torsdag den 8. juni 2017

Vestre Kirkegård: 1870 til 1914

På sporet af rester af kirkegårdens første årtier som fattigkirkegård. Og lidt om tiden derefter


Mange kommer på gamle kirkegårde for at se på kendte personers grave. For nutidens blikke kan det se ud som om hæderkronede kirkegårde som Garnisons Kirkegård, Assistenskirkegård og Vestre Kirkegård er fyldt med sådanne. Men sådan har det ikke altid været. Alle startede som fattigkirkegårde. Først mange årtier senere begyndte mere velbeslåede personer at lade sig begrave der og endnu årtier senere berømtheder. De fattiges grave blev fjernet for stedse. For Vestre Kirkegårds vedkommende kan man kun finde fotoer og beskrivelser af hvordan der så ud i starten. Intet af hvad vi kan se i dag, afspejler hvordan kirkegården så ud engang. Ikke engang i rundingen nord for Nordre Kapel med dens samling af hjemløse gravsten, på de fleste af dem kan man ikke læse hvad der står, i det omfang der er skrevet noget.

Sådan genkender de fleste Vestre Kirkegård i dag, men skinnet bedrager set i historisk perspektiv. Fotoet afspejler ingenlunde hvordan den så ud i starten. Dette er måske 2. eller endda 3. generation på samme grund som fattigkirkegården. Her er man så heldig at kunne skelne at der engang har været en sti med grave på begge sider. Det er langt fra tilfældet de fleste andre steder.

Fattigkirkegård 1870-ca. 1892

I Rådstueplakaten fra 1870 står at kirkegården "Foreløbig vil den kun blive benyttet til Frijordsbegravelser. Til denne Brug er der allerede udlagt noget over 2 Tdr. Land i Kirkegaardens vestligste Side, og efterat dette Jordstykke er indhegnet og derpaa opført et Begravelsescapel, vil det nu blive indviet og kunne tages i Brug." Frijord betød at man kunne få gravstedet gratis. I de første par år begravedes der 2-3.000 mennesker årligt, men tallet mere end fordobledes i løbet af de første årtier. Hvis disse tal står til troende, var der efter 20 år måske begravet 60.000-80.000 mennesker. Alle disse "1. generationsgrave" er væk. Vi har intet spor efter dem.

Fattigkirkegården Vestre Kirkegård lå et pænt stykke ude på landet på kolde og bare bakkeskråninger. Det tog tid at komme derud og kostbart hvis man ville køre. Der var ingen sporvogn, og en droske var dyr. Fra 1. maj 1880 blev der også foretaget linjebegravelser. Alle former for begravelser var altså af den billigste slags hvor rettighederne udløb efter 20 år uden nogen form for mulighed for at få udvidet gravstedet.

Dette hjemløse rustne gravmæle står i rundingen ved Nordre Kapel og kan måske være et eksempel hvordan mere jævne menneskers gravmæler så ud. "Her hviler vor kære Moder Thyra Wilhelmine Jensen, f. Hansen. * 18. November 1839, + 13. September 1908". Men det må alligevel have hørt til bedrestilledes, for de fattiges trækors som der må have været langt flere af, er gået heden.

Var man endelig nået derud, var der ikke noget ordentligt kapel. Det kom først til med Nordre Kapel 1892. Både Social-Demokraten (5. juli 1888) og Frederiksborg Amtsavis (18. juni 1892) beskrev kapellet som opført af træ, lavloftet, smalt, uden ventilation så der var kvælende varmt om sommeren, isnende koldt om vinteren. Rummet var overfyldt hvis der mødte 50 op til en begravelse. Ligene blev stablet op i midten af bygningen så folk dårligt kunne komme rundt. Ofte foregik bisættelsen i en ulidelige stank. Dagligt foregik der ikke under en halv snes begravelser fra dette "midlertidige" kapel som det tog Magistraten 22 år at erstatte.

Begravelserne og gravstederne så radikalt anderledes ud end noget vi kender til i dag, i hvert fald hvis en artikel i Social-Demokraten 5. juli 1888 står til troende: "Hvem har ikke set den store aabne Grav paa Vestre Kirkegaard, som maaler mindst et halvt Hundrede Alen i Længden og en halv Snes Alen i Bredden? Kiste ved Siden af Kiste, Voksne og Børn mellem hverandre, ikke en Tomme Plads imellem dem, og kniber det rigtig en Gang med Plads til dem alle i denne Faldgrubbe, sættes et Barnelig uden Betænkning ovenpaa voksent Lig. Er denne aabne Grav endelig fyldt med Lig, kastes den til, Numerpæle sættes ned i passende Afstand fra hinanden".

Gravsten fra 1905. Den minder meget om Thyra Jensens, dog ikke udført i jern. Mon det var stilen for 2. generation af gravsten efter at man havde fjernet fattigkirkegården? Trækorset er erstattet af et indhugget kors i stenen.

Krig mellem kirkegårdens plejere

Hertil kom at der tilsyneladende var rivalisering mellem de som passede kirkegården. I Social-Demokraten 3. september 1885 stod der en klage fra en anlægsgartner Harald Villiam Cronemann der havde været ved Vestre Kirkegård i 4 år. Graveren Bahnson havde fået ham anholdt for tyveri af en ligusterhæk. En fyrbøder havde opsat en ligusterhæk forkert på en anden grav hvor der tilfældigvis også var bestilt en ligusterhæk. Da det blev opdaget, bad fyrbøderens kone ham om at flytte hækken, hvilket gartneren gjorde. Bahnson angav herefter gartneren til politiet. Sagen blev dog opklaret, og han blev løsladt efter 1½ time. Gartneren har tidligere klaget over at Bahnsons søn har skudt med bøsse på kirkegården og hans ged græsset på gravstederne.

Sagen synes at have tilspidset sig mere og mere. I Folkets Avis 17. september 1902 stod der:

Paa Vestre Kirkegaard er der i disse Dage udbrudt Krig mellem Graverkarlene. Krigen gælder naturligvis Gravene og Retten til at anlægge og vedligeholde dem og den deraf flydende Fortjeneste. Der er to Slags Graverkarle, de af Magistraten fast ansatte og de private, der er antaget af nogle Gartnere, der har påtaget sig at anlægge og vedligeholde Gravsteder for Folk. Magistratens Graverkarle mener, at de fremmede Folk gaar dem i Bedene og har derfor indgivet Klage til Politidirektøren, og Spørgsmaalet er ikke så lige at afgøre. De to Slags Graverkarle er let kendelige fra hverandre, idet nemlig de fast ansatte bærer et Skilt med Magistratens Mærke i Huen, medens de private har et lille Skjold på Frakkeopslaget, saa Folk kan sagtens vælge mellem dem uden at tage Fejl. Spørgsmaalet er, om der foreligger Overtrædelse af Bestemmelserne om Forholdene paa Kirkegaardene. For at faa det Spørgsmaal afgjort, har Politidirektøren nu henvist Klagen til Rettens afgørelse."


På dette foto fra 1891 får man indtryk af hvordan kirkegården så ud omkring Nordre Kapel i 1892. Mændene befinder sig nord for kapellet, altså modsat side af søen. Der hvor der nu er en runding, jeg gætter fotografen må have stået omtrent hvor nu står Carl Brummers gravmæle for Emil Christian Hansen. (Københavns Museum)

Striden mellem de ansatte ophørte ikke. Bahnsen avancerede til at blive inspektør. I Social-Demokraten 17. december 1905 klagede gartner J A. Iversen over at inspektør Bahnsen kun vil tillade kørsel af et læs muldjord. To af hans kolleger kørte imidlertid alligevel ind, så de fik 3 læs kørt ind. Men så lukkede inspektøren portene og der blev sat dobbelt vagt. Den langvarige strid mellem gartnere og inspektøren endte tilsyneladende med den sidstes sejr. Dagens Nyheder kunne den 26. marts 1907 meddele at "Alle Gravstedsejeres Opmærksomhed henledes paa, at fra 1. Januar d. A. har Kirkegaarden selv overtaget al Beplantning og Vedligeholdelse af Gravsteder, hvorefter alt Arbejde af private Plantører er ophørt."

Dette må være en af de ældste bevarede gravmæler på Vestre Kirkegård, hvis ellers den er så gammel som den første der står på listen: Emilie Møller, f. Witt, død 1894.

1892 - Nordre Kapel

Først da Nordre Kapel stod færdigt i 1892, begyndte kirkegården at forandre sig. Fra 1894 er overleveret enkelte grave tæt på Nordre Kapel, fx sydøst for. I den første tid kunne man ifølge Frederiksborg Amtsavis (1892) stadig se rester fra fattigkirkegården: "Midt i den smukkeste Del af Anlæget ser man hist og her et tarveligt Trækors kigge frem mellem Buske og Græs; her var oprindelig “Frijorden"; Indskriften paa Korsene er udvisket. Gravtuerne de fleste Steder jævnede med Jorden, men den fattigste Del af Kirkegaarden er forvandlet til den skjønneste. Midt gjennem Kirkegaarden paa kryds og tværs fører vel vedligeholdte Veje, der ere brede som de bedste Hovedlandeveje. Langs disse Veje ligger Grav ved Grav. beplantede med Ligusterhæk og Roser. Monumenterne ere gjennemgaaenbe smaa og tarvelige i Sammenligning med dem, der findes paa de ældre Kirkegaarde; men ogsaa dette Forhold er i Færd med at forandre sig. Nærmer man sig den nyeste Del af Kirkegaarden, bliver Beplantningen mere og mere sparsom, og kommer man endelig til Frijorden - de fattiges Kirkegaard - helt nede ved Kallebodstrand, hører der helt op; thi her maa kun plantes lavtvoxende Buxbom,og der maa kun anbringes simple Trækors og malede Blikplader som Monument."

Overlærer Anton Frederik Pullich (1843-1894), redaktør af 3. udgave af Nordisk Conversationslexicon 1883-90. Og Gerda Pullich. Hans grav er også en af de ældst bevarede.

Arrogancen hvormed fattiggravene blev behandlet, får man et indtryk af i et læserbrev i  Aftenbladet (København) 15. august 1897 om en grav som formentlig er anlagt 1885 med et trækors: "Da jeg forleden Dag kom ud paa Kirkegaarden for at se til en Grav hvori et af mine Børn hviler, beder jeg en af Graverkarlene om at klippe Hækken paa Graven, hvilket han lovede. Men da vi naar Graven, ser jeg til min Forbavselse, at Hækken, som har staaet paa Graven i 12 Aar, er borte, hvorimod et lille Gravkors og nogle Blomster endnu var tilstede. Hækken var gravet op og formentlig bortsolgt. Jeg henvendte mig saa paa Kontoret. - Hvorledes kan saadant ske? spurgte jeg - Vi kan ikke vare for andre Grave end for dem, som bliver passet herfra. Forøvrigt, naar der ikke gjøres noget ved en Grav i to Aar, sløjfes den. Men mit Gravsted er hvert Aar blevet passet, saa det kan ikke komme ind under sidste Kategori. Men jeg spørger: Hvor er mit Hegn bleven af? Og skal Dagvogterne paa Kirkegaarden ikke have Tilsyn med andre Grave end dem, som er under Kontorets Forsorg? Rette Vedkommende vil vel svare herpaa! Med Tak for Optagelse Deres Holm."

Museumsassistent cand. mag Egil Petersen (1867-1894) er endnu et eksempel på en af de ældst bevarede og stadig eksisterende gravmæler. Om nogen fælles stil er der vel ikke tale. Men personerne kom også fra forskellige dele af den kulturelle elite.

De store afstande

Det var først da de mere velbeslåede begyndte at få problemer med de store afstande på kirkegården at medierne begyndte at skrive om det. Social-Demokraten 31. juli 1898 gjorde opmærksom på to problemer ved de store afstande. Det ene handler om at kunne orientere sig:

"Det er ikke nemt at finde Vej paa Vestre Kirkegaard. Der kommer nu f. Eks. et mindre Ligfølge med en Barnekiste. Men hvor gaar Vejen? Paa den forreste Runddel manglede der i Gaar en Kirkegaardsbetjent, som burde staa der for at vise et Følge Vej. Resultatet heraf var, at man næsten maatte gaa Kirkegaarden rund, før Graven fandtes. Det er nu kedeligt nok, men sligt kunde jo tildels afværges herved, at der var anbragt Vejvisere paa Kirkegaarden, ganske almindelige Landevejspæle med Anførelse af Vejen, der fører til Kirkegaardens forskellige Afdelinger. Ligeledes havde det sin Interesse, om der var Vejpæle, som f. Eks. pegede mod den Retning, man skal gaa, naar Vejen atter lægges tilbage. Nogle Mennesker vil til Valby, andre til Vesterbro, men er man midt inden paa Kirkegaardens træbeplantede Stier og Alleer, kan man have Møje nok med hurtigt at finde den rette Vej".


Rodesten kendte man ikke til på fattigkirkegården. De er kommet til senere, og i øvrigt forsvundet igen. Her er man så heldig at kunne forbinde stenen med et område. Men i det omfang der overhovedet er sådanne sten, er det næsten umuligt at gætte sig til hvilket område man er inde i.

Det andet var det afledte problem at man kunne få behov for at hvile ud efter strabadserne:

 En anden Forbedring, som tiltrænges, er Anbringelsen af flere Bænke. For Folk, særlig de Ubemidlede, der ikke kører til og fra Kirkegaarden, vilde det være en Behagelighed, om der paa de lange Spadsereture var Haab om at finde en ledig Bænk. Vestre Kirkegaard er saa smuk, at den alene af den grund indbyder til Hvile, og der er jo særlig om Søndagen stor Tilstrømning til Gravene af de Afdødes Slægtninge og Bekendte .. Her er nu slet ikke et eneste Sted, hvor gamle og svagelige Folk kan hvile sig, naar de søger ud til deres Afdødes Grave. M 


Billedhugger Carl Theodor Nyegaard (1866-1899). Også en temmelig ældre sag set i Vestre Kirkegård-sammenhæng. Hvem han er og hvad han lavede, er ikke sådan lige til at finde ud af.

Men problemet blev ikke løst lige med det samme. I Folkets Avis kunne man 27. januar 1912 læse om "De, der nogle Gange har deltaget i en Begravelse paa Vestre Kirkegaard, ved, hvor besværligt det kan være for Deltagerne i Følget at bære Kisten fra Kapellet til Graven; særlig naar Deltagernes Antal er lille og Vejen lang. Til de yderste Liniebegravelser kan der fra Kapellerne jo næsten være en halv Fjerdingvej, saa at Bærerne nødvendigvis maa skifte flere Gange undervejs. Men den ved Skiftningen foraarsagede Standsning virker absolut hverken opbyggeligt eller tiltalende. Det hele minder for meget om noget, der er ved at gaa i Staa. For dem der er er uvante med strængt Legemsarbejde, er dette, selv for en Time, at være Amatør-Ligbærer i dobbelt Forstand en byrdefuld Bestilling, der særlig under ublide, vinterlige Vejrforhold virker pinefuldt og trættende. Men det er næsten endnu værre at være Bærer, naar den stadige Efteraarsregn har opblødt Færdselsgangene, saa man ved hvert Skridt synker i Pløre til Anklerne." (En fjerdingvej svarer til godt 900 meter).

I Nationaltidende 22. marts 1912 kunne man læse at Borgerrepræsentationsudvalget havde taget det op at anskaffe en vogn. Man var dog ikke udelt begejstrede for ideen: "De fleste mener at det ser mere højtideligt ud, at Kisterne bæres" men ville dog ikke helt afvise ideen, og henstillede at man foreløbig forsøgsvis anskaffede en sådan vogn. Der kunne rekvireres mod et gebyr af 4 kroner. Løsningen blev opførelsen af et nyt kapel så vejen ikke blev så lang. Social-Demokraten 6. november 1912 viste billeder af det nye Østre Kapel. Arkitekt Holger Jacobsen, med plads til ca 150 mennesker, venteværelse mm. Kapellet blev indviet den 19. februar 1913. Den første begravelse fandt sted samme dag, og ved den lejlighed inviede man også den drapperede vogn som man kunne køre kisterne fra kapellet til gravstedet.

Østre Kapel. Der gik 22 år før kirkegården fik et ordentligt kapel, Nordre Kapel. Og derfra igen 21 år før man fik løst problemet med de store afstande med endnu et kapel. Få årtier senere begyndte folk at blive kremeret, kistebegravelser er efterhånden en sjældenhed som er forbeholdt især religiøse og tilflyttere.

Transport udgjorde dog fortsat et problem. Nationaltidende 2. januar 1917 bragte et interview med direktør Berg ved begravelsesvæsnet om man ikke kunne etableres billig befordring på de store kirkegårde. "Om begravelsesvæsenet imidlertid kan faa etableret en Befordring gennem Kirkegaarden er jo mulig: vi har Kuske og 8 Heste, som der ikke er Brug for om Søndagen, det er dog en Del af, hvad der udkræves. Vognene kan sikkert lejes hos en Vognmand, eller man kan maaske indrette sig paa anden Maade." Diplomatisk svaret.

Finere folk - og socialdemokrater

Et stykke inde i det nye århundrede begyndte finere folk at blive begravet på kirkegården. I september 1904 blev professor Finsen begravet under overværelse af  kongen, Kong Georg, kronprinsen, dronning Alexandra og mange flere. Gravstedet ligger overfor Carl Ploug. Og Fredericia Dagblad kunne 25. maj 1905 fortælle om en "lille Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard. Johan Ottosens Mindesten afsløres. Finansmin. Vilh. Lassen taler. Billedhugger Povl Olrik, stenhugger A. Sode."

Vestre Kirkegård blev også den opkommende fagbevægelses og Socialdemokratiets begravelsesplads. Aftenbladet kunne allerede 30. marts 1907 berette om at omkring 1.500 mennesker var født op til jordefærden af nogle indebrændte snedkersvende. Det hele udviklede sig lidt kaotisk. Efter den første socialdemokratiske borgmester Jens Jensens død i 1928 fik et område i højdedraget omkring søen karakter af en socialdemokratisk landsby. Senere kom der en mindre for kommunisterne. Formentlig efter det opstod navnet "Det Røde Hav" om søen. Og så er vi allerede over i den periode som de fleste der besøger Vestre Kirkegård, kommer til at blive fortrolige med.

Men allerede da fagforeningsmanden Carl Gran (1872-1913) døde den 23. april 1913, var begivenheden på forsiden af Folkets Avis 28. april hvorfra nedenstående foto stammer. Han var et vellidt medlem af Bygningssnedkernes fagforenings bestyrelse, bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk vælgerforening for 5. kreds og Snedkerforbundets hovedbestyrelse. Forfatter til "Snedkersvendenes Organisationshistorie" (1910).

Forsiden af Folkets Avis den 28. april 1913 viser en kolossal folkemængde foran Nordre Kapel med fagforeningsfaner og hvad dertil hører. I øvrigt er det ikke lykkedes mig at lokalisere hans grav, så han er måske gået i glemmebogen?

Et andet dødsfald som vakte opstand, berettedes der om i Aftenbladet 4. juli 1916: "Den unge Maskinarbejder Orla Petersen fra Ryesgade 70 C, der forrige Søndag dræbtes i Slagsmaal med en Soldat i Klampenborg, jordedes i Gaar Kl. 2 fra Vestre Kirkegaard under stor Deltagelse. Et Hav af Kranse dækkede Kisten - bl.a. en prægtig Dekoration fra den Batallon, som Drabsmanden hørte til, og hvoraf et Hold paraderede ved Kisten. Efter "Lyksalig, lyksalig-" talte Pastor Wetzler fra Fredens Kirke. Han benyttede Lejligheden til et smagløst Angreb paa Foreningslivet og Forlystelserne. Efter Salmen "Den er slet ikke af Gud forladt", bar Soldater Kisten ud under Tonerne af "Nærmere Gud til Dig." Omtales også i Social-Demokraten 4. juli 1916. Her nævnes også deltagerne: Oberstløjtnant Glahn, Kaptajn Troels Schmidt, en oversergent og to menige. 6 soldater dannede æresvagt sammen med Smede-og Maskinarbejdernes. Talen nævnes således: "En Tale der særlig lagde Skylden for det grimme Drab paa Drikkeriet, som ødelægger saa meget godt hos vort Folk."

Selvmord

Som et slags efterskrift på denne gennemgang her en omtale af 2 selvmord som fandt sted på kirkegården. Det ene blev omtalt i Aftenbladet, 12. juli 1911 på meget dramatiseret vis. Selvmorderen tillægges tanker og motiver som ingen vel kan vide noget om. Der er nogle bemærkelsesværdige sentenser i artiklerne som næppe ville kunne findes i dag. Den ene er at det hele foregår med navns og steds nævnelse: Møbelsnedker Jens Petersen, Nordre Frihavnsgade 73 havde skudt sig gennem hovedet ved sin kones grav. Men også slutsentensen er bemærkelsesværdig: "Der burde staa en lille Sten over den, der fortalte, at man ogsaa i vore Dage i en jævn Arbejderfamilie kan støde paa en Følelse, der spænder ud over Rum og Tid og rækker udover Døden og ind i Evigheden." Den vidner om at det åbenbart ikke var almindeligt at tillægge arbejdere følelser.

Den anden stammer også fra Aftenbladet, denne gang den 29. juli 1915. Her er der dog tale om en ældre mand ved navn Lars Peter Christensen, cigarmager fra Aabenraa Nr. 8, 3. Sal. Han skød sig een måned efter sin kones død "med en revolverkugle i Tindingen. Han var stendød." Sensationspresse har altid eksisteret.

Fotoer

Fra Vestre Kirkegård kan ses på mit Flickr Album. Der er pt 169 fotoer. Og for opadgående.

lørdag den 3. juni 2017

Modstandsfolk på Vestre Kirkegård

På vandringer på Vestre Kirkegård støder man hvis man ser godt efter, på gravsten med små medaljoner hvor der står FALDET I DANMARKS FRIHEDSKAMP 1940-1945


Lidt øst for Materialgården ligger Carl Erik Abel (1910-1944). Udover medaljonen er der ingen andre oplysninger end at den er rejst af venner. Han var assurandør og tilknyttet militær efterretningsvirksomhed, Studenternes Efterretningstjeneste, Holger Danske og Dansk-Svensk Flygtningetjeneste. Bl.a. lykkedes det ham at lokalisere en fabrik til fremstilling af fremdrivningsmidler for V1 og V2 våben i Tannenhausen. Fabrikken blev ødelagt af RAF. Han blev arresteret 10. december 1943 og henrettet 2. maj 1944.

Medaljonerne betyder at her er begravet modstandsfolk. Jeg har lokaliseret omkring 30 af disse, men der kan være flere. Dem jeg har fundet, er samlet i albummet Vestre Kirkegård. Dette album indledes med kirkegårdsfolderens fortegnelse over 125 særlige grave (ikke alle er med), et udpluk af de bevaringsværdige grave, grave med modstandsfolk (med beskrivelser), religiøse afdelinger (muslimsk, jødisk og katolsk) samt endelig nogle detaljer fra gravsteder. Da modstandsfolkene er svære at finde, har jeg plottet gravstedernes omtrentlige placering ind på et kort. Det kan være nyttigt hvis man selv skulle finde på at tage en tur til stedet.

Kordegn Einar Rudolf Asbo (1885-1944 blev dræbt af den berygtede Bothilsen-Nielsen og Brøndum efter at være blevet afhørt af Gestapo og løsladt. Han var tilknyttet "Dansk Samlings" illegale arbejde. Begge mordere blev efter krigen henrettet 9. maj 1947.

Det viste sig at være mere vanskeligt end som så at finde gravene. Jeg har ikke nogen steder kunnet finde en registrant over hvor modstandsfolk er begravet fordelt på kirkegårde. Gravene med medaljonerne er i øvrigt de nemmeste at lokalisere. Den omfatter de personer som blev dræbt under krigen eller i de hektiske befrielsesdage efter 5. maj 1945. På Vestre Kirkegård ligger der faktisk adskillige som blev dræbt præcis på det tidspunkt.

Svend Aage Burmeister Rasch (1894-1944) deltog i Frit Danmarks illegale bladarbejde og Studenternes Efterretningstjeneste. Han deltog i kampene på Amalienborg 19. september 1944, og det var sandsynligvis årsagen til at han blev udvalgt af en tysk terrorgruppe som offer for en gengældelsesaktion. Han blev skudt 29. november 1944 foran sit hjem.

Men de personer som døde efter det tidspunkt, har ikke medaljoner på gravene. Desuden er der enkelte som ikke er registreret som faldne i frihedskampen fordi man først lang tid efter har fundet ud af at det var på den måde de døde. Andre som fx Eli Knudsen er begravet andre steder, men har fået opsat en mindesten. Han blev dræbt af tyskere på Grønland under en slædepatrulje. Og omstændighederne ved hans død er først blevet mere dyberegående afdækket i 2008. En anden er Josef Søndergaard, "Tom" som var medstifter af Holger Danske. Han døde først efter krigen, men er indlemmet i kirkegårdens folder som nr. 101.

Historien bag Eli Knudsens død på Grønland blev først opklaret i nyere tid af en efterforskningsgruppe i 2008. En kort gennemgang stod i Politiken 2011. Mindestenen blev rejst i 1946: "Faldet for fædrelandet d. 23. marts 1943 og højsat paa Sandodden. Hædret for tapperhed af USA Legion of Merit."

Modstandsfolkenes fjender ligger også begravet på Vestre Kirkegård, og de er nemmere at finde. De ligger i massegrave, med lidt under 10.000 tyske soldater og flygtninge i  særlige afsnit af kirkegården. Og her ligger også en del af deres  danske håndlangere. Det er bl.a. her nogle vist nok stadig afholder højtidelighed på Schalburgs dødsdag, 2. juni. Jeg var forbi den dag, men der var ikke noget at bemærke. Lidt under halvdelen er i øvrigt tyske flygtninge, og altså ikke soldater.

Tyske massegrave. Der blev gravet lange, meterdybe rækker, ligene ankom i kister hvis indhold så blev lagt i rækkerne. På mange sten står der blot et antal og påskriften ubekendte. Man nåede åbenbart ikke at identificere alle før de blev begravet. Som oftest er det på disse grave der ligger kranse.

At gravene med medaljonerne er de nemmeste at identificere, betyder ikke at de er nemme at lokalisere. Vestre Kirkegård var næsten fuldt besat omkring 2. verdenskrig. Og kirkegården var systematisk inddelt i områder med tal eller bogstaver, rodenumre og gravnumre. Men siden kremeringer blev almindelige, blev mange grave nedlagt, og størstedelen af kirkegården består i dag af områder uden grave. Man vil således kunne se store åbne områder hvor der står en enkelt grav eller grupper af grave. Kun de allerfærreste steder kan man gætte sig til hvor stierne er gået. Og endnu færre steder vil man finde sten, enten oprejste eller nedgravet i græsset, med rodenumre.

Arbejdsmand Hans Nielsen (1919-1943). Gravstenen minder om flere andres. Han var medlem af DKP, spaniensfrivillig 1938. Under besættelsen var han tilknyttet en militærgruppe. Han blev såret af tyske soldater i Klerkegade 29. august 1943 og døde.

Hvis man er heldig, kan man finde grave der giver en sigtelinje så man kan forestille sig en sti. Men for at finde et gravsted, må man have en koordinat. Og det har man altså ikke. Som sagt, de fleste steder er det helt umuligt. Man har hverken nogle sigtelinjer øst-vest eller nord-syd. Så der er ikke andet for end at gennemvandre hele områder og håbe på at man finder medaljonerne. Eller bruge de omtrentlige afmærkninger på mit kort.

Josef Søndergård "Tom" var medstifter og leder af modstandsgruppen Holger Danske I, der var den første af i alt fire generationer af Holger Danske-grupper. Holger Danske foretog 24. august 1943 sprængningen af Forum i København, ved hvilken lejlighed Søndergaard blev såret, idet han blev ramt af glasskår og murbrokker. Han organiserede ruter over Kattegat for flygtninge, post og våben. Han døde kun 39 år gammel i 1946.

Man kan bruge forskellige kilder. En af dem er bogen "Faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45". Den er godt nok ikke opdelt på kirkegårde, så man må bladre hele bogen igennem for at tjekke hvor de er begravet. Mange af angivelserne er dog uden gravnumre. Så i prinicippet er man nødt til at gennemtrave hele kirkegården for at finde dem. Frihedsmuseets Modstandsdatabase er en anden god kilde som i vid udstrækning er en digitaliseret udgave af bogen. Endelig kan man med smartsøgninger i Google finde en del.

Togbetjent Poul Sørensen (1915-45). En af dem så var så tæt på og så alligevel. Han fik ikke meget ud af befrielsen. Medlem af Socialdemokratisk Vælgerforening. Han var tilknyttet militærgrupperne i København og fordelte illegale blade og arrangerede illegale forsendelser ad jernbanen. Fra 1944 tilknyttet Kompagni V 1 (BOPA). Under et forsøg på at arrestere et medlem af Hipo-korpset blev han dræbt 5.5.1945 på Rådhuspladsen ved Otto Pipers ejendom.

Lidt over halvdelen er ganske unge mennesker lige fyldt 20 år, en håndfuld endda yngre. Kun en kvinde. De fleste faldt eller blev taget til fange under en aktion. Men der er dog også en gruppe på 7 som faldt i dagene efter befrielsen. Så krigshandlingerne ophørte ikke lige med det samme.

Gravmælerne ligger fortrinsvis på afsides liggende steder, ofte i urnegrave og deres udseende er ganske ydmyge, ofte uden særlig megen tekst. Flere er sat efter befrielsen af venner og efterladte. Gravene for de der døde op til eller efter befrielsen, har mindre ydmyge pladser. Alle er spredt ud over hele kirkegårdens areal. Få ligger tæt på andre, og aldrig mere end 2. Ingen af de som døde lang tid før befrielsen, ligger på hvad man dengang anså for kirkegårdens fornemste afdelinger. Måske en skæbnens ironi at der ligger to grave med spaniensfrivillige fra DKP næsten klods op ad de tyske massegrave. Som dog er anlagt efter de to blev begravet.

Kirkegårdsvandring kan være en strabadserende affære hvis det drejer sig om Vestre Kirkegård og om at finde bestemte grave. De grave jeg har fundet, er fortrinsvis opdaget ved at gå rundt på må og få i de områder hvor kilderne har angivet at de skal ligge. Enkelte er det ikke lykkedes at finde.

søndag den 28. maj 2017

Fjernvandrevej E6 (R.I.P.) og rundt om Lufthavnen

I hvilket Cykelmyggen fremsætter den teori at Fjernvandrevej E6 slet ikke eksisterer! Og at man lige så godt kan tage Lufthavnen rundt


Vrrrrooommm. Man har fornemmelsen af at man bare skal strække armen i vejret for at nå flyet ved Kystvejen.

Hvis Fjernvandrevej E6 eksisterer (og det påstår Friluftsguiden og adskillige andre kilder at den gør), så er den i bedste fald ikke afmærket særlig godt med skilte, i værste fald med misvisende skilte på strækningen over Amager. Det måtte Cykelmyggen konstatere på dagens tur fra Avedøre Holme til Lufthavnen. Vildveje er dog ok. Så længe man er på cykel og ikke skal gå de mange kilometer uden for ruten.

Fra Kalvebod Strand kan man se ned mod den forjættende E6. Til venstre fugleø, til højre langs kysten kan man skimte først Mørtelhavnen, så Hvidovre Havn. Og i det fjerne Kalvebod Bro med Skrædderholmen.

Allerede vel kommet over den maleriske Skrædderholmen i Kalvebodløbet gik det galt. Vel ankommet til Amager viser skiltet et ca. 300 graders sving tilbage, så vidt så godt. Det viser kortet også, Men nu havde jeg så forventet at der ville være et skilt som viste mod sydøst, men i stedet viste skiltene klart mod nord, langs dæmningen og Kalvebodsløbet. "Nuvel. Der sker så mange ting på Amager, og ruten er måske lavet om, så ... " Og flere steder langs dæmningen bekræftes man i at man nu er på rette vej: E6.

Fra Skrædderholmen har man et godt udsyn over det inddæmmede område. Nu er vi igang, vi er på E6. Hvem kunne vide at det var en af de længere strækningen. For vel kommet over Kalvebodløbet starter forvirringerne.

Knap fire kilometer længere nordpå opdager man så at det er gruelig forkert. Nu hedder det ikke længere E6, men E94 (var det vist nok) og pegede direkte ind mod centrum af København. Det er en dejlig tur, men ikke i dag. Nu var det så at Cykelmyggen tog sagen i egen hånd og forsøgte at sætte kursen mod Ørestaden. Ad Selinevej.

Ørestaden er et godt pejlemærke for hvor man skal hen. Det er så bare med at finde den rigtige rute der fører derhen. Og med Kalvebod Fælleds våde terræn, skal man passe på med ikke at havne i sumpen. For enden af Selinevej fører denne sti imidlertid tilbage på sporet. For broen er Kanonvej. Så er det bare med at dreje til højre og tilbage til E6

Igen en meget fin tur med en pæn asfalteret vej hvor man kommer igennem en del af Amagers friluftsliv. Skytteklubber bl.a. Indtil man havner i et krat for enden af en P-plads. Men, heldigvis er der trampet en sti gennem krattet langs Øresundsmotorvejen, som støder i Kanonvej som kører det rigtige sted hen.

Fra broen over motorvejen til Lufthavnen har man et fint udsyn over Kalvebod Fælled. Det har bare ikke rigtig noget med E6 at gøre. I det fjerne kan man måske skimte Store Høj som markerer den sydligste del af Ørestaden. Området til højre er i øvrigt repræsentativt for udsigten på Fælleden.

Bortset fra at der ingen skiltning er. Jeg har imidlertid klogeligt derhjemmefra indtegnet ruten på et kort, og efter at have opgivet at finde nogen skilte, følger jeg bare ruten. En lidt kedelig rute gennem stærkt trafikerede parcelhuskvarter i Tårnby. Nu havde jeg så opgivet håbet om at blive modtaget med dannebrog og hurraråb over at have fundet ud til togstationen. Og i stedet udstukket en rute rundt om Lufthavnen. Kastrup Digevej så meget attraktiv ud. På kortet. Men ikke i virkeligheden, for allerede ved lystbådehavnen i Kastrup stod det klart at vejen er afspærret. I stedet må man køre ad Kystvejen. For de som er interesseret i lufthavne og luftfart er denne vej et rent Slaraffenland. Man kommer forbi den ene seværdighed efter den anden på begge sider af vejen. Dog vil jeg fraråde at tjekke vindretningen i forvejen. Selv i dag hvor det kun blæser en jævn vind, suser det godt om ørerne og man mærker her for alvor at det er fladt på Amager.

De ca. 500 meter hvor Kystvejen svinger mod vest er noget af turens flotteste. Og mest bllæsende. Her har man udsigt til Dragør og fortet (til venstre).

Læg især mærke til det sted hvor landingslysene er placeret. Her kan man blive stående et par minutter (længere tid er der ikke mellem flyene) og komme særdeles tæt på dem (Se det indledende foto). Landingen skal ske kun ganske få hundrede meter fra hvor man står og det føles som man bare behøver at strække armene i vejret for at mærke bugen af flyene.

Udsigten fra Fælledvej mod Søvang. Flotte enge med markblomstrer og fuglekoncert. Stadig fladt, men perfekt på cykel.

Efter Store Magleby er man nødt til at tage en gevaldig omvej hvor man er langt fra Lufthavnens område. Ad Fælledvej-Kalvebodvej. Nogle lidt anonyme veje hvor man bliver mindet lidt for kraftigt om at der er fladt på Amager (igen). Mere variation kommer der når man kører nordpå gennem Ullerup. I den sydlige del ligger der nogle gårde som efter årstallet på gavlene at dømme skal være meget gamle: Petergård (1855) og Dortheasminde (1838). Det ser endda ud til at Dortheasminde har været model for adskillige andre gårde længere nordpå. Nu havde Cykelmyggen set Lufthavn nok for i dag og forcerer Nøragersmindevej. Endnu en af disse uendeligt fortsættende veje som er så karakteristisk for Amagers landeveje. Gode cykelstier, og tak for det! For hvis dette havde været en vandretur, ville det nok ikke have været en af de mest spændende. Nøragersmindevej har den fordel at den (næsten) styrer direkte mod Svenskeholmsvej - som igen fører mod E6. Selv om det ikke er skiltet.

Udsigten fra Villahøj. Så kan man ikke komme ret meget højere på Amager! Men det gør heller ikke så meget. Vådområdet på begge sider af højen er fortryllende. Her er det et godt sted at spise madpakken.

Med på ruten hører Villahøj, og det er en af de mere spektakulære stop på ruten. Fra bænken midt på højdedraget (vi snakket vel 2-3 meter over terræn) har man et godt udsyn over to vådområder. Vådområder er sikkert landmandens skræk: Man kan ikke dyrke noget på dem, og køerne vil ikke stå i vand til knæene. Men for fugle, dyr og insekter er det et eldorado. Og man bør unde sig en pause på turen til at indånde stemningen. Lytte til de mangfoldig lyde og se de mere specielle vadefugle. Da man sidder godt skjult i krattet, kan man faktisk komme temmelig tæt på. En kikkert ville have været god her.

Så er det tilbage over Skrædderholmen. Og hjem igen. Glad over at dette ikke var en vandretur, men en cykeltur. For udenlandske håbefulde, men intetanende vandrere er E6 på denne strækning en fælde, som hvis man er til fods godt kan komme til at koste adskillige omveje. Bevares, man kommer da igennem flotte områder som langs dæmningen ved Kalvebodløbet. Og måske også en tur gennem Ørestad. Men et kort, afmærket med ruten er ganske enkelt et must. Ellers er man lost. Og hvis ikke jeg havde haft et indgående lokalkendskab til Amager så jeg hele tiden kunne spotte sigtemål i det fjerne, ved jeg ikke rigtig hvordan denne tur ville have forløbet.