Vallensbæk-Dybbølsbro

Inddæmninger i nyere tid kunne være temaet for denne knap 20 kilometer lange odyssé. Vandretur på kanten af storbyen!

 

Strandparken

Strandparken langs Køge Bugt er omkring 7 km lang kunstig strand og anlagt i 1980erne. Men den falder i flere dele, og jeg nøjedes med den knap 3 km. lange strækning langs Brøndby Strand. Som både er betegnelsen for en bydel der blev opført fra 1960'erne og nu har omkring 34.000 indbyggere og en moderne strand med egen hjemmeside og sågar en Facebookside. Lidt floskelagtigt når vi snakker strand kunne man sige at der har været to bølger af badeturisme ved Brøndby Strand: I 1920'erne og 1930'erne myldrede københavnere til fx Brøndby Badehotel (1912, Gl. Køgevej 793). Hotellet blev 1957 som Pensionen Brøndbyhus for straffelovsovertrædere fra Herstedvester.

Strandparken til højre, og vandet er de kunstige indsøer som den har skabt. De gamle, naturlige strande er nu sivbevoksede og det er vanskeligt at bade fra dem. Man aner Strandparkens græsareal med den skyggefulde træ- og buskbevoksning på græsset.

Stranden ud for hotellet eksisterer stadig og er den naturlige strand. Men nogen badestrand er det ikke længere. Den ligger ½ km længere ud i vandet og er en kunstigt anlagt strand. En flere hundrede meter bred bræmme som i tværsnit ser nogenlunde ud sådan: Tættest ved kysten en græsslette med træer og buske. Dernæst en bred grusvej. Fulgt af en høj klit med stikkende klitbevoksning og endelig den meget fine sandstrand, der dog på dette tidspunkt lugter af det rådne, opskyllede tang.

Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Men stranden her er kunstig. Førhen var der bare vand. Og hvert eneste sandskorn er blevet bragt hertil af mennesker. Herefter er der plantet klit. Man aner havets brutalitet. Strandkanten er allerede ved at blive eroderet væk, og der er nærmest en ca. 1 meter høj skrænt yderst ved vandet. Bagest aner man Vandringsmandens næste mål: Avedøre Holme.

Avedøre Holme

Avedøre Holme var for ikke så mange årtier siden holme, altså halvøer. Det ses tydeligt når man følger den nuværende kystlinje, for man går på en høj dæmning og sine steder er terrænet bag dæmningen lavere end havoverfladen. Strandenge og småholme blev 1962-64 fyldt op og så var det slut med mosekonebryg, storke, brushaner og vildænder. Ind med overskydende opgravet jord fra de mange byggearbejder i hovedstadsområdet. Diger, pumpeanlæg og kanaler sørger for at havet ikke oversvømmer det hele igen.

Spildevandsanlægget er bare enormt. Det strækker sig over ca. 2 km x 500 m. I forgrunden ses et virvar af bassiner, i baggrunden anlæggene. Der lugter på læsiden. Men vel fri af denne, står den friske havlugt i ens næsebor.

Hvis man vil studere en storbys tekniske potens, så må dette være stedet. Området langs kysten er præget af to gigantiske anlæg: 2 km går man langs spildevandsanlægget. Og DONGs imposante Avedøreværk kan ses overalt hvor man bevæger sig. Tæt på er det nærmest skræmmende. Et par meter ude i havet står nogle store vindmøller. Et sådant guldgraverlignende område tiltrak også i dansk målestok dubiøse personer som Bøje Nielsen. Om ham står der på Forstadsmuseets hjemmeside:

Bøje Nielsen (fik)  ideen til Danmarks største kontorhus, der skulle spænde over Havnevejen og danne en formidabel port til Holmene. Huset skulle ikke blot rumme kontorer, men også butikker, restauranter, undervisningslokaler etc. Byggeriet blev sat i gang 1980/81. Byggematadoren, der var mangemillionær, havde store visioner omkring sit center. Han fulgte arbejdet med egen helikopterforbindelse fra sin bopæl i Næstved. På Holmene havde han en privat grund til landingsbane. Et lokalt sagn ville også vide, at Bøje Nielsen i højhuset havde indrettet en privat suite med badeværelse, hvor haner og rør var af guld.

Og hjemmesiden er i det hele underholdende læsning om hvordan alting måske ikke foregår lige regulært når nye områder kastes for ulvene.

Dæmningen skærer sig beskyttende gennem billedet. Der er næsten direkte adgang til en af de tre gigantiske vindmøller og i bagrunden tårner Avedøreværket sig op. Bemærk det "lille" kran lidt til venstre for vindmøllen. Den er i virkeligheden enorm, men ved siden af værket, syner den næsten ikke af noget.

Østsiden af Avedøre Holme er præget af havneindløbet med udsigt til Amager på den anden side. Umiddelbart neden for Amagermotorvejens bro over Skrædderholmen har NCC sandgravning. De er stadig i gang på dette sene tidspunkt. Man skal forbi sandgraven for at kunne komme ud på Skrædderholmen. Man kan gå på den kunstige holm, der blev lavet i forbindelse med motorvejen i 1987. Men solen er ved at gå ned, så jeg nøjes med at nyde den storslåede udsigt man har fra broen. Jo, motorvejen larmer og støjer, men det er jo altså storby, det her. Så intet overraskende i det.

På vej ned ad broen fra Skrædderholmen kan man for alvor se at Vestamager er inddæmmet område. Dæmningen er blevet forhøjer, og den er endnu ikke groet til. I baggrunden Avedøre Holme. På denne afstand ser Avedøreværket nærmest helt spøgelsesagtigt ud. Jeg går ud fra at man netop har valgt farven af samme grund.

 

"Lorteøen"

Skrædderholmen fører til Amager - også kendt som Lorteøen, og til en vis grad lever den stadig op til dette dubiøse navn, selv om det i dag foregår uden mere civiliserede former. Også her kan man gå på dæmningen. Der er lavet en udmærket trampesti på toppen. Og så undgår man de mange joggingløbere og cyklister på asfaltstien umiddelbart bag ved dæmningen.

Dæmningen strækker sig nærmet i lige linje 4 km fra Amagermotorvejen til Sjællandsbroen. Det er ikke den man kan se i baggrunden. Det er derimod jernbanebroen lidt syd for bilbroen. På den anden side af Kalvebodløbet kan man ane Sydhavnstippen og lystbådehavnen. Kajakker og robåde udnytter at der næsten ingen bølger er.

Området langs dæmningen syd for Vejlands Alle bliver brugt til alskens upopulære fritids- og industrivirksomheder: Storkøbenhavns Modelflyveklub. Skydeområde for Københavns Skyttecenter  har medført klager fra beboere i Kongens Enghave over knalderiet, men der er ikke fare for løsgående kugler selv om det nærmest lyder som krigen er brudt ud. Sorteringsanlægget Afatek (2011) der tager sig af genudvinding af metaller fra slagger. RGS90 A/S - Grøften modtager forurenet jord af ukendt type fra andre kommuner. Jo, selv anbringelse af lort er blevet moderniseret og genskabt i en ny generation.

Mellem Sjællandsbroen og Islands Brygge trænger urbaniseringen sig på nordfra. Man kan ane byggekranerne og i det fjerne skimte højhuse. Men træder man et skridt ud til kysten, ser den stadig upåvirket ud, i hvert fald på denne side af Sydhavnen. På den anden side anes skorstene fra H. C. Ørstedsværket, og i det fjerne byggerierne, der skygger for Fisketorvet.

Nokken

Disse er dog alle nyere end de larmende anlæg fra nord for Vejlands Alle. Her har der i årtier ligget en motorcrossbane, speedwaybane, Sønderbro Haveforening (1979) og det historisk legendariske Nokken. En mere nøgtern og byplanagtig beskrivelse med gode luftfotoer, kort, oversigter mm findes i en startredegørelse fra 2010. Men ellers rummer Nokken nok til dramaer som mange danskere godt kan lide: "Den lille mands kamp mod systemet", Davids kamp mod Goliat, osv.

Jamen, det ligner jo nærmest en scene fra "Invasion fra Mars". I baggrunden kraner og højhusbyggerier. I forgrunden de spinkle og tilsyneladende forsvarsløse huse i Nokken. Der dog mangler danebrog. Men tilsyneladende har de som en anden Gandalf stillet sig op foran uhyret og sagt: "Hertil og ikke længere". På de moderne huses parkeringsplads er samtidig de anarkistisk ophængte postkasser "Velkommen i det vilde" til beboerne i Nokken. Så kan det nærmest ikke blive mere symbolsk.

Historien om fiskernes redskabsskure fra før 2. verdenskrig, til udviklingen af et minisamfund "på trods". Historien om kommunens planer om fx placering af husbåde ud for området og kommunens skrinlægning af samme planer. Og nok til at gøre det til adskillige projekter, bl.a. studieobjekt for RUC-studerende med udgangspunkt i Jürgen Habermas' teori om kommunikativ handlen og en sammenligning med det arkitektonisk nøje tilrettelagte Sluseholmen. Men også hvor helten er 5. generationssnedker og dramaet søsætning af en sjægt (bådtype).

Med dette nærmest episk-mytologiske og symbolske billede fra Nokken kigget over skulderen til Islands Brygge er turen ved at være slut. Jeg går over det gamle havneområde, hvor kun gammel asfalt og de nedgravede, rustne skinner vidner om en glorværdig fortid som havneområde. Hvor skuder lå side om side, og luften summede af sømænd, havnearbejdere og udlængsel.

Fyraftensture

"Efter arbejde"-vandreture er ture hvor jeg udnytter at jeg er i København City og mere centralt placeret i forhold til at komme langt omkring med s-tog, i stedet for derhjemmefra, hvor jeg er lidt begrænset af Frederikssundbanen. Til gengæld er jeg så efter en arbejdsdag ikke så oplagt til at gå rigtig lange ture.

Ruten

Vallensbæk St. - Svingelstien gennem Vallensbæk og Brøndby Strand (sand, grus eller græd) - Stien langs yderkanten af Avedøre Holme (asfalt) - Skrædderholmen (asfalt) - Vestsiden af Amager på dæmningen og langs Amager Fælled (asfalt og græs)- Broen til Fisketorvet - Dybbølsbro St. Ialt ca. 18 km. Turen kan afkortes eller forlænges (fx fra Hundige St.) efter behag.

Nordhavnen

Hvis man kigger på gamle kort over Nordhavnsområdet, vil man hurtigt finde ud af at det først er blevet til i løbet af de sidste 150 år. Vandets naturlige forløb er nogenlunde langs Strandboulevarden, som nu ligger flere hundrede meter fra vandet. Vanddybden er 2-3 favne (ca. 3,5-5,5 meter) og op til 10 meter. Området husede nogle større industrier, kalkbrænderierne siden 1700-tallet, Kryolitfabrikken (1859) lå hvor Tietgens Have ligger nu, svineslagteri (1866) og Østre Gasværk (1878). Fra 1920erne Nordisk Fjer.

Et vy fra Nordhavn Station beskriver en del af hvad Nordhavnen er: Et kæmpeområde for import/eksport af varer, turister og rejsende. I forgrunden s-togsskinnerne, dernæst en byggeplads som kan symbolisere den konstante forandring i området. Til højre DFDS færgen til Oslo, og bagest Mærsk containerskib, der er halvlæsset med containere. Og man kan lige i kanten af venstre side skimte den nye FN-by.

Anlægget af Nordhavnen

Mellem 1895 og 1890 blev Nordhavnsbassinet og en Redhavn anlagt (den sidste er senere blevet opfyldt). Frihavnen kom til 1891-1894 umiddelbart syd for Nordhavnen, og det bredte sig 1915-1918 til Kronløbsbassinnet, Nordhavnsbassinet, Redmolen og Sundmolen. Orientbassinnet kom til 1919-22. Endnu i 1967 var den store, nordligste halvø ikke kommet til.

Fra Langelinjebroen har man et godt vy over den ældste, sydligste del af Nordhavnen. I forgrunden ældre havnebygninger, men man aner i baggrunden de seneste årtiers boligbyggeri. Det er frihavnsområdet. Det er stadig afspærret, forbudt for uvedkommende og fotografering er forbudt i selve området.

Salmonsens Leksikon, Bind 14 (1923) omtaler en Evanstone Havn, hvor Kjøbenhavns Havn starter, umiddelbart syd for Hellerup havn, og tilsyneladende nu bare Svanemøllebugten. I dag ligger der en gade, Evanstonevej, ved Tuborgflasken. En hjemmeside om gadenavne i Gentofte har måske svaret:

Evanstonevej er anlagt i 1872. Den ejendom, der senere fik navnet ”Evanstone” er i 1870 udskilt som en parcel af gården Gammel Vartov, og i 1872 solgt til premierløjtnant Peter Nicolai Petersen, Ridder af Dannebrog. I skødet er det udtrykkeligt betinget, at køberen skal anlægge en 12 alen bred kørevej og gangsti, langs ejendommens søndre skel. Dette er begyndelsen til Evanstonevej. Da P.N. Petersen i 1848 kaldtes under fanerne, var han skuespiller. Han blev i 1851 premierløjtnant og fik sin dekoration. Efter afskedigelsen har han genoptaget sit oprindelige erhverv. Han blev teaterdirektør og har turneret i provinsen. Det må være ham, der har givet ejendommen dens ejendommelige navn, som kan være hentet fra teaterverdenen. I 1965 overgik vejen til offentlig vej. I 1966/67 blev kørebanen udvidet fra 7,5 meter til 12,25 meter. I 1971 overtog Tuborg 104 meter af den østligste del. 

Havnen omtales ikke i større værker, men kigger man i samme Salmonsen under Tuborg, vil man kunne læse at den i 1926 udvider industrihavnen Tuborg Havn (anlagt 1869-72) i Hellerup. Mon det ikke betød dødsstøddet for Evanstone Havn?

Amerika Plads markeres mod nord af Kobbertårnet (advokatfirmaet Plesner) og mod syd af Fyrtårnet (ikke synligt på dette foto). Om 20 år er kobberet formentligt irret grønt. Ved første øjesyn så specielt Fyrtårnet grimt ud, men på tilbageturen havde sindet vænnet sig til bygningen. Den ser faktisk ganske pæn ud. Det er ikke til at se at herfra emigrerede titusindvis af danskere i forrige århundrede til USA. Nu tager de færgen til Oslo.

Det er stort, det er nationalt betydningsfuldt det der gennem Nordhavnens korte eksistens er sket der. Milliarderne ruller. Og det går stærkt, hurtigere end planlagt, faktisk. Mest uden mediernes helt store interesse. Og det er ikke slut. Diskussionen om en havnetunnel fra Østerbro til Amager  er blot et af mange projekter.

O Nordhavn

Jeg kendte ikke meget til Nordhavnen da jeg flyttede til København i 1974, men en kollegianer på Grønjordskollegiet introducerede mig til navnet ved at fortælle om Soyas novelle "O Nordhavn", (Fra mit spejlkabinet, 1956. Den har jeg ikke mødt andre der kender. Den starter med en beskrivelse af stationen:

På jernbanelinjen fra København H til Helleup ligger en lille station ved navn Nordhavn. Det er en ganske almindelig station, en af den slags der går tretten af på dusinet - selv om den naturligvis, som alle stationer her i verden, er et unikum, d. v. s. har et fysiognimi forskelligt fra alle andre fysiognomier. Stationsmæssigt er Nordhavn i alle henseender respektabel og anstændig - selv overbeviste statsbanekværulanter vil have svært ved at finde noget ondt at sige om den .... (banalt) ydre og (...) lydefri karakter.

Historien handler for øvrigt om betingede reflekser: Forfatteren, inspireret af nationalsangens "Oh Nordhav, glimt af Wessel brød ...." (ca. 55 sek inde i videoen), kan ikke lade være med at tænke "O Nordhavn" hver gang han passerer Nordhavn Station. Det har jeg for øvrigt selv gjort lige siden jeg læste novellen. Du kan selv prøve om det samme sker for dig! Det skete for Soyas kone som derfor foretrak trolleyvognen. Disse trolleybusser kørte i perioden 1953-71 på Strandvejen for NESA. Samme selskab som 1932 havde fået afslag på at lade Slangerupbanen elektrificere.

Området omkring den forhenværende Kalkbrænderihavn er længst fremme med at blive færdig (hvis dette ord da har mening i Nordhavnsområdet. Eneste reminiscenser fra tiden som kalkhavn er nogle rustne skinner i brostenene. Moderne arkitekttegnet arkitektur (her Little Venice, eller Ocean Club af  Utzon-familien) markerer sig over for det ældre Svanemølleværk (1947-53). Dette Danmarks største murstensbyggeri på 100 m højde fungerer stadig som et moderne fjernvarmeværk.

Nordhavnen i dag

Nordhavnen vrimler med spændende industrihistorie. Fiskerihavnen på den nordvestlige tip har ligget der siden 1995, hvortil den blev flyttet fra Skudehavnen. Fisketorvet ikke er ikke længere fisketorvet, men blev flyttet hertil fra Sydhavnen da det forhenværende fisketorv blev til, nåja, Fisketorvet (det ved Dybbølsbro Station). ØTC-hallen blev bygget specielt til at lave elementerne til Øresundsbroen.

 Hvis man vil nå at få et indtryk af havnemiljøet i Nordhavnen som det var engang (og det er faktisk for ikke så længe siden), så er Kalkbrænderiløbsvej stedet. Her kan man stadig se kulkranerne. Jeg ved ikke hvornår kranførerne drejede nøglen om for sidste gang, men det må være årtier siden. Der er stadig områder med store lagerpladser.

"Riffelsyndikatet" (Dansk Industrisyndikat A/S, i dag DISA) er velkendt for at være blevet udsat for to sabotager under 2. verdenskrig da det producerede våben for tyskerne. 10. maj 1943 og 22. juni 1944. Syndikatet holdt til på en lang række adresser: Århusgade 130 og Billedgade 8 (1918) var oprindeligt lagerbygninger overtaget af syndikatet. Redhavnsgade 13 A og B (1896, overtaget 1938). Læs mere om Mystik, skandaler af international skala.

 

Dette er indgangen til det rigtige Fisketorv, altså ikke det som de fleste kender fra Dybbølsbro Station. Her sælges der faktisk rigtige fisk, og ikke som på Fisketorvet computerspil, tøj og pomme frites. Fisketorvet ligger længst mod nord i Nordhavnen. Og der står kæmpestore sildetønder foran bygningen. Lugten af frisk fisk er heller ikke til at tage fejl af. Bemærk skiltet til højre med forskellige fiskefirmaer.

I flæng kan også nævnes Docken. En kulturkaj, med haller og arrangementslokaler. Kranen hvor Egon Olsen blev sænket i havnen i en eller anden Olsenbandefilm. FN-byen blev indviet 4. juli 2013, men ligger på et område der ikke er adgang til. UNICEF-lageret blev nedrevet for at give plads til byen. Den iøjnefaldende ottekantet stjerne ser noget plastikagtig ud. Ved Nordbassinet (der nu snarere ligger mod syd) er de to 59 meter høje siloer fra 1979 ved at blive omdannet til kontorer. De bygges uden på siloerne. De 600 ansatte vil få en særdeles attraktiv udsigt fra april 2014.

Af andre seværdigheder er der Svanemøllehavnen, Kalkbrænderihavnen, krydstogtkajen ("Dronningehallen").Bilterminalen og containerterminalen. Men meget er byggepladser pt, så der er ingen adgang til områderne.

Længst mod nord i Nordhavnen hvor alle veje stopper og Øresund tager over kan man se Oslofærgen på vej væk, i det fjerne kan man også skimte Midddelgrundsfortet, nok ukendt for de fleste at det engang var verdens største menneskeskabte ø.

Fremtidens Nordhavn

Nordhavnen er en bydel på størrelse med Roskilde. De endelige planer omfatter 40.000 boliger og 40.000 arbejdspladser. Så stort at der er planlagt at anlægge hele to metrostationer på området i fremtiden. I sin korte levetid har Nordhavnen været et af Københavns mest driftige områder, sådan rent industrielt og internationalt set. Planerne er storslåede, prøv at søge på Nordhavnen filetype:pdf og der plopper adskillige vidtløftige lokalplaner op. Kodeordene synes at være miljøvenlig, ved vandet, bæredygtig, levende, dynamisk og for alle. Det sidste lover priserne på boligerne dog ikke godt for.

Ruten

Nordhavnen station. Herfra er der sådan set frit slaw. Turen kan gøres kortere eller længere ved at gennemtrave området på kryds og tværs. Man kan gøre turen kort på omkring 5 km og bruge linje 26, eller gå op til 20 km.

Nordhavnens hjemmeside.
København før nu og aldrig. Bind 13. Bog. Fogtdal 1993. Historisk og politisk interessant gennemgang.

Kagsåen

Bæk, grøft, rende .... alt sammen navne som passer på Kagsåen.

Kagsåen er en med lidt god vilje 6 km lang "å" som forbinder Smørmosen med Harrestrup Å. Intetsteds langs åen er det stort besvær at gå over åen efter vand. Det kan gøres med et langt skridt. Men som agility-bane i et område fattigt med natur er en tur frem og tilbage langs åen udmærket. Og kan med afstikkere gøres kortere eller længere efter behag. At åen historisk set har været et vigtigt landmærke, fremgår af at den i næsten hele sin udstrækning danner grænse mellem kommuner. Først Gladsaxe og Herlev, senere København og Rødovre. Og med alt hvad dertil hører af politisk "hvem skal nu betale" (underforstået vedligeholdelse af åen).

Midt i gyldenriskrattet løber der en række dunhammere, og de markerer hvor åløbet er. Træerne står i Smørmosen. Man kan kæmpe sig vej hen langs åkanalen til træerne, men så skal man vist have specialudstyr og en machete med. Strengt taget har jeg altså ikke set selve udspringet, men formoder at det må være en ca. 10 m inde i træerne.

I modsætning til en "rigtig" å, hvor mange bække gør en stor å, er Kagsåens udspring ret markant. Det kan stedfæstes inden for 10 m. omkring Smørmosen. Eller rettere, det kunne det indtil mosens vandstand blev sænket, for i dag løber åen den "forkerte" vej tilbage i mosen, og udspringet bliver sådan noget underligt noget omkring Klausdalsbrovej. Men jeg forsikrer at der stadig findes en kanal med de karakteristiske fortovsfliser der peger direkte ud i Smørmosen.

Haveforeningsfolket er på plads denne søndag. Dannebrog er hejst overalt. Men de syner kun små i sammenligning med Amtssygehus Herlev. Et markant pejlemærke som næsten kan ses på hele strækningen langs Kagsåen. Bemærk opgravet dynd langs bredden.

Den første del af åen vil de fleste nok opfatte som en rende. Faktisk er der slet ingen vand på denne septembersøndag - selv om vi ellers har haft regn. Til gengæld har man fjernet sivbevoksningen så man nu rent faktisk kan se selve åen. Det må være sket for nyligt, for der ligger stadig klumper af opgravet bundslam langs åen gennem haveforeningerne syd for Klausdalsbrovej. I det hele taget er der gjort en del på denne strækning for at blotlægge åen så den ikke blot fremstår som en sivbevoksning.

De første par kilometer er der stort set intet vand i åen for tiden. Som her ved nordenden af kildepladserne ved Kagsåkollegiet.

Der er flere grundvandsboringer og kildepladser langs åen efter Kagsåkollegiet. Her hentes stadig grundvand til vandforsyningen. Og det er strengt forbudt at kaste affald. Kildepladserne fungerer dog som affaldsdepot for hundelorte der ligger tæt og med få meters afstand langs grusvejene. Færdsel i græsset med riflede såler må stærkt frarådes, med mindre man har lyst til at gå med den friske duft i næseborene.

 På strækningen syd for fodboldbanen har åen fået lov til at slynge sig uden fortorvsfliser mv. Men der er heller ikke særlig meget gang i vandet. Faktisk forekommer det mig at der er mere vand end der plejer at være. Til højre ligger Kagsåparken. På dette sted er den noget urskovsagtig og uigennemtrængelig. Slet ikke en dårlig ting.

Det er kun åens østlige bred som er offentligt tilgængelig. Private grunde ligger ned til den vestlige bred, bl.a. Herlevhuse. Til gengæld er der kun få steder hvor der ingen vej er udenom, eller rettere: Der er en vej udenom, for man kan ikke følge åløbet. Det gælder under motorring 3 og dens afkørsel mod Pilebro. Man kan faktisk godt soppe med gummistøvler under Motorring 3, men man kan ikke gå oprejst, og det er bestemt ikke en oplevelse for klaustrofobe. Til gengæld ser det ud til at man har tænkt sig at åbne strækningen fra Frederikssundsvej til Kagsmosen efter at have lavet det nye oversvømmelsesbasin mm. Vejarbejdet tværs over Frederikssundsvej er tilendebragt, og der er nu kun et nødtørftigt gitter langs vejen. Forhåbentlig bliver det fjernet så publikum kan gå det lille stykke langs åen.

Et par hundrede meter nord for hvor åen krydser under Motorring 3 går stien et pænt stykke fra åen. Egentlig synd at man ikke har lavet en trampesti langs åen her. For det er det mest dramatiske stykke: En meterhøj skrænt fører ned til åen, og den gamle bro - har den været brugt i en Indiana Jones-film?

Kanterne langs åen fra Frederikssundsvej til Kagsmosen er blevet moderniseret og bunden belagt med sten. Det var tiltrængt. På resten af åforløbet er kanterne af åen ligesom i øvrigt Harrestrup Å belagt med de mest grimme fortovsfliser, planker, trådnet og hegn. Muligvis har de en funktion med at de forhindrer skred. Men pænt ser det ikke ud, og især ved underløbet til Motorring 3 er fortovsfliserne braset ned og ligget hulter til pulter på bunden.

Stykket mellem Frederikssundsvej og Sonatevej (hvorfra fotoet er taget). Dette er blevet helt nygravet og bunden belagt med sten. Nu er kanterne groet til igen. Det er gået stærkt. Og der er åbent i Sonatevejsenden. Til gengæld er der afspærring fra Frederikssundsvej. Den håber jeg bliver fjernet!

Åen har vist ikke nogen naturlig forbindelse til Kagsmosen. Det er ligesom om at når den ser ud til at strømme ind i Kagsmosen, slår den et sving og begiver sig mod Harrestrup Å. Der er dog nogle rør ud ti mosen. På denne strækning er der nu blevet ryddet på Københavnssiden så man føler sig faktisk hensat til den fri natur, var det ikke fordi støjen for motorvejen er på sit højeste her.

Det opgravede materiale fra oversvømmelsesbassinnet ved Kagsmosen er blevet brugt til dels en generel forhøjning af området, dels til at lave en "runddysse" med tilhørende sten på toppen. Bakken er pt afspærret, formentlig for at undgå ulykker. Jorden må stadig være meget blød. Men som det ses er der allerede kommet godt med bevoksning.

Jeg har aldrig set levende større dyr som fisk, frøer eller lignende i åen. Heller ikke ved Kagsmosen, hvor der dog af og til svømmer nogle ænder rundt. Livet langs bredden af åen emmer heller ikke ligefrem af dyreliv. Der er en del planter, men ingen udover dem man kunne forvente. Om kommunerne har tænkt sig at gøre noget ved det, ved jeg ikke. Formentlig ikke.

Langs Kagsmosen er det eneste stykke hvor man kan fornemme at åen har et naturligt udseende. Bortset fra at man jo også her har træværk langs siderne af åen. Det kunne jeg personligt godt tænke mig fjernet til fordel for noget lignende det man har lavet syd for Frederikssundvej.

Kun omkring Kagsmosen er der sket en del. Stenene på bunden af åen skulle være med til at rense vandet op, og måske vil der engang, ad åre, komme et naturlignende åliv (igen). Men det vil i givet fald være på et meget lille stykke. på nuværende tidspunkt ser der meget uoverskueligt ud at skulle genetablere et eller andet på strækningen mellem Brunevang og motorvejen. Det område er formentligt fortabt i en uoverskuelig årrække.

Med Motorring 3s udvidelse med et ekstra spor i begge retninger blev der gjort yderligere indhug i Kagsåens bredder, så motorvejen nu nærmest danner åens ene bred. Til den anden side er der etagebyggerier, og det vil være lidt af en opgave for en landskabsarkitekt at få det gjort publikumsvenligt. I det fjerne kan man lige ane Harrestrup Å, som samtidig markerer Kagsåens endeligt.

Ruten

Kagsåen er med lidt god vilje 6 km. lang. Men man kan jo tage strækningen frem og tilbage. Derudover er det oplagt at lave afstikkere til Smørmosen, Haveforeningerne, Herlevhuse, Kagsmosen og Harrestrup Å. Min rute i dag var frem og tilbage ca. 12 km.

Edelgave - og dansk slavehandel

I gang igen efter sygdom. En herlig tur gennem bakkede landskaber. Også en tur gennem dansk historie - og et smut til de vestindiske øer.

Syd for Veksø fører vejene gennem områder hvor godset Edelgave engang satte sit præg. Vejene er i dag trafikerede,men det opvejes til dels af det pragtfulde bakkelandskab. På gården Vaselund syd for Veksø boede engang en gullaschbaron, (altså en der tjente penge på at sælge dårligt kød til soldater i 1. Verdenskrig). Han byggede Veksø Slot mellem Hove og Veksø for pengene. På hjemmesiden ser de nuværende ejere dog mere skikkelige ud.

 Landskabet syd for Veksø er meget bakket, og man kan herfra se to gårde, Skelhøjgård og Vaselundgård, samt skimte Hove-masten i baggrunden. Lidt pudsigt ser det ud til at det er flagstangen på Skelhøjgård der er blevet forlænget. Men det er altså telemasten.

Vilhelm Nielsen (1918-1978) var i lære på Edelgave i 1935 som landmand, og hans karriere er mere kendt. Han købte i 1943 Nonnemosegård få hundrede meter nordvest for Edelgave, og var sognerådsformand i Ledøje-Smørum Kommune 1958-70. Først for Venstre, dernæst de Konservative og sidst en borgerliste. De fleste omtaler af ham på internettet handler om at han forsøgte at modernisere kommunen med det formål at øge befolkningstallet, så kommunen fortsat kunne være selvstændig. Udstykninger var svaret på det.

Lundevejgård i Hove. Over for gården ligger den maskinstation hvor fætrene fra Torngård købte mejetærskere. Den er dog knap så fotogen som denne prægtige gård. Omend Hove ikke er nogen storstad, er trafikken regelmæssig. Egentlige vandrestier findes ikke. Der er kun rabatten.

Både Hove og Hove Overdrev er værd at besøge hvis man er til landsbyer hvor tiden tilsyneladende er stået stille. Nogle af gårdene er dog overgået til andre formål, fx er Hove landsbys Buehøjgård nu møbelforretning. Thorsøgårds  historie går tilbage til 1600-tallet og bygningerne er fra 1888. Ejeren af Egebjerggård fik i 2005 underkendt sine "Adgang forbudt-skilte" til Hovemasten. Den 318 meter høje sendemast blev opført i 1987 for TV2, så der er lidt mediehistorie gemt her. Masten er meget synligt næsten overalt hvor man færdes.

Såvel Hove som Hove Overdrev emmer af forne tider. Enhver kan så lægge historier til hvad man ser. Mange gårde fremstår velholdte, mens andre er i lodret forfald. Denne hører til den sidstnævnte af slagsen. Overdrevsvej er ikke så befærdet, men man kan ikke undgå at skulle langt ind i rabatten for bilerne.

I Hove ligger to kæmpedysser næsten side om side. Den ene er offentlig, langdyssen på 90 x 11 meter og nu kun 1 meter høj. Den anden, Buehøj, ligger bogstaveligt talt klods op ad et hus i dettes baghave, og der er ikke adgang. Kong Bue ligger begravet her på en guldhest (siger man). Højen tårner sig op bag huset i 6 meters højde og 30 meters omkreds. Ligesom med Asserhøj ved Ganløse skete der underlige ting da man begyndte at grave i den. Denne gang var det dog ikke døde heste, men kvægpest som brød ud.

Ud for put and take området står denne Ferguson-traktor. Dem ser man ikke så mange af. Men enhver der er opvokset på landet i 1950'erne og 1960'erne vil genkende disse, også under navnet Massey-Ferguson. Ældre modeller var med til endegyldigt at motorisere dansk landbrug. Hestene er dog i dag vendt stærkt tilbage i form af rideskoler.

Hove Kalkgrav var åbenbart før i tiden et yndet sted for amatørgeologer. Nu er der put and take. Ligesom jeg også oplevede det på Slangerupmarchen. Adgang er der kun for fiskere, for ejeren er forståeligt nok ikke glad for svineri i form af affaldsdumpning i området. Han kommer venligt ud og spørger om han kan hjælpe med noget. Jeg har stor forståelse fordi jeg så fyldte sorte affaldssække i vejkanten. Det ser ikke godt ud, og de svin der har smidt det, er desværre anonyme. Modsat de  skikkelige frilandssvin som hygger sig i den lune efterårssol.

Hove Kalkgrav indeholder stadig kalk. Men det blev lukket for ca. 30 år siden. Forlydender vil vide at det skete fordi det magtfulde Fakse Kalkbrud ikke var interesseret i at have en konkurrent her. I stedet kan man nu købe fisketegn til at fange ørreder. Og det er der en snes mennesker der har benyttet sig af denne smukke torsdag.

Edelgave

Edelgave Gods (opført 1782 efter at en brand ødelagde de oprindelige bygninger fra 1660) er privat og der er ingen offentlig adgang. Nu er der økologisk landbrug. Venstre har holdt grundlovsmøder her, vel fordi godset fra 1920 tilhørte venstrestatsministeren Madsen-Mygdal. Hvis man har set Matador, vil man huske Møjdal-visen som kommunisten Røde på et tidspunkt synger. En tidligere godsejer, etatsråd Tutein var initiativtager til Edelgave Skytteforening, der i 2012 kunne fejre 150 års jubilæum. Skytteforeningerne startede i 1861 og var en slags private træningscentre. Tre år før krigen 1864. Der er stadig sprængstof i Edelgave, nu blot nedgravet i en container, godt beskyttet i en tunnel og 1 m under jordoverfladen.

Udsigten for foden af Gyngehøj. Godsejer Tutein (Edelgave) ombyggede højen så den bedre passede ind i datidens (fx Oehlenschlägers) forestillinger om hvordan gravmæler fra hedenold skulle se ud. Derfor går der en spiralvej op til toppen, og den er ikke rund. Men bort set fra det ser den imponerende ud. Udsigten forsvinder snart i de træer man har plantet rundt om højen.

[RETTET 21.9., se kommentaren:] Her er Edelgavevej på 43 sekunder (2009). I området ligger oldtidsminderne tæt. Gyngehøj, 28 meter i diameter og 4 meter høj og Smørholm Voldsted. Sidstnævnte er rester af volde, grave og banker omkring en middelalderlig storgård fra midten af 1300-tallet. Borgbakken indeni er 4 m. Voldstedet skulle være typisk for perioden og repræsenterer hundredvis af lignende som blev opført i Danmark på det tidspunkt. Bare lidt synd at konturerne af voldanlægget nu er udvisket af overgroet meterhøjt græs, brændenælder og andet. Og man skal krydse en roemark for at komme over til informationsplanchen.

Tænk hvis man kunne rydde voldstedet for beplantning og lave en lille sti ud til voldanlægget. Arkæologer har fundet adskillige interessante ting i området. Nu kan man desværre kun ane hvordan de har set ud engang. I den nordlige ende skimtes højen til borgtårnet.

Edelgave Huse er opført 1877 som landarbejderboliger for folk der var beskæftiget på godset. De ligger på begge sider af vejen nord for godset. En af beboerne har skrevet en artikel, som jeg dog ikke har kunnet få bekræftet. Heller ikke ved at kigge på satellitfotoer. Men det er en god historie!

Et af den halve snes arbejderboliger lidt nord for Edelgave. Boligerne har sikkert været luksus for arbejderne dengang. De fremstår nu udefra som tiptop istandsatte. Nu dog med moderne og nydeligt passede haver omkring. Tagene ser også ud til at være af nyere dato.

Tutein

Jeg har før fortalt at Smørumovre skole blev opført 1860 for penge givet af Vilhelm Frederik Tutein (1830-1890) fra Edelgave. Vilhelm var af Tutein-slægten, søn af den landskendte københavnske storkøbmand Johann Friederich Wilhelm Tutein (1757-1853) som havde erhvervet Edelgave 1807. Slægtens rigdom var bl.a. baseret på sukkerraffinaderierne på St Croix. Disse raffinaderier var en del af Trekantshandelen: Slaverne blev købt i Christiansborg (Accra)  i Ghana for bl.a. akvavit og geværer, sejlet til St Croix hvor de fremstillede melasse som blev sejlet til København.

Slaveri har tilsyneladende eksisteret lige så længe som der har været mennesker. Men fra midten af 1500-tallet kanoniserede kristendommen racisme for at guddommeliggøre og retfærdiggøre slaveri efter koloniseringen af Amerika. Under oplysningstiden fra 1700-tallet begyndte man at tage afstand fra den inhumane behandling af slaverne. Der var forbud mod slavehandel allerede fra 1791, men slaveri blev som bekendt først reelt ophævet 1848, og i årtierne efter blev slavernes forhold ikke forbedret. Og tilførslen af racisme til slaveri må siges at være fatal. Oplysningstidens spirende naturvidenskab underbyggede i 1800-tallet kristendommens racisme med teorier som eugenik og frenologi.

Og den unge Vilhelm Tutein er formentlig et barn af disse oplysningstanker: Slaveri var måske inhumant, men med argumenter fra bl.a. eugenik og Grundtvig (1783-1872) kunne man hævde at sorte var en mindreværdig race. Sådanne forestillinger var sejliveede. Det var ved at blive ophøjet til lov i Danmark i 1930erne, eksisterede i Nazityskland 1933-45, i visse stater i USA op til 1960'erne og i Sydafrika til 1990'erne. Helt op til vore dage er racisme et problem i mange lande. Først med afkristningen er man begyndt at gøre op i teori og praksis med denne kristne opfindelse.

Jeg opfatter Vilhelms skolebyggeri som led i datidens generelle syn på slaveri som Johanns rigdom stammede fra. At give faderens slavearbejdere og deres efterkommere kompensation, endsige en undskyldning har formentligt ligget Vilhelm meget fjernt. Men en skole passer godt ind i billedet. Skolens formål i 1800-tallet var netop at indlære de kirkelige dogmer og Biblens guddommelige åbenbaringer. Herunder at godt nok var slaveri inhumant, men de sorte var mindreværdige. Det samme budskab holdt helt op til vore dage. I baptisternes søndagsskole i Egernsund var det fx et foto af "Lille Sorte Sambo" i Afrika, som de uskyldige søndagsskoleelever troskyldigt gav penge til (læs: missionærerne). Bønderne i Smørumnedre har med garanti intet kendt til disse forhold.

Bønderne

I det hele taget er bøndernes historie her som andre steder ufortalt. Man kan stille spørgsmålstegn ved bøndernes andel i slavehandlen. Og hvor dybt deres kristendom stak. Bønderne var under trusler om mulkt og bødestraf tvangskristnet og skulle bl.a. betale tiende til kirken samt gebyrer for alskens lovbefalede ritualer, konfirmation, begravelse osv. Og hist og her kan man finde eksempler på bøndernes tavse modstand. "Danske slotte og herregårde", bind 1 (1963) er herregårdshistorie set ud fra godsejernes synspunkt, men teksten peger på at godsejerne ikke var populære blandt bønderne. Under kvægpesten 1769 blev på "hedensk vis" og tilsyneladende på trods af godsejerens ønske ofret

To sunde kreaturer for at afværge de onde magters vrede. En kvie blev virkelig levende nedgravet på bymarken, og alt bøndernes kvæg drevet hen over stedet, og en stud sænkede man i en trækasse i gadekæret, hvor det var dybest.

Ifølge bogen har man fundet rester af både kasse og ko senere.

Godsejernes udnyttelse af bønderne gik ned til mindste detalje.. Men de kunne betale sig fra at skulle arbejde for godsejerne. Tutein har formentlig nok ment det var "inhumant" at kræve af bønderne at de skulle arbejde for ham og kirken, men for en betaling kunne de da blive fri for det. Det fremgår af et dokument underskrevet af Tutein (26.4.1865) og ca. 30 beboere (8.1.1866):

Imellem Undertegnede, jeg Etatsraad Tutein til Edelgave som Eier af Hvedstrup Kirke, og ni Beboere af Hvedstrup Sogn er oprettet følgende Overenskomst om Afløsning af Pligtarbeide ved Hvedstrup Kirkes Arguration. Jeg Etatsraad Tutein forpligter mig til for mig og Arvinger i Fremtiden selv at forrette alt det (syen) og Gangdagsarbeide til Reparation paa Hvedstrup Kirke, som i følge Lovgivningen paahviler beboerne i Sognet, saa at disse herefter skulle være aldeles fritagne for alt Pligtarbeide imod at de Aarligen betaler mig og fremtidige Eiere af Kirken 16 Rdl, sexten Rigsdaler sølv.

Edelgave går til filmen

Godsejernes storhedstid ebbede ud i 1900-tallet, og det blev trange tider. Godserne blev nu fx brugt i danske film som "Fætrene på Torngård" (1973) med Karl Stegger, Arthur Jensen og Axel Strøbye. Den er optaget bl.a. på Edelgave og maskinstationen over for Lundevejgård i Hove. Morten Korch og "gamle danske film" helt op i 1970erne afspejlede et bestemt syn på livet på landet. De gode er som oftest en lidt ældre, gammeldags, men retfærdig godsejer, en driftig ung landmandstype og en loyal besiddelsesløs temmelig dum landarbejder. De onde er som regel skummelt udseende landarbejdere, der er kriminelle eller krybskytter, samt mappedyr fra storbyen.

Den 3 km lange vandresti mellem Veksø og Smørumovre er et must. Omend den i Veksø-enden er ved at blive anlagt. Bl.a. kan man et kort stykke trave langs Værebro Å. Udsigten er flot, der er meget fredeligt, og mærkværdige fugle flyver forskræmte op fra markerne.

Ruten

Veksø St. 1 km trafikeret Hovevej. Lundevej knap så trafikeret. Overdrevsvej. Edelgavevej. God travevej. Smut forbi Smørholm voldsted. Fantastisk 3 km vandresti Smørumovre-Veksø St. Ialt ca. 16 km.

På sporet af sporet: Slangerupbanen

Slangerupbanen hed jernbanen som i perioden 1906-1954 forbandt Lygten station på Nørrebro med Slangerup. I modsætningen til succeshistorien Frederiksundbanen er Slangerupbanen historien om en tragedie. På trods af at der i 1951 udkom en betænkning om "Midlertidige forbedringer af Slangerupbanen", blev den lukket. Sporet kom til at ende i Farum og senere lavet om til s-tog. Man kan finde en beskrivelse af den forsvundne rute på Skolekom eller på Slangerupbanes hjemmeside. Nyttige fordi sporet blev til marker, bebygget eller sløret. Man kan derfor ikke i dag følge sporet hele vejen. 3½ ud af 5 stationsbygninger findes dog stadig.

Slangerup Station, ja og nej. Der står godt nok Slangerup på gavlen, men den originale brændte for knap 10 år siden og dette er en tro kopi. Til venstre ligger busterminalen nu. Og den ligger ovenpå drejeskiven. Bilen holder måske nogenlunde hvor sporet var.

I bogen "Naturparken" angives en af grundene til jernbanens fiasko, at Lynge vedblev med at være en landsby, i modsætning til fx Farum og Lille Værløse, og ved Vassingrød og Lindholm opstod der ingen bydannelse ved stationerne ...

... simpel hen fordi egnens behov for lokale handels- og industricentrer var dækket af de ældre byer Slangerup og Farum.

I en digitaliseret særudgave af FNV Foreningen Naturparkens Venner 2001-2/3 fortæller Vagn Endsig om sine oplevelser af Slangerupbanen som spejderdreng hvor han i sin barndom/ungdom i 1930'erne tog toget fra Lygten Station. Også under krigen hvor "Dansk Skiløberforening" brugte det uopvarmede tog til at køre ud til skiterrænnet.

Når Banegraven slutter ved Industrivej, er man tvunget til at tage en omvej ad grusvejen Månevej. Øst for Kosakgården kan man følge en sti en anelse nordpå og opdage to spor: I forgrunden, i midten, ender Slangerupsporet brat, men i baggrunden kan man ane vold-konturerne af Midtbanen lige under den hvide gård som er Slangerup-Lynge Rideklub. Midtbanen blev aldrig til noget. Men man havde altså forberedt den.

Stationerne

Det er ikke til at se det ... men dette er faktisk det gamle spor mellem Slangerup og Lindholm. Kigger man godt efter, er der grøfter til begge sider. Landskabet er fortryllende. Nu har heste overtaget lokomotivernes domæne.

Der var fem stationer på ruten. Fire findes endnu: Slangerup Station førte efter banens lukning en omskiftelig rolle som postvæsen, busventesal, advokatfirmakontor mm. Indtil den brændte i 2004 og sank i grus, dog atter rejst som (stations)hus. Kirkeengen i udkanten af Slangerup er et fredet område (1945) og hed tidligere Skiden Ås. Tidligere var det ejet af sognepræsten, der jo ofte fungerede som datiden stasi-agent over for statsmagten og kunne indrapportere (visitatsbøger) regeringsfjendtlige elementer i deres sogne, mod forskellige privilegier som fx ejerskab til kirkejorde.

Hvis jeg skulle udpege en station som den foretrukne, må det vel blive Lindholm Station. Selve stationsbygningen minder lidt om de andre stationer, men selve miljøet omkring stationen virker mere som det var dengang de stadig fungerede som stationer. Her kan man også se hvor hovedparten af indtægterne til banen kom fra: Godstransport af grus.

Sporet til Lindholm er delvis ridesti. Lidt uden for Slangerup fører et spor nordpå mod Hillerød. Det ses tydeligt i terrænnet, og var ment til den sjællandske midtbane, som blev aldrig blev til noget. Der skulle også ved Lindholm findes en bro som skulle forberede en overkørsel over den sjællandske midtbane fra Næstved til Frederikssund/Hillerød over Ringsted og Hvalsø. Banen nåede aldrig så langt. Ringsted-Frederikssundafsnittet eksisterede 1925-1936. Videre end Frederikssund kom sporet aldrig.

Man kan ligeså godt tage til Krogenlund efter Lindholm Station. Hovedvejen er forfærdelig som vandrevej. Men man kan gå gennem Uggeløse Skov og se fx det gamle bryggeri. Området omkring Krogenlund er ikke så stort, men det er meget idyllisk og fredeligt. Kun hjemsøgt af cyklister og jægere.

Den velbevarede Lindholm Station er nu feriekoloni. Den var tæt på at blive lukket flere gange. Nord for stationen er der nogle grusbanegalger. Her blev der lastet grus på godsvognene. Atter kommer der et langt stykke hvor man ikke kan følge selve banen, men må ud på befærdede hovedveje, indtil man kan søge ly i Uggeløse Skov. Her var en træperron der nu er gået kødets gang. Den blev mest anlagt af hensyn til turister som udflugtssted. Den lå på Uggeløse Bygade ved villaen Store Rosenbusk.

Lynge er en pænt stor bebyggelse, og stationen ligger midt i et parcelhuskvarter hvor kun vejnavnet antyder at her lå i forne tider en jernbane.

Det er værd at tage en afstikker sydpå til Krogenlund. Slangerupsporet er nemlig fjernet helt på strækningen og dukker først op efter Lynge. I Krogenlund lå hvidtølsbryggeriet Uggeløse Bryggeri "Frynebryggeriet" Krogenlundvej 11 (1852). Krogenlund er en halv snes huse bygget tæt på et meget bakket område ned til Kedelsø Å. Denne lørdag flokkes cyklisterne omkring den meget stejle bakke. Og nordfor lyder der skud i krattet. Her er nemlig et skydeterræn, og der er adgang forbudt.

Et af turens højdepunkter er stien nord for grusgravene mellem Lynge og Farum. Jo, det er kunstige vandhuller og bakker, men det bliver det bestemt ikke mindre idyllisk af. Det ser ud til at der stadig graves grus. Men nu køres det så ikke længere med Slangerupbanen. Øst for trampestien ligger et stort område med rideskoler. Det er som taget ud af McLeod's døtre.

Tilbage i Lynge finder man stationen på Lynge Stationsvej. Over for stationen er opsat en diminuitiv mindeplade om hvorfor vejen hedder som den gør. Efter Lynge er der en sti nord for grusgravene som varmt kan anbefales. Grusgravene har skabt kunstige natur som er ganske flot. Stationerne blev ikke så meget anlagt af hensyn til beboerne i landsbyerne, men af hensyn til industrien. Sten, grus, kalk, mørtel, teglværksprodukter.

Vassingerød Station er den sværeste at finde, og man skal vide at den ligger på Bøgevangen. Ud over stationen er der intet der tyder på at her engang har været en jernbane.

Man skal derimod vide hvor Vassingerød Station ligger (på Bøgevangen) for at finde den. Vassingerød blev i slutningen af 2011 skrevet ind i lokalplanen som økologisk landsby, hvilket dog krævede godkendelse fra miljøministeriet. Til tonerne af blæser- og violinmusik kan man på en ca. 3 minutters video se hvordan man forestiller sig den økologiske landsby. 1900-1907 gik der et knap 8 km langt industrispor fra Vassingerød til Allerød/Lillerød. Det ved man ikke meget om, udover at Sten- og Gruskompagniet opsagde overenskomsten og i stedet brugte Slangerupbanen. Kompagniet fjernede sporene.

Uggeløse Skov? Det kunne det godt være. Men det er Farum Lillevang. Slangerupbanens forløb gennem de to skove minder om hinanden. Sporet er nivelleret, og kan kendes ved grøfter og gennemskæringer af bakker.

Resten af strækningen kunne godt minde lidt om det vilde vesten, eller scener fra MacLeods døtre. Der er heste alle vegne, og da jeg passerer Vassingerød station kan jeg høre at der er en konkurrence i gang i nærheden. Med lidt stedsans lykkes det også at finde jernbanestien gennem Farum Lillevang. Men ved Rema 1000 for enden af vejen er det absolut slut med Slangerupbanen. Farum udraderede fuldstændig alle spor efter banen, bortset fra en del af krumningen på Ryttergårdsvej. Station, spor, alt er væk.

Her i den østlige den af Farum Lillevang ender/begynder (alt efter hvilken retning man vælger at gå) sporene af Slangerupbanen. Bag træerne til venstre drøner hovedvejen forbi og der ligger en Rema 1000 til venstre bag skoven. Farum udslettede godt og grundigt alle spor efter banen. Selv den gamle station.

Litteratur

P.  Thomassen: KSB - Kjøbenhavn-Slangerup Banen. 1980. 203 sider
Slangerupbanen 100 år. Gladsaxe Kommune. 2006. 35 sider.
Naturparken mellem Farum og Slangerup. 1965.

Ruten

Ca. 18 km. Sporet er kun delvis tilgængeligt. Fra Slangerup til Farum: Banegraven. Ridestien mellem Slangerup Overdrev og Lindholmvej. Skovstien i Uggeløse Skov. Stien fra Kedelsøvej, Lynge Stationsvej. Nordkranvej. Gl. Jernbanevej i Farum Lillevang. Ryttergårdsvej, Farum. Generelt kan turen ikke anbefales til vandreture. Trafikken på Hørup Skovej og Slangerupvej er meget tæt.

Visioner for Harrestrup Å

Kommunerne ved Harrestrup Å har tænkt sig at omdanne åen til klimasikring. Det skulle få konsekvenser for Damhusengen mm.

Oprindeligt løb Harrestrup Å ligesom fx Mølleåen gennem et sumpet område. Det første angreb mod Harrestrup Å skete allerede i 1621 da man lavede en dæmning for at opstemme vandet i Damhussøen (eller Langvadsdam, som det hed dengang). Universitetet fik ret til at høste rør og fiske. Reguleringen af højden på vandstanden foregik ikke uden protester fra bønderne i Vanløse og Brønshøj. I 1677 saboterede de slusen oven i købet med kirkens mand fra Brønshøj i spidsen. Men det satte ordensmagten naturligvis en stopper for.

Ved Åmarken Station umiddelbart ved åens udmunding i havet er Hofor ved at sætte pumpehuset i stand i forbindelse med klimasikringen. Det hele forventes at være færdigt december 2014. På Dette stykke er åen indhegnet og man kan ikke rigtigt se den.

"Spildevandsteknisk anlæg"

Koleraepidemierne satte fokus på rent drikkevand. Dæmningerne fik yderligere et tand opad i 1850erne så den kunne stemmes op i næsten 10 meters højde. Dengang brugte man overfladevand som drikkevand. Skiftet til at bruge mere grundvand betød at Harrestrup Å pga forurening fra Københavns ekspansion i 1900-tallet, fungerede som kloak, eller "spildevandsteknisk anlæg" (det lyder bedre) i perioden 1931-1990. Man ledte åen uden om Damhusengen, og i 1959 installerede man de rædselsfulde kanalanlæg af betonfliser.

I den sydligste del af Vigerslevparken er åen meget bred og uden de iøjnefaldende fliser. Men det er tydeligt at man går på en dæmning på hver side af åløbet. Visse steder ligger terrænnet bag dæmningen lavere end åens vandstand. Det er i dette område at åen før inddæmningen løb igennem et engområde. Hvis dette skulle genskabes, ville det kræve nedrivning af en del etagebyggerier og villaer.

Samme kranke skæbne skete for Skt. Jørgens Sø, Utterslev Mose og andre forhenværende vandreservoirer. Nogle endte med at dø biologisk. Såmænd da også i fx New York hvor flere af søerne i Central Park engang fungerede som vandreservoirer. Siden da har ålandskabet fra Vestforbrænding til udløbet i Øresund varieret mellem slet ikke at eksistere til kedelige parkstriber.

Harrestrup Å løber omkring 200 meter langs Hvidovregade som var landsbyen Hvidovres hovedgade. Men denne landsby er blevet godt og grundigt udraderet. Det er stort set kun vejforløbet der er bevaret, samt dette ene hus godt gemt af vejen. Måske 2 flere.

Vand i kælderen

Så længe jeg kan huske tilbage (1974) har forsøgene på at pumpe liv i Københavns søer ikke haft det store held med sig. Men så begyndte folk at få vand i kældrene. Forsikringsselskaberne fik travlt med at udbetale erstatninger. Så politikerne fik et problem. Ifølge en artikel i Politiken (Naturperle med badestrand....) skyldes planerne om at genoprette dele af åen til et mere ålignende forløb netop dette forhold. Det skulle koste knap ½ mia. Men der mangler kun 20 % af beløbet.

Til venstre gemmer åen sig bag kratten og til højre noget etagebyggeri. Sådan ser det meste af Vigerslevparken ud. I støvregnen og tusmørket ganske fredeligt.

Folk kræver tørre kældre og rekreative områder. Måske knager det i det gamle industrisamfunds trafikideologi. Måske gik det lige lovlig hårdt til værks over for fx Ladegårdsåen. Efter forbillede fra Kuala Lumpur overvejer mange storbyer at anlægge SMART, Stormwater Management and Road Tunnel. En genopretning af Harrestrup Å kan formentlig indgå i en sådan strategi. I meget mindre målestok er det allerede sket for fx Kagsmosen og Kagsåen. Som et biprodukt skal der også anlægges en badestrand ved Valby. Ikke at jeg tror disse planer bliver realiserede i morgen, men med dagens tur ville jeg sikre mig at have set det som det ser ud i dag.

Hvem i København kender ikke Damhuskroen? Og formentlig også langt uden for stadens grænser knytter der sig historier til navnet. Nej, jeg har aldrig været indenfor. Så er det sagt. Jeg er skyldig. Umiddelbart syd for Roskildevejen forsvinder Harrestrup Å ind bag ved huse, så man ikke længere kan gå langs med den. Man skal helt ned til Leopardvej og ind i parken igen for at genfinde den.

Harrestrup Ås udløb er blevet forlænget sydpå, fordi kystlinen er rykket en tand længere ud i sundet. Rensningsanlægget ligger delvis på gammel havbund. Kigger man på gamle kort vil man kunne se at åen adskillige steder er rettet ind efter en linial. Åmarken er formentligt ikke det eneste stednavn som hentyder til åen. Nogen mener endda at Rødovre og Hvidovre kommer af hhv Øvre og Ydre Ovre, jf at Rødovre ligger "højere" oppe ad åen end Hvidovre. Stykket mellem Hvidovre Station og Damhussøen løber åen ikke i Vigerslevparken (renden er en senere kunstig kanal). Oprindeligt løb åen på langs midt gennem Damhusengen.

Støvregn og tusmørke over Damhussøen. Men der er masser af liv. Jeg er flere gange i mørket ved at blive rendt over ende af motionsløbere, cyklister (uden lys) eller bare fodgængere som jeg selv. Intet forhindrer åbenbart folk i at "tage en tur rundt om søen". Og der er såmænd også idyllisk at gå langs den næsten spejlblanke sø.

Ruten

Åmarken Station. Så lige ud langs Harrestrup Å til Kagsmosen. Ca. 14 km. Stien er stort set uden lys, så man bør kende stien hvis man vil gå turen i mørke.