Kampen for et bedre liv.

Vandringsmanden er taget på tur til Nørrebro og omegn. Gadestrukturen har ikke ændret sig synderligt i årtier, men bylivet i gader og huse har ændret sig radikalt. I 1897 opførte arbejderbevægelsen et forsamlingshus på Jagtvej 69. Men arbejderbevægelsen var ikke rigtig til forsamlingshuse fra 1970'erne. Huset forfaldt stille og roligt, og i 1982 blev det så besat. Nu blev huset kaldt for Ungeren, eller Ungdomshuset.

Der er et vældigt leben på Jagtvej i dag. Så det er lidt svært at se nummer 69, hvor det tidligere ungdomshus lå. Men fjernest i billedet på venstre side mangler der et hus i tandrækken, og der lå det nu nedrevne Ungdomshus.

I modsætning til forsamlingshusene gik det ganske godt for værtshuslivet på Nørrebro. Et af dem var "Det Gyldne Krus". Mange fra den tid har sikkert besøgt dette et af Københavns daværende få natværtshuse, hvor alverdens bærme samlede sig når værtshusene lukkede ved midnatstid. Nogle gange - og det var ikke sjældent - gik det ikke stille af. Det Gyldne Krus havde et blakket ry. Men de tider er forbi. Nu er der åbent i fuldt daglys. Der står Bodega på baldakinen med reklamer af øl fra Nørrebros Bryghus.

Kapel 1 var adressen for Det Gyldne Krus. Det er vist nok ikke så gammelt som det nærliggende Det Rene Glas, som til gengæld stadig eksisterer af navn. Bumlere fra de almindelige værtshuse kunne fortsætte til Det Gyldne Krus efter midnat, og når det lukkede, kunne de så fortsætte på Det Rene Glas som var et morgenværtshus.

I 2007 blev Ungdomshuset på Jagtvej 69 ryddet. Og det skulle på mærkværdig vis mærkes på Fritidshjemmet Guldsmeden, Guldbergsgade 26. Det ligger i en gammel bygning som jeg ikke umiddelbart kan finde ud af hvad oprindeligt har været brugt til. Men i 2007 blev det udsat for hærværk i forbindelse med en demonstration for Ungdomshuset på Jagtvej 69, der 2 dage tidligere var blevet ryddet ved en af de største politiaktioner i nyere tid. To skure nedbrændte til grunden.

Fritidshjemmet Guldsmeden på Guldbergsgade 26. En fin gammel bygning der sikkert ville gøre sig ved at blive byfornyet.

Området omkring den mosaiske kirkegård med træ-navne (elm, ask, poppel osv) var forfaldent slum engang. Og der lugtede endnu af kattepis i opgangene. Men siden er meget blevet restaureret. Haandværkerforeningen i København er en brancheforening oprettet 1840. Udover det, opførte den i anden halvdel af 1800-tallet en række byggerier på Nørrebro til understøttelse til gamle, værdige og trængende håndværkere og deres efterladte. En af disse bygninger blev opført i Møllegade i 1893-1895 og hedder Alderstrøst. Den fremstår i dag næsten som ny efter en byfornyelse 2003-2008 for 220 mio. kr.

Alderstrøst er en ganske imponerende bygning og fylder godt ud i Møllegade. Lige ved siden af Det Fri Gymnasium. Man må gå ud fra at det er godt håndværk.

I selvsamme år, 1893, blev de to første socialdemokrater nogensinde valgt til Københavns Borgerrepræsentation. En af dem havde det meget folkelig navn Jens Jensen. Han havde en baggrund en fagbevægelsen som formanden for det vi i dag kender som LO. Han blev 1903 finansborgmester, indtil han som den første socialdemokrat nogensinde blev valgt som overpræsident 1924-28. Det var ham der var en af initiativtagerne til Fælledparken. Og netop i Fælledparken finder vi i dag den nuværende socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen. Egentlig imponerende at vi i Danmark kan møde en så magtfuld og fremtrædende person uden sikkerhedsvagter stå her ved indgangen ved Rigshospitalet. Gad vide hvor mange hovedstæder der kan opvise samme scenarie. Og han stiller tilmed villigt op til fotografering da Vandringsmanden beder om at få et billede. Han smiler og ønsker velkommen.

Københavns overborgmester Frank Jensen stiller velvilligt op for Vandringsmandens kameralinse. Måske er han lidt ængstelig for hvad han nu skal ind til. Men det kan nu ikke ses ret meget. Han virker afslappet, smiler og byder velkommen.

Senere smiler han dog ikke mere. Og det er der heller ikke længere grund til. For der er et par stykker som ikke er begejstrede for at han skal holde tale ved det arrangement som han ellers sammen med Anette Villumsen (SF) og Johanne Smidt-Nielsen (EL) er inviteret som talere til af LO og FTF. Faktisk så forsøger de både visuelt med bannere og røgopsendelse, og auditivt med høje råb at forhindre at nogen som helst kan høre hvad Frank Jensen har på sinde. Man kan høre på ham at det påvirker ham. Personligt ville jeg være krøbet i det nærmeste musehul. Men Frank Jensen giver ikke ikke op. Selv om han sætter tempoet lidt for højt, og stemmen har en lettere sitren. Efterhånden får Frank Jensen dog igen kontrol over stemmen, falder til ro og gennemfører sit forehavende.

Her er selvsamme overborgmester kommet på storskærmen. Fra denne position er han skjult bag det blå banner. Lydstyrken er skruet tilpas højt op så talen går klart igennem, og overdøver støjsenderne oppe ved scenen. Måske af selvsamme grund bliver der så arrangeret røgudvikling. Ingen kommer dog noget til skade.

Klapsalverne er måske ikke taktfaste og lange. Men min fornemmelse er at langt hovedparten af tilskuerne giver en hånd med. I hvert fald på det sted hvor jeg står. Enhedslistens Johanne kan jeg ikke se om klapper. Men det første hun gør da hun får ordet er at gøre det klart, at det ikke ligner noget at forhindre en af talerne i at komme til orde. Det bliver der klappet af. Kort derefter, i et meget mindre telt, bliver der til gengæld klappet af en anden taler. Taktfast. Det sker da formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen giver sin analyse af den afsluttede lockout, og med ængstelse omtaler de kræfter som KL og Finansministeriet har sluppet løs. Mon sejrherrerne egentlig er klar over hvilke kræfter det er, spørger han. Det svar får vandre i vinden.

Ledøje-Smørum - og lidt om bønder og svenskere

Målet for dagens vandring er de to oldtidsgamle landsbyer Smørumovre og Ledøje. De ligger i gåafstand fra Kildedal s-togsstation. Området har været beboet siden oldtiden, og det vrimler med oldtidshøje og -grave i området. En af de mere imponerende er Kong Svends Høj. Udover at være ret stor er der også en meget fin udsigt over hele området.

Just stået af på Kildedal station, får jeg øje på OY 9428 X-Air Hawk. Ejet af flyveklubben Albatros. Den ligger ved Kildedalsvej i Måløv. Flyet er ifølge klubbens hjemmeside bygget i Indien i 2005 og flyver ca. 140 km/t. Det går da også rigeligt med tid til at indstille linser og trykke af når det er nærmest. Med skyerne i baggrunden, tja ... flot.

På vej mod Smørumovre kan man på afstand se bl. se Baunehøj og Ørkenhøj, to gamle oldtidshøje, som ligger ved Kirkevangen. Landskabet er meget kuperet, mest marker og engarealer afbrudt af nogle klatter træer hist og pist. Fra Kong Svends Høj fører der en gang- og cykelsti sydpå mod Smørumovre og Ledøje, og der er for alvor kommet fuglesang for oven. I det hele taget er der få naturstier for fodgængere. Adgang forbudte-skilte pryder vejene. Men der er til gengæld gode cykelstier som i dagens anledning må lægge asfalt til vandrestøvlerne.

Et typisk billede fra området: Meget kuperet. Til venstre kan man lige ane Smørumovre kirke rage op ved træet og resten af Smørumovre ligger så til højre for. En anelse til højre for billedets midte kan man se den ene af de to oldtidshøje. Der hvor der er to små træer. De står på toppen.

Jeg støder bl.a. på et fasanpar ved Råbroholm, et ynglende svanepar i Ammetofte Mose og et føl ved Ledøjegård. Der er sikkert andre forårsaktiviteter som jeg ikke lige lagde mærke til.

Gårdene ligger tæt og mange i Smørumovre. Her har jeg dog foreviget de mindre huse i byen. Gårde har jeg efterhånden vist en del af, og selv om de faktisk er ret forskellige, så skal der også være plads til de mindre huse.

Navnet Smørum er man lidt i tvivl om hvad betyder. Um er man ret sikker på kommer fra Hem, altså hjem. Men betyder smør et gammelt ritualsted hvor man smurte sig ind, betyder det at man her producerede smør eller hentyder det bare til noget fedtet og fugtigt, som fx Smørmosen? Vi ved det tilsyneladende ikke, og det kan vel egentlig også være lidt lige meget, når nu den er hyggelig nok.

Oprindeligt en skole, bygget i 1860. Nu huser den lokalhistoriske aktiviteter, arkiv mv. Uret midt på facaden går stadig, og viser rigtigt. Under uret er en mindetavle, opsat af beboere i Smørumovre i taknemmelighed over for Tutein af Edelgave. Sammenligner man med gårdene omkring, så har det været en ganske anselig bygning dengang.

Der er også forskellige forklaringer på hvorfor det hedder Smørumovre og Smørumnedre. En af forklaringerne er at -ovre ligger højere end -nedre. Og den forklaring køber jeg, i hvert fald kigger Smørumovre ned på Smørumnedre. Gårdene ligger i en lind strøm omkring gadekæret og de gamle bygader.  Ved gadekæret ligger der endvidere en skole fra 1860 som er skænket af Vilhelm Frederik Tutein. Han var søn af en storkøbmand som i 1805 havde erhvervet godset Edelgave. Grunden til formuen var bla. handel med slaver, sukker, krydderier og andet fra de oversøiske kolonier. Det er nu ikke slaverne som beboerne takker, men Tutein, på den indmurede mindesten under uret. Hvad vidste bønder om agurkesalat dengang? Skolen var skole 1860-1959. Herefter fungerede den som rådhus for sognerådet 1960-1981. Nu er der forskellige lokalhistoriske aktiviteter.

Ammetofte Mose. Taget omtrent på det sted, hvor firmaet Lauritz Knudsen fik gravet så mange tørv, at vejen skred ud i tørvemosen. Nu vogter mutter svane fredeligt på sine æg. Og mon ikke det er fatter svane som bevogter sin mage?

Ammetofte Mose er lidt speciel som tørvemose. Den blev brugt under krigen af især Laurits-Knudsen, senere LK-Nes til at grave tørv. Og så meget at 50 meter af vejen simpelthen i 1941 skrev ud i mosen. Så stor var den begivenhed at den kom i avisen, så det er ganske vist. Det var toppen af Ammetoftebakken der måtte levere jord til at udbedre vejen.

Umiddelbart før Ledøje et lidt utraditionelt syn: Jordbærgården tilbyder forskellige ting såsom chokolade, udskænkning, osv. Jeg har set gårdbutikker andre steder, men denne er den eneste så tæt på København. Den er nu ikke åben om torsdagen, så jeg må fortsætte.

Uden for Smørum på vej mod Ledøje leder jeg efter Svenskestenen. En uanselig sten som dækker over dunkle og dramatiske begivenheder i vores fortid. Men der er et kæmpe byggeprojekt igang i området. En rundkørsel tror jeg det ligner. Så jeg opgiver at lede efter stenen. Begivenheden er imidlertid værd at nævne. Baggrunden er svenskernes belejring af København, august 1658 til juli 1660. Se tidligere indslag om Carlstad på Vandringsløse Tidende. I dette nu så fredeligt udseende område fandt der i vinteren 1659 en forfærdelig massakre sted mod nogle svenske krigskarle.

Gård umiddelbart uden for Ledøje. Der er så idyllisk på landet. Vist nok. Der er en rideskole, og såmænd også et lille føl. Det er bare ikke så meget for at blive fotograferet, og det respekterer jeg naturligvis.

Helt uforskyldt var det ikke. Svenskerne opbyggede Carlstadt af allerede forhåndenværende byggemateriale. Det gik også, og måske også i særlig hård grad, ud over datidens Smørumnedre- og Ledøje-bønder. I de næsten 2 år belejringen fandt sted, må de svenske krigskarle havde kedet sig gevaldigt, eller også havde de ganske enkelt ingen andre muligheder for at skaffe sig mad, tøj og forplejning og lidt på den dumme. Gårdafbrændinger, vold, voldtægt, plyndringer hørte til dagens orden. De gik på rov i baglandet helt ud til Ledøje-Smørum. Bønderne havde ikke magt som de havde agt.

I vinteren, formentlig december 1659 hærgede en flok svenskere igen. Nu blev det bønderne for meget. De slog sig sammen, og en nat hvor svenskerne havde drukket sig fra sans og samling, angreb de med forhåndenværende landbrugsredskaber. De slog hele banden ihjel. Det ved man fordi man i 1912 fandt en 3 x 1,5 meter stor grav med 10 lig, sønderhuggede og knuste af hakker, økser og lignende. Uden en trevl på kroppen. Kan vi bebrejde bønderne at de tog lidt tilbage af hvad svenskerne havde røvet fra dem? I Kurosawas verdensberømte film De Syv Samuraier husker jeg stadig Mifunes Kikuchiyo forklare de harmfulde samuraier om hvorfor bønderne skjuler rustninger af dræbte samuraier. Japan-Smørum. Der er en forbindelse!

I Ledøje snor den gamle bygade sig imellem gårdene. Og der er ganske mange af dem. Jeg har indtryk af at der er langt flere end i Smørumovre. Nu mangler vi bare gårdskarlen med store træskostøvler som driver brølende køer igennem, mens gæssene forskræmt flygter ind på gårdspladserne. Men ikke engang lugten er der. Der dufter frisk og rent af klinisk dansk forår.

Ledøje betyder slet ikke det som vi i dag forstår ved de to ord led og øje. Det kommer af de gamle danske ord leth og høfthi som betyder hhv vej og hoved, eller fremspring. Og det giver også mere mening, fremspringet ved vejen. Landsbyen har Danmarks eneste højhuskirke: Den er bygget i to etager. Den er der imidlertid rigeligt af på internettet i forvejen. Kirker interesserer mig ikke så meget. Det gælder også denne kirke, to etager eller ej.

"Smedens Hus" står der på denne lysegrønne idyl ved gadekæret i Ledøje. Vasketøjet flaprer dovent i forårsvinden. Men der lyder ikke taktfaste slag på ambolten. Så smeden er nok væk.

De to landsbyer er begge værd at besøge hvis man gerne vil have et indtryk af bondegårdsarkitektur for hundrede(r) af år tilbage. Landsbyernes vejsystem kan man også fantasere sig til. De krogede og snoede småveje. Måske vinder Ledøje en anelse på at have langt flere bygninger. Selvfølgelig er landbruget en saga blot, forstået som det landbrug, gårdene blev bygget til. Nu er det hele stordrift. Og bøndernes gårde bliver brugt til alt muligt andet: Beboelse, kommunale institutioner, små håndværksfirmaer, rideskoler, golfklubber, spejderhytter osv. Og markerne er for en stor dels vedkommende også lavet om til rideskoler, golfbaner og andet.

Ledøje-Smørum Lokalarkiv.
Egedal Leksikon. En noget besværlig, men mere informativ indgang til Egedal.

Viggo Sø

Viggo Sø - hvad? Jo, der ligger en lille sø, godt gemt i det nordøstlige hjørne af Utterslev Mose ved Grønnemose Alle. De der har læst Parkguiden vil vide, at det er nogle små rækkehuse som er opført omkring en lille sø (dam, burde det vist snarere hedde) i 1943. Så de fejrer altså i år 70 års jubilæum. I folderen står der endvidere, at det var billedhuggeren Povl Søndergaard, arkitekten Viggo Møller Jensen og Johan Galster som i begyndelsen af 1940'erne havde en drøm om at oprette nogle boliger for kunstnere.

Kunstnerhusene spejler sig i Viggo Sø, og på en af altanerne sidder nogle og snakker intenst. På den side hvorfra fotoet er taget, er der dog ingen bebyggelse, men et smalt krat.

På bebyggelsen egen hjemmeside kan man også læse lidt om kunstnerne og se nogle af deres værker. Søen hedder nu officielt Viggo Sø, og boligerne er fredet. De kaldes også Atelierhusene. formentlig pga at det helt tydeligt er nogle meget store ateliervinduer i de fleste af husene. Da jeg drejer ind mod søen, er det som freden sænker sig denne lune forårsformiddag. Jeg kan ikke lade være med at udtale min begejstring over for de to i bilen der ankommer sammen med mig, og beskedent svares der tilbage med smil og tak. Men ellers tror jeg nu nok at man skal være lidt respektfuld overfor at man jo nærmest sidder i beboernes baghaver når man går ned til søen.

Her er Atelierhusene så. Ifølge beskrivelserne skulle ateliet på 4 meters højde fylde det meste af huset. Området er meget stille og roligt. Og idyllen er da ikke til at tage fejl af. Bag husene er endnu en række, som altså ikke har direkte udsigt til Viggo Sø.

Jeg finder et fredfyldt sted modsat husene og får pludselig lyst til at blive siddende her. Var det ikke fordi kulden langsomt sniger sig ind. Så meget forår er der trods alt heller ikke. Folderen oplyser at der hvert år i september er åbent i kunstneratelierne (jeg kunne nu kun finde noget for 2011). Jeg er ikke utilbøjelig til at mene, at jeg måske slår et smut forbi. Men jeg ønsker for alt i verden ikke, at denne fredfyldte oase skulle blive invaderet til daglig af nysgerrige. Berlingske Tidende bragt i 2009 en artikel om nogle af kunstnerne.

Terneøen står klar efter vinterens byggearbejde. Sidst jeg var her i december, var der stadig store gravemaskiner. Der er blevet sejlet halmballer og egeflis ud for at fuglene kan få fred til at yngle. Jeg noterer også at bistaderne er flytte ca 10 meter. Den gamle indhegning står endnu, men nu er der altså lavet en ny.

Dagens vandring skulle være en afslapning. Ikke noget med store forberedelser, men bare nyde vejret, foråret og hvad der ellers byder sig til. Hele turen er omkring 12 kilometer fra mit udgangspunkt, og jeg var heldig at komme af sted mens solen stadig skinnede. Billederne får tale for sig selv. På vej ud bemærker jeg også at Vestvolden omkring Kagså Batteri er blevet skovet og nu ligger nærmest bare. Det bliver spændende at se hvad man har tænkt sig med dem.