samlings- og spisesteder fra 1891 og de under 1. verdenskrig tilføjede barakker og cykelskure til ordonanserne. Træerne og bevoksningen er stort set blevet fjernet, bortset fra en masse rødder. Og det er nemt at danne sig et indtryk af lejrens størrelse. Lejren er delt i to. I den ene er der lavet en cykelbane "Cykeludfordringen".

Den sydlige del af Ejbylejren, hvor der også er en cykelbane. Planchen fortæller ikke hvad de enkelte fundamenter blev brugt til.

Lidt længere sydpå er der sket en del siden 3. marts 2013 med rekonstruktionen af batteritogsmagasinet. Toget blev vist aldrig den store succes, men hensigten var at have et mobilt batteri med 6 togvogne med tilhørende kanoner som kunne køres derhen hvor der nu måtte være brug for det. Magasinet blev allerede fjernet efter 1. verdenskrig og flyttet til Avedørelejren hvor det var indtil 1999. Den nuværende bygning er opført efter originale konstruktionstegninger.

Der står en togvogn nord for batteritogsmagasinet, der nu har fået vægge. Den ligner ikke nogen af de vogne som er på billederne på planchen, og den er også for høj til at komme ind i selve bygningen. Men forklaring følger vel når det hele er færdigt.

I det hele taget er mange af magasinerne og andre dele af anlægget blevet istandsat og åbnet for publikum. Næsten alle poterner er nu åbne. Det er de underjordiske gange der fører gennem volden ned til kaponiererne. Der er to slags: Nogle meget smalle nogen, hvor man formentlig skulle kante sig igennem hvis der kom nogen i begge retninger, og nogle brede hvor heste med rytter kunne ride igennem. Der er i hvert fald to af de sidste.

Denne meget brede poterne (underjordiske gang) ligger ved Voldpunkt IX, omtrent ved Kærdammen. Den skulle være bred nok til at en rytter med hest kunne ride igennem. Fæstningen ligger på fjendesiden. Det var meningen at forsvarerne bagfra skulle beskyde fjender som det var lykkedes at komme over fjendesidens vold, komme over voldgraven og nu forsøgte at kravle op ad forsvarsvolden. Som om det ikke var nok, ligger der et stykke fra disse dobbeltkaponierer maskingeværstillinger, som skulle forhindre angribere in at angribe kaponieren.

Der er også åbnet et fredskrudtmagasin så man kan se det indre. Det viser sig at det er nogle hvælvede rum, belagt med mursten. Som bekendt er der to slags: De oprindelige fra da volden blev opbygget, og de såkaldt Madsenske fredskrudtmagasiner. Opkaldt efter en kreativ minister der luskede disse magasiner uden om en lov.

Et af de oprindelige fredskrudtmagasiner er blevet sat i stand og åbnet for publikum. Nu er der dog ikke krudt i rummet, derimod er der en grill, og i nederste højre hjørne kan man ane noget brænde. Det var helt sikkert ikke gået dengang rummet var fyldt med krudt!

Volden lå dengang langt uden for København med marker kilometervis på begge sider, men der lå også enkelte gårde, og en af dem ligger der stadig: Vibeholm. Nu blot i et industrikvarter, lidt nord for NKT. Heldigvis kom Danmark aldrig i krig, for ellers ville gården formentlig blive fjernet.

Gården Vibeholm har givet navn til batteriet af samme navn. Officielt kaldet Voldpunkt X. Hvad krigen ikke gjorde, er tidens tand måske nu i gang med: Den ser i hvert fald ret forfalden ud. Et håndværkertilbud. Ikke desto mindre er græsset slået og en kanin boltrer sig derinde. Gården er ganske stor, men hvor meget der lå der da volden blev bygget, ved jeg ikke.

Men ellers er volden så meget andet end militæranlæg. Der er masser af træer, buske og blomster. Fuglesang, kaniner og andre dyr. Mennesker på cykel, gåben og med eller uden hund. Der er stier alle vegne og på alle niveauer. Med alt fra solid asfaltbelægning til snoede, nærmest uigennemtrængelige buskadsstier. Så de sidste tre billeder er det bare med at nyde.

Ikke alt er istandssat og ryddet. Der er stadig tilgroede voldanlæg, uvejsomt terræn og urskovsagtig bevoksning. Og det har også sin særlige charme. Som denne kaponier omkring Park Alle. Eller Voldpunkt IX.

Nogle steder mødes fornyelse og forfald, som fx denne bro. Den ligger lidt nord for voldpunkt IX. På landsiderne er der blevet restaureret, men selve broen er delvist styrtet sammen. Og jo, Vandringsmanden forcerede selvfølgelig broen.

Langs voldgaden er der højt til loftet under træerne. Så her lidt nord for Holbækmotorvejen. Til højre tårner volden sig op, til venstre aner man den flade Avedøreslette, der dog i dag er afbrudt af voldene langs motorvejen.

Furesøen

Som bekendt prøver jeg at gennemtrave Mølleåen fra dens udspring til Øresund. Og har foreløbig gjort turen fra udspringet til Farum Sø. Og i virkeligheden fortsatte jeg ruten den anden retning, fra Bagsværd til Farum. Men for overblikkets skyld: Lad os starte i Farum! Så følger det bedre tråden op fra sidst.

Så er der dømt idyl. I hvert fald for synet. Fiskebækken, eller Mølleåen strømmer roligt mod Furesøen fra Farum Sø. Åkanderne blomster gult. For ørerne er det knap så idyllisk. Larmen fra adskillige trafikveje er svær at abstrahere fra.

Mellem Farum Sø og Furesøen hedder Mølleåen som bekendt Fiskebækken. Og der er ikke mere end en strimmel land mellem de to søer. Åen er til gengæld ret bred, og det er egentlig beskæmmende at man har presset store færdselsåret igennem her: Jernbane, motorvej og en hovedvej. Der er vel trafikale grunde til det, men specielt kønt ser det ikke ud. Jeg husker et besøg i København hvor jeg som ungt menneske arbejdede med listelofter og tog turen  mellem Frederiksberg og Farum i en uges tid. Det var kort efter at Fiskebækbroen var styrtet sammen den 8. februar 1972.

Nej, det er ikke mig der holdt kameraet skævt. Hvis man kigger godt efter, kan man se at kameraet ligger vandret. Det er skråningen og træernes hældning der skaber et lille synsbedrag. Søen ligger til højre. Dramatiske  udsigter som denne er ikke sjældne her. Og det oven i købet på en strækning hvor skrænterne ikke er så stejle. Det meste af strækningen falder de nærmest lodret ned.

Den vestlige ende af Furesøen er civiliseret. Her finder man Furesøbadet og Naturskolen. Her er en sandstrand og strandstemning. Men ellers er strækningen langs sydbredden af søen en storslået naturoplevelse. Menneskets indgriben er synlig, men langt fra dominerende. Strækningen fra Furesøbadet til på højde med Bagsværd Sø er præget af høje og nærmest lodrette skrænter ned mod søen.

Et typisk parti af stien gennem skoven. Her går den halvvejs nede af skrænten.

Sine steder er det muligt at spadsere langs søbredden, andre steder er det bedst at fortrække op på skrænten, og tættest på Farum bevæger man sig en del op og ned. Trærødder fungerer som trapper. Og det er bestemt ikke handicapvenligt. Til gengæld er det et glimrende og udfordrende terræn for vandrere. Og den ene storslåede udsigt følger den anden, hvad enten man går oppe, nede eller midt imellem.

Et skud fra bredden af Furesøen. Set mod Farum. Enkelte steder er der ryddet langs bredden og indrettet pladser. Men andre steder ligger træer hen over stien. Ligesom hældningen på stien gør at man risikerer at skride ud i vandet.

Jeg har måttet opgive at prøve at indfange de stejle skrænter på et foto. Bevoksningen og de vinkler jeg kunne komme til, yder slet ikke det dramatiske fald nogen retfærdighed. Godt nok er det ikke Stevns eller Møns Klinter. Men mindre kan da også gøre det. Og hvis ikke man lige vidste at Furesø var en sø, kan man en blæsende dag som denne godt opfatte den som en fjord eller et lille hav. Der er rigtige bølger på søen.

Skoven oven over søen byder også på mange idylliske scener, som denne hvor en grøft flyder mod søen.

Hvis ellers man har tid, kan man slå et slaw forbi Bagsværd Sø. Søen i sig selv er ikke den store naturoplevelse. Den er da ganske nydelig. Men der er nogle historiske steder som Bagsværd Rostadion, Aldershvile Slotsruin mv. Rostadion ser noget forældet ud. Tilskuerpladserne og det tilhørende udkikstårn kunne godt trænge til en kærlig hånd, hvis ellers der skulle afholdes internationale arrangementer her.

Ok, på utallige opfordringer: Aldershvile slotruin. Grevinden fra Bagsværd ... der er rigeligt med gode historier. Her nøjes jeg med et foto af stedet.

Der er vist skrevet adskilligt om Furesøen. Så jeg skal ikke gøre mig klog. Der skulle være masser af læsestof på biblioteket og internettet.

Bagsværd Bypark - fra industri til boliger

Jeg har delt dagens afsnit i to. Dette om Bagsværd Bypark og et andet om Furesøen og Mølleåen. Det kommer senere. Byparken er planlagt at skulle ligge i et erhvervskvarter fra midten af forrige århundrede på modsat side af Hillerødmotorvejen ved Smørmosen. Oprindeligt var her landbrug. Nogle af gårdene ligger der endnu, nu med andre formål. Den kommunalt ejede Thorasminde (fra 1858) bruges til udstillinger. Krogård anvendes nu til kontor, men var avlsgård for en hovedgård på Bagsværd Hovedgade. På gamle kort er også aftegnet gården Bagsværddal. Det er nu en vej.

En af de få gårde som er bevaret fra før området blev til industriområde. Thorasminde. Det er samtidig også den eneste grund som kommunen selv ejer.

I 1930'erne og 1940'erne blev landbrugene nedlagt og i stedet blev der gravet grus. Grusgravene blev i 1950'erne brugt som lossepladser for bl.a. kemikalier. Oven på lossepladserne blev der i 1960'erne bygget virksomheder som maskin- og smedeværksteder, autoværksteder, elektronikvirksomheder, snedkerier, trykkerier, støberier osv. Mange virksomheder findes stadig. Det gælder fx. afdelingen af den internationale bioteknologiske virksomhed Novozymes.

Den anden bevarede gård er Krogård. Den er har også bevaret staldbygningen, hvis facade anes i højre side af billedet. Der går dog ikke længere køer og grise rundt på gårdspladsen. I stedet for ko- og svinemøg har benzin, kemikalier og andet overtaget forureningen af jorden.

Det gælder skrotvirksomheden Bagsværd Jernhandel som genindvinder gammelt jern og metal fra industrien og afsætter det til genanvendelse. Den startede i 1946 på Lygten (Nørrebro), men flyttede allerede i 1948 til dens nuværende beliggenhed.

Det meste af industrien har med biler at gøre. Salg, reparation, og endelig skrotning. Bagsværd Jernhandel er en af de oprindelige virksomheder i området, og der skrottes stadig på livet løs.

Ellers består området af 61 grunde mellem 1.000 til 15.000 m2. På mange er bygningerne ved at gå i forfald. Og der er ingen virksomheder der er interesserede i at overtage grundene. Gladsaxe Kommune har derfor lavet 3 helhedsplaner mv. for at omdanne området fra industrikvarter til boligkvarter i de kommende 20-30 år. Endemålet er 3.000 arbejdspladser og 900 boliger.

Der er mange uens virksomheder i området. Små og store. Grimme, kedelige og ganske hyggelige. Tilsyneladende uden nogen særlig form for planlægning. Mon det er bygninger som disse kommunen finder værd at bevare?

Helhedsplanen forudsætter at Københavns byudvikling nu er ved at nå et mætningspunkt og at den spændende byudvikling i fremtiden vil foregå i forstæder som fx Gladsaxe med nøgleord som bæredygtighed og nytænkning af begrebet "forstad". Bæredygtigheden indebærer bl.a. at sunde eksisterende bygninger skal bevares og istandsættes.

Nord for erhvervsområdet ligger denne bygning med inskriptionen Vadstruphus. Nogle vil måske huske børneinstitutionen Vadstrupgård som for en 15 år siden var genstand for en heftig mediedebat. Huset her ser dog fredeligt ud.

Bydelen vil blive inddelt i fem områder, hver med deres særpræg. Købmandsbyen skal sørge for beboernes daglige fornødenheder. Kontorbyen og Vidensbyen taler vel for sig selv. Håndværkerbyen skal genhuse de mindre virksomheder som ikke allerede er lukket. Boligbyen omkring Thorasminde skal fortrinsvis bruges til beboelse. Men det hele er på tegnebordet endnu. For der er mange forhindringer. I de "glade tressere" var der ikke så mange der tænkte på jordforurening. Men nu betyder det at man ikke umiddelbart kan bygge på området. Det skal renses først eller forureningen indkapsles. Desuden er der komplekse ejerforhold. Kommunen ejer kun Thorasminde.

Bagsværd landsby er der stort set intet tilbage af. På Picasaweb har en dame ved navn Inger Dybdahl samlet en masse gamle billeder fra Bagsværd. De kan være meget svære at lokalisere i nutidens bybillede. Der er også en masse forklaringer til hvad det er man ser på billederne.