Præstø - Faxe Ladeplads

To mindre byer med en kyststrækning mellem sig - den sydlige del inde i landet bag sivene ad landevej. Den nordlige del langs en dramatisk og storslået klint. 

Den første halvdel af ruten byder på gode motionsmuligheder, mens den anden halvdel også på krævende naturkystvandring.

Torvet i Præstø (forgrunden) samt Klosternakken som leder ud til Frederiksminde. Denne del af Torvet bliver ikke så meget benyttet som parkeringsplads.

Bussen landede ved den gamle station på privatbanen Præstø-Næstved. Banen var aktiv 1900-1961. Og efter stationen at dømme en ganske anselig størrelse. Centrum af Præstø synes at være en knap så gammel købstad og stationsby. Politivennen var i Præstø og gav følgende rejsebeskrivelse fra 1838, altså for godt 200 år siden:

"... tidlig på morgenstunden ankom vi til Præstø. En nedslående efterretning modtog vi her, nemlig den at der intet gæstgiveri var på aftrædelsesstedet. "Der var et gæstgiveri i den anden ende af byen, men der var nok ingen oppe og værelserne vist kolde." så vi følte ikke synderlig lyst til at begive os på opdagelsesrejse efter dette. I den lige over posthuset liggende kippe hvor postillonerne samledes, nød vi et koldt værelse, en kop kaffe, satte os derpå til vogns ..."

Mit ophold var en del længere, jeg skulle hverken spise eller overnatte. Men en rundtur i byen ville jeg dog ikke snyde mig selv for. Den gik gennem Adelgade til kirken og Frederiksminde, og  tilbage gennem Klosternakken og Torvet - der vist mest bruges som p-plads.

Frederiksminde, michelinstjernet restautant.

Michelinstjernede Frederiksminde er opkaldt efter en statue (!) af Frederik VII, med gentagelse af myten om "Grundlovens giver". Der er en mindesten om en væver Hans Hansen Mern som efter indskriften skal have været en banebryder for folkestyret og første repræsentant til folkets råd (1848). Samt en statue af en lokal snaphane - så fik vi også lige givet svenskerne en på nakken! Vi er i "Gøngeland" - hvem husker ikke Jungshoved fra Carit Etlars romaner om Gøngehøvdingen fra 1853 der i dansk nationalromantisk stil er blevet ophøjet til at være historieskrivning. Helt op til i dag hvor den i 1992 blev genoplivet i en tv-serie med komikerparret Pallesen & Pilmark i hovedrollerne. På grunden lå Danmarks eneste Antonitterkloster 1470-1563. Det er opført 1870 og blev opkaldt efter en buste af Frederik VII der stod der i forvejen. I 2016 fik restauranten en michelin-stjerne, og den har de vist stadig. Anlægget er åbent og såmænd ganske nydeligt.

En af Danmarks mest kendte embedsmænd, skarpretter Peter Schmidt (1801-1865), døde i Præstø; det var ham der tog livet af Balle-Lars. Du kan læse om Peter i Politivennen Live Blogging.  Han blev berømmet for sin præcision, ro og sikkerhed, men han fik altså hverken mindesten eller statue. Schmidts søn boede også i Præstø, han omkom ved et vådeskud. Om Peters rolle ved Balle Lars' henrettelse i Præstø kan man læse følgende:

"Henrettelse. Præstø, den 16de Oktbr. (Byens Av.) Imorges Kl. 7½ blev Dommen fuldbyrdet paa den berygtede Forbryder Lars Nielsen Bahl, eller Balle-Lars, som han kaldes i daglig Tale, og en Mængde Tilskuere havde indfundet sig til dette sørgelige Skuespil. Ligeindtil den sidste Dag troede han at det ikke var fuld Alvor med Dødsdommen, og ved Skafottet svoer han ved den evige Gud, at han døde uskyldig og at han aldrig godvillig vilde lægge sit Hoved paa Blokken. Han bevarede en stor Ro til det Sidste, og paa Veien sad han og nikkede og smilede til gamle Bekjendte, og selv da han passerede Gaarden, hvor han havde forøvet Mordet, betragtede han den med Ligegyldighed. Som en Mærkelighed kunne vi anføre, at han, efter sin Tilbagekomst fra Kjøbenhavn, ikke var modtagelig for Kirkens Trøst, ja frabad sig endog ethvert Besøg af Hr. Pastor Gjellebøl, hvorimod han før Kjøbenhavnsreisen med Begjærlighed lyttede til den daværende Sognepræst, Hr. Pastor Schaper, og læste med Iver det nye Testamente, som han fik til en Erindring, da Pastoren reiste. - Retteren udførte sin blodige Gjerning med særdeles Færdighed og Ro. (Sjællands-Posten (Ringsted) 18. oktober 1860).

I perioden 1909 til 1959 var desuden en afstikker til havnen der fungerede som havn for Næstved til omkring 1938. Der står endnu en håndfuld pakhuse ved havnen fra den tid. Da Næstved fik sin egen havn, afvikledes trafikken i Præstø ganske langsomt.

Et kig tilbage fra landevejen mod Præstø. Lidt til højre for midten ses pakhusene som blev til dengang Præstø havn benyttedes som udskibningshavn for Næstved.

Fra havnen går der en vandresti op mod landevejen. Allerede her støder man på kysten langs Præstø Fjord: Der er sivbevoksning langs store dele. Og det betyder at der ikke er en farbar strand. I stedet må man iagttage det meget rige fugleliv der findes i sådanne områder, lidt på afstand.

Men så støder man på landevejen som lige kræver et par ord med på vejen! Det er en enkeltsporet vej med to rødmarkerede vigespor på hver side af bredde som en cykelsti. Disse vigespor bruges af vandrere, cyklister og biler som må vige hvis der kommer modkørende. Og det gør der sådan set ret tit, for der er pæn trafik på hele strækningen.

Enkelte steder er der skåret stier ud til stranden gennem sivene hvor man kan tage en pause - sine steder endda med en lille interimistisk bro så man kan nyde fjorden til begge sider. Andre steder er der små flokke af køer. Så denne første halvdel af turen kan man jo fx bruge til at kigge på de forskellige bygninger man kommer forbi.

Det første er det pænt store Nysø Gods. Hovedbygningen var under reparation, men så vidt jeg kan se er der fri adgang til gårdspladsen. Istandsættelse af hovedbygning. Nysø Gods har bygninger tilbage til slutningen af 1600-tallet og har et lille museum for Bertel Thorvaldsen - det var lukket. Stampe-familien har en særlig afdeling på Præstø kirkegård. Hvis man nævner Jungshoved, så ringer der vist en klokke der siger Gøngehøvdingen. Og tæt på godset ligger der såmænd også et hus med påskriftet "Gjøngehuset"

Kort efter Nysø Gods er der et skarpt sving. De tre granitblokke viser sig at være en Genforeningssten. Det hele ligner lidt en undskyldning for sig selv. Det er vist den mest hengemte og beskedne jeg har set. Skriften er da synlig endnu, men ligger ved en ret trafikeret vej i et sving.

Udsigten ind mod land cirka ved Hulebæk med Broskovvej. Det ene af de tre bindingsværkshuse i skovkanten.

Bindingsværkshusene kunne måske lede tanken hen på hvordan forholdene var før i tiden. I 1836 boede her en husmand og væver Ole Nielsen (1793?-1836) og hans kone, Barbara Hansdatter (1777-1850) - sidstnævnte endte sine dage i tugthuset i København. Deres stedsøn, væversvend, tjenestekarl Jens Uldrichsen (1813-1837) endte sine dage uden hoved på  retterpladsen ved Ugledige, nogle kilometer sydvest for Præstø. Lad os kigge indenfor i husmandshjemmet: 

Under Præstøe Amt er for kort Tid siden begaaet en skrækkelig Misgjerning. En Huusmand er bleven mydet af sin Stedsøn i Forening med dennes Farbroder, tilskyndet dertil at sin Moder, den Myrdedes Hustru, en Kone på 62 Aar. Grunden dertil skal have været, at hun, som tredie Gang var gift, var forbittret paa Manden, fordi han kort i Forveien var bleven udlagt som Fader til et ugift Fruentimmers Barn. Hun havde siden den Tid bestandig tilskyndet Sønnen til at dræbe Stedfaderen og lovet ham, at han skulde faae deres af ny opbygte Huus, naar han slog ham ihjel. Stedsønnen og dennes Farbroder passede da Manden op en Aften sildig, da han kom tilbage fra sit Ærinde i en Naboby, og sloge ham i ihjel med Knipler, som de til den Ende havde forsynet sig med. Han blev funden med 12 større og mindre Saar i Hovedet og Ansigtet. Som et Beviis paa den Overtro som har parret sig med denne Ugjernig, fortjener at mærkes, at da Stedsønnen havde givet den Myrdede det sidste Slag, og derpaa gik efter Farbroderen, som allerede havde forladt Drabsstedet, sagde han til denne, at nu var Faderen dd, men han havde, efter sin Moders Raad, lagt sin Haand paa hans Legeme i Fandens Navn, og nu kunde Ingen gjøre dem Noget. (Kjøbenhavnsposten den 12. juli 1836)

Flere detaljer stod i "Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer", 17 juni 1837:

Den 12te Juni skulde i Høiesteret foretages Justitssagen: Auditeur Liedenberg som befalet Actor contra Arrestanterne Jens Ulriksen og Lars Jensen Hammer, samt Arrestantinden Barbara Hansdatter. I denne Sag tiltalte Førstnævnte for begaaet Mord, Sidstnævnte for at have kjøbt og tilskyndet ham dertil, og Lars Jensen Hammer for at have medfulgt Jens Ulriksen i den Tanke, at være ham behjælpelig med at afprygle den Ombragte. Overretten har idømt Hammer 6 Aars Fæstningsarbeide, samt iøvrigt stadfæstet Vordingborg nordre Birkedistricts Extrarets Dom, der har tilfundet de 2 Andre at have deres Liv forbrudt, samt at lægges paa Steile og Hjul. Da Mordet er begaaet under særdeles aggraverende Omstændigheder og i de nærmeste Familieforhold, idet Jens Ulriksen er en Søn af Barbara Hansdatter, som var gift med den Myrdede, og altsaa dennes Stedsøn, saa ville Forbryderne neppe blive indstillede til Benaadning. (Kbhvsp.) 

De bloddryppende detaljer i selve mordet kan du læse på Politivennen Live Blogging. Jens Ulriksens hovedløse legeme blev efter 3 gange 24 timers forløb nedtaget af stejlen. Så vidt de "gode gamle dage", kan man så meget desto mere nyde turen gennem Præstø Overdrev. I starten gennem Vordingborg Kommune, men fra Hulebæk går man (i øvrigt uden at noget ændrer sig) ind i Næstved Kommune. Langs landevejen er der udsigt ind i landet til Broskovvej og 3 bindingsværkshuse. Ud mod fjorden til strandenengen

"Gjøngehuset". Blot for at markere at vi er i Gøngehøvdingens land.

Det næste man kan besøge, er Bredeshave. Her ligger Marjatta som er en meget stor institution for psykisk udviklingshæmmede. Driver landbrug, gartneri mv. og har en gårdbutik. Og sørme om der ikke ude ved vejen ligger - Gjøngehuset.

Et vy mod forskellige steder som man kan besøge på vej nordpå. Kapellet Sankt Peder samt Fjordkroen helt yderst til højre. Som det ses stiger terrænet her en lille anelse, nok til at løfte sig op over sivene.

Langs landevejen ligger også Sankt Peders Kapel som blev opført i slutningen af 1800-tallet da nogle fandt at der var for langt til de andre kirker. Der er ingen kirkegård eller toiletfaciliteter der er åbne. Foran kirken er et stort monument for major Lassen, Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen. Den højst dekorerede dansker, Victoria-korset. Og en af de højst dekorerede fra 2. verdenskrig i det hele taget.

Landbybillede som mange vist godt kan lide at forbinde med de såkaldte gode gamle dage. Livet i huset er dog nok en hel del bedre end dengang.

Hidtil har terrænet været ret fladt, men på et tidspunkt stiger terrænet lidt, og det har Hotel Fjordkroen benyttet sig af. Der er en parkeringsplads til hotellet med en fin udsigt over det område som man lige har gået igennem. Men i øvrigt ingen bænke til at sætte sig, dog en sen man kan bruge.

Her er udsigten fra et af de ovenstående fotoer set dem modsatte vej, nemlig fra Fjordkroen ind mod Præstø. Vejen til højre angiver vandrevejen.

Længere nordpå bør man dreje af ved Strandholm - og nu er man i Faxe Kommune. Væk fra landevejen går man nu i et roligt område med idylliske huse. Ved en bebyggelse kan man komme ned til selve strandengen. Stedet er velegnet til en pause (fx frokost). Inden man igen kommer op på landevejen. Den forlader man først ved Egemosevej. Og herfra er der så dømt fed vandresti resten af turen helt op til Faxe Ladeplads. For enden af Egemosevej er der en natursti langs inderfjorden. Den går gennem sivene, så det er lidt småt med udsigten, men trampestien går gennem et fint naturområde. Helt inderst i fjorden går stien op på diget, og herfra er udsigten noget bedre. Man kan se det lave område bag diget ind i landet, og mod fjorden er der nu havudsigt. Samt udsigt til Feddet.

Udsigt fra diget ind i landet. Meget fladt, sikkert under havets overflade. Der er en pumpestation ved diget.

Stien går rundt om Feddet (tror jeg da nok). Men det var lige en for lang tur denne dag. Det kræver nok en helt selvstændig tur, måske i fremtiden. I stedet gik jeg gennem Campingpladserne (eller er der kun en?). Den viste sig at være ganske enorm! Den deles vejen ud på Feddet, og her er indgangen med et slaraffenland for børnefamilier af aktiviteter. Endog et game center i tilfælde af regnvejr. På den anden side (østsiden) ligger så Feddet Strand. Også her med masser af ferieaktivitetsting til børnefamilier. Stranden minder nu fuldstændig om sandstrandene langs Køge Bugt. Den er pænt bred og lang så der er plads til alle. Mod nord begynder så stenstranden.

På østsiden af Feddet: Feddet Strand og langt ude strækker sig den næste etape i kystvandringen. Den fortsætter efter pynten! Udenfor billedet til højre er der masser af strandresortaktiviteter for campingpladsens gæster og andre.

Der findes en sti oppe i terræn, Skansestien, men jeg valgte at tage hele turen langs kysten. En fin naturstrand. Jeg havde hele stranden for mig selv helt op til Faxe Ladeplads. Nogle dele af stranden kunne jeg endda se at jeg var den første til at gå siden sidste overskyl af vandet. Og det med god grund. På ingen steder er der sandstrande. Sten af vekslende størrelse, fra håndstore til kæmpe granitblokke er terrænet. Og særdeles mange steder ligger der store træer hen over stranden. For naturen får her lov til at være i fred. Det gør kyststrækningen utrolig flot. Også fordi høje klinter tårner sig næsten lodret op fra stranden. Det gør det dog noget vanskeligt, mange steder må man ud i vandet i knædybde for at komme forbi. Jeg har købt nye Teva vandresandaler der påstår at kunne tåle vand, så de fik deres debut her, og de bestod med glans!

Omkring pynten. Her er skrænten høj og træerne er ved at miste fodfæst.

Denne flere kilometer lange strækning på turen var efter min mening turens største oplevelse. Samtidig må jeg dog også advare mod at gøre turen om vinteren hvis man ikke er til koldt vand. For vand-vandring er uundgåeligt langs kysten. Der er ingen muligheder for at gå op i terrænet for at omgå de nedfaldne træer. Først tæt på Faxe Ladeplads ødelagt af kystsikring. Og kommunens sandstrand markerer at nu er man tilbage i civilisationen igen. Der er kommet gang i turismen, så hele turen langs stranden gik på promenaden for ikke at forstyrre de mange børnefamilier som havde taget ophold.

Ruten

Præstø busstation. Langs kysten så vidt det nu lod sig gøre. Faxe Ladeplads station. Med rundture regnede jeg det ud til at være i hvert fald over 22 km. Det var passende, idet den sidste del af kystvandringen ikke var for gangbesværede.

Nyborg, Knudshoved m.m.

Strandtur langs det område som gennem århundrer har været landingsplads for rejsende til og fra Sjælland. Vi der er gamle nok, husker måske jernbanefærgerne, bilfærgerne - og nu broen.

Jeg må jo nok gå til bekendelse at ordet "Nyborg" stadig havde en noget negativ klang fra min barndoms rejser over Storebælt med langsomme tog, uendelig lange rangeringer frem og tilbage på færgerne, og så en gentagelse på den modsatte side. Som barn de raslende vinduer i færgerne, som voksen den "berømte" Storebæltskaffe. Men efter dagens tur, kan jeg roligt lægge alle disse minder i graven, for turen rundt om Knudshoved er en ganske fortrinlig tur. Turen startede og sluttede på Nyborg Station. Og jeg skal nok lade være med at uddybe de 75 minutters forsinkelse på tilbageturen. Som folkepensionist indretter jeg mig.

Stien fra Nyborg Station mod Nyborg Strand. Lidt af en positiv overraskelse for mig; der var masser af meterhøje vilde planter langs kanten med summende insekter, samt en lille skov.

Med toget lander man på Nyborgs 4. station som ligger i udkanten af byen. Fra stationen går der en sti gennem et fint område med vilde planter, skov m.m.  Så det er faktisk kun det sidste korte stykke forbi Nyborg Strand Hotel hvor man kommer i berøring med trafik. Langs skoven ligger der et par hoteller. Jeg gjorde turen frem og tilbage, men havde dog ikke lyst til at bruge kræfter på at udforske skoven - set i bakspejlet en fornuftig beslutning. Der var ikke meget tilbage i benene i sidste ende. 

Nyborg Strand ved Christianslund og hotellerne. Der er flere forskellige muligheder i niveauer at gå langs skoven. Her nede på selve stranden, hvor høfterne ser ud til at være i så meget forfald at kysten er ved at genopstå.

Badehotellet åbnede i 1899, tegnet af arkitekt Schwanenflügel. Det gik ikke så godt. Indtil kirkestævner fra 1913 begyndte at finde sted her. I 1960'erne blev det kirkelige suppleret af det erhvervslige, og sådan er det vist stadig. Egentlig prøvede jeg at finde Hesselhuset som var afmærket på kortet, men fandt kun restaurant Lieffroy. Det viste sig så at være det samme! Efter skoven ved Christianslund var stranden heller ikke længere nogen attraktion. Her lå villaerne direkte ned til kysten. Stranden nedenfor hotellet er trods høfter ganske fin mod nord. Lidt værre står det til mod syd hen mod broen idet det første stykke er hærget af kystsikring til man kommer til badeanstalten Storebælt. Så er der mere naturkyst. Udsigten er der til gengæld ikke så meget i vejen med. Og folk holder pænt deres hunde i snor. Noget som ikke er en selvfølge andre steder, fx syd for Dragør på Amager.

Storebæltsbroen. Fra Nyborgsiden måske ikke det mere kendte syn af højbroen fra Sprogø (til venstre i fotoet) til Sjælland, men denne vinkel giver et indtryk af buen. 

Jeg havde ikke forberedt nogen rute, men besluttet bare den tætteste vej mod kysten, og det viste sig at være en god plan der med små undtagelser holdt hele vejen igennem. Der er nogle afmærkede stier, men dem kan man godt se lidt stort på, og bare følge rådet med at gå så tæt på kysten som muligt. Det sidste stykke langs motorvejen for at komme under Storebæltsbroen er nok det mindst spændende. Ved broen er der en udsigtsplatform. Den skal være flottest ved solopgang, og man kan se broens krumning, bropiller m.m. Det glædede mig lidt at larmen fra motorvejen egentlig ikke var så generende som jeg havde frygtet. Et udmærket forsyningssted er "Monarch". Her er restaurant, toiletter, bænke, borde osv. Alt hvad vandringsfolk begærer. Der var åbent.

Måske ikke lige det smukkeste motiv. Men der er en del historie i det: I forgrunden det forladte bilfægeleje ved Knudshoved. I baggrunden dens banemand, Storebæltsforbindelsen.

Efter broen kan man "svinke" lidt til de nedlagte bilfærgelejer i Knudshoved. Der er ikke meget tilbage, skal jeg hilse og sige. Jeg har nu heller ikke været bilist på de færger, som jeg havde heller ikke nogen erindring om hvordan det hele engang så ud. Man kan komme ud på begge havnemoler. Jeg tog den nordligste, og ville egentlig også være taget tilspidsen af den sydligste som er den længste. Jeg må indrømme at jeg droppede det sidste smalle stykke.

Knudshoved. Naturvandring, kursuscenter. Man kan dog her ikke se isbådehuset.

På Fyrvej ligger nu et kursuscenter, Naturvandring og forskellige andre. Kursuscenteret er en gammel stationsbygning fra 1876. Banegården skulle sikre at transporten over Storebælt kunne gennemføres i strenge vintre - færgerne behøvede ikke at sejle hele vejen ind til Nyborg. Den blev dog hurtigt overflødig. Ved siden af er en mindre bygning som der står isbådehus på. Disse blev brugt om vinteren når bæltet var frosset og posten skulle nå over. Isbåde var solidt byggede joller med en høj køl på midten og en stålskinne under kølen, der virkede som en mede. Isbådene blev i rækker trukket eller sejlet over Storebælt. En tur kunne tage fra seks timer til flere døgn. Turen med post, gods og passagerer gik over Sprogø, hvor man kunne købe et måltid og overnatte, hvis det blev nødvendigt.

Knudshoved Fyr set fra det gamle bilfærgeleje.

Fra molen har man også et vy mod Knudshoved Fyr som står på det eneste egentlige højdepunkt på ruten. Det vil jeg nok sige er et must. Også et udmærket sted at indtage madpakken. For selv om der ikke er imponerende højt, så er udsigten så meget desto mere god. Fyret og den specielle knaldstation som skulle larme når disen skjulte fyret. Fyret er fra 1948 og er 12 meter højt. Der har dog været fyr her siden ca. 1730. Ældre er fyret på Slipshavn (1845). Men det er ikke tilgængeligt.

Knudshoved fyr og knaldstation. Anvendelsen af det har ikke været kendt, en tid anså man det endog for at være et vippefyr.

Sprængladningen kom fra et nærliggende hus, herfra blev det hejset op og BANG. Knaldstationen er fra 1901, måske Danmarks ældste - og eneste? Jeg har i hvert fald ikke set noget lignende. Ved tåge når fyret ikke kunne ses, brugte man før knaldstationernes tid kanoner til at lede færgerne ind. I knaldstationen hejste man dynamit op. Den blev nedlagt 1934 og erstattet af elektriske sirener. Det er mere eller mindre en rekonstruktion. Stationen har tilsyneladende lidt en hård skæbne. Det fremgår af nogle kilder at man indtil omkring 2021 troede det var et vippefyr og havde rekonstrueret det med en dertil hørende kurv. Måske har folk dengang været lige så uvidende som jeg om at der fandtes knaldstationer, og det er vist nok også det eneste af sin art i hele Danmark, måske hele verden.

Vildtreservatet Østersø

Fra fyret har man også et bedårende vy over Østersø, en indsø som er et naturreservat. Den smalle tange mellem Nyborg Fjord og søen er et af de bedste stræk. Til den ene side har man Storebælt, til den anden vadeområdet hvor der er et meget rigt fugleliv m.m. Sådanne steders stemning kan ikke gengives med foto eller i ord. Sanseindtrykkene gennem næse og ører skal opleves. Der er mange steder man kan blive stående eller sætte sig for at nyde stemningen.

Slipshavn. Lukket militært område, Den indeholder en bastion samt nogle bygninger som fx disse.

Der stikker en tange ud som er militært område, Slipshavn. Så her må man altså nøjes med at kigge på afstand. Slipshavn var oprindelig et toldsted. Nogle af de gamle toldbygninger eksisterer stadig. Hangarer og banedæmning fra 1. verdenskrig da stedet var landingsbane for vandflyvere, kan også anes. Marinestation Slipshavn har siden 1956 uddannet frivillige i marinehjemmeværnet. De rykker ud ved havsnød eller miljøulykker. Og overvåger farvandene.

De over 130 år gamle godstogsreperationsværksteder, siden 2017 destilleri. I stedet for oliestinkende tog rummer bygningerne nu ditto whiskey.

Slipshavn Skov er en lille, men ganske tæt og fin skov. Den hører under Juelsberg Gods og udmærker sig ved at have en gammel urørt skovbryn og bevoksninger, også inde i selve skoven. Når man kommer ud, er der golfbane. Så følger man bare stien ned mod kysten igen, undgår at blive ramt af golfkugler, og så kommer man helt ind til industriområdet ved Nyborg Havn. Man kan gå en runde ved Lindholm Havnevej, men set i bakspejlet kunne jeg godt være foruden den. Og så er der et pænt stykke vej til togfærgelejerne som nok er det mindst spændende på turen. Der er ca. 2 kilometer på fortov og asfalt med trafik. 

Det gamle togfærgeleje. Hvor mange har ikke kigget på denne udsigt (uden de nye huse) når de ankom eller afsejlede med togfærgerne? Jeg for mit vedkommende kunne ikke finde nogle fikspunkter.

For enden af vejen ligger stationen til højre og færgelejerne mod venstre. Sammen med reparationsværkstederne der nu er destilleri, er det det eneste som leder tankerne tilbage på fordums togrejser med færge. Selv skinnerne er fjernet. Området er stadig under ombygning og delvis afspærret. Ved at stå ved den gamle færgemole kan man dog stadig forestille sig jernbanesporet føre forbi værkstederne op mod stationen som kan skimtes bag det gamle posthus.

Den gamle (og tredje) Nyborg Station. Til højre (og udenfor billedet) ligger det lige så imponerende gamle posthus.

Ældre personer genkender måske stationen fra rejser over Storebælt. Den gamle station var den fjerde jernbanestation i Nyborg. Den anden (som delvis var den første) blev nedrevet 1985. Den eksisterende gamle stationsbygning (den tredje) er fra 1891 og tegnet af arkitekt Thomas Arboe. Den var i funktion 1891-1997. Ved indvielsen af Storebæltsforbindelsen blev der opført en ny som ligger lidt nordligere, men dog i gåafstand fra den gamle. Derefter gik det hastigt med forfaldet. I 2000 skrev Fyens Tidende at uret var blevet stjålet, med krydsfiner for vinduerne og lignede et spøgelseshus. Den er dog fint istandsat nu, selvom nostalgikere vil have svært ved at genopfriske de "gode gamle dage".

Torvet med voldgraven i forgrunden og den flere gange ombyggede rådhus.

Nyborg by overraskede mig egentlig lidt. Jeg havde heller ikke forventet noget, men oplevede byen som en fin købstad og stationsby med mange huse bevaret fra forskellige tidsaldre. Ikke at arkitekturen minder meget om Køge, men stemningen i byen gør. Bykernen synes at være ret helstøbt. Jeg har ikke gransket så meget i gaderne udenom gågaderne - det var jeg efterhånden blevet for træt til, så jeg vil egentlig bare lade nogle billeder fra området omkring slottet afslutte denne artikel. 

Nyborg Slot med voldgraven i forgrunden.

For selvfølgelig måtte jeg se slottet. Nyborg Slot kan dateres tilbage til ca. 1200. Konge, gejstlighed og adel mødtes i nogle år på slottet før 1413, bl.a. i Erik Klippings tid. Dengang havde man ikke som i dag en regering med fast opholdssted i København, men forsamlinger med skiftende navne, rigsforsamling, hof, Danehof. osv. Der er sket store omvæltninger med slottet gennem tiderne. Under en af svenskekrigene i 1650'erne holdt svenskerne til på slottet. De tog alle løsdele med sig, og kongen overlod slottet til militæret som blev der indtil 1913, efter at have nedrevet adskilligt. Så mens svenskerne tog indboet, tog militæret sig af bygningen. Materialerne blev genbrugt til Odense Slot. I nyere tid er det blevet restaureret og sidste år stod det næsten færdigt. I december 2020 blev byggeprojektet bremset af Miljø- og Fødevareklagenævnet, da der stadig manglede en forhøjelse af vagttårnet samt nybyggeri, der skal huse en udstillings- og formidlingsbygning. Sagen afventede i juni 2023 stadig i kulturministeriet.

Nyborg Museum - borgmestergården.

Nyborg museum er indrettet i borgmestergården. opkaldt efter købmand og borgmester i Nyborg Mads Lerche opførte den i 1601. I hvert fald den ældste del, for hans sønner udvidede den med to ekstra fløje. Gården fremstår velbevaret og original, og har siden 1922 fungeret som museum (og indtil 1939 også som bibliotek). Der er fri adgang (i åbningstiden). Bygningerne er i sig selv et besøg værd. Der var en smed i gang med nogen ild osv.

Voldgraven overfor Borgmestergården

Efter turen til slottet var der sådan set ikke så meget tilbage i benene. Så hvis jeg skulle klare turen til stationen, måtte jeg undlade at kigge på de sikkert mange andre spændende ting der er at kigge på i Nyborg. Men man kan nogle gange ikke få det hele med. Det må vente til en anden god gang.

Endnu et kig gennem voldgraven. Denne gang mod den nordlige side.

Men en tur på volden blev det dog til. Den er på højde med nogle af de højeste steder på Vestvolden, og måske også i Kastellet.

Kik over Nyborg fra volden.

En historie fra Politivennen Live Blogging skal det da ikke skorte på. Som bekendt var det i "gamle dage", dvs. for ca. 150 år siden, sin sag at rejse rundt. Byerne var indesluttede, og man skulle vise pas og betale told for at komme igennem. I Nyborg kunne man dog for 200 år siden benytte sig af et lille trick, når man skulle besvare spørgsmålet ved byporten: "Er De en Rangsperson.":

Ved flere gange om året at rejse til og fra Fyn er anmelderen hver gang han passerede vagten ved landporten i Nyborg blevet stoppet med dette spørgsmål. Svarer man ja, så må man opgive sin stand og karakter. Svarer man derimod nej, kan man uden videre køre sin vej. Da alle rejsende må lade sit pas visere, er dette spørgsmål højst påfaldende. Og især må det forekomme en fremmed besynderlig at dette vigtige spørgsmål kun angår rangspersoner, hvorimod de som ingen titel har, ikke værdiges legitimation. Mange rangspersoner svarer ofte nej for ikke at blive videre opholdt. Og omvendt giver mange ikke rangspersoner sig karakter for sjovs skyld. Så dette spørgsmål må ønskes afskaffet dersom det ikke har en anden hensigt end at tilfredsstille spørgerens nysgerrighed. (Politivennen nr. 466. Lørdag den 4. december 1824, s. 9327)

Bastionen. "Bastionen" er en iøjnefaldende bygning fra 1897, bygget som teater af borgerforeningen. Den står fint restaureret efter at være blevet udsat for en brand, været hovedsæde for besættelsesmagten under 2. verdenskrig, endnu en brand, en jazzklub, et diskortek. Indtil kommunen siden 2015 har brugt til som kulturhus..

Til slut: Betyder det så at Vandringsmanden har begyndt at udforske Fyn? På ingen måde. Broen havde sin pris. Det koster dobbelt så meget at rejse til Nyborg som til Nakskov, selv om der er betydelig længere til Nakskov. Og selve turen tager under den halve tid. Så hyppige ture er udelukket. Det bliver nok Møn, Lolland og Falster som er bloggens næste mål.

Ruten. 

Nyborg Station. Sti mod Nyborg Strand. Christianslund. Under Storebæltsbroen. Knudshoved Færgeleje. Knudshoved Fyr. Østersø. Slipshavn. Togfærgelejet. Nyborg By. Nyborg Slot. Nyborg Station.

Amarminoen Dragør-Svenskeholmvej

I mange år har jeg gået Amarminoen uden at ane at jeg gik på den. Den blev nemlig først navngivet i 2020. Men nu skulle det altså være alvor!

Amarminoen går fra Dragør Fort langs sydkysten af Amager til DR-byen. Eller omvendt.(Amar + minoen =/ Caminoen). Den siges at være omkring 27 km. Så det skulle være overkommeligt for en dag. Naturpark Amager har lavet et oversigtskort over ruten. Dette indslag dækker nogenlunde strækningen fra Dragør til Naturcenter Amager (med visse svinkeærinder, se artiklen nedenfor).

Dragør Havn. I denne ende af Amarminoen kan man jo lige så godt kigge på en af Danmarks mest charmerende byer med en gammel bymidte. Og restaureret lodsbåd og tårn. Engang holdt de også til i Allinge på Bornholm. 

Allerede ved dagens start i Dragør Havn er det nødvendigt at gøre sig klart at skal man, så er det nu: der er flere toiletter ved og på Dragør Havn. Men næste stop er ved Kongelundsfortet, eventuelt i Kongelundskroen hvis den er åben (torsdag til søndag i sommersæsonen). Og så er der ellers dømt påholdenhed indtil enten Ørestad, eller den nye badeanstalt nord for Skrædderholmen. Den er så ny at den ikke er aftegnet på kortet.

Søvangsbugten. Mellem Dragør og Søvang er stranden urørt. Ingen kystsikring (læs kystødelæggelse), broer eller anlægssted for fiskeri.

I forhold til de tidligere vandringer i området har Amarminoens stier fået en gevaldig opfriskning. Så det har man da fået ud af at navngive den Amarmino. Stierne var der jo i forvejen, og formålet har da sikkert også været det meget prisværdige at få folk motiveret til at gå en tur og nyde det nærmeste som man kommer til natur i Danmark. Det meste på ruten er så menneskeskabt natur (hvis man kan kalde det sådan), men absolut noget af det mest heldige. Selv om formålet oprindelig var andre, fx militære, så er det faktisk lykkedes at tiltrække planter, insekter, dyr og fugle i et ganske betydeligt omfang.

Søvangsbugten. Ud i bugten rager broen til Søvang, det hele anlagt til de indviede. De gange jeg er passeret, har jeg ikke set nogen hverken på broen eller badeanstalten, så overrendt synes den ikke at være. 

I Søvangsbugten er der hele tre meget lange bade- og bådebroer. I bedste danske stil er de private og afspærret med en bom. Badevandet helt inde ved kysten er tæt pakket med lidt ulækkert tang så langt øjet rækker, så hvis man er til badning, kan man måske lave en aftale med nogle af ejerne til broerne. Hunde forbudt i naturpark og vildtreservat. Det er der så ca halvdelen af hundeejerne der respekterer, og stort tak til dem. Fritløbende hunde skræmmer fugle m.m. væk, men der står på et skilt: "Vis hensyn, vi skal alle være her". Dog henvendt til racende cyklister. 

Søvangsbugten ved Søvang. Skiltet påstår at broen er Danmarks længste badebro.

Ned mod Søvang kommer man op på diget der beskytter bebyggelsen. Pæle markerer hvor vandstanden kommer til at stå ved en 100 årskatastrofe, læs stormflod. Udsigterne til en sådan hændelse er med klimaændringerne ikke længere så usandsynlig, så det truer bl.a. luksusboligerne langs kysten i Søvang. Det ser godt nok ud til at boligerne ikke må lade hegn være højere end diget, men man kigger jo altså lige ind i folks private huse. Gad vide hvad der sker med udsigten når digerne forhøjes nogle meter. 

Udsigt mod nordøst fra Kongelundsfortets højeste tårn.

Syd for Søvang går stien ind i landet udenom naturparken og vildtreservatet. Mellem Søvang og Kongelundsfortet går den via Fasanstien gennem skoven. Den byder bl.a. på en af Thomas Dambos trolde som har gemt sig godt. Stien munder ud ved Kongelundsfortet. Et af de senest anlagte forsvarsværker som de sidste ca. 30 år har været ejet af Dragør Kommune og som nu bl.a. bruges til skoler. Der er fuld offentlig adgang til de udendørs områder. Til gengæld er de fleste af bygningerne aflåst, bortset fra et kikkerttårn som man ikke skal være klaustrofobisk for at gå ind i.

Udsigt mod syd fra tårnet i Kongelungsfortet. Voldgraven ses nederst i billedet.

Der er fyldige forklaringer på hvad bygningerne har været brugt til, eller skulle bruges til under en eventuel krig. Med fotoer. Men ellers er der to tårne man kan gå op i og få en fantastisk udsigt over vildtreservatet og vådområdet omkring fortet. Vådområdet gør sig mindre godt på fotoer, de ser lidt kedelige og flade ud, men i virkeligheden er de en stor sanseoplevelse for de øret og næsen.

Stien langs Hestefælleden er sine steder ret sandet, og i tørt vejr som dette noget besværligt at gå i, ikke for kørestole. Også her lader enkelte deres hunde gå uden snor.

Der er masse af insekter, hvilket betyder mange fugle og masser af vilde blomster som heller ikke ses på oversigtsfotoer. Men næsen tager ikke fejl. Pt er der meget tørt efter en måneds næsten uafbrudt tørke. Men det mærkes dog mest lidt inde i landet hvor vegetationen er ret afsvedet, dog nok til hestene i Hestefælleden syd for Kongelunden.

Hestefælleden med heste, se mod Kongelunden i baggrunden.

Jeg er på mine ældre dage begyndt at tage kontakt til heste, fordi nogle af dem tilsyneladende fatter interesse. Hvorfor, det ved jeg ikke rigtigt, og det er ikke fordi de vil have at jeg giver dem noget frisk græs eller lignende at spise. De kommer bare hen og vil "snakke". Jeg har endog været udsat for at et af de store dyr lænede sin store mule op ad min arm, ligesom for at give et lille knus, eller hvad nu sådan noget hedder. Det er sikkert noget jeg bilder mig selv ind (ja, det er det). Men er en dejlig tanke. Man går vist og bliver lidt sentimental med tiden.

Et sidste vy mod Hestefælleden og Aflandshage med sportsområdet. Hestefælleden mod Kongelundskroen.

Ud for Kongelundskroen er der et mindre søsportsområde midt i statens vildtreservat. Her er det tilladt at dyrke de former for sport som jeg ikke rigtig kender navnene på. En dag som denne er der ikke så mange. Men andre gange jeg har været her, har der været fuld gang i sejl og faldskærme, eller de navne som jeg ikke rigtig har fået lært.

Enghøj ved Pinseskoven. En af de mere anonyme høje i landskabet. De fleste er vist anlagt af militæret gennem tiderne. Nogle skal dog være små holme fra dengang området var et lavvandet farvand.

Jeg valgte en lidt anden rute gennem Pinseskoven end Amarminoen angav, og det skyldtes at jeg havde mistanke om at der kunne være mange myg. Jeg valgte en rute vest for kanalen, stadig gennem skoven, men ikke så kroget. Bortset fra det sidste stykke gennem Pinseskoven mod Granatvej. Her var græsset ret højt, og da jeg senere kom hjem, opdagede jeg noget rødt udslet. Det klør dog ikke så meget som myggestik, faktiske slet ikke. Et stykke op mod Ørestad forlod jeg så endeligt Amarminoen (der drejer ad Svenskeholmvej) og gik i stedet videre ad Granatvej mod Ørestad. Dels byder den nemlig på kaffe og forfriskninger og en masse spændende arkitektur (og ikke at forglemme masser af toiletmuligheder), dels har jeg gået den resterende del masser af gange. Især langs Dæmningsvej, ikke fordi det er det mest spændende stykke, men fordi det ligger bekvemt for mig at komme til. 

Velkendt kig fra Granatvej: Flat, flat flat. Med et lille vandhul. 

Det allerede beskrevne stykke, samt det resterende har jeg tidligere på bloggen beskrevet ruten ved forskellige lejligheder dengang den endnu ikke hed Amarminoen: 16. juni 2014 Naturpark Amager, den 11. august 2014 Statens Vildtreservat Vestamager, den 12. juli 2015 Store Magle og Amager Syd, den 12. juli 2015 fra Store Magleby og rundt om Sydamager, den 22. maj 2016 Kalvebod Fælled rundt, Vestamager, den 28. maj 2017, fjernvandrevej E6 og rundt om lufthavnen, og senest for to år siden den 29. februar 2020 Statens vildtreservat og Kalvebod. Så som det ses, så kan Amarminoen stykkes sammen af disse indslag, for heller ikke denne gang fulgt jeg ruten mere end ca. 15 km.

Navnløs bakke tæt på Ørestad, Koklapperne. Den ser ud til at være anlagt til militære formål. Grøften foran højen kunne være gravet for at få lavet bakken. I dag er det imidlertid et godt sted for fx frøer. 

De fleste af asfaltvejene er anlagt af militæret og er snorlige. Det gælder også for Granatvej der siden jeg gik her første gang fået lagt et nyt lagt asfalt, til stor glæde for cyklister der her godt nok ikke kan træne bakker, men så den ubarmhjertige vind som uhindret blæser over vejen. Apropos blæst, så hørte jeg tilfældigt på tv en undersøgelse af om kraftig blæst ikke kunne kompensere for højde. Det kan den så ikke. For bare nogenlunde at matche højder, skal der nærmest en orkan til. Dette var en servicemeddelelse til cyklisterne. 

Ruten 

Dragør, langs kysten i det omfang det kan lade sig gøre for naturreservater. Kongelundsfortet. Søndre Sluse. Pinseskoven. Granatvej. Ørestad. Turen var ca. 20 km. hvoraf ca de 15 var på Amarminoen.