fredag den 13. januar 2017

Selsø

Tæt tåge hvilede fra morgenstunden over Sønderby og Selsø på Hornsherred, med temperatur lige over frysepunktet.


Velkommen til Hornsherred og Manderup! Mennesker var der ikke mange af. De der var, hilser nu høfligt, men ingen overgik den helt overstrømmende glæde som hestene viste.

Tåge betyder vindstille, men fugtigheden er høj og det er koldt, selv når tempoet ligger højt. Der er let is på Roskilde Fjord og rimfrost i vejrabatten. Til gengæld er der tyst og stille, helt højtideligt. For Hornsherred er et ret øde område med ringe billarm. Gårdene er store og velholdte. Og meget spredt rundt i landskabet.

Selsø neden for Selsø Kirke mens tågen endnu ligger tæt. Man kan ane den anden side med Manderup. Det er vist skarve som holder til i træerne. Dette sted er et af de få hvor der er direkte adgang til fuglereservatet.


Fra fjord til sø

Fjordstien går her. Eller rettere, den går ikke her. For nogen sti er der ikke tale om på Hornsherred. Det meste af Hornsherred er gammel landbrugsland, og her er det ikke kotyme at vandrere har adgang til stier langs fjorde og søer. Det er noget jeg oplevede på mine tidligere ture på Fjordstien. Derfor havde jeg med held lagt en anden strategi: Med base i Sønderby foretog jeg forskellige rundture til udvalgte mål. For hvis man da overhovedet kan tale om nogen sti, så ender den som regel blindt. Man må gå tilbage og fortsætte til en anden blind sti. Sønderby var et godt valg. Her var der både basis for udflugter til Selsø og Okseholme.

Møllekrogen er et beskyttet sted bag stejle klinter. Her holder store flokke af ænder og andre fugle til. Først troede jeg at der var et vandfald i nærheden, men lyden kom ganske enkelt fra de mange plask når en and dykker.

Ved Selsø-kanalen ved Møllekrog er det desuden muligt at lave en sydlig afstikker på lidt under en kilometer langs Selsø Klint. Dette er så absolut et af højdepunkterne. Tågen ligger endnu tæt da jeg er her, så jeg kan ikke se den anden side af vandet. Så meget desto mere fokuserer jeg på hvor jeg går.

Alting ser bedre ud i solskin, men selv i tåge er Selsø Klint og den rolige stemning i tågen noget særligt. Stien går langs vandet og er sine steder helt forsvundet.

Selsø Klint er meget stejl og med dramatiske indskæringer. Der er spredt træbevoksning og underbeplantning. Enkelte steder græsarealer. I dag var der lavvande. Men tang- og sivbræmmer afslører at vandet ofte når endog meget højt op på stranden og gør indhug i klinten. Vejen er helt forsvundet sine steder.

Her et vy ind i Møllekrogen set fra tangen.Stranden varierer fra sandstrand over stenstrand til kampesten. Klinten går stejlt op, kun afbrudt af dramatiske indskæringer. Tangbræmmerne indikerer at vandet har været væsentlig højere oppe end det er i dag.

Områdets navne er så gamle at Selsø egentligt betød Sels-ø, som hentydede til en bakkeknold øst for den nuværende sø. Her sejlede vikingerne deres skibe ind og der blev anlagt landsby i området hvor Selsø Kirke er i dag. Den blev nedlagt af herremanden på Selsø i 1600-tallet. Fra Selsø Kirke kan man godt forestille sig hvordan der har set ud. Terrænet er bakket, og fantasien kan fylde dalene op med vand.

Møllekrogen set fra Manderupgård. Kanalen går under vejen, udenfor fotoet til venstre.

Men så hævede landskabet sig, øen blev landfast og en fjord blev dannet. I 1600-tallet byggede mennesker en dæmning så fjorden blev afskåret fra Roskilde Fjord og blev til Selsø og Møllekrogen (Roskilde Fjord-delen). For nu skulle fjorden tørlægges og opdyrkes. Det lykkedes ikke, og i dag er Selsø en sø med en maximal vanddybde på 2 meter og fuglereservat. Hele søen og en bette strimmel langs søbredden. Dæmningen er nu ikke helt tæt, der siver saltvand ind i søen.

Den nordlige del af søen er først for nylig blevet naturoprettet. Her ses rester af noget der formenlig har været en dyrefold. Den ligger nu i vildtreservatet hvor der ikke er adgang. Det er afspærret. Og nogenlunde hertil er det muligt at gå. Herefter må man vende om.

Men området udenom er så blevet fredet. Dette område er dog udpræget marker og temmelig kedelige at se på om vinteren: Bar pløjemark, til nød med græs på. Vejene går i kanten af fredningen. Selv fredningen er det svært at komme ind i. Ofte på lodsejernes nåde og velvillighed som fx ved Okseholme.

Søen og søbredden er et eldorado for fugle, men der er såmænd også hjorte her. Jeg rendte ind i en flok på 4 dyr, der dog skyndsomt forsvandt ind i tågen.

Det er ikke tilladt at bevæge sig ind i selve fuglereservatet (det er formentlig også nærmest umuligt uden specialudstyr). Området langs bredden er præget af rørsumpe og bløde enge hvor der nogle steder går køer og får rundt. Men udsigten fra landevejen langs vestsiden af søen er såmænd fornuftig nok: Der er godt udsyn over søen. Og der er mange fugle på denne tid af året. Det er tydeligt at dette fristed har tiltrukket dem. Men det har holdt hårdt. Trods fredninger i 1948 fortsatte inddæmningen og tørlægningen. Først i 1994 satte en skrappere fredning en stopper for det, og man har siden forsøgt at genskabe søen.

Et kik over søen fra bakken ved Selsø Kirke. I solskin det måske bedste kik. Men vejen langs vestsiden af søen er nu også ganske god.

Kirke og herregård

Selsø Kirke og kirkegården ligger på Lars Tyndskids marker. Det menes at den oprindeligt også havde funktion som en borg. Kirken var på det tidspunkt en magtfaktor og blandede sig i hvem der skulle være konge. Kirken fremstår meget velholdt og området er indrettet til at modtage vandrere og turister, bl.a. også fordi man herfra har adgang til herregården.

Selsø Kirke i det bløde lys fra morgentågen. Nu ligger den fuldstændig øde med kilometer til nærmeste landsby (Manderup eller Sønderby). Men engang var der en landsby i nærheden.

Selsø Herregård er kun en anelse yngre. Fra 1200-tallet. Dog ikke bygningerne. Hovedbygning (renæssance) er fra 1570’erne. Den forfaldt mellem 1829 og 1972. Så blev den restaureret og indrettet som herregårdsmuseum med riddersal og det hele samt herregårdskøkken.

Selsø Herregård. Billetkontoret er lukket, så jeg listede gennem afspærringen, men blev stoppet ved broen af et skilt med en advarsel om at her måtte man ikke færdes uden billet. Et langdistancefoto mener jeg dog nu nok må være tilladt.

Slottet har medvirket i flere film, fx. Grev Axel (2001), Talenttyven (2012) og såmænd også i en julekalender, "Pyrus alletiders eventyr". Her forsøger man at genskabe forne tiders glans og storhed, fx i 2016 med koncerter, omvisninger, ølsmagning, arrangementer, og jeg skal komme efter dig! Som så meget anden dansk kulturarv har Selsø været truet af besparelser. Senest i 2016.

Strandengen ned mod Okseholme. Stemningen er helt forrygende denne tågede eftermiddag. Helt stille bortset fra fuglelyde.

Okseholme

Okseholme er værd at besøge. Stedet ligger på en bakke (formentlig en forhenværende ø) og for at komme derned, går man ca. 2 km langs et særpræget område med strandenge. Strandenge er meget kedelige at se på som fotoer. Men i det virkelige liv er de fascinerende. Det flade, våde område er fyldt med fugle og selv på denne råkolde januardag summer der af liv. Det er afslutningen på min tur, og solen titter frem for første gang bag skyerne og gør tidspunktet intenst.

Dagen er ved at være forbi. Tågen letter en smule og solen begynder at skinne igennem skydækket. Lidt for sent, så der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg når lige - kættersk - at tænke at det da er spild af en god gang skyfrit vejr. Men det går jo ikke.

Sønderby

Min base var som sagt Sønderby. Jeg kan ikke lade være med at føle en vis sympati med tilværelsen i nutidens landsbyer. Og Sønderby viser såvel forfald som opbygning. Jo, der er adskillige forfaldne steder, overgroede huse, video-forretningen ved gadekæret ser ud til at have været sat til salg i årtier. Især den gamle gade "Strædet" virker som et levn fra fortiden som kæmper for sit liv. Forretningsliv er der ikke noget af, selv kroen er lukket. Men der er også velholdte huse, håndværkervirksomheder, "Den Glade Slagter" ser fx ud til at have grund til at være glad, bygningen ligner nærmest et lille slot.

Gadekæret i Sønderby set fra Sønderby Kro.


Solen når lige at titte frem da den skal til at gå ned. Det kan jeg konstatere fra bussen.

Der er flere fotoer på Flickr-album fra Frederikssund. Her er bl.a. fotoer af huse fra Sønderby og gårde


Vælg selv rute. Dagens var på ca. 18 km.

søndag den 8. januar 2017

Vestvolden - Den Bedækkede Vej

Den bedækkede vej er den beskyttede vej som løber på "indersiden" af fjendesiden. En god vandresti som fotoer desværre vanskeligt kan yde retfærdighed


Oskarslyst? I dag hedder stedet Marinegården. Men på den oprindelige kort over volden lå præcis samme sted en gård der hed Oskarslyst med præcis samme tre længer, ved siden af Fattiggården. Voldpunkt VIII ved Parkvej. Ifølge ejendomsregistret er den ældste bygning på Sognevej 35 fra 1937.

Den bedækkede vej - eller bare den dækkede vej - er en vej eller sti som forløber i mandshøjde (2½ m) under toppen (glaciset) af fjendesiden af Vestvolden næsten hele vejen fra Utterslev Mose til Gl. Køge Landevej. ("Bedækket" er et gammelt udtryk om Københavns gamle vold, mens man om Vestvolden mest bruger "dækket"). Formålet var selvfølgelig at blive brugt af soldaterne. Men også at opsamle den jord som måtte blive flyttet når fjendtlige granater ramte volden, så jorden ikke havnede i voldgraven og fyldte den op. Dette kunne i værste fald betyde at vandet hhv skabte oversvømmelse og tørlægning af voldgraven.

Den bedækkede vej starter meget brat ved Gammel Køge Landevej. På fotoet ses hvorfor: Til venstre er voldpunkt I med Køgevej til venstre uden for billedet. Midt i billedet gemmer der sig en kaponier og i det fjerne geværkaponieren i voldpunkt 0. Landområdet til højre i billedet eksisterede ikke da volden blev opført. Det var vand. Så fotoet er i virkeligheden snyd: Det er taget midt ude i det dder engang var vand.

Nogen fornøjelse kan det ikke have været at stå der, for man var udsat for ved et uheld at blive plaffet ned af egne styrker fra ryggen. Bortset fra enkelte meget små betonmagasiner er fjendesiden af volden udelukkende bygget af jord. Den byder således ikke som vennesiden på en mangfoldighed af voldanlæg, betonkonstruktioner, magasiner osv. Til gengæld er stien især om sommeren præget af masser af grønt, af fugle- og dyreliv så man næsten kunne fristes til at tro at man var i skoven - var dette ikke for den særdeles påtrængende larm fra Motorring 3. Der er stort set kun tre forskellige slags anlæg:

Et typisk billede af Den Bedækkede Vej, her umiddelbart nord for Roskildevej. Til venstre uden for billedet voldgraven. Som det ses er vejen ret ensformig, næsten snorlige for at soldaterne hurtigt kunne rykke fra et sted til et andet. For hvert voldpunkt førte en kommunikationsbro over på vennesiden og til en kaponier.

Den bedækkede vej

dækker stort set hele den nævnte strækning, når bortses fra en ca. 2 km lang strækning mellem dæmningsbroen ved Voldpunkt XVII syd for Slotsherrenvej og til Husum Station, voldpunkt XX. Her løber stien helt frit oven på dæmningen. sine steder faktisk næsten i niveau med vandet i voldgraven. Men man regnede åbenbart ikke med at fjenden ville angribe ind over Kagsmosen eller området syd for.

Man kan diskutere om dette er en bedækket vej: Syd og nord for Slotsherrensvej er volden så lav at vejen forløber på voldkronen næsten helt nede ved vandlinjen, eller til nød som her lidt syd for Slotsherrensvej, forsynet med en meget lav beskyttende vold hvor man da vist skal ligge ned for ikke at blive skudt.

Som nævnt forløber stien i en bestemt højde under toppen af volden, og da volden har varierende højde, betyder det at der er vekslende afstand ned til voldgraven. Strækningen i Rødovre er den højeste, mens den i Hvidovre og Brøndby forløber noget lavere. Det er en udmærket sti, når bortset fra strækningen syd for s-togslinjen til Køge. Her er terrænet noget uigennemtrængeligt.

Her har jeg forsøgt at indfange et voldanlæg: Til venstre forsvinder stien ned mod kommunikationsbroen, til højre den ydre ringvold, og i midten kernevolden. Jo, det er svært at se. Især om sommeren når det hele er tilgroet. Voldpunkt XII, overfor dobbeltkaponieren.

Voldanlæggene ved voldpunkterne

Ved hver af kaponierernes "åbne" ender er der anlagt halvmåneformede voldanlæg. Her er der stier ned til voldgraven og kommunikationsbroerne, altså de lave, midlertidige broer som hurtigt kunne sættes op og pilles ned igen i krigssituationer. Enkelte af disse kommunikationsbroer er blevet restaureret og forsynet med gitre. Men de fleste er forsvundet fuldstændigt. Et enkelte sted kan man dog stadig se rester af de betonfundamenter som broernes ender skulle fastgøres til. Ellers er der kun stierne som markerer hvor de skulle være. Som et kuriosum er jernbanebroen for København-Ringstedbanen anlagt præcis hvor der engang var en sådan bro.

Her ses den bedst bevarede af bunkerne umiddelbart overfor kommunikationsbroen. De findes ikke alle steder, og de resterende bunkere er begravet i jord, grene og byggeaffald. Voldpunkt VII lidt nord for Holbækmotorvejen.

Ud for hver kommunikationsbro var der enten anlagt et betonmagasin eller anlagt skyttegrave. Oppe i terræn altså så voldene med en kerne af vold. Det er meget svært at danne sig et indtryk af disse anlæg, for alle som en er de groet til med træer og buske. Intet steds har man som på vennesiden af volden ryddet et område så man kan se profilen af volden. De er derfor umulige at afbilde på fotoer. Man må selv tage en runde.

Hvad denne bunker har været brugt til, er uvist. Også om den er en oprindelig konstruktion. Det oprindelige kort over volden giver ingen forklaring. Bunkeren befinder sig sammen med en snes skyttegrave med platforme ved voldpunkt VIII nord for Parkvej. Der er et udluftningsrør øverst på volden.

Forstærkninger ved strategiske punkter

Ind i volden er der enkelte steder på strategiske punkter gravet skyttegrave til troppeansamlinger. Det gælder ved de dengang kendte indfaldsveje: Frederikssundsvej, Jyllingevej, Roskildevej osv. Men et specielt anlæg findes nord for Parkvej. Her ser det ud som om der også er lavet platforme til tungere, måske endda rullende skyts.

Den viste bunker ligger i et område med en halv snes skyttegrave som den viste (hvis man ellers kan skimte den). Skyttegraven har en platform.

Endvidere må man vel retfærdigvis også nævne specielle anlæg som Harrestrup Ås underføring af Vestvolden. Overløbsristen i voldgraven angiver det sted hvor Harrestrup Å løber under Vestvolden.

Harrestrup Ås underføring under Vestvolden. Jeg ved ikke om anlægget er det oprindelige. Man kan tydeligt høre vandet fra voldgraven plaske ned i åen inde i tunnelen gennem overløbet. 


Turen var et led i udfærdigelse af et kort over Vestvolden. Med dagens optagelser skulle de sidste være i hus, og de vil blive sat ind på kortet ved førstgivne lejlighed.

mandag den 2. januar 2017

Gundsømagle: Gravhøje, skov, sø, gårde - og høj blå himmel

En skov uden træer, masser af gravhøje, fredet sø og flotte gårde på årets første solskinsdag


Petersborg syd for Stenløse får stå for dagens typiske landbrugsbillede. Med høj, blå himmel, frost og kun lidt vind. Perfekt travevejr. Mod slutningen hvor trætheden meldte sig, blæste det dog lidt op, og det rev i kinder og ører.

Gulddysse Skov

Det tager ingen tid at fælde en skov. Men det tager årtier for en skov at gro op, og århundreder før dyre- og plantelivet har etableret sig igen. Her 16 år efter at de første træer blev plantet i det der engang skal blive den 220 ha. store statsskov Gulddysse Skov nord for Gundsømagle, er der ikke meget skov over det. Ikke kun pga. at staten kun har købt omkring halvdelen af arealet, men også fordi træer nu engang tager tid. Da det desuden er op til lodsejerne hvornår de vil sælge, ligger de arealer der allerede er sået, i små klatter. En pænt stor strimmel mod syd, en mindre strimmel mod nord og en diminuitiv klat mod sydøst.

Gulddysse Skov. Man kan godt se skoven for bare træer - for der er ikke ret mange lige her, og de der er, er ikke ret høje. Set mod nord fra bakken nord for Gundsømagle gennem det område som stadig er privat ejet. Morgendisen hænger lidt endnu, det er koldt og frostklart, men vindstille og en vidunderlig stemning på toppen af bakken.

Skove er med til at sikre at grundvandet ikke bliver forurenet med de sprøjtegifte som landmænd hvert år pøser ud over markerne og som allerede har ødelagt stribevis af vandboringer overalt i Danmark. Udover naturligvis også at de er væresteder for et utal af dyr, insekter og planter. Men disse kommer ikke bare sådan lige tilbage. Der vil gå mange år, mange generationer før man kan se resultaterne af skovrejsningen.

Gravhøjene ligger som perler på en snor langs Hejnstrupvej, og på begge sider. Ofte på et højt punkt hvorfra der er en god udsigt over Roskilde Fjord.

Gravhøje og gårde

Syd for Gundsømagle langs Hejnstrupvej ligger der en halv snes gravhøje. Udsigten er også fin, som de ligger der mestendels øverst på en bakke med udsigt bl.a. til Roskilde Fjord. Hvordan omgivelser var da de blev opført for tusinder af år siden kan man kun gisne om. I dag har markerne indtaget området sammen med landbruget. Og de pløjer helt op til foden af højene og har gjort det i århundreder.

Jo, der er skam dyr på markerne langs Hejnstrupvej. Overraskende mange endda. Her er det køer, men andre steder er der heste og får.

Gårdene - store gårde - ligger tæt. I Tågerup og Østrup oven i købet så tæt at der er tale om små landsbyer. Desuden er de fleste godt holdt i stand. Men om de stadig bruges til landbrug, er måske ikke sikkert. I hvert fald har mange heste, rideskoler. Andre er indrettet til private firmaer. Og atter andre til almindelige beboelsesejendomme. På denne tid af året (og måske også på andre, hvem ved), er der ret dødt. Man ser få mennesker og sågar meget få biler. Landeveje som Hejnstrupvej, Hesteholm, Ellevej og Kirkerupvej er i virkeligheden fortrinlige til vandrere, man har dem næsten helt for sig selv.

Søgård nordvest for Kirkerup Kirke ligner nærmest en hel lille herregård. Ellers er det tydeligt at landsbyen ikke har ændret størrelse væsentligt i flere hundrede år. Men de har altså en kirke, en meget stor en endda med nogle seværdige kalkmalerier, siges det! (Der var låst i dag).

At der har været mere liv engang, vidner Østrup Gl. Skole (1900) om. Den minder os om en tid hvor befolkningseksplosionen var stor og der var lokale skoler i Tågerup, Østrup, Gundsølille. Kun Roskilde Lilleskole i Tågerup er tilbage. Og i det hele taget ser man ikke mennesker mange steder sådan en ganske almindelig januar-mandag. Huse og gårde har fået en anden funktion end den de blev bygget til engang.

Gundsømagle Sø. Man kan også opfatte den som en voldsom bred strækning på Hove Å der løber gennem søen.

Gundsømagle Sø

Næsten 4 kilometer langt og i gennemsnit vel 500 bredt ligger naturreservatet vest for Gundsømagle Sø. Her får dyrene lov til at være i fred, bort set fra i søens østlige ende hvor der er to fugletårne og en plankebro langs bredden. Informationstavlerne lokker ellers med at der skulle kunne observeres mange sjældne fugle i området. Men jeg nøjes med at lytte til dem.

Området omkring det østligste og højeste fugletårn illustrerer meget godt hvordan det ser ud med plankebroen gennem ellesumpen. En helt enestående oplevelse, og overraskende især på denne tid af året hvor udsigten ikke hæmmes af beplantning.

Helt mod øst i ellesumpene er den dog efterhånden blevet så pilrådden at det nu er forbudt at gå på den. Det var den allerede i august 2013, da jeg gennemtravede området, men dengang var det altså stadig tilladt at bruge den. Der ligger adskillige store fugleflokke i vandet, men så langt ude at man ikke kan identificere hvad det er for fugle uden en kraftig kikkert. Til gengæld kan man høre en liflig symfoni af fuglekvidder, rappen, hvæsen og skræppen.

Et kik ud over Gundsømagle Sø østligste del. Man kan se at søen fortsætter i et engområde helt op til Engtoften og Østrup (udenfor billedet).


Flere fotoer på Flickr for Roskilde Kommune.


Østrup Gl. Skole ligger idyllisk og fint istandsat i vejkrydset i Østrup. Den er vist privatbolig nu. Børn har der ikke været i årtier.

Tilbage i den varme stue igen er det nu blevet mørkt, men hvor dejligt er det ikke at have fået gennemluftet lungerne og højt til himlen i denne grå og triste vintertid.

Ruten

Gundsømagle. Gulddysseskoven til Gulddyssegård. Hejntrupvej. Tågerup. Kirkerup. Østrup. Ellevej. Stenløse. I alt ca. 20 km