Den ret gamle, Gammel Køgevej

Mellem 1786 og 1930'erne rejste de fleste fra København til Køge ad Roskildevejen og landevejen mellem Tåstrup og Køge. Det gjorde jeg dem efter

Milestenene er af de få overleverede rester fra de ca 150 år hvor "Køgevejen" var ensbetydende med landevejen mellem Tåstrup og Køge. Ikke som nu langs kysten.

Jeg har før beskrevet vejene mellem Køge og København, sidst i december 2018. Af dette og andre indslag fremgår at den foretrukne trafikvej til Køge 1786-1930'erne gik over Tåstrup. 23 kilometer, hvoraf denne tur omfatter de 17 fra Tåstrup og sydpå. Den næsten snorlige landevej bærer stadig enkelte minder fra dengang den var af meget større betydning for trafikken. Da vejen ender brat ved Cordozavej, startede turen fra Jersie Strand Station i Solrød Kommune.

Tåstrupvejen i Solrød. Med motorvejsoverføringen i baggrunden. Og bag den (skjult) den nye jernbane. Vejføringen er der da endnu. Men det er så det.

Undervejs skifter landevejen navn. Fra syd mod Tåstrup: Tåstrupvej, Karlslunde Landevej, Greve Landevej, Kildebrønde Landevej, Kappelev Landevej, Køgevej og Tåstrup Hovedgade. Men det er altsammen bare synonymer på den "køgevej" der er endnu gamlere end Gammel Køgevej langs kysten. Og den går forbi, men ikke igennem, en del landsbyer undervejs: Solrød, Karlslunde, Greve, Kildebrønde/Strøby Huse og Ishøj. 

Tremlestenen. Den ligner jo til forveksling firemilestenen. Så vidt jeg kan se er soklen af granit. Altså ingen marmor.

Milestenene

Dem er der bevaret adskillige af. De blev opsat under Christian VII og bærer alle hans signatur. Det var ellers Ole Rømer (1644-1710) der var startet med at opstille dem med en Miil afstand (7,538 meter) i 1690'erne og viste afstanden til nulpunktsten ved Københavns 4 byporte. De holdt sig i hvert fald til op i 1760'erne. Man kan se en på Frilandsmuseum. I 1764 gik man så i gang med at opsætte nye under Frederik 5. og Christian 7. De var udført i marmor og forvitrede med tiden. Hvorfor man fra 1842 brugte granit. Men indhuggede de gamle kongenavne i stenen. Det er sådan set lidt snyd, fordi det kunne forlede nogen til at tro at de er ældre end de er. Men nogle af dem har marmorsokler fra før.

Udsigten fra bakken syd for motorvejen. Det er landevejen man kan se strække sig snorlige gennem fotoet. Trylleskoven til højre (øst) for den.

Nogle af kvartmilepælene skal være sten fra Ole Rømers tid som man bare vendte bunden i vejret på. Der er et par stykker på ruten, men jeg er usikker på om det nu også er dem. til gengæld er der også kilometersten. De er alle fra efter 1907 og arkitekttegnede (P.V. Jensen Klint, 1853-1930). De var store rektangulære og af granit, med en skrifttype i Jugendstil og var ens for hele landet.

Lyksager. Jeg har selvfølgelig ikke illustreret denne artikel med mange fotoer af bare marker, men det er jo så det typiske syn man har fra landevejen, bortset fra når man kommer til byerne.

Længst syd: Solrød

De første kilometer går gennem Solrød Kommune. Her er der udover vejføringen ikke nogen andre efterladenskaber fra den gamle hovedvej. Turen går gennem et bag hegn og hæk skjult, lidt søvnigt villakvarter, sikkert opført midt i sidste århundrede. I krydset med Solrød Byvej er der godt nok nogle lidt ældre udseende bygninger, men de er fra slut-1930'erne. Syd for hvor Køge Bugt Motorvejen krydser er der lavet en ret stor bakke som man kan bestige for at få et godt overblik. 

Et kik fra landevejen ned gennem hovedgaden i Karlslunde. Typisk for "landsbykik".

Efter motorvejen og den nye Ringsted-Københavnbane kommer man til et af de mere spændende strækninger hvad angår landevejens historie: Langs Firemileskoven og Karlslunde Skov. Lidt nord for nogle pænt store villaer støder man på den fire milestenen. Den har ikke alene givet navn til skoven på den anden side af vejen, men også til gården. Og firemilestenen har fået sit eget lille sted med tilhørende B&B. Der er seværdigheder for vejstensentusiaster her, for kun få hundrede meter længere nordpå støder man ind i 30 km-stenen. Og herefter kommer e så for hver kilometer på vestsiden af landevejen. Så kan det ikke blive bedre!

Hvor engang kommunalpolitikere, skatterevisorer, lærere og andre kommunalt ansatte regerede, huserer en loge: Det gemle kommunekontor i Karlslunde.

Greve

Vel gennem dalen hvor Møllebækken flyder med Korporalskroen mm. kommer man til strækningens eneste sving, lidt syd for Karlslunde. Herfra har man en god udsigt til Karlslundegården (1837) der i dag fungerer som ridecenter. Men engang tilhørte Gjeddesdal. Fra landevejen kunne rejsende kigge ned gennem Hovedgaden i Karlslunde, og mon ikke nogen har benyttet sig af at få et lille hvil her?

Karlslunde Landevej. Her er strækningen ret plan. Men det er den nu ikke alle vegne. Man går på cykelstien hele vejen, og støjen fra landevejen er der, men ikke så generende, da der ikke er så meget trafik og heller ikke hurtig trafik.

På et særdeles kommunalt udseende hus står der Serapi NS-ordenen, og det er der en grund til. Det blev opført i 1952, og her holdt "kommunen" til sammen med lærere og pedellen. Det var der nemlig fint plads til dengang. Men ikke ret længe, for i midt-1960'erne eksploderede befolkningstilvæksten, og kun administrationen kunne nu være her. Med kommunesammenlægningerne i 1970 blev bygningen alt for lille, og i 1973 blev den købt af logen Pacome under Serapions-Ordenen som altså har holdt til der siden. 

Grevegård. Nu museum. Igen et typisk vy over en kedelig pløjemark. 2/3-dels Danmark kunne man vel kalde det, da det er sådan Danmark ser ud som mest.

Mellem Karlslunde og Greve kommer man for alvor ud på landet, især mod øst. Måske giver denne strækning et godt indtryk af hvordan området mest typisk har set ud. Det kommer dog ikke til at vare ved, for Greve Kommune er ved at opkøbe jord til at anlægge en skov: Greve Skov. Meget er der dog endnu ikke at se. Stierne er godt nok anlagt, men træerne er i buskstørrelse. Til gengæld er der nogle pæne gårde, se langt væk mod øst Lyksager, ved landevejen Vardegård og med øst Grevegård der nu er lokalmuseum. 

Kildebrønde. Man kan godt gå lidt på opdagelse her. Bag huset er der fx en mølle.

Husene i Greve Landsby langs landevejen er fra midten af 1900-tallet, og altså efter at kystvejen til Køge blev anlagt. Forsamlingshuset Godthaab er dog fra 1898, og altså fra før. Bygningen ligner noget fra en gammel gård. 

I det der engang må have været udkanten af Tåstrup, ligger dette hus på Nyhøjsvej 1 fra 1864. Det kunne sikkert fortælle mange historier om forbipasserende.

Bymæssigt kommer man nord for Greve i Kildebrønde/Strøby Huse til et af de mere interessante steder. Der er mange ældre og meget smukke provinshuse langs vejen. Og længst mod nord en lille mølle uden vinger. Midt mellem Strøby Huse og Ishøj Landsby har man mod vest udsigt til Ny Kappelevgård og Thorsbro Vandværk. Og krydser Lille Vejleå. 

Tåstrup Hovedgade. Engang den nordlige ende af landevejen til Køge. Det bærer husene da lidt præg af, eller hvad?

Ishøj og Tåstrup

Vel inde i Ishøj Kommune støder man på 2 3/4 milestenen lidt nord for Allevej., mens 2 1/2 milestenen står inde i Tåstrup lidt syd for Sydvestvej. Så er man ellers nået til dagens endestation, Tåstrup når man har gennemtravet de ca 2 km af Tåstrup Hovedgade. Stationen hed oprindelig Køgevejens Station, hvilket signalerer at Køgevejen var en hovedtrafikåre til Køge eller Vordingborg. Her lå posten, Taastrup Nykro, (Medborgerhuset) mm. På Politivennens tid ville en rejsende sikkert her benytte sig af at indlogere sig på Roskilde Kro i Tåstrup. Som dengang omtrent lå 500 meter øst for hvor Roskildevejen og Køgevejen mødtes. Så hvorfor ikke slutte denne beretning med en oplevelse fra dengang, dvs i 1800:

Spørgsmål: Kan man ikke med al rimelighed forlange af kroholdere på landet at de når for betaling forlanges, skal have senge til rejsendes tjeneste? Anledningen til dette spørgsmål er i forrige uge, en aften kl. 12, givet i Roskilde Kro hvor nogle personer som forlangte senge, fik af en slem vranten pige anvisning til bænkene i krostuen blandt en mængde støjende bønder. Og ikke før efter længe at have tigget, blev de lukket ind i et andet værelse hvor de måtte tage til takke med stole.

Bortset fra det, god tur, hvis du havde tænkt dig at gøre den efter. 

Den knap så gamle Gammel Køge Landevej

På jagt efter den direkte vej fra København til Køge før betonvejen gjorde strækningen sikker

Karlslunde Strand. Idyllisk ser det ud. Skoven er dog blevet plantet i nyere tid. Igennem den har der siden middelalderen være vejforbindelse mellem København og Køge, dog afbrudt 1856-1930.

Forleden faldt jeg over et kort i bogen "Københavns Vandværk 1859-1909". Det er bagest i bogen, og en digital udgave af den kan ses hos Københavns Biblioteker. Gamle kort er altid spændende at granske for hvordan landskaber og byer så ud dengang. Og i dette tilfælde, vejen langs kysten til Køge. Det går nogenlunde fint med at genkende strækningen fra Valby til Store Vejleå i Vallensbæk, men så begynder det at gå galt: Videre ned mod Køge bliver vejforløbet mere og mere sporadisk, afbrudt og sine steder endda parallelt med hinanden. Ikke så sært. For området bestod dengang af lave strandområder, moser, altsammen gennembrudt af åer og vandløb. Mon der virkelig kunne genfindes noget af dette uvejsomme i dag? Huse, terræn osv. Det var en udfordring!

Nordlige Trylleskoven. Dette er måske noget af de tætteste man kan komme det uvejsomme terræn i strandengene på kystvejen mellem København og Køge.

Gammel Køgevej - ikke så gammel

Jeg har før været på sporet af Gammel Køge Landevej, altså kystvejen fra København til Køge. Landevejen har en noget broget historie. De middelalderlige hjulspor eksisterede op til omkring 1786 hvor der blev anlagt en vejforbindelse mellem Taastrup og Køge - dette vejforløb findes endnu. Da vejen langs kysten ikke var særlig farbar, brugte folk omvejen over Taastrup fordi den var mere sikker. Herefter forfaldt den til at være en fodsti. I Trylleskoven skal man dog kunne se flere hulveje som stammer helt tilbage til middelalderens hjulspor. Og vejen som fører ind i skoven sydfra hedder endda Hulvejen. I 1856 opgav amtet at vedligeholde den. Sandflugt og oversvømmelser gjorde det besværligt, og i 1867 fik bønderne endda tilladelse til at pløje vejen op. Indtil en betonvej blev anlagt i 1930'erne risikerede gående liv og lemmer hvis de vovede sig denne vej. Den vej som kortet jo viser.

Forbindelsen til Køge kom heller ikke i første omgang til at forløbe med tog. Det blev i stedet Røskilde-Køgebanen over Havdrup der blev anlagt 1870, som udfyldte den rolle. Efter betonvejen gennem de øde og uvejsomme sandstrækninger kom der nu villa ved villa. Togforbindelsen kom først til Vallensbæk (1972), Hundige (1976) og Køge (1983).

Men i 1935 åbnede så den betonvej som jeg oplevede den da jeg flyttede til København i 1974. Dengang hed den Gammel Køge Landevej. Men så gammel var den altså slet ikke. Og af den "gamle" vej findes nu kun et ganske kort forløb i Brøndby Strand, Kettehøjvej. Og det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det.

Tranegilde Strandvej

Tranegilde Strandvej slynger sig som kortet også viser, sydover fra Store Vejleå, parallelt med Ishøj Strandvej, ca. 1½ km. På denne strækning lå en af de tætliggende kroer, Jægerkroen. De lå tæt, for man kunne ikke nå langt på kort tid. Det kunne tage en dags tid at nå til Køge. Kortet angiver kroens beliggenhed og skriver udover det lakonisk "Strandenge". Gårdene ligger alle en del længere mod nord, inde i landet. Der er da heller ikke noget at se her udover vejforløbet. Kroen har efterladt nogle stednavne som Jægerkrogen, Jægersø og Jægerbro. Måske de flade strandenge minder lidt om disse tider, men længere ude i Sundet tooner Strandparken frem. Og den lå der i hvert fald ikke.

Aktivhuset Olsbækken. Bygningskomplekset rummer mange bygninger, og jeg skal ikke kunne sige om jeg har fanget nogle af dem fra kortets tid.

Olsbæk Strandvej

Jeg er ikke engang sikker på om denne vej forløber langs et af de mange parallelle veje til Køge. Aktivhuset Olsbækken, Olsbæk Strandvej 43. Af de i alt ni bygninger, er de ældste fra 1900, herefter 1942, 1956, 1970, 1979 og 1989. Jeg er ikke lokalhistorisk kendt, så jeg vil ikke kunne sige hvilke der er de ældste. Det er ikke aftegnet på kortet, men er let at lokalisere da Olsbækken er aftegnet, og den befinder sig sydøst for hvor "Kjöge Kro" er afmærket.

Greve Strandvej 27. Angiveligt helt tilbage fra 1717. Formentlig moderniseret adskillige gange. Men hvis det vitterligt er så gammelt, et vidne om et beskedent liv langs strandenengene. Nu omsust, tæt ved vejen.

Længere sydpå ser det ud til at den nuværende vej følger den gamle, for både nummer 26 og 27 angives i OIS ejendomsdatabasen til at være fra hhv 1900 og 1727 (!). Hvis især det sidste er rigtigt, så fortæller det lidt om hvor små husene helt "herude" var og hvor ensomt det må have været. Kortet viser en stump vej, men det er svært at se om huset også er aftegnet.

Lige over for nr. 27 ligger nummer 26 som angives fra 1900, og må altså havde ligget der før betonvejens tid.

Endnu længere sydpå angiver kortet at mosen nåede helt ud til vandet. Med Klintegaard mod nord. Ellers ender vejstumpen her. Og længere når kortet så ikke, desværre. En lille stump gammel vej er der stadig ved Oldermandsvej.

Hjørnet af Østre Strandvej og GammelKøgevej. Det ser grangiveligt gammelt ud!

Gammel Køgevej og Hulvejen

Min nysgerrighed var imidlertid vakt ved at der i Solrød findes en Gammel Køgevej. Om den skal være en af de utallige stumper af kystvejen, det skal jeg ikke kunne sige. Der ligger enkelte gammelt-udseende bygninger langs denne. Så lokalhistorisk kendte kan måske be- eller afkræfte om det engang skal have været endnu en stump vej.

Trylleskoven. Måske ikke ligefrem hulvejen. Men den giver da et meget godt indtryk af hvordan det kan have været at skulle passere her til fods, til hest eller med hestevogn.

Den forlænges af Hulvejen, og "fortsætter" ind i Trylleskoven hvor der jo som før nævnt skal kunne ses hulveje. Trylleskoven er temmelig kuperet, så jeg skal ikke kunne sige om jeg ved et lykketræf skulle være kommet til at gå på en af dem. På et gammelt foto af Gl. Køgevej fra 1926 er det hele et morads af mudder og vandpytter. Længere sydpå præges landskaberne så af barrieresystemet som findes i hele Køge Bugt, men det er en anden historie som man kan læse her.

En Fodreise til Amager med Politivennen

Nytårsnat 1828/29 gjorde H. C. Andersen en fodrejse til Amager. Det måtte Politivennen naturligvis også gøre!

Her startede H. C. Andersens fodrejse: Ved vinduet i hans værelse i Vingårdsstræde. Om han egentlig kom meget længere i andet end tanker er spørgsmålet. Men Politivennen gjorde!

Rejsen startede nytårsaften 1828 på H. C. Andersens værelse, der findes endnu i Vingårdsstræde i Magasin. Nu var bogen ikke ment som en turistfører, det var mere ment som en scene for H. C. Andersens digteriske fantasi: Han fortæller mest om spøgelser, sagnfigurer, kendte historiske personligheder og mytologiske væsner. Så Politivennen måtte naturligvis efterforske hvad der gemte sig bag den kendte digters rejse.

Vingårdsstræde 6. H. C. Andersen må være kommet ud gennem porten her. Herefter er der flere varianter af hvordan han kan være nået til Holmens Bro.

Desværre beskriver Andersen ikke Vingårdsstræde, men heldigvis kan Politivennen kompensere for det:

En officer gik i torsdag for otte dage siden den 30. juni om aftenen kl. 7 gennem Vingårdsstræde. Her blev han ud for nr. 133 overhældt med flydende vare. Dette blev udkastet således på en tid da det var højlys dag. Uagtet der aldrig af vinduer må smides noget ud på gaden. Ikke engang om natten. Det udkastedes af det andet tagvindue på bygningen, når man kommer fra torvet af. Man vil håbe at den tjener eller pige som begik denne lumpne handling vil blive således irettesat som tingen fortjener. For den det går ud over er det ikke alene ligeså pengespildende som et tyveri, men tillige meget harmeligere for den nederdrægtige ondskabs skyld, som ligger til grund derfor.

Det fremgår ikke hvilken rute han tog, men han må have haft store fødder, for han fortæller at

"Nogle Skridt, og jeg var over Holmensbro; mit Blik vendte sig mod Kirken"

Måske er der en grund til at Andersen ikke omtaler Holmens Bro, i hvert fald hvis Politivennens beskrivelse af den holder stik. Der er dog ikke tale om den nuværende version som er fra 1954, ej heller den forrige, som er fra 1874 og iøvrigt tegnet af Vilhelm Dahlerup:

Holmens Bro der som alle vindebroer af den art har et stygt udseende, blev fra gamle tider af forskønnet så meget det lod sig gøre ved fire stenstatuer af vildmænd som vel er groft, men dog smagfuldt arbejde og altid i en stad som ikke har overflødighed af billedhuggerprydelser, kan lade sig se. Men dette er i de seneste tider gjort ganske umuligt for de stakkels vildmænd, da der foran enhver og kun omtrent et korter fra næsen af ham, er opsat en hæslig lygtepæl som ganske skæmmer synet af ham og det uden nødvendighed da den ved at stå lidt længere fra støtterne, eller mere til siden, ikke ville gør mindre tjeneste end nu.

Det er vel nogenlunde dette syn Andersen har tænkt sig, blot ved nattetid. Det er netop taget fra Holmens Bro mod kirken, og den har ikke ændret sig stort siden dengang.

Det er naturligvis Holmens Kirke der her er tale om. For Børsbroen eksisterede ikke. Holmens Kanal var - nå ja en Kanal, og hvor Nationalbanken nu ligger, lå Gammelholm, eller Bremerholm som det også hed. Flådens gamle arbejdsplads. Andersen kan også være kommet forbi det gamle slaveri, Trunken. Selv om det på Andersens tid blevet flyttet til det endnu større Stokhuset ved Sølvgade Kaserne, og det gamle Trunken omdannet til magasin.

Det kvindelige væsen som var klædt som amagerkone og kom fra Børsen, anbefalede Andersen at gå til venstre efter den gule bus mod Knippelbro (Det er Børsbroen man kan se til højre. Den kunne Andersen ikke se, for den eksisterede ikke).

Det er så her han møder to kvindelige væsner, den ene fra Børsen klædt som Amagerkone, den anden lang og bleg. Den første anbefaler ham en tur over Knippelsbro gennem Børsen, den anden over Langebro. Lad os kigge lidt nærmere på de to valg, her først hvad Politivennen skriver om Børsen - og hvad angår litterær kunst står beskrivelsen bestemt ikke tilbage for H. C. Andersen:

"Fra den tid at forfinelsen blev indført blandt de nordiske folkeslag, har franskmændene været vores mønstre. Ved dem fik vi moderne indført blandt os, og senere har vi modtaget hundredtusinder slags lugtende vande såsom: eau delavande, eau de mille fleurs, eau de rose osv. osv. osv. I gamle dage medtog enkelte gamle damer deres sølvlugteæg i selskab. Men nutidens damer fandt dette for besværligt og indførte moden at parfumere dem selv så at man nu har omtrent lige så mange lugtekrukker som damer i vores selskaber. Dog, den virkning som frembringes på den måde er altid vellugt. Men hvad vil almenheden sige når den erfarer at på selve stadens børs er anlagt to små fabrikker for dyvelsdræk (asfa foetida). Og dog er det så! Før Børsen blev taget under den højst nødvendige reparation, fandtes så vidt man ved under trappen ud mod Christianshavn to små lokummer. Under den temmelig langvarige reparation kunne disse naturligvis ikke benyttes. Men med forundring ser man nu at to aflukker i samme øjemed findes i selve Børsens gang, straks inden for glasdøren mod Christianshavn. At de er til megen bekvemmelighed for vedkommende i kontorerne er unægteligt. Men at de er upassende i en offentlig bygning og udbreder megen stank er vistnok også sandt og vil sikkert kunne bevidnes af enhver der har forretninger eller ærinder til den Grønlandske Handels- og Brandassurancens kontor for Varer og Effekter."

Måske har Andersen kunnet lugte disse "to små fabrikker for dyvelsbræk (asfa foetida)", for han vendte sig nu mod Kancellibygningen i stedet.

Kancellibygningen. Den lange blege kvindelige væsen anbefaler Andersen at gå denne vej og over Langebro i stedet for.

Intet under at Andersen under disse omstændigheder ville følge den ellers mere dystert udsende kvinde. Han når dog kun til Kancellitrappen. Hvad det er for en trappe er lidt usikkert. Men han

"traadte jeg da igjennem den første Slots-Port, var altsaa paa den Grund, hvor Axelshuus fordum har staaet... snart saae jeg paa Slottet, snart paa Bibliotheks-Bygningen"

Dette sted er lidt vanskeligt at forestille sig. Christiansborg af i dag var et andet end det på H. C. Andersens tid, og biblioteket lå ikke hvor det nu gør, men i bygningen nordøst for. Til gengæld har vi en malerisk beskrivelse fra Politivennen:

"I krogen mellem Christiansborg Slot og Proviantgården findes et stakitværk som omhegner et haveanlæg der efter forlydende tilhører en fyrbøder. Man ved at ingen træer tåles i gårde eller på gader. Men her har en hel have klinet sig op til to betydelige offentlige bygninger, hvilket både afgiver et højst upassende syn på dette sted, og kan blive farligt med hensyn til ildebrand, foruden at stakittet som har en åben låge eller lem, i mørke aftener kan tjene tyve og stimænd til smuthul i denne afsides liggende og især i vinteraftener ubefærdede del af staden. Man håber at høje vedkommende gunstigst vil henvende deres opmærksomhed på det."

Christiansborg Ridebane. Det må være Kolonnadegangen her som Andersen gik igennem

Tilsyneladende gik Andersen så gennem ridebanen, for han omtaler i hvert fald en kolonnade, og det kan næsten kun være tale om den der går rundt om Ridebanen, hvorfra han også har kunnet se sig tilbage mod Christiansborg:

"Under disse Betragtninger var jeg allerede midt i Colonnade-Gangen; uvilkaarlig hævede jeg Hovedet iveiret og saae alle Slottets Værelser oplyste"

Til alt held foregik dette ikke om dagen, for da ville Andersen have kunnet opleve et rædselsvækkende syn som beskrevet i Politivennen:

"Dagligt og især om søndagen, ses drenge på 10 til 14 år som fører en og flere heste omkring på Ridebanen, og måske flere steder i byen til leje for andre drenge af deres alder, ja endog både yngre og ældre. Kan og bør der virkelig ses gennem fingre med sådant? Ikke nok med det, de arme dyr mishandles og udmattes for at rytteren i galop kan feje ridebanen rundt for en styver. Men hvor let kan ikke disse børn som er uvante med at styre en hest, ved et fald miste livet eller blive krøblinge for ders hele øvrige levetid? Jeg har selv været vidne til at en sådan dreng faldt af, men fik til lykke ingen skade da han faldt på den bløde jord. Men vil dette altid være tilfældet? Og endvidere, hvorfra har de drenge som lejer hestene ud, fået så mange penge at de kan have anskaffet sig disse? Hvorfra får de poge som lejer hestene, alle de toskillinger de anvender på det? Lad os endog antage at de er kommet ærligt til dem, man af dem vil siden når banen og at jage afsted på sådan en hest, ja vel endog andres ros over hans herlige og raske ridt, forøger fornøjelsen og fristelserne, se til at erhverve sig disse penge på ulovlige måder. Mange drenge vil bedrage sin mester ved indkøb, eller ved betalingens indtrædelse give mesteren færre penge end han selv får, for at kunne - ride. Endelig må jo løgn opfindes for at finde en årsag til den utilladt bortebliven. Hos mange lægges herved grunden til at begå større tyverier og synderier Han mange avles herved lyst til et fejende, rask liv, og dette vil da lettest, tror man, findes i den militære stand. Mange flinke arbejdsmænd, mange tro og sædelige ægtemænd og borgere røves herved fra staten. Mange som endnu er for ung og uerfaren til at kæmpe mod fristelsen, fremlokker herved den første spire til svaghed, til eftergivenhed mod enhver lyst der bestormer hans sanser, og bliver med tiden ulykkelig. Så skadelig kan det her påankede der måske af mange letsidige anses for uskyldige børneoptøjer, blive i sine følger."

Marmorbroen. Her kommer Politivennen til kort. Der findes ingen beskrivelser af  Marmorbroen. Vi ved at Politivennen klagede over at folk bankede tæpper på Stormbroen, lidt derfra. Men det gælder ikke!

Andersen er jo blevet kaldt for "børnenes ven". Så måske har han haft forståelse for denne farlige sport. At han så mig bekendt ikke har omtalt det nogen steder, kan måske vække til eftertanke. Til gengæld mødte han en søvngænger. Ved Marmorbroen:

" Vi vare imidlertid traadte ud paa Marmorbroen" "Hvor glædede det ikke min Sjæl at Søvngjængerens Bopæl laae i Storm-Gaden, og jeg saaledes snart saae ham lykkelig forsvinde bag sin Gadedør."

Søvngængeren løb fra Marmorbroen (forrest), forbi Nationalmuseet og mod Stormgade som ligger yderst til venstre, bag Nationalmuseets udvidelse. På dette hjørne lå en boghandler.

Der står ikke hvor i Stormgade det var. Men vi ved til gengæld at på hjørnet der hvor Nationalmuseet senere udvidede, lå en boghandler. Og det er jo så dejligt relevant for litteraturen, især da K. H. Seidelin selv var en af de første "bibliotekarer", eller stifter af biblioteker:

"Hr. Boghandler Pelt bekendtgjorde i Addresseavisen nr. 169 d. å. at engelske og danske forskrifter var at købe hos ham for 1 mark. Jeg som flere sendte min mark hen for at få disse forskrifter, som jeg formodede var stukne af en berømt kobberstikker. Men tænk sig min forundring da jeg for min mark fik et halvt ark papir bemalet med nogle skæve linjer af en stymperagtig skrift, som jeg, ved at sammenholde den med breve af hr. Pelts egen håndskrift fandt højst rimelig at være hans. Jeg betænker mig ikke på at kalde dette et væmmeligt og en boghandler højst uværdigt kneb at lokke folk, ved en mørk og ufuldstændig bekendtgørelse, til at jage et bud hen i en udkant af byen for at købe en ting for sin gode mark, der ikke er en pibe tobak værd. Og i sandhed, når hr. Pelt nok engang indrykker dette avertissement uden at tilføje disse ord: Skrevne med en mådelig hånd, er det efter min mening politiets pligt at revse ham. En prøve af dette nydelige skønskriverprodukt er henlagt til enhvers beskuelse hos udgiveren af Politivennen."

Nu bevægede Andersen sig mod Volden der som bekendt slet ikke eksisterer længere. Kun i gadenavnene Vester, Nørre og Øster Voldgade. Her mødte han noget så særpræget som en talende ræv.

For at komme til Langebro - der var en fortsættelse af Vester Voldgade - må Andersen være gået ad Filosofgangen på indersiden af Volden, nogenlunde her. Stormgade går ind til højre til venstre for midten af fotoet.

"Med raske Skridt nærmede jeg mig Volden." ... "forskrækket styrtede den gamle Ræv ned i Voldgraven, den unge Ræv derimod tog Flugten og forsvandt ved Stormgaden. Jeg stod et Øieblik taus og stirrede efter dem, men da jeg nu intet videre mærkede, fortsatte jeg min Vandring til Amager. Allerede tittede det store Bryggerhuus frem ved Hiørnet, allerede hørte jeg Bølgernes Pladsken mod Bropælene blande sig med Skildvagtens Snorken. - Blaataarn laa foran mig"

Andersen kigger til venstre for at se Kongens Bryghus. Det var jo midnat, så gad vide hvordan. Gaderne lå buldravende mørke hen. Men nuvel, det er jo kun fantasi.

Nu var det jo vinter, men var der også sne? Det kan man tvivle lidt på når Andersen skriver om "raske skridt", for Politivennen kunne berette om ufremkommeligt føre på netop Filosofgangen - den rute Andersen valgte:

"Filosofgangen er nu således indhegnet at man kan gå der i fred for galopryttere og det hele respektive vognmandsvæsen. Men anmelderen begriber ikke hvorledes gadevognene har fået tilladelse til at aflæsse sne, ja også snavs i denne spadseregang og det tæt ved volden. Det er jo at fordærve det ene mens det andet forbedres. Mængde af snevand som intet afløb har, må sive i jorden og derved måske gøre volden skade. For ikke at tale om at gangen langs hen hvor al den uhumskhed er aflæsset, er ubrugelig for fodgængere. Man an ikke tro at skarnkuskene har fået tilladelse til at losse der, da al sne var bortført af gaderne inden de tog denne frihed."

Nutidens Langebro. Den har intet med datidens at gøre, udover navnet. Det var en miltærbro som forbandt Vester Voldgade med Langebrogade, og lå omtrent på dette sted hvor fotoet er taget.

Andersen nævner ikke søbadeanstalten Rysensteen. Han rendte tilsyneladende heller ind i den gnavne Jakob Vægter. Ej heller er Dronehuset omtalt. Det var her man opbevarede druknede. Her kunne man ikke møde talende ræve, men derimod noget så jordnært som rotter.

"En mand som gik over Langebro, bemærkede på byens side en utålelig stank, og lokaliserede den fra et hus indrettet til at sætte druknede lig. Han så derind og så gysende to lig, ikke alene blottede, men også forbidt af rotter. Dette fæle syn sammen med stanken og ligenes opsvulmede skikkelse af heden, vakte både gysen og harme hos ham. Dette skete den 3. april. Manden tænkte på graverkarlene. Man håber at der gøres anstalter til at have nogle kister stående klar for at kunne afværge rottebid, og at ligene bliver begravet før forrådnelsen går så vidt."

Måske var det årsagen til at Andersen skyndte sig ud midt på broen. Her opholdt han sig til gengæld opholdt han sig en rum tid, ½ time og til det tidspunkt hvor klokken slog tolv.

"førte jeg, indesluttet i mit Hoved, over Langebroe." ... "Allerede var jeg nogle Skridt inde paa Broen" .... "En halv Time maatte jeg altsaa endnu vente her, før jeg kunde betræde Broens Midte" ..."I det samme slog Klokken tolv, jeg puttede ihast Bogen i Lommen, skyndte mig midt ud paa Broen" ..."Der var altsaa nu ikke andet for, end at spadsere over Broen; det gjorde jeg, og stod nu mellem de parallele Linier, Volden og den snorlige Reberbane danne. Kronen var kappet af alle Træerne, og dette bidrog ogsaa sit til at det Hele fik et stivt, mathematisk Udseende"

Han må have kigget ud af byen mod Vesterbro, for der lå reberbanerne umiddelbart uden for volden. Så går det igen stærkt! Andersen fortæller ikke om hvordan han kom til Amagerport, det sandsynlige er at han er gået langs volden, måske Langebrogade-Christianshavn Voldgade? Men på en eller anden måde når han frem til Amagerport, hvis reminiscenser stadig kan ses i form af Ravelinen og vagthuset ved Torvegade.

Vagthuset. Det er flyttet et par meter siden H. C. Andersen kom forbi. 

"Amagerport er dog den meest poetiske af alle Byens Porte. - I Flyveposten [s48] er den bleven caracteriseret, som den idylliske, men jeg vil hellere kalde den Livets og Dødens Port." ... "Det er den første store Port igjennem hvilken den uskyldige Amagerpige første Gang træder fra sit Arcadien ind i den brogede Hovedstad. Under denne Hvælving har den gamle Amagerkone engang som barn vandret med bankende Hjerte og dyb Længsel efter al den Herlighed hun snart skulde see med Fader og Moder. - Med hvilke ganske andre Følelser ruller ikke Synderen sidste Gang ud af den? - Med hvilket Blik maa ikke han betragte disse Mure? - Det maa dog være en ganske underlig Følelse, hvormed han seer Gjenstandene omkring sig. Hvor frygteligt at see den store, bølgende Menneskemasse omkring sig, og vide, at naar alle disse om nogle Minuter vende tilbage, da er man død, er udreven af det hele Samfund, i et ganske andet Væsen, i en ganske anden Stilling."

Her burde fodrejsen være sluttet, og det må Andersen have vidst - at han ikke kunne komme længere. For kun Nørreport var åben om natten. Politivennen har naturligvis en beskrivelse af hvordan passagen gennem Amagerport kunne finde sted:

"Det er meget ofte tilfældet at lygterne på Amagerbro forbliver utændt, mens man inde i byen Christianshavn allerede har vandret i lyset henved 1½ til 2 timer. Et sådant egyptisk mørke udbredte sig også over nævnte bro forleden 25. januar. Og da det netop den dag mod sædvane behagede bomforpagternes bomforpagter, en skomager Dethmer at lade bommen ved Amagerport gå ned mellem 7 og 8 om aftenen, så blev følgen af det og af det mørke som alt var indhyllet i, at en amagerbonde der troede bommen var åben, som sædvanligt med sin slæde kørte lige mod samme. Og det med en sådan kraft at den knækkede ved det. Der opstod en heftig ordstrid mellem bommanden der nu krøb ud af sit hus og amagerbonden. Og efter at bonden var blevet opholdt over en halv time, endte det med at sidstnævnte måtte deponere 5 rigsbankdaler for den tilføjede skade på bommen."

Men nu sker miraklet! Porten åbner sig, og Andersen slipper ud gennem porten til det åbne land!

"Dette Capitels Indhold, som Overskrift, maa gjælde for den Pause jeg gjorde ved Porten, men derpaa foer jeg ogsaa i ti lange Skridt over alle Broer og Brostene, jeg saae kun ganske flygtig hvorledes alle Kjøbenhavns Daarligheder fra det gamle Aar, bleve veiede paa Veierboden før de fik Lov til at kjøre ud til evig Forglemmelse." ... "endelig laae da Phantasiens store, herlige Tumleplads, det flade Amager, foran mig." ... "I det samme begyndte det ganske underligt at suse og bruse omkring mig, jeg saae til Siderne, og finder, at hele Amager-Land, vrimler af Mennesker til Hest og til Fods" .."Jeg stod tæt ved Strandbredden; nu var jo min Amager-Reise forbi og aldrig havde jeg følt en mere levende Lyst til at reise."

Ravelinen. Dette var et sted hvor man kunne opholde sig mens man ventede på at toldmyndigheder og vagtpersonale havde tjekket ind- og udrejsende gennem Amagerport. For Andersen gik hele proceduren imidlertid eventyrlig meget nemmere.

Stranden gik dengang langt længere inde på Amager end nu. Kun et halvt år efter Andersen foretog sin mystiske fodrejse, foretog en skribent fra Politivennen samme rejse, og aflagde følgende beretning om samme sted. Jeg vil overlade det til læseren hvem der mest står til troende:

"Anmelderen er en svagelig mand, der jævnligt når vejret tillader det, gør sig en spadseretur uden for stadens porte for at indånde den frie luft og for at glæde sig over naturens frembringelser. Han gik for nogen tid siden ud af Amagerport i håb om at denne spadseretur ville yde ham den samme nytte og behagelighed som han havde nydt på sine øvrige fodvandringer udenfor stadens andre porte. Men dette håb glippede aldeles. For da han kom henimod accissekontoret på Amagerbro, måtte han indånde den mest pestilentialske stank der efter hans mening rejste sig deraf at landevejsgrøften var opfyldt med stillestående, ildelugtende og råddent vand fra det i nærheden liggende limfabrik. At anmelderen imidlertid ikke havde gættet den sande årsag til den omhandlede afskyelige og næsten dræbende stank, blev han overbevist om da han var kommet udenfor bommen. Her blev han opmærksom på en overordentlig stor mødding der lå opdynget fra landevejsgrøften langs med den vej som løber til højre til de møller og veterinærskolens planteskole der ligger der. Skønt anmelderen næppe kunne ånde, undlod han dog ikke til fulde at overbevise sig om hvilke bestanddele den omtalte mødding indeholdt. Og han fandt da at hovedbestanddelen var renovationsskarn med dettes ingredienser, hvori en mængde fattige mennesker rodede efter klude, ben osv. hvilket bidrog betydeligt til stankens udbredelse, samt at der hist og her lå nogle katte og hunde der var gået i forrådnelse. Men pirredes lugteorganerne her på en højst ubehagelig måde, så frembød 2 renovationsvogne der stod uden for det hus der ligger tæt op til lossepladsen og i hvilket møget er nær ved at flyde ind, samt de på samme ophængte klude og laser, et højst væmmeligt og misprydende skue. Anmelderen ilede nu efter evne bort fra det sted hvor 2 sanser havde lidt så meget, og gik en lang omvej hjem for ikke på ny at blive opvartet med sådan konfekt, men måtte imidlertid - som man siger - flere gange vende sin lomme."

"Vende sin lomme". Politivennens skribenter stod efter min mening bestemt ikke tilbage for H. C. Andersen hvad angik litterær opfindsomhed.