Fodreise paa Nordbornholm i Aaret 1815.

Den nordøstlige del af Bornholm er et af de mest populære feriemål på øen. Sådan har det ikke altid været. Nedenfor er beskrivelser der stammer fra starten af 1800-tallet, fra Tejn til Hammeren. Indsat mine fotoer fra nutiden. God tur!

Kyststrækningen mellem Tein og Allinge er ubeboet, og dog tilbyder den den skjønneste Leilighed til Fiskerboligers Anlæg, hvorved flere vilde kunde komme til at deeltage i den Rigdom, som Havet omkring den nordlige Deel af Bornholm tilbyder dem, der vil deeltage deri.

Ud fra beskrivelsen: "man vandrer over sand, grus og enkelte klipper" ser det ud til at ikke meget har ændret sig på det felt de sidste 200 år. Fra strækningen umiddelbart efter Tejn mod Sandkås og Allinge. Helt ubeboet er strækningen ikke længere. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Tein bliver Egnen mere øde, Bjerget havde allerede noget forud begyndt at trække sig tilbage fra Stranden, og man vandrer over Sand, Gruus og enkelte Klipper. Imellem disse ligger Allinge, en net lille By med 79 Boliger, og ligesaa mange Familier, som leve af Jordbrug og Fiskeri. Husene ere her smukke og pyntelige. Nogle Tomter var man ifærd med at bebygge; paa en af dem opførtes et meget smukt Huus af hugne Kampesteen; i Vinduerne vare store Ruder, en Luxus her paa Landet. Alt vidnede om at denne lille By har vindskibelige Indbyggere, og er i Tiltagende. Af Handlende gives her ingen, ikke heller Skibsredere eller Fiskerqvasse-Eiere, hvortil Aarsagen vel er, at Stedet mangler Havn. Her er vel en liden Bugt, hvori Indbyggernes Fiskerbaade ligge; men i dens nærværende Tilstand kan intet Skib her bjerges. Dog kunde den opryddes og istandsættes, saaledes at deraf kunde dannes en Havn for smaae Skibe, eller Jagter, og Byen derved holde Fiskerqvaser.

Husene har næppe set ud som her på dette foto fra Kirkestræde i Allinge. Der har givetvis ikke været tegltage på husene, eller asfalt på vejen. Heller ikke nogen skorsten fra et røgeri - de kom først til langt senere i slutningen af 1800-tallet. Derfor er de heller ikke omtalt nogensteds i artiklen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sandvig ligger omtrent en halv Fjerdingvei fra Allinge, og adskilles fra dette ved Klipper. Noget Agerland findes der imidlertid, og denne er mere opdyrket end paa hiin Side af Allinge; dog kan man see paa Vegetationen, at det faste Bjerg ligger ikke dybt under Jordens Overflade, og at den barske Østenvind efterlader sig Spor. 

Området mellem Allinge og Sandvig kendes i dag under navnet Mellembyerne, og blev først bebygget fra omkring 1900. Bebyggelsen på havsiden af Strandvejen har gjort vandring langs kysten umulig. Et enkelt sted er det muligt at gå ned og få et indtryk af kysten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

— Sandvig er et meget net Fiskerleie, med 41 Boliger og Familier, der have samme Næringsvei, som Allinge, med hvilken ́By den ansees at være sammenhørende; de have begge Kjøbstædsrettigheder og Øvrighedsperson tilfælles med Kjøbstaden Hasle - I Aaret 1803 levede i Allinge og Sandvig 17 Familier, bestaaende af 117 Individuer, ene af Fiskeriet, og 36 Familier med 197 Individuer havde tillige andre Næringsveie. 34 Baade til 1/4 Læst og 8 til ½ Læst, samt 4 svære Eger, havdes i disse to Byer, saavel til Fiskeri, som til Overfart til Christiansø og til Sverrig. Sandvig er et bedre Fiskersted end Allinge, da dette ligger længere fra Fiskergrundene, og Baadene kan derfor ikke saa hurtigen, i en paakommende Storm, lægge Landet Nord om, og søge til Senebugten, som Sandvigs. Paa begge Steder, har Fiskeriet aftaget, skjøndt Velstanden tiltaget. Man foretrækker nu heller at forsyne de forbiseilende Skibe med Levnetsmidler.

To huse i Strandpromenaden må gøre det ud for de nette huse i Sandvig. Satellitantennen i baggrunden fraregnet. Samt asfalterede veje. Samt tegltag, samt .... Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det var i Sandvig Peter den Første af Rusland i nogle Dage opholdt sig, da hans Flaade blev for Modvind holdt udenfor Øen; det var ogsaa i Sandvig, at i Efteraaret 1768 en tydsk Skrædersvend, som var kommen did med et Skib fra Riga, udgav sig for den russiske Prinds Ivan, der som Barn, 1740, blev udraabt til Keiser, men igjen afsat, og aflivet 1764, paa Schlüselborg. Denne foregivne Prinds blev vel modtagen paa Landet, og sendt over til Kjøbenhavn, hvor han i Kastellet maatte bøde for sin Dumdristighed.

Det i teksten omtalte flyvesand må være Osandbugten der vel er Nordbornholms mest besøgte badestrand. Hammeren i baggrunden. Nu med badebro. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Strax norden for Sandvig begynder Flyvesandet, hvorover man har en besværlig og tung Vei, for at naae til, og for at bestige det Bjerg, der danner Bornholms nordligste Spidse: Hammeren. Trækker man en Linie fra Sandvig forbi Steilebjergets nordlige Fod indtil den vestlige Strandbredde, saa træffer man norden for denne Linie næsten blot et stort Sandhav, og kun faae Steder paà den saakaldte Nordhammer ere blevne fri for Flyvesandets ødelæggende Virkninger. Omtrent for 40 Aar siden kjendte man intet her til dette Onde, hele Hammeren var en frugtbar Græsgang; den brede Dal, mellem Hammersøe og Havet, hen til Sandvig, var en skjøn Egn. En stærk Storm, efter en stræng Frost, rev en liden Aabning i det vegetabilske Dække, rodede Sandet op af Dybet, og spredte det over den omliggende Græsgang. Den Tid havde man let kunnet standse dette Onde, dersom man omhyggeligen havde beplantet Stedet, og belagt det med Grønsvær; men Ligegyldigheden, eller maaske Uvidenheden, lod de paakommende Storme have deres frie Spil; snart blev hele Nordhammeren berøvet sit frugtbare Dække, og i kort Tid havde Ødelæggelsen erholdt sit nuværende Udseende, og truer med aldeles at overføie og ødelægge Sandvigs og Allinges ringe Opland. Steilebjerg, med de andre mindre Bjerge, som indeslutte denne øde Egn, samt Hammersø, sætte nu ene Grændse for Sandet. Var det ikke vanskeligt i Begyndelsen, at have tæmmet Flyvesandet, saa vil det være det nu. Den egentlige Hammer, hvorfra Ødelæggelsen har udbredt sig, har nu i Almindelighed blot et 9 Tommer dybt Sanddække. Graniten, som her er temmelig grovkornet, forvittrer let, saa at Sandmassen stedse bliver den Samme, om ogsaa noget bortføres. Men, hvorledes skal et saa tyndt Lag Sand befæstes. Dersom man med Held plantede derpaa Elymus arenaria (Sand - Marehalm) eller Salix incubacea, som man finder i stor Mængde ved Snogebæk, saa gjennemfryser dog om Vinteren letteligen et saa tyndt Dække, og en Storm kaster det med det underværende Sand, paa de omgrændsende Marker. At dette allerede tidligere er skeet i den sydlige Deel af Den, er alt bemærket.

De omtalte flyvesandsområder er blevet beplantet igen, og kun i sprækken fra Hammersø til Sandvig findes stadig et område som kunne minde lidt om den tid. Som det ses på dette foto er der høj træbeplantning rundt om hele Hammersøen. Østersøen anes i det fjerne. Opalsøen er med vilje ødelagt, da ingen på det tidspunkt tænkte på stenbrudsindustri. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fordum har Hammeren været bedækket med Skov; nu seer man kun Træernes Rødder og nøgne Klipper hist og her stige op af Sandet. Paa den vestlige Side af Bjerget, nede ved Stranden, staaer Levningerne af en gammel Bygning, Salomons Kapel kaldt. I ældre Tider har her været holdt Gudstjeneste for Omegnens Fiskere, og nogle vil, at selv Allinge skal have staaet her. 1648 laae endnu Loftets Planker og Bjelker; men ved den Tid fik Birkefogden i Sandvig Tilladelse til at afbenytte dem ved en Bygnings Opførelse. Fra den Stund gik Kapellet mere og mere sin undergang imøde, og nu staae de udvendige Mure ikkun for endeel tilbage. I Sandet sees Spor af en Muur, der har omringet Kapellet, og dannet et Slags Forgaard. Ved Kapellet har været en Kilde; men denne er nu tilstoppet af Sandet, og snart vil alle Muurlevningerne deraf tildækkes. Den mindste Klokke i Allinge Kirketaarn skal være taget fra Salomons Kapel.

Det omtalte fyr på Stejlebjerg lå syd for det nuværende fyr. Man kan ikke længere se stedet da det senere blev bortsprængt. Det var blevet anlagt kort før artiklen blev skrevet. Fyrets kulhus blev opført 1801 og fyret blev tændt første gang året efter (1802). Fotoet giver et indtryk af forblæstheden på det højeste punkt på Hammeren, med udsigt mod Hammerholm. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hammeren bestaaer egentligen af forskjellige Bjergknolde, adskilte fra hverandre ved dybe Dale. Paa en af disse Knolde, Steilebjerg, ligger Hammers Fyr, 272 Fod over Havets Overflade. Det er et Steenkuls- eller Blusfyr, anbragt paa et sexkantet Taarn, hvis Midte er huul, og staaer ved Kanaler i Forbindelse med Taarnets udvendige Side, der tjene til at, lede Luft eller Træk ind i Huulheden eller Skorstenen, oven paa hvilken ligger en Steenkulsrist. Aabningerne ere forsynede med Træskodder, som ved en Snor kunne efter Omstændighederne trækkes op eller ned, af den der passer Fyret. I stærk Storm give de brændende Kul Blus nok, uden at Skodderne behøve at aabnes. I ældre Tider, og paa mange Steder endnu, som i Sverrig, var der ingen Bygning eller Løgte over Bluffet; det brændte i fri Luft, men derved mindre stadig, formedelst Blæst og Kastevinde, og Fyroppasseren var udsat for alle et ustadigt Veirs Indflydelser. I de senere Tider har man, for at afhjelpe disse Mangler, anbragt en Løgte over Bluffet, og saaledes er Hammer Fyr. 44 Fod nedenfor Skorstenens Spidse, eller fra Steenkulsristen, ligger Gulvet, altsaa passende for Oppasseren til at rage om imellem Kullene. Paa dette Gulv hviler den saakaldte Løgte, som bestaaer af 6 Fod høie Vinduer, der hvile paa en 2 Fod høi Muur. Luen er saaledes lige med Midten af Vinduernes Høide. Stolperne i Løgten ere af støbt Jern, da Varmen vilde antænde Træet. Vindues Sprosserne ere smeddede. Oven paa Vinduerne hviler en Hætte, eller et Kuppeltag, af Jern Spærværk, og dækket med Jernplader. Øverst i Hætten er et meget beyægeligt Rør, der dreier sig om en i en Metal Bøsning hvilende Staalpind. Røghatten er en bosvelsk Ventilator. For at Røgen i stille Veir, naar der ikke er behørig Træk, dog kan jages ud af Løgten, er der i : Kuppelen anbragt nogle Klapper, som efter Behag kunne aabnes og lukkes.

(Bornholm beskreven paa en Reise i Aaret 1815. 1819)

Af iøjnefaldende forskelle til i dag fremgår at Sandkås ikke eksisterede: Kyststrækningen var ubeboet. Der synes heller ikke at have været nogen landevej. Befolkningen var udelukkende fiskere (over 40 både) eller bønder. Allinge havde ingen havn, fiskerbådene lagde til i en lille bugt. Mellembyerne eksisterede ikke. Hammeren var ubevokset, flyvesand. 

Hammershus Slot. Illustration fra ovennævnte bog. Nuværende Hammerhavn må befinde sig mellem de to klippeknolde. Uanset hvad er den dramatiske stigning noget overdramatiseret som det fremgår af nedenstående foto.

Man gør nok et forgæves forsøg på at rekonstruere hvorfra tegneren har set Hammershus. Muligvis et sted nede ved stranden en anelse til venstre i forhold til denne vinkel. Andre besøgende vil sikkert bekræfte at tegningen er noget dramatiseret. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Allinge, en liden Bye i Nørre Herred, 3 Mile N. N. O. for Rønne. Byen har 75 H., 1 Kirke, hvortil hører Byen Sandvig og Anexet Olskers Sogn, og 330 Indbyggere, der leve af Landbrug, lidet Handel, Fiskerie og Kroehold. Her er en Losse- og Ladeplads med en maadelig Havn. Til denne og den nærliggende Kiøbstad Sandvig høre 382 Tønder Land, som i Jordebogen ikkun er anslagen for 28 Tdr. Htkn. Disse to Byer have deres eget Birk, som kaldes Hammerhuus Birk og en egen Birkefoged. 

Sandvig, en liden Kiøbstad i Nørre Herred,(?) Miil N. til V. for Allinge. Den har 47 Huse og ?00 Indbyggere. Men Allige udgiør den et Sogn og et Birk kaldet Hammerhuus Birk.

(Svend Brun Juul: Geographie over Kongeriget Dannemark. 1816)

Allinge, en Flekke paa den nordostlige Side af Bornholm, 3 M. N.N.O for Rønne, 1 3/4 Miil N. O. for Hasle, har 80 Huse, og en Kirke, hvortil Byen Sandvig og Annexet Olsker, samt 350 Indb., der ernære sig ved Agerdyrkning, Fiskerie og liden Handel. Havnen er god. Allinge og Sandvig have tilsammen 382 Tdr. Land, matr. for 28 Tdr. Hk. og udgjøre Hammerhuus Birk. Birkedommeren er tillige Herredsfoged i Nørre-Herred og Byefoged i Hasle.

(Christian Bagge Jensen: Provincial-Lexicon over Danmark. Første Deel, indeholdende Sjellands, Fyens... 1830).

Allinge og Sandvig byer.

Uden Optegnelse af Aar eller Gavebrev har Grosserer Kofoed i Kjøbenhavn skjænket en Capital af 500 Rbd. Sølv til en Skolebygning i Allinge, dog saaledes, at og Sandvig Bye tillige skal nyde godt af Legatet. Aar 1823 laae denne Capital endnu uanvendt efter Giverens Øiemed hos J. P. Kofoed paa Bornholm, og Aar 1824 har Amtsdirectionen for Bornholms Skolevæsen bemærket, at Gaven neppe ville komme Skolevæsnet tilgode, saasom Giveren have overladt det til Hr. J. P. Kofeoed at foreskrive Vilkaar for Gavens Anvendelse, og disse vare saadanne, at Skoledirectionen ikke kunne antage dem. Aar 1830 var denne sag endnu ikke afgjort.

(Hans de Hofman: Revision og Fortsættelse af Hofman's Fundatssamling ved N. Schack, Bind 1. 1832)

Det andet Havneanlæg, vi her have at omtale, er det, der er paabegyndt ved Sandvig. Denne By ligger paa Nordkanten af Landet, lige ved det Field, som under Navn af Hammeren løber ud i Bornholms Nordspids, og paa hvis anden Side de bekjendte skjønne Ruiner findes af Hammershuus Slot. Byen er neppe halv saa stor som Hasle, den har ikke mere end 50 Arnesteder og noget over 200 Indvaanere, der, paa en eneste Kjøbmand nær, bestaae af Fiskere, som tildeels drive noget Jordbrug. Østen for den, i en Afstand af ikkun en halv Fjerdingvei, ligger den langt større og anseeligere By Allinge, der har samme Kirke, Raadhuus og i flere Henseender danner een Commune med den. Begge Byer ere ret velhavende, fortrinligviis Allinge; rigtignok var der hidtil ingen anden Havn, end de Klipperevner, hvormed Kysten er bedækket, og hvori man trak Baadene og Smaafkibene op; men der findes en god Rhed, der yder Sikkerhed for de fleste Vinde. Denne Rhed er hyppigt besøgt af den Vrimmel af Skibe, som stedse passerer det dybe Farvand ved Hammeren, og med dem drive Indbyggerne en levende Handel, idet de forsyne dem med Victualier og igjen ofte tilforhandle sig fremmede Barer. Dette Liv, i Forbindelse med det Eiendommelige ved Havet og Egnen, giver Indvaanerne et noget særegent Præg; i Almindelighed have de stor Forkjærlighed for Søen, stedse har der været forholdsmæssig Mange blandt Kjøbenhavns Søfarende og Kjøbmænd, som i denne Egn have indsuget Lyst og Sands for Sø og Handel. Ogsaa i denne Egn har man fra lange Tider tilbage talt meget om Havneanlæg; idetmindste har det altid været en vigtig Gjenstand for subtile Hoveder blandt Fiskerne, naar de i ondt Veir holdt Gadestevne, behørigt at udvikle, hvilken Rigdoms Overflødighed der vilde komme over Landet, naar man bare vilde udskjære Hammersø og danne en Canal paa en af Siderne af det høie Field, som skiller denne Indsø fra Havet, et Arbeide forresten som vilde koste Millioner, om det ellers lod sig udføre. Den Fremgang, hvormed Hasle Borgere arbeidede, har udentvivl bidraget til at give disse Tanker en bestemtere Retning. Det første virksomme Skridt, vi vide at være skeet til at udføre disse, udgik fra Peder Grønbeck, den eneste ovenomtalte Kjøbmand i Sandvig. Han skrev derom til to Mænd i Kjøbenhavn, hvis Hengivenhed for deres Fødested var ham bekjendt, nemlig Capt. Sonne, Bromand ved Knippelsbro, og Capt. Hillebrandt; og da Ladningen af et strandet Skib, der bestod af Trælast, snart skulde sælges nær ved Stedet, foreslog han dem, at de vilde udlægge nogle 100 Rd., for ved denne beqvemme Leilighed at erholde et nødvendigt Materiale, ligesom i det hele dette virksomme Skridt vilde vække større Interesse for Sagen. Den omtalte Sum blev velvilligt meddeelt, og nu begyndte man alvorligt at tænke paa at lægge Planen for Havnen. Vilde man ved at vælge Stedet til Anlægget tage Hensyn til Byernes Velstand og Betydning, saa maatte Alting tale for Allinge; men vilde man, som naturligviis var det ene Rigtige, først og fremmest tage hensyn til Terrainets Beskaffenhed, maatte Sandvig have et afgjort Fortrin. Her dannede Strandbredden en lille Pynt, faa at man kunde slippe med at udlægge een Dæmning; her kunde Havnen blive større og dybere, og hvad der var af største Vigtighed, Indløbet kunde anbringes mod en lille Bugt mod Vesten; deraf høstede man den store Fordeel, at man fik Rum til at krydse ud og ind af Havnen, hvad enten Vinden stod paa eller fra Landet. Ved denne Egenskab kunde Havnen blive vigtig ogsaa for de forbiseilende Skibe, der i ondt Veir gjerne ønskede at søge Havn. Men da, efter de ovennævnte Mænds og Fleres Skjøn, Anlægget blev bestemt til dette Sted, havde man ogsaa det Tab, at Allinge Borgere ikke synderligt interesserede sig mere for Sagen, skjøndt Havnen ikke ligger længere fra dem, end Afstanden er fra Toldboden til Nørreport og en ypperlig Vei fører derhen. Desto mere uegennyttig Iver viiste man for Sagen i Kjøbenhavn, hvor Venner og Landsmænd paa hine Tvendes Opfordring sammenskjøde en Sum, der, i Forening med hvad der blev samlet i Byen og Omegnen, udgjorde lidt over 800 Rd. Med disse Midler begyndte man Værket, hvortil de fattige Borgere med den roesværdigste Opoffrelse laante deres legemlige Kræfter. Ogsaa Bønderne i Olsker og Røe Sogne ydede Hjelp med Haandsgjerning og Kjørsel; og Landets Commandant og Amtmand bidroge alt, hvad der stod i deres Magt, til at fremme Sagen. Den Første lod Mandskabet i de to nævnte Sogne arbeide ved Havnen istedetfor at exercere; den sidste gjorde, blandt Mere, flere Reiser til Stedet, for at opmuntre og træffe Forholdsregler til Arbeidets Fremgang. I forholdsmæssig kort Tid udførte de et efter Omstændighederne overordentligt Arbeide; de udlagde en Dæmning, 300 Fod lang og 30 Fod bred, af Granitsteen; et Værk, som skal have vakt Forundring hos Capt. Leth, da han inspicerede Arbeidet paa sin omtalte Reise til Bornholm. Desforuden byggede de en 12 Alen lang Pram med Kran. Et Uheld tilintetgjorde en Deel af deres Møie, idet nemlig Søens Brud ødelagde noget af Dæmningen under en stærk nordostlig Storm; men den Munterhed og Sendrægtighed, hvormed Alle personlig og frivillig tage Deel i Arbeidet, har overvundet alle Vanskeligheder; man har udbedret Skaden, og til Betryggelse for Fremtiden sat et Slags Brystværn langs hele Dæmningen. Fremdeles har man forlænget denne paa dybt Vand henimod 150 Fod og gjort Forberedelser til at kaste en Steenmasse udenfor Dæmningen, for end mere at forsvare den mod Storm og Iisgang. Endnu staaer altsaa tilbage, fremdeles at forlænge Dæmningen henimod 200 Fod og at rense Havnen, hvilket sidste man haaber uden synderlig Møie at kunne udføre. Ifølge Capt. Leths gunstige Beretning om Arbeidet, er der ogsaa bevilget Sandvig et Laan paa 3000 Rd., hvoraf man har modtaget det ene Tusinde; men førend der bliver Mere udbetalt har vedkommende Collegium fordret, at Indbyggerne skulle stille deres Eiendomme i Sikkerhed for Renter, og, hvis vi huske ret, ogsaa for Afdrag. Saa meget vi nu heri maae anerkjende Collegiets Omhu ved Anvendelsen af det Offentliges Penge, saa lidet tør vi fortænke Sandvigs Indvaanere i, at de ere ængstlige for disse Betingelser. Thi vistnok have vi sagt om Byerne, at de ere velhavende; men dette gjælder dog fornemmelig om Allinge; i Sandvig er Velstanden kun saadan, som den kan tænkes hos Fiskere; Byen er, som sagt, saare liden, og deres Hytter, saa ringe de end ere, ville de dog gjerne, efter nedarvet Skik, i Sikkerhed overdrage til deres Børn, ligesom de selv have modtaget dem af deres Fædre. Der er kun et Par Mænd i hele Byen, hvis Eiendomme kunne siges at være noget værd, og disse have alt gjort større Opoffrelser end billigt Hensyn til dem selv og deres Familier tillader. Vi ere derfor overbeviste om, at man vil vise al mulig Deeltagelse og Skaansel mod Folk, der have anstrengt sig saa meget og udrettet saa betydeligt for et Værk af en saa udstrakt Nytte. Erholder nu Sandvig denne Gunstbeviisning af Regjeringen, vil Byen faae en Havn dobbelt saa stor som den i Hasle, som kan rumme omtrent 50 Skibe af 30 til 50 Læsters Drægtighed, og som for en stor Deel er 11 Fod dyb. Indløbet bliver fortrinligt, dækket imod alle Vinde, undtagen naar det stormer stærkt fra Nordost. Dette gjør som sagt, at Havnen ei alene bliver vigtig for Omegnen, men ogsaa for hele Seiladsen paa Østersøen; ́og mangen Skipper, som i Uveir med Skræk seer Flaget stryges paa Christiansø, som Mærke paa, at denne Havn er opfyldt, vil prise sig lykkelig ved, at Sandvig tilbyder ham et sikkert Sted at tye til. At nu dette skjønne Unlæg maa have samme Held som hiint i Hasle, det er det Ønske, hvornied vi ledsage Sandvigs eendrægtige og virksomme Borgere og den ovennævnte Mand í Kjøbenhavn, som fremfor Alle med saa megen uegennyttig Iver har arbeidet for sin Fødebyes Velfærd. Hasles og Sandvigs Indvaanere have viist et Borgersind, som efter vor Formening giver dem Betydning for hele Danmark.

(Fædrelandet nr. 54 1835).

I 411 meddelte Kancelliet et Andragende fra By- og Herredsfoged Paludan i Allinge om at faae Understøttelse til en Læge-Ansættelse i Allinge og Sandrup, hvilket Kancelliet har afslaaet af Mangel paa Fonds, med Tilføjende, at Kollegiet maaske kunde bidrage til at en yngre Læge etablerede sig paa Stedet.

- Der svaredes, at, da Cand. Chir. Lund i seneste Tid har nedsat sig i Svaneke, vilde en ny Læges Nedsættelse i den nordlige Del af Bornholm ikke kunne tilraades.

(Bibliothek for læger bind. 28, 1838)

*) Saaledes anføres Bandholm og Løgstøer som Kjøbstæder i Statskalenderen, men henregnes hverken i Folketællingstabellen (18de Febr. 1834) eller i Stænderanordningen (15de Mai 1834) til disse, og de ere vistnok ogsaa ikkun Ladepladse, Aakirkebye,  Allinge og Sandvig anføres derimod ikke i Statskalenderen som  Kjøbstæder, men i Folketællingstabellen. Allinge og Sandvig  ere vel ogsaa factisk ikkun to Fiskerleier, med ialt 750 Indb. og Kirke tilfælles, hvorfor de ogsaa af Thaarup i hans Statistik ikkun, som samlede, regnes for at være Kjøbstad. Stænderanordningen, som iøvrigt navngiver alle Kjøbstæder, anfører blot "Kjøbstæderne paa Bornholm“ uden at navngive disse. Endnu ubestemtere er Angivelsen af "Flekkerne." Da disse, som bekjendt, adskille sig fra Kjøbstæderne derved, at de ikke have nogen særskilt Communalforfatning, men have det med dem tilfælles, at Flekkebeboerne enten have eller let erholde Ret til at drive borgerlig  Næring (nogle Flekker have allerede denne Ret derved, at de ere i Besiddelse af Laugsprivilegier, men i Almindelighed erhverve de den efterhaanden derved, at de i disse større Landsbyer boende Individuer letteligen erholde Concession til at drive borgerlig Næring), samt tildeels ere fritagne for Landmilitairtjenesten.

(Maanedskrift for Litteratur. Udgivet af et Selskab, Bind 19 1838)

Allinge og Sandvig.

Disse, der høre til Danmarks mindste Kjøbstæder, danne een Commune med fælles Kirke, i Allinge, ligge i Nørre Herred, nær Bornholms nordligste Spids, Sandvig kun 1⁄4 Miil s. s. o. for Sandhammeren og Allinge 14 M. f. o. for Allinge, begge ved Havet, hiin paa et temmelig fladt, denne paa et af Klipper noget gjennemdraget Terrain. Hammerens Klippedrag nærme sig mod Vest tæt op til Byerne.

Allinge har 6 Gader med c. 110 Bygninger, Sandvig 4 Gader med 50-60 Bygninger.

Byernes Jorder udgjøre 1,565 Tdr. 5½ Skp. Land og har 79 Tdr. 6 Skp. 1 Fdk. bornholmsk Htk. Af disse beløbe Byernes Fællesjorder sig til 464 Tdr. Land, hvoraf 52 Tdr. ere udskiftede og de øvrige benyttede i Fællesskab. **)

Offentlige Bygninger og Institutioner: Allinge Kirke***), Skolen i Allinge, ****) Skolen i Sandvig, opført 1856, Thinghuus i Sandvig for Hammershuus Birk samt Material- Magazin under Bornholms Arsenal.

Indvaanere i Allinge efter Tællingen 1855: 615, 1845: 551, 1801: 337, 1769: 307; i Sandvig 1855: 257, 1845: 300, 1801: 248, 1769: 217. Det sees heraf, at Allinge er i en ret god Fremgang, medens Sandvig i de sidste 10 Aar endog er gaaet forholdsvis ikke lidet tilbage. Begge Byernes Indvaanere drive foruden Fiskeri, Agerbrug og en ringe Landhandel, en Handel med Provianteringsgjenstande til forbiseilende Skibe og Skibe, der for Modvind søge Ankerplads paa denne Side af Bornholm. Told- og Skibsafgifterne vare i 1855: 1,681 Rdl., i 1854: 1,359 Rdl. Brænderiafgiften i 1855: 2,834 Rdl., i 1854: 2,929 Rdl., Eductet resp. 64,680 og 65,380 Potter. 6 Skibe af 67 Clstr.

Allinge og Sandvig have ikke nogen Byfoged, men Birkedommeren for Hammershuus Birk, hvortil de høre, er deres Øvrighed. Som foranført er denne Embedsmand tillige Byfoged i Hasle, hvor han skal boe, og Herredsfoged i Nørre Herred. Birkeskriveren for Hammershuus Birk, der tillige er Byskriver i Hasle og Herredsskriver i Nørre Herred, boer i Allinge og fungerer der saavelsom i Sandvig som Politimester naar Herredsfogden ikke er tilstede og Sager forefalde, der fordre hastig Mellemkomst fra Politiets Side. 6 Borgerrepræsentanter.

Communen eier *****) 412 Tdr. Land Udmarksjorder. Endvidere eier Communen Raad- og Thinghuset i Sandvig, der sandsynligvis snart maa ombygges. I hver af de tvende Byer findes som anført en Skole og desuden et lille Fattighuus for 2 Personer. Allinge Skole eier en Capital af 2,310 Rdl., hvis Rente Skolelæreren oppebærer i Løn.

Communens Udgifter ere aarlig 12-1500 Rdl., som for største Delen paalignes.

Borgervæbningen i Allinge og Sandvig udgjør 7de Compagni. af Bornholms almindelige Væbning. Brandcorps er ikke organiseret, men af Borgercompagniets Mandskab ere 11 ansatte ved Sprøiterne. I Tilfælde af Ildsvaade møde desuden alle Borgerne.

Hver af Byerne have en Havne commission, bestaaende af Retsskriveren, Toldcontrolleuren og 4 Borgere. Allinge Havn har i de senere Aar modtaget betydelige Forbedringer, ligesom dens Afbenyttelse og derved dens Indtægter ere tiltagne. Sandvig Havn har desværre kun Gjeld (3000 Rdl.) og næsten ingen Indtægter. Disse Forhold kunne væsentlig forklare at Allinge tiltager medens Sandvig aftager.

**) Om Kirken" cfr. Aum. om Kirken i Rønne Pag. 520. 

**) Cfr. Anm. om Byjorderne i Nonne Pag. 519.

***) I Allinge Kirke findes efter Thurah en Liigsteen med følgende Indskrift:

Anno 1547 am Sonabendt nac Laurentii starff Blasius van Wikede den Saliger Hauptmand up Hammerhusen, war Thomas Wikede, Ritter und Borgmeister in Lübeck sin Kone.

En Tavle anmelder efter Thurahs Beretning, at Kong Christian den Femte i Mai Maaned 1687 har besøgt Bornholm og 1ste Pintsedag, den 15de Mai, hørt Gudstjenesten i Allinge.

****Skolen i Allinge har i en Deel Aar været fælleds for begge Byer. 

*****) Om „Kirken" cfr. Anm. om Kirken i Rønne Pag. 520.

(Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark. Bind 2. Trap. 1856, 1858)

Snekkersten - Gurre Sø og Ruin - Espergærde

Gurre Sø og Ruin på en sommerdag i september (klimaforandringer?) har længe ligget på min liste. Nu kan de så krydses af. 

Turen op mod Gurre fra Snekkersten Station går fortrinsvis ad mere fredelige (læs: mindre trafikerede) veje og stier, gennem villakvarterer. Kun afbrudt af Kongevejen som er særdeles stærkt trafikeret, og som også sætter et hørligt præg på omgivelser i kilometers afstand. Også gennem Nyrup Hegn mod Gurre. Faktisk kan man tydeligt høre trafikken næsten helt op til kirken.

På vejen kom jeg igennem den tidligere landsby Rørtang som er en lidt speciel bebyggelse med et par gamle gårde samt et for nyligt omlagt område som skal omdannes fra landbrugsområde til natur, meget er der dog endnu ikke at se. Projektet der startede ved årsskiftet 2022/23, hedder "Landskaber i balance" og omfatter 80 hektar. Områderne skal engang blive græsningslandskaber. Samtidig slippes vandet løs på området, så der kan dannes nye søer og områder med fugtig bund. 

Nyrup Hegn. Lidt sydøst for Gurre Kirke og Gurrevej.

I Nyrup Hegn kan man få den sjældne oplevelse at gå på fredede brosten. Her findes nemlig et par hundrede meter rester af den meget gamle kongevej fra Frederik IIs tid. Kongevejen forbandt Frederiksborg og Kronborg m.m. Det gav turens første afstikker, jeg skulle da selvfølgelig afprøve de kongelige sten. Nu da jeg var ved omrveje, gjorde jeg også et ophold ved Gurre Kirke og Kirkegård. En særpræget placering temmelig langt fra større bebyggelser. Kirken er fra 1918 og tegnet af Carl Brummer. I daglig tale kaldet Gurre Kirke, men den hedder vist Skt. Jacobs Kirke. Der er også en terrassekirkegård. 

Ørsholt. Nu produktions- og serveringssted for Peter Beier Chokolade. Set gennem afspærringen fra Horserød Hegn. 

Fra Gurre havde jeg på kortet set en vej over gården Ørsholt til søen. Men her fik jeg to overraskelser. Den ene var at vejen var spærret, den anden at det skyldes at Peter Beier har omdannet stedet til produktionssted. Og udsalgssted. Så her midt ude i det rene ingenting er altså en butik hvor man kan købe is, chokolade og kaffe. For mig betød det et hyggeligt bekendtskab med personalet, samt den næste omvej på 2 kilometer. Før Peter Beier flyttede ind, havde det været et behandlingshjem for alkoholikere.

Horserød Hegn. Ret typisk foto. 

I stedet blev det altså en lidt uforudset tur gennem Horserød Hegn. På turen møder jeg ikke nogen, men der har har boet mennesker her mange tusinder år før ham som stedet især er blevet kendt for: Valdemar Atterdag. Der er gravhøje, oldtidsagre, skålsten, dysser og meget mere i området hvis man kigger godt efter. 

Typisk stiudsnit fra stien langs søen.

Turen gennem Horserød Hegn gjorde at jeg kom til søen noget nordligere end jeg havde regnet med. Selve søen er kun meter dyb, og er omgivet af skove. Området rundt om søen går gennem urørt skov. Det vil sige at træstammerne får lov til at blive liggende. Også hen over stien. Det giver vandreren en helt speciel oplevelse: Skoven er mere vild og afgjort mere spændende end fx en produktionsskov.

Gurresø set fra broen ud til Store Ø.

Gurre Sø er omgivet af skove hele vejen rundt, og når man går på stien langs søen, kan man stort set kun høre naturens lyde. Søen er der derimod tilsyneladende ikke meget liv i. Kigger man ned i vandet, vil man opdage er det er uigennemsigtigt, gul-brunt. Og intet liv viser sig. Sådan har det ikke altid været. Engang var søen en kalk- og næringsfattig sø. Vandet var så klart at der kunne vokse planter på bunden. Udledning af spildevand i søen satte en sopper for det. 

På vest- og sydsiden af søen ses noget der ligner gamle strandskrænter. 

I folderen står der at stierne kan være en udfordring. Efter en lang og tør periode var dette dog ikke tilfældet på turen. Men jeg kan godt fornemme at efter vedvarende regn må der stå vand på stierne og været sumpet. Det ses også af at der er lagt grene og andre materialer over visse bløde områder og at der er "omveje" fordi stien ikke har været passabel. Det gælder især området på begge sider af Gurre Å. 

Ganske få steder åbner bevoksningen sig så man kan kigge ud over søen. I  baggrunden Store Ø. Grillplads.

På broen over mod Store Ø er jeg i tvivl om jeg skal gå derover. Der har allerede været mange myg, og opholdet på den lidt vindblæste bro er dejligt fri for de små plageånder. Her møder jeg en regntøjsklædt fuglekigger som lige har været derovre, og advarer stærkt imod myggeplagen. Så i stedet bliver det til frokost uden at blive stresset af at skulle klaske myg. Som man alligevel først opdager når de små bæster har fået prikket hul og anlagt et forventeligt kløsted for den næste uges tid. 

Broen over Gurre Å er ret imponerende og lang. 

Et af de mest spændende steder langs Gurre Sø er Sømose ved Tikøbbugt, her løber Gurre Å ud i søens vestligste del. Området er præget af gamle tørvegrave, nu omgivet af jungleagtig krat, ellesump og nærmest lidt Jurassic Park-agtig vegetation.

Turens eneste private område. Det er til gengæld også spærret godt og grundigt af.

Nogen egentlig afspærrede områder findes ikke udover en lille havn i søens sydøstligste hjørne. Her er en lille bebyggelse og en bro der dog ikke er tilgængelig, se foto. Der er sikkert en lang forklaring på det, men jeg har ikke gjort mig den ulejlighed at undersøge hvad det var. 

Den gamle skovridergård, Valdemarslund.

Her kunne jeg være fortsat op langs østkysten og lukket cirklen, men i stedet gik jeg mod syd mod ruinen, og passerede Valdemarslund som er er den tidligere skovriderbolig. En smuk restaureret trelænget gård som er opført i 1805. Og som siden 1981 har den været i privat eje. På den anden side ned mod Gurre Ruin er også Gurrehus som er ved at blive restaureret. Bygningerne er fra 1880'erne. Disse og tidligere bygninger har været beboet af prominente personer som prins Georg af Grækenland, David Brown, guvernør i Tranquebar, prins Georg af Grækenland og Marie Bonaparte – oldebarn til Napoleon Bonaparte. Prins Georg var søn af Christian den 9., naziserne (under besættelsen), flygtninge, frihedskæmpere, der havde siddet i KZ-lejre og senere nedslidte husmødre, der fik en velfortjent ferie med deres børn, Reserveofficersskole og Kursuscenter. Nu er Gurrehus i privat eje.

Gurre Ruin. Desværre kan oplevelsen af stedet være forurenet af de mange skønlitterære omtaler af stedet. Men de forsvinder dog hurtigt ved at træde indenfor voldene. 

Gurre slotsruin hører til omtrent samme tid (lidt senere) end de større borganlæg i Vordingborg med Gåasetårnet og Hammershus. Men dog større end Bastrup-tårnet. Af den ældste del, det centrale tårn fra 1100-tallet, er kun kampestensdelen med de 2 meter tykke vægge bevaret, men der har været flere etager ovenpå. Som forsvarsværk er der ingen adgang fra grundplan. I sin tid var det opført på en holm omgivet af sump eller vand (Gurre er et gammelt ord for sump). I 1300-tallet i Valdemar Atterdags tid (regerede 1340-1375) kom der en ringmur med fire hjørnetårne til, flere bygninger rundt om fæstningen, fx en smedie. Denne ringmur er også bevaret. De tre af hjørnetårnene blev bl.a brugt som lokummer (hemeḿeligheder), mens der var en cisterne for regnvand i det fjerde. Valdemar Atterdag døde på Gurre Slot 55 år gammel 24. oktober 1375. Og mere skal der altså ikke til før skønlitteraturen slår til og sætter sig på historien. Det skete fra omkring 1600-tallet. De efterfølgende regenter dronning Margrete 1. og Erik af Pommern brugte fæstningen til møder og retterting. Det var et møntværksted. Slottet var i funktion indtil 1500-tallet. Så gik det i forfald og overgik til at være brugt som stenbrud.

Den indre mur set indefra. Den meget større ydre mur er der til gengæld ikke meget tilbage af.

Da jeg besøgte stedet (det må have været i 1980'erne) forekommer det mig at man kunne klatre rundt på murene. Det forekommer mig fx at vi var oppe på det indre tårn og kigge ned i det der dengang var kælderen af tårnet. Det er da heldigvis blevet forbudt siden! Kigger man godt efter i terrænet udenfor, vil man kunne skimte endnu en ydre mur, eller fæstningsanlæg. 

Sankt Jakobs Kapel. Meget er der ikke tilbage, andet end nogle sten som antyder fundamentet i den for længst forsvundne bygning.

Ca. 300 meter sydøst for Gurre Ruin ligger de svært genkendelige rester af St. Jacobs Kapel fra omkring 1361. Og at  paven skænkede en række relikvier, er næsten ikke til at forestille sig. Det blev nedlagt samtidig med fæstningen, og folk må være gået til vaflerne her, hvad angik mursten. Der er kun spredte rester af kampestensfundamentet tilbage. Fra kapellet var der så sådan set kun ca. 5 kilometer tilbage til Espergærde Station. Benene var godt trætte, men klarede dog fint også denne distance. 

Ruten

Snekkersten Station. Poppel Alle. K. A. Hasselbalchs Vej, Rørtangvej. Nyrup Hegn. Gurre Kirke. Gurrevej. Ørsholstvej. Horserød Hegn. Rundt om Gurre sø: nord-vest.syd. Gurre Ruin. Smedebakken. Mørdrupvej. Espergærde Station. Ca. 20 km.

Saltrup-Esrum-Fredensborg

Østen om Esrum Sø. En ikke altid lige behagelig vandretur med højdepunkter omkring Esrum Kloster (kulturelt) og Esrum Sø nordøst. Og lavpunkter på stærkt trafikkerede landeveje. 

I udforskningen af det sjællandske er jeg nået til områder som ikke lige er det mest oplevelsesrige vandreterræn. Jeg har tidligere været i området, den 1. juli 2018 på ruten Nødebo-Græsted (som også omfattede Esrum Kloster), og den 10. april 2019 fra Saltrup Station til Hillerød. Begge på vestsiden af Esrum Sø. Denne gang gik turen så til østsiden af søen, med et gensyn af klosteret. 

Saltrup er en af de stationer på Hillerød-Gillelejebanen som man skal trykke på for at toget standser. Der var ikke mange mennesker i toget, så da en interviewperson fra Epinion steg på toget kunne jeg næsten forudse at jeg ville blive valgt. Hvilket også skete på turen gennem Gribskov. Internettet faldt ud i lange perioder gennem skoven, så interviewet tog ret langt tid (man svarer på nogle spørgsmål om præcis denne tur). I sidste øjeblik fik jeg dog trykket for stop. Hvilket ikke havde været nødvendigt, da der var to andre der skulle af. 

Et kik gennem Saltrup. 

Den nu nedrevne station var fra 1880, og personalet skulle udover at betjene stationen tage sig af godsvogne fra det nærliggende Gammelvang Brændeplads sidespor, i hvert fald indtil  omkring 1910, da godsmængden var så lille at Saltrup Station blev til en holdeplads med sidespor. Holdepladsen blev igen opgraderet til station i 1922. Gammelvang Brændeplads sidespor blev nedlagt 1950. I 1952 blev Saltrup Station så degraderet til trinbræt med sidespor. Sidesporet holdt til 1965, stationsbygningen forfaldt og blev nedrevet i 1988. Kun udhuset blev bevaret. Og er nu omdefineret til venterum. I 2019 da jeg stod af her sidst, var det temmelig forfaldent, men det ser ud til at det trods alt har fået en kærlig hånd siden sidst.

En af de bedre udsigter på det korte stræk mellem Saltrup og Esrum. Men ellers breder det industrielle landbrug sig på begge sider af vejen. 

Ca. en kilometer øst for Saltrup ligger Esbønderup. Med 1.295 indbyggere er byen bedre udrustet end de fleste af samme størrelse, bl.a. en Rema1000. Her findes en ældre bykerne fra 1800-tallet, et gadekær og en kirke. I min gymnasietid i 1970'erne blev vi plaget med et digt af Frank Jæger. Men jeg tænker at hverken digt eller digter er vel længere kendt. Ingen beklagelser herfra, i øvrigt, men her er verset:

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.

Højstemt intetsigen, huskede jeg det fra dengang, og ven vurdering har da holdt sig til i dag, må jeg registrere. Men jeg er heller i stor fan af højskolesangbogen. I den modsatte ende af kulturskalaen vil elskere af soldaterkammerater-filmene (som jeg heller ikke er fan af) måske genkende gadekæret. Byen byder også på Danmarks første sygehus (eller i hvert fald arvtagerne af det).

Esbønderup Kirke med gadekæret.

Mellem Saltrup og Esrum er landevejene ikke særlig trafikkerede. Sol og dejligt vejr kan rette op på meget, måske på en blæsende regnvejrsdag ikke så rar. Men cirka halvvejs er der en kort, men fin sti gennem skoven til Esrum Kloster til ene, Møllegården til den anden side. 

Kort efter krydset Østvej-Tingbakken og Gribskolen kan man skyde en kort genvej mod Møllegården og Klostret gennem skoven. 

Man kommer også over Esrum Å der er ret vandrig af en lille å at være. Mit nye koncept på vandringer er i modsætning til for nogle år siden at gøre længere ophold på udvalgte steder. Det betyder at de kedelige industrilandsstrækninger fylder mindre tidsmæssigt. Jo flere man har set af dem, desto kedeligere og deprimerende virker de. I stedet går jeg så i dybden med fx Esrum Kloster og Møllegården. Som i: Jeg prøver at undersøge et lille område i dybden. Udenfor og indeni. Og hvis der byder sig en kop kaffe, mad eller kage til, ja så er jeg heller ikke bleg for at slå mig ned med sådanne ting.

Esrum Å. Overraskende vandfyldt.

Mit tidligere besøg på Esrum Kloster i 2019 var bl.a. for at lokalisere hvor Esrum arrest lå, idet et indslag fra Politivennen fra 1831 havde beskrevet de rædselsfulde ("mærkværdige") forhold der. Klostret fungerede som amtsstue 1796-1878. Arresten lå i et lille rum i kælderen til højre for indgangen. Klosteret er blevet peppet gevaldigt op på formidlingsområdet siden 2019, bl.a. er der nu kommet et skilt op som viser hvor arresten lå. Jeg var på begge sider, og jeg må sige at bare beliggenheden halvvejs under jorden må vække et gys ved at skulle tilbringe 9 uger som skomagersvenden der er omtalt i Politivennen, gjorde. Det lille vindue havde ikke megen udsigt. 

Kælderhvælvinger under Esrum Kloster.

Det ville føre for vidt at bringe alle fotoerne fra Møllegården og Esrum Kloster, men et par smagsprøver kan det godt blive til. Jeg var gennem møllebygningen hvor man kan komme op på flere af etagerne og se den grejet indeni. Og klostret er også næsten fuldt tilgængeligt. Kælderen gjorde mest indtryk på mig med de store hvælvinger. De øvrige etager er indrettet til et museum for klosterlivet og den verdensopfattelse som lå bag hverdage i klostret. Så hvis man har smag for gregoriansk sang, tid og bønner, er det et godt sted at starte. Man kan også leje iPad til at høre og se rekonstruktioner. 

Esrum Kloster set fra åen.

Klosteret og møllegården er som sagt blevet meget ændret siden sidst jeg var der. Møllegården har møllemuseum og museumsbutik, restaurant og cafe. Og denne torsdag i september er der - for mig - overraskende stor aktivitet. Alt er åbent, og der er gæster alle vegne. Gang i serveringen og besøg på klostret (noget er dog nok ældresagen?).

Esrum Møllegård.

Møllegården og dens omgivelser er bestemt et område som bringer mange smukke og kulturhistoriske oplevelser. 

Det arbejdende museum i Esrum Møllegård.

Indenfor er der en fint istandsat mølle med et stort "tandhjul".

Esrum Møllegård set over mølledammen. 

I 2018 blev der efter 10 år åbnet et desperat forsøg på at redde hvad der er tilbage af stumperne af dansk natur med projektet "Nationalpark Kongernes Nordsjælland". At Nordsjælland er det område i Danmark med mest biodiversitet viser lidt om hvor slemt det står til med naturen i Danmark. Og selv i dette naturen "eliteområde" har industrilandbruget stadig godt tag i udsigterne. Fx sætter Esromgård med sit kæmpelandbrug et helt afgørende præg på området. Industrilandbruget producerer bl. a svin. Det sætter sit præg ved enorme områder med svinefoder. Det er nu høstet og tilbage ligger flade, bare og livløse områder.

Et af de store komplekser som tilhører Esrumgård.

Intentionerne med naturparken  er sikkert fine, men vandrer man gennem området er det meget svært at se at det har haft nogen indflydelse på naturen og kulturen. Hvis man skulle benævne området som det der er mest af, burde det skifte navn til "Nationalområde Industrilandbrugets Nordsjælland". Det ville nok være lidt af en overdrivelse at kalde det en "park". Turen naturmæssigt smukkeste strækning indskrænker sig til en strækning på Esrum Søvej. Godt nok et ganske kort stræk på et par kilometer, men her får man det bedste indtryk af Danmarks vandrigeste, næststørste arealmæssigt sø, Esrum Sø. 

Esrum Sø set fra Esrum Søvej.

Jeg kunne ikke umiddelbart finde nogen sti som går langs med søbredden, så jeg holdt mig for ikke at turen skulle blive for lang pga. omveje på landevejen. Efter det korte stykke langs søbredden kan man i glimt se søen i det stadig længere væk fjerne. Og to steder er der endda muligt at trække lidt væk fra vejen på en marksti og en rasteplads. 

Et sidste ki(c)k over Esrum Sø før det for alvor sætter gang i trafikken.

Turen er ikke anbefalelsesværdig fra Fredensborgvej mod Fredensborg Station. De fem kilometer består mest i at træde ud i rabatten for bilerne. Og dem er der mange af. Også store køretøjer. Det er bestemt ikke noget som jeg vil gøre igen, og heller ikke råde andre vandrere til. Jeg har ikke mange fotoer fra denne del af turen da jeg havde nok at gøre med at passe på trafikken. Heldigvis nåede jeg et tog i Fredensborg og kunne endelig lade freden hvile på mig. Alt i alt en rask tur, mest for motionen og den friske lufts skyld. Og dem skal der også være plads til. Turbeskrivelsen er nr. 389 på denne blog. Og da der efterhånden er mange ture jeg ikke beskriver her, tænker jeg at jeg må være tæt ved eller endda højere end 500 ture. Da længden af hver tur ligger i snit på ca. 20 km, giver det så omkring 10.000 km.

Ruten

Saltrup Station. Esbønderup. Esrum. Esrum Kanal. Esrumvej. Harresøvej. Esrum Søvej. Fredensborgvej. Endrupvej. Fredensborg Station.