Rø Plantage. Højlyngstien

Et gensyn med Højlyngsstien - til, fra og gennem Rø Plantage. Seværdigheder: Spellinge Mose, Borgen.

Skal man med offentlig transport, er Rø et godt sted at stå af - eller på. Rø er en lille by med en kirke lidt uden for byen, en lidt dyster og firkantet granitkirke fra 1888 omgivet af en kirkegård. Den gamle romanske kirke var angiveligt blevet så forfalden at en ny måtte til. Arkitekten Andreas Clemmensen tegnede en ny efter mønster af den gamle hvoraf der skulle være nogle rester indeni. 

Rø Kirke. En af mindst to kirker fra slutningen af 1800-tallet som har erstattet gamle middelalderkirker fra 1200-tallet. Her helt nedrevet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det minder lidt historien fra Østermarie hvor man også var i færd med at nedrive den gamle kirke, men ombestemte sig halvvejs da man blev opmærksom på dens unikke tagkonstruktion. Den nye stod opført i 1891, men ruinen af den gamle står stadig lige ved siden af og er nu indrettet som et museum.

Spellinge Mose. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vandreren bør absolut vælge Rø Skolevej, cykelrute 26 i stedet for landevejen. Stiens første del er måske ikke så enestående, men før den drejer af mod Rø Plantage, passerer den Spellinge Mose. Der er afstikker fra cykelruten, afmærket som Højlyngsstien. Man kommer op på klippeknolden Storeborg hvorfra man har et godt udsyn over mosen.

Toppen af Storeborg ved Spellinge Mose. Bag fotografen går det stejlere ned end det her har været muligt at give indtryk af. Foto Erik Nicolaisen Høy

Storeborg (Grønneborg) skal have været tilflugtborg i jernalderen. Det skal man dog vist være arkæolog for at kunne se. Og den skal også have lidt en hård medfart med jernbanens gennemførsel i 1912/1913. Men beliggenheden højt over et landskab med en mose som naturlig beskyttelse (og måske mere af den slags i jernalderen) kan man dog godt se logikken i. Vandet i åen fortsætter til Døndalen. Stien fortsætter herefter til Rø Plantage.

Stien mod Rø Plantage, på denne strækning del af Højlyngsstien. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Rø Plantage ligner et rektangel med den lange side mod nord. Jeg havde kun en gammel folder fra Skov- og Naturstyrelsen. For gammel. For de fleste af stierne eksisterer ikke længere. Åbenbart fandtes der før i tiden en masse små trampestier. Så planen om at afvige fra Højlyngsstien blev ikke rigtig til noget. Faktisk viste det nemmeste sig bare at følge skiltene til denne. Dog med en vigtig undtagelse. Øst for Mirabelvej ligger der mod nord en shelterplads med et multtoilet. I øvrigt rutens eneste sted til de behov. Tæt på denne skulle man kunne nå stenvarpen, men hurtigt viste det sig at der er afspærret med et vildthegn. Så den afstikker opgav  jeg. 

Opstigningen mod Borgen begynder her. Også indtryk af stien og plantagen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I Rø Plantage ligger klippegrunden tæt på overfladen, altså ikke egnet til frugtbar landbrugsjord, og i gamle dage anså man den kun for egnet til afgrænsning. Alligevel er det dog sjældent klipperne stikker op, så skoven kunne ligge et hvilket som helst andet sted i Danmark - indtil man kommer til Borgen. I slutningen af 1800-tallet (1865-1875) blev området beplantet med skovfyr, rødgran og lærk hvor af kun nogle ældre skovfyr har overlevet til i dag. Nu består beplantingen mst af rødgran og eg. 

Fotoet giver et lille indtryk af Borgen. Det er svært at finde resterne af selve borgen, men at den har ligget et godt sted, lader de stejle skrænter ingen tvivl om. Som det ses, træstubbe alle vegne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Cykelrute 23/ Højlyngsstien går langs turens andet højdepunkt Nordre Borgedal. Øst for Lyngvej begynder områdets enestående karakter for alvor at folde sig ud. Her går man langs åen og kommer op over højdedraget Borgen. Det er for nylig blevet afskovet og er fyldt med stubbe. Det er også afhegnet, så jeg går ud fra at det er meningen at det ikke skal springe i skov igen. Mod nord kigger man ned mod åen. Kun navnet leder tanken hen på at det engang har været et borganlæg. Om end det er indlysende at det egnede sig fortrinligt til det. Stensætningen som danner volden, ligner så mange andre sten, og hulvejen lige sådan. 

Dæmningen med slusen til højre har skabt en idyllisk sø. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Stien fører over en dæmning som blev lavet i 1967 for at opdæmme en sø (Borgedalssøen) til opbevaring af træ som var faldet for en storm. Dæmningen blev ikke fjernet igen, man kommer over den og kan se den smalle rende hvor vandet fra den kunstige sø løber ned i området. Lidt fra søen ligger ved landevejen Bergdalshuset og Flagermusehuset. Loftet er vinterhi for flagermus. I stueetagen er der oplysninger om flagermusenes gøren og laden. Der findes også en ca. 750 meter lang sti hvor man ved tusmørke kan opleve flagermus. I februar sover de dog alle sammen. Så jeg droppede turen denne gang. 

Flagermusehuset. Flagermusene skulle efter sigende befinde sig i vinterhi på loftet. Et skilt ved indgangen oplyste at man kan følge med via en live-skærm. Den ser dog ud til at være lukket for vinteren. Der er plads til 40 personer inde i stueetagen hvor der befinder sig borde og bænke. Og der er åbent også om vinteren. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Herfra forsøgte jeg at gå langs åen hele vejen til Gudhjem, og drejede mod nord. Det gik også godt i starten, åen er let at finde og inde i plantagen går der en fin trampesti langs åen. Men når plantagen holder op, stopper også herligheder i form af et trådhegn som signalerer at her må man nok ikke gå ind. Der fører så en trampesti tilbage til Sigtevej mod Gudhjem. Og herfra gælder der ikke længere nogen kære mor. 1-1½ times march gennem svinefoderarealer ligger forude indtil man endelig bliver forløst i Gudhjem. På vejen kan man se ned mod åen i ådalen, sparsomt flankeret af en række træer. Jeg følte mig fristet til at dreje af når der var veje som krydsede åen. Men var dog for træt til at gøre forsøget. Udsigten til at skulle gå tilbage var for skræmmende, men jeg skal ikke udelukke at der på nogle strækninger skulle være muligt at gå langs med åen.Eneste opmuntrende ved landevejen er udsigten. Østersøen anes på store dele af vejen i det fjerne. 

Åen løber i ådalen tværs gennem billedet. Jeg fandt aldrig ud af om der skulle løbe en sti på strækninger fra Rø Plantage til Heligdommen. Ellers er der afpillede svinefoderarealer så langt øjet rækker. Dog i horisonten afbrudt af Østersøens blå. Foto Erik Nicolaisen Høy

Vel ankommet til Gudhjem må man tage årstiden i betragtning. Her om vinteren er stort set alt lukket i byen, undtagen supermarkedet. Ligesom i øvrigt det meste af nordkysten: Melsted, Tejn, Allinge, Sandvig. De mange cafeer, restauranter, isbarer og listige steder holder lukket. Så forventninger til kaffe når man ser skiltet "Hos Mette" og møllen bliver slemt skuffede. Til gengæld har man jo så hele byen for sig selv. 

Til gengæld opdagede jeg på toppen af Gudhjem en bygning som jeg ikke havde lagt mærke til før: Kaffeslottet (1912 eller 1922) opført af kaffegrosserer Sahl, Duebakken 2. Byggematerialerne stammede fra Københavns anden hovedbanegård som han havde købt billigt og fået sejlet til Gudhjem. Dret kunne nemt være gået galt i december 1913, da der under arbejdet med at asfaltere foran villaen, opstod ild. Den blev dog hurtigt slukket af de tilstedeværende arbejdere. Egentlig havde han forestillet sig en restaurant, men det blev ikke nogen succes. Så han solgte det. Senere husede bygningen bl.a. pensionat og kunstgalleri. Nu udlejes det til turister. 

Kaffeslottet i Gudhjem. Noget nær så tæt på toppen af Gudhjem som man kan komme. Desværre lå den anden og langt flottere facade med en imponerende trappe i skygge, og var desuden ikke egnet at fotografere med mine medbragte linser. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Jeg har endnu det som jeg forestiller mig den bedste del af Højlyngstien tilbage, nemlig Almindingen. Den ligger imidlertid så besværlig langt fra offentlig transport at det skal planlægges noget bedre. Som nævnt har jeg ikke tænkt mig at gå hele vejen, idet jeg undgår svinefoderarealerne.

Ruten.

Rø. Rø Skolevej. Rø Plantage, bl.a. Flagermushuset, Borgedal, Borgen. Sigtevej. Gudhjem.

Albertslund: Risby, Herstederne.

Kyndelmissetur. Og der var da også lidt frost i jorden. Dagens rute gik til de bittesmå områder i Albertslund Kommune der er bevaret fra hedebotiden: Små landsbyer m.m.

Albertslund er mest lavt byggeri fra sidste halvdel af forrige århundrede og masser af industri. Men også ganske godt bevarede landsbyer fra dengang det hele var hede. Det vil sige, det var det jo i ordets egentlig forstand ikke. Navnet hentyder til en tid for tusind år tilbage hvor egnen ikke længere havde mere skov, mens det meste af Danmark var skovklædt. Så man skal altså rigtig, rigtig langt tilbage i tiden, århundreder før 1800 hvor resten af Danmark i mellemtiden havde fulgt Hedeboegnens eksempel og fældet næsten al skov, så der nu næsten ikke længere var nogen skov tilbage i Danmark. En katastrofe for skibsindustrien som jo dengang fortrinsvis var afhængigt af træ til træsejlskibene.

Birkelundgård. Nu kulturhus. Arkitekttegnet af Ivar Bentsen 1916.

Et af de første steder der stammer fra før urbaniseringen, er proprietærgården Birkelundgaard. Oprindelig lå den i Herstedvester Landsby indtil 1916. Så blev  udflyttet hertil, tæt på Albertslund Station. Den lå tæt på Tune-stillingen, og under Den Store Krig (1914-1918) var der på den som så mange andre gårde indkvarteret soldater fra sikringsstyrken. De kokkererede i laden efter tidens skik over åben ild. Nogen som inspirerede nogle drenge på gården. De gjorde det samme, og kort efter var gården lagt i aske. Ejeren var godt brandforsikret, og resultatet er det som nu er kulturhus. Oven i købet arkitekttegnet, af Ivar Bentsen. (1876-1943). Han excellerede i Bedre Byggeskik, nyklassicisme og sågar senere funktionalisme. Dengang var han nu ikke særlig kendt, men det blev han senere. Og kendere vil også kunne identificere forskellige arkitektoniske finesser ved bygningerne. Både form og materialer. 

Herstedvester. Kirken med de i bogstaveligste forstand maleriske bygninger foran sig. Bag kirken er den moderne kirkegård med birketræer.

Fotoerne er fra de mere idylliske steder, og før læseren nu skulle forledes det at forestille sig landlige idyller, så vil jeg gerne lægge lidt lyd på. For Vestegnen er gennemskåret af brede motorveje, hvis buldrende lyd høres i flere kilometers afstand, hvis de da ikke overdøves af de større veje som Roskildevejen og andre. Og det kan være meget svært at drømme sig tilbage til hine tider hvor bygningerne opfyldte den funktion de var konstrueret til, da der holder biler alle vegne.

Det skæve hus i Herstedvester. Nu præstekontor.

Såvel i Herstedvester som -øster der der bevaret enkelte bindingsværkshuse og. Bedst måske i -vester ved kirken. Men ellers præges de to steder af huse fra forrige århundrede og nyere. Det er ikke desto mindre nok det bedste bud på et landsbymiljø så tæt på København. Og i modsætning til de landsbyer man støder på langt ude på landet, så er der forretningsliv og også levende liv i gaderne.  

Risbystudierne ved Ledøjevej, Risby.

Lidt syd for Risby støder man på en lokation hvor talrige danske film er optaget siden 1960: Risbystudierne, Nordisk Films filmstudier. Det ser næsten helt Morten Korchsk ud med græssende heste i forgrunden, var det ikke for de høje lader - glimrende egnet til filmoptagelser - i baggrunden. Faktisk kunne man godt blive forledt til at tro at det er en rideskole. De 17 tønder land der hører til gården, er bortforpagtet. Dem ville filminstruktørerne trods alt ikke tage sig af. Her har Ebbe Rode og Osvald Helmut vandret rundt mens de indspillede Harry og kammertjeneren (1961). Dirch Passer. Og skuespillerne i Far til Fire sammen med Ole Søltoft da han indspillede sexfilm i min grønne ungdom. Og mange andre. Nordisk Film overtog stedet i 1982. Fra Kampen om den røde ko til Dansen med Regitze, Fra Jydekompagniet til Krummerne. Meget passende er også tv-serien Landsbyen (og Bryggeren, Strisser på Samsø og Forsvar) optaget her.

Vestskoven

Vestskoven. Vandhuller, åbne græsningsarealer afveksler med skoven i baggrunden.

Området har/havde noget af den bedste landbrugsjord i hele Danmark. Som nævnt før har det siden stenalderen været opdyrket, og skovløst i flere tusinde år. I 1930'erne mente nogle imidlertid at det så lidt trist ud, og planer om en skov mellem Roskildevej og Frederikssundvejen begyndte at fremkomme. Landbrugskrisen og en verdenskrig kom i vejen for planerne. Efter krigen flyttede mange mennesker vestpå. Og de savnede et rekreativt område. 

Vestskoven. Nå ja, der er ikke kun skov. Tænk at der på Kyndelmisse kan gå fæ udenfor og græsse. Faktisk er 40 % af området stadig som det har været i de årtusinder efter at man i stenalderen fik fældet al skov i området.

I 1967 bevilgede Folketinget 16 millioner kroner til de første 433 hektar, opkøb af gårde, gartnerier m.m. Siden er der plantet over 3 millioner træer. Mest eg og bøg. Vestskoven er et lysende eksempel på at man ikke bare planter en skov og så er det retableret efter få årtier. Nu et halvt århundrede efter er der stadig 40% tilbage af det gamle landbrugsland med enge, sletter og overdrev.

Vestskoven. En af de typiske stier/veje gennem den del af Vestskoven som reelt også er skov (altså sådan et sted med træer).

Herstedhøje (af folkeviddet benævnt ”Dansktoppen”) er en kunstig høj bestående af 600.000 vognlæs udgravningsjord fra 1960'ernes mange nye bebyggelser i Københavns vestegn og murbrokker fra saneringer i Storkøbenhavn. Højen var med de oprindelige planer for Vestskoven. Men noget anderledes end den blev. Jo, den fik bløde, naturlige former beklædt med græs, der blev afgræsset af får og geder. Og ideen fik som alt nyt kritiske røster frem i pressen. 

Udsigt mod Herstedøster (sydøst) fra Herstedhøjes højeste punkt.

Men nu ligger de der altså, som et "skaldet bjerg" midt i Vestskoven. 67 m over havets overflade, og 35-45 m over det omkringliggende terræn. Det hele startede i 1968. Ca. 3.000.000 m³ jord, murbrokker og betonklodser senere kan man nu indtage en kop kaffe og kigge på naturting i naturcentret ved højenes fødder. .

Ruten:

Albertslund Station. Damgårdsvej. Risbystien. Risby. Langkærvej. Tjørnevej. Herstedhøje. Herstedøster. Albertslund Station. I alt omkring 18 kilometer.

Næstved - Holme Olstrup - Holmegaard/Fensmark - Næstved

Et par grader over frysepunktet. Ingen vind. Høj himmel. En rute som ikke byder på de store seværdigheder, men er perfekt til at gå rask til på gode vandreveje. Sådan lidt som Danmark er mest: Uendelige svinefoderarealer med kik til spredte bevoksninger. 

Næstved er med over 44.000 indbyggere Danmarks 15. største by. Det afspejles på dagens rute som går gennem et enormt industriområde mod nordøst som ikke lader Ballerup og Københavns omegn noget efter. For andre indtryk fra byen har jeg før publiceret et par indslag. På udturen gik turen øst for jernbanen. Et noget anonymt beboelsesområde. Vel ude af byen så ad Kalbyrisvej mod Holme Olstrup.

Turens typiske udsigt. Som Danmark er mest. 8 måneder med bare marker, så afløst af byg, hvede og raps i 4 måneder. Kalbyrisvej kunne sagtens være et bud på stedet hvor man viste rundt for turister der ville se hvordan Danmark typisk ser ud. Ikke flere af den slags fotoer, nu har man det i baghovedet og kan gå rask til.

Kalbyrisvej er en fredelig landevej uden særlig megen trafik. Bortset fra den lille skov Kalbyris som man passerer, er det mest svinefoder-Danmark til begge sider. Lidt som på fotoet ovenfor. Trafikken er minimal og det giver ingen problemer at gå på kørebanen.

Den lille skov Kalbyris mellem Næstved og Holme Olstrup. Det ligner en lade som er til brug for folk der arbejder i skoven. Ved siden af ligger en gammel gård som nu er brugt af en psykoterapeut.

Som nævnt kommer man igennem en lille skov, Kalbyris. På denne tid af året venter livet på at det skal blive lidt varmere. Men at skoven åbenbart giver husrum til rovfugle, viser sig ved at øst for skoven er der et par musejægere der svæver rundt over markerne, på udkik efter uforsigtige gnavere. Jeg så dem dog ikke dykke, så de havde tilsyneladende ikke helt heldet med sig. 

Brushøj på Kalbyhusvej. Ingen spor af gravpladser eller festplads fra landevejen. Men til gengæld gården.

Vel kommet ud af Kalbyris skulle der i den østlige udkant af Kalby Ris skoven være fundet en gravplads fra romersk jernalder ved Brushøj. Med kostbare smykker og genstande fra Romerriget. Der skulle også ligge et marksystem fra oldtiden. Dem skal man vist være ekspert for at kunne spotte. Heller ikke en festplads som blev omtalt da man den 11. juli 1920 afslørede en genforeningssten i Holme Olstrup er til at øjne. Efter afsløringen berettes at forsamlingen drog til fest på Brushøj festplads ved Kalby Ris Skov. Og det med musikkorps, skolebørn, blomstersmykket landauer, hædergæster, en enkelt veteran og andre beboere fra sognet.

Holme Olstrup

Holme Olstrup Kirke. En typisk landsbykirke. På våbenhusets ydre væg ses to gamle sten hvoraf den ene sikkert har ligget på gulvet - det tyder sliddet af den i hvert fald på. Den har bevaret de runde romanske vinduer. 

Holme Olstrup er en landsby på 1.259 indbyggere. Den er kendt fra hele tre julekalendere. Dem er der selvfølgelig ikke længere spor af, Fiffig-Jørgensen og Co. er og bliver film. Og dog. Ved gadekæret er der en granitstatue af Lunte fra Nissebanden. Som de fleste landsbyer af den størrelse har beboerne måttet kæmpe for at bevare en købmand "Min købmand". Men det lykkedes ikke. Han drejede nøglen i 2016, så nu må beboerne tage til Toksværd i stedet for. Og så er der naturligvis Bonbon-land som jeg dog ikke kom omkring.

Et gammelt SEAS transformatortårn fra 1920. Tårnet ser velbevaret ud, selv om de på modsat side bruges til at ophænge postkasser.

I byen kan man også se noget så sjældent som et transformatortårn, oven i købet af de ældste fra 1920 hvor elektriciteten for alvor kom ud på landet. Det er ikke mere end 100 år siden at man altså klarede belysningen på andre måder. Tårnene transformerede spændingen ned inden strømmen blev distribueret ud til de mindre lokaliteter og slutbrugere. Deres funktion forsvandt da luftledningerne blev erstattet af jordkabler der kun behøver små stationer i containerstørrelse. Ældre mennesker vil måske huske dem fra deres barndom, den pirkede da i hvert fald i noget i mig. Jeg håber at den får lov til at blive stående som det stykke Danmarkshistorie de er. Det er første gang jeg har set et så velbevaret eksemplar.

Godset Holmegård - i hvert fald hvad man får lov til at se fra den offentligt tilgængelige vej, se adgang forbudt-skiltet til højre.

Holmegaard Gods' hovedbygning er fra 1635, men der er ingen adgang fra broen over voldgraven. Den har rødder tilbage til 1305 og som gård i 1387. Unikke bindingsværkskonstruktion. Den er trefløjet og med to-etages hovedfløj samt oprindeligt med et tårn – og opført på et voldsted med kampestenssokkel omkranset af en dyb og vandfyldt voldgrav. 1801 solgt til excellence lensgreve Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe på Gisselfeld, der ønskede at udnytte mosens tørv som råstofressource. Det var hans kone, grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe, der i 1825 grundlagde det senere så kendte Holmegaard Glasværk. Udenfor hovedgården mod landevejen findes nu hus til forsamlinger og konferencer.

Fensmark: Holmegård Mose - Holmegård Værk

Holmegård Mose. 

Holmegård Mose er Sjællands største højmose, med flere tusind års vækst af sphagnum. Der skulle være store botaniske seværdigheder og et meget rigt og enestående dyreliv, arkæologiske rester fra den tidlige stenalder og maglemosetiden. Det er dog nu udenfor sæsonen for at se store mængder trækfugle. Området er dog delvis præget af mange års tørvegravning, kvælstofforurening fra især svinebestande, systematisk dræning, ande- og fasanopdræt til jagt og skovbrug og landbrug. Nogle af skaderne er uoprettelige. Og det er ikke slut endnu: kvælstofforureningen truer fortsat mosens eksistens. Områderne er privatejet af Holmegårds Gods, Gisselfeld Kloster, Broksø Gods og af en række store og små lodsejere.

Holmegård Værk

Før i tiden kunne man også finde Holmegaard Glasværk fra 1825 og 150 år frem. Værket skabte udvikling i hele egnen i form af arbejdspladser og for nytænkning indenfor håndværk, kunstnerisk udvikling, erhverv og teknologi. Det blev udvidet af flere omgange, og omkring glasindustrien opstod en by med sit eget liv. Fensmark by har i dag 5.110 indbyggere, altså en ganske pænt stor mindre by. 

Holmegård Værk. I bygningen til højre er der restaurant.

Som nævnt startede Holmegaard Glasværk A/S 1825, og er et af Danmarks ældste glasværker. Produkterne blev solgt i Nyhavn 12 i København. Det gik helt efter bogen indtil slutningen af 1900-tallet: Den ene redningsplan efter den anden gik i vasken. Først blev det fusioneret med Royal Copenhagen. Emballagedelen blev solgt til Ardagh (Ardagh Glass Holmegaard) som er det første man ser når man kommer ind i området. Så blev Holmegaard-mærket 2008-2010 brugt af Rosendahl A/S. Fabriksanlægget fra 1972 var tegnet af Svenn Eske Kristensen. Siden 2020 hedder stedet Holmegaard Værk. Nu som museum med 40.000 Holmegaard-produkter.

Næstvedvej syd for Fensmark

Hvis ikke man vil gå en lang omvej, er der ingen stille veje fra Fensmark til Næstved. Til gengæld gode cykelstier i pæn afstand fra vejen. Men altså med en buldrende trafik hele vejen, næsten helt ind til Næstved Station. 

Stavgang - Nordic Walking ...

hvis man gerne vil være international - har jeg dyrket gennem 3½ år nu. Det skulle være godt for stofskiftet, konditionen, knogler, aflaste belastende stød og regulere appetitten. Man "skubber" sig frem, og det er godt for ryg og mavemuskler. Siger eksperterne. Jeg kan bare tilføje at skridtene bliver længere og jeg går markant hurtigere. Denne rute er perfekt til stave!

Ruten.

Næstved Station. Kalbyrisvej. Skovvej. Holme Olstrup. Holmegårdsvej. Fensmark/Holmegård Værk. Næstvejvej. Fensmarksvej. Øverud vej. Næstved Station. I alt et pænt stykke over 20 km