søndag den 27. november 2016

Harrestrup Å og Mose

Denne tur er et fast indslag på webloggen. Så nyd bare billederne og klik eventuelt på de tidligere indslag om åen og mosen


Mose og motorveje

Harrestrup Å udspringer her fra Harrestrup Mose, ca 1 km vest for landsbyen Harrestrup. Engang et flot naturområde. Nu lydmæssigt domineret af en konstant støj fra Frederikssundmotorvejen. Man har nemlig lavet en hoj støjvold mod kolonihaverne mod nord. Men ikke mod syd.

På sin vej østpå strømmer åen de første 1-1½ km under to stærkt trafikerede motorveje. Udover Frederiksundmotorvejen også Motorring 4. Der er dog etableret en fodgængersti under, som her under Motorring 4 hvor man skuer mod øst udover Harrestrup Ådal. Til venstre efter tunnelen ligger Svanesøen og til højre Ådalen. Herfra er der ca ½ km med flotte naturområder.

Harrestrup Ådal og Svanesøen


Den østlige ende af ådalen før Harrestrupvej er et yndet område for fugle. Her er det flokke af gråænder syd for åen. Mon ikke de er på vej sydpå? Noget af området er lukket af, men man kan se ind over det. Svanesøen befinder sig bag træerne og endnu længere nordpå Ballerups sportsområde med Super Arena, idrætspart, stadion, svømmehal, boldbaner mm

Kolonihaver


Øst for Harrestrupvej forløber åen gennem et kolonihaveområde, Kildegården. Hele 1½ km. Og bestemt ikke den mest interessante del af turen. Åen har her mest karakter af en dyb grøft som det kan være svært at se. Undtagen her ved Harrestrup Bro hvor åen slår et lille knæk mod nord.

Yndlingstykket



Et par hundrede meter vest for Smedebæk Bro støder Bymose Rende til Harrestrup Å som derved får en kraftig forstærkning. Åen fortsætter som Harrestrup Å. Og dette sted er mit yndlingssted fordi der også er et lille vandfald. Bymose Rende kommer bagest fra venstre. Harrestrup Å fra højre. I dag er det endda muligt at bruge den lille hjemmelavede bro til at passere åen. Den afhuggede fod der hænger i snoren, må være noget fra Halloween.

De næste ca 1½ km indtil Vestforbrænding er så absolut mit yndlingsstykke. Her er man ikke bare dejlig fri for at høre den øredøvende larm fra motorveje og andre trafikerede veje, åen er også her omgivet af grønne områder til begge sider. Skovlunde Naturpark bl.a. Fotoet viser pumpestationen på en af de ældste kildepladser, nr. VI som siden 1859 har leveret frisk grundvand til Københavns indbyggere. Den ligger ved Smedebæk Bro.

Omtrent her med Ejby Mose til venstre udenfor billedet slutter så åen med at være nogenlunde fritløbende. På højre side af åen ligger haveforeninger. Fårene er taget ind for vinteren. Og åen er godt renset for siv og andre gevækster. I baggrunden aner man at åen her - som det eneste sted - løber igennem et lettere kuperet område.

Spildevandsteknisk Anlæg

Fra Vestforbrænding og hele resten af vejen ud i havet skifter Harrestrup Å fuldstændig karakter. Den bærer stadig præg af den tid hvor den ikke var en å, men blev betegnet et "spildevandsteknisk anlæg". Det samme gælder Sømose Å som løber sammen med Harrestrup Å netop her, ca i billedet ved Ballerup Boulevard. Undskyld jeg skriver det, men det ser utrolig grimt ud med fortovsfliserne langs åen. Men det fortsætter altså de resterende ca. 10 km hele vejen ud i havet, også hvor åen skifter navn til Damhusåen, Langvadså eller hvad andre navne den nu måtte have haft gennem tiderne. Nedenfor ses fliserne tydeligt (ved Viemosebro).

Om åen nogensinde vil blive biologisk levende igen med fisk, padder og andre gode sager, vil tiden vise. Tiden som spildevandsteknisk anlæg har formentlig spoleret mulighederne lang tid ud i fremtiden. Det er så nemt at ødelægge en ås biologiske liv, det er så forbandet svært at genoprette det. Men som man kan se er der altså stadig masser af vand som udgangspunkt. Helt anderledes end fx Ladegårdsåen som der blev postet mange penge i at undersøge om man kunne give kunstigt åndedræt. Tænk engang om man kunne sejle op ad åen, eller drive lystfiskeri i den!

Psst

Og så er de fem nyeste fotoer på Flickr-album for Ballerup fra dagens tur.

søndag den 20. november 2016

Whiskey-bæltet

Nord for København er et bælte fortrinsvis beboet af velbeslåede danskere. Her en guide til nogle af dets grønne områder


Vandtårnet er et unikt byggeri som ikke ligner noget som helst andet på turen. Og fotoet er udtryk for billedmanipulation: Vandtårnet ligger midt i en trekant hvor tre stærkt trafikerede motorveje mødes. Man må håbe for beboerne at der er tænkt på lydisolerede vinduer.

Selv om det findes, er etagebyggeri ikke dominerende. i Whiskey-bæltet er der fortrinsvis store villaer ofte på størrelse med små lystslotte med tilhørende diskrete haver. Men selv folk her har brug for motion. Det ses denne søndag som denne hvor hundelufterne vist overgår alt hvad jeg ellers har oplevet i Hovedstadsområdets mindre velbeslåede dele. Der er masser af historie her, bl.a. fra godsejertiden og Københavns Befæstning.

På vej op på toppen af Lyngbyfortet. Man kan tydeligt se forsvindingstårnene. Desværre også kilden til fortets fugtproblemer. Og villaen er blevet fjernet.

Lyngby Fort

Lyngbyfortet er opført 1887-92. Og et af de mere interessante fra Nordfronten. Overraskende nok, for fortet måtte efter sin nedlæggelse i 1920 lide en kummerlig tilværelse. I 1940 blev der endda opført en villa på toppen af fortet! Den blev dog fjernet efter at kommunen m.fl. overtog fortet i 1979. Og tørgraven mod fjendesiden er stadig halvvejs privatejet, så man ikke kan gå på volden på ydersiden af fortet.

Modsat fx Bagsværd Fort og Fortunfortet fremstår Lyngbyfortet ganske velholdt på ydersiden. Som også Gladsaxefortet. Skinnet bedrager imidlertid. Vand trænger ind fra oven gennem tårnene og har skabt store fugtproblemer indeni.

Det kan man til gengæld på toppen. Og her kan man i modsætning til de fleste andre forter se rester af kanontårnene som forsvinder ned i fortet. Der er ikke nogen rester af den villa der lå her 1940-1979. Og udsigten er som sådan heller ikke til andet end villaerne.

Et kik ind i en af de omkring 40 små kirkegårde på kirkegården. Man fornemmer i baggrunden at der er langt flere høje træer end normalt.

Mariebjerg Kirkegård

En anden slags kanon, og med en helt anden betydning af ordet, kan man finde på Mariebjerg Kirkegård. Kirkegården er ikke så gammel, indviet 1936. Men den præsenterer sig selv som banebrydende for nyere tids kirkegårdstænkning: Skov- og parkkirkegårde. Og fornemmelsen af at gå i en skov er da også noget der adskiller den fra de fleste københavnske og nordsjællandske kirkegårde.

Den særprægede funktionalistiske kapelbygning med Vintappergården i baggrunden. Det er tegnet af Fritz Schlegel. Ham der også tegnede Husum Skole - som i 2013 blev besøgt af Vandringsløse Tidende.

Hertil kommer at kirkegården har nogle flotte bygninger, dels Vintappergården i den sydøstlige hjørne på hvis grund man opførte kirkegården. Dels kapellet ved siden af. Kirkegården har gjort den fortjent til at blive optaget i Kulturkanonen som en af de ti mest betydningsfulde arkitektoniske værker i Danmark.

Bernstorff Slot. Mere er der vel ikke at sige til det. Engang bosted for nogle af enevældens mægtigste mænd. Tyskere, forstås. Det var man dengang hvis man var noget ved musikken. Hofpsroget var tysk, militærsproget ligesådan.

Bernstorff Slot og Park

Det nyklassisistiske slot ("maison de plaisance") blev opført under enevælden 1759-65 og ejeren var udenrigsminister, J. H. E. Bernstorff. "Det er en tysker, Kvik." Dog knap et halvt årti, for han røg uklar med Struensee ("Det er en tysker, Kvik")  i 1770 og rejste hjem til Hannover. Struensee overlevede den affære i to år og nåede ikke tilbage til Tyskland. Han endte som bekendt i mange dele på Øster Fælled. Det er nu ikke J. H. E., men nevøen A. P. Bernstorff som der er rejst et mindesmærke for. For han overtog nemlig onklens udenrigsministerpost i 1773 Så kunne Struensee lære det, kunne han! Hvad mere interessant er at han interesserede sig for landbrug. Og bl.a. var med til at udtænke landboreformerne hvor storbønderne fik mere at bestemme, mens husmænd og landarbejdere fik en begmand.

Området omkring Avlsgården er særdeles idyllisk. På dette billede skimtes Avlsgården bag stråtaget midt i billedet (den gule bygning). Den er dog områdets klart største. Der serveres gløgg i dag i det lille hus i forgrunden.

Så begyndte slottet at forfalde indtil enevældskongen Christian 8. købte det i 1842. Kongefamilien brugte det indtil 1939 hvor det i stedet blev brugt af Civilforsvarets Befalingsmandsskole. Nu ejes det af staten og bruges som kursus- og konferencecenter. Hvor tidligere kongelige og adelige spankulerede rundt og formentlig kunne følge sig vigtige og betydningsfulde mens de studere grøntsager og sydfrugter, er der nu bl.a. skolehaver - Haver til Maver. Hvis man som jeg ikke bliver så imponeret af slotte, er området omkring Avlsgården (fra o. 1800) særdeles spændende. Både hvad angår bygninger, og et bakket landskab med forskellige haver, frugtplantager, damme osv.

Charlottenlund Slot ligner lidt Bernstorff Slot. Charlottenlund Slot er lidt ældre, men til gengæld bygget om senere. Fjern kuppel og sidefløje - og man har et indtryk af hvordan det engang så ud. Hvis man vender sig 180 grader, har man direkte udsigt til Øresund.

Charlottenlund Slot og Park

Kongernes sommerslot bærer ikke meget præg af at være det barokslot det oprindeligt var i 1733. For det blev i 1880-81 ombygget til fransk nyrenæssance. Bl.a. kom kuplen og sidefløjene til. Man kan ikke komme ind på slottet. Kun i haven. Næsten samtidig med Bernstorff Slot (1935) holdt de kongelige op med at bruge slottet, hvorefter det måtte lide den tort at blive overtaget af Danmarks Fiskeriundersøgelser, senere DTU. Og fra i år skulle der være åbnet op for at man kan leje slottet. Hvis ellers man har tegnebogen i orden. Den tilhørende skov er særdeles tæt og rummer bl.a. Forstbotanisk Have. Skovene var på Politivennens tid offentligt tilgængelige, hvilket fremgår af en klage fra 1828 over et særdeles stinkende lokum. Og at skovgæsterne også opførte sig som skovsvin, fremgår af en klage fra 1816. Bl.a. var der forlystelser i form af gynger.

Kasematten til venstre hører til den ældste del af Charlottenlund Fort, og der står1886-1887 på gavlen. Dengang var et et landfort. Bunkeren til højre bruges og der stiger lystig røg op fra skorstenen.

Charlottenlund Fort

Strandvejen var københavnske borgeres hovedfærdselsåret til Dyrehaven. Trafikken skal ifølge Politivennen fra 1816 ikke have ladet nutidens trængsel noget efter. Og modsat nu var det ikke kun velbeslåede mennesker der boede her. I 1824 klagede Politivennen fx over tiggerplagen på denne strækning. Selv om turismen unægteligt sætter sit præg på Charlottenlund Fort, fremstår dets oprindelige funktioner dog meget tydeligt. Ikke kun de 12 store haubitzere, men også højden og stillingerne ovenpå. Den ældste del, bl.a. Kasematten er fra 1883-86, mens senere tilbygninger kom til 1910-12.

Udsigten fra toppen af fortet mod nord ser sådan ud. Mod syd er den mindst lige så god. Man fristes nærmest til at blive plat og sige kanongod.

Fortet overgav sig som de fleste andre søforter lidt senere end selve Vestvolden og Nordfronten. Nemlig først i 1932. Selv på denne blæsende eftermiddag hvor vejret absolut ikke indbyder til et frisk havbad, er der masser af besøgende. Fortet var sat til at beskytte København ad søvejen. Og at det kunne være blodig alvor, fremgår af en artikel fra Politivennen fra 1801 som taler om ilanddrevne døde efter Slaget på Reden.

Mellem seværdigheder

Nu yder fotoerne og beskrivelserne ikke fuld retfærdighed af turen. For at nå frem til dem er man ofte nødt til at forcere stærkt trafikerede områder. Især ved Mariebjerg Kirkegård hvor tre motorveje mødes: Motorring 3, Lyngby Omfartsvej og Helsingørmotorvejen kan man godt gå hen og blive stresset. Dels af den øresønderivende larm fra trafikken, dels af den kringlede gang- og cykelsti man skal finde. Vel fremme øst for Jægersborg Station kommer man dog også forbi Jægersborg.

Jægergården.Området er privat og hermetisk skærmet af for "uvedkommende". Jægersborg er et af de mere behagelige områder man kommer igennem på denne tur mellem store seværdigheder.

Flere billeder på Flickr for Lyngby og Gentofte.


Turen er på i alt ca. 13 kilometer. Fra Lyngby Station til Charlottenlund Station med en omvej til Charlottenlund Fort.

fredag den 11. november 2016

Furesøen

Når træerne har tabt bladene, får man for alvor det storslåede indtryk af Furesøen langs sydbredden

Udsigt fra Cap Elking mod Cap Drevon. Forvirret? Forklaring følger i teksten. I mellemtiden kan du bare nyde udsigterne på billederne.

Sidste gang jeg var på disse kanter var i forbindelse med Mølleåstien midt om sommeren, 11. juli 2013. Alting ser bedre ud i solskin og om sommeren. Men en bagdel er at træernes blade skygger for udsigten til søen. Og langs sydsiden er man tvunget op i højderne af de stejle skråninger så man kun enkelte steder har frit udsyn over Furesøen. Og de er noget specielt for Furesøen. Både Esrum Sø og Arresø er arealmæssigt større end Furesøen, men ikke hvad angår vanddybden. Ej heller hvad angår de stejle klinter.

Et af de sjældne steder hvorfra man kan se langs hele søbredden højt oppefra er ud for Von Langens Plantage. Her kan man måske også fornemme de bratte stigninger. Og den uvejsomme sti, nu dækket af fint brune blade.

Imponerende skrænter

Og det største indtryk af denne tur var de både skræmmende og flotte stejle klinter ned mod søen. Dem havde jeg kun i glimt set på min tidligere sommertur. Nu var de der, blotlagt i al deres magt og vælde. Dem får man altså ikke det fulde indtryk af før bladene er væk. Det er ikke sjældent at man står højt oppe, og det så går lodret ned. Ikke noget for folk med højdeskræk, tror jeg. Men ellers kan man godt blive bjergtaget. Og lad det være sagt med det samme: Jeg har slet ikke kunnet yde udsigterne fuld retfærdighed på fotoerne. Jeg prøvede ellers, men man kan nu engang ikke svæve ude i den fri luft, hvilket ville have været en gunstig udgangsposition.

Skoven har man hele vejen mod syd. Den lave novembersol ved middagstid kaster lange skygger. Og de bliver bare længere og længere. Allerede ved 15-tiden kniber det med at få det rette lys til kameraet.

Og ikke at forglemme, så er der naturligvis skoven mod syd. På denne novemberdag er der skyfrit, men ikke høj sol, blot så høj som solen nu engang kommer i november. Og selv kl. 12 er det ikke særlig højt. Faktisk burde en kasket være på sin plads for ikke at blive blændet. Desuden efterlader det også skrænten i skygge.

Tættest på Farum ligger to moseområder: Den mystiske Fandens Mose og lidt sydøst for den langstrukne Vådehængsmosen (fotoet). Her kan man som et af de få steder langs ruten gå langs søbredden.

Vælg den "rigtige" sti

Man kan vælge forskellige stier. Den helt nede langs vandet er den mest upålidelige. Ofte bliver man her tvunget i højderne fordi der ganske enkelt ikke er plads nok til nogen sti. Fordelen ved at gå langs bredden er at man kan gå ud på de forskellige broer som er langs bredden. Det forekommer mig dog at de fleste er i en temmelig porøs tilstand. Selv landgangsbroen for bådfarten ved Kollekolle. Flere af brædderne er ganske enkelt brækket, og andre ser ud til at kunne bryde sammen under fødderne på en. Så jeg tog turen langs sømrækker i håb om at der var en underliggende støttebjælke. Broerne var desuden ret glatte.

Området nedenfor Kollekollesletten. Her er der muligheder for at afprøve stierne i de forskellige højder. Men man må træffe et valg. Er man først startet på en, er det mere end vanskeligt at ændre bane og skifte til en højere eller lavere liggende sti. 

Den halvvejs oppe er ligeledes på denne tid af året halvfarlig på sine steder. Om end også den flotteste fordi man her får et godt indtryk af skrænterne. Men allerede nu, dækket af blade og fedtet er den altså lidt halvfarlig visse steder. Og er man først begyndt at skride, så skal man være hurtig. En enkelt gang blev jeg overrasket, men det lykkedes at gribe fat i en trærod som håndtag. Og heldigvis for mig holdt den! Ellers var jeg endt i vandet dybt nede.

Området lidt vest for Mølleåen og Frederiksdal, neden for Skovfogedboligen. Her er indrettet et specielt og særpræget område ude i mosen. Og derfra har man bl.a. denne udsigt.

Den sikreste sti er den øverst. Og heldigvis er der flere steder hvor den kommer helt ned til vandet. Også den kan være knudret og glat. Og nogen lige sti er der slet ikke tale om. Det går både op og ned og ud og ind. Bort set fra området nord for Kollekollesletten som ligger relativt lavt. (Vejen mellem Kollekolle og Farum blev beskrevet i Politivennen, 5. oktober 1816.)

Mølleåen ved Frederiksdal. Bred og bare til at nyde. Der går en bro over helt ude ved Furesøen. Det er lidt stejl og i et vejr som dette også isglat. 

Mølleåen

Mølleåen var målet for min tidligere vandring. Og den støder man på to steder: Dels indløbet fra Farum Sø ved Fiskebæk og dels udløbet i det sydøstlige hjørne ved Frederiksdal. Her ligger fortidsmindet Hjortholm Voldsted hvor man stadig kan ane voldgraven og forhøjningen. Og Frederiksdal Fribad. Der er i øvrigt en håndfuld badesteder rundt om søen, foruden nogle badebroer. Fribadet er det mest civiliserede med omklædningsrum, græsarealer mm. Badebroen er dog taget ind for vinteren, ser det ud til.

Stien langs vestsiden af Luknam. På strækningen efter sumpområdet. Man går nu langs en moderat stejl skrænt med de herligste udsigter. Mærkelige udvækster ud i søen dannet af træer ses mange steder.

Desværre har man ikke ladet bredden være allemandseje. Allerede langs østkysten er man tvunget til at gå 1½ km igennem et ret kedeligt villakvarterer ad Furesøvej. Sydfra skal man op ad en stejl bakke, og så er det slut med udsigten til søen. Og der er ingen pardon: Grundejerne har spærret gennemgangen så man kun to (tre) steder kan gå ned til søen og tilbage igen: Ved Furesøparken, for enden af Niels Skrivers Vej (selv om de sidste 10 meter er uden sti) og parken for enden af Snekketoften.

Jo, Næsseslottet stinker langt væk af enevældens magtarrogance. Men flot ser det ud i dag. Og man behøver ikke længere være bange for at blive pålagt mulkt eller lagt i jern når man passerer bygningen.

"Ulvesnuden"

De to næs som rager ud i søen østfra, Luknam og Næsset med Næsseslottet er specielle oplevelser, hver for sig. Det underlige navn kommer af at det er opkaldt efter et engelsk herresæde, Lucknam Grove. På et kort ligner de lidt en ulvesnude med åben mund (Lille Kalv). Den sydlige del af Luknam ("underkæben" i ulvesnuden) er lidt af en sump. Man går nærmest på en dæmning mellem denne og søen. Den nordlige del er der igen halvstejle skrænter, altså et meget varieret landskab med en god udsigt over søen.

Nå ja, gartnerne skulle selvfølgelig også bo ordentligt. Det var jo en stor have de skulle se efter.

Begge næs var under enevælden okkuperet af familien de Coninck. De købte slottet og området i 1780erne og opførte 1782-83 Næsseslottet som er opført på "overkæben". Mod syd opkøbte de 1798 Kaningården (se Flickr-album) og i 1802 Frederikslund. Og så fik de ellers kunstnere som maleren Erik Pauelsen (se hans værker på Statens Museum for Kunst), Wiedewelt, arkitekter, havearkitekter mm. til at indrette deres tilværelse i sus og dus.

Ulvehovedet "øje" er denne sø med Eremittens Farvel. Jeg var så heldig at fange dette episke motiv med genspejling af husene i den spejlblanke vandoverflade. I det hele taget er dette område betagende.

En rundtur om Næsseslottet fører således også til gartnerboligerne tæt på slottet (der i sig selv fremstår som slotte), to pavilloner der mageligt kunne huse et flygtningecenter, Jægerhuset, Eremittens Farvel (ved indkørslen over broen), obelisk, søjle, monument, karpedam mm. Næssene har fået eksotiske navne som Cape Drevon (parkens arkitekt), Cape Elking, Chevalierøen. Selve slottet og store dele af haven er privat. Og der er ingen adgang for sådan nogen som mig.

Dronningestien forløber i et grønt bælte langs nogle søer. Den forbinder Næsset med Vejlesø. Og kan anbefales i stedet for at tage den 1½ km langs endnu et villakvarter. Fra stien er man i behørig afstand til bebyggelsen. Desværre også fra udsigten til Furesøen.

Området umiddelbart før Holte er spækket med små huse for fritidsaktiviteter: Kinabugtens Badeanlæg med vinterbadernes hovedkvarter, Vandskiklubben, bådehavn, bådfarten og meget mere. Men alt ligger øde hen denne kolde novemberfredag. Vest for Næsseslottet er der igen privat bebyggelse. Og jeg vælger en rute inde i landet, Dronningestien til Vejlesø for derefter at stige på toget i Holte. 16 kilometer i luftlinje. Men i det kuperede terræn er det vanskeligt at måle afstande. Desuden er de bløde og knoldede skovveje medium besværlige på denne tid af året. Og det bliver sikkert værre til vinter hvis der kommer is og sne.

Der er uploadet usædvanlig mange fotoer på Flickr-album for Furesø Kommune, Lyngby Kommune og Rudersdal Kommune. Så tjek dem ud, det ligger nederst i albummene!