Vandringsløse har skrevet en del gange om Store Vejleå, bl. a. i forbindelse med de store oversvømmelser i september 2017. Det kastede et indslag i TV Lorry af sig. Denne gang har jeg lavet et par sidespring til tilgrænsende vandringsmål.
Nærmere på betegnet på strækningen mellem Albertslund og Ishøj, altså i det område hvor åen er mest synlig. Og i det område hvor man for alvor får et indtryk af at der er tale om en ådal idet man ikke skal ret langt væk fra stien før det hele begynder at blive dejligt sumpet og fyldt med dyreliv.
Boldbanen til fængslet. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvordan fangerne har fordrevet tiden her med atletik og boldspil. Her får man også indtryk af stjernene i fængselsfløjene. Og højden af mur og hegn. Nu holder Nordisk Film til mod højre.
Statsfængslet Vridsløselille
Det er ved at være sidste udkald for at få et gys ved at gå rundt - og visse steder endog ind på - det gamle statsfængsel Vridsløselille. Den centrale panoptikonbygning sker der ikke noget med, men de fire fængselsfløje med cellerne skal rives ned. Godt nok kommer der bygninger de samme steder som ligner de gamle cellefløje, og murstenene genanvendes. Planen blev godkendt i efteråret 2022.
"Egon Olsen" - sidelæns. Den berømte port som blev vist i filmene set fra siden. Nu er Nordisk Film så rykket ind i området.
Den grønne port, inspektørboligen og kirken bevares. På udenomsarealerne bliver der opført seks boligkvarterer med etageboliger og rækkehuse. Tidligere indsatte vil måsle sukke over at der ikke blev brygget øl dengang de sad der. Men det gør der så nu, bryggeriet Slowburn Brewing Co-op er flyttet ind, og de leverer bl.a. til fire michelin-restauranter. Og sådan er der så meget i vente. Fængselsgrunden - selv om man ikke rigtig kan komme ind uden på de guidede ture - er stadig creepy at gå rundt i. De høje mure og hegn. Nordisk Film var ved at optage da jeg kom forbi, og så er der ingen adgang. Om føje år er der grønne områder og gårde og formentlig også barnelatter og lystig pludren, og så er den uhyggelige stemning vel væk - sikkert ikke mange vil savne den. Jeg fik i hvert fald rigeligt.
Store Vejleå. Hyldager Bakker Nord ligger lige ud for Vridsløselille. Ovenpå bakkerne hældes der pt jord af store maskiner.
Vridsløselille har stadig gadestrukturen fra landsbytiden intakt med et par gadenavne der peger mod den tid. Men ellers er der ikke meget landsbypræg over byen. Moderne tider har også her sat sit præg, selv over de gamle huse der er blevet moderniseret og kun stråtag eller gårde minder om den svundne tid, landbrugssamfundet. Ned mod Store Vejleå ligger den måske mest velbevarede bondegård der nu er fritidscenter. Og endnu tættere på åen kan man støde på heste. Der så noget forkomne ud i det plørede vejr.
Ved Toftagergård, Vridsløselille.
Hyldager Bakker
Siden Albertslund Kommune i 2018 vedtog en natur- og landskabsplan Hyldager Bakker er der sket en del, og der kommer til at ske mere, for der skal etableres et boligkvarter og byudviklingsprojekt som forventes færdigt i 2024. Det rekreative område syd for jernbanen ser ud til at være næsten færdigt med udsigtspunkt, aktivitetsområde - æblelunden og skovbrynet mangler dog stadig. Nord for jernbanen ser det straks noget mere ufærdigt ud. Buldozere og graner arbejder på at lave bakkerne. Her kommer der engang dyrefolde, ridestier mm. En noget smattet affære pt.
Hyldager Bakker, syd. Her skal der være aktivitetetsområder, man kan se en legeplads under opbygning langs jernbanen.
Mens intentionen kan være god nok, kan man være noget ængstelig for den infernalske larm fra Holbækmotorvejen som er nærmeste nabo mod vest. Her er togtrafikken kun en mindre larmende problem. Faktisk er łarmen på denne dag så intens på toppen af bakkerne at man får indtryk af at sidde midt på motorvejen.
Store Vejleå. På dette sted var området helt oversvømmet i 2017 og selv om det er tørt nu, så fornægter mosen sig ikke.
Som så meget på Vestegnen er det svært at se hvad der er skabt af naturen og hvad der er skabt af mennesker. Det 35 meter høje Høeghbjerg er menneskabt. Det er overskudsjord fra den voldsomme udbygning af Albertslund sidst i 1960'erne. Omvendt er åen netop på denne strækning blevet restaureret og ført tilbage til en mere naturlig tilstand med dyr og planter.
Tueholm Sø. Ligeså kunstig som Høeghsbjerg, men det gør ikke noget for dyrelivet.
Også Tueholmsø for foden af Høeghsbjerg er menneskeskabt. Det ser svømmefuglene nu ikke ud til at lade sig gå på af.
Store Vejleå. Dæmningen ses til højre, og stien gemmer sig nedenfor. Ved høj vandstand ligger vandspejlet højere end stien. Det rene Holland.
Store Vejleå er blevet renset op, og oprensningen ligger langs stien. Her kan man se at der sine steder er masser af muslinger i åen. Muslingerne stammer dog ikke fra nulevende dyr, men fra dengang området var en fjord og vandstanden var ca. 3 meter højere end i dag. Fjorden er senere blevet til mose og eng, men skallerne findes altså stadig.
At området er en tidligere fjord som senere gik i mose og endnu senere blev afvandet da man inddæmmede Store Vejleå, fremgår tydeligt af dette foto. Selv om det måske ser lidt kedeligt ud for den forbipasserende, er det et eldorado for fugle, insekter, frøer mm og en landskabstype som ikke er alt for udbredt.
Man lægger nok ikke meget mærke til det, men det område som ligger i det mest infernalsk larmende område mellem motorveje og motorvejsudfletninger, nemlig Vallensbæk Mose, det mest uberørte område lands ådalen. Nogen nydelse kan der dog ikke blive meget af. Larmen er her så stærk at man får lyst til øretelefoner eller høreværn. Men kan man abstrahere fra det, kan man godt ane det uberørte.
Tranegilde. Udkanten af den forhenværende landsby. Nu rummer landsbyen bl.a. Ishøj Teater.
Tranegilde landsby har ikke meget tilbage af den oprindelige landsby at gøre. Ikke kun fordi larmen fra motorvejene er ganske mærkbar her. Nyt er at Ishøj Dyrepark netop har gang i et projekt sydøst for Tranegilde, et område for helårsgræsning til dyrene til at live lidt op i området hvor der er store højspændingsledninger langs motorvejsstrækningen. Der skulle også komme en trampesti hele vejen rundt. Området ligger langs motorvejen.
Ruten
Albertslund Station. Det tidligere statsfængsel Vridsløselille. Vridsløselille. Store Vejleå Hyldager. Store Vejleå. Høeghsbjerg. Tueholm Sø. Vallensbæk Sø. Store Vejleå. Tranegilde. Ishøj Station.
Turen er omkring 15 km. Dagsformen er efter en grå vinter med megen regn ikke helt i top. Dagen var en af de få solskinsdage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar