Slagelse-Høng

Turen Slagelse til Høng foregår generelt i et noget fladt terræn, præget af landbrug. 8 måneder om året henligger disse arealer som pløjemarker eller lavt grønt dække.

Ad mere eller mindre trafikerede landeveje med gode asfalterede vandrestier - hvad enten det nu er cykelsti, eller næsten øde landeveje væk fra E22, når man gennem to mindre (lands)byer Havrebjerg og Løve. Med et par interessante seværdigheder som det fremgår af nedenstående. 

Kalundborgvej 100. H. Raahauge Maskinværksted. På landevejen mellem Slagelse og Havrebjerg ligger Hans Lorentzen Raahauges (1881-1946) gamle fabrikshal. Han var født i Havrebjerg. Værkstedet blev etableret i 1930. Siden er det lukket, vinduerne muret til og hvidmalet - som nu er delvis afskallet. 

Havrebjerg.

Havrebjerg er en by - vel mest en soveby? - for knap 400 (mere nøjagtigt 378) sjæle. I dag kan Havrebjerg bryste sig af at være Slagelse Kommunesstørste landsby. Men af fortidens liv er der kun skallen tilbage: Den gamle Brugs, togstationen, gadekæret, forsamlingshuse, frysehuset, skolen - og togstationen. Netop togstationen betød meget for byens udvikling efter 1898 hvor den udviklede sig fra den oprindeligt lille landsby. I 1960-70’erne oplevede landsbyen en tilvækst med parcelhuse, det almene boligselskab FOBs rækkehuskvarter i 

1980’erne.

Den er fødested for kemikeren Søren Peder Lauritz Sørensen (1868–1939). Navnet siger måske ikke læseren så meget, men han var ansat ved Den Polytekniske Læreanstalt og skrev flere bøger - bl.a. "Enzymstudier II". Og i denne indførte han såmænd den internationalt anvendte størrelse pH som mange måske husker (med glæde eller rædsel) fra kemiundervisningen i gymnasiet. Endnu længere tid tilbage plagede en baron ved navn Ludvig Holberg der ejede store landejendomme i området, de i forvejen plagede bønder.

Havrebjerg Mølle er noget af de det første man ser til Havrebjerg når man kommer fra landevejen. Den ligger ved den pt ret vandrige Tude Å. Men om selve møllens historie står der ikke meget på nettet. Børge Gram foreslog i 1968 at oprette et fasanrugeri for nogle herregårdsskytter. Og da hans forældre havde købt møllen da han var 14 og havde indrettet et hønseri i møllen - uden stort held, blev det i stedet ombygget til at udruge fasankyllinger - vist nok det eneste sted i hele Danmark dette foregår.

Mindre kendt er det måske at skaberen af et af Danmarks største bilfirmaer Hans Lystrup er født her. Samt at Frederik Svane Africanus (1710-1788), også kaldet "Den sorte degn" og "Den sorte Svane" fordi han var født på Guineakysten i Afrika af en ukendt afrikansk kvinde som havde haft seksuelt samkvem med en dansk soldat (Henrik Pedersen). Efternavnet Svane stammede fra hans adoptivfar, præsten Elias Svane (1691-1761). Frederik IV var blevet nysgerrig efter at se hvordan det gik sådanne hedninge når de blev kristnet, så han fik gelejdet Frederik til Danmark hvor kongen himself overværede dåben som fadder. En ting var at Frederik blev døbt, en anden at han tillod sig at gifte sig med en snedkerdatter fra Slagelse, Cathrine Marine Badsch. Det var helt uhørt, men så tog de da bare til Afrika hvor Frederik en årrække var degn og skriver på Guldkysten. Cathrine blev så voldsomt chikaneret af de kristne danskere, at hun så sig nødsaget til at vende tilbage til Danmark. Så Frederik måtte finde en ny kone, denne gang i bedste hedensk stil en afrikansk. Men de kristne danskere kunne stadig ikke lade ham i fred, han endte i fængsel, og rejste så tilbage til Danmark, genfandt sin Cathrine og blev i 1749 degn og skoleholder i Havrebjerg i hele 34 år! Han talte dansk og latin og klarede sig tilsyneladende nu fint, hans navn er endda indhugget i en af kirkestolene. Om han blev mæt af dage, vides ikke. Men han døde i hver fald i 1788. Og senere underviste Klaus Rifbjergs far i skolen hvor hans farfar var lærer.

Havrebjerg Kirke (1100-1500). 

Normalt beskæftiger denne blog sig ikke så meget med kirker. Men i en by med under 400 indbyggere, er der hele 2 kirker. Og ikke nogen små smoldede nogen som man fx kan se i Sandvig på Bornholm (med mere end dobbelt så mange, men mindre end et parcelhus). Nej, de har begge en ganske anselig størrelse.

Havrebjerg Valgmenighedskirke (1904). Med plads til 175 personer, altså næsten halvdelen af Havrebjergs nuværende befolkning.

Jørgen Dilling-Hansen har en gengivelse af årsagen. Havrebjerg Valgmenighedskirken blev bygget af en grundtvigske frimenighed i 1904. I 1858 havde menigheden fået en grundtvigsk præst, Paul Johan Budtz. Han blev imidlertid forflyttet i 1869 til Finderup og blev erstattet 1869-1877 af A. E. Mejnert - og vigtigere 1878-1888 pastor F. V. von Bülow. Han havde fået at vide at han kun behøvede at holde gudstjeneste i Gudum en gang om måneden - og indremissionsk. 

I de følgende årtier rumsterede konflikten mellem Indre Mission og grundtvigianerne, der endte med at grundtvigianerne besluttede at danne en frimenighed, på det ydre som følge af besættelsen af præsteembedet i Havrebjerg/Gudum sogne, men nok mere på grund af at forskellene mellem de to trosretninger var blevet for stor. Kirken blev indviet den 25. september 1904. En uge før, den 19. september, have Indre Mission bygget et missionshus. 

Der findes en jubilæumsbog: "Havrebjerg frimenighed og valgmenighed 1904-1979" af ovennævnte redigeret af Jørgen Dilling-Hansen fra 1979.

Havrebjerg Station (1898) er tegnet af DSBs arkitekt, Heinrich Wenck der står for en massive mængde stationer rundt omkring i Danmark. Den blev nedlagt i 2011.

Havrebjerg havde station, senere trinbræt, på Slagelse-Værslev-banen, der blev indviet i 1898. Persontrafikken blev i 1971 indstillet nord for Høng, men overtaget af Høng-Tølløse-banen syd for Høng, så der opstod en sammenhængende bane Tølløse-Høng-Slagelse (Tølløsebanen). Her har Havrebjerg Station så været trinbræt indtil 11. december 2011, hvor det blev nedlagt sammen med det i Løve. Stationsbygningen er bevaret på Havrebjerg Stationsvej 2.

Stationen gav dengang et boost til den lille landsby som voksede med parcelhuskvarterer. Efter stationens lukning har befolkningstallet været svagt faldende. I 1939 var der 575 indbyggere, Indbyggerne var fortrinsvis husmænd, bolsmænd, bønder, arbejdsmænd, daglejere, karle og piger. Byen indeholdt dengang en brugs som også handlede med korn og foderstoffer, et brødudsalg, 2 købmænd, maler, murer, smed, tømrere, mejeri, fattighus,

Koldhøjvej. Et meget typiske billede fra ruten generelt: Bare marker med antydninger af grønt. Et svært sted for naturen at finde indpas. Her er der dog noget skovbevoksning i baggrunden.

Løve

Løve er mindre end Havrebjerg, med knap 300 indbyggere. Engang lagde den navn til et herred. Navnet har ikke noget med en løve at gøre, men formentlig Løghe, "lyet", et helligsted. Ellerløgh, fra norrønt laug, der betød "vaskevand", og kendes fra ordet løgherdag (= vaskedag, badedag). Som Havrebjerg blev stationen nedlagt i 2011, og kun bygningen kan ses i dag. 

Løve Mølle (1881). Den står på en firkantet underbygning. Den første mølles var ottekantet.

Møllens forgænger var fra 1860 af kromand Søren Christensen og en møller Ferdinand Dedenroth, men den brændte i 1881. Den havde en ottekantet underbygning. Den nuværende er firkantet. Den ligger 41 m. over havet. Af senere tilføjelser var en petroleumsmotor (1910), selvsvikkende mølle (1913). 1917-21 ejedes møllen af  ”Brugsforeningen for Gierslev Sogn og Omegn”. Herefter overtog Ole Pedersen (1888-)møllen. Hans hus (1924) syd for møllen bruges nu af Dansk Veteranbil Klub. 1927 fik møllen dieselmotorer. Han var også den sidste møller. Møllernes tid var ved at ebbe ud, så han skænkede møllen til egnens befolkning som formelt fik den overdraget i 1961. 1978 blev møllen fredet. Møllelauget har trods tiders vanskeligheder holdt møllen i stand så den fremstår fin i dag. Senest i 2013 fik møllen igen igen nye vinger.

Løve. Hovedgaden - og landevejen - gennem Løve.

Høng

Navnet er vist kendt af de fleste som en ost. Osten findes i flere (otte?) varianter som fx Høng Guld Danablu 60, Høng Klosterkrine, Høng Camembert i flere geometriske indpakninger. De er et par gange blevet kåret som verdens bedste skimmelost. Osteproduktionen på Høng Camembertfabrik startede i 1920. I 1960 blev Høng A/S kongelig hofleverandør. I 1970 blev selskabet købt af Mejeriselskabet Danmark, der i 2000 indgik i Arla Foods. Produktionen foregår ikke længere i Høng, men "Høng" er et af verdens største skimmelost-mærker. De 5 varianter af Høng-oste eksporteres til over 60 lande.

Færre har nok været i byen. På dagens tur er Høng Station den eneste fungerende. Oprindelig anlagt på Slagelse-Værslev-banen (1898), i 1901 også Høng-Tølløse-banen. Den første lukkede 1971, men stykket mellem Høng og Slagelse blev overtaget af Høng-Tølløse-banen

Egentlig burde byen måske mere huskes som skolebyen. For af sin størrelse har Høng forbløffende mange skoler: Høng Folkehøjskole 1866-1925, omdannet til  husmandsskole 1925-1963, herefter efterskole. Høng Privatskole (1898). Høng Realskole 1904 og i 1913 suppleret med et studenterkursus, der fra starten var en kostskole. Høng Gymnasium og HF er stadig en kostskole med ca. 230 elever, hvoraf knap 70 bor på kostafdelingen. Fra 1988 Høng Gymnasiums Efterskole (byen havde altså hele to efterskoler) Høng Landbrugsskole (1903) fusioneret med Sydsjællands Landbrugsskole i 2001 og med Lyngby Landbrugsskole i 2005. Høng Erhvervsskole. Har jeg glemt nogen?

Høng Gymnasium overfor stationen på hovedgaden. Den har rødder tilbage til Høng Højskole (1866), Høng Realskole (1904).

Den lokale sendekanal TV Øst udnævnte i 2011 Høng Gymnasium og HF som “Danmarks mindste gymnasium”. Og sørme om ikke Høng Efterskole i 2019 fik royalt besøg af Kronprinesse Mary. Så har Vandringsløse Tidende også opfyldt kvoten af royalt stof for denne gang.

Slagelse.

Slagelse er en pænt stor by som man vist skal kende særdeles godt for at finde de små skjylte perler. Men som afslappende sted for at fouragere og slappe af, er der mange torve. Især Schweitzertorvet er faldet i min smag. Men smag og behag kan selvfølgelig være forskellig.

Slagelse Torv

Slagelse ved Gl. Torv

Ruten

Slagelse Station. Kalundborgvej. Havrebjerg. Koldhøjvej. Løvegårdsvej. Løve. Slagelsevej. Ringcykelruten rundt om Høng. Høng Station.

Store Vejleå Albertslund-Ishøj

Vandringsløse har skrevet en del gange om Store Vejleå, bl. a. i forbindelse med de store oversvømmelser i september 2017. Det kastede et indslag i TV Lorry af sig. Denne gang har jeg lavet et par sidespring til tilgrænsende vandringsmål.

Nærmere på betegnet på strækningen mellem Albertslund og Ishøj, altså i det område hvor åen er mest synlig. Og i det område hvor man for alvor får et indtryk af at der er tale om en ådal idet man ikke skal ret langt væk fra stien før det hele begynder at blive dejligt sumpet og fyldt med dyreliv.

Boldbanen til fængslet. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvordan fangerne har fordrevet tiden her med atletik og boldspil. Her får man også indtryk af stjernene i fængselsfløjene. Og højden af mur og hegn. Nu holder Nordisk Film til mod højre.

Statsfængslet Vridsløselille

Det er ved at være sidste udkald for at få et gys ved at gå rundt - og visse steder endog ind på - det gamle statsfængsel Vridsløselille. Den centrale panoptikonbygning sker der ikke noget med, men de fire fængselsfløje med cellerne skal rives ned. Godt nok kommer der bygninger de samme steder som ligner de gamle cellefløje, og murstenene genanvendes. Planen blev godkendt i efteråret 2022. 

"Egon Olsen" - sidelæns. Den berømte port som blev vist i filmene set fra siden. Nu er Nordisk Film så rykket ind i området.

Den grønne port, inspektørboligen og kirken bevares. På udenomsarealerne bliver der opført seks boligkvarterer med etageboliger og rækkehuse. Tidligere indsatte vil måsle sukke over at der ikke blev brygget øl dengang de sad der. Men det gør der så nu, bryggeriet Slowburn Brewing Co-op er flyttet ind, og de leverer bl.a. til fire michelin-restauranter. Og sådan er der så meget i vente. Fængselsgrunden - selv om man ikke rigtig kan komme ind uden på de guidede ture - er stadig creepy at gå rundt i. De høje mure og hegn. Nordisk Film var ved at optage da jeg kom forbi, og så er der ingen adgang. Om føje år er der grønne områder og gårde og formentlig også barnelatter og lystig pludren, og så er den uhyggelige stemning vel væk - sikkert ikke mange vil savne den. Jeg fik i hvert fald rigeligt.

Store Vejleå. Hyldager Bakker Nord ligger lige ud for Vridsløselille. Ovenpå bakkerne hældes der pt jord af store maskiner.

Vridsløselille har stadig gadestrukturen fra landsbytiden intakt med et par gadenavne der peger mod den tid. Men ellers er der ikke meget landsbypræg over byen. Moderne tider har også her sat sit præg, selv over de gamle huse der er blevet moderniseret og kun stråtag eller gårde minder om den svundne tid, landbrugssamfundet. Ned mod Store Vejleå ligger den måske mest velbevarede bondegård der nu er fritidscenter. Og endnu tættere på åen kan man støde på heste. Der så noget forkomne ud i det plørede vejr.

Ved Toftagergård, Vridsløselille.

Hyldager Bakker

Siden Albertslund Kommune i 2018 vedtog en natur- og landskabsplan Hyldager Bakker er der sket en del, og der kommer til at ske mere, for der skal etableres et boligkvarter og byudviklingsprojekt som forventes færdigt i 2024. Det rekreative område syd for jernbanen ser ud til at være næsten færdigt med udsigtspunkt, aktivitetsområde - æblelunden og skovbrynet mangler dog stadig. Nord for jernbanen ser det straks noget mere ufærdigt ud. Buldozere og graner arbejder på at lave bakkerne. Her kommer der engang dyrefolde, ridestier mm. En noget smattet affære pt. 

Hyldager Bakker, syd. Her skal der være aktivitetetsområder, man kan se en legeplads under opbygning langs jernbanen.

Mens intentionen kan være god nok, kan man være noget ængstelig for den infernalske larm fra Holbækmotorvejen som er nærmeste nabo mod vest. Her er togtrafikken kun en mindre larmende problem. Faktisk er łarmen på denne dag så intens på toppen af bakkerne at man får indtryk af at sidde midt på motorvejen.

Store Vejleå. På dette sted var området helt oversvømmet  i 2017 og selv om det er tørt nu, så fornægter mosen sig ikke.

Som så meget på Vestegnen er det svært at se hvad der er skabt af naturen og hvad der er skabt af mennesker. Det 35 meter høje Høeghbjerg er menneskabt. Det er overskudsjord fra den voldsomme udbygning af Albertslund sidst i 1960'erne. Omvendt er åen netop på denne strækning blevet restaureret og ført tilbage til en mere naturlig tilstand med dyr og planter. 

Tueholm Sø. Ligeså kunstig som Høeghsbjerg, men det gør ikke noget for dyrelivet.

Også Tueholmsø for foden af Høeghsbjerg er menneskeskabt. Det ser svømmefuglene nu ikke ud til at lade sig gå på af. 

Store Vejleå. Dæmningen ses til højre, og stien gemmer sig nedenfor. Ved høj vandstand ligger vandspejlet højere end stien. Det rene Holland.

Store Vejleå er blevet renset op, og oprensningen ligger langs stien. Her kan man se at der sine steder er masser af muslinger i åen. Muslingerne stammer dog ikke fra nulevende dyr, men fra dengang området var en fjord og vandstanden var ca. 3 meter højere end i dag. Fjorden er senere blevet til mose og eng, men skallerne findes altså stadig.

At området er en tidligere fjord som senere gik i mose og endnu senere blev afvandet da man inddæmmede Store Vejleå, fremgår tydeligt af dette foto. Selv om det måske ser lidt kedeligt ud for den forbipasserende, er det et eldorado for fugle, insekter, frøer mm og en landskabstype som ikke er alt for udbredt.

Man lægger nok ikke meget mærke til det, men det område som ligger i det mest infernalsk larmende område mellem motorveje og motorvejsudfletninger, nemlig Vallensbæk Mose, det mest uberørte område lands ådalen. Nogen nydelse kan der dog ikke blive meget af. Larmen er her så stærk at man får lyst til øretelefoner eller høreværn. Men kan man abstrahere fra det, kan man godt ane det uberørte.

Tranegilde. Udkanten af den forhenværende landsby. Nu rummer landsbyen bl.a. Ishøj Teater.

Tranegilde landsby har ikke meget tilbage af den oprindelige landsby at gøre. Ikke kun fordi larmen fra motorvejene er ganske mærkbar her. Nyt er at Ishøj Dyrepark netop har gang i et projekt sydøst for Tranegilde, et område for helårsgræsning til dyrene til at live lidt op i området hvor der er store højspændingsledninger langs motorvejsstrækningen. Der skulle også komme en trampesti hele vejen rundt. Området ligger langs motorvejen.

Ruten

Albertslund Station. Det tidligere statsfængsel Vridsløselille. Vridsløselille. Store Vejleå Hyldager. Store Vejleå. Høeghsbjerg. Tueholm Sø. Vallensbæk Sø. Store Vejleå. Tranegilde. Ishøj Station.

Turen er omkring 15 km. Dagsformen er efter en grå vinter med megen regn ikke helt i top. Dagen var en af de få solskinsdage.

Enø - Karrebæksminde

Enø er et meget populært turistmål, og jeg har ventet til 1. september for at opleve stedet uden alt for mange turister, samt tilpas kort efter højsæsonen så alt ikke var blevet lukket ned.

For mange år siden (omkring 1990) var jeg i bil på Enø, nærmere bestemt feriekolonien. Den ligger der stadigvæk, men jeg må indrømme at jeg ikke kunne genkende den. Dengang var den meget primitiv, og jeg har ikke de bedste minder fra opholdet indendørs. Heller ikke husker jeg meget af omgivelserne. Og det kan måske skyldes at der også her er sket en del, så sent som i år ifølge nogle af de lokale fra området. 

Den gamle feriekoloni. Den tidligere feriekoloni hedder nu Enø-lejren og ejes af Næstved Kommune. Den er blevet renoveret og indrettet med toilet, bænke og teltplads mm. 

Jeg tog bussen til endestationen og gik ad kystvejen ned mod kysten. Området er bebygget, mest med sommerhuse ad en ret trafikeret vej. Jeg tænker det må være værre i højsæsonen. Der er som sådan ikke så meget spændende at kigge på som vandrer. Først når man kommer ud til hvor asfaltvejen slutter, åbenbarer Enøs herligheder sig. Som så meget andet i Danmark er det kysten som er det fascinerende.

Et kik mod nordvest lidt sydøst for det område hvor asfaltvejen slutter og den private grusvej fortsætter.

Grusvejen som fortsætter ud til feriekolonien, er vist nok tilgængelig for offentligheden. Men jeg foretrak at tage stranden. Ud over en enkelt område med kystsikring og granitbloksspringing er stranden ok fin at gå på. Der er godt nok en del sten, men ikke af den værste slags der skrider under ens fødder. Og så er der ellers udsigt over vandet for alle pengene.

På det fredede område græsser heste.

Allerede ved skellet til den fredede del ved feriekolonien åbner den vilde natur sig for alvor. Her er kun havets, vindens og dyrelivets lyde. Og det er der masser af. Der er ikke åbent for publikum i ynglesæsonen, så hvis man planlægger at gå turen, bør man lige tjekke om der overhovedet er åbent. Men ulig fx Ølsemagle Rev ser det dog ud til at man faktisk godt må gå langs sydkysten ud til pynten af Enø. Der er indhegnet for kreaturerne. Jeg så kun heste, men andre omtalte at der også var køer.

Kyst med rester af kystødelæggelsesmoler.

Der findes fuglekikkerter og andet grej på rastepladen ved feriekolonien så man kan studere fuglelivet. Et par gæster fortalte at der ikke var så meget at se for øjeblikket. De ville forøvrigt hellere tale om sig selv, den ene var Benny Bonnesen som havde været ansat på Holmegaard Glasværk, og vist en kendt person der. Efter nogen tid på rastepladsen begyndte der at ankomme en del andre gæster, og jeg begav mig ud mod pynten.

Tæt på Karrebæksminde bliver klinten ganske stejl. 

Hjemturen gik ad samme vej indtil parkeringspladsen. Herefter tog jeg imidlertid langs kysten. Det burde jeg måske nok også have gjort på udturen, for her vokser klinterne højere op. Man kan både gå oppe og nede, og heldigvis er der adskillige steder hvor der er trapper. Så man behøver ikke at tænke på at vælge det rigtige. Der er fortrydelsesret. Jeg valgte klinten, og brugte så trapperne til nogle afstikkere ned til stranden. Flere steder skal man nok passe lidt på - kanten rager ud.

Enø Strand.

Ind mod Karrebæksminde flader klinterne igen ud, før man ankommer til den pænt store strand hvor man kan skimte turistområdet. Og lad det være sagt med det samme: Det er enormt! Restauranter, cafeer, fiskespisesteder, røgerier m.m. findes i rå mængder. Hermed er stranddelen af vandreturen slut. En af de absolut bedste. Og den bekræfter endnu engang at Danmarks kyster er det bedste vi har. Altså de steder hvor man kan komme til at vandre og hvor kysten ikke er ødelagt af kystsikring. Enøs lyksaligheder i den henseende er altså på sydkysten fra Enø Strand til den østlige pynt.

Vippebroen mellem Sjælland og Enø.

Med indmarchen i byområdet ophører så også den del af turen som handlede om fred, ro og natur. Til gengæld er området omkring Karrebæksminde på denne varme første efterårsdag et slaraffenland at slappe af og samle kræfter til resten af vandringen. Der er rigeligt at se på samt muligheder for at indtage alskens forfriskninger, både vådt og tørt.

Karrebæksminde havn.

Fra Karrebæksminde havn sejler en båd til Næstved. M/S Friheden sejler ifølge hjemmesiden 2-7 dage om ugen og man kan bestille lette anretninger ombord. Jeg fik oplyst at prisen var 160 kr. Da hjemmesiden ikke virker, må interesserede google det.   

Karrebæksminde.

Broen mellem Sjælland og Enø går tilsyneladende op hver hele time. Uanset om der er både der skal igennem eller ej. Og så igen når der kommer nogle både som skal igennem. Det hele kan man beskue fra første række på begge sider. Hvis ellers man køber en kop kaffe, mad eller andet på de serveringssteder som flankerer begge sider.

Karrebæksminde Havn.

På Enøsiden er der udover stranden ikke så meget mere at se. Går man ud af bebyggelsen mod nord, kommer man hurtigt ind i sommerhusområderne, og det er mere besværligt at gå langs kysten end sydsiden. Sommerhusområder er vel som de er. Fine for sommerhusbeboerne, men som vandreområder knap så spændende.

Enøsiden set fra Karrebæksminde.

Karrebæksminde er derimod værd at vandre lidt rundt i. Vippeboen skal man da lige se. Der er den underlige søminelignende kugle ved havnen (som ikke er en sømine), det skæve pandekagehus, museet, samt en række meget fine bygninger pakhusbygninger som minder om en tid som ikke længere er. Dvs. de 150 år som oplagshavn for Næstved fra omkring 1801 og frem til at Næstved fik sin egen havn i 1938. Og så de nuttede fiskerhuse.

Strandengen mellem Karrebæksminde og Karrebæk.

Når man fortsætter ud af Karrebæksminde mod Næstved ophører idyllen imidlertid hurtigt. Indtil Karrebæk går det endda. Her er der en gangsti, samt cykelsti hvorfra man i ro og fred for den ret heftige trafik kan nyde udsigterne. Men så er det også slut. Lagunestien er herefter ikke vandrevenlig. På cykel går det nok. Sine steder er der knap en rabat at gå i. Ifølge de lokales oplysninger skulle det dog være muligt at lave afstikkere frem og tilbage ned til kysten. Men derved forlænges gåturen væsentligt. Efter 10 års erfaring og omkring 500 længere gåture på Sjælland langs svinefoder samt biler rasende forbi, har jeg dog fået nok, og tager bussen.

Næstved.

Bussen er let. På hverdage to gange i timen. Under en halv time bringer den vandreren til Næstved. Som også er en rundtur værd. Her kan man vælge en tur langs Suså. Eller gå op i den ældre del af byen. Der findes både et par smukke og særprægede bindingsværkshuse og provinsbyhuse. Samt hvis man er til det, to kirker.

Ruten.

Næstved Station. Bus 603 til Enø, endestationen. Kystvejen til kysten. Pynten længst mod sydøst. Tilbage langs kysten til Karrebæksminde. Karrebæk Kirke. Bus 603 tilbage til Næstved. Rutens længde er omkring 15 km. med mange sidespring og en til tider ret vanskelig stenstrand.