Sorø

Tour de force rundt om de tre søer omkring Sorø, og selvfølgelig et besøg i den historiske del af byen selv

Sorø Sø, den nordlige del hvor man har den bedste adgang til søen

Denne disede og lidt blæsende efterårsdag er en af de sidste hvor skoven endnu fremstår grøn. Bladene er allerede ved at tage farve. Kort sagt, perfekt vandrevejr hvor man kan gå frisk til den. Sorø er et historiske sted for konger, herremænd og magtfulde, krigeriske katolske biskopper. Her udfoldede de i middelalderen deres magt og vælde. Og her blev bygget smukke og ekstremt dyrt byggeri helt op til enevældens tid. Det er stedet hvor Hvide-slægten, Saxo, Ludvig Holberg, B. S. Ingemann og mange flere som fx H. C. Andersen vimsede rundt i fornemme omgivelser. Se i øvrigt album for Sorø på Flickr, her har jeg uploaded 20 fotoer fra dagens tur.

Enkelte åer bryder skovens monotoni på Søstien langs vestsiden af Sorø Sø. Og når solen bryder frem, ser alting meget bedre ud.

Sorø Sø

Og udenom det hele ligger tre søer af forskellig størrelse: Sorø Sø tættest på det historiske Sorø, mellemstation Pedersborg Sø og den dybe Tuelsø. Sorø Sø er med en omkreds på 8,2 kilometer den største af de tre søer ved Sorø. Turen langs vestbredden af Sorø Sø er nu trods stiens navn Søstien mest en skovtur. Søen ligger i behørig afstand og kan være svær at skimte gennem skoven, undtagen ved de ikke så få bådebroer. Især mod syd. Her har man udsigt tværs over søen til Sorø Akademi og Akademihaven.

Langs vestsiden kan man i glimt via nådebroerne se søen og den anden side, her Sorrø Akademi og Klosterkiens spir der stikker op bagved.

Halvvejs kommer man til badestedet Parnas. En planche fortæller at her opvartede Trolde Margrethe med te i 1700-tallet, og i 1832 hyggede H. C. Andersen og B. S. Ingemann sig her. Parnas er navnet på digterguden Apollons og musernes bjerg i Grækenland. Og det antyder at der er tale om personer hvor tidens herskende trends sættes. Da stedet blev folkeeje, blev der indrettet et traktørsted med blomstringstid 1938-1970. Her satte en lynbrand et brat ende på idyllen og nu er der kun stranden tilbage. Lille og nuttet med tilhørende græsarealer og bænke.

Stranden ved Parnas. Nå ja, særlig stor ser den nu ikke ud. Men guldalderens kunstnere kunne sikkert sagtens få den til at tåle sammenligning med rivieraen. I hvert fald H. C. Andersen og B. S. Ingemann udvekslede sikkert dybsindede tanker her.

Pedersborg Sø og Kirke

Søen er den mindste af de tre søer med en omkreds på 2,5 kilometer Stien minder meget om Utterslev Mose. Med udsigt til bl.a. Ankerhus Seminarium og Sorø Camping. Ved nordsiden af søen tårner Pedersborg Kirke sig op på en ca. 15 meter høj bakke. Uindtagelig ser den ud fra søbredden, og det var engang netop hensigten. For kirken var ikke så meget et Guds hus som en fæstning. Kirken selv er fra 1300-tallet, men tæt på kirken kan man se ruinerne af en gammel rundkirke fra tiden før. Det var en del af Skjalm Hvides svigersøn Peder Thorstensøns store privatborg fra 1100-tallet. Også en granitsøjle ved kirken minder om tiden før den nuværende kirke. Ligesom den nuværende kirke har genbrugt sten fra den gamle borg.

Kirken som også var en fæstning. Højt ser det ud, og højt er der. Et perfekt sted for at forsvare sig mod fjender, hvad enten det så var indtrængende udlændinge, men mere sandsynligt oprørske bønder

Derimod lod man volden fra borgen stå. Og den kan man stadig gå på. Den var 300 meter lang, 4 meter høj og indtil 20 meter bred halvkredsvold. Ved præstegården står adskillige nyere mindesten, bl.a for Sønderjylland 1920.

I glimt kan turen langs Tuel Søs nordbred give idylliske scenarier som dette. Men det er nu undtagelserne.

Tuel Sø 

Tuel Sø er den dybeste af de tre søer med en omkreds på 6 kilometer. Fra stien mod nord er det svært at få øje på søen gennem det tætte krat, selv om søen egentlig er ganske tæt på stien. Mod land går man langs kulturstepper. Dog er der i den lille vig i den østlige ende en slags fuglereservat hvor får afgræsser området.

Den østlige vig i Tuel sø byder på et lille indhegnet fuglereservat.

Her ligger også Krebsehuset, en meget flot restaurant fra 1924. Umiddelbart vest for Tuel Å som man lige kan ane fra landevejen. Desværre brager Ringstedvej forbi, og vandrere anbefales at søge tilflugt en den fortrinlige lille skov langs sydsiden af søen. Man slipper dog ikke for Ringstedvejen. Men kan dreje skarpt mod syd ved Flommen.

Krebsehuset set ganske idyllisk ud. Det gør larmen fra Ringstedvej til gengæld ikke.

Flommen

I dag fremstår Flommen som en høj skov. Men oprindeligt var det et engareal med forbindelse til Sorø Sø. Dvs. at Sorø altså var næsten omgivet af vand. Som så mange andre steder drænede man imidlertid i 1700-tallet og 1800-tallet så nutidens Flommen kunne opstå. Fægangen er et levn fra den tid hvor bønderne allernådigst fik lov til at føre deres kreaturer (fæ) over mosen, når nu de havde fået frataget deres græsningsrettigheder andre steder. Skovområdet har fået lov til at henligge som en slags naturskov i mange år, og skoven rummer mange forskellige slags træer.

Sorø By

Der er en del gamle bygninger i Sorø, fx langs Storgade. Jo nyere jo længere man kommer væk fra klostret. Sorø Borgerskole. Håndværkerforeningens Skole, og endelig når man når ind i den gamle by, Postgården og den kro som Christian IV befalede bygget i 1624 og som nu huser Sorø Museum. Men intet besøg i Sorø bør undlade at besøge klosterkirken og akademiet. Man kommer gennem Klosterporten med "Saxos celle". Det kan godt være at københavnerne påberåber sig at Absalon grundlagde København (i øvrigt ikke rigtigt, men skidt nu med det). Men han ligger altså begravet i denne kirke. Han tilhørte de føromtalte Hvider, og kirken er en af Danmarks største fra middelalderen. Kirken blev færdig i 1201 og som magtcentrum blev den bare større og større op gennem middelalderen. Christoffer II er begravet i kirken.

Klosterkirken er med rette berømmet. Og et besøg i det må være et must for alle der kommer forbi. Ikke bare det ydre, men især det indre byder på tankevækkende oplevelser.

Efter reformationen snuppede kongen klosteret. I Christian IV´s tid fik kirken barokinventar, bl.a. orglet. Sorø Akademi stammer tilbage fra biskop Absalons cistercienserkloster. Den gamle klosterbrønd, Fraterbrønden, midt i Fratergården mellem Sorø Akademis Skole og Sorø Kirke blev i 1912 overdækket af et brøndhus tegnet af Martin Nyrop som også tegnede Københavns Rådhus. Derudover ligger der en mængde smukke bygninger som Peder Mallings bygning med Sorø Akademis Skole, Sorø kirke, Rektorgården, Alumnaterne og Biblioteksbygningen.

Man kan også følge Politivennen på Instagram, her er der yderligere smånotitser og historier.

Ruten

Sorø Station. Vestsiden af søstien, Sorø Sø. Østsiden af Pedersborg Sø. Pedersborg Kirke. Nordsiden af Tuel Sø. Flommen. Sorø By. Klosterkirken. Sorø Station. Omtrent 20 km.

Tempelkrog

Tempelkrog er den inderste del af Bramsnæs Fjord som er bunden af Inderbredningen som er bunden af Isefjorden. 

Et vy over Tempelkrog fra Elvedamsvej. Man kan se den hvide Ågerup kirke næsten yderst til venstre. og lidt til højre Arnakke.

Man kan ikke gå langs stranden hele vejen rundt om fjorden. Kommer man som jeg gjorde fra Vipperød Station, må man ind i landet fra Arnakke og sydpå til familiecamping ved Asserholmvej. Campingpladsen er stor og der er stadig masser af campister i lejren. Den ligger også godt. Arnakke kan prale af en fjern fortid, faktisk helt tilbage til 1171, hvor det hed Arenacks. Siden 1371 er det stavet Arnakke og hvis nogen ikke allerede skulle have gættet det, så betyder navnet ørnehoved. Måske svævede ørnene dengang over fjorden. Og det gør havørnene efter sigende såmænd da stadig, hvis man er usædvanlig heldig.

Marsvin og havørne

For et århundrede siden kunne man fange marsvin. Og der var fiskeri, masser af ål og fladfisk. Men det blev der lavet om på med det intensive landbrug fra 1950'erne. I dag skal man vist være heldig at få en ål at fange. For gødet drænvand fra landbrugsarealer har i årtier strømmet og strømmer den dag i dag ud i fjorden. Og bundvendinger, som dræber alt liv, er blevet hyppige. Som fx den 1. august 2010 der dræbte næsten alt tilbageværende liv i fjorden. Og for at føje spot til skade, foregår der muslingefiskeriet efter skrabemetoden. Bunden skrabes op.

Området lidt nord for Tempelvej og Arnakke. Det er formentlig i dette område de voldsomme begivenheder som lagde navn til Tempelkrog fandt sted hvor den protestantiske biskop for frem med bål, brand og sværd mod katolikkerne. 

Helt galt kan det dog ikke være for der er stadig 2-3 bundgarn tilbage i Tempelkrog. Med mindre de altså er til pynt. Redningen er de mange fredede strandenge hvor der ikke må dyrkes afgrøder. Fx fredsskovene der tilhører Eriksholm Gods eller Slot. Man kan se masser af fiskeyngel i strandkanten langs disse i den sydøstlige del af Tempelkrog. Men det er ikke nok til at opveje drænvandet. Dette er fuldt ud lovligt. Men som så meget andet er legalitet ikke altid lige godt for miljøet.

I den nordlige del af Tempelkrog ved Munkholm er der flere bundgarn. Og der er fiskeyngel at se. Det er også fjernest fra landbrugsområder i den vestlige og sydlige del af fjorden.

Protestantisk brutalitet

Arnakke er også stedet hvor man kan se et eksempel på vores af nogen højt besungne kristne kulturarv og værdigrundlag. Ikke alle var nemlig lige begejstrede for reformation i 1536, og nogle katolikker byggede en lille trækirke på Asserholm - et tempel. Men det ville biskoppen i Roskilde ikke tolerere. Og dengang var bisper sådan nogen som havde egne små hære. Og den blev brugt. Hæren blev sendt til Arnakke og kirken blev brændt af. Jo, debatformen og argumenterne mellem katolikker og protestanter var ganske konkret dengang. Navnet blev imidlertid hængende og gav navn til Tempelkrog. Ligesom vejen Tempelvej.

Egernæs set fra vest og dæmningen mellem fjorden og det inddæmmede område som man nu forsøger at give tilbage til naturen som vådområde.

Efter familiecampingen er der et par gode kilometer på dæmningen som muliggjorde tørlægning af arealet syd for hvor der engang var en ådal. Det har man i nyere tid fortrudt, og med støtte fra EU forsøger man nu at gøre området i trekanten syd for dæmningen til vådområde. Når man går på dæmningen, kan man sagtens forestille sig at det kan lade sig gøre. I virkeligheden har man som et andet Holland lagt Elverdamsåen op i en kanal ligesom Store Vejleå (se sidste uges indslag).

Ved pumpestationen får man fra dæmningen et lille indtryk af højdeforskellene: Til højre inddæmningen, til venstre kan man lige ane fjorden. Det er måske lidt svært at se på fotoet. Men man fornemmer at vandstanden er højere til venstre.

Vådområde?

Formålet med projektet vil være at aflaste Isefjorden for ca. 10 tons kvælstof om året. Elverdamsåen skal frigives igen og forlænges ved slyngning med ca. 1 km. Kigger man ud over området, er det ikke svært at forestille sig et eldorado for ænder, gæs, svaner og vadefugle. Ifølge avisen skulle det være åbnet midt i september 2017 for vandet der så kunne strømme ind i området, men det kunne jeg nu ikke umiddelbart se var sket. Når man når til Elverdamsåen, må man syd på mod Kirke Sonnerup gennem landbrugslandet hvorfra man dog i glimt har nogle gode udsigter dels over Tempelkrog, dels over det som man tænker at gøre til vådområde igen.

Køerne guffer i sig af saftig grønt græs på Egernæs. Området ligger højere end det inddæmmede område. Så vidt jeg kan se, er det ikke muligt at passere næsset.

Trafik

Fra Kirke Sonnerup kommer til vel nok turens værste stykke på Elverdamsvej. Det er en ganske trafikeret vej uden særlig megen plads til vandrere. Man kan slå et smut inden om Vintre Møller. Her er mere fredeligt. Men møllerne er der ikke meget at se af. Med mindre de gemmer dig i de områder hvor der står at der er adgang forbudt for uvedkommende. Området er ganske stejlt og åen som muliggjorde hele 7 møller løber under vejen. Den er godt gemt i krat. Men man kan springe over autoværnet og komme ned til den. Slugten bliver åbenbart brugt til losseplads, for der ligger alt fra gamle madrasbunde til almindeligt husholdningsaffald.

Der er gang i strømmen som leverede kraft til hele syv møller. Men jeg fandt nu ikke spor af møllerne. Til gengæld blev jeg en anelse forarget over at se at nogen åbenbart bruger dette potentielt meget naturskønne område som losseplads. Det er simpelt hen for meget.

At dreje ind i skovbrynet ved Strandskov er en sand befrielse efter Elverdamsvej. Og skoven er ganske tyst til at slappe af efter den stressende oplevelse på landevejen. Man kan vælge at følge kysten eller man kan gå genvej gennem skoven til broen til Munkholm. Ved Garverrendens udløb ligger der en lille kro og iskiosk. Her planlægger Ryegård Gods også et nyt center.

Munkholmbroen. Øen ligger længst væk. Broen er trafiksikker for vandrere. Men vel ovre på øen gør man klogt i at forlade vejen og følge kysten i stedet for.

Munkholm

Munkholmbroen er fra 1952 og fin nok for vandrere, men på øen er Munkholmvej bestemt ikke for vandrere, så jeg vil stærkt anbefale at man drejer til venstre ad stien og følger kysten. Her er både mere fredeligt og udsigten sublim. Det er nemt at se at Munkholm engang var en ø. Den skal være opkaldt efter et kloster der lå på øen. Og munkene stod også for færgefarten. Efter reformationen lå øen lidt øde hen, og blev først koloniseret igen i 1800-tallet. Kolonisterne skal have fundet teglsten, fliser, store munkesten og teglklædte gravpladser. Så måske havde munkene også et teglværk på øen. I 1912 fik godsejeren nok af kolonisterne, ophævede fæstekontrakten og tilplantede den med skov. Der er stadig adgang forbudt på den centrale del af øen

Kysten lands Strandskov. Et af de mest idylliske vandområder langs fjorden. Her emmer der fred og ro.

Vel over dæmningen kommer man til Munkholm Kiosken som ser ud til at være voldsomt populær. Der er såvel motorcykeltræf som sejlsportsfolk forsamlet i køen som går helt uden for kiosken. Så er man sådan set over det værste trafikhelvede på Munkholmvej når man ca 1 km når for kiosken kan dreje til venstre gennem skoven mod Eriksholm. Vel ude af skoven fortsætter stien langs kysten et par kilometer mod Tempelvej, og igen et af de virkelig gode stykker på denne tur.

Lad os bare afslutte fotoserien med dette vy fra Munkholmbroen mod nordvest. Et par kajakker nyder det stille vand mellem Munkholm og holmene ude i fjorden. Bundgarn helt til højre. Heldigvis kan man ikke høre larmen fra trafikken over broen.

Byer og landsbyer

Man kommer igennem en del af disse p turen. Størst er stationsbyen Vipperød som har flere supermarkeder, frisør, pizza mv. Men ellers er det mest mere anonyme sovebyer. Ågerup har en overdimensioneret kirke hvor der er gode toiletforhold. Men som de øvrige landsbyer Kirke Sonnerup, Englerup og Arnakke ikke rigtig noget forretningsliv eller opholdssteder for forbipasserende. Bedste bud er kiosken på familiecamping, iskiosken ved Munkholmbroen og Munkholmkiosken.

Ruten

Vipperød Station. Arnakke. Asserholmvej. Kirke Sonnerup. Vintre Møller. Englerup. Strandskov. Munkholm. Eriksholmvej. Fjordstien. Tempelvej. Vipperød Station.

Oversvømmelser: Store Vejleå

Ishøj - Måløv langs Store Vejleåstien og Vestegnstien er en over 20 kilometer motorkøretøjsfri vandre- og cykelsti. I denne tid med en ekstra attraktion: oversvømmelser

Tranegilde Mose. Et eldorado for fugle, insekter og anden god natur. Utilgængeligt for mennesker 

I denne tid kan man opleve det fascinerende syn det er at se naturen spille med musklerne, i dette tilfælde vandmasser som har oversvømmet de nedre 10 kilometer langs Store Vejleå. Værst er det ved broerne under Holbækmotorvejen mellem Vallensbæk Sø og Tueholmsøen. De er ganske enkelt ikke passable, men oversvømmet. Jeg måtte ud på en 2½ kilometer omvej til Vejlegårdsvej.

Oversvømmet mark ved Store Vejleå nord for s-banen. Køerne ser ud til at være ligeglade og nyde vejret.

Naturen kræver sin ret

Derudover er store dele af stien oversvømmet med vandhøjder op til midt på skinnebenet. Først nord for Motorring 4 er stierne helt tørre. Med al respekt for de mennesker som må lide under oversvømmelserne, så kan jeg ikke andet end at være imponeret over disse stille, men enorme kræfter som her er i gang. Udløst af den vedvarende regn der har været siden sommerferien.

Åen skal ikke stige meget mere før haverne bliver sat under vand. Her nord for s-banen. I forgrunden Store Vejleå

Store Vejleå er gennem århundreder er blevet bastet og bundet, langt i render, inddæmmet af dæmninger ja sågar i 1937 decideret flyttet. Tranegilde Mose var engang en fjord, siden en mose som først blev ryddet, siden 1856 forsøgt reguleret med højvandssluse. Alt sammen til ære for landbruget. Og alt sammen alvorlige indgreb i naturens orden som trods regnvandsbassinet Vallensbæk Sø nu viser sin bagside.

Vallensbæk Sø. Stien er sat under vand, og både bænk og planche står lidt uhjælpeligt akavet ude i søen. Det samme gælder de næsten oversvømmede skilte langs søen

Trods Vejle Å er blevet renset op, kan vandet ganske enkelt ikke komme hurtig nok væk. Og det bliver formentlig ikke bedre i fremtiden med klimaændringerne som betyder havstigninger, og altså endnu dårligere muligheder for åens afløb. På den lille kilometer nord og syd for s-banen der er bebygget med parcelhuse, står haverne under vand. Og dæmningen som skal holde Vejle Å væk fra mosen og vandet i åen som et andet Holland over vandstanden i mosen, er også sine steder ved at være oversvømmet. Vandet siler visse steder gennem dæmningen.

Stien, eller pt vandvejen langs østsiden af Tueholm Sø. I baggrunden kan man se teltene fra restauranten. De står nu ude i søen.

Den nordlige bygning af Vallensbæk Vandskiklub står i vand. Men hovedbygningen er dog bygget på en forhøjning, så den ser ikke umiddelbart ud til at være truet. Også haven til restauranten i det sydøstlige hjørne af Tueholmssøen er oversvømmet. Teltene i haven stod under vand, enkelte endog helt ude i søen. Både stien langs østsiden og vestsiden af denne sø er også totalt oversvømmede. Man kan først komme ned på stien igen syd og vest for Høghsbjerg. Herefter går man nogenlunde tørskoet indtil området nord og syd for Roskildevejen. Her er stien til gengæld oversvømmet ganske markant.

Oversvømmelsen ved stien til Vridsløselille er både lang og dyb. Her måtte Vandringsmanden af med skoene og på bare tæer soppe et langt stykke med vand op til midt på skinnebenene.

Men fuglene elsker det! Overalt er der store skarer af trækfugle for hvem Tranemose og selv nogle af markerne hvor der græsser kreaturer, er blevet et rent slaraffenland for frøer, insekter osv og dermed også et eldorado af madorgie for fuglene.

Får syd for Snubbekorsvej og et prægtigt syn med flotte skyer i baggrunden. Heller ikke fårene synes at tage sig særlig meget af de sumpede områder på dele af marken. Det er her iglerne var

"African Queen"

Mine vandrestøvler viste sig at være komplet uegnede til passage på de oversvømmede stier, så jeg måtte vade igennem på bare fødder. Et enkelt sted gik der endda lidt "African Queen" over det da jeg følte mig som Humphrey Bogart der blev overfaldet af igler. Øst for Motorring 4 var søerne på stien nemlig ganske fyldt med store sorte igler. Jeg var da også lige ved at vende om, men nysgerrighed efter flere oplevelser af oversvømmelserne overvandt den plan. Og nej, jeg blev ikke angrebet af iglerne.

Rekonstruktionerne af forskellige vejbelægninger af vikingetidens veje. I forgrunden nogle sten som formentlig skal lægges. 

Ved Risby ser det også ud til at man nu endelig har fået etableret en rekonstruktion af vikingestien til vikingelandsbyen.

Afsked med den bedste del af stien ved Risby Å. Længere nordpå kommer man ud i det sortladne landbrugsland. Et noget ensformigt og kedeligt terræn. 

Sortladent, åbent land

De 12 kilometer fra Ishøj til omkring Risby bevæger man sig i en naturkorridor hvor man godt nok hele tiden kan høre motorvejene, men synet er grønt. Dette ændrer sig nord for Risby, ca 2 kilometer syd for Ledøje hvor man bevæger sig ud i landbrugslandet. Og det gælder hele resten af stien til Måløv. Stien er for så vidt ganske glimrende til vandring. Men den byder ikke på de store syns- eller lydoplevelser. Man går langs tyste og sortladne marker. Selv rabatten er ensformig og lidt kedelig at se på.

Ledøje er faktisk den eneste landsby som ruten går igennem. Og så Måløv helt mod nord.

Og så lykkedes det mig ved et tilfælde at finde svenskestenen som jeg siden april 2013 forgæves har spejdet efter. Den ligger på Skebjergvej ved Smørum Genbrugsplads. Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum Bønders hånd i 1659. De sidste to kilometer går så gennem byområder i Måløv. Jeg valgte stierne gennem det lave række- og etagebyggeri.

Ruten

Ishøj Station. Store Vejle Å Stien/Vestegnsruten. Ledøje. Måløv. I alt lidt over 20 kilometer.