Ejby

På gamle kort fra Kort- og Matrikelstyrelsen hedder Ejby Egby. For bare 150 år siden var Egby en mindre landsby eller bebyggelse som lå mellem de lige så mindre landsbyer Skovlunde, Hvissinge og Husum. Hvis jeg dengang boede i Husum Landsby, ville det have været en lille gåtur på omkring 5 kilometer over marker, mose og overdrev. Skovlunde, Hvissinge og Husum landsbyer er for længst blevet jævnet med jorden. Kun gadekær markerer hvor de lå.

Hvis man kommer fra Ejbymosevej fra nord, markerer denne gangbro en slags byport til Ejby. De gule huse er alle af nyere dato, og med held har man altså formået at genskabe en slags gammel landsby byggestil. Bag de gule huse ligger så området hvor Ejby har ligget de sidste 1.000 år.

Anderledes med Ejby. Og det er nogle af beboerne så stolte (?) over at de har lavet en hjemmeside om gamle og nye dage. Af de sort-hvide billeder synes jeg at det fremgår at det har været hårde tider for de Ejby-bønder. Der ser barsk ud. Selv om børnene bader i gadekæret.

Gadekæret som det fremstår denne kolde novemberformiddag. Der er ingen børn der bader denne råkolde novemberdag. Og faktisk ser det heller ikke ud til at nogen har gjort det i årevis. Jeg er usikker på om den røde bygning i baggrunden er en af de gamle gårde. Det ser umiddelbart ikke sådan ud, og af de gamle billeder ser det heller ikke ud til at den lå der i gamle dage. Men byggestilen ligner da i hvert fald.

Om Ejby hedder det i Wikipedia:

... grundlagt i vikingetiden omkring år 900. Kilder fra 1600-tallet viser, at der i området har været drevet svedjebrug, og at jorden i området generelt var frugtbar landbrugsjord. I begyndelsen af 1600-tallet var Ejby sæde for tinghuset for Smørum Herred... folketælling i 1787 ... 145 indbyggere ... ved udskiftningen i 1794 ... 15 gårde og 12 husmandssteder.

Torvevej søndenom gadekæret (der lige kan anes til venstre i billedet). Til højre Ejby Udlodsvej. Bag den hvide bygning bagest lå den gamle smedje, der har givet navn til vejen, Ejby Smedevej.

I dag ser der hyggeligt ud omkring gadekæret. Byen (hvis jeg må have lov til at kalde den det) er pæn og nydeligt. Måske ikke lige frem et frilandsmuseum. Men man har dog bevaret noget af det gamle landsbypræg med små huse, vejføringen og dele af enkelte af gårdene ser ud til at være af ældre dato.

Denne idylliske stråtækte bygning ligger ved gadekærets østlige ende. Det ligner stuebygningen på en gammel gård. Men den er svær at lokalisere på de gamle billeder.

De dele man har bevaret ser ud til at være stuehusene, så man må tænke sig til eventuelle lader,stalde og lignende. Ifølge KMS' kort fra 1842-1899 skulle der have ligget omkring 10 gårde, en del mindre huse og en smedje.

Jansgård, står der på denne trelængede bygning, som uvægerligt ligner en ældre gård. Men som så meget andet i Ejby er jeg i tvivl om alderen. Er det den rene vare vi ser her? Eller er det efterligninger af forne tiders byggestil?

Mod nordøst slynger en rigtig smøge sig op på en lille bakke, med en rødmalet gård på toppen, Jansgård. Hvis der ikke havde været så koldt, kan man sætte sig ved gadekæret, eventuelt forsynet fra den lokale købmand, og drømme sig tilbage til dengang livet på landet var hårdt, fotoerne i sort-hvid og lugten af komøg gennemtrængende.

Bramsnæs. Ejby. Kirke Hyllinge - Hornsherred

En todelt tur: Første halvdel er en kystvandring på Bramsnæs, Bramsnæs vig til Ejby Ådal. Anden halvdel er en tværgående rute over Hornsherred i svinefoderdanmark. 

Det er en del år siden jeg sidst var i dette område, to gange i 2016 i forbindelse med Gudernes Stræde, dels i marts måned, dels i juni. Gudernes Stræde går ikke ud på Bramsnæs, det gør Fjordstien heller ikke. Men dele af dagens rute gik dog brudstykker af begge vandreruter. På forhånd havde jeg ikke kunnet finde ud af om Bramsnæs er åben for offentligheden. Derfor opdagede jeg også med glæde et lille skilt på Næsvej på vej mod Bramsnæs hvor man bliver budt velkommen, undtagen hvis man er i bil, så er man nødt til at lave en aftale. Det passer selvfølgelig en vandringsmand særdeles godt, og jeg stødte da også kun på en bil som åbenbart var en lokal. 

Næsvej Bramsnæs. Isefjorden ligger til venstre for vejen - Næsvej, mens Bramsnæs Vig ligger til højre.

Forventningerne fra velkommenskiltet ved indgangen blev bestemt opfyldt. Desuden er det kun muligt at køre med bil et ganske kort stykke ud på halvøen. Ellers er der kun smalle vandrestier. De eneste lyde man hører er en mangfoldighed af fugle. Jeg tog turen på solsiden som om formiddagen er østsiden, altså mod Bramsnæsvig. Her fører et ganske smalt spor ud til Dejlighedsspidsen. Det er freden, roen og de mange naturlyde som er det største attraktion her. Og på en dag som denne bølgernes dovne plasken mod den lavbundede kyst.

Solsiden, østsiden formiddag mod Ejby. Engang var der marsvin i vigen.

Tværs over vigen kan man ane middagens rute: Turen lands vigen mod Ejby. Mod land stiger landskabet ganske langsomt, og på toppen af bakken ser det ud til at der er landbrugsarealer. Så længere væk er de altså heller ikke. Alligevel giver det smalle bælte med natur åbenbart  gode betingelser for dyrelivet.

Dejlighedsspidsen. Egentlig ikke imponerende sådan rent visuelt. Men stemningen, freden og roen finder man ikke mange andre steder.

Dejighedsspidsen er et fint sted for en pause på turen. Herfra kan man se rundt i Isefjorden. En almindelig tirsdag i slutningen i maj er der ikke megen menneskelig aktivitet at se på fjorden. En enlig kajakroer under Ejby. Men ellers ikke noget. 

Vestsiden af Bramsnæs. Om eftermiddagen er den nok mere solbeskinnet.

Vestsiden - som om formiddagen er skyggesiden - er mod nord en lav, diskret klint som ligger inde mellem træerne. Kysten er her mere stenet, men der går et spor oppe under træerne hvis det bliver alt for anstrengende. Her er til gengæld en del gode badesteder. Jeg kan se sandbund lidt uden for den stenede strand, og vandet bliver ret hurtigt dybt til svømning. Helt inden ved den snævre landtange til Bramsnæs er der til gengæld en fin sandstrand. Kun en enkelt "badegæst" finder jeg her på en almindelig arbejdsdag. 

Bunden af Bramsnæs Vig. Et næs går langt ud i vigen.

Man kan godt gå langs stranden bunden af vigen. Men set i bakspejlet er det nok mere at foretrække vejen. Sporet bliver mere og mere utydeligt og ufremkommeligt især ved Krabbesholm, og en humoristisk sjæl har sat skilte op med cyklen forbudt! Det er ganske enkelt helt umuligt at cykle her. Omvendt så opmuntrer det mig også til at slutte at man kan godt må gå her. Til sidst er der ikke længere nogen sti, men et tætbevokset sivkrat som jeg må knase sig igennem. Vel ude af det kommer man så til et noget pløret område som dog gradvis bliver mere fremkommeligt når først man er kommet over på den anden side af vigens bund

Ejby Strand. Det godt sted til rast, tanke vand og besøge toilettet.

Herfra fortsætter så en smal, men noget anstrengende sti mod Ejby Strand. Udsigten fejler imidlertid ikke noget. Der er toilet ved stranden. Og rasteplads hvis man trænger til det. Stranden ligger næsten ud for spidsen af Bramsnæs, så her kan jeg sidde og drømme om dengang jeg gik på den anden side. Også her er der fredeligt. Ingen badegæster - men jeg kan ikke garantere for om dette også er tilfældet i feriesæsonen. 

Ejby Havn. En gammel fiskerhavn som nu fortrinsvis er til lystbåde.

Ejby Havn er en noget anonym anløbsplads med rødmalede skure. Engang var det et fiskerleje hvor der blev fanget ål sild og blåmuslinger. De sidste er vist det eneste der er tilbage at fange. Måske ikke i de profitable mængder længere. For vandrere er stranden måske mere at foretrække. 

Nord for Fiskerhuse, kik mod ådalen

Fra Ejby Havn mod Ejby Ådal går man ad Fjordstien, og det er nok en af de mere krævende ruter på denne sti. Stenstranden er ganske anstrengende at gå på. Så selv om udsigten der ikke fejler noget, må man nyde ved at stoppe op. Når man går på stenene, er det en god ide at kigge ned hvor man går. Jeg som nævnt tidligere gået langs ådalen, så denne gang nøjedes jeg med at krydse åudløbet. Der i øvrigt var ganske lavvandet. Mange ugers tørke har åbenbart også sat sit præg på mængden af vand i åen. 

Kik mod syd, Munkholmbroen

Nord for der hvor Ejby Å udmunder i Isefjorden er der et højdedrag som man ikke bør lade sin næse gå forbi. Stigningen er godt nok ganske stejl, men det er al umagen værd. Fra toppen har man en fantastisk udsigt både mod nord og syd. I dagens klare vejr var det muligt at se helt mod syd til Munkholmbroen, mod nord anedes færgen til Orøs østside (altså ikke den til Holbæk). 

Kik mod Nord. Orø

Herefter lokker kystvandringen mod nord, men det må vente til en anden gang, for det kræver lidt planlægning at finde et sted hvor man kan støde på et offentligt transportmiddel. I stedet for drejede jeg ind over land langs ådalen mod kurs mod Lyndby for at nå bussen der.

Vest for Ejby. 

Nu starter så en helt anden form for vandring, nemlig turen over land gennem det typiske danske landskab: svinefoder til begge sider. Uendelige kulturstepper som står i stærk kontrast til naturen langs fjord og vig. Fuglestemmerne er nu helt forstummet, måske en enkelt lærke hist og pist, og den afvekslende duft fra planter og træer er afløst af sporadisk tung lugt af svin og køer.

Ved Kirke Hyllinge

Kirke Hyllinge er en pænt stor by. Sikkert et dejligt sted at bo, men for vandrere er der ikke meget at komme efter. Kirken har et toilet og forsyning af vand, men ellers er der ikke nogen forretninger, supermarkeder eller andet hvor man kan fouragere. Min tur gik gennem Kirkegade og Bygaden. Sidevejene er præget af villabyggerier.

Lille Karleby

Karlebyerne - Store og Lille (selv om det forekommer mig at lille var større end store) er moderne sovelandsbyer med lidt håndværk og industri. Ellers omgivet af store, livløse i bedste fald grønne marker. Trafikken er ikke så voldsom her. 

Mellem Karlebyerne og Lyndby.

Ved Lyndby er trafikken til gengæld taget ganske betydeligt til, og indbyder bestemt ikke til at fortsætte til fods mod Roskilde. Men nu er der heller ikke meget tilbage i benene. 20 km, måske i et noget vanskeligt terræn har sat sine spor, og heldigvis går bussen til Roskilde Station (230R) ganske tit.

Ruten

Langtvejkrydset busstop. Næsvej. Bramsnæs rundt. Standen langs Bramsnæs Vig til Ejby og Fiskerhuse. Ejby Ådal. Kirke Hyllinge. Karlebyvej gennem Store og Lille Karleby. Lyndby Kirke busstop. Ca. 20 km.

Ejby Industri mellem vision og virkelighed

Industrikvarterer 1960-90 står bag den danske velfærdsstat. De lever en anonym tilværelse - selvom de er rammen om manges liv.

I cirka halvdelen af vores vågne tilværelse befinder de fleste med et arbejde sig på en eller anden arbejdsplads. Ofte er sådanne placeret i industrikvarterer. Et af de store er i Glostrup og Rødovre omkring Ejby Industrivej. En stor del af disse menneskers tilværelse består i at bevæge sig rundt der. Så sådanne kvarterer er i søgelyset for arkitekter og byplanlæggere hvad angår udseende. Mens fx erhvervsfolk, økonomer og DJØF'ere fokuserer på effektivitet og produktion, tænker fx arkitekter måske trivsel. Det er en almen opfattelse at der sjældent er økonomi i trivsel. Så arkitekter mv. bliver anvendt til effektivitet.

"Vejenes udformning, bygningernes detaljering, skiltning mm er alt sammen baseret på fart og funktionalitet – en by oplevet gennem bilruden", står der i projekt Ejby Fælled. Læserne må selv afgøre om dette parti ved Metro passer til den beskrivelse. Her ser vi dog ikke noget gennem en bilrude, men fra et fortov, og vi er til fods.

Men af og til støder man på anderledes koncepter om industrikvarterer. For forhåbentligt er der da stadig arkitekter og byplanlæggere som forsøger at tænke anderledes, ja måske oven i købet i konkurrence med andre forskellige forslag med andre koncepter.

Den firesporede Ejby Industrivej med bred midterrabat og cykelsti (i bagggrunden Vestforbrændings skorsten). "De interne veje er primært lavet til at servicere biltrafikken - man gør kun stop hvis man har et ærinde", som det hedder i en af projektrapporterne.

Et af koncepterne hedder Ejby Fælled, et naturligt vækstcenter. Det indleder med at give området følgende karakteristik, som vist de fleste uanset hvad man ellers mener kan blive nogenlunde enige om:

Området nås i dag altovervejende med bil, og de interne veje er primært lavet til at servicere biltrafikken – man gør kun stop, hvis og hvor man har et ærinde. Vejenes udformning, bygningernes detaljering, skiltning mm er alt sammen baseret på fart og funktionalitet – en by oplevet gennem bilruden. Mellem bygningerne er der store åbne arealer og grunde, der ligger øde hen. Området er egentligt meget grønt, men det ser ikke grønt ud og opleves ikke som sådan. Bygningerne er typiske erhvervs-, detail- og industribygninger opført i 60érne frem til 90érne – bygget ud fra en begejstring over rationalisering og masseproduktion med deraf følgende anonyme bygningsudtryk og lav detaljeringsgrad. Resultatet er en bydel tilpasset transport og produktionsformer – en bydel, der i meget lille grad afspejler kroppens skala og som fremstår som et udsagn om det modsatte af det gode og sunde liv

Eller som en der kender området udtrykker det:

naturskønt og deprimerende på samme tid og så lugter det af brændt asfalt til tider. Jeg savner miljøet og livet på Vesterbrogade på Henning Larsens Tegnestue. Ingen steder at hænge ud efter arbejdstid.

Med Stjernegrillen (se nedenfor) som eneste sted jeg fandt at hænge ud, forstår jeg så udmærket det. Projekt Ejby Fælled forsøger at tage hensyn til hvad de ser som fremtidens arbejdskraft, nemlig mennesker hvis arbejdsliv i høj grad bygger på netværk. Og den ser potentialer i at indrette grønne områder til dette formål.

Erhvervsvej er den anden store hovedfærdselsåre gennem industrikvarteret. Her tilbringer tusindvis af mennesker halvdelen af deres vågentilværelse. På ydersiden en strømlinet tilværelse af asfalt, biler og industribygninger, hvor effektivitet klart er sat over æstetik. Jo, der er også træer, men "det opleves ikke som sådan".

Det andet projekt kaldet Ejby Campus bygger inddeling i området: Byporten langs Nordre ringvej, Parken på begge sider af Ejby Industrivej og Ejbyen - den østlige strimmel. Planens afsluttende planer bærer næsten udelukkende engelske udtryk på de forskellige områder: Relax, Event, Meet, Walk, Lunch, Park, Play, osv. og vil (hvis planen bliver realiseret) gradvist blive gennemført indtil år 2025.

Agilent Technology - Dakos imposante bygning i stål, glas og beton ligger umiddelbart på den anden side af Nordre Ringvej over for Ejby Mose. I forgrunden Ejbyholm Haveforening

Industriparken har mange store virksomheder, såsom fx Agilent Technologies og Dako. En stor international virksomhed som laver elektroniske og bioanalytiske måleinstrumenter og udstyr. På verdensplan er der op i nærheden af 50.000 mennesker ansat. Andre er Santax, NCC, UNICON. Og Metro. Grillbaren Stjernegrillen på hjørnet af Krondalsvej og Islevdalvej fortæller diskret om livet i området. Den har åbent 6:30-14 på hverdage og lukket lørdag-søndag. Selvom den havde været åben, ville jeg nok ikke være gået ind. Men det har de på Black Bens Burgerguide, hvor grillen får en middelmådig karakter på 3 ud af 6 points.

På denne dejlige solskinsdag er der aktivitet i de små forhaver til rækkehusene på Rådmand Billes Vej. Byggeriet er fra samme tid som industrikvarteret og bygget umiddelbart op ad dette. Formentligt for at skulle huse arbejderne der.

Rådmand Billes Vej er opført samtidig med industrikvarteret, i slutningen af 1950'erne. I den østlige ende af vejen finder man Den Røde Villa som er et stuehus til det gartneri, som lå her før vejen blev bebygget. Nu bruges det i stedet til beboeraktiviteter. Det blev sat i stand og ombygget i 2001.

Lidt kunst og kultur er der også plads til midt i effektiviteten. Jeg forsøgte at finde kunster og motiv, men det lykkedes ikke. Hvad manden laver med sin fod på hvad der vist er en løve, fandt jeg altså ikke ud af.

Ruten

Harrestrup Å. Produktionsvej. Ejby Industrivej. Erhvervsvej. Islevdalvej. Rådmand Billes Vej. Langs Vestvolden hjem. Ialt ca. 10 km.

Gudernes Stræde (4) - Vester Såby - Ejby

19 kilometer fortrinsvis på øde landeveje med to flotte udsigtspunkter og to skovture undervejs

Der er masser af gravhøje på denne etape af Gudernes Stræde, så det er svært at vælge hvad jeg skal vise. Her er det Sakshøje lidt vest for Ryegård Gods.

Denne 4. etape på Gudernes Stræde er det 3. indslag om samme i Vandringsløse Tidendes serie om ruten. Seks dage efter er jeg tilbage i Vester Såby, nu uden gyllelugt. Denne gang går turen nordpå. Men den første del af ruten er lagt vest på gennem Åstrup Skov som engang skal have tilhørt Åstrup Kloster. På vej derud passerer man en lille klynge bindingsværkshuse.

Træerne er endnu ikke sprunget ud, så man har dette flotte vy næsten hele vejen gennem Åstrup Skov. Læg dertil de let genkendelige, store gravhøje og hvis man har øje for det oldtidsagrene. Når alting er grønt, kan jeg forestille mig at det ser ret anderledes ud. Og udsigten er formentlig spærret.

Omvejen skyldes at der i dette område er et særligt velbevaret oldtidslandskab (ifølge informationspælen). Der er to markante gravhøje: Kighøj og Sneglehøj. Men der skulle også være nogle agre som man kan identificere som terrasser, skålgrubesten, vejspor mm. Jeg er nu mere optaget af udsigten. Fra Sneglehøj er der gennem skoven en fremragende udsigt som kulminerer på rutens vestligste vejstykke hvor man går langs en slugt.

Skoemager Kroen. Ældst eller ej,  denne skærtorsdag ser den af bilerne ud til at være særdeles velbesøgt.

Stykket fra Åstrup Skov til Dyvelslyst er en lige strækning med en langstrakt bakke. Her ligger Skoemager Kroen ca. 1 km vest for Dyvelslyst. Kroen har en uvis historie. Godt nok påstår kroens hjemmeside at det er Danmarks ældste post- og diligencekro med et bevaret kampestensgulv gemt under plankegulvet. Men det stemmer ikke med informationspælen som fortæller at godt nok blev det bestemt at der skulle være en kongelig privilegeret kro her. Men om der også kom en, ved man ikke. Kun at der på et tidspunkt var var hele tre kroer i nærheden. Denne skærtorsdag er parkeringspladsen helt fyldt op ved den eneste tilbageblevne.

Ca. 60% af Danmark ejes af landmændene, og de sætter deres umiskendelige præg på landskabet. Der bliver pløjet helt ud til grænsen af hvor der må pløjes - og formentlig lidt til. Markerne overvåges nidkært for om blomster, planter og andet stads formaster sig ind på landmandens enemærker, og der slås hårdt ned med gift og andre effektive sager mod enhver der blander sig i afgrøderne.

I dette område minder den øredøvende larm fra motorvejen om at naturen i Danmark er samlet i små bitte klatter mellem enorme og golde landbrugsarealer, motorveje og byer. Så der skal ikke lyde nogen kritik fra min side over Gudernes Stræde. Faktisk skal Strædet roses for at have fundet de mindst slemme forbindelseslinjer mellem klatterne. Når man planlægger en så lang rute som Gudernes Stræde i et lige stræk, er det et vilkår at man kommer til at gå langt mellem de udsøgte naturområder.

Dyvelslyst er mere forretninger end beboelse. Helt atypisk. Her er det Ewa's Specialiteter der tilbyder røget ål. I baggrunden Auto Service.

Skoemager Kroen er måske ikke det eneste tegn på at området tilsyneladende har en speciel evne til at kreere forretningsliv  For den lille bebyggelse Dyvelslyst ½ km syd for motorvejen har modsat alle andre landsbyer jeg har været igennem, et blomstrende forretningsliv: Shelltanken er leveringsdygtig i alskens minisupermarkedsvarer og take-away. Der er et autoværksted, en slagter og sågar en rullende fiskebutik, Ewa's Specialiteter som i dagens anledning har tilbud på røget ål. Den har åbent da jeg passerer (dog lukket da jeg timer senere passerer med bussen).

Heldigvis er der ikke lyd på dette foto. For så ville den markante udsigt over Kirke Sonnerup være blevet noget mindre idyllisk. Under fotografens fødder er der en øredøvende larm fra motorvejen.

Og bortset fra drønet fra motorvejen, så har man en god udsigt fra broen over motorvejen. Her følger man også Fjordstien - som åbenbart også har set sig nødsaget til at passere her. Lidt nord for motorvejen er der en informationspæl om Trudsholm Gods og Truntehøj på 72 meter ca 1 km øst for pælen. Godset blev brugt til DRs juleshow "Mens vi venter" og er ejet af Ryegaard gods. Men det er livsfarligt at krydse vejen her, så jeg vil anbefale at man lader være og i stedet går videre på den dobbeltrettede cykelsti mod Kirke Sonnerup. Man kan alligevel ikke se så meget.

Dette foto opsummerer måske bedst denne etape af Gudernes Stræde: Udsigten er der ikke noget i vejen med. Men Sonnerupvej er ikke den bedste vandrevej: Tosporet landevej uden særlig god rabat at vandre i. Til gengæld er trafikken minimal denne skærtorsdag. Jeg kan ikke garantere for hvordan den er på andre tidspunkter.

Strædet kommer forbi Kirke Sonnerups gamle bydel, bl.a kirken for de som interesserer sig for den slags. Byen er ikke bare soveby, men har vandværk, børnehave, fodboldhold, galleri, Vestervang rideklub og en købmand. Folkeskolen er dog siden 2012 special skole for børn med ADHD. Måske husker nogen at byen i  2013 vandt byen P3's konkurrence 'Byg Amok' og fik en skaterpark. Dejligt at se en by med liv, Facebookside og Jeg er fra Kirke Sonnerup.

Den udsigt fortjener en gentagelse. Denne gang fra den ødelagt gravhøj. De forstod at give deres afdøde et flot eftermæle, de gamle oldtidsmennesker. 

De fire kilometer mellem Kirke Sonnerup og Ryegård foregår på en øde landevej i et kuperet terræn. Lidt over en kilometer øst for Kirke Sonnerup er der en ødelagt gravhøj nord for vejen. Herfra har man en fantastisk udsigt mod nordvest helt ud til Isefjorden. Mellem Bullevad Bakke og  Bullevadhus passerer man en lille lidt anonym ådal. Bullevadhus ligger i udkanten af en lille skov hvor der ligger en del mindre gravhøje langs vejen.

Selvom det måske ser spektakulært ud med træbevoksning på gravhøje, så er det ikke særligt hensigtsmæssigt. Rødderne ødelægger stensætningerne, og hvis en storm vælter et træ, risikerer man at rødderne samtidig flår stensætningen fra hinanden. Her er nogen i gang med at rydde kratbevoksningen.

Denne etapes absolutte højdepunkt er området mellem Ryegård og Ejby. Vest for Ryegård går man ca. 1 km på en stærk trafikeret vej. Men udsigten kompenserer, bl.a  fordi man på det højeste punkt kan se Sakshøje, tre træbevoksede gravhøje. Vader man gennem markerne, kan man også undgå at blive kørt ned. Ikke for ingenting er der lavet en speciel folder og sti for Vandretur Ryegård Dyrehave og Strandskoven. Den er på 6 kilometer. Gudernes Stræde overlapper denne vandretur med ca. en kilometer i Ryegård Dyrehave. Dyrehaven er ikke så stor, men til gengæld er intensiteten af naturoplevelser stor. Der er høje stejle bakker, og det må være et must at bestige Julianehøj. Nedenfor bakken ligger Teglhus og så kommer man til etapens i dobbelt forstand højdepunkt, Dyrehave Bakke (ikke Dyrehavsbakken). Ikke for ingenting finder jeg her adskillige selskaber. Udsigten er storslået.

Det er umuligt at indfange storslåetheden i udsigten fra Julianehøj, men bedre går det med udsigten fra Dyrehave Bakke. Isefjorden, Bramsnæs Bugt ses tydeligt og endnu mindre diset end fotoet antyder.

Også nedstigningen af Dyrehave Bakke er fremragende og dramatisk kuperet. Næsten ude af Dyrehaven støder man på noget der ligner to fugletårne 6 meter over jorden. Men det er dels Ryegårds udlejningsmødelokaler med plads til 12-20 personer, dels et hus for to i særprægede omgivelser. Blot to af de i alt 30 udlejningshuse som Ryegård ejer spredt rundt på godset. Resten af nedstigningen mod Bramsnæs Bugt foregår med en fremragende udsigt over samme.

Bramsnæs stikker tydeligt ud i Isefjorden/Bramsnæs Bugt bag gården. Set lige når man kommer ud fra Dyrehaven ved Agersø Skovbørnehave. Som i sig selv er en idyllisk gård.

Egentlig ville jeg have gemt Ejby til den 5. etape, men det er en pænt stor by med knap 2.000 indbyggere. Så jeg besluttede at forlænge etapen med en tur ned på havnen, Ejby Havn. Den ligger ikke på Gudernes Stræde, men det er en anbefalelsesværdig afviger. Ikke så stor, men med et par gamle skure og fiskerhuse. Fiskeri ser der ikke ud til at være det store af. Men der er heller ingen stor marina for lystsejlere som ofte ødelægger fiskeristemningen.

Ejby Havn. Med Bramsnæs Bugt og Isefjorden. Fiskerhuse, bådhuse, redskabshuse og stejleplads samt et nedlagt østersbrug.Der er stejle skrænter langs hele kysten, og længere nordpå er de fredet, ligesom Ejby Ådal. Det må imidlertid vente til næste etape af Gudernes Stræde.

Ejby Havn kaldtes også Ejby Bro (se fredning). Fiskerbådene i havnen er fritidsfiskernes. Erhvervsfiskeriet sluttede sidst i 1960’erne. Fra 1903 og ca. 20 år frem anløb dampskibet ”Ourø” på ruten fra Holbæk over Egholm Bro til Orø også Ejby Bro. Fra 1500-tallet til 1800-tallet blev der hvert forår drevet en intensiv fangst af marsvin. Det foregik lidt ligesom nutidens grindedrab på Færøerne i Bramsnæsvig. Af sælerne blev der kogt tran til Københavns gadebelysning.

Et sidste kig fra Ejby Havn ned i Bramsnæs Bugt. Her foregik der hvert forår drab af marsvin i de såkaldt gode gamle dage. Så er det op til bus 219 til Hvalsø Station og tilbage til Byen.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ruten

Ruten er en del af folderen om Vellerup-KrSaaby. Man kan følge med i hvor langt jeg er nået i mine 5 etaper nederst i indslaget om Mosede Gadstrup. 19 km med afstikkere, hvoraf ca. 4 km er skovstier, 3 km stærk trafikerede veje og resten øde asfaltlandeveje med meget lidt trafik.

Gudernes Stræde (5) Ejby-Vellerup. Og Skibby

Den nordlige ende af Gudernes Stræde faldet delvis sammen med Fjordstien og har højdepunkter som Ejby Ådal, Vellerup Vig og Møllehøj

To harer byder velkommen på engarealet mellem Ejby og Ejby Ådal. Dette areal er ikke fredet

Dette er sidste etape af Gudernes Stræde. Ud af bloggens fem etaper. Turen går mellem to lidt større bebyggelser, Ejby og Vellerup. Og er nu for alvor nået op i fritidshusområdet på Hornsherred. Ruten passerer også en enkelt landsby, Kyndeløse. Og den helt unikke fredning undervejs, Ejby Ådal.

Et kik fra fredningens start ved Troldbyvej mod vest ud mod fjorden. Åen forløber nede i dalen. Der er ikke nogen sti på denne side af åen. Hvilket også er en noget særpræget oplevelse.

Ejby Ådal

Gudernes Stræde går tværs gennem Ejby Ådal. Men man bør ikke snyde sig selv for en afstikker på langs af ådalen og eventuelt følge den lokale folder med vandretur på 1,6 km. Ikke uden grund er ca. 500 meter af ådalen og dens omgivelser fredet, ligesom lidt over 1 km af kyststrækningen nord og syd for. Og fredningen har båret frugt. Det vrimler med sommerfugle og insekter, fuglekoncerten er stærkt varieret og ikke kun den monotone lyd af lærker. Ådalen er et resultat af smeltevand fra istiden.

Ådalens udmunding i Isefjorden. På en strålende solskinsdag som denne har man en pragtfuld udsigt både mod nord og syd. Og mod ådalens højeste punkt på den anden side, til højre i billedet. Man kan sagtens krydse åen langs stranden.

Umiddelbart syd for det punkt hvor åen krydser Troldbyvej er der en overgang til den sydlige skrænt. Der er ikke nogen sti, men engarealet er ikke specielt udfordrende at gå igennem og udsigten og fornemmelsen af engen er speciel. Man kan gå langs skræntens fod og se ud på engen eller gå på sydskrænten som jeg gjorde. Det meste har været afgræsset mindst siden 1948. At opdyrke de stejle skråninger og de grusede knolde i bunden af ådalen har selv de mest ihærdige nok opgivet. Jeg gik så ca 500 meter langs de fredede kystskrænter med en flot udsigt over Isefjorden før jeg fandt tilbage til stien, bautastenen og de afmærkede stier.

Troldbystenen, eller Troldbykærlingen er en bautasten. Altså en sten som er sat som gravminde uden at der er nogen former for indskrifter på den. Man var ikke så mange dengang, så hvis der stod en sten der, vidste man godt hvem den var sat for.

Møllehøj

Fra stranden er der ca 1 km til et andet af etapens højdepunkter, Møllehøj ved Møllehøjvej. Den 4-5.000 år gamle høj er usædvanlig velbevaret. Ifølge informationstavlen er det en dobbeltjættestue, dvs der er to indgange og to kamre og der skulle kun være 60 af dem i Danmark. Men så vidt jeg kan bedømme er der tale om noget endnu sjældnere, nemlig en tvillingejættestue, jf jættestuespecialisten Svend Illum Hansens bog "Jættestuebyggerne" (2016). Dem er der kun 30 af og de findes alle i Østdanmark. Forskellen er at kamrene er bygget ud i et, ved siden af hinanden, og så vidt jeg kunne bedømme, kan man kigge fra det ene kammer til det andet mellem de store sten.

Det kan være lidt svært at gengive på foto. Men man kan mellem sprækkerne på stenen kigge ind i kammeret ved siden af, hvilket efter min fortolkning skulle gøre Møllehøj til en tvillingejættestue.

Man skal ned på alle fire for at kravle ind i kamrene som ser ud som da de blev forladt. Info-tavlen ved parkanlægget fortæller om skeletfundene i højen og hvordan man har rodet rundt i halvrådne lig for at få plads til endnu flere. Det nåede jeg heldigvis først at læse da jeg var kommet ud igen - fra begge kamre.

Indgangene set udefra. Som det fremgår lægger de næsten op til at de kun er adskilt af et par sted. Modsat dobbeltjættestuer som er placeret uden nogen fælles stenvæg mellem sig.

Livløse Kulturstepper

Når man anlægger en så lang rute som Gudernes Stræde mærker man for alvor at det typiske danske landskab er kultursteppen. Og det er der også masser af de 2-3 km nordpå gennem den lille landsby Kyndeløse.

Gadekæret i Kyndeløse. Der er nu ikke meget tilbage af dets fordums ry som Danmarks største. Kyndeløse er endnu en af disse små landsbyer som udelukkende bruges til beboelse og små virksomheder uden handelsliv mm.

Gadekæret skal have været Danmarks største. Men det er det bestemt ikke længere. Det er da ganske hyggeligt, som sådan et nu sig hør og bør. Nord på Kyndeløse breder de tyste, livløse og ensformige kulturstepper fortrinsvis af byg sig stort set så langt øjet rækker. Ikke engang vandhullerne på ruten fx omkring Herslev Grønvirke Eddikebryggeri ser ud til at kunne frembringe noget dyre-og insektliv af betydning. Der er dog nogle små arealer med blomster.

Det dominerende og typiske danske landskab, kultursteppen nord for Kundeløse. Det er karakteriseret ved kun en plante, i dette tilfælde byg (hordeum) med ringe insekt-, fugle- og dyreliv.

Økologiske gårde

Lejre bryster sig af at være økologisk kommune, og Gudernes Stræde passerer da også mindst to gårde. Den ene ligger ved Ejby Ådal, Aavang. Og har bl.a. køer som leverer mælk til Arla. Den er fra 1912 med 83 hektar jord. Den anden ligger i Kyndeløse, Stensbølgård. Her er der 120 økologiske malkekøer af racen Rød Dansk Malkerace, og cirka 150 kalve og kvier i forskellige størrelser og aldre. Mølken går bl.a. til det lille ismejeri Hansens Is 15 km fra Stensbølgård.

Vellerup Vig set fra syd mod nord. Med en gravhøj ca midt i billedet. Så kan det næsten ikke blive mere episk. Stien fortsætter mod vigen og drejer så skarpt til højre

Vellerup Vig

Belønningen kommer så når man kommer nord for Mølløvgård. Den ligger på en bakketop og man aner her de første udsigter til Isefjorden. Og jo længere nordpå man kommer, desto flottere bliver der. Nogle hundrede meter nord for Stensgård hvor stien slår et slag mod øst langs vigen er der en flot udsigt til Hemmingshage. Der skulle være en fredet magasinbro på den anden side af fjorden som i sin tid har været anvendt til udskibning af korn. Men det lykkes mig ikke at få øje på den. Afstanden er også over 700 meter, så man skal sikkert over på den anden side. Denne del af ruten er ren idyl og emmer af fred.

Bunden af Vellrup Vig set mod vest. Jeg er ikke sikker på at man altid kan passere her. Der er vist lavvande i dag. Så vandrere advares mod at gøre turen efter og i stedet holde sig til den afmærkede sti gennem Egholm Skov

Gudernes Stræde svinger nu mod øst igennem Egholm Slot. Men jeg fortsætter langs stranden ca 500 meter op til Vejlemølle Å og følger den til start-  eller slutpunktet på Strædet. Som er på broen over åen ved Vellerupvej. Denne etape er alt i alt kun 10 km. Så jeg har lavet min egen tillægsrute som intet har med strædet at gøre. Nemlig til Skibby gennem ....

Jeg er ikke ynder af selfier, og har heller ikke nogen mobiltelefon. Men øjeblikket kalder på højtidelighed. På dette sted er start- eller slutpunktet på Gudernes Stræde. Ved broen over Vejlemølle Å. Det er her Strædet første informationspæl er sat op.

Egholm Skov og Slot

... Egholm Skov. Og det viser sig at være et fornuftigt valg. For stien (Skovgårsvej) følger de første par kilometer toppen af en meget stejl skrænt ned mod nord. Vellerup Vig er en gammel tunneldal, og den fortsætter så at sige på landjorden flere kilometer mod øst. Hvilket man får en ganske godt indtryk af på Skovgårdsvej. De første par kilometer mod øst går man ovenpå skrænten, herefter nede i den gamle tunneldal og kort før Egholm op igen. Skrænterne er mest imponerende mod vest, mens de mod øst flader noget ud.

En hjortemor og hendes kid opdager slet ikke at jeg åndeløst følger deres færd gennem Egholm Skov. Jeg befinder mig på skrænten, og de dybt nede.

Egholm Museum er vist lukket i dag, selv om døren er åben til deres samling af gamle, antikke og historiske skydevåben fra 1600 -tallet op til og med 2. Verdenskrig. Jeg overvejer et kort øjeblik at omkalfatre til fotograf for Politivennen, men ombestemmer mig i sidste øjeblik. Der er ikke noget personale at se nogen steder.

En bette del af Egholm Slot. Det er dog ikke ikke selve slottet. Det ligger forskanset bag en voldgrav og der er ikke adgang for uvedkommende.

Selve Egholm Slot ligger på en holm. Egholm hovedgård ser præcis ud som det som det var, nemlig et stort betydningsfuldt gods, der har været ejet og beboet af nogle af rigets mest betydelige mænd, næsten alle nært tilknyttet kongemagten, især enevoldskongerne. General Haffner var indenrigsminister i Estrup-regeringen. Bestemt en kulisse for danske film som "Pigen fra Egborg" (1969) med Dirch Passer som skibskok, Karl Stegger som godsbestyrer, Birgit Sadolin som kokkepige, Claus Ryskjær som cykelbud og Ove Sprogøe som advokat. Den bliver sikkert genudsendt for gud ved hvilken gang på TV Charlie. Og desuden kulisse i tv-serien "Livvagterne" (2009-2010)

Afslutning

Det var så Gudernes Stræde. Som bekendt er der meget få steder man frit kan gå rundt i Danmark, så ikke så underligt at vandrestierne ofte falder sammen. Fjordstiens koncept er at følge Isefjorden og Roskilde Fjord. Skjoldungestien at føre vandreren rundt i området ved Lejre. Gudernes Stræde at vise nogle af de mange oldtidshøje og andre fund. Og ofte falder de så sammen. I betragtning af at den dominerende danske landskabstype, kultursteppen som udgør over 60% af Danmark, og oven i den motorveje, veje, byer og landsbyer hugger yderligere ind på de små naturområdet hist og pist, så må man generelt rose Gudernes Stræde og andre stiførere for at sno vandreren hen til de naturskønne områder.

 

De 5 etaper kan ses nederst i indslaget om Mosede Gadstrup. Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

 

Ruten

Ejby-Vellerup ses af folderen Vellerup-KrSaaby. Egholm Skov. Egholm Slot. Egholmmarken. Hovedgaden. Skibby