Næstved - Holme Olstrup - Holmegaard/Fensmark - Næstved

Et par grader over frysepunktet. Ingen vind. Høj himmel. En rute som ikke byder på de store seværdigheder, men er perfekt til at gå rask til på gode vandreveje. Sådan lidt som Danmark er mest: Uendelige svinefoderarealer med kik til spredte bevoksninger. 

Næstved er med over 44.000 indbyggere Danmarks 15. største by. Det afspejles på dagens rute som går gennem et enormt industriområde mod nordøst som ikke lader Ballerup og Københavns omegn noget efter. For andre indtryk fra byen har jeg før publiceret et par indslag. På udturen gik turen øst for jernbanen. Et noget anonymt beboelsesområde. Vel ude af byen så ad Kalbyrisvej mod Holme Olstrup.

Turens typiske udsigt. Som Danmark er mest. 8 måneder med bare marker, så afløst af byg, hvede og raps i 4 måneder. Kalbyrisvej kunne sagtens være et bud på stedet hvor man viste rundt for turister der ville se hvordan Danmark typisk ser ud. Ikke flere af den slags fotoer, nu har man det i baghovedet og kan gå rask til.

Kalbyrisvej er en fredelig landevej uden særlig megen trafik. Bortset fra den lille skov Kalbyris som man passerer, er det mest svinefoder-Danmark til begge sider. Lidt som på fotoet ovenfor. Trafikken er minimal og det giver ingen problemer at gå på kørebanen.

Den lille skov Kalbyris mellem Næstved og Holme Olstrup. Det ligner en lade som er til brug for folk der arbejder i skoven. Ved siden af ligger en gammel gård som nu er brugt af en psykoterapeut.

Som nævnt kommer man igennem en lille skov, Kalbyris. På denne tid af året venter livet på at det skal blive lidt varmere. Men at skoven åbenbart giver husrum til rovfugle, viser sig ved at øst for skoven er der et par musejægere der svæver rundt over markerne, på udkik efter uforsigtige gnavere. Jeg så dem dog ikke dykke, så de havde tilsyneladende ikke helt heldet med sig. 

Brushøj på Kalbyhusvej. Ingen spor af gravpladser eller festplads fra landevejen. Men til gengæld gården.

Vel kommet ud af Kalbyris skulle der i den østlige udkant af Kalby Ris skoven være fundet en gravplads fra romersk jernalder ved Brushøj. Med kostbare smykker og genstande fra Romerriget. Der skulle også ligge et marksystem fra oldtiden. Dem skal man vist være ekspert for at kunne spotte. Heller ikke en festplads som blev omtalt da man den 11. juli 1920 afslørede en genforeningssten i Holme Olstrup er til at øjne. Efter afsløringen berettes at forsamlingen drog til fest på Brushøj festplads ved Kalby Ris Skov. Og det med musikkorps, skolebørn, blomstersmykket landauer, hædergæster, en enkelt veteran og andre beboere fra sognet.

Holme Olstrup

Holme Olstrup Kirke. En typisk landsbykirke. På våbenhusets ydre væg ses to gamle sten hvoraf den ene sikkert har ligget på gulvet - det tyder sliddet af den i hvert fald på. Den har bevaret de runde romanske vinduer. 

Holme Olstrup er en landsby på 1.259 indbyggere. Den er kendt fra hele tre julekalendere. Dem er der selvfølgelig ikke længere spor af, Fiffig-Jørgensen og Co. er og bliver film. Og dog. Ved gadekæret er der en granitstatue af Lunte fra Nissebanden. Som de fleste landsbyer af den størrelse har beboerne måttet kæmpe for at bevare en købmand "Min købmand". Men det lykkedes ikke. Han drejede nøglen i 2016, så nu må beboerne tage til Toksværd i stedet for. Og så er der naturligvis Bonbon-land som jeg dog ikke kom omkring.

Et gammelt SEAS transformatortårn fra 1920. Tårnet ser velbevaret ud, selv om de på modsat side bruges til at ophænge postkasser.

I byen kan man også se noget så sjældent som et transformatortårn, oven i købet af de ældste fra 1920 hvor elektriciteten for alvor kom ud på landet. Det er ikke mere end 100 år siden at man altså klarede belysningen på andre måder. Tårnene transformerede spændingen ned inden strømmen blev distribueret ud til de mindre lokaliteter og slutbrugere. Deres funktion forsvandt da luftledningerne blev erstattet af jordkabler der kun behøver små stationer i containerstørrelse. Ældre mennesker vil måske huske dem fra deres barndom, den pirkede da i hvert fald i noget i mig. Jeg håber at den får lov til at blive stående som det stykke Danmarkshistorie de er. Det er første gang jeg har set et så velbevaret eksemplar.

Godset Holmegård - i hvert fald hvad man får lov til at se fra den offentligt tilgængelige vej, se adgang forbudt-skiltet til højre.

Holmegaard Gods' hovedbygning er fra 1635, men der er ingen adgang fra broen over voldgraven. Den har rødder tilbage til 1305 og som gård i 1387. Unikke bindingsværkskonstruktion. Den er trefløjet og med to-etages hovedfløj samt oprindeligt med et tårn – og opført på et voldsted med kampestenssokkel omkranset af en dyb og vandfyldt voldgrav. 1801 solgt til excellence lensgreve Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe på Gisselfeld, der ønskede at udnytte mosens tørv som råstofressource. Det var hans kone, grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe, der i 1825 grundlagde det senere så kendte Holmegaard Glasværk. Udenfor hovedgården mod landevejen findes nu hus til forsamlinger og konferencer.

Fensmark: Holmegård Mose - Holmegård Værk

Holmegård Mose. 

Holmegård Mose er Sjællands største højmose, med flere tusind års vækst af sphagnum. Der skulle være store botaniske seværdigheder og et meget rigt og enestående dyreliv, arkæologiske rester fra den tidlige stenalder og maglemosetiden. Det er dog nu udenfor sæsonen for at se store mængder trækfugle. Området er dog delvis præget af mange års tørvegravning, kvælstofforurening fra især svinebestande, systematisk dræning, ande- og fasanopdræt til jagt og skovbrug og landbrug. Nogle af skaderne er uoprettelige. Og det er ikke slut endnu: kvælstofforureningen truer fortsat mosens eksistens. Områderne er privatejet af Holmegårds Gods, Gisselfeld Kloster, Broksø Gods og af en række store og små lodsejere.

Holmegård Værk

Før i tiden kunne man også finde Holmegaard Glasværk fra 1825 og 150 år frem. Værket skabte udvikling i hele egnen i form af arbejdspladser og for nytænkning indenfor håndværk, kunstnerisk udvikling, erhverv og teknologi. Det blev udvidet af flere omgange, og omkring glasindustrien opstod en by med sit eget liv. Fensmark by har i dag 5.110 indbyggere, altså en ganske pænt stor mindre by. 

Holmegård Værk. I bygningen til højre er der restaurant.

Som nævnt startede Holmegaard Glasværk A/S 1825, og er et af Danmarks ældste glasværker. Produkterne blev solgt i Nyhavn 12 i København. Det gik helt efter bogen indtil slutningen af 1900-tallet: Den ene redningsplan efter den anden gik i vasken. Først blev det fusioneret med Royal Copenhagen. Emballagedelen blev solgt til Ardagh (Ardagh Glass Holmegaard) som er det første man ser når man kommer ind i området. Så blev Holmegaard-mærket 2008-2010 brugt af Rosendahl A/S. Fabriksanlægget fra 1972 var tegnet af Svenn Eske Kristensen. Siden 2020 hedder stedet Holmegaard Værk. Nu som museum med 40.000 Holmegaard-produkter.

Næstvedvej syd for Fensmark

Hvis ikke man vil gå en lang omvej, er der ingen stille veje fra Fensmark til Næstved. Til gengæld gode cykelstier i pæn afstand fra vejen. Men altså med en buldrende trafik hele vejen, næsten helt ind til Næstved Station. 

Stavgang - Nordic Walking ...

hvis man gerne vil være international - har jeg dyrket gennem 3½ år nu. Det skulle være godt for stofskiftet, konditionen, knogler, aflaste belastende stød og regulere appetitten. Man "skubber" sig frem, og det er godt for ryg og mavemuskler. Siger eksperterne. Jeg kan bare tilføje at skridtene bliver længere og jeg går markant hurtigere. Denne rute er perfekt til stave!

Ruten.

Næstved Station. Kalbyrisvej. Skovvej. Holme Olstrup. Holmegårdsvej. Fensmark/Holmegård Værk. Næstvejvej. Fensmarksvej. Øverud vej. Næstved Station. I alt et pænt stykke over 20 km

Slagelse-Høng

Turen Slagelse til Høng foregår generelt i et noget fladt terræn, præget af landbrug. 8 måneder om året henligger disse arealer som pløjemarker eller lavt grønt dække.

Ad mere eller mindre trafikerede landeveje med gode asfalterede vandrestier - hvad enten det nu er cykelsti, eller næsten øde landeveje væk fra E22, når man gennem to mindre (lands)byer Havrebjerg og Løve. Med et par interessante seværdigheder som det fremgår af nedenstående. 

Kalundborgvej 100. H. Raahauge Maskinværksted. På landevejen mellem Slagelse og Havrebjerg ligger Hans Lorentzen Raahauges (1881-1946) gamle fabrikshal. Han var født i Havrebjerg. Værkstedet blev etableret i 1930. Siden er det lukket, vinduerne muret til og hvidmalet - som nu er delvis afskallet. 

Havrebjerg.

Havrebjerg er en by - vel mest en soveby? - for knap 400 (mere nøjagtigt 378) sjæle. I dag kan Havrebjerg bryste sig af at være Slagelse Kommunesstørste landsby. Men af fortidens liv er der kun skallen tilbage: Den gamle Brugs, togstationen, gadekæret, forsamlingshuse, frysehuset, skolen - og togstationen. Netop togstationen betød meget for byens udvikling efter 1898 hvor den udviklede sig fra den oprindeligt lille landsby. I 1960-70’erne oplevede landsbyen en tilvækst med parcelhuse, det almene boligselskab FOBs rækkehuskvarter i 

1980’erne.

Den er fødested for kemikeren Søren Peder Lauritz Sørensen (1868–1939). Navnet siger måske ikke læseren så meget, men han var ansat ved Den Polytekniske Læreanstalt og skrev flere bøger - bl.a. "Enzymstudier II". Og i denne indførte han såmænd den internationalt anvendte størrelse pH som mange måske husker (med glæde eller rædsel) fra kemiundervisningen i gymnasiet. Endnu længere tid tilbage plagede en baron ved navn Ludvig Holberg der ejede store landejendomme i området, de i forvejen plagede bønder.

Havrebjerg Mølle er noget af de det første man ser til Havrebjerg når man kommer fra landevejen. Den ligger ved den pt ret vandrige Tude Å. Men om selve møllens historie står der ikke meget på nettet. Børge Gram foreslog i 1968 at oprette et fasanrugeri for nogle herregårdsskytter. Og da hans forældre havde købt møllen da han var 14 og havde indrettet et hønseri i møllen - uden stort held, blev det i stedet ombygget til at udruge fasankyllinger - vist nok det eneste sted i hele Danmark dette foregår.

Mindre kendt er det måske at skaberen af et af Danmarks største bilfirmaer Hans Lystrup er født her. Samt at Frederik Svane Africanus (1710-1788), også kaldet "Den sorte degn" og "Den sorte Svane" fordi han var født på Guineakysten i Afrika af en ukendt afrikansk kvinde som havde haft seksuelt samkvem med en dansk soldat (Henrik Pedersen). Efternavnet Svane stammede fra hans adoptivfar, præsten Elias Svane (1691-1761). Frederik IV var blevet nysgerrig efter at se hvordan det gik sådanne hedninge når de blev kristnet, så han fik gelejdet Frederik til Danmark hvor kongen himself overværede dåben som fadder. En ting var at Frederik blev døbt, en anden at han tillod sig at gifte sig med en snedkerdatter fra Slagelse, Cathrine Marine Badsch. Det var helt uhørt, men så tog de da bare til Afrika hvor Frederik en årrække var degn og skriver på Guldkysten. Cathrine blev så voldsomt chikaneret af de kristne danskere, at hun så sig nødsaget til at vende tilbage til Danmark. Så Frederik måtte finde en ny kone, denne gang i bedste hedensk stil en afrikansk. Men de kristne danskere kunne stadig ikke lade ham i fred, han endte i fængsel, og rejste så tilbage til Danmark, genfandt sin Cathrine og blev i 1749 degn og skoleholder i Havrebjerg i hele 34 år! Han talte dansk og latin og klarede sig tilsyneladende nu fint, hans navn er endda indhugget i en af kirkestolene. Om han blev mæt af dage, vides ikke. Men han døde i hver fald i 1788. Og senere underviste Klaus Rifbjergs far i skolen hvor hans farfar var lærer.

Havrebjerg Kirke (1100-1500). 

Normalt beskæftiger denne blog sig ikke så meget med kirker. Men i en by med under 400 indbyggere, er der hele 2 kirker. Og ikke nogen små smoldede nogen som man fx kan se i Sandvig på Bornholm (med mere end dobbelt så mange, men mindre end et parcelhus). Nej, de har begge en ganske anselig størrelse.

Havrebjerg Valgmenighedskirke (1904). Med plads til 175 personer, altså næsten halvdelen af Havrebjergs nuværende befolkning.

Jørgen Dilling-Hansen har en gengivelse af årsagen. Havrebjerg Valgmenighedskirken blev bygget af en grundtvigske frimenighed i 1904. I 1858 havde menigheden fået en grundtvigsk præst, Paul Johan Budtz. Han blev imidlertid forflyttet i 1869 til Finderup og blev erstattet 1869-1877 af A. E. Mejnert - og vigtigere 1878-1888 pastor F. V. von Bülow. Han havde fået at vide at han kun behøvede at holde gudstjeneste i Gudum en gang om måneden - og indremissionsk. 

I de følgende årtier rumsterede konflikten mellem Indre Mission og grundtvigianerne, der endte med at grundtvigianerne besluttede at danne en frimenighed, på det ydre som følge af besættelsen af præsteembedet i Havrebjerg/Gudum sogne, men nok mere på grund af at forskellene mellem de to trosretninger var blevet for stor. Kirken blev indviet den 25. september 1904. En uge før, den 19. september, have Indre Mission bygget et missionshus. 

Der findes en jubilæumsbog: "Havrebjerg frimenighed og valgmenighed 1904-1979" af ovennævnte redigeret af Jørgen Dilling-Hansen fra 1979.

Havrebjerg Station (1898) er tegnet af DSBs arkitekt, Heinrich Wenck der står for en massive mængde stationer rundt omkring i Danmark. Den blev nedlagt i 2011.

Havrebjerg havde station, senere trinbræt, på Slagelse-Værslev-banen, der blev indviet i 1898. Persontrafikken blev i 1971 indstillet nord for Høng, men overtaget af Høng-Tølløse-banen syd for Høng, så der opstod en sammenhængende bane Tølløse-Høng-Slagelse (Tølløsebanen). Her har Havrebjerg Station så været trinbræt indtil 11. december 2011, hvor det blev nedlagt sammen med det i Løve. Stationsbygningen er bevaret på Havrebjerg Stationsvej 2.

Stationen gav dengang et boost til den lille landsby som voksede med parcelhuskvarterer. Efter stationens lukning har befolkningstallet været svagt faldende. I 1939 var der 575 indbyggere, Indbyggerne var fortrinsvis husmænd, bolsmænd, bønder, arbejdsmænd, daglejere, karle og piger. Byen indeholdt dengang en brugs som også handlede med korn og foderstoffer, et brødudsalg, 2 købmænd, maler, murer, smed, tømrere, mejeri, fattighus,

Koldhøjvej. Et meget typiske billede fra ruten generelt: Bare marker med antydninger af grønt. Et svært sted for naturen at finde indpas. Her er der dog noget skovbevoksning i baggrunden.

Løve

Løve er mindre end Havrebjerg, med knap 300 indbyggere. Engang lagde den navn til et herred. Navnet har ikke noget med en løve at gøre, men formentlig Løghe, "lyet", et helligsted. Ellerløgh, fra norrønt laug, der betød "vaskevand", og kendes fra ordet løgherdag (= vaskedag, badedag). Som Havrebjerg blev stationen nedlagt i 2011, og kun bygningen kan ses i dag. 

Løve Mølle (1881). Den står på en firkantet underbygning. Den første mølles var ottekantet.

Møllens forgænger var fra 1860 af kromand Søren Christensen og en møller Ferdinand Dedenroth, men den brændte i 1881. Den havde en ottekantet underbygning. Den nuværende er firkantet. Den ligger 41 m. over havet. Af senere tilføjelser var en petroleumsmotor (1910), selvsvikkende mølle (1913). 1917-21 ejedes møllen af  ”Brugsforeningen for Gierslev Sogn og Omegn”. Herefter overtog Ole Pedersen (1888-)møllen. Hans hus (1924) syd for møllen bruges nu af Dansk Veteranbil Klub. 1927 fik møllen dieselmotorer. Han var også den sidste møller. Møllernes tid var ved at ebbe ud, så han skænkede møllen til egnens befolkning som formelt fik den overdraget i 1961. 1978 blev møllen fredet. Møllelauget har trods tiders vanskeligheder holdt møllen i stand så den fremstår fin i dag. Senest i 2013 fik møllen igen igen nye vinger.

Løve. Hovedgaden - og landevejen - gennem Løve.

Høng

Navnet er vist kendt af de fleste som en ost. Osten findes i flere (otte?) varianter som fx Høng Guld Danablu 60, Høng Klosterkrine, Høng Camembert i flere geometriske indpakninger. De er et par gange blevet kåret som verdens bedste skimmelost. Osteproduktionen på Høng Camembertfabrik startede i 1920. I 1960 blev Høng A/S kongelig hofleverandør. I 1970 blev selskabet købt af Mejeriselskabet Danmark, der i 2000 indgik i Arla Foods. Produktionen foregår ikke længere i Høng, men "Høng" er et af verdens største skimmelost-mærker. De 5 varianter af Høng-oste eksporteres til over 60 lande.

Færre har nok været i byen. På dagens tur er Høng Station den eneste fungerende. Oprindelig anlagt på Slagelse-Værslev-banen (1898), i 1901 også Høng-Tølløse-banen. Den første lukkede 1971, men stykket mellem Høng og Slagelse blev overtaget af Høng-Tølløse-banen

Egentlig burde byen måske mere huskes som skolebyen. For af sin størrelse har Høng forbløffende mange skoler: Høng Folkehøjskole 1866-1925, omdannet til  husmandsskole 1925-1963, herefter efterskole. Høng Privatskole (1898). Høng Realskole 1904 og i 1913 suppleret med et studenterkursus, der fra starten var en kostskole. Høng Gymnasium og HF er stadig en kostskole med ca. 230 elever, hvoraf knap 70 bor på kostafdelingen. Fra 1988 Høng Gymnasiums Efterskole (byen havde altså hele to efterskoler) Høng Landbrugsskole (1903) fusioneret med Sydsjællands Landbrugsskole i 2001 og med Lyngby Landbrugsskole i 2005. Høng Erhvervsskole. Har jeg glemt nogen?

Høng Gymnasium overfor stationen på hovedgaden. Den har rødder tilbage til Høng Højskole (1866), Høng Realskole (1904).

Den lokale sendekanal TV Øst udnævnte i 2011 Høng Gymnasium og HF som “Danmarks mindste gymnasium”. Og sørme om ikke Høng Efterskole i 2019 fik royalt besøg af Kronprinesse Mary. Så har Vandringsløse Tidende også opfyldt kvoten af royalt stof for denne gang.

Slagelse.

Slagelse er en pænt stor by som man vist skal kende særdeles godt for at finde de små skjylte perler. Men som afslappende sted for at fouragere og slappe af, er der mange torve. Især Schweitzertorvet er faldet i min smag. Men smag og behag kan selvfølgelig være forskellig.

Slagelse Torv

Slagelse ved Gl. Torv

Ruten

Slagelse Station. Kalundborgvej. Havrebjerg. Koldhøjvej. Løvegårdsvej. Løve. Slagelsevej. Ringcykelruten rundt om Høng. Høng Station.

Store Vejleå Albertslund-Ishøj

Vandringsløse har skrevet en del gange om Store Vejleå, bl. a. i forbindelse med de store oversvømmelser i september 2017. Det kastede et indslag i TV Lorry af sig. Denne gang har jeg lavet et par sidespring til tilgrænsende vandringsmål.

Nærmere på betegnet på strækningen mellem Albertslund og Ishøj, altså i det område hvor åen er mest synlig. Og i det område hvor man for alvor får et indtryk af at der er tale om en ådal idet man ikke skal ret langt væk fra stien før det hele begynder at blive dejligt sumpet og fyldt med dyreliv.

Boldbanen til fængslet. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvordan fangerne har fordrevet tiden her med atletik og boldspil. Her får man også indtryk af stjernene i fængselsfløjene. Og højden af mur og hegn. Nu holder Nordisk Film til mod højre.

Statsfængslet Vridsløselille

Det er ved at være sidste udkald for at få et gys ved at gå rundt - og visse steder endog ind på - det gamle statsfængsel Vridsløselille. Den centrale panoptikonbygning sker der ikke noget med, men de fire fængselsfløje med cellerne skal rives ned. Godt nok kommer der bygninger de samme steder som ligner de gamle cellefløje, og murstenene genanvendes. Planen blev godkendt i efteråret 2022. 

"Egon Olsen" - sidelæns. Den berømte port som blev vist i filmene set fra siden. Nu er Nordisk Film så rykket ind i området.

Den grønne port, inspektørboligen og kirken bevares. På udenomsarealerne bliver der opført seks boligkvarterer med etageboliger og rækkehuse. Tidligere indsatte vil måsle sukke over at der ikke blev brygget øl dengang de sad der. Men det gør der så nu, bryggeriet Slowburn Brewing Co-op er flyttet ind, og de leverer bl.a. til fire michelin-restauranter. Og sådan er der så meget i vente. Fængselsgrunden - selv om man ikke rigtig kan komme ind uden på de guidede ture - er stadig creepy at gå rundt i. De høje mure og hegn. Nordisk Film var ved at optage da jeg kom forbi, og så er der ingen adgang. Om føje år er der grønne områder og gårde og formentlig også barnelatter og lystig pludren, og så er den uhyggelige stemning vel væk - sikkert ikke mange vil savne den. Jeg fik i hvert fald rigeligt.

Store Vejleå. Hyldager Bakker Nord ligger lige ud for Vridsløselille. Ovenpå bakkerne hældes der pt jord af store maskiner.

Vridsløselille har stadig gadestrukturen fra landsbytiden intakt med et par gadenavne der peger mod den tid. Men ellers er der ikke meget landsbypræg over byen. Moderne tider har også her sat sit præg, selv over de gamle huse der er blevet moderniseret og kun stråtag eller gårde minder om den svundne tid, landbrugssamfundet. Ned mod Store Vejleå ligger den måske mest velbevarede bondegård der nu er fritidscenter. Og endnu tættere på åen kan man støde på heste. Der så noget forkomne ud i det plørede vejr.

Ved Toftagergård, Vridsløselille.

Hyldager Bakker

Siden Albertslund Kommune i 2018 vedtog en natur- og landskabsplan Hyldager Bakker er der sket en del, og der kommer til at ske mere, for der skal etableres et boligkvarter og byudviklingsprojekt som forventes færdigt i 2024. Det rekreative område syd for jernbanen ser ud til at være næsten færdigt med udsigtspunkt, aktivitetsområde - æblelunden og skovbrynet mangler dog stadig. Nord for jernbanen ser det straks noget mere ufærdigt ud. Buldozere og graner arbejder på at lave bakkerne. Her kommer der engang dyrefolde, ridestier mm. En noget smattet affære pt. 

Hyldager Bakker, syd. Her skal der være aktivitetetsområder, man kan se en legeplads under opbygning langs jernbanen.

Mens intentionen kan være god nok, kan man være noget ængstelig for den infernalske larm fra Holbækmotorvejen som er nærmeste nabo mod vest. Her er togtrafikken kun en mindre larmende problem. Faktisk er łarmen på denne dag så intens på toppen af bakkerne at man får indtryk af at sidde midt på motorvejen.

Store Vejleå. På dette sted var området helt oversvømmet  i 2017 og selv om det er tørt nu, så fornægter mosen sig ikke.

Som så meget på Vestegnen er det svært at se hvad der er skabt af naturen og hvad der er skabt af mennesker. Det 35 meter høje Høeghbjerg er menneskabt. Det er overskudsjord fra den voldsomme udbygning af Albertslund sidst i 1960'erne. Omvendt er åen netop på denne strækning blevet restaureret og ført tilbage til en mere naturlig tilstand med dyr og planter. 

Tueholm Sø. Ligeså kunstig som Høeghsbjerg, men det gør ikke noget for dyrelivet.

Også Tueholmsø for foden af Høeghsbjerg er menneskeskabt. Det ser svømmefuglene nu ikke ud til at lade sig gå på af. 

Store Vejleå. Dæmningen ses til højre, og stien gemmer sig nedenfor. Ved høj vandstand ligger vandspejlet højere end stien. Det rene Holland.

Store Vejleå er blevet renset op, og oprensningen ligger langs stien. Her kan man se at der sine steder er masser af muslinger i åen. Muslingerne stammer dog ikke fra nulevende dyr, men fra dengang området var en fjord og vandstanden var ca. 3 meter højere end i dag. Fjorden er senere blevet til mose og eng, men skallerne findes altså stadig.

At området er en tidligere fjord som senere gik i mose og endnu senere blev afvandet da man inddæmmede Store Vejleå, fremgår tydeligt af dette foto. Selv om det måske ser lidt kedeligt ud for den forbipasserende, er det et eldorado for fugle, insekter, frøer mm og en landskabstype som ikke er alt for udbredt.

Man lægger nok ikke meget mærke til det, men det område som ligger i det mest infernalsk larmende område mellem motorveje og motorvejsudfletninger, nemlig Vallensbæk Mose, det mest uberørte område lands ådalen. Nogen nydelse kan der dog ikke blive meget af. Larmen er her så stærk at man får lyst til øretelefoner eller høreværn. Men kan man abstrahere fra det, kan man godt ane det uberørte.

Tranegilde. Udkanten af den forhenværende landsby. Nu rummer landsbyen bl.a. Ishøj Teater.

Tranegilde landsby har ikke meget tilbage af den oprindelige landsby at gøre. Ikke kun fordi larmen fra motorvejene er ganske mærkbar her. Nyt er at Ishøj Dyrepark netop har gang i et projekt sydøst for Tranegilde, et område for helårsgræsning til dyrene til at live lidt op i området hvor der er store højspændingsledninger langs motorvejsstrækningen. Der skulle også komme en trampesti hele vejen rundt. Området ligger langs motorvejen.

Ruten

Albertslund Station. Det tidligere statsfængsel Vridsløselille. Vridsløselille. Store Vejleå Hyldager. Store Vejleå. Høeghsbjerg. Tueholm Sø. Vallensbæk Sø. Store Vejleå. Tranegilde. Ishøj Station.

Turen er omkring 15 km. Dagsformen er efter en grå vinter med megen regn ikke helt i top. Dagen var en af de få solskinsdage.