Svartingedal (Bornholm)

Svartingedalen er et 27 hektar stort skovområde i en sprækkedal som med lidt god vilje sniger sig op på en 3 kilometer lang vandrerute. Hertil kommer så vandreruten til og fra busserne på 3-4 kilometer, heraf mindst 1 km på trafikerede veje, alt sammen langs arealer med svinefoder. 

Bornholm har en del gode vandreruter, især langs kysten. Også inde i landet er der enkelte, som fx Svartingedal øst for Hasle som ligger midt i de omfattende arealer med svinefoder som dominerer Bornholms indre. Fugleværnsfonden har produceret en informationsfolder om Svartingedal hvoraf jeg citerer flittigt nedenfor.

Svartingedal, længst mod nord efter Halledalsvej.

I folderen angives adgangsmåder med bil, og det nok af en grund. For vandrere er området temmelig langt fra alfarvej - dvs. fra busruterne. I begge ender er der et pænt stykke vej på flere kilometer til dalen. Mod nord kan man blive sat af bussen ved Halledalsvej hvor man må gå ca. 2 kilometer for at nå til Åhalsegård ved indgangen til dalen.

Min tur foregik om sommeren uden særlig megen regn, så åen der løber gennem dalen er helt udtørret, men Bagge Å's leje indikerer at der kan være meget vand. I hvert fald tilråder folderen at man husker gummistøvler - det er på ingen måde nødvendigt nu (august).

Svartingedal, mod nord.

Klippevæggene er her meget tæt på hinanden. Der er også lagt planker ud som trædestier. Det er ikke nødvendigt nu da jorden er hård og god at træde på. Men det er ikke svært at forestille sig hvordan det må se ud i de perioder hvor der tilsyneladende er masser af vand. Kun ganske få steder i den ca. 100 meter brede naturkorridor kan man se gennem skoven til de tætliggende marker, så illusionen om at vandre i en stor skov er perfekt. 

Jættebolden. 

Har man lyst til en lille afstikker op til kanten af sprækkedalen, er der en afstikker til Jættebolden. Det er en mandshøj vandreblok hvortil der naturligvis knytter sig det obligatoriske sagn om en jætte som i raseri kastede en sten efter et mål, i dette tilfælde en svensk jætte som sigtede efter Clemens Kirke, men ramte ved siden af. Åse, vandreblokke og meget andet har tilsvarende jættesagn. Bolden ser nu ud til at have tabt en del luft gennem tiderne, for den er temmelig flad at se på.

Åbent område, ca. halvvejs gennem dalen.

I et par af lysningerne afgræsser kvæg området. Det er i den bredere del af dalen næsten helt mod syd. Her falder skråningen noget ud. Der skulle også være et par sjældne fuglearter som fx ravne og kernebideren. Ingen af dem fik vi dog øje på, selv om jeg havde husket fuglekikkerten. Men der er masser af andre ting at kikke på. Træerne er meget høje, og de væltede træer får lov til at blive liggende, til glæde for biller, insekter, fugle og meget andet. 

Mod syd pibler vand frem fra skrænterne. 

Mod syd dukker man brat op i en svinefarm hvilket næsen og ørerne ikke lader så megen tvivl om. Herefter kommer man ud på en længere vandretur på et par kilometer på trafikerede veje. Man kan dog vandre et par omveje ind til Hasle. Vi valgte Pilegårdsvej-Siegårdsvej hvoraf den sidste er en fredelig vej. Bilister kan køre ind til en p-plads ved Hasle Vandværk. På hjørnet af Svalhøjvej og Simblegårdsvej står Bornholms største runesten - 2.1 meter høj - Brogårdsstenen som man bør unde sig at stoppe ved. 

Pilegård ved den sydlige indgang til Svartingedalen.

Mod syd kommer man igen ud i de for Bornholm (og Danmark i øvrigt) så karakteristiske arealer med svinefoder. Landbrug & Fødevarer og mange andre har forsøgt at erstatte ordet svin med ordet gris, formentligt for at gøre svin mere appetitlige. I min bog er en gris en unge af et svin, og ordbogen giver mig ret: efter 4 måneder bliver en gris til et svin. Det hedder dog stadig svineslagterier selv om L&F hellere vil fortælle hvordan grisene bliver slagtet.

Der er formentlig delte meninger om Hasle. Der er en del forretninger, supermarkeder til at fouragere. I området syd for findes nok det mere publikumsvenlige område. Havneområdet mod nord er præget af industribygninger og er i øvrigt afspærret. Herefter skal man endnu længere mod nord for at finde skanser og kyst.

Et af røgerierne i Hasle. Alle er nu restauranter og butikker.

Herfra går der busser både mod nord til Hammershus eller Allinge og mod syd til Rønne.

Karetmagergaarden. Tæt på Torvet i Hasle. (Torvet er nu mest en busholdeplads med parkeringspladser på begge sider.

Folderen kalder Svartingedalen for "en af de flotteste og naturrigeste blandt de omkring 70 sprækkedale på Bornholm". Jeg har pt været på en halv snes stykker, og dalen udmærker sig ved sin længde. Det tager vitterligt en god times tid at trave den igennem. Den er dog næppe noget som man ligefrem skal tage til Bornholm for at se, men snarere en som er et godt mål når man nu alligevel er der.  Svartingedal er uden tvivl et af de steder på Bornholm hvor naturen kan få lov til at udvikle sig uden for megen menneskelig indgriben.

Orø rundt

Orø rundt til fods langs kysten er godt og vel 20 kilometer. Det kan man sagtens nå på en dag. Og "indmaden" er mest marker og mere eller mindre trafikerede veje.

Der er en anden færgeforbindelse til Orø. Men for mit vedkommende startede og sluttede det her. Med Orø-færgen til Holbæk. 

Orø har længe stået på min liste over "must-go" ture. Og nu blev det så endelig gjort! Jeg havde hørt en del om øen i forvejen, bl.a. at den skulle være bilfri. Derfor fik jeg et chok over at opleve at hele den sydlige del af øen omkring Brøndevej, Bygaden m.fl. er stærkt trafikerede; ikke pga. færgetræk (så mange biler kan der trods alt heller ikke være med færgen), men formentlig pga. supermarkedet i Bybjerg. Trods de beskedne afstande på øen, foretrækker de fleste åbenbart at bile den. Trækker man en cirkel med centrum i supermarkedet  og slår en cirkel på 2½ km er øen på nær den nordlige del med Næsby ellers fuldstændig dækket ind. Men et par kilometer ligger åbenbart langt over gå-afstand for mange. Man skal et godt stykke udenfor Bybjerg for at støde ind i trampestierne hvor vandreren endelig kan få fred og ro uden at skulle tænke på at blive kørt ned.

Nord for Gamløse, på vej mod øst ned mod trampestien kan man finde dette lille hus hist hvor vejen slår en bugt.

De første par kilometer nord for Gamløse går gennem landbrugsområder, men når man kan skimte Østerløb i det fjerne, begynder trampestien for alvor. Den går gennem de vidtstrakte strandenge. Den første del af strækningen med marker mod vest. Til øst kan man ikke rigtig se fjorden gennem det tætte krat og sivskovene. Men freden og roen begynder nu at indfinde sig. Man kan endog høre lærken på markområderne - hvilket efterhånden er blevet et særsyn da selv denne sidste overlevende fugl på disse områder er ved at være væk. Udover den tiltager insektlivet og dermed også fuglelivet jo længere man kommer mod nord. 

Østerløb, køer og den brede strandeng med de mange blomster og insektlivet.

Der er advaret mod sumpede områder på visse strækninger af trampestierne, men efter en længere tørkeperiode går det fint. Jeg kan nu sagtens forestille mig at der kan været sumpet ved vedvarende regn. Cirka halvvejs mod Næsby kommer en herlig del af trampestien, den forsvinder nærmest i et vidunderligt flor af blomster. Og da terrænet samtidig stiger, får man i glimt nu også Østerløb at se. Især området omkring det såkaldte "Forklædet" er af stor vandringsværdi. Her står også en enlig jernskulptur, lavet af en af kunstnerne fra Næsby (se senere). Bl.a. har man udsigt mod Kundby Værket og den anden side af fjorden. 

Mere strandeng, Østerløb og Sjælland på den anden side.

Næsby er en lille landsby, med indbygget overraskelse: Der ligger i en kunstnerhave en kafe med servering af kager mm. Og flere jernskulpturer! Stedet ligger ca. midtvejs på turen, så det er et oplagt sted til at tage sig en ordentlig hvil før de foranliggende strabadser. Egentlig kan man også fortsætte mod næsset helt mod nord. Men jeg er ikke sikker på min form for tiden, så jeg sætter i stedet kursen mod syd ad landevejen Næsbyvej. Heldigvis ikke nær så trafikeret som vejene sydligere. Der er et enkelt stop undervejs ved Orøstenen - der er fra Bornholm. Ikke fordi stenen er så fantastisk, men fordi udsigten er ganske god. Man kan se ud over Salvig. Med de åbenbart obligatoriske marker i forgrunden. 

Udsigten fra Orøstenen (der er en stor granitsten). Vandet er Salvig. Og (selvfølgelig) de obligatoriske svinefodermarker i forgrunden.

Lidt syd for Langdalgård og efter 2-3 km på asfalt, kan man endelig igen dreje mod nordøst ad en trampesti, og denne sti hele vejen langs kysten til Møllebrovej i syd ved Bybjerg er generelt en rigtig god vandrerrute. Ikke engang cykler kommer her, for terrænet er for besværligt - selv for mountainbikes. Stien benyttes på denne smukke sommerdag af forbløffende få vandrere. Kun omkring sommerhusområderne synes det som om de lokale lige skal lufte hunde på en del af stien. 

Trampestierne langs vestsiden af Orø kommer lidt tættere på vandet end på østsiden. Her er man næsten dernede ved Salvig.

På den allerede beskrevne del af Orø er kysterne ikke umiddelbart tilgængelige. Man går langs sumpede strandenge, eventuelt afgræsset af køer, ofte et pænt stykke inde i landet. Men ved campingpladsen er der en lille strand - Orø Strand - som er en strand i "traditionel" forstand, altså med sand, mulighed for at bade osv. Det er nok derfor at campingpladsen er blevet placeret her. Vandet ser dog ikke ud til at være til at svømme i. De personer jeg så, stod langt fra kysten, men dårlig nok med knæene under vand. Med andre ord, en børnevenlig strand. 

Orø Strand med campingpladsen i baggrunden.

Helt mod vest ændrer stranden sig til noget mere dramatisk, med små klinter, og vestkysten er en kyststrækning med store mængder af sten som ligger langt ud i fjorden. Sejlbåde ville nok ikke vove sig for langt ind mod kysten her. Men der ligger dog nogle enkelte ro- og motorbåde for svaj hist og pist. 

Et typisk foto fra vestkysten langs Vesterløb. På en strækning af 2-3 kilometer. En strækning med en af de bedste udsigter på hele Orø.

Hele herligheden slutter ved Møllebrovej, og de sidste kilometer ind til færgen går ad en noget kedelig grusvej, Vestre Strandvej gennem et sommerhusområde hvor man kun i glimt kan ane Vesterløb mellem grundene. Nok se, men ikke berøre. 

Om vandrestiernes afmærkning er kun godt at sige: Der er pæle med små kort de fleste steder hvor man kan blive i tvivl om hvor man er, samt forklaringer på lokale seværdigheder. Stiernes beskaffenhed er meget svingende. Det frarådes at forsøge sig med cykling, og løb er heller ikke mulig mange steder. Gode solide støvler er nok et must. Men opfylder man det, er det rigtig godt vandreterræn på fladt område. Stigninger er der stort set ingen af med mindre man opsøger dem. 

Faxe: Kysten fra Ladepladsen mod Feddet og indlandet mod Faxe

Dagens tur var lidt af en overraskelse. Jeg havde forventet en mere afdæmpet strækning i forhold til mine tidligere vandringer fra Faxe Ladeplads mod Rødvig og Stevns Klint. Men den bød på overraskende flotte panoramaer.

Faxe Ladeplads er sådan et sted hvor byen nok ikke lige er et sted man opholder sig for længe. Havnen er en industrihavn (og en lystbådehavn). Stranden syd for er bestemt ikke overrendt på en flot sommerdag i juni. Men der er en bistro til eftermiddagskaffen med udsigt til stranden. 

Stranden syd for Faxe Ladeplads. Til højre kan man se kirken, masterne fra lystbådehavnen, og bag den industrihavnen.

Den første del af stranden sydpå er præget af den såkaldte kystsikring. Det er selvfølgelig et definitionsspørgsmål hvad man mener med kystsikring. En naturkyst forandrer sig jo hele tiden. Og på den første strækning æder vandet sig ind i en stejl klint, danner en forstrand, skredet vokser til. Indtil næste storm, hvor det hele så starter forfra. Det giver et dramatisk og fantastisk vy over naturens kræfter. Men det passer ikke lodsejere så godt at de på denne måde risikerer at miste noget af deres jord - ja måske endog deres hus - som risikerer at skride i vandet.

Strand nedenfor Strandegårds Dyrehave. I det fjerne kan man lige ane en af de grimme betonmoler ("kystsikring") som tårner sig op. Her må man ind i landet for at komme forbi. Faktisk opgav jeg - jeg vil helst ikke brække ben og fortsatte lidt op i landet, for derefter at gå ned igen.

I stedet forsøger man så gennem "kystsikring" at fryse naturens gang fast på et bestemt punkt. Bunker af granit hobes op foran klinten, betonmoler skyder ud i vandet, Strandvandringen gøres besværlig ved at skulle klatre over de høje og ikke særlig kønne betonkonstruktioner. Og når havet efterhånden har fjernet forstranden, når det ind til granitstenene, så forbipasserende er nødt til at lege bjerggeder ved at springe fra sten til sten. Hvilket kan være særdeles farligt hvis man ikke er trænet i det. Eller vade ud i vandet. Jeg har efterhånden både fra min barndomsegn og fra vandringer langs nordkysten af Sjælland en del erfaring i at lege bjergged, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på hvor længe jeg er i stand til det.

Strand nedenfor Strandegårds Dyrehave. Her får har naturen fået lov til at skrive sin egen historie i klinten, nedfaldne træer og en forstrand.

Lykkeligvis ophører "kystsikringen" dog når man når ned til kysten ud for Strandegårds Dyrehave. Her får naturens kræfter lov til at arbejde i fred for menneskelig indgriben. Et par steder spærrer træer for passagen, som man kan se på mine fotoer. Men det er ikke på samme måde som "kystsikringen" farligt at passere. Blot en fornøjelig udfordring.

Udsigt fra Skansestien mod Feddet i det fjerne. Omtrent kan man støde på Skansestien.

Klinten  varer ved helt ud til hvor Feddet starter. Feddet er præget af lange og gode sandstrande med skovområder indeni. Det var ikke målet i dag at gå derud. Solen var alligevel for skarp til at gå på en sandstrand. Men så opdagede jeg ved et tilfælde Skansestien. Jeg så først skiltet bagfra, og troede at det var endnu et af disse skilte med adgang forbudt, privat område, og så en mur af tekst med uddrag af diverse love og privat ejendom. Men det var såmænd blot skiltet for Skansestien, og den går helt oppe på klinten hele vejen tilbage til Faxe Ladeplads.

Samme strand som ovenfor, nu set fra klinten.

Stien minder på en måde om den som går ved Stevns Klint, til indlandssiden har man marker, til den anden klinten. Her er den dog væsentlig mere bevokset end på Stevns Klint med store, høje træer, og der er mange virkelig gode udsigtssteder hvor man kan gå helt ud til kanten af klinten og kigge nærmest lodret ned, sine steder står man endda på en platform der når som helst ser ud til at kunne skride ned. 

Vallebovej - hist hvor vejen slår en bugt.

På et tidspunkt glider Skansestien over i Sydsjællandsleden. Og man kommer igennem en flot skov, Strandegårds Dyrehave. Den er privat, men åben for publikum fra solopgang til solnedgang. Og det er bestemt en tur værd. Der er flere rastesteder undervejs med bænke og rigtig gode udsigter.

Ved Vallebo

Ved Strandlodden nappede jeg en kaffe med kage i Bistroen og havde egentlig bare tænkt mig at luske til Faxe Ladeplads Station. Men opfrisket begav jeg mig nu ind i landet for at tage toget fra Faxe Syd Station i stedet for. En bette omvej på 6-7 kilometer, og med bange anelser for at skulle gå i svinefoderland. Men sådan skulle det ikke være. Landevejene er næsten uden trafik, og det er faktisk ret begrænset med svinefoder. Kun enkelte steder som man hurtigt er forbi - og her er selv lærken en sjælden gæst - ellers er der ret livløst. 

Alt i alt en god tur som godt nok bød på visse strabadser på strandstrækningen, men som ellers har gode og stille stier med masser at se, lytte, lugte og høre på. 

Ruten:

Faxe Ladeplads. Sydpå langs stranden til indsnævringen ved Feddet. Dernæst tilbage ad Skansestien og Sydsjællandsleden til Strandlodden. Elmuevej. Vallebovej. Borreshovedvej. Faxe Station.