Faxe Ladeplads - Rødvig: Kystvandring

Den flotteste, mest varierede, men også hårdeste kystvandring jeg har været på.

Stranden øst for Faxe Ladeplads. På daværende tidspunkt troede jeg at besværet med at finde vådt sand at gå i var det værste på denne tur. Jeg skulle blive klogere!

16 kilometer målte jeg det til på kortet. Men jeg havde åbenbart ikke researchet grundigt nok: mit indtryk var at man sagtens kunne gå hele vejen langs vandet. Og ja, det kan man også. Men det skulle vise sig at det ikke var uden strabadser og udfordringer.

Faxe Ladeplads er anlagt som havn til Faxe Kalk. Og den bærer præg af at være en nyere industriby.

Efter en periode med temperaturer over 30 grader, havde jeg sat forventninger til højst 25 denne tirsdag. Og temperaturen fejlede heller ikke noget. Til gengæld havde det åbenbart regnet i Faxe Ladeplads, og der var temmelig diset. Men heller det end ulidelig varme! Faxe er en pænt stor by med flere supermarkeder mm. Men efter en kort rundtur langs havnen besluttede jeg trods alt ikke at bruge for megen tid her.

Faxe Havn. Udskibning fra Faxe Kalk som ligger inde i landet. Havnen er ret markant præget af denne aktivitet, som her et skib der er ved at få lastet.

Selve industrihavnen er afspærret område, så man må på Bygaden. Denne morgen er det sløvt med liv i byen. Lidt humor har man dog i udkantsdanmark, hvor der er et skilt der angiver retningen mod Lars Tyndskids Mark, Hvor Kragerne Vender, Sunny Beach, Cafe og København med alt det løse.

De 5-6 km langs Strandskoven er enestående flotte. Klinten starter som ingenting, og vokser sig gradvis højere til en vel 3-4 meter. Jo højere, jo flere store træer er væltet ud over stranden, der til gengæld bliver gradvis smallere og smallere.

Strandskoven

Øst for Faxe kan man komme ned til stranden langs Strandskoven, og de 5-6 kilometer strand langs denne er aldeles forrygende: Man har skoven mod nord og en nogenlunde pæn bred strand mod syd. Det hele er natur. Der bliver ikke fjernet væltede træer, så man her kan se naturens små dramaer med havet som langsomt æder sig ind i landet. Flere steder er stranden spærret, men det gør ikke så meget da der løber en god sti lidt oppe i skoven som man næsten altid kan komme til. Alt i alt er denne tur meget smuk og naturskøn. Der er absolut (som resten af turen) ingen lyde fra civilisationen, og mennesker møder man kun ganske få af.

Ved Vemmetofte Strandcamping flader klinten ud igen. I baggrunden Lysterhus. 

Omkring udløbet af Vivede Mølleå er klinten vokset til adskillige meter, en 3-4 stykker vil jeg tro. Samtidig er stranden blevet smallere og smallere, og umiddelbart før Vemmetofte Strandcamping, og efter broen ved åen, gik jeg inde i skoven. Man kan komme ned til stranden igen ved Lysterhus. Her går der en lille tange ud i vandet, formentlig en gammel mole som er blevet anlagt til et eller andet formål. Øst for denne er stranden ryddet for tang. Stedet er godt til at nyde sin madpakke, og et af de få steder der er egnet til det. For nu er det endegyldig slut med at gå nogenlunde uhindret på stranden!

Langs Madelund stiger klinten igen, stranden bliver smaller, og til sidst helt ufremkommeligt. De sidste 2-3 kilometer til Lund, må skoene af, og så går det i snegle fart gennem det stenfyldte vand.

Fra Kilde Å langs Madelund og de næste 3-4 kilometer mod Lund kan det absolut ikke anbefales at gå langs kysten. Jeg måtte have vandreskoene af fordi stranden er så smal her at bevoksningen forhindrer at gå tørskoet langs stranden. Er man først begyndt på at vade alligevel, er det mere end besværligt at fortryde: Klinten er nærmest lodret, og de få steder hvor man kan titte ind i baglandet er der marker med tæt krat på klintkanten. Til gengæld er klinten en betagende udsigt mod landsiden, mens man har vandet og fuglelivet her til vandsiden.

Flot ser det ud - og flot er det! Men sti? Nej, det er der ikke. Og hvordan kommer man dog op på klinten nu?

Ca. en kilometer før Lund (der er en lille havn med anløbsbro og en petanquebane) må jeg dog opgive og finder heldigvis en høstet mark hvor jeg næsten kan gå helt til Lund, bortset fra det sidste stykke der er nærmest ufremkommeligt overgroet og med mere end kuperet terræn. Havnens besøgende ser mere end forbløffet på mine anstrengelser for at nå frem til havnen.

Øst for Lund er det ikke nødvendigt at vade i vandet længere. Men sti er der stadig ikke. Kun denne bræmme af rullesten af flint. Hårdt for fødderne. Men enestående natur.

Øst for Lund

Jeg spørger et par af de lokale hvordan stien er til Rødvig, og de mener at der er en. Godt nok med lidt brændenælder, men de mener at man også bare kan gå langs stranden. Og stien er i hvert fald bedre end den vest for Lund! Godt nok er det en del år siden han gik den sidst. Det sidste holder da også stik - hvilket der heller ikke skal meget til, for denne er ikke-eksisterende. Det er den så næsten også de næste 3-4 kilometer. Hvis man ellers kan finde den. Den er helt overbegroet. Så folk med skræk for flåter skal nok holde sig langt væk.  Til gengæld er denne strækning en af de mest naturskønne: Der er lavt vand med en masse sten ude i havet og masser af fugleliv, ligesom plantelivet er særdeles rigt og vidunderligt at kigge og dufte til.

4-5 kilometer kan godt gøre ens fødder møre. Men synet og lyden af bølger overdøver det.

Da stranden endelig igen er til at gå på, viser det sig at stien består af flinterullesten. En særdeles hård øvelse for ankler og fødder. Først mener jeg at stenene må være kørt hertil. Men langs skovområdet viser det sig at stenene stammer fra klinter. Historien bag må være at flintestenene fra Stevns Klint igennem tusindvis af år er havnet her, rundskurrede og på størrelse med en knytnæve. Herefter har landet tilsyneladende hævet sig, og planter har dannet jord mellem stenene. Herefter er vandet kommet igen og skyllet jorden væk, således at der nu ligger en slags "diger" af sten.

Efter kaffe og kage på Rødvig Havn er der lige tid til at kigge lidt på Stevns Klint der rejser sig mod nord.

Rødvig

Denne type stenstrand fortsætter næsten hele resten af vejen mod Rødvig. Den er hård mod fodsålerne, men der er en fantastisk udsigt og brusen fra bølgerne, med udsigt til Stevns Klint så snart man har rundet pyntet sydvest for Rødvig. Denne by er noget mere livlig og turistvenlig end Faxe Ladeplads. Der er indrettet små butikker på havnen, der er fyldt med sejlbåde. Her er også cafeer, restauranter og barer til enhver smag. Konklusionen af denne tur er at ja, man kan godt vandre hele vejen langs kysten fra Faxe Ladeplads til Rødvig. Men set i bagklogskabens lys ville jeg nok anbefale andre at holde sig fra strækningen mellem Lund og Vemmetofte Strandcamping. Den er absolut ikke for søndagsturister. Også strækningen fra Lund til Rødvig er for begyndere udi vandring. Men dog fremkommelig. Skulle man alligevel kaste sig ud i det, så kan jeg love at der er store naturoplevelser forude! 

Stevns Klint - Mandehoved til Højerup Kirke og Store Heddinge

Stevns Klint var et af mine must-see-mål denne sommer, vejrudsigten lovede godt - og jeg blev bestemt ikke skuffet

Stevns Klint set nord for Stevns Kridtbrud mod fyret. Man kan lige ane det stikke op på tangen til venstre i billedet. Stranden nedenfor er utilgængelig da Kridtbruddet ikke vil have folk rendende på stranden.

Vel ankommet til Store Heddinge rendte jeg ind i et kæmpe loppemarked på Algaden og Torvet. Ikke lige hvad jeg havde regnet med - troede at jeg kunne få en stille formiddag ud af det i købstaden, så jeg kantede mig gennem boder med hvad der dengang forekom lidt som "gammelt skrammel" (kendere vil sikkert blive forarget her) og holdt fast i min plan med at kikke lidt på kirken som jeg havde hørt en del om, og så ellers drage mod Stevns Klint.

Rengegade tidlig morgen. Store Heddinge er en lidt anonym købstad uden landsbypræg og med et par gade som denne. Af spektakulære bygninger er der kirken. Den er til gengæld og lidt speciel.

Grundet panikken satte jeg bare kurs mod Sigerslev. Jeg har på en tidligere tur på Stevns gjort mig bekendt med at det meste over landbrugsarealer i et forholdvis flat terræn, og tilsyneladende er såvel Gydevej som Møllegårdsvej præcis sådanne. Med forventningerne om en storslået klint var disse blot noget som skulle overstås. Eneste undtagelse på vejen er dog Store Møllehøj. En temmelig anonym gravhøj på de enorme markstrækninger. Allerede lidt vest for Hærvejen (som følger kysten) kan man se klinten, i dette tilfælde Stevns Kridtbrud. Og så støder man til trampestien.

Molen fra Stevns Kridtbrud. Fotoet fortæller også lidt om vanskelighederne ved at bevæge sig langs stranden. Det er praktisk talt umuligt uden bjergbestigerudstyr, solide støvler og en eller flere makkere.

Stevns Kridtbrud og Naturcenteret

Ved Stevns Kridtbrud er der lavet en lille topersoners udkigspost (hvor jeg senere nød udsigten til frokosten). Lidt nord for er Stevns Naturcenter og et koldkrigsanlæg med en radar som DMI vist stadig bruger. Her fik jeg den første forsmag på trampestien. Den ser ikke ud til at være overvældende brugt på denne del af strækningen, for på lange stræk går man gennem knæhøjt græs. Klinten har man som sådan ikke noget overblik over, bortset fra at der er små stier ud til udkiksposten, hvorfra man kan kikke nord eller syd langs klinten. De bedste steder er lidt nord for kridtbruddet. Og at gå langs vandet, er helt udelukket.

Fra fyret har man et ganske godt indtryk af Stevns: Landbrug, spredte huse. Et par træer hist og pist. Og vindmøller. Ganske flat. 

På stien får jeg også det indtryk at man går tæt op ad landbrugsarealerne på den ene side, på den anden side et lille krat som beskytter folk mod at gå direkte ud over klinten som falder nærmest lodret ned. Man ser som sådan ikke ret meget af klinten når man går på stien, bortset fra de små stikveje som fører ud til kikhullerne. For vejen mod syd træffer jeg (også grundet min nuværende helbredstilstand) den drastiske beslutning ikke at følge stien langs kanten af klinten, men i stedet for følge asfaltlandevejen Hærvejen til fyret og Højerup Kirke - en strækning på omkring 3 kilometer. Lidt af en bet, men det skulle vise sig at være en god ide.

Det gamle (til venstre) og det nye Stevns Fyr (til højre). Området var i en periode militærområde, men er nu åbent for publikum og drevet af frivillige. Man bør støtte dem! Det er et rigtig smukt område.

Stevns Fyr

Stevns Fyrcenter drives af frivillige, og man har herfra en ganske god udsigt både mod syd og nord. Tilmed er de to guider - vistnok pensionerede, tidligere ansatte fra stedet - ganske hyggelige. De serverer filterkaffe med pulvermælk for en 10'er - på farten smager noget sådant helt fantastisk, og en af dem kommer ud og gør opmærksom på at vejret er helt enestående klart i dag, hvilket er yderst sjældent. Der er ofte tågedis. Jeg har godt set at man kan se Øresundsbroen ganske tydeligt i horisonten. Men nu gør han mig opmærksom på at man også kan se en vindmøllepark i Tyskland! Han indstiller kikkerten, og minsandten! Langt i det fjerne kan man se toppen af nogle gigantiske vindmøller. De skal være 90 meter høje, men de ser ud til at synke i havet. "Den bedste måde at forklare skoleelever at jorden krummer", smiler han.

Udsigten mod nord fra Stevns Fyr. Det er herfra jeg kom. Man kan ane radaren ved naturcenteret. Og længst mod højre kan man i horisonten måske ane Øresundsbroen!

På stedet er også en del cyklister, formentlig hollændere, i hvert fald en af dem som giver sig i snak om hvor fantastisk Danmark er lige her. I modsætning til i Holland hvor der næsten ikke er flere fugle tilbage, ikke engang lærkerne, jamen så kører han gennem landskaberne med fuglesang hele tiden. Der er altså steder i Europa hvor det ser endnu værre ud end i Danmark! Da han fortæller om hvordan det var da han var ung, da lærkerne endnu sang, så nænner jeg næsten ikke at fortælle ham om da jeg var ung og endnu kunne huske at det "summer af sol over engen". Men at insektlivet er på kraftigt retur, og at lærken næsten er det eneste der er tilbage i det åbne land, og at man skal opsøge de bittesmå enklaver af natur, landsbyerne eller byerne for at høre et mere varieret fugleliv.

Udsigt fra syd mod Højerup Kirke, midt i billedet. Faldet er ganske dramatisk, langt og stejlt. En af de smukkeste strækninger på turen.

En tur op i fyret er naturligvis også et must, og herfra har man en spektakulær udsigt til alle sider. Lugen øverst er meget smal, og selv om jeg nok vil kalde mig for slank eller spinkel, så volder det en del problemer med at kante sig op på platformen. Noget kraftige mennesker bør holde sig for øje når de begiver sig på vej til toppen.

Højerup Gamle Kirke. Koret til højre mangler, det styrtede i havet i 1928. Men inventar, kalkmalerier og prædikestoler der stadig.

Højerup Kirke

Fra fyret er stien nu en del bedre end længere nordpå, og også væsentligt mere befærdet. Dette er et af de mere besøgte og populære udflugtsmål, tilsyneladende. Igen ser man dog ikke så meget til selve klinten, til gengæld brydes landbrugslandet nu også af blomstrende enge sine steder. Og lidt nord for Højerup Kirke er klinten så venlig at slå et slaw indad så man har det mest vidundelige udsyn til kirken. Hvem har ikke hørt om det? Koret der styrtede i havet i 1928 og resten af kirken der hænger faretruende ved kanten af klinten. Men det er et særsyn, det er fantastisk, det er spektakulært i al sin banalitet.

En af de få strande, i hvert fald af det som jeg så til klinten, nedenfor Højerup Kirke. Det internationalt berømte fiskeler skulle befinde sig mellem det hvide kridtlag og det mere gullige kalklag. Det er kun få centimeter tykt, men der var adskillige klogeåger som udpegede de tykke sorte lag af flint som fiskeleret.

De mange turister formår heller ikke at ødelægge den særlige stemning der er ved at begive sig ned af trappen syd for kirken. Og ja, det er på det sidste stykke nærmest lodret. Nedenfor kirken er der et område hvor man kan gå lidt nord og syd for. Men allerede ved fyret var jeg blevet advaret om at en tur langs kysten - det er altså ikke noget man går alene. Det er farligt. Ikke blot risikerer man at falde på de mange store sten, sine steder går man også under udhæng af klinten som kan skride sammen hvad øjeblik det skal være. Kajakkerne har fundet en måde at se klinten på. Allerede få meter fra hvor man kommer ned til stranden, går det op for en hvor farligt det er at bevæge sig rundt her.

Udkigsposten syd for Højerup Kirke. Det kræver vist ikke de store forklaringer.

Klintturen sluttede så her, og turen tilbage til Store Heddinge gik ad den næsten snorlige landevej Østergårdsvej. Noget af en glædelig overraskelse. På hele strækningen mødte jeg 3 cyklister, ingen biler. Ikke engang i Renge, hvor der ellers var gardenparty. Mange parkerede biler, men ingen havde tilsyneladende tænkt sig at køre rundt. Trafik kom der først ved Rødvigvej, og så var der ellers kun en stump Rengegade tilbage til købstaden. I modsætning til om formiddagen var byen nærmest død. På torvet sad kun et par tilbage, Algaden syntes helt mennesketom.

Et fiskerhus er blevet bevaret for at mindes at alt ikke var lutter idyl og vafler med tre kugler.

Som sådan viste Stevns Klint endnu engang at der findes fantastiske steder i Danmark. Turen viste også at landbrugslandet i den grad dominerer, og at man altså heller ikke på en tur til Stevns Klint kan få lov til at vandre en hel dag uden lange stræk gennem kulturstepperne. Hvad der måske adskiller denne tur fra så mange andre på Sjælland er lydbilledet. Ingen motorveje, ingen fabrikslarm, til gengæld ret mange motorplæneklippere.

Og der var atter tomt på torvet i Store Heddinge.

Havneringen - med finesser!

Havneringen blev indviet i 2016, men store dele er stadig ikke helt færdig. Til gengæld er der masser af små skjulte finesser langs ruten.

Amagerfælled, stien langs Kalvebodløbet. Man kan i det fjerne, ca. 1 kilometer væk, i morgendisen ane højhusbyggerierne på Islands Brygge.

Da havneringen er - en ring - kan man "stå på" hvor som helst. Jeg bruger Havneringen, eller dele af den, som en træningsrute, bl.a. når jeg går på arbejde. Samlet er den vel i lige linje omkring 13 kilometer. Så man kan stå af eller på undervejs, eller foretage en del sidespring undervejs og få turen til at blive længere. Nu var det imidlertid "Den Store Havneringsdag". Dagens finesse-tur tog 8 timer, heri dog inkluderet 2 længere kaffe- og spisepauser undervejs.

Hele sluseområdet er et afslappet og fascinerende område at bevæge sig rundt i - så længe man ikke kommer ind i de mere indespiste området hvor man hurtigt som forbipasserende kan komme til at føle sig ubehagelig tilpas som om man var en uønsket gæst i et privat område.

Man kan godt cykle Havneringen - det gør de fleste vist. Men så snyder man sig for en masse undervejs. For den gående er der mange flere oplevelser end på cykel. Dels er der mange steder man ganske enkelt kun kan komme ind til fods, dels er især Islands Brygge-stykket præget af brosten, og det er som bekendt ikke en rar oplevelse for en cyklist. Så, hvis jeg skulle sætte nogle personlige ønsker op for en tur på Havneringen, så er det følgende:

• Jeg foretrækker at gå ruten for at få alle de små og store sidegevinster med.
• Jeg foretrækker at afvige fra ruten flere steder fordi den kommer forbi så mange spændende steder
• Jeg foretrækker at gå den mange gange. Vejr, dynamiske ændringer, retning og meget andet gør at hver tur altid bringer noget nyt med sig.

Denne tur stod jeg på Havneringen ved Slusen, altså helt sydpå. Og jeg har opdelt den i nogle etaper fordi Havneringen kommer igennem vidt forskellige dele af København.

På stien langs Amager Fælled har man flere steder nogle idylliske kik på tværs af Kalvebodløbet.

Slusen og Amager Fælled til Nokken

Heldigvis kan man gå over cykel- og gangbroen lidt nord for Sjællandsbroen, for den sidste er bestemt ikke nogen rar begyndelse. Til gengæld er det gamle sluseområde betagende. Oprindelig lå slusehuset på en lille holm midt i Kalvebodløbet. Men landvinding gjorde at den nu er blevet landfast med Amager Fælled. Den første kilometer nordpå fra slusen går gennem denne den mest naturområdelignende strækning på ruten. Resten er by. Men hvilket stykke! Her er et leben af fugle som man skal gå langt efter ude på landet i Landbrugsdanmark. Samt også en meget større variation af træer, buske og planter. Bakken ved motocross-banen er absolut værd at bestige. I klart vejr kan man se ganske langt.

Et kik mod Teglholmen, med et stykke af højhuset Metropolis. Kajakfolket har taget løbet til sig. Her tidligt om morgenen mest ældre mænd.

Efter ca. en kilometer når man Nokken som vist nok har fået lov til at bestå. Det er en landsbylignende bebyggelse med mere eller mindre opfindsomme, selvopfundne byggestile som mere ligner en haveby end beboelsesområde. Her bør man unde sig et lille sidespring ud mod kysten gennem "parken" ved Bådehusstien. Det er en vildtvoksende eng med betonstatuer hvis kunstnere vist ikke er iblandt de mest kendte. Man kan godt blive i godt humør over det vilde ved engen. Området byder også på den største kontrast mellem moderne betonbyggeri og Nokken. De er da i den grad blevet naboer. Måske mødes børnene fra begge de to former for bebyggelse i den ret store børneinstitution.

Parken ved Nokken. De to runde højhuse ligger klos op ad Nokkens særprægede huse.

Islands Brygge

Turen langs Islands Brygge er ca. 2 kilometer, og her er det at fodgængere absolut har en oplevelsesmæssig fordel. Man er ikke helt færdig med at bygge. Der er stadig gang i byggekranerne enkelte steder. Men allerede nu er det muligt ikke bare at forestille sig hvordan det kommer til at se ud, men også se hvordan livet allerede er ved at rodfæste sig. For hver gang jeg er gået igennem, opdager jeg nye forretninger, butikker og cafeer som er åbnet, og mere og mere liv mellem boligblokkene.

Overgangen mellem det mere naturprægede Amager og Islands Brygge starter på vandsiden ved kajakklubben. Der er lukket område og adgang forbudt for uvedkommende.

Og ikke bare ligger de tæt, enkelte steder bygges der også højt, op til 12 etager. Men byggerierne er også gennemskåret af kanaler og vandområder, og enkelte grønne områder.

Undgår man cykel-Havneringen og tager fodgængerturen langs vandet, støder man på denne gruppe skulpturer, som jeg ikke har researchet på.

Det gamle industrihavnemiljø kan stadig anes i de gamle pakhuse, siloer og jernbanespor hist og her. Især vil jeg anbefale plankebroen. Det er langs Islands Brygge at de fleste badefaciliteter findes. Også områder for sportsgrene med kajak.

Selvfølgelig skal man vælge plankebroen! Her fornemmer man bedst havnestemningen. Der er vist ved at blive stillet telte op til havnefest (research selv). I det fjerne Langebro.

Mellem de gamle broer. Christianshavnssiden

Efter Langebro kommer man til den ældre del af Christianshavn. Allerede efter Langebro bør man tage en lille afstikker til et noget skjult, gammelt byggeri overfor den forhenværende sukkerfabrik. Her ligger en bygning som så vidt jeg kan læse mig til på nettet må være vagthuset fra ca. 1900. Den varbolig for den underofficer der havde tilsyn med volden. Udover denne ligger også artilleriets magasinbygning fra 1800 og en smedje fra 1757. De fungerer i dag som kontorer.

Vagtbygning fra 1900. Der skulle også ligge en smedje fra 1757. I bastionen ligger et magasin fra 1800.

På Christianshavnssiden vil jeg også anbefale at man går væk fra havneruten og i stedet går fx ad Wildersgade eller Strandgade - eller frem og tilbage ad dem begge.

Her er mit bedste bud på Christianskirken. Det er umuligt at komme på afstand og yde den retfærdighed hvad angår størrelse.

Udover at her ligger noget af det mest spændende ældre byggeri i Staden, så er der også Christianskirken - som vist ingen endnu har formået at fange ordentligt på et foto. Kirken ligger tæt omkranset af høje bygninger, så man ikke kan komme langt nok væk for at yde bygningen retfærdighed. Men i virkelighedens verden er kirken meget mere imponerende stor end på alle de fotoer jeg har set, inklusive mine egne.

Wildersgade, med legendariske værtshuse som Eiffel og Fingerbøllet. Dog ikke her i den nordlige ende af gaden.

Knippelsbro-Inderhavsbroen

Her kan man passende fortsætte ad fx Wildersgade, også for at undgå den begyndende trafik der kan være ved turistfælden Nyhavn. Der er al mulig grund til at det er blevet et yndet turistmål. Nyhavn er og bliver et af Københavns flotteste steder. På trods af kæmpeparasollerne, restauranterne og pletvise stank af urin og fisk. Og de mange turister. På broen er der indrettet panoramasteder hvorfra man i ro og mag og i fred for cyklister kan nyde dette enestående sted. En dag som denne er trængslen stor. Selv om Nyhavn som sådan ikke hører til Havneringen, så må man da lige lidt derned.

Christianshavnersiden af Havneringen, med Inderhavnsbroen helt bagest. Der er mange både i havnen en solskinsdag som denne lørdag. Egentlig er denne del af rute pænest set fra københavnersiden.

I dag ligger ovenikøbet også skoleskibet "Eagle", et amerikansk skoleskib for kystvagten. Det var et skib som blev bygget i 1930'erne i Tyskland og hed dengang "Horst Wessel". Det blev så konfiskeret efter 2. verdenskrig. Det minder lidt om det mere kendte Gorch Fock - som det vist nok er et søsterskib til. Igen, jeg har ikke researchet det. Jeg har ferie!

Eagle. Engang hed det Horst Wessel og var tysk skoleskib. Så nappede amerikanerne det og omdøbte det til Eagle, med danske instruktører som uddannede kadetter.

Nyhavn-Knippelsbro

Nyhavn er så vendepunktet hvor man går tilbage, denne gang på Københavnssiden. Og kan kigge over på Amagersiden. Det første stykke er det forhenværende Gammelholm hvis bebyggelse er resultat af et gennemført byplanlægning. Her foretrækker jeg at tage turen langs kajen. I dag er der økologisk marked, med en masse boder, øko, veganer mm.

Havnegade med markedstelte. Denne strækning har en bred kaj.

Mellem de gamle broer. Københavnssiden

Mellem Knippelsbro og Langebro kommer man til to af de i moderne tid mest forhadte og omdiskuterede byggerier, Den Sorte Diamant og BLOX. Begge er blevet kaldt de værste ting som jeg ikke skal dvæle ved her. Dog er det som om at efter BLOX blev bygget er kritikken af Den Sorte Diamant stilnet en anelse af, og flere synes at kunne lide det. I hvert fald har cafe-gængerne taget det til sig denne solrige dag. Der er masser af mennesker på stedet. Dog mindre ved BLOX, og i boghandlen under jorden til BLOX er der ganske dødt. Ekspedienten kigger fraværende rundt og gaber. Min største irritation som vandrer er imidlertid den meget dominerende plads som bilisterne har fået. Det larmer, stinker og gør anden transport på denne strækning til en særdeles anstrengende affære, ikke spor afslappet. Og det bliver bare værre og værre jo længere man kommer sydpå.

Green Island. Nå ja, egentlig burde man jo synes at det er noget pjat. Men efter en americano og vuggende gulv blev jeg alligevel overbevist om at det er et godt påfund. Jeg kom til at tænke på bådudlejningen ved Dronning Louises Bro, Søerne.

Badeområdet mellem Langebro og Cykelslangen ved Fisketorvet adskiller sig fra Amagersiden ved at der er flere spændende bademuligheder - og den lille lysegrønne ø, Green Island hvor man vuggende ude i havnen kan få alskens drikke. Her vugger man blidt til de mange speedbåde som da heldigvis holder sig til den lovlige fart. Men også enkelte som ikke kan holde foden fra speederen for at imponere damerne. En helikopter patruljerer i luften over havnen, og man kan da håbe at  den holder lidt øje med disse dilettant-"kaptajner" som ikke forstår at havet er noget man skal tage alvorligt. Bl.a. også for at undgå dødsulykker som den sidste år.

Langebro i det fjerne, Islands Brygge på den anden side. Egentlig er denne strækning også visuelt behagelig, men larmen fra den meget stærke trafik ødelægger meget af stemningen.

Cykelslangen-Slusen

Godt nok blev Havneringen indviet for 3 år siden. Men på dette stykke mærker man nu ikke så meget til det på denne ca. 2 kilometer lange strækning. Det første stykke langs Havneholmen går det i og for sig udmærket. Man kan zig-zagge sig vej med en ganske god udsigt mod Islands Brygge. Man har da også lavet en tilbagetrukket terrasse helt bagest i Tømmergraven hvor  man kan finde en ganske god udsigt. Men efter Skibbroen går det helt galt for Havneringen.

Skibbroen. Her er virkelig noget at kikke på for husbådeentusiaster. 

Fodgængere er lidt bedre stillet da man af og til kan tage nogle afstikkere langs kajen. Men også for disse kan denne del af turen være lidt af en prøvelse. Især på Engholmene, ad Tømmergravsgade. Syd for den nordligste holm, Tangholm, er der pt adgang via en vej som vist engang kommer til at hedde Jane Addams Vej, ned til Kærholm. Den udmunder ved Ørstedværket. Men man er nødt til at gå tilbage samme vej da hele området er indhegnet af byggeplads. Herefter må man gå ad Tømmergravsvejs stakitter, hegn og plankeværk langs det kommende Sivholm. Vejen til Myrholm og Lyngholm er navngivet, men ikke åben. Som kompensation er der på plankeværket mod byggepladsen lavet et flere hundrede meter langt skilderi af menneskets historie fra Big Bang til vore dage.

Foto taget fra byggeområdet som ikke just er fotogen. Men man har da i det mindste en god udsigt til Amager, foran højhusene er børneinsitutionen.

Syd for Alfred Nobels Bro kan man igen komme ud til vandet. Men også her bygges der stadig rækkehuse, Teglværkskajens Pier. Længere syd på virker det mere og mere beboeligt, der er endog enkelte cafeer, butikker og supermarkeder. Så er vi næsten tilbage ved udgangspunktet, Sluseholmen. Denne har jeg beskrevet før, så kun dette at stedet selv efter 10 år stadig er præget af byggepladser, støv og larm, selv på en solbeskinnet lørdag.

Teglholmen med Sluseholmens Metropolis i baggrunden. Jeg er tilbage ved udgangspunktet hvor jeg startede for 7-8 timer siden. 

Jo, der er meget byggerod for Havneringen. Men omvendt bliver man også glad i rødbeden når man ser det nye liv som begynder at udfolde sig her. Afslappede mennesker, banevogne, børn ... selv om infrastruktuen for beboerne langt fra er på plads og derfor ikke må føles som tilfredsstillende. Som københavner er der al mulig grund til at være glad og måske også en smule stolt af dette område. For Staden har skiftet ham fra en travl, beskidt og larmende industrihavneby til menneskeboliger langs selvsamme havn.