En klassisk tur på Bornholm for ca. 150 år siden, set gennem en tysk vandrers beretning. Som tillæg et uddrag af Trap Danmark fra den tid som han angiver at have læst.
Theodor Stromer: Øen Bornholm: Rejsebeskrivelse og Turistfører. 1877
III Allinge-Jons Kapel
Omkring middag nåede jeg Allinge, en by med omkring 800 indbyggere, som ligger på øens nordspids, for foden af klippehøjslettet, direkte ved den stenede kyst og danner en kommune med Sandvig, som kun ligger ti minutter væk.
Da det stadig regnede, skyndte jeg mig at søge ly. Ifølge Groves "Reisehandbuch für Dänemark" og Woldts notater om Bornholm skal Allinge have to hoteller, "Skandia" og "Hammerhuus", hvoraf førstnævnte især anbefales med oplyste priser. Men forgæves spurgte jeg folk på gaden om det ene eller det andet af disse kroer; de rystede på hovedet og vidste ikke, hvad de skulle sige. Fortvivlet vandrede jeg gennem byen og kiggede overalt, alene uden held. Enten eksisterede hotellerne slet ikke, eller også var de siden uddøde. Sidstnævnte antagelse blev i øvrigt senere bekræftet for mig. Forfulgt af nysgerrige blikke kom jeg endelig ind i en landhandel nær havnen og gentog mit spørgsmål her for tiende gang. Tilfældighederne var i min fordel, det havde bragt mig til det rette sted, nemlig til selve kroen, den eneste i byen, som en hr Marcher holder.
Min anmærkning: Hotel Hammershus lå i Havnegade 1, Allinge. Det var ejet af Martin Larsen, og bl. a. Holger Drachmann havde overnattet på det i 1868. Desuden fandtes der et gæstgiveri ved det navn fra 1860'erne med samme navn. Af dette sidste findes en del fotoer, men ikke af det i Allinge. Det nuværende hus Havnegade 1 er fra 1910. I Bornholms Tidende 7. december 1877 omtales et Hotel Skandia i Allinge. Samme artikel nævner i øvrigt at Hasles kulgruber og teglværker er befolket med tyskere og svenskere.
Så for øjeblikket var jeg sikker og bedre end jeg havde forventet. Værelset der var tildelt mig, var rent og venligt, "middagsmad" der blev tilberedt hurtigt var fremragende. Også under omstændighederne kunne jeg nok være tilfreds med gæstfriheden. Den ærlige ejer af huset gjorde alt for at gøre mit ophold i det så behageligt som muligt. Efter middagen tilbød jeg ham en berlinsk cigar og han sendte efter to glas bornholmsk grog. Så vi sad og snakkede mens regnen hamrede mod vinduerne og havet rullede tunge bølger med en tordnende lyd mod klippekanten. Det forfærdelige vejr øgede kun rummets komfort. Herfra har man udsigt over den lille havn, delvist udhugget i granit, som kommunen har bygget på med utrættelig ihærdighed i mere end et årti, beskyttet af en smuk dæmning af kvadersten mod havet, henover hvis skumkronede bølger flokke af måger fløj som pile med uhyggelige skrig. Det som viste sig for mine øjne, var overordentlig dystert, og jeg kunne ikke modstå en vis depression. Min vært der havde bemærket dette indtryk og som alle bornholmere kender vejret, forsikrede mig om at regnen ikke ville vare længe, og at Allinge snart ville vise sig i et venligere lys. Og han havde ret, for efter en time havde Gud Pluvius åbenbart udtømt sit overflødighedshorn; kun for en kort tid, men det var en forandring til det bedre.
Jeg brugte øjeblikket til at gå til stranden for at se mig lidt omkring først. Det jeg så her, oversteg alle mine forventninger. Hvis omegnen på stedet fremstår ensformige og uattraktive, når de ses fra chausséen ned fra oven, er de nu så anderledes at man næsten ikke genkender dem igen. Grunden til denne metamorfose er at man fra plateauet kun kan se et lille stykke af stranden, da klipperne til højre og venstre for Allinge kommer tæt på havet og pludselig falder næsten vinkelret. Havet har kæmpet mod disse stenmasser i mange århundreder og skyllet dybe sprækker og kløfter ind i dem. Hvis de isolerede dele af klippen mister deres baser, kollapser de og giver efter for bølgernes angreb og danner de mest bizarre former, som fremstår ekstraordinært varierede, især mod øst. Komponenterne i disse klipper er granit med rødlig feldspat, sortgrøn glimmer og hvid renkornet kvarts, som også indeholder granater. Kampesten i alle størrelser ligger kaotisk strøet langs kysten, nogle gange dækket af tang hvor et mylder af insekter har deres ynglepladser. Floraen her som i hele området omkring stedet, er ekstremt dårlig, og jeg så kun få strandfugle, især måger, som fauna. Kigger man mod syd, ser man Allinge med sit lille kirketårn bygget i terrasser på skråningen. Midt i byen findes et dybt klippebassin, kunstigt udvidet til en havn, hvori er ankret en flotille af fiskerbåde, længere mod vest, til højre for havnen rager et lille næs ud hvorpå den besøgende ser en skræmmende syn. Her er en masse affald fra strandede skibe: mægtige ankre, kæder, maskiner, bjælker, hele kahytter og master, der minder os om at vi befinder os i en af de farligste dele af klippeøen for søfarende. Lige så mørk som selve billedet var rammen der omringede det; sortgrå skyer hang ned i brede cirkler, som en vældig sørgeflor. Et frygteligt susen og brusen døver øret, og man føler sig uendelig lille midt i det vilde landskab. Og dog er dette kun første akt af den store naturtragedie, der nu gradvist udspiller sig for den rejsendes øjne.
Efter denne undersøgelse besøgte jeg min rejsekammerat Holm. Han var straks villig til at tage mig med på den aftalte tur til Jons kapel, hvis jeg som han bemærkede, ikke var alt for træt af morgenens march. Det var ikke tilfældet, og i betragtning af at vejret ville blive endnu mere ugunstigt den følgende dag og faktisk kunne "udvande" landskabet, tog jeg imod hans venlige tilbud.
Klokken fire startede vi vores vandretur, som først tog os ad chaussée til Sandvig. I dette anneks til Allinge, der tæller omkring 225 sjæle, havde min ledsager længe været lærer og ønskede nu at gense det lille skolehus og dets stuer som var ham så kendt. På vejen dertil blev der ofte talt til ham, for alle kendte ham og kunne åbenbart godt lide ham, lige fra den ældste mor ned til de små drenge i blomst. Det var hilsner og spørgsmål i den reneste bornholmske patos, som jeg kun forstod enkelte brudstykker af, og et håndtryk, som jeg heller ikke gik tomhændet fra. Mange hårdhændede sømandshånd rystede min, nogle gange så hårdt at leddene knagede, og jeg kunne ikke undertrykke et smerteudråb. Ja, ja, lo herkulesmændene, sådan gør vi på Bornholm. I lærerhuset tog hr. Holms efterfølger i embedet imod os. En intelligent ung mand, som viste os den renlige holdte skolestue og siden fulgte os et stykke af vejen. .
Efter Sandvig drejer vejen til venstre og stiger op ad bakke. Vi forlod den og fulgte en sti, der snart førte os til Hammersø i sydvestlig retning. Denne sø er den største og dybeste indre vandmasse på øen. Det er kun fem minutter fra havet og vil, forbundet med det af en kanal, danne den smukkeste havn i verden. Som jeg har hørt er et sådant projekt allerede blevet overvejet, men vanskelighederne ved gennembruddet er så store og dyre, at det igen har måttet opgives.
Denne kanal skulle sprænges gennem et tykt lag granit, og beboerne i Allinge ved hvad det betyder gennem mange års erfaring. Udvidelsen af deres lille havn har allerede kostet dem mange penge og vil sandsynligvis koste dem betydelige summer før den står færdig. Selvfølgelig ville en havn på dette tidspunkt med succes konkurrere med de andre havne på øen og redde hundredvis af skibe hvert år fra sikkert forlis. — Hammersø er omgivet af bjerge på landsiden. Den største af disse sidstnævnte kaldes Hammeren eller "Stejlebjerget". Den består af tårnhøje granitklipper, rejser sig som et slags forbjerg lodret op af havet omtrent 300 fod højt og har et fyrtårn på sin kam, hvis ild kan ses i en vid horisont, hele det såkaldte Hammerhav. Herfra kan man i klart vejr se den svenske kyst, seks tyske mil væk.
Syd for Hammeren rejser sig endnu et klippebjerg, som også kaldes "Slotted" (borgen) af bornholmerne efter Hammershus-ruinerne på dens bagside. Det var næste mål for vores vandretur. For at nå det ad den korteste vej, måtte vi kravle ned i en ret dyb kløft, som danner en lille åben havbugt mod vest mellem Hammeren og ruinbjerget. Vi nåede ikke dybet uden at have lavet et par farlige rutsjebaner, to gange tæt på kanten af forfærdelige kløfter. Her bruste og drønede det som om øen var ved at briste hvert øjeblik. Glatte klipper skyllet af havet dækker jorden, klipper, stive klipper omgiver slugten til alle sider. Intet træ, ingen busk opliver denne ødemark, hvor end blikket vender sig, overalt viser sig stiv og kold, den forvitrede granit, som det bølgende hav kaster bølge efter bølge imod. Dette sted kan synes ugæstfrit selv for måger, fordi vi ikke bemærkede en eneste af disse fugle, som er hjemmehørende næsten overalt på Bornholm.
Foto af Hammerhavn. Havnen er anlagt 1891, og eksisterede altså ikke i 1877. Området kan derfor heller ikke have været gjort så farbart gennem stier, trapper el. lign. Alligevel kan fotoet måske give et indtryk hvis man abstraherer fra samtlige bygninger, anlæg og skibe i vandet: Vandreren må være kommet nogenlunde ned til kysten ad vejen mod venstre, og dernæst drejet langs kysten op mod Hammershus. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Efter et kort hvil forlod vi det uhyggelige sted og gik op ad bakke igen. Vi gjorde langsomt fremskridt, da det glatte underlag gjorde det ekstremt vanskeligt at gå. Til sidst besteg vi den sidste top. Der lå de for os, Hammershus-ruinerne, der med rette prises som de smukkeste og interessanteste i Danmark, og næppe overgået i størrelse og udstrækning af nogen borgruin i udlandet. Det må have været en mægtig bygning der engang rejste sig her, en trodsig fæstning, med tårne, ringmure og en stærk garnison. Som det nu viser sig for den besøgende, er det et billede på falden storhed, men på en storhed der aftvinger respekt også efter faldet. Disse ruiner virkede alvorlige og dystre på os. Skyer fløj over hovedet, pisket af nordenvinden der fløjtede og stønnede i de gamle mure. Horisonten var begrænset: vi kunne kun se et lille område og kunne næsten ikke se fyrtårnet på Hammeren. Mod vest skummer det bølgende hav, mod syd hober sig sten op på sten, og mod sydøst viger højderne for kuperet terræn.
Nærmer man sig borgen fra øst, altså på den direkte sti fra Allinge, kommer man til en stenbro der fører over voldgraven ind i en rummelig forplads. En ydre Ringmur (iflg. J. P. Trap *) omtrent 1200 Alen lang omgiver den og er forbundet med en indre ringmur, der danner en polygon og har to runde tårne på sydvestsiden. Inden for denne anden mur rejste det egentlige slot sig som et mægtigt bygningskompleks, der stadig i dag uden besvær viser rummenes tidligere formål. Ifølge grundplanen, en forskudt plads, bestod den af et seks-etagers kappetårn, slotskirken, herregårdslejlighederne og rum til tjenestefolkene. Kælderen indeholder en fangekælder og flere kældre. Denne kolossale bygning var omgivet af vagttårne, barakker og magasiner langs muren. I det nordøstlige hjørne af forgården kan man stadig se resterne af en bygning, der kan have tjent garnisonen som mødested og tilflugtssted i nødstilfælde. Det hele giver indtryk af en lille, men uindtagelig fæstning fra dagene før krudtet blev opfundet. Det meste er opført af klipper. Mursten bruges til senere tilføjelser og reparationer. Overalt er mørtlen så hård at det er svært at smadre murstykker, der er faldet til jorden.
I voldgraven og mellem ruinerne er der brombærbuske, alskens klatreplanter og vilde roser, hvoraf flere stod i fuldt flor. "De smukke blomsker", som bornholmerne siger, bød os venligt velkommen og ignorerede de torne, der fra tid til anden lystigt kradsede huden. Vi plukkede buketter, snoede os gennem hække og buske, klatrede over murbrokker og vægge, klatrede ned i kældrene, og kom så ud igen gennem en skydedør, hvor et fint støvregn mødte os, og tvang os til at overveje om hvorvidt vi skulle fortsætte turen, eller vende tilbage til Allinge. Vi besluttede os for førstnævnte, jeg med den beslutning den følgende dag at besøge ruinerne af Hammershus igen og samtidig besøge "paradisdalen" for foden af bjerget, som desværre forblev lukket for os i dag. Vi måtte også undlade at besøge to grotter. De fører fra havsiden ind i klippemassivet. Den mindre af dem kaldet "den törre ovn" (tørovnen) kan den nås til fods ved at klatre ned ad klipperne, hvilket dog kun kan tilrådes veltrænede personer. Den dag var klippen så glat at selv et forsøg ville have været livsfarligt. Den anden, større og langt mere interessante hule "den våde ovn" (den våde ovn) kan kun nås med båd når vinden er gunstig. En sådan tur var naturligvis udelukket. Ingen fisker på hele øen ville under den vedholdende storm have påtaget sig det vovede foretagende.
Vi klatrede op igen. Klippepanoramaet blev vildere og vildere og mere storslået. Vi passerer "Slotslyngen" og skrider ad en smal sti i svimlende højder. Den fører os op ad bakke, ned ad bakke, over takkede klipper og gennem kløfter, altid langs det bølgende hav. Brun lyng vokser til venstre for stien, til højre hænger vedbendranker over smuldrende klipper. Nu og da har en vild rose slået rod og sat knopper og blomster som visner ubemærket eller pjuskes af stormen. Endnu en halv times gang og vi ser, nede til højre, lille fiskerby Vang, som ikke retfærdiggør sit navn (åh) med noget. Afsondret fra verden ligger den ved foden af klipperne, en Ultima Thule. Dens indbyggere er fiskere, barkede mænd hærdet af kampen med elementerne som ikke har "europæernes hvidkalkede høflighed, og kender og føler i deres barm det hjerte som Gud gav dem, endnu fri for kultur". Fra Vang, når man hele tiden holder havet til højre, når man på omkring 3/4 time en 252 fod høj klippevæg, som brat falder i havet, de såkaldte "Ringebakker", hvorved "Jons Kapel" ligger. Sidstnævnte er skjult, indtil vandreren står foran sprækken i klippen som giver adgang fra land.
Synet der præsenteres her, har en øjeblikkelig, overvældende effekt. Mellem to lodrette granitvægge som først gradvist afviger, derefter cirkler og omslutter et klippebassin der er åbent mod havet, fører en stejl trappe på 110 trin ned i dybet, hvori en kampesten rager fyrre fod højt ud af kaotisk liggende klippe, og danner en naturlig prædikestol, medens andre klipper bag den som en saks rager ud i havet der buldrende og frådende slynger bølge efter bølge ind i rotunden i afmægtigt raseri. Her prædikede ifølge legenden Jon, den første missionær på øen, i oldtiden for indbyggerne, og han kunne faktisk ikke have valgt et mere passende sted, for denne klippedal danner en katedral så majestætisk og højtidelig at det hellige gyser, fylder den besøgendes sjæl og gøre dem imponerede over, hvad bøgernes bog lærer. Lad os fuldende billedet og forestille os den ærværdige missionær på prædikestolen, omgivet af tilhørere klædt i råt skind, siddende på de omkringliggende sten, tavse, forventningsfulde. Himlen hvælver sig over hallen, foran hvilken havet mumler mystisk. Så åbner præsten bogen og begynder:
"Og jorden var øde og tom,
Og det var mørkt på dybet
Og Guds Ånd svævede på vandet"
Og i klipperne runger det igen og fra havet blæser en brise over og gennem forsamlingen. Men taleren fortsætter:
"Så skabte Gud jorden og skilte vandet under jorden fra vandet over jorden."
Hvilke udflugter gav dette sted en velkommen mulighed! Øde og tom var klipperne i begyndelsen af alle ting. Så lød kraftens ord: "Lad der være!", strøede livsspirer ind i deres sprækker og grønne blade spirede og stadigt voksende ranker. Det var vedbenden, symbolet på tro og håb. Efter efeuen dukkede rosen op som en symbol på kærligheden. De har altid været gode naboer, og selv i dag kan du finde både her og mange steder på øen i en intim omfavnelse.
Vi stod længe ved indgangen og så stille på det ubeskriveligt storslåede panorama. Så gik vi ned i hallen, besteg prædikestolen og ledte efter huler, hvoraf jeg opdagede fire af forskellig størrelse. Al træthed var glemt, og vi mærkede næsten ikke at det kedelige dagslys efterhånden gav plads til et tågefyldt mulm. Men til sidst skulle vi tænke på vejen tilbage, som er fuld af farer i mørket.
Natten faldt på da vi forlod stedet. Vi havde tre timer til at marchere til Allinge, i regn og mørke. Ofte gled vi og faldt i fordybninger, hvorfra vi kun møjsommeligt kunne arbejde os op med forslåede lemmer. Efter at stræbe langs den smalle højderyg på denne måde nåede vi Vang ved 9-tiden. Da der ikke var nogen kro er, gik vi ind i en fiskerhytte, hvori der efter vor begæring velvilligt stilledes nogle forfriskninger for os. Sidstnævnte bestod af frisk mælk, brød, smør og grønne sild, for hvilke vi skulle betale den overordentlig lave pris af 40 øre (ca. 45 pfenninge). Styrkede af det sparsommelige måltid fortsatte vi vores besværlige march og nåede, segnefærdige, til Allinge ved ellevetiden. Min vært havde ventet mig, ikke uden frygt for at der kunne være sket en ulykke for os på turen. Han troede ikke sine ører, da jeg fortalte ham at vi havde besøgt Jons kapel. Det er sandt at denne march var en af de mest anstrengende, jeg nogensinde har foretaget, for jeg havde tilbagelagt omkring syv mil den dag. Men jeg var yderst tilfreds med de indtryk, jeg fik, og ligesom grev Pückler fra Adersbacher Felsen kunne jeg med rette sige om strandstrækningen mellem Hammershus og Jons Kapel **), at det rigeligt var en rejse på 500 mil værd."
*) Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark. Kopenhagen. 1872. Das beste derartige Werk über Dänemark.
**) Som allerede nævnt fører en jordvej der afgrener sig fra chausséen mellem Hasle og Allinge, bag Ruths Kirke, til Stranden og til Jons Kapel. Men da turisten er udsat for muligheden for at lave omveje og søge i længere tid, kan det anbefales at tage til Allinge først og spille spillet herfra.
Bemærkelsesværdigt er det at beskrivelsen slet ikke nævner Salomons Kapel. I det hele taget virker det som om vandreren ikke har været rundt om Hammeren. På kortet nedenfor fra Trap Danmark er det ellers afmærket. På dette kort kan man også se at Opalsøen dengang var et højt klippefremspring i Hammersøens nordvestlige hjørne. Se i øvrigt afsnittet fra Trap efter den tyske original herunder.
III. Allinge. Die Jons-Kapelle.
Gegen Mittag erreichte ich Allinge, ein Städtchen von ca. 800 Einwohnern, welches auf der Nordspitze der Insel, am Fusse des Felsplateau, unmittelbar an der steinigen Küste liegt und mit dem nur zehn Minuten entfernten Ort Sandvig eine Commune bildet.
Da es noch immer regnete, beeilte ich mich, ein Unterkommen zu suchen. Nach Grove's "Reisehandbuch für Dänemark" und Woldt's Notizen über Bornholm soll Allinge zwei Hôtels, "Skandia" und "Hammerhuus", besitzen, von denen das erstere mit Angabe der Preise besonders empfohlen wird. Aber vergeblich fragte ich die Leute auf der Strasse nach dem einen und dem anderen dieser Gasthäuser; sie schüttelten die Köpfe und wussten mir keine Auskunft zu geben. Missmuthig durchwanderte ich die Stadt, überall spähend, allein ohne Erfolg. Entweder existirten die Hôtels überhaupt nicht, oder sie waren inzwischen eingegangen. Die letztere Annahme wurde mir übrigens später bestätigt. Von neugierigen Blicken verfolgt, trat ich endlich in einen Kramladen in der Nähe des Hafens und wiederholte hier meine Frage wohl zum zehnten Mal. Der Zufall war mir günstig er hatte mich an die rechte Stelle geführt, nämlich in das Gasthaus selbst, das einzige im Orte, welches ein Herr Marcher hält.
So war ich denn für den Moment geborgen und besser, als ich es erwartet hatte. Das mir angewiesene Zimmer war sauber und freundlich, das schnell zubereitete,,Middesmâd" vortrefflich. Auch in der Folge durfte ich mit der Bewirthung wohl zufrieden sein. Der biedere Besitzer des Hauses gab sich alle Mühe, mir den Aufenthalt in demselben so angenehm wie möglich zu machen. Nach Tische offerirte ich ihm eine Berliner Cigarre und er liess zwei Glas Bornholmer Grog kommen. Da sassen wir nun und plauderten, während der Regen gegen die Fenster prasselte und die See schwere Wogen mit donnerndem Geräusch gegen den klippenreichen Strand rollte. Das abscheuliche Wetter erhöhte nur die Behaglichkeit des Zimmers. Von hier aus überblickt man den kleinen, zum Theil im Granit ausgehauenen, Hafen, an welchem die Commune nun schon seit mehr als einem Decennium mit unermüdlicher Ausdauer baut. Ein ansehnlicher Damm, aus Quadersteinen aufgeführt, schützt denselben gegen die See, über deren schaumgekrönte Wellenberge Schaaren von Möven mit unheimlichem Kreischen pfeilschnell dahinflogen. Das Bild, welches sich meinem Auge darbot, war ungemein düster und ich konnte mich einer gewissen Bedrückung nicht erwehren. Mein Wirth, der diesen Eindruck bemerkt hatte und, wie alle Bornholmer, sich auf das Wetter versteht, versicherte mir, dass der Regen nicht lange andauern und Allinge sich bald in einer freundlicheren Beleuchtung zeigen werde. Und er hatte recht, denn schon nach einer Stunde hatte Gott Pluvius sein Füllhorn anscheinend erschöpft; freilich nur für kurze Zeit, aber es war gleichwohl eine Wendung zum Besseren.
Den Moment benutzend, begab ich mich an den Strand, um zunächst eine kleine Umschau zu halten. Was ich hier sah, übertraf alle meine Erwartungen. Erscheint die Umgebung des Ortes, von der aus der Höhe niedersteigenden Chaussée her betrachtet, monoton und wenig anziehend, so zeigt sich dieselbe jetzt so verändert, dass man sie kaum wieder erkennt. Der Grund für diese Metamorphose liegt darin, dass man vom Plateau aus nur eine kleine Strecke des Strandes zu übersehen vermag, da die Felsen rechts und links von Allinge bis dicht an die See heran treten und nun plötzlich fast perpendiculär abfallen. Gegen diese Felsmassen hat das Meer seit vielen Jahrhunderten angekämpft und tiefe Risse und Schluchten hineingewaschen. Verloren die isolirten Felspartien nun ihre Stützpunkte, so stürzten sie, dem Anprall der Wogen nachgebend, zusammen und bildeten die bizarrsten Formen, welche besonders nach Osten hin ausserordentlich mannigfaltig erscheinen. Die Bestandtheile dieser Felsen sind Granit mit röthlichem Feldspath, schwarzgrüner Glimmer und weisser reinkörniger Quarz, der auch Granaten enthält. Chaotisch liegen Blöcke in allen Grössen am Ufer hingestreut, zuweilen überdeckt von Seetang, in welchem Legionen von Insecten ihre Brutstätten haben. Die Flora ist hier, wie in der ganzen Umgebung des Ortes, höchst dürftig und die Fauna sah ich nur durch einige Strandvögel, namentlich Möven, vertreten. Richtet man den Blick südwärts, so zeigt sich Allinge mit seinem kleinen Kirchthurme terrassenförmig am Abhange aufgebaut. Mitten vor der Stadtfront vertieft sich das Felsbassin, künstlich erweitert, zum Hafen, in welchem eine Flotille von Fischerbooten vor Anker liegt, mehr westwärts, rechts neben dem Hafen springt eine kleine Landzunge vor, auf welcher sich dem Auge des Besuchers ein schreckenerregender Anblick bietet. Hier liegen nämlich zahlreiche Trümmer gestrandeter Schiffe: mächtige Anker, Ketten, Maschinen, Balken, ganze Cabinen und Masten und erinnern daran, dass man sich auf einem der für Seefahrer gefährlichsten Punkte des Felseneilandes befindet. Düster wie das Bild selbst war auch der Rahmen, der es umfasste; schwarzgraue Wolken hingen im weiten Kreise herab, gleich einem ungeheueren Trauerflor. Ein entsetzliches Sausen und Brausen betäubt das Ohr und der Mensch fühlt sich unendlich klein inmitten der wilden Scenerie. Und doch ist dies nur der erste Act der grossartigen Naturtragödie, die sich nun nach und nach vor den Augen des Reisenden abspielt.
Nach dieser Umschau suchte ich meinen Reisegefährten Holm auf. Er war sofort bereit, die verabredete Tour nach der Jons-Kapelle mit mir zu machen, wenn ich wie er bemerkte von dem Vormittagsmarsche nicht zu ermüdet wäre. Das war nun nicht der Fall und im Hinblick darauf, dass am folgenden Tage das Wetter noch ungünstiger sein und die Partie thatsächlich „verwässern" könnte, nahm ich sein freundliches Anerbieten an.
Um vier Uhr begannen wir unsere Wanderung, die uns auf der Chaussée zunächst nach Sandvig führte. In diesem Appendix von Allinge, der ca. 225 Seelen zählt, war mein Begleiter längere Zeit Lehrer gewesen und wünschte nun, das kleine Schulhaus und seine ihm so wohlbekannten Räume einmal wieder zu sehen. Auf dem Wege dahin wurde er oft angesprochen, denn alle Welt kannte ihn und hatte ihn augenscheinlich gern, vom ältesten Mütterchen herab bis zu den kleinen Jungen in Pumphosen. Das war ein Begrüssen und Fragen im reinsten Bornholmer Patois, von dem ich nur einige Brocken verstand, und ein Händedrücken, bei welchem auch ich nicht leer ausging. So manche schwielige Seemannshand schüttelte da die meine, manchmal so stark, dass die Gelenke knackten und ich einen Ausruf des Schmerzes nicht unterdrücken konnte. Ja, ja, lachten die herkulischen Männer dann, das ist so Bornholmer Art. Im Lehrerhause empfing uns der Amtsnachfolger des Herrn Holm, ein intelligenter junger Mann, der uns die reinlich gehaltene Schulstube zeigte und uns dann eine Strecke begleitete.
Hinter Sandvig biegt die Fahrstrasse links ab und steigt bergauf. Wir verliessen dieselbe und folgten einem Pfade, der uns in der Richtung nach Südwest bald an den Hammersee führte. Dieser See ist das grösste und zugleich tiefste Binnengewässer der Insel. Er liegt nur fünf Minuten vom Meere entfernt und würde, mit diesem durch einen Kanal verbunden, den schönsten Hafen der Welt bilden. Wie ich hörte, hat man an die Ausführung eines solchen Projectes bereits gedacht, aber die Schwierigkeiten des Durchbruches sind so gross und kostspielig, dass man wieder davon Abstand nehmen musste.
Man hätte nämlich diesen Kanal durch eine mächtige Granitschicht zu sprengen, und was das sagen will, wissen die Einwohner von Allinge durch langjährige Erfahrungen. Der Ausbau ihres kleinen Hafens hat ihnen schon schweres Geld gekostet und dürfte bis zu seiner Fertigstellung noch bedeutende Summen verschlingen. Freilich würde ein Hafen an dieser Stelle den übrigen Häfen der Insel erfolgreiche Concurrenz machen und alljährlich Hunderte von Schiffen vor dem sicheren Untergang retten. — Der Hammersee ist auf der Landseite von Bergen umgeben. Der grösseste dieser letzteren heisst der Hammer oder der Steilebjerg". Er besteht aus übereinander gethürmten Granitfelsen, steigt als eine Art Vorgebirge senkrecht aus dem Meere ca. 300 Fuss hoch empor und trägt auf seiner Kuppe einen Leuchtthurm, dessen Feuer einen weiten Horizont, das ganze sogenannte Hammermeer, beherrscht. Von hier aus kann man bei hellem Wetter die sechs deutsche Meilen entfernte schwedische Küste sehen.
Südlich von Hammer erhebt sich ein anderer Felsenberg, der nach den Ruinen auf seinem Rücken Hammershuus, von den Bornholmern auch ,,Slotted" (das Schloss) genannt wird. Er war das nächste Ziel unserer Wanderung. Um dasselbe auf dem kürzesten Wege zu reichen, mussten wir in eine ziemlich tiefe Schlucht hinabklettern, welche zwischen dem Hammer und dem Ruinenberg eine kleine nach Westen zu offene Meeresbucht bildet. Nicht ohne einige gefährliche Rutschpartien, zweimal dicht am Rande schauerlicher Abgründe vorbei, gemacht zu haben, gelangten wir in die Tiefe. Hier brauste und dröhnte es, als wollte die Insel jeden Augenblick bersten. Schlüpfriges, von der See bespültes Gestein bedeckt den Boden, Felsen, starre Felsen umgeben die Schlucht auf allen Seiten. Kein Baum, kein Strauch belebt diese Einöde, wohin der Blick fällt, überall zeigt sich, starr und kalt, der verwitterte Granit, gegen den die brandende See Woge auf Woge schleudert. Selbst den Möven mag diese Stätte ungastlich scheinen, denn wir bemerkten daselbst keinen einzigen dieser auf Bornholm fast überall heimischen Vögel. Nach kurzer Rast verliessen wir den unheimlichen Ort und stiegen wieder bergan. Langsam nur kamen wir vorwärts, da der glatte Boden das Gehen ungemein erschwerte. Endlich erklommen wir den letzten Höhepunkt. Da lagen sie vor uns, die Ruinen von Hammershuus, welche als die schönsten und interessantesten in Dänemark mit Recht gerühmt und durch Grösse und Umfang schwerlich von irgend einer Burgruine des Auslandes übertroffen werden. Es muss ein gar gewaltiger Bau gewesen sein, der sich einst hier erhob, eine trutzige Veste, mit Türmen, Ringmauern und einer starken Besatzung. Wie sie sich jetzt dem Besucher zeigt, ist sie ein Bild gefallener Grösse, aber einer Grösse, die, selbst nach dem Sturz noch, Achtung gebietet. Ernst und düster erschienen uns diese Ruinen. Wolken huschten darüber hin, vom Nordwind gepeitscht, der in dem alten Gemäuer pfiff und stöhnte. Der Horizont war begrenzt: wir vermochten nur einen kleinen Umkreis zu überblicken und kaum noch den Leuchtthurm auf dem Hammer zu erkennen. Auf der Westseite schäumte die wogende See, im Süden thürmen sich Felsen auf Felsen, und nach Südosten gehen die Höhen in coupirtes Terrain über.
Nähert man sich der Burg von Osten, also auf dem directen Wege von Allinge, so gelangt man an eine Steinbrücke, welche über den Wallgraben in einen geräumigen Vorhof führt. Eine (nach J. P. Trap*) ca. 1200 Ellen lange äussere Ringmauer umgiebt denselben und steht in Verbindung mit einer inneren Ringmauer, die ein Polygon bildet und auf der Südwestseite zwei Rundthürme trug. Innerhalb dieser zweiten Mauer erhob sich das eigentliche Schloss als ein mächtiger Gebäudecomplex, der noch heute die einstige Bestimmung der Räume ohne Mühe erkennen lässt. Dem Grundrisse nach ein verschobenes Viereck, bestand dasselbe aus einem sechs Stock hohen Mantelthurme, der Schlosskirche, den Herrschaftswohnungen und den Räumen für das Dienstpersonal. Das Souterrain enthält ein Burgverliess und mehrere Keller. Diesen Colossalbau umgaben längs der Mauer Wartthürme, Kasernen und Magazine. Noch bemerkt man in der nordöstlichen Ecke des Vorhofes die Ueberreste eines Gebäudes, welches der Besatzung bei Ausfällen als Versammlungs- und Zufluchtsort gedient haben mag. Das Ganze macht den Eindruck einer kleinen, aber zur Zeit, als das Schiesspulver noch nicht erfunden war, uneinnehmbaren Festung. Aufgeführt ist dieselbe zum grossen Theil aus Felssteinen. Zu späteren Anbauten und Reparaturen sind Mauersteine verwandt. Ueberall ist der Mörtel so fest, dass es schwer fällt, zu Boden gestürzte Mauerstücke zu zerschlagen.
Im Wallgraben und zwischen den Ruinen wuchern Brombeersträucher, Schlinggewächse aller Art und wilde Rosen, von denen mehrere in vollster Blüthe standen. ,,De smukke Blomsker" wie der Bornholmer sagt boten uns ein freundliches Willkommen und liessen uns der Dornen nicht achten, die hämisch hin und wieder die Haut ritzten. Sträusse pflückend, wanden wir uns durch Hecken und Gebüsche, kletterten über Geröll und Mauern, stiegen hinab in die Keller und traten dann durch eine Schlupfpforte wieder in's Freie, wo uns ein feiner Sprühregen empfing und zu einer Berathung zwang, ob wir die Tour fortsetzen, oder nach Allinge zurückkehren sollten. Wir entschieden uns für das erstere, ich mit dem Vorsatze, am folgenden Tage die Ruinen von Hammershuus noch einmal und zugleich das am Fusse des Berges liegende „Paradiesthal zu besuchen, das uns heute leider verschlossen blieb. Auch auf die Besichtigung zweier Höhlen mussten wir verzichten. Sie führen von der Seeseite in die Felsmassen. Die kleinere von beiden, ,,den törre Ovn" (der trockene Ofen) benannt, kann man zu Fuss erreichen, wenn man die Felsen hinab klettert, was indess nur schwindelfreien Personen zu rathen ist. An jenem Tage war das Gestein so schlüpfrig, dass schon ein Versuch lebensgefährlich gewesen sein würde. In die zweite, grössere und bei Weitem interessantere, Höhle „den vaade Ovn" (der nasse Ofen) kann man bei günstigem Winde nur mittelst Boot gelangen. An eine solche Fahrt war natürlich nicht zu denken. Kein Fischer der ganzen Insel würde während des anhaltenden Sturmes das Wagstück unternommen haben.
Wieder stiegen wir bergan. Immer wilder, grossartiger zeigt sich das Felsenpanorama. Wir passiren ,,Slotslyngen" (die Schlosshaide) und schreiten in schwindelnder Höhe auf einem schmalen Pfade dahin. Er führt uns bergauf, bergab, über zackiges Gestein und durch Schluchten, stets an der brandenden See entlang. Braunes Haidekraut wächst links am Wege, rechts hängen Epheuranken über zerbröckelnde Felswände. Hin und wieder hat auch eine wilde Rose Wurzeln gefasst und Knospen und Blüthen getrieben, die unbeachtet verwelken oder vom Sturm zerzaust werden. Noch ein halbstündiger Marsch, und wir sehen, rechts in der Tiefe, das kleine Fischerdorf Vang, welches seinen Namen (Aue) durch nichts rechtfertigt. Abgeschlossen von der Welt liegt es da, am Fusse der Felsen, ein Ultima Thule. Seine Bewohner sind Fischer, rauhe, durch den Kampf mit den Elementen abgehärtete Männer, die,,Europens übertünchte Höflichkeit nicht kennen und ein Herz, wie Gott es ihnen gegeben, von Cultur noch frei, im Busen fühlen". Von Vang aus erreicht man, die See immer rechts behaltend, in etwa 34 Stunde eine 252 F. hohe, jäh in's Meer fallende, Klippenwand, die sogenannten ,,Ringebakker", in deren Nähe die,,Jons-Kapelle" sich befindet. Letztere entzieht sich dem Blicke so lange, bis der Wanderer vor dem Felsspalt steht, welcher den Zugang vom Lande ermöglicht.
Der sich hier darbietende Anblick wirkt unmittelbar, überwältigend. Zwischen zwei senkrechten Granitwänden, die zuerst allmälig, dann kreisförmig auseinander treten und einen nach dem Meere zu offenen Felskessel umschliessen, führt eine steile Treppe von 110 Stufen hinab in die Tiefe, in welcher aus chaotisch umherliegendem Geröll ein Felsblock wohl vierzig Fuss hoch emporragt und eine natürliche Kanzel bildet, während hinter demselben andere Klippen scheerenförmig in die See treten, die, grollend und schäumend, in ohnmächtiger Wuth Welle auf Welle in die Rotunde schleudert. Hier hat der Sage zufolge in alten Zeiten Jon, der erste Missionar auf der Insel, den Einwohnern gepredigt und er hätte in der That keinen passenderen Ort wählen können, denn dieses Felsenthal bildet einen Dom, so hehr und feierlich, dass heilige Schauer die Seele des Besuchers beschleichen und sie eindrucksfähig machen dem, was das Buch der Bücher lehrt. Vervollständigen wir das Bild und denken uns den ehrwürdigen Missionar auf der Kanzel, umgeben von Zuhörern, die in rauhe Felle gekleidet, auf den Steinen rings umher sitzen, schweigend, erwartungsvoll. Ueber der Halle wölbt sich der Himmel, vor derselben rauscht geheimnissvoll das Meer. Da öffnet der Priester das Buch und beginnt:
"Und die Erde war wüste und leer,
Und es war finster auf der Tiefe,
Und der Geist Gottes schwebte auf dem Wasser"
Und in den Felsen hallt es wieder und von der See her weht ein Hauch über und durch die Versammlung. Der Redner aber fährt fort:
,,Da machte Gott die Veste und schied das Wasser unter der Veste von dem Wasser über der Veste."
Zu welchen Excursen bot dieser Ort nicht willkommene Gelegenheit! Wüste und leer waren die Felsen im Anfang aller Dinge. Dann streute das Machtwort: ,,Es werde!" Keime des Lebens in ihre Spalten und hervor sprossten grüne Blätter und immer fort wachsende Ranken. Es war der Epheu, das Symbol des Glaubens und der Hoffnung. Nach dem Epheu erschien die Rose als Sinnbild der Liebe. Immer hat sie mit jenem gute Nachbarschaft gehalten und noch heute findet man beide hier und an vielen Punkten der Insel in inniger Umarmung.
Lange standen wir am Eingang und betrachteten schweigend das unbeschreiblich grossartige Panorama. Sodann stiegen wir in die Halle hinab, erkletterten die ,,Kanzel und suchten nach Höhlen, deren ich vier von verschiedener Grösse entdeckte. Alle Müdigkeit war vergessen und kaum achteten wir darauf, dass das matte Tageslicht allmälig in ein nebelerfülltes Düster überging. Endlich aber mussten wir doch an den Rückweg denken, der im Finstern reich an Gefahren ist.
Die Nacht brach an, als wir den Ort verliessen. Drei Stunden hatten wir bis Allinge zu marschiren, im Regen und in der Dunkelheit. Oft glitten wir aus und stürzten in Vertiefungen, aus denen wir uns nur mühsam und mit zerschundenen Gliedern empor zu arbeiten vermochten. So auf dem schmalen Felsgrat vorwärts strebend, reichten wir gegen 9 Uhr Vang. Dort traten wir, da es an einem Gasthaus fehlt, in eine Fischerhütte, in welcher man uns auf unsere Bitte bereitwillig einige Erfrischungen vorsetzte. Letztere bestanden aus frischer Milch, Brot, Butter und grünen Heringen, wofür wir den ausserordentlich geringen Preis von 40 Oere (ca. 45 Pfge.) zu bezahlen hatten. Durch das frugale Mahl gekräftigt, setzten wir unsern beschwerlichen Marsch fort und gelangten, müde zum Hinsinken, um 11 Uhr nach Allinge. Mein Wirth hatte mich erwartet, nicht ohne Befürchtung, dass uns auf der Tour ein Unfall zugestossen sei. Er wollte seinen Ohren nicht trauen, als ich ihm sagte, dass wir die Jons - Kapelle besucht hatten. Freilich war dieser Marsch einer der anstrengendsten, die ich je gemacht, denn ich hatte an jenem Tage etwa sieben Meilen zurückgelegt. Aber ich war durch die empfangenen Eindrücke im höchsten Grade befriedigt und konnte, wie Graf Pückler von den Adersbacher Felsen, so mit Recht von der Strandpartie zwischen Hammershuus und Jons-Kapelle**) sagen," dass dieselbe eine Reise von 500 Meilen reichlich lohne."
*) Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark. Kopenhagen. 1872. Das beste derartige Werk über Dänemark.
**) Wie schon bemerkt, führt auch ein Feldweg, der sich von der Chaussée zwischen Hasle und Allinge, hinter der Ruths-Kirche links abzweigt, nach dem Strande und zur Jons-Kapelle. Da der Tourist jedoch der Eventualität ausgesetzt ist, Umwege zu machen und lange zu suchen, so emfiehlt es sich, zuerst nach Allinge zu gehen un von hier die Partie zu unternehmen.
Henvisningen til Trap 1872 bringes her:
Allinge og Sandvig
(Hammershuus Birk).
I Henhold til Lov af 25de Juli 1867 om en overordentlig Skat ere 144 Skattepligtige ansatte til en Skatteindtægt af 36,006 Rd.
Alinge er i betydelig Fremgang, Sandvig er gaaet tilbage. Begge Byers Indbyggere drive Fiskeri (Sild, Torsk og lax) * ), Agerbrug, Landhandel samt ikke ubetydelig Handel med Provianteringsgjenstande til forbiseilende Skibe og til Skibe, som for Modvind søge Ankerplads paa denne Side af Bornholm.
Told- og Skibsafgifterne udgjorde i 1869: 2554 Rd., i 1870: 1960 Rd. Brænderiafgiften (incl . Krigsskat) i 1869: 966 Rd., med Product 17,388 Potter; i 1870: 1092 Rd., med Product 19,656 Potter.
___________________
Allinge og Sandvig have ikke nogen Byfoged, men Birke dommeren for Hammershuus Birk, hvortil de tilligemed landdiſtrictet høre, er deres Øvrighed; denne Embedsmand er tillige Byfoged i Hasle, hvor han skal boe, samt Herredsfoged i Nørre Herred. Birfesfriveren for Hammershuus Birk, der tillige er Byskriver i Hasle og Herredsskriver i Nørre Herred, boer i Allinge og fungerer i Allinge og Sandvig som Politimeſter, naar Herredsfogden ikke er tilſtede, og Sager forefalde, der kræve hastig Mellemkomst fra Politiets Side.
Communen bestyres af et Byraad, bestaaende af Borgmesteren og 7 valgte Medlemmer. Dens Udgifter udgjorde i 1870: 4800 Rd. Staaende Udvalg ere nedsatte for : 1 ) Kasse- og Regnskabsvæsenet; 2 ) Havnevæsenet i Allinge; 3) Havnevæsenet i Sandvig; 4 ) Fattigvæsenet; 5) Skolevæsenet; 6) Gade- og Veivæsenet.
Byerne have et Brand- og Politicorps.
Hver af Kjøbstæderne har sin særskilte Havn, der bestyres hver især af et udvalg af Byraadet, bestaaende af Borgmesteren og 4 valgte Medlemmer, hvoraf 2 kunne vælges udenfor Byraadets Midte.
Allinge Havn er med stort Besvær og megen Bekostning (c. 40,000 Rd.) udsprængt i Klippen og efterhaanden udvidet, saa at den nu bestaaer af en Indrehavn, 4000 Kvadratalen stor, 10 à 11 Fod dyb, og en ydrehavn, 6000 Kvadratalen stor, 12 Fod dyb. Indrehavnen er skilt fra Ydrehavnen ved en Port, som gjør Indrehavnen til en Dok. Havnens Indtægt var i 1869: 1700 Rd. og i 1870: 2038 Rd.; Alinge har 9 Skibe, tilsammen 244 3/4 Tons Drægtighed. Sandvig Havn er kun ubetydelig og nærmest bestemt for Baade.
Ved Toldvæsenet er ansat en Oppebørselscontrolleur og 3 Toldbetjente, af hvilke en boer i Allinge, en i Sandvig og en i Fiskerleiet Vang. Redningsstation findes i Alinge, hvor Inspecteuren for Bornholms Redningsvæsen boer.
Postexpedition og Telegraphstation. 6te Udskrivningskreds 8de Lægd.
Districtslægen for Nørre- og Øster-Herred boer i Alinge.
I geistlig Henseende er Allinge Annex til St. Old Sogn.
Da Hestene for Frederik den Syvendes Vogn under dennes Besøg paa Bornholm 1851 bleve løbske ved Indkjørselen til Alinge, og Hans Majestæt kom derfra uden Skade, skiænkede hans Gemalinde, som ledsagede ham, Lehnsgrevinde Danner, i denne Anledning 1000 Rd. til et Legat for Huusarme i Allinge og Sandvig. Fundationen paa dette legat er kongelig confirmeret 29de August 1851. Det bestyres af Byfogden, Præsten og en af Borgerne. Renterne uddeles hvert Aars 9de August, fortrinsviis til de paa Søen Forulykkedes trængende Enker.
Om Sommeren besøges Allinge af mange Reisende, som derfra gjøre Udflugter til den skjønne Omegn, navnlig til Hammershuus Slotsruiner.
Allinge har 2 Gjæstgiverier, 6 Kjøbmænd, 1 Skibsbyggeri for mindre Skibe, 2 Steenhuggerier i Granit levere tilhugne Bygningssteen og beskjæftige c. 20 Arbeidere, et Muursteens-, Tegl- og Drainsbrænderi beskjæftiger c. 10 Arbeidere, et Kalkbrænderi tæt ved Byen, 2 hollandske Veirmøller og 2 Stubmøller, et Bryggeri. 3 Sandvig er et mindre Brændevinsbrænderi og en Stubmølle.
Kreaturholdet var den 16de 3uli 1866 i Allinge: 64 Stkr. Heste, 170 Stkr. Hornkvæg, 140 Stkr. Faar og 82 Stkr. Sviin; i Sandvig: 47 Stkr. Heste, 116 Stkr. Hornkvæg, 519 Stkr. Faar og 49 Stkr. Sviin.
Om disse Smaakjøbstæders første Oprindelse vides Intet med Sikkerhed. De antages fra først af at have været smaa Fiskerleier og Færgesteder imellem Bornholm og Skaane, da dette land laae under Danmark. Allinges ældre Navn var Alandt og Alende af uvis Betydning. Sandvigs Navn hidrører aabenbart fra den sandede Vig, ved hvilken den ligger. Peter den Første af Rusland opholdt sig nogle Dage i Sandvig, da hans Flaade af Modvind blev holdt udenfor Øen.
Allinge og Sandvig Landdistrict. Med Allinge og Sandvig Kjøbstad-Communer er forenet et Landdistrict, bestaaende af Gaarden Hammersholm med dertil hørende Huse, Hammeren og Slotslyngen, tilsammen af Areal 708,23 Tdr. Land. Klippestrækningen Hammeren bestaaer af forskjellige Bjergknolde, adskilte fra hinanden ved dybe Dale. Den betydeligste af disse Høininger er Steilebjerg, paa hvilken ligger Hammershuus Fyr. Ved Foden af Steilebjerg ligger Hammer Sø, Bornholms betydeligste Indsø (250,000 Kvadratalen), næsten overalt indesluttet af Klipper og Bjerge. Fra Hammeren sænker landet sig mod Syd, men hæver sig strax noget igjen til en klipperig Strækning, den saakaldte Slotslyng, til hvilken ned mod Havet slutter sig i Nordvest, kun adskilt ved en liden Dal, den rundagtige, paa sine Steder dog brat affaldende Klippe, den saakaldte Slotsbakke, paa hvilken Hammerhuus Ruiner endnu findes. Nord for Hammeren gaaer Bornholm ud i en lav Odde, "Sands hammeren“. Ved Folketællingen i 1870 var indbyggernes Antal 30. Dette District har alt Communalvæsen fælles med Kjøbstæderne, og dets Beboere vælge en Forstander, der har Sæde i Kjøbstædernes Byraad. 3 alle Enkeltheder ere dette landdistricts Forhold ordnede ved et Regulativ, givet af Amtsraadet 30te April 1869.
Gaarden Hammersholm eller Hammershuus Slots Ladegaard, ogsaa kaldets Slotsvangegaard, 19 Tdr. 3 Skpr. 8/4 Alb. Hartkorn, 354 Tdr. Land, hvoraf 175 Tdr. Ager, 14 Tdr. Eng, 2 Tdr. Mose, 2 Tdr. Veie, 4 Tdr. Gaardspladse og Haver, 64 Tdr. Land Hede og udyrket Jord, 50 Tdr. land Skov og endvidere 43 Tdr. Lyngjord, beliggende i Olsker Sogn. Denne Eiendom hørte til Slottet indtil Aaret 1744, da den blev solgt for 1275 Rd. D. C. Dens Beliggenhed er overordentlig skjøn. Paa Gaardens Grund findes nogle faae Huse.
Paa Slotsbakken findes, som anført: Ruinerne af Hammershuus Slot **). Disse vise, saaledes som nærmere betegnet paa Kortet paa modstaaende Side deels Spor af en ydre Ringmuur, c. 1200 Alen lang (nnn), deels betydelige Levninger af en indre Muur (mmm) med Taarne (lll), til hvilken sluttede sig Bygninger, saaledes Commandantens Bolig (a), Kasernen (i), Stalden (h) og Fangetaarnet (g) (i hvilket Ulfeld og Eleonore Christine vare indesluttede, dets Mure, selv de der bare Taget, sees endnu), Magazin og Hovedvagt (d, e) og endelig det egentlige Slot, en aflang uregelmæssig Fiirkant, med det høie af Lybekkerne opbyggede Manteltaarn (c), Kirken (b) og Slotsbetjentenes Boliger (k), (f betegner Brovagten). Af Hammershuus, seet fra Søen, gives paa modstaaende Side en Afbildning. Hammershuus Fyr, saaledes som det nu af Nyt er opført paa den Deel af Hammeren, som kaldes Steilebjerg, 400 Alen N. t. Ø.
Paa den nordvestlige Side af Hammeren, paa et afsides Sted, kun faa Skridt fra Stranden, findes en mærkværdig, lidet paaagtet Ruin, faldet Salomons Capel. Det har aabenbart været en Kirke, hvis Vaabenhuus og Hovedindgang i Spidsbueform endnu kan kjendes, ligesom ogsaa tydelige Spor af en Kirkegaard, udenfor hvis nordvestligste Hjørne findes en Kilde, hvis Vand skal have havt lægende kraft. Ifølge et Sagn skal denne Kirke være søgt af Allinge og Sandvigs Beboere, inden disse selv fik Kirke i Alinge, ja man vil endog vide, at Allinge By skal have ligget omkring denne Kirke, men senere efter en Ildsvaade være flyttet til sit nuværende Sted. Ifølge Rawert og Garrlieb skulle Capelets Loftsplanker endnu have været tilstede i 1648, da Birkefogden i Sandvig fik Tilladelse til at benytte dem. Den mindste Klokke i Allinge Kirketaarn skal være taget fra Salomons Capel.
Hammershuus har ikke alene Betydning i landet Bornholms Historie, men ogsaa i hele Danmarks, idet Slottets Besiddelse igjennem Aarhundreder var et Stridspunct mellem Danmarks Konger og Lunds Erkebisper. At Slottet skulde være bygget 1158 af Valdemar I, er mere end tvivlsomt, uagtet det hidtil har været den almindelig antagne Mening. At Tavlen, der er funden i Kongens Grav i Ringsted Kirke, ikke ommelder saadant, medens den alt forlængst indtil det sidste Spor forsvundne Borg paa Sprogø nyder særlig Omtale, er her ikke uden Betydning. Man finder det i hvert Fald ikke længe efter i Lunde Erkebispers Besiddelse, uden at det erfares, hvorledes de have erhvervet denne. Indtil fuldstændige historiske Beviser føres for det Modsatte, skulde det derfor maaskee være rettest at antage, at Slottet er opført af disse, der ogsaa forbleve i Besiddelse deraf indtil Christoffer 1., efter at have ladet den myndige Lunde Erkebisp Jacob Erlandsen fængsle paa Hagenskov, bemægtigede sig Slottet Aar 1259. De Biskoppelige bleve imidlertid hjulpne af Rygernes Fyrste Jarmer, der atter indtog Slottet 1265. Naar Erik Glipping efter nogle ugers Beleiring kom i Besiddelse af Hammershuus, var det kun for strax efter 1271 ved et Forlig igjen at overlade det til Erkebispestolen. Ved denne forblev det til Erik Menved Kampen med Erkebispen Jens Grand 1294 beleirede og indtog det. Vel maatte Kongen 1303 bekvemme sig til atter at afstaae Hammershuus, men i den fornyede Strid med Jens Grands anden Eftermand, Esger Juel, lod Kongen Borgen for anden Gang 1319 beleire og indtage ved Marsken Ludvig Albertsen. Denne blev Kongen utro og git over til Érkebispen, det saaledes ogsaa fit Borgen. Christopher den Anden lod Aar 1324 Hammershuus beleire ved sin Marsk Povl Vendelbo, der endelig ved Hungersnød tvang den erkebiskoppelige Besætning til Overgivelse. 1522 blev den fyenske Biskop Jens Andersen Beldenat holdt fængslet paa Hammershuus af Kong Christian den Anden, men befriet af Lybekkerne, som 16de August 1. A. toge Hammershuus med Storm, nedsablede Besætningen og brandskattede Øen; Biskoppen toge de med ombord og bragte til Lybek. Da Lybekkerne 1526-75 vare i Besiddelse af Bornholm residerede deres Landshøvdinger undertiden paa Slottet, hvis Fæstningsværker navnlig Bernhard Knoph forstærkede ved at opføre det saakaldte Manteltaarn. Endnu 1645 fordrev dets Ild to svenske Orlogsskibe, men fra den Tid af at Christiansø blev en fast Plads gik Hammershuus tilbage. Efter en Afbildning hos Thurah fra 1736 var Slottets Ringmuur dengang for en stor Deel i Ruiner, det store Taarn, Kirken og Commandantens Bolig sees derimod i vedligeholdt Stand. En Afbildning hos samme Forfatter fra 1754 viser det fuldkomment som Ruin, overalt berøvet Tag. Allerede i 1743 var Vagtbygningen i Rønne opført af Steen fra Hammershuus. Corfit Ulfeld og Eleonore Christine Ulfeld vare, som bekjendt, Statsfanger paa Hammershuus fra Juli 1660 til December 1661, altsaa under det mærkelige Tidspunkt, da Adelsaristocratiet, som Ulfeld repræsenterede, blev brudt ved Arve- og Enevoldsmagtens Indførelse. Senere nævnes Johan Christian Dippel (Christian Democritos) *) som Fange paa Slottet. Ruinerne paa Hammershuus ere ved kgl. Resol. 21de April 1822 fredlyste.
*) Af en med Forholdene nøie bekjendt Mand foreligger en Beretning fra Allinge fra Sommeren 1872 om Fiskeriernes Tilstand, som indeholder saa værdifulde Enkeltheder ogsaa om det bornholmske Fiskeri i Almindeligheda, at man har antaget at burde give Indholdet en plads her: Fiskernes Antal her i Tolddistrictet (det begrændses mod Vest af Askebæk, mod Øst af Møllebæk) ubgiør nogle og fyrretyve. Størstedelen er gift og kan Antallet af hver Familie anslaaes til 4 à 5 Personer. Nettofortieneſten for en Fisker er 250 à 300 RdI. aarlig . En Fiskerbaad med Seil har en Værbi af 150-200 RdI. De fornødne Redskaber for en saadan Baad med 3 Mands Besætning til Sildefangst koste mindst 300 Rd., Redskaberne til Laxefangsten c. 100 Rd. Det hele udstyr koster saaledes omtrent 600 Rd. eller 200 Rd. for hver Mand. Ved aarlig Forringelse og Slid paa Baad og Seil samt ved Slid og Tab paa Redskaberne (der gaae nemlig mange Sildegarn og Laxelænker tabte ved at Fartøierne, der om Natten gaae henover dem, faae dem fat med Roret og slæbe dem bort) forringes dette aarlig med 25 pCt . eller 50 Rd. for hver Mand. Her fiskes Lax udelukkende til udførsel. Redskabet er Kroge, anbragte paa saakaldte lænker i en afstand af mellem ½ og 2 Mile fra land. I daarligt Veir er Røgtningen af disse ofte meget besværlig paa Grund af den store afstand. Gjennemsnitsprisen har i det sidste Aar været c. 2 Mk. pr. Pund; Sild, deels til landets temmelig betydelige Forbrug (der bruges i en almindelig bornholmsk huusholdning 2 à 3 Tønder Spegesild aarlig), deels til udførsel, der for det sidste Aar i dette District har udgiort c. 2550 Tdr. til en Middelpriis af 6 Rd. pr. Tønde. I Fersk Tilſtand er Prisen 8, 12 à 18 Sk. pr. Or. Torsk fiskes ikkun til Landets eget Forbrug. Om Efteraaret nedlægges der sædvanlig endeel i Salt til Vinterbrug. Silden fanges i opretstaaende s . 5 Alen høie Garn, der kunne sænkes til forſfiellige Dybder, som det især giælder at træffe, da Silden staaer meget forskjelligt. Torsken fanges alene paa Krogen. Ruser ere ikke brugte. Om Foraaret deeltage svenske Fiskere i Sildefangsten i et ofte betydeligt Antal. Laxefangsten skeer derimod næsten udelukkende af vore egne Fiskere. Laxen udføres især og fordeelagtigst fersk. Kan den paa Grund af contrair Vind ikke forsendes, opskjæres og saltes den og forsendes da i denne Tilstand. Kun om Sommeren røges en ringe Deel. Man har i de senere far begyndt paa at forsende den ferske Lax i Kasser med Iis , hvorved den imidlertid noget fordyres. Den gaaer næsten udelukkende til Preussen. Silden udføres især fuldt saltet, og faaer da udføreren en Toldgodtgiørelse for hver Tønde af 70 Pund Salt . Endeel grønsaltes eller saltsprænges, hvilken er bestemt til Røgning. Ogsaa Silden gaaer til Preussen. En Laxelænke beſtrives saaledes: det er et Flydetræ, "Kobbe", hvortil fastgjøres ved et passende langt Toug en større Steen, der som Anker holder det fast paa Stedet. Ved Kobben er fastgjort en anden Line, c. 20 Favne lang, der bæres oppe af 3 Stykker Kork med et Mellemrum af c. 6 Favne; veb hvert Stykke Kork hænger paa en 1½ Favne lang tyndere line en krog med en heel Sild som Bid.
**) Disse Ruiner ere baade i og for sig imposante, og derhos af en sjælden storartet Beliggenhed. Den preussiske Generalconsul Duehl udtaler sig derom i Skriftet ,,Aus Dänemark" (1856) saaledes: "Bald liegen die stolzen Ruinen von Hammershuus vor uns. Das Hammerhuus erhob Sich einst, vor der Erfindung des Schießpulvers eine unbezwingliche Beste, auf einem steilen Felsentegel, der auf der einen Seite vom Meere, auf allen anderen von steilen Abgründen umgeben ist. - Die stolzen Ruinen, sage ich, und sie verdienen diese Bezeichnung. Sie sind nicht allein die schönsten Ruinen in Dänemark, sondern ich erinnere mich nicht selbst in dem ruinenreichen Deutschland, schönere gesehen zu haben." Nogle Aar senere finde vi en ikke mindre varm Udtalelse om det Indtryk Slottets Ruiner giøre paa Beskueren, i Brunius's Kunstantegnelser paa en Reise til Bornholm i Aaret 1857 (Lund 1860). Forfatteren siger saaledes: „Vi hade oss ganska väl bekant, att bland alla de försvarsverk, hvilka Lunds erkebiskopar å sina umråden uppfört, Hamarhus var det anseeligaste; men vi hade likväl ei kunnat föreställa oss, att lemningarne deraf skulle til den grad väcka förvåning, som första anblicken å nära håll förorsakade – vi hade aldrig för skådat en så storartad slotsruin".
(Statistisk-topographisk beskrivelse af kongeriget Danmark, Del 3. 1872)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar