En Fodreise til Amager med Politivennen

Nytårsnat 1828/29 gjorde H. C. Andersen en fodrejse til Amager. Det måtte Politivennen naturligvis også gøre!

Her startede H. C. Andersens fodrejse: Ved vinduet i hans værelse i Vingårdsstræde. Om han egentlig kom meget længere i andet end tanker er spørgsmålet. Men Politivennen gjorde!

Rejsen startede nytårsaften 1828 på H. C. Andersens værelse, der findes endnu i Vingårdsstræde i Magasin. Nu var bogen ikke ment som en turistfører, det var mere ment som en scene for H. C. Andersens digteriske fantasi: Han fortæller mest om spøgelser, sagnfigurer, kendte historiske personligheder og mytologiske væsner. Så Politivennen måtte naturligvis efterforske hvad der gemte sig bag den kendte digters rejse.

Vingårdsstræde 6. H. C. Andersen må være kommet ud gennem porten her. Herefter er der flere varianter af hvordan han kan være nået til Holmens Bro.

Desværre beskriver Andersen ikke Vingårdsstræde, men heldigvis kan Politivennen kompensere for det:

En officer gik i torsdag for otte dage siden den 30. juni om aftenen kl. 7 gennem Vingårdsstræde. Her blev han ud for nr. 133 overhældt med flydende vare. Dette blev udkastet således på en tid da det var højlys dag. Uagtet der aldrig af vinduer må smides noget ud på gaden. Ikke engang om natten. Det udkastedes af det andet tagvindue på bygningen, når man kommer fra torvet af. Man vil håbe at den tjener eller pige som begik denne lumpne handling vil blive således irettesat som tingen fortjener. For den det går ud over er det ikke alene ligeså pengespildende som et tyveri, men tillige meget harmeligere for den nederdrægtige ondskabs skyld, som ligger til grund derfor.

Det fremgår ikke hvilken rute han tog, men han må have haft store fødder, for han fortæller at

"Nogle Skridt, og jeg var over Holmensbro; mit Blik vendte sig mod Kirken"

Måske er der en grund til at Andersen ikke omtaler Holmens Bro, i hvert fald hvis Politivennens beskrivelse af den holder stik. Der er dog ikke tale om den nuværende version som er fra 1954, ej heller den forrige, som er fra 1874 og iøvrigt tegnet af Vilhelm Dahlerup:

Holmens Bro der som alle vindebroer af den art har et stygt udseende, blev fra gamle tider af forskønnet så meget det lod sig gøre ved fire stenstatuer af vildmænd som vel er groft, men dog smagfuldt arbejde og altid i en stad som ikke har overflødighed af billedhuggerprydelser, kan lade sig se. Men dette er i de seneste tider gjort ganske umuligt for de stakkels vildmænd, da der foran enhver og kun omtrent et korter fra næsen af ham, er opsat en hæslig lygtepæl som ganske skæmmer synet af ham og det uden nødvendighed da den ved at stå lidt længere fra støtterne, eller mere til siden, ikke ville gør mindre tjeneste end nu.

Det er vel nogenlunde dette syn Andersen har tænkt sig, blot ved nattetid. Det er netop taget fra Holmens Bro mod kirken, og den har ikke ændret sig stort siden dengang.

Det er naturligvis Holmens Kirke der her er tale om. For Børsbroen eksisterede ikke. Holmens Kanal var - nå ja en Kanal, og hvor Nationalbanken nu ligger, lå Gammelholm, eller Bremerholm som det også hed. Flådens gamle arbejdsplads. Andersen kan også være kommet forbi det gamle slaveri, Trunken. Selv om det på Andersens tid blevet flyttet til det endnu større Stokhuset ved Sølvgade Kaserne, og det gamle Trunken omdannet til magasin.

Det kvindelige væsen som var klædt som amagerkone og kom fra Børsen, anbefalede Andersen at gå til venstre efter den gule bus mod Knippelbro (Det er Børsbroen man kan se til højre. Den kunne Andersen ikke se, for den eksisterede ikke).

Det er så her han møder to kvindelige væsner, den ene fra Børsen klædt som Amagerkone, den anden lang og bleg. Den første anbefaler ham en tur over Knippelsbro gennem Børsen, den anden over Langebro. Lad os kigge lidt nærmere på de to valg, her først hvad Politivennen skriver om Børsen - og hvad angår litterær kunst står beskrivelsen bestemt ikke tilbage for H. C. Andersen:

"Fra den tid at forfinelsen blev indført blandt de nordiske folkeslag, har franskmændene været vores mønstre. Ved dem fik vi moderne indført blandt os, og senere har vi modtaget hundredtusinder slags lugtende vande såsom: eau delavande, eau de mille fleurs, eau de rose osv. osv. osv. I gamle dage medtog enkelte gamle damer deres sølvlugteæg i selskab. Men nutidens damer fandt dette for besværligt og indførte moden at parfumere dem selv så at man nu har omtrent lige så mange lugtekrukker som damer i vores selskaber. Dog, den virkning som frembringes på den måde er altid vellugt. Men hvad vil almenheden sige når den erfarer at på selve stadens børs er anlagt to små fabrikker for dyvelsdræk (asfa foetida). Og dog er det så! Før Børsen blev taget under den højst nødvendige reparation, fandtes så vidt man ved under trappen ud mod Christianshavn to små lokummer. Under den temmelig langvarige reparation kunne disse naturligvis ikke benyttes. Men med forundring ser man nu at to aflukker i samme øjemed findes i selve Børsens gang, straks inden for glasdøren mod Christianshavn. At de er til megen bekvemmelighed for vedkommende i kontorerne er unægteligt. Men at de er upassende i en offentlig bygning og udbreder megen stank er vistnok også sandt og vil sikkert kunne bevidnes af enhver der har forretninger eller ærinder til den Grønlandske Handels- og Brandassurancens kontor for Varer og Effekter."

Måske har Andersen kunnet lugte disse "to små fabrikker for dyvelsbræk (asfa foetida)", for han vendte sig nu mod Kancellibygningen i stedet.

Kancellibygningen. Den lange blege kvindelige væsen anbefaler Andersen at gå denne vej og over Langebro i stedet for.

Intet under at Andersen under disse omstændigheder ville følge den ellers mere dystert udsende kvinde. Han når dog kun til Kancellitrappen. Hvad det er for en trappe er lidt usikkert. Men han

"traadte jeg da igjennem den første Slots-Port, var altsaa paa den Grund, hvor Axelshuus fordum har staaet... snart saae jeg paa Slottet, snart paa Bibliotheks-Bygningen"

Dette sted er lidt vanskeligt at forestille sig. Christiansborg af i dag var et andet end det på H. C. Andersens tid, og biblioteket lå ikke hvor det nu gør, men i bygningen nordøst for. Til gengæld har vi en malerisk beskrivelse fra Politivennen:

"I krogen mellem Christiansborg Slot og Proviantgården findes et stakitværk som omhegner et haveanlæg der efter forlydende tilhører en fyrbøder. Man ved at ingen træer tåles i gårde eller på gader. Men her har en hel have klinet sig op til to betydelige offentlige bygninger, hvilket både afgiver et højst upassende syn på dette sted, og kan blive farligt med hensyn til ildebrand, foruden at stakittet som har en åben låge eller lem, i mørke aftener kan tjene tyve og stimænd til smuthul i denne afsides liggende og især i vinteraftener ubefærdede del af staden. Man håber at høje vedkommende gunstigst vil henvende deres opmærksomhed på det."

Christiansborg Ridebane. Det må være Kolonnadegangen her som Andersen gik igennem

Tilsyneladende gik Andersen så gennem ridebanen, for han omtaler i hvert fald en kolonnade, og det kan næsten kun være tale om den der går rundt om Ridebanen, hvorfra han også har kunnet se sig tilbage mod Christiansborg:

"Under disse Betragtninger var jeg allerede midt i Colonnade-Gangen; uvilkaarlig hævede jeg Hovedet iveiret og saae alle Slottets Værelser oplyste"

Til alt held foregik dette ikke om dagen, for da ville Andersen have kunnet opleve et rædselsvækkende syn som beskrevet i Politivennen:

"Dagligt og især om søndagen, ses drenge på 10 til 14 år som fører en og flere heste omkring på Ridebanen, og måske flere steder i byen til leje for andre drenge af deres alder, ja endog både yngre og ældre. Kan og bør der virkelig ses gennem fingre med sådant? Ikke nok med det, de arme dyr mishandles og udmattes for at rytteren i galop kan feje ridebanen rundt for en styver. Men hvor let kan ikke disse børn som er uvante med at styre en hest, ved et fald miste livet eller blive krøblinge for ders hele øvrige levetid? Jeg har selv været vidne til at en sådan dreng faldt af, men fik til lykke ingen skade da han faldt på den bløde jord. Men vil dette altid være tilfældet? Og endvidere, hvorfra har de drenge som lejer hestene ud, fået så mange penge at de kan have anskaffet sig disse? Hvorfra får de poge som lejer hestene, alle de toskillinger de anvender på det? Lad os endog antage at de er kommet ærligt til dem, man af dem vil siden når banen og at jage afsted på sådan en hest, ja vel endog andres ros over hans herlige og raske ridt, forøger fornøjelsen og fristelserne, se til at erhverve sig disse penge på ulovlige måder. Mange drenge vil bedrage sin mester ved indkøb, eller ved betalingens indtrædelse give mesteren færre penge end han selv får, for at kunne - ride. Endelig må jo løgn opfindes for at finde en årsag til den utilladt bortebliven. Hos mange lægges herved grunden til at begå større tyverier og synderier Han mange avles herved lyst til et fejende, rask liv, og dette vil da lettest, tror man, findes i den militære stand. Mange flinke arbejdsmænd, mange tro og sædelige ægtemænd og borgere røves herved fra staten. Mange som endnu er for ung og uerfaren til at kæmpe mod fristelsen, fremlokker herved den første spire til svaghed, til eftergivenhed mod enhver lyst der bestormer hans sanser, og bliver med tiden ulykkelig. Så skadelig kan det her påankede der måske af mange letsidige anses for uskyldige børneoptøjer, blive i sine følger."

Marmorbroen. Her kommer Politivennen til kort. Der findes ingen beskrivelser af  Marmorbroen. Vi ved at Politivennen klagede over at folk bankede tæpper på Stormbroen, lidt derfra. Men det gælder ikke!

Andersen er jo blevet kaldt for "børnenes ven". Så måske har han haft forståelse for denne farlige sport. At han så mig bekendt ikke har omtalt det nogen steder, kan måske vække til eftertanke. Til gengæld mødte han en søvngænger. Ved Marmorbroen:

" Vi vare imidlertid traadte ud paa Marmorbroen" "Hvor glædede det ikke min Sjæl at Søvngjængerens Bopæl laae i Storm-Gaden, og jeg saaledes snart saae ham lykkelig forsvinde bag sin Gadedør."

Søvngængeren løb fra Marmorbroen (forrest), forbi Nationalmuseet og mod Stormgade som ligger yderst til venstre, bag Nationalmuseets udvidelse. På dette hjørne lå en boghandler.

Der står ikke hvor i Stormgade det var. Men vi ved til gengæld at på hjørnet der hvor Nationalmuseet senere udvidede, lå en boghandler. Og det er jo så dejligt relevant for litteraturen, især da K. H. Seidelin selv var en af de første "bibliotekarer", eller stifter af biblioteker:

"Hr. Boghandler Pelt bekendtgjorde i Addresseavisen nr. 169 d. å. at engelske og danske forskrifter var at købe hos ham for 1 mark. Jeg som flere sendte min mark hen for at få disse forskrifter, som jeg formodede var stukne af en berømt kobberstikker. Men tænk sig min forundring da jeg for min mark fik et halvt ark papir bemalet med nogle skæve linjer af en stymperagtig skrift, som jeg, ved at sammenholde den med breve af hr. Pelts egen håndskrift fandt højst rimelig at være hans. Jeg betænker mig ikke på at kalde dette et væmmeligt og en boghandler højst uværdigt kneb at lokke folk, ved en mørk og ufuldstændig bekendtgørelse, til at jage et bud hen i en udkant af byen for at købe en ting for sin gode mark, der ikke er en pibe tobak værd. Og i sandhed, når hr. Pelt nok engang indrykker dette avertissement uden at tilføje disse ord: Skrevne med en mådelig hånd, er det efter min mening politiets pligt at revse ham. En prøve af dette nydelige skønskriverprodukt er henlagt til enhvers beskuelse hos udgiveren af Politivennen."

Nu bevægede Andersen sig mod Volden der som bekendt slet ikke eksisterer længere. Kun i gadenavnene Vester, Nørre og Øster Voldgade. Her mødte han noget så særpræget som en talende ræv.

For at komme til Langebro - der var en fortsættelse af Vester Voldgade - må Andersen være gået ad Filosofgangen på indersiden af Volden, nogenlunde her. Stormgade går ind til højre til venstre for midten af fotoet.

"Med raske Skridt nærmede jeg mig Volden." ... "forskrækket styrtede den gamle Ræv ned i Voldgraven, den unge Ræv derimod tog Flugten og forsvandt ved Stormgaden. Jeg stod et Øieblik taus og stirrede efter dem, men da jeg nu intet videre mærkede, fortsatte jeg min Vandring til Amager. Allerede tittede det store Bryggerhuus frem ved Hiørnet, allerede hørte jeg Bølgernes Pladsken mod Bropælene blande sig med Skildvagtens Snorken. - Blaataarn laa foran mig"

Andersen kigger til venstre for at se Kongens Bryghus. Det var jo midnat, så gad vide hvordan. Gaderne lå buldravende mørke hen. Men nuvel, det er jo kun fantasi.

Nu var det jo vinter, men var der også sne? Det kan man tvivle lidt på når Andersen skriver om "raske skridt", for Politivennen kunne berette om ufremkommeligt føre på netop Filosofgangen - den rute Andersen valgte:

"Filosofgangen er nu således indhegnet at man kan gå der i fred for galopryttere og det hele respektive vognmandsvæsen. Men anmelderen begriber ikke hvorledes gadevognene har fået tilladelse til at aflæsse sne, ja også snavs i denne spadseregang og det tæt ved volden. Det er jo at fordærve det ene mens det andet forbedres. Mængde af snevand som intet afløb har, må sive i jorden og derved måske gøre volden skade. For ikke at tale om at gangen langs hen hvor al den uhumskhed er aflæsset, er ubrugelig for fodgængere. Man an ikke tro at skarnkuskene har fået tilladelse til at losse der, da al sne var bortført af gaderne inden de tog denne frihed."

Nutidens Langebro. Den har intet med datidens at gøre, udover navnet. Det var en miltærbro som forbandt Vester Voldgade med Langebrogade, og lå omtrent på dette sted hvor fotoet er taget.

Andersen nævner ikke søbadeanstalten Rysensteen. Han rendte tilsyneladende heller ind i den gnavne Jakob Vægter. Ej heller er Dronehuset omtalt. Det var her man opbevarede druknede. Her kunne man ikke møde talende ræve, men derimod noget så jordnært som rotter.

"En mand som gik over Langebro, bemærkede på byens side en utålelig stank, og lokaliserede den fra et hus indrettet til at sætte druknede lig. Han så derind og så gysende to lig, ikke alene blottede, men også forbidt af rotter. Dette fæle syn sammen med stanken og ligenes opsvulmede skikkelse af heden, vakte både gysen og harme hos ham. Dette skete den 3. april. Manden tænkte på graverkarlene. Man håber at der gøres anstalter til at have nogle kister stående klar for at kunne afværge rottebid, og at ligene bliver begravet før forrådnelsen går så vidt."

Måske var det årsagen til at Andersen skyndte sig ud midt på broen. Her opholdt han sig til gengæld opholdt han sig en rum tid, ½ time og til det tidspunkt hvor klokken slog tolv.

"førte jeg, indesluttet i mit Hoved, over Langebroe." ... "Allerede var jeg nogle Skridt inde paa Broen" .... "En halv Time maatte jeg altsaa endnu vente her, før jeg kunde betræde Broens Midte" ..."I det samme slog Klokken tolv, jeg puttede ihast Bogen i Lommen, skyndte mig midt ud paa Broen" ..."Der var altsaa nu ikke andet for, end at spadsere over Broen; det gjorde jeg, og stod nu mellem de parallele Linier, Volden og den snorlige Reberbane danne. Kronen var kappet af alle Træerne, og dette bidrog ogsaa sit til at det Hele fik et stivt, mathematisk Udseende"

Han må have kigget ud af byen mod Vesterbro, for der lå reberbanerne umiddelbart uden for volden. Så går det igen stærkt! Andersen fortæller ikke om hvordan han kom til Amagerport, det sandsynlige er at han er gået langs volden, måske Langebrogade-Christianshavn Voldgade? Men på en eller anden måde når han frem til Amagerport, hvis reminiscenser stadig kan ses i form af Ravelinen og vagthuset ved Torvegade.

Vagthuset. Det er flyttet et par meter siden H. C. Andersen kom forbi. 

"Amagerport er dog den meest poetiske af alle Byens Porte. - I Flyveposten [s48] er den bleven caracteriseret, som den idylliske, men jeg vil hellere kalde den Livets og Dødens Port." ... "Det er den første store Port igjennem hvilken den uskyldige Amagerpige første Gang træder fra sit Arcadien ind i den brogede Hovedstad. Under denne Hvælving har den gamle Amagerkone engang som barn vandret med bankende Hjerte og dyb Længsel efter al den Herlighed hun snart skulde see med Fader og Moder. - Med hvilke ganske andre Følelser ruller ikke Synderen sidste Gang ud af den? - Med hvilket Blik maa ikke han betragte disse Mure? - Det maa dog være en ganske underlig Følelse, hvormed han seer Gjenstandene omkring sig. Hvor frygteligt at see den store, bølgende Menneskemasse omkring sig, og vide, at naar alle disse om nogle Minuter vende tilbage, da er man død, er udreven af det hele Samfund, i et ganske andet Væsen, i en ganske anden Stilling."

Her burde fodrejsen være sluttet, og det må Andersen have vidst - at han ikke kunne komme længere. For kun Nørreport var åben om natten. Politivennen har naturligvis en beskrivelse af hvordan passagen gennem Amagerport kunne finde sted:

"Det er meget ofte tilfældet at lygterne på Amagerbro forbliver utændt, mens man inde i byen Christianshavn allerede har vandret i lyset henved 1½ til 2 timer. Et sådant egyptisk mørke udbredte sig også over nævnte bro forleden 25. januar. Og da det netop den dag mod sædvane behagede bomforpagternes bomforpagter, en skomager Dethmer at lade bommen ved Amagerport gå ned mellem 7 og 8 om aftenen, så blev følgen af det og af det mørke som alt var indhyllet i, at en amagerbonde der troede bommen var åben, som sædvanligt med sin slæde kørte lige mod samme. Og det med en sådan kraft at den knækkede ved det. Der opstod en heftig ordstrid mellem bommanden der nu krøb ud af sit hus og amagerbonden. Og efter at bonden var blevet opholdt over en halv time, endte det med at sidstnævnte måtte deponere 5 rigsbankdaler for den tilføjede skade på bommen."

Men nu sker miraklet! Porten åbner sig, og Andersen slipper ud gennem porten til det åbne land!

"Dette Capitels Indhold, som Overskrift, maa gjælde for den Pause jeg gjorde ved Porten, men derpaa foer jeg ogsaa i ti lange Skridt over alle Broer og Brostene, jeg saae kun ganske flygtig hvorledes alle Kjøbenhavns Daarligheder fra det gamle Aar, bleve veiede paa Veierboden før de fik Lov til at kjøre ud til evig Forglemmelse." ... "endelig laae da Phantasiens store, herlige Tumleplads, det flade Amager, foran mig." ... "I det samme begyndte det ganske underligt at suse og bruse omkring mig, jeg saae til Siderne, og finder, at hele Amager-Land, vrimler af Mennesker til Hest og til Fods" .."Jeg stod tæt ved Strandbredden; nu var jo min Amager-Reise forbi og aldrig havde jeg følt en mere levende Lyst til at reise."

Ravelinen. Dette var et sted hvor man kunne opholde sig mens man ventede på at toldmyndigheder og vagtpersonale havde tjekket ind- og udrejsende gennem Amagerport. For Andersen gik hele proceduren imidlertid eventyrlig meget nemmere.

Stranden gik dengang langt længere inde på Amager end nu. Kun et halvt år efter Andersen foretog sin mystiske fodrejse, foretog en skribent fra Politivennen samme rejse, og aflagde følgende beretning om samme sted. Jeg vil overlade det til læseren hvem der mest står til troende:

"Anmelderen er en svagelig mand, der jævnligt når vejret tillader det, gør sig en spadseretur uden for stadens porte for at indånde den frie luft og for at glæde sig over naturens frembringelser. Han gik for nogen tid siden ud af Amagerport i håb om at denne spadseretur ville yde ham den samme nytte og behagelighed som han havde nydt på sine øvrige fodvandringer udenfor stadens andre porte. Men dette håb glippede aldeles. For da han kom henimod accissekontoret på Amagerbro, måtte han indånde den mest pestilentialske stank der efter hans mening rejste sig deraf at landevejsgrøften var opfyldt med stillestående, ildelugtende og råddent vand fra det i nærheden liggende limfabrik. At anmelderen imidlertid ikke havde gættet den sande årsag til den omhandlede afskyelige og næsten dræbende stank, blev han overbevist om da han var kommet udenfor bommen. Her blev han opmærksom på en overordentlig stor mødding der lå opdynget fra landevejsgrøften langs med den vej som løber til højre til de møller og veterinærskolens planteskole der ligger der. Skønt anmelderen næppe kunne ånde, undlod han dog ikke til fulde at overbevise sig om hvilke bestanddele den omtalte mødding indeholdt. Og han fandt da at hovedbestanddelen var renovationsskarn med dettes ingredienser, hvori en mængde fattige mennesker rodede efter klude, ben osv. hvilket bidrog betydeligt til stankens udbredelse, samt at der hist og her lå nogle katte og hunde der var gået i forrådnelse. Men pirredes lugteorganerne her på en højst ubehagelig måde, så frembød 2 renovationsvogne der stod uden for det hus der ligger tæt op til lossepladsen og i hvilket møget er nær ved at flyde ind, samt de på samme ophængte klude og laser, et højst væmmeligt og misprydende skue. Anmelderen ilede nu efter evne bort fra det sted hvor 2 sanser havde lidt så meget, og gik en lang omvej hjem for ikke på ny at blive opvartet med sådan konfekt, men måtte imidlertid - som man siger - flere gange vende sin lomme."

"Vende sin lomme". Politivennens skribenter stod efter min mening bestemt ikke tilbage for H. C. Andersen hvad angik litterær opfindsomhed.