Vordingborg

Bakkebøllestien og Sydsjællandsleden er to gode bud på hvordan man ser området øst for Vordingborg.

Gåsetårnet med Valdemars borganlæg (det er er tilbage) i forgrunden.

Sidst jeg var i Vordingborg, var for ca. 50 år siden, og jeg erindrer at have hørt at selv de lokale kaldte det "Vordinghul". Man var vist lidt påvirket af de lidt større byer Næstved og Nykøbing. Men heldigvis var der jo så dem på Masnedø som man kunne pukke lidt på. Jeg skal ikke sige hvordan det er at bo i Vordingborg. Som vandrer er der ikke så meget at se, andet end en lidt anonym provinsby med en gågade hvor man kan fouragere. Og så naturligvis borganlægget med Gåsetårnet. En tur op i tårnet hører sig til. Såvel for udsigten for det lidt skumle syn af skydehuller og fornemmelsen af krig.

Strandgårdsvej, Bakkebølle. Gården ligger midt i svinefoderet der pt henligger som døde, høstede arealer og om kort tid vil henligge som sortladne arealer.

Bakkebøllestien er et 20 km langt, gammelt jernbanetrace, hvilket ikke er til at tage fejl af med dens linealvejføring og udjævninger af bakker. Toget kørte mellem Masnedsund og Kalvehave 1897-1959. I Nyråd kan man så vidt jeg kan skønne stadig se en af stationerne, men ellers er der kun stien tilbage. Der er forbavsende lidt svinefoder på ruten. Først på Strandgårdsvej fra vandet og op til Vintersbølle kommer der 2 kilometer ikke særlig befærdet stykke hvorfra man dog har en god udsigt over vandet. 

Dehns Hytte, Vintersbølle Skov. Som det ses af fotoet er det ikke nogen hytte. Man kan åbenbart leje en nøgle og skaffe sig adgang til hytten. Der er mulighed for at få fyldt vanddunken op igen fra en udendørs vandhane.

Vintersbølle Skov er privat. Ca. 2 kilometer af Sydsjællandsleden går her. Og det er nok rutens flotteste. Dels er skoven ganske fin, dels kommer man forbi en del unikke steder. Og ved Dehns Hytte har man endda en lille strand hvorfra man kan se mod Storstrømsbroen mod vest og Farøbroerne mod øst.

Storstrømsbroen, set fra Vintersbølleskov ved Dehns Hytte.

Cirka midt i skoven ligger en gammel langdysse. Stenene er væltet og den er ikke længere overdækket, men man kan få et godt indtryk af hvordan her har set ud. Den kaldes Valdemars Plads uden at den i øvrigt har noget med ham at gøre.

Vintersbølleskov. Jættestuen der noget misvisende kaldes Valdemars Plads.

Men ikke uden grund er de vilde med Valdemar i Vordingborg, idet Danmarks magtcentrum en ganske kort overgang lå her i valdemarernes tid.

Bakkebølle Bæk. En af de få succeshistorier hvor det er lykkedes at få ørreder.

Stien krydser nedenfor Beværterhuset bækken hvor man reklamerer med at man har fået ørreder til at klatre op ad løbet. Hvilket er en af de få succeshistorier. I de fleste andre åer og bække er det gået den modsatte vej.

Udsigten fra Gåsetårnet.

Ruten.

Vordingborg Station. Algade. Gåsetårnet. Bakkebøllestien til Nyråd, herefter ad Sydsjællandsleden til Bakkebølle. Vintersbølle. Byråd. Tilbage ad Bakkebøllestien. Vordingborg Station. 

Svartingedal (Bornholm)

Svartingedalen er et 27 hektar stort skovområde i en sprækkedal som med lidt god vilje sniger sig op på en 3 kilometer lang vandrerute. Hertil kommer så vandreruten til og fra busserne på 3-4 kilometer, heraf mindst 1 km på trafikerede veje, alt sammen langs arealer med svinefoder. 

Bornholm har en del gode vandreruter, især langs kysten. Også inde i landet er der enkelte, som fx Svartingedal øst for Hasle som ligger midt i de omfattende arealer med svinefoder som dominerer Bornholms indre. Fugleværnsfonden har produceret en informationsfolder om Svartingedal hvoraf jeg citerer flittigt nedenfor.

Svartingedal, længst mod nord efter Halledalsvej.

I folderen angives adgangsmåder med bil, og det nok af en grund. For vandrere er området temmelig langt fra alfarvej - dvs. fra busruterne. I begge ender er der et pænt stykke vej på flere kilometer til dalen. Mod nord kan man blive sat af bussen ved Halledalsvej hvor man må gå ca. 2 kilometer for at nå til Åhalsegård ved indgangen til dalen.

Min tur foregik om sommeren uden særlig megen regn, så åen der løber gennem dalen er helt udtørret, men Bagge Å's leje indikerer at der kan være meget vand. I hvert fald tilråder folderen at man husker gummistøvler - det er på ingen måde nødvendigt nu (august).

Svartingedal, mod nord.

Klippevæggene er her meget tæt på hinanden. Der er også lagt planker ud som trædestier. Det er ikke nødvendigt nu da jorden er hård og god at træde på. Men det er ikke svært at forestille sig hvordan det må se ud i de perioder hvor der tilsyneladende er masser af vand. Kun ganske få steder i den ca. 100 meter brede naturkorridor kan man se gennem skoven til de tætliggende marker, så illusionen om at vandre i en stor skov er perfekt. 

Jættebolden. 

Har man lyst til en lille afstikker op til kanten af sprækkedalen, er der en afstikker til Jættebolden. Det er en mandshøj vandreblok hvortil der naturligvis knytter sig det obligatoriske sagn om en jætte som i raseri kastede en sten efter et mål, i dette tilfælde en svensk jætte som sigtede efter Clemens Kirke, men ramte ved siden af. Åse, vandreblokke og meget andet har tilsvarende jættesagn. Bolden ser nu ud til at have tabt en del luft gennem tiderne, for den er temmelig flad at se på.

Åbent område, ca. halvvejs gennem dalen.

I et par af lysningerne afgræsser kvæg området. Det er i den bredere del af dalen næsten helt mod syd. Her falder skråningen noget ud. Der skulle også være et par sjældne fuglearter som fx ravne og kernebideren. Ingen af dem fik vi dog øje på, selv om jeg havde husket fuglekikkerten. Men der er masser af andre ting at kikke på. Træerne er meget høje, og de væltede træer får lov til at blive liggende, til glæde for biller, insekter, fugle og meget andet. 

Mod syd pibler vand frem fra skrænterne. 

Mod syd dukker man brat op i en svinefarm hvilket næsen og ørerne ikke lader så megen tvivl om. Herefter kommer man ud på en længere vandretur på et par kilometer på trafikerede veje. Man kan dog vandre et par omveje ind til Hasle. Vi valgte Pilegårdsvej-Siegårdsvej hvoraf den sidste er en fredelig vej. Bilister kan køre ind til en p-plads ved Hasle Vandværk. På hjørnet af Svalhøjvej og Simblegårdsvej står Bornholms største runesten - 2.1 meter høj - Brogårdsstenen som man bør unde sig at stoppe ved. 

Pilegård ved den sydlige indgang til Svartingedalen.

Mod syd kommer man igen ud i de for Bornholm (og Danmark i øvrigt) så karakteristiske arealer med svinefoder. Landbrug & Fødevarer og mange andre har forsøgt at erstatte ordet svin med ordet gris, formentligt for at gøre svin mere appetitlige. I min bog er en gris en unge af et svin, og ordbogen giver mig ret: efter 4 måneder bliver en gris til et svin. Det hedder dog stadig svineslagterier selv om L&F hellere vil fortælle hvordan grisene bliver slagtet.

Der er formentlig delte meninger om Hasle. Der er en del forretninger, supermarkeder til at fouragere. I området syd for findes nok det mere publikumsvenlige område. Havneområdet mod nord er præget af industribygninger og er i øvrigt afspærret. Herefter skal man endnu længere mod nord for at finde skanser og kyst.

Et af røgerierne i Hasle. Alle er nu restauranter og butikker.

Herfra går der busser både mod nord til Hammershus eller Allinge og mod syd til Rønne.

Karetmagergaarden. Tæt på Torvet i Hasle. (Torvet er nu mest en busholdeplads med parkeringspladser på begge sider.

Folderen kalder Svartingedalen for "en af de flotteste og naturrigeste blandt de omkring 70 sprækkedale på Bornholm". Jeg har pt været på en halv snes stykker, og dalen udmærker sig ved sin længde. Det tager vitterligt en god times tid at trave den igennem. Den er dog næppe noget som man ligefrem skal tage til Bornholm for at se, men snarere en som er et godt mål når man nu alligevel er der.  Svartingedal er uden tvivl et af de steder på Bornholm hvor naturen kan få lov til at udvikle sig uden for megen menneskelig indgriben.

Orø rundt

Orø rundt til fods langs kysten er godt og vel 20 kilometer. Det kan man sagtens nå på en dag. Og "indmaden" er mest marker og mere eller mindre trafikerede veje.

Der er en anden færgeforbindelse til Orø. Men for mit vedkommende startede og sluttede det her. Med Orø-færgen til Holbæk. 

Orø har længe stået på min liste over "must-go" ture. Og nu blev det så endelig gjort! Jeg havde hørt en del om øen i forvejen, bl.a. at den skulle være bilfri. Derfor fik jeg et chok over at opleve at hele den sydlige del af øen omkring Brøndevej, Bygaden m.fl. er stærkt trafikerede; ikke pga. færgetræk (så mange biler kan der trods alt heller ikke være med færgen), men formentlig pga. supermarkedet i Bybjerg. Trods de beskedne afstande på øen, foretrækker de fleste åbenbart at bile den. Trækker man en cirkel med centrum i supermarkedet  og slår en cirkel på 2½ km er øen på nær den nordlige del med Næsby ellers fuldstændig dækket ind. Men et par kilometer ligger åbenbart langt over gå-afstand for mange. Man skal et godt stykke udenfor Bybjerg for at støde ind i trampestierne hvor vandreren endelig kan få fred og ro uden at skulle tænke på at blive kørt ned.

Nord for Gamløse, på vej mod øst ned mod trampestien kan man finde dette lille hus hist hvor vejen slår en bugt.

De første par kilometer nord for Gamløse går gennem landbrugsområder, men når man kan skimte Østerløb i det fjerne, begynder trampestien for alvor. Den går gennem de vidtstrakte strandenge. Den første del af strækningen med marker mod vest. Til øst kan man ikke rigtig se fjorden gennem det tætte krat og sivskovene. Men freden og roen begynder nu at indfinde sig. Man kan endog høre lærken på markområderne - hvilket efterhånden er blevet et særsyn da selv denne sidste overlevende fugl på disse områder er ved at være væk. Udover den tiltager insektlivet og dermed også fuglelivet jo længere man kommer mod nord. 

Østerløb, køer og den brede strandeng med de mange blomster og insektlivet.

Der er advaret mod sumpede områder på visse strækninger af trampestierne, men efter en længere tørkeperiode går det fint. Jeg kan nu sagtens forestille mig at der kan været sumpet ved vedvarende regn. Cirka halvvejs mod Næsby kommer en herlig del af trampestien, den forsvinder nærmest i et vidunderligt flor af blomster. Og da terrænet samtidig stiger, får man i glimt nu også Østerløb at se. Især området omkring det såkaldte "Forklædet" er af stor vandringsværdi. Her står også en enlig jernskulptur, lavet af en af kunstnerne fra Næsby (se senere). Bl.a. har man udsigt mod Kundby Værket og den anden side af fjorden. 

Mere strandeng, Østerløb og Sjælland på den anden side.

Næsby er en lille landsby, med indbygget overraskelse: Der ligger i en kunstnerhave en kafe med servering af kager mm. Og flere jernskulpturer! Stedet ligger ca. midtvejs på turen, så det er et oplagt sted til at tage sig en ordentlig hvil før de foranliggende strabadser. Egentlig kan man også fortsætte mod næsset helt mod nord. Men jeg er ikke sikker på min form for tiden, så jeg sætter i stedet kursen mod syd ad landevejen Næsbyvej. Heldigvis ikke nær så trafikeret som vejene sydligere. Der er et enkelt stop undervejs ved Orøstenen - der er fra Bornholm. Ikke fordi stenen er så fantastisk, men fordi udsigten er ganske god. Man kan se ud over Salvig. Med de åbenbart obligatoriske marker i forgrunden. 

Udsigten fra Orøstenen (der er en stor granitsten). Vandet er Salvig. Og (selvfølgelig) de obligatoriske svinefodermarker i forgrunden.

Lidt syd for Langdalgård og efter 2-3 km på asfalt, kan man endelig igen dreje mod nordøst ad en trampesti, og denne sti hele vejen langs kysten til Møllebrovej i syd ved Bybjerg er generelt en rigtig god vandrerrute. Ikke engang cykler kommer her, for terrænet er for besværligt - selv for mountainbikes. Stien benyttes på denne smukke sommerdag af forbløffende få vandrere. Kun omkring sommerhusområderne synes det som om de lokale lige skal lufte hunde på en del af stien. 

Trampestierne langs vestsiden af Orø kommer lidt tættere på vandet end på østsiden. Her er man næsten dernede ved Salvig.

På den allerede beskrevne del af Orø er kysterne ikke umiddelbart tilgængelige. Man går langs sumpede strandenge, eventuelt afgræsset af køer, ofte et pænt stykke inde i landet. Men ved campingpladsen er der en lille strand - Orø Strand - som er en strand i "traditionel" forstand, altså med sand, mulighed for at bade osv. Det er nok derfor at campingpladsen er blevet placeret her. Vandet ser dog ikke ud til at være til at svømme i. De personer jeg så, stod langt fra kysten, men dårlig nok med knæene under vand. Med andre ord, en børnevenlig strand. 

Orø Strand med campingpladsen i baggrunden.

Helt mod vest ændrer stranden sig til noget mere dramatisk, med små klinter, og vestkysten er en kyststrækning med store mængder af sten som ligger langt ud i fjorden. Sejlbåde ville nok ikke vove sig for langt ind mod kysten her. Men der ligger dog nogle enkelte ro- og motorbåde for svaj hist og pist. 

Et typisk foto fra vestkysten langs Vesterløb. På en strækning af 2-3 kilometer. En strækning med en af de bedste udsigter på hele Orø.

Hele herligheden slutter ved Møllebrovej, og de sidste kilometer ind til færgen går ad en noget kedelig grusvej, Vestre Strandvej gennem et sommerhusområde hvor man kun i glimt kan ane Vesterløb mellem grundene. Nok se, men ikke berøre. 

Om vandrestiernes afmærkning er kun godt at sige: Der er pæle med små kort de fleste steder hvor man kan blive i tvivl om hvor man er, samt forklaringer på lokale seværdigheder. Stiernes beskaffenhed er meget svingende. Det frarådes at forsøge sig med cykling, og løb er heller ikke mulig mange steder. Gode solide støvler er nok et must. Men opfylder man det, er det rigtig godt vandreterræn på fladt område. Stigninger er der stort set ingen af med mindre man opsøger dem.