fredag den 18. august 2017

"Sortladne land": Lille Svenstrup - Roskilde

I "Kong Christian stod ved højen mast" er udtrykket "sortladne hav". Udtrykket passer imidlertid også på Danmarks land, i hvert fald fra nu af (august) til april


Typisk dansk landskab: kultursteppe. Frisk sortladent, her hjulpet på vej med afbrænding af vissent plantemateriale. Kilometerlangt strækker det sig så langt øjet rækker ud i horisonten, hvor man lige aner. Her syd for gården Magle gård mellem Havdrup og Gadstrup.

Efter knap 300 vandringer bliver det efterhånden svært at finde nye områder med natur. Selv hvis man planlægger et "naturhop" gennem det danske landskab, undgår man sjældent det mest karakteristiske danske landskab, kultursteppen - som dækker omkring 2/3 af Danmark. Den er karakteriseret ved få planter som byg, hvede og raps, ringe dyre- og fugleliv og sparsomt med indsekter. Det er ikke svært at finde en vandretur kun gennem dette landskab - og dagens tur fra Lille Skensved til Roskilde er et eksempel på en sådan. Af særlig interesse fordi den i disse uger gennemgår en radikal forandring.

Hovedgaden i Lille Skensved. Gaden rummer bl.a. Guldbageren, en slagter, et pizzeria og en genforeningssten. Det er mere end det "oprindelige" Skensved, Kirke Skensved. Øst for byen ligger et industriområde der fylder næsten lige så meget som byen selv.

Byer og landsbyer

På vejen kommer man gennem hele 3 byer, dvs større bebyggelser med et forretningsliv med supermarked, benzintank, frisør og andre livsnødvendige butikker: Lille Skensved, Havdrup og Gadstrup. Disse tre byer kan man vist godt kalde stationsbyer. De ligger på jernbanen Roskilde-Køge-Næstved som åbnede i 1870, og deres vækst hviler netop på adgangen til en station. Havdrup station hører til de oprindelige stationer fra 1870. Gadstrup stationsbygning er fra 1905. Lille Svenstrup er nok den mest fuldkomne idet den opstod som en satellit til Kirke Svenstrup og har siden udviklet sig langt hurtigere end denne. Stationsbygningen er fra 1908 (arkitekt Heinrich Wenck). Kirke Svenstrup er i dag en lille landsby, og hvis størrelsen skulle være afgørende, var det snarere den som fortjente betegnelsen "lille".

Havdrup er den største by på dagens rute med omkring 4.000 indbyggere. Her er der 3 supermarkeder og et butikscenter. Her et kig gennem Hovedgaden fra stationen Den røde bygning i forgrunden bærer skiltet "Ulvebørs". Meget aktuelt, kan man næsten sige. Området omkring stationen er i det hele taget værd at gå langsomt igennem fordi det er så velbevaret stationsby-agtigt.

Desuden nogle mindre landsbybebyggelser udelukkende med gårde og huse, men intet forretningsliv: Kirke Svenstrup, Brordrup, Kamstrup og Ramsølille. Ingen har bevaret det originale landsbypræg, men der er dog ganske fine gårde og huse i dem alle. Ligesom der også langs landevejen ligger ganske mange fine landejendomme og huse. Også trukket tilbage fra vejen med små alleer.

Degnegården lidt nord for Kirke Svenstrup er fra 1850 og set udefra et velbevaret stykke dansk landbrugshistorie.

Kultursteppen

Men nok om byerne og landsbyerne. De er af en størrelse så det ikke tager mange minutter at passere dem. Det meste af året (fra august til maj) henligger kultursteppen som et mørkt ørkenagtigt landskab, ofte bar jord, men ofte også dækket af et tyndt lag planterester fra strå og stængler fra korn og rasp. Kun afbrudt af områder med græs. Det breder sig karakteristisk kilometer efter kilometer ud i horisonten. Landevejene er generelt sådan rent teknisk gode og man kan sagtens finde nogle der ikke er så trafikerede. Herfra har man det bedste indtryk af landskabstypen.

Nord for Havdrupvej findes denne visne kultursteppe. Vegerationen er nyligt blevet klippet, delvis fjernet og tilbage ligger snorlige og sirlige rækker af biomateriale. I horisonten kan man lige ane en small bræmme af træer som markerer forløbet af Svenstrup Å og endnu længere væk striben af træer langs jernbanen. Men ellers breder steppen sig. Livløst og lydløst. Kun vindens susen og trafikkens hvislen bryder tavsheden.

Fra slutningen af august og indtil maj henligger kultursteppen først som brun, dernæst ofte som sort og bar jord. Personligt foretrækker jeg egentlig at gå gennem sådanne landskaber når sneen dækker det hele. Når man går time efter time, kommer man nemt i den stemning som jeg formoder deles med de soldater der vandrede gennem områder undergået "den brændte jords taktik".

Pilevejen-Kamstrupvejen. På korten er markeret et vandløb eller rende der krydser vejen, men det må være rørlagt eller helt kastet til. Her kan man se hvordan jorden titter frem og kun et tyndt lag planterester dækker jorden. Vejkant er der næsten ingen af og den er klippet så der næsten kun gror græs.

Vejene gennem kultursteppen på ruten er mest trafikeret med landbrugskøretøjer. Det er højsæson for bearbejdningen af steppen. Der hersker imidlertid en god trafikkultur. Der tages hensyn til vandrere: lav hastighed, passende afstand ved passage, ofte helt ovre i den anden side af vejen så man ikke generes af vindpust. Bilfolket er flinke, ofte vinkes der fra ruden eller over skulderen fra førerhusene. Cyklister ser man stort set ingen af, bortset fra tre tyske turister som forsøgte sig med et "hej" med tydelig tysk accent.

Endnu et karakteristisk kik ud over det mest udbredte danske landskab. Her er det gul-brune ikke blevet til sort endnu, men det er det om ganske få måneder når forrådnelsen er gået  gang.

Sommetider bliver kultursteppen dog afbrudt af en smal bræmme af lav kratbevoksning, eventuelt mellemstore, spredte træer. Disse bræmmer markerer som oftest en grøft eller å, en landevej eller et gammelt markskel i forfald. Man an også være så heldig at komme forbi små bede med vilde planter. Især hvis der er tidsler og andre biplanter, summer det pludselig af liv, og det lykkedes mig såmænd da også at få øje på en kålsommerfugl.

Denne kultursteppe syd for Kamstrup er karakteriseret ved en smal stribe træer. Der er formentlig tale om et gammelt hegn som efterhånden er gået i forfald, på grund af pløjning og efterfølgende giftsprøjtning. 

Markskellene er mestendels mærket af tidens (eller rettere: plovens og sprøjtens) tand. Der er blevet pløjet mere og mere af bræmmen, og bevoksningen er også påvirket af giftsprøjtning så buske, træer og krat ofte fremstår bladløst og med gulnede eller endog brunlige, medtagne planter som ikke hører til vegetationen på kultursteppen. Hvis denne udvikling fortsætter, vil de vel være helt forsvundet om nogle årtier.

Risbyholm. En gammel herregård med aner næsten 300 år bag i tiden. Også denne er omgivet af vidtstrakte kulturstepper, men dog også af en lille lund, eller skov øst for ejendommen.

Enkelte steder på kultursteppen finder man også gamle herregårde. Dagens rute gik forbi en lidt vest for Havdrup: Risbyholm. Godset stammer tilbage fra 1721. Som så mange andre har ejerne bidraget tiil danmarkshistorien fx ved at tjene på neutralitetspolitikken i slutningen af 1700-tallet. Skotten John Brown var endda så god til det at han blev udnævnt til guvernør i kolonien Trankebar.

Skensved Å. Åer er ikke længere omfattet af randzoneloven, så kultursteppen kan frit brede sig ned til åbrinken. Det er dog ikke helt sket her, idet der på den ene side er levnet et bælte med græs, på den anden en mark til græsning. Marken med dyr er i øvrigt en af de få undtagelser hvor man kan se dyreliv, her dog husdyr. Køer kan være farlige dyr og slår et par mennesker ihjel hvert år i Danmark, i maj måned blev en mand således trampet ihjel ved Broager.

På mit kort er der desuden også ofte afmærket grøfter eller render, men man kan ikke regne med disse da de enten er blevet kastet til eller rørlagt under kultursteppen.

Natur

Ingen vandretur uden natur. Og jeg kom da også forbi et enkelt eksempel på noget sådant, nemlig den skønne Ramsødal. Fristelsen var stor for at afbryde kultursteppe-vandringen. Men jeg har gået turen før og ved at turen kun er ca. 1½ kilometer gennem selve dalen. Bræmmen er her kun et par hundrede meter bred. Herefter fortsætter den langs HOFORs kildeplads og bræmmen indskrænkes til vel omkring 20 meter.

Fra Brordrup har man et godt udsyn over Ramsødalen, og man kan også se hvor lidt den i grunden fylder i landskabet: Kultursteppen omringer totalt det fredfyldte område med masser af dyre- og planteliv. Næsten lige som en lille atol i et stort Stillehav.

Som sådan er dagens tur egentlig repræsentativ for hvordan Danmark ser ud. Nogen grund til at bevæge sig uden for vejene og nærstudere kultursteppen er der dog næppe de afgørende grunde til. De er ret ensartede, og har man blot bevæget sig et par meter ind på dem fra vejen, har man sådan set set hvad der er værd at se. Kulturstepperne er da heller ikke indhegnede eller forsynede med adgang forbudt skilte. Det er sjældent nødvendigt.

Se flere fotoer fra dagens tur på Flickr-album for Køge, Solrød og Roskilde kommuner.


Ruten

Lille Skensved. Kirke Skensved. Havdrup. Ramsølille. Gadstrup. Brordrup. Kamstrup. Vor Frue. Roskilde Station. Hele turen er på ca. 20 km.

fredag den 11. august 2017

Boserup skov - Fjordstien

Bunden af Roskilde Fjord er tæt på toppen af Fjordstien. Samt et par kulturhistoriske områder


Roskilde Fjord, et typisk vy over fjorden nord for Boserup Skov.

Roskilde er meget andet end Domkirken selv om dette UNESCO verdensarv må stå på listen som et "must see" når man passerer langs Fjordstien. Et mere ubemærket sted er området omkring St. Jørgensbjerg Kirke. Området er ikke så stort, men fyldt med stemning: Bakket, gamle huse med smalle og stejle stræder og god udsigt. Det er svært at se nu, men for mange herrens år siden - og endnu ældre end de nuværende huse - lå Roskildes havneby her. Kirken selv er meget gammel, fra 1080 og dermed en af de ældste hertillands.

Voldstedet med den gule gård bag. I forgrunden skal det vist forestille at have været en voldgrav. Selv om det er svært at forestille sig. Men planchen har en tegning til at hjælpe fantasien på rette spor.

Sct Hans Hospital

Da jeg tidligere har vandret langs fjorden, lagde jeg denne gang ruten gennem de to store hospitalsområder, Sct. Hans som ligger med et grønt område på ca. ½ km. Det er som bekendt gammelt københavnsk område. Som tak for at de københavnske borgere reddede Danmark under svenskernes belejring af København 1658-60 gav enevoldskongen ganske enkelt området til dem. I 1996 solgte kommunen dog området til staten.  I dag er såvel hospitalet som de om omgivende områder fredet. Og der er åbent for offentligheden i parken. Hospitalets historie kan læses så mange andre steder, den korte historie er at det startede 1808-11 som fattighospital og dårekiste. Senere da Københavns indbyggerantal eksploderede, blev fattige og syge sendt hertil.

Den østlige del af Sct Hans Hospital har en nyere del til Psykiatrien i Roskilde, samt bl.a. disse lidt ældre bygninger.

Bygningerne mod øst fungerer stadig som behandlingssted, og jeg har det lidt dårligt med at optræde alt for meget som turist. Men ved Bistrup Bakke er der et gammelt voldsted. Man kan fornemme voldgraven (der dog nu er helt tør) foran den store gule bygning fra 1800-tallet ("slottet"). Det er er bispegården lå. Her lå også engang en landsby, kirke og kilde. Men efter reformationen blev kirken revet ned og der er intet tilbage af landsby og kirke. Midt i området er der også bibliotek og museum, men det har kun åbent om onsdagen.

Den vestlige del af Sct. Hans Hospital rummer bl.a. museum og bibliotek og denne idylliske sø med en cafe indrettet i huset på den anden side.

Boserup Skov

På turen nord og vest til Boserup Skov passerer man et område med udstrakte kulturstepper, pt med hvede omkring Bistrup Parcelgård. Det var på Bistrup Gård man indrettede "dårekisten", hvorfor man i 1809 opførte Bistrup Parcelgård øst for Boserup skov. Bygningen var erklæret bevaringsværdig, men blev alligevel revet ned i 2000. Parcelgården blev i 205 solgt for 45 millioner kroner.

Bistrup Parcelgård ligger stor og mægtig omgivet af udstrakte kulturstepper af hvede og andre kornsorter. 

Jeg er egentlig ikke så stor tilhænger af at gå rundt i skove længere. Men jeg kan godt lide at gå langs vandet i skove. Og det giver Boserup Skov god lejlighed til. På mange måder minder stien den langs Furesøen, blot mere fredelig og væk fra byområder. Der er  i øvrigt muligheder for at grille, overnatte og andre fritidsaktiviteter. Det var der også en del skoleelever der gjorde, så skoene genlød af frikvarter. Hvis man er til fred og ro, skal man nok tjekke om den slags foregår når man planlægger turen.

Et af de utallige smukke syn langs fjordstien. Ikke underligt at to både ligger for anker og skoleklasser har valgt at opholde sig her på denne skønne solskinsdag.

Kattinge Værk

I den vestlige ende af skoven skal man over den smalle bræmme som adskiller Roskilde Fjord med Store Kattinge Sø. Der er en smal kanal med et gammelt industriområde, Kattinge Værk der nu er koloni for børn, udflytterbørnehave og naturcenter for Københavns Kommune. Ikke så storslået som tilsvarende værker ved Mølleåen, men absolut seværdigt. Man kan ikke gå gennem værket, men umiddelbart før man kommer til det, er der en smal trampesti som leder op til Boserupvej. Værket var oprindeligt (1753-1884) stampemøller med vandhjul, men fik senere turbiner. Produkterne herfra (først militærtøj, senere gryn) blev eksporteret til København. Hvilket gav beskæftigelse til omkring 30 personer. 1884-1910 var her papirproduktion. 1914-1917 producerede det strøm til Sct. Hans Hospital.

Kattinge Værk. Der er ikke offentlig adgang til værket. Men man får et ganske godt indtryk af det fra landevejen. 

Modsat Sct Hans købte Københavns Kommune i 1917 værket igen med henblik på at bruge det til alkoholikere. Man har adgang til området omkring det gule slusehus hvor der er en malerisk fisketrappe for ørreder der gerne vil op i Kattinge Sø og til gydepladserne i Lavringe Å. Det hele ser idyllisk ud i dag, men det var det bestemt  ikke i værkets storhedstid. Affaldsprodukterne fra produktionen blev ledt ud i Kattinge Vig hvor det medførte totalt iltsvind og der må have været e frygtelig stank.

Slusehuset ved kanalen mellem fjord og sø. Samt fisketrappen til højre for. Bygget til ørrederne.

Kattinge

Turen fra slusen til Kattinge går gennem intensivt landbrugsområde uden adgang til søbredden. I dag var der høstarbejde, og hele turen ad Boserupvej foregik i støv der blev blæst ind over vejen og helt over til modsatte side af vejen. Kattinge fremstår i dag som en gammel bondeby, og den har en lang historie tilbage til jernalderen måske. Landsbyen hørte også med til det som Københavns Magistrat fik som belønning for at redde Danmark under Københavns belejring. Den oprindelige landsby er dog nu erstattet af småhuse til husmænd og småhåndværkere som smede og skomager.

Kattinge må vel nærmest siges at være indbegrebet af hvad man kalder bondeidyl. Men man skal nu ikke lade sig narre. Landsbyboere har gennem tiderne haft travlt med at slås indbyrdes om alskens ting og sager. Det håber jeg dog er holdt op i vore tider.

Gadekæret har en stengruppe som markerer hvor bylauget for bønderne holdt møder (husmændene var sat udenfor). Læs i øvrigt søndagens indslag på Politivennes Facebookside hvor jeg netop beskriver landsbylivet i 1800-tallet og de talrige indbyrdes stridigheder der var mellem en landsbys beboere dengang.

Store Kattinge Sø set fra Kongemarken. Nok se, men ikke røre! Dette er nok det tætteste man kan komme denne sø.

Strækningen fra Kattinge til golfbanen ser på kortet ud til at nå ned til Store Kattinge Sø. Men som nævnt er det forbudt område at bevæge sig ind på. Man må nøjes med de sporadiske udsigter fra Kongemarksvej og Kongemarken. Begge udmærkede vandreveje. Men altså også uden de gode udsigter. Kornerup Å kan man risikere at passere uden at lægge mærke til den. Heldigvis er der et skilt. Og så kan man prøve at ane Lille Kattinge Sø mod syd. Store Kattinge Sø ses bedst fra Kongemarken.

Med lidt god vilje kan man se ned mod Gedevadsrenden tværs gennem billedet. Den forbandt for mange hundrede år siden søen med bispegården.

På turen gennem golfbanen kan man prøve at ane Gedevadsrenden som er en lille grøft i bunden af dalen. Man skal forestille sig at for mange hundrede år siden løb renden helt til Sct. Hans Hospitals bispegård og drev en mølle. Dog uden at komme i karambolage med stampemøllerne, for de blev først opført århundreder senere.

Se flere fotoer fra Roskilde og Lejre Kommuner på Flickr.


Ruten

Roskilde Station. Sct. Hans Hospital. Parcelgårdsvej. Boserup Skov langs kysten. Kattinge. Kongemarksvej. Kongemarken. Vestergade. Roskilde Station.

lørdag den 15. juli 2017

Viby Sjælland

På jagt efter hvad mennesket eftertragter i det ganske, danske land.


I 2007 var området omkring Viby genstand for et 231 sider langt speciale fra Københavns Universitet "Oplevelser i landskabet" (2007). Den rummer nogle ganske interessante betragtninger over hvad det egentlig er vi gerne vil opleve, især på landet. Det kan derfor være interessant at gå i disse studerendes fodspor for at gentænke hvad og hvorfor vi "nyder" forskellige ting. De havde nemlig udvalgt nogle forskellige steder - og det er dem jeg har forsøgt at genfinde. Og så har jeg også puttet nogle flere indtryk på vejen mellem punkterne. For det skal jo helst ikke blive for "studentikost" at vandre rundt. Men tankerne - de vandrer for det meste frit, og tak for det.

Viby Sjælland. Tidlig lørdag morgen er der kun enkelte hundeluftere som er ude. Vejen ligger øde hen, ingen trafik.

Viby Sjælland

Denne by er en egentlig by, med lidt under 4.700 indbyggere. Nok til at holde hotel, kro, mindst to supermarkeder og en ikke ubetydelig mængde småforretninger kørende. Jernbanen har delt byen i Gl. Viby og ... bare Viby. Sidstnævnte er det sted hvor forretningslivet er mest livligt. Uden der dog er tale om et egentligt centrum i byen. Uden at fornærme nogen kan vi vist godt kalde Viby for en stationsby. Ikke at der ikke var by før jernbanen. Men udviklingen hænger klart sammen med at der blev anlagt en station så tidligt som i 1856, altså kun 9 år efter den første jernbane åbnede mellem København og Roskilde. Den største befolkningstilvækst fandt dog først sted fra 1970'erne.

Jeg skynder mig at bringe dette billede, fordi det nok er helt karakteristisk for området omkring Viby: Store marker, kun afbrudt af lidt træer omkring bebyggelserne. Her er det vist en bygmark. Men det kunne for så vidt lige så godt have været en hvede- eller rapsmark. Nu har I så set det, og det bliver det eneste i dette indslag.

Generelt er området omkring Viby præget af en masse små bebyggelser, et par landsbyer og spredte gårde hist og pist i landskabet der fortrinsvis består af landbrug med hvede, raps og byg. Kun enkelte steder også havre og sågar en enkelt rugmark. Egentlig natur er der ikke ret meget på dagens etape. Men vandringsmæssigt er det udmærket terræn hvis man er ligeglad med udsigten. Godt nok asfaltveje overalt, men til gengæld er trafik stort set ikke eksisterende. Man kan også opleve en lærke synge her og der, ligesom der langs grøftekanten og i bebyggelserne er et vældigt liv af sommerfugle og andre insekter.

Skovfølelse: Birkede Skov

Første stop i hælene på de studerende var Birkede Skov. Navnet dækker dels over en lille skov, dels over et langstrakt område med spredte huse. Det er nu mest skoven jeg kom for. Formålet var at undersøge om man fik en "større sammenhængende skove, hvor skovens egne lyde, lys og dufte dominerer. Her kan man få en følelse af at træde ind i en anden verden. Det er muligt at komme væk fra hverdagen, stresse af og nyde naturen i fred og ro. I skoven kan det være muligt at udfordre sig selv fysisk eller mentalt. Det kan for eksempel være ved at gå en lang tur, cykle, løbe, eller plukke svampe." Men det er ikke en hvilken som helst skov, det skal være en ældre skov på 40 og 50 år for henholdsvis løv- og nåletræer, den skal have en vis størrelse og der skal helst ikke være for mange forstyrrelser for eksempel fra højspændingsledninger og støj fra trafik.

Billedet er lidt uretfærdigt ved oplevelsen i skoven. Man får faktisk mellem toglydene en ganske rar fornemmelse af at være inde i en skov. Hvis ellers man går meget langsomt. For gør man ikke det, er man hurtigt ude af den igen. Måske endda før man overhovedet når at vænne sig til skoven.

Skoven er ikke ret stor. Det tager ikke mere end et kvarter til tyve minutter at gå igennem. Så måske skulle jeg være gået et par gange rundt i den. Den er ca. 20 ha. Hvert kvarter kan man høre toget køre igennem området mellem  Birkede skov og den noget større Klosterskoven (ca. 230 ha) mod syd. Skoven er privatskov og har præg af ikke at være plejet, hvilket ses ved, at der er underskov flere steder. Jeg kiggede efter langdyssen med kisteformet kammer (fredlyst 1887), men fandt den ikke. En smuk langdysse blev sløjfet af jernbanevæsnet i 1887. Det skal nævnes fordi det blev stødet til vigtige fredningsbestemmelser af fortidens mindesmærker for jernbane- og vejvæsnets område.

Landsbyen Birkede Skov ligger så vidt jeg kan se langs landevejen. Udover beboelseshuse er der ikke noget. Skolen er nedlagt.

Landsbyen Birkede Skov

Selvom Birkede Skov er en lille landsby, fortæller lokalavisen at sammenholdet stort. Det kan man selvfølgelig ikke mærke når man bare passerer hurtigt forbi. Men det skulle være sangen, som er den sociale lim. Birkede Skov Sangforening blev stiftet 1980, og fejrer både sankthans, høstfest, julefest og fastelavn sammen. Foruden en månedlig kaffedrikning med udveksling af sladder. Her lå også engang en skole, men den er nu privatbolig. Af hensyn til beboerne holdt jeg kameraet for mig selv.

Søster Svenstrup. Landsbyen ligger omkring et T-kryds. Gårdene er som de er flest i området, dog har nogle stråtag.

Søster Svenstrup

Er en ganske lille landsby, og det har den tilsyneladende altid været. Der ligger en 4-5 gårde og et par husmandssteder.Navnet søster hentyder til Clara Kloster som ejede det hele. Sådan var det med landsbyer og bønder dengang: Uanset om det var kirken, godsejeren eller kronen, så ejede de bønderne. Med til landevejene i området hører også at man stadig enkelte steder kan finde disse stader hvorfra der sælges hindbær, æg, kartofler og andre afgrøder fra folks køkkenhaver. Man lægger bare pengene i en boks og snupper en bakke eller pose. Fin service!

Urørte og eventyrlige naturmiljøer: Nord for Søster Svenstrup 

Det er områder hvor omgivelserne bærer præg af at være gamle og urørte. "Oplevelsen af et oprindeligt, urørt, og vildt miljø, og der er generelt god mulighed for at opleve mystik og stilhed. Det kan fx være naturskove, gamle skovbeplantninger og skovmoser. Med detaljer som væltede, døende, knudrede og gamle træer. Det hele skal helst ikke forstyrres af trafikstøj, mange mennesker samt følelsen af at være tæt på større bebyggelse, trafikerede veje og højspændingsledninger. Men også stier og bålpladser."

Det eneste område jeg kunne finde som passede på rapportens beskrivelse, var dette langs vejen Sortland. Set i tværsnit. 

Som da specialet blev lavet, var området meget svært tilgængelig. Og der lå stadig en del byggeaffald. Men det var ret ufremkommeligt naturområde og sandsynligvis uden menneskelige spor. Det består primært af skovmose. Jorden er sumpet og vegetationen er meget tæt. Området er ca. 700 m gange 10-20 m. Det er mest til at beskue udefra. Igen må jeg sige at områdets størrelse gjorde at jeg ikke rigtig kunne fornemme nogen mystik. Stilhed måske.

Assendløse hovedgade. Der er et enkelt par ude og der bliver klippet hæk og nusset om haverne inde bag hækkene. 

Landsbyen Assendløse

Assendløse var oprindelig den største landsby i sognet Dåstrup. I 1899 var der 8 gårde i Assendløse samt en del husmandsbrug. Og den fremstår da også ganske stor. Men dog ikke stor nok til et egentlig forretningsliv. I en artikel i Familiejournal 34/2011 beskrives et honningkagehus med skov og marker. Det er Trines hus hvor der er konditori. Jeg kiggede dog forgæves efter det. Men det kan stadig være at jeg ikke kiggede grundig nok. Hvis det stadig findes.

Kjærs Kager. Forretningen har holdt sig siden 2008. Så den må jo være god. Denne gård og området med åbent landskab, udsigt, mergelgrav mm. på den anden side af broen udgør et andet af de studerendes udpegede mål. 

Kulturhistorie: Ved Birkevad Bro 

Definitionen på et sådant sted var: "Der skal her være kulturhistoriske spor som for eksempel en gravhøj, et stendige eller en historisk driftstype. Men de kan sjældent stå alene, de kræver formidling. At knytte menneskelige historier og fortællinger til et område gør, at det bliver mere interessant og levende, og besøgende kan bedre relatere til stedets historie". Det er sådan set det jeg ofte gør her på bloggen. Men jeg henter så sandelig stof mange forskellige steder fra. Det kan være lokale plancher eller stof på internettet. Jeg tror nu nok at her ville en guide have været passende, idet jeg havde noget svært ved at opdage mergelgraven, og gravhøje, kirken ved Kirke Syv og herregården Vibygård var noget nordligere.

Kirke Syv hentyder til de syv gravhøje som ligger omkring kirken. 

Kirke Syv og Øster Syv

Omkring Kirke Syv markante oldtidshøje. Nordvest for kirken to rundhøje. Et bud på stedets oldtidshistorie er givet i Lejre Historiske Forenings blad, Lethrica, nr. 15, 2013.  Syv Kirke ligger på en 49 m høj banke. Kirken ligger tæt på gravhøje fra bronzealder eller Vikingetid. Stednavnet Syv hentyder netop til de syv høje, der må have været et markant træk ved området. Forhenværende isenkræmmer Poul Christensen har lagt sine Erindringer om området fra 1920'erne til 2007 på nettet. At Kirke Syv engang var et magtcentrum, fremgår dels af kirken, dels af kirkegården med dens mange monumenter over forgangne tiders godsejere. Bl.a. et halvunderjordisk mausoleum.

Udsigt og åbent landbrugslandskab. Ryebakke 

Det ensformige landbrugslandskab kan godt tage pippet lidt fra en vandrer. Og egentlig havde jeg planlagt også at kigge på Ryebakke. Formålet skulle være "at nyde udsigten og få følelsen af rum og frihed. Mennesker har altid været draget af steder, hvor det er muligt at se langt og få et overblik over det omkringliggende landskab. Disse områder har derudover en positiv effekt på menneskers velbefindende. I åbne landskaber og over vandoverflader er mulighederne for at få en udsigtsoplevelse generelt gode". Punktet lå på Ryebakke ligger 59 m over havets overflade. Men jeg opgav at nå dertil.

I mangel af punktet udsigter her i stedet et fra syd for Kirke Syv.

Naturrigdom og landskabsformer: Ramsødalen 

Endnu en destination havde jeg allerede inden turens start droppet, for den har jeg allerede besøgt flere gange: Ramsøfredningen. Set i bakspejlet må jeg nok sige at hvis jeg skulle råde vandrere der ønsker naturoplevelser, så var det nok denne tur de skulle have valgt.

Jeg ved for øvrigt ikke om det bare er mig, eller der er noget om det. Jeg mener at huske at når man i min ungdom (jo, det er en del år siden) kørte med bil rundt på landet om sommeren, så var ens kølerhjelm og forrude oversplattet med insekter. Fra bladlus over myg til fluer. Nu kan det selvfølgelig stadig være at det er tilfældet. Men jeg så nu ikke en eneste bil med bare en enkelt lille bladlus nogen steder. Hvis denne iagttagelse er rigtig, så tyder det jo på at der er gjort kål på en masse insekter. Hvilket bilejerne måske ikke begræder. Men det betyder så også at der er gjort kål på fuglene som lever af dem. Fugle er der nemlig heller ikke ret mange af langs landeveje med marker på begge sider længere. Nå, det skal nu ikke ødelægge nogens gode humør. God sommer!


Der er flere fotoer på Flickr for Roskilde Kommune.